Log ind

1812 (sluttet)

#

(Sluttet).

XI.

Storarméens Undergang.

(Hertil Skitse 6).

F ra Beresina fortsatte Franskmændene Tilbagetoget over Molodetsjno mod Vilna og slap heldigt gennem det sumpede, ufremkommelige Terrain ved Sembin, hvor en lille Styrke Kosakker i lang Tid kunde have spærret Tilbagevejen. Det, Hæren træ ngte mest til, var stadig Levnedsmidler, og dem kunde man først haabe a t faa i Vilna. H er havde Napoleon efterladt sin Udenrigsm inister, M aret, og til ham skrev han umiddelbart efter Overgangen over Beresina et Brev, hvori han skildrede Hærens Tilstand. Heri hedder det: „Hæren er talrig, men opløst paa den forfærdeligste Maade. Der vil behøves 14 Dage for a t samle den under Fanerne, og 14 Dage, hvor skal man finde dem? Kulden, Nøden h a r opløst denne Hær. Vi m archerer mod Vilna, men vil vi kunne holde os der? Ja, kunde man holde Stand der i 8 Dage; men bliver vi angrebet de første 8 Dage, er det tvivlsomt, om vi kan forblive der. Levnedsmidler, Levnedsmidler, Levnedsmidler, uden dem ved jeg ingen Rædselsgerning, som denne indisciplinerede Masse ikke kunde begaa mod Byen." A t Mangelen paa Levnedsmidler var det værste, var Napoleon ikke ene om at mene. Saaledes udtalte M arskal Lefebvre, Chefen for den gamle Garde, at „kun en Mur af Brød" vilde kunne faa de udhungrede Soldater til at gøre Holdt.

Men ogsaa Kulden, Mangelen paa ordentlige Klæder og Fodtøj og hele Haabløsheden medvirkede til a t fuldende Opløsningsprocessen. Mest talende e r følgende rystende Skildring a f Hæren under Marchen fra Beresina til Vilna. Den er skrevet af et Øjenvidne. Overlæge de Bourgeois.

„Efter faa M archer fra Beresina frembød Hæren et skrækkeligt Syn. Aarstiden blev bestandig strengere, og man var blottet fo r alt, hvad der kunde formindske Virkningerne deraf. Især manglede man Fodtøj. Fødderne omvikledes derfor med Lapper, Stykker a f uldne Dækkener, Dyrehuder, som man bandt paa med Seglgarn; men det hjalp kun lidt og gjorde Marchen besværligere. Den øvrige Beklædning svarede til Fodtøj et. Uniformsgenstande, eller hvad man overhovedet v ar iført, bestod kun af P jalter; Hovedet pakkede man ind i, hvad man kunde faa fa t paa; Skægget var langt og filtret, H aaret i Uorden, Øjnene dybtliggende, Kinderne udtærede, A nsigtet udtrykte alle sjælelige og legemlige Lidelser. Hæren lignede en Samling Spøgelser. De bedste Venner m archerede ofte i Dage ved Siden af hinanden uden a t kende hinanden. Kun de fæ rreste undgik a t blive angrebet a f Frosten, og de m aatte prise sig lykkelige, som kun blev angrebet d eraf i Øret, Næsen eller Fingrene. Hvad der gjorde sit til a t forvæ rre dette Onde, var, a t man søgte til Vagtilden for a t optø de stivnede Lemmer; thi disse v ar ofte saa ufølsomme, at det ikke engang mærkedes, at Ilden angreb dem; og ligeledes frem kaldte denne Søgen til Ilden ofte Koldbrand. E thvert Begreb om Disciplin var udelukket. Det var kun en Hob forvildede og til D yr forvandlede Mennesker, hos hvilke der ikke fandtes Spor af Civilisation. Egennytten gjorde grusom. N aar en Ulykkelig efter a t have kæmpet mod alle Trængsler, segnede til Jorden, gik man straks ud fra, a t han ikke vilde rejse sig mere, og inden han havde draget det sidste Suk, kastede man sig over ham for a t røve de usle P jalter, hvormed han havde dækket sig, og saa overlod man ham nøgen til den visse Død. Synet deraf v ar nok til a t knække Modet paa mange, og efterhaanden blev enhver grebet af den Tanke, a t intet kunde nytte; Livet var for ham kun et stæ rkt begrænset Tidsspørgsmaal. Du skal dø, denne stadige Tanke, denne Opgiven a f Troen paa Frelse, gjorde det um uligt a t stille noget op med dem, der engang var grebet af den. De vægrede sig bestemt ved a t tage sig sammen, og mange a f dem lagde sig paa Jorden, for a t Døden h u rtig t kunde gøre Ende paa Livet. Andre, der havde større M odstandskraft, kæmpede tappert, men ogsaa for dem viste det sig, at den legemlige K raft havde sin Begrænsning. E n stor Mængde befandt sig i en Tilstand a f Vanvid; man saa dem bevæge sig ganske som Autom ater i dybeste Tavshed og med sløve Blikke. Talte man til dem, fik man kun usammenhængende Svar, som om de havde glemt alt. End ikke Prygl gjorde Indtryk paa dem. I Dagene fra den 5. til den 8. December sank Tem peraturen til 26—28 G rader under Nul. Denne Kulde virkede tilintetgørende. Staa stille kunde man ikke, man m aatte bestandig holde sig i Bevægelse. Dagene krævede vel mange Ofre, men Nætterne var dog de værste, thi lagde man sig til a t sove, stivnede Blodet • straks til Is, og hver Bivouak, der blev forladt, var fuld af Lig."

Skærmbillede 2020-06-29 kl. 11.19.13.png

Den 3. December naaede Napoleon Molodetsjno. H erfra udsendte han den uhyggeligt berømte 29. Bulletin. Den v ar en fuldkommen F o rvanskning af Kendsgerningerne, beregnet paa a t vildlede Befolkningen i F rankrig — og vel ogsaa i de undertrykte Lande — og skjule Nederlagets Omfang. Samme Hensigt havde Afsendelsen af en A djutant med et Brev til Kejserinden, i hvilket Hæren nærm est fremstilledes som en sejrrig Hær, der vendte hjem med Fanger og Trofæer. Men Folk kendte efterhaanden tilstrækkeligt til Kejserens Bulletiner til at kunne læse mellem Linierne. En ubeskrivelig Sorg greb Befolkningen ikke blot i Frankrig, men vel navnlig i de Lande — Tyskland og Italien —, hvis Sønner paa Kejserens Bud — og i Modstrid med Landets egne Interesser — var kastet ud i denne Kamp, som endte med Nederlag og Død paa Ruslands Ism arker. Og hvilket Indtryk maa ikke Bulletinens Slutningsbemærkning — „Hans M ajestæts Sundhed har aldrig været bedre" — have gjort, navnlig i de undertvungne Lande. U fatteligt, at den store Soldat Napoleon, han, der ellers ikke skaanede sig selv og delt Ondt og Godt med sine Soldater, har kunnet frem sætte en saadan Udtalelse. Det var som at sige til de Tusinder af Forældre i Europa, der svævede i Uro og Uvished for deres Sønner: „Trøst jer, Kejseren er frelst." Samtidig besluttede Napoleon at forlade Hæren. Allerede den 28. Oktober havde Kejseren til Caulaincourt ta lt om a t rejse til Paris efter først at have ladet Hæren indtage en Stilling mellem O rsja og Vitebsk. Nu mente han, a t Hæren, dækket af nye polske og lithauiske Styrker, kunde gaa i V interkvarterer ved Vilna, i hvert Fald udtalte han sig saa optimistisk til sine Omgivelser. Den 5. December ankom han til Smorgoni. H er sammenkaldte han M arskallerne og meddelte dem sin Beslutning. „Jeg forlader Dem", sagde han, „men det er for at hente 300.000 Soldater. Det bliver nødvendigt at føre endnu et Felttog, siden — for første Gang — eet Felttog ikke har været tilstrækkeligt til at ende Krigen." Desuden bestemte Napoleon, at M urat skulde føre Kommandoen i hans Fraværelse. Kejseren kunde næppe have tru ffe t et daarligere Valg, thi M urat svigtede fuldkommen. Den rette Mand havde sikkert været Davoust, men ham var Napoleon paa K ant med siden Vjasma og Krasnoi. Samme Aften afrejste Napoleon incognito med nogle faa Ledsagere — deriblandt Storm arskal Duroc og General Caulaincourt — og ankom den 19. December til Paris. Kejserens A frejse blev naturligvis ikke forstaaet af alle. „Han flygter", sagde man, „ligesom fra Æ gypten; han forlader os, efter at han har opofret os." Andre indsaa dog, at det var nødvendigt for Kejseren at tage til Paris for at bevare Magten og for at rejse de nødvendige K ræ fter til Krigens Fortsættelse. Ogsaa M arskallerne bedømte Napoleons Handling forskelligt. Paa et K rigsraad 8 Dage senere kritiserede M urat stæ rkt Kejserens Optræden, men M arskal Davoust foreholdt ham, a t det var upassende for dem, som Kejseren havde hævet til de højeste Stillinger, at gaa saa haardt i Rette med deres Velgører. Under Tilbagetoget fra Beresina førtes A rriéregarden først af Vietor, senere af Ney. Tilbagegangen skete under stadige Kampe med de forfølgende Russere. Kutusof bestemte efter Slaget ved Beresina, at T jitsjagof skulde forfølge Franskmændene lige mod Vilna, medens W ittgenstein skulde m archere noget nordligere parallelt dermed, og han selv med Hovedarméen vilde rykke frem Syd for T jitsjagof. Partigængerne fik Ordre til at ile forud og bemægtige sig Fjendens Magasiner. Kosakhetman Platof og General Tjaplits, der førte Tjitsjagofs A vantgarde, fulgte energisk i Hælene paa Franskmændene og tvang Gang paa Gang A rriéregarden til Kamp, som kostede Franskmændene store Tab af Fanger og M ateriel. Den 5. December angreb T japlits og Platof ved Molodetsjno den franske A rriéregarde, tog 2500 Fanger og erobrede 28 Kanoner. Den 6. angreb de Victor ved Smorgoni, hvor Franskmændene mistede 1200 Mand og 7 Kanoner. I Osmjani havde Franskmændene haabet a t finde Forplejning, men før deres Ankomst havde et Partigængerkorps taget Byen og ødelagt M agasinerne. Den 7. December blev F ranskmændene igen angrebet af Tjaplits, som tog 3000 Fanger og erobrede 25 Kanoner. Den 6. December overgav Kutusof Kommandoen over Hovedarméen til General Tormasof og nøjedes fra nu af med selv at føre Overkommandoen over samtlige Hære.

Den 8. December naaede M urat med Resterne af Storarm éen Vilna. Den kampdygtige Styrke var endnu 4300 Mand. N aar dette var Tilfældet efter de store Tab under Tilbagetoget fra Beresina, saa skyldtes det, a t Hæren havde h aft Tilgang’, dels gennem General Wrede, der efter Slaget ved Polotsk med Resterne af det bayerske Korps havde skilt sig ud fra St. Cyrs Armé og paa egen Haand var gaaet tilbage mod Vilna, dels med Divisionen Loison og andre Styrker, der stod i Vilna. Divisionen Loison hørte til 11. Korps, M arskal Augereau. Den bestod af 13.000 unge R ekrutter, hovedsagelig Tyskere, der kun havde et halvt Aars Uddannelse. Divisionen var — uden A rtilleri — tidligere trukket frem til Vilna og der forenet med nogle italienske R ytterregimenter og nogle M archbatailloner, saaledes at man ialt raadede over en Styrke paa 20.000 Mand til Forsvar af denne By. Dette var ogsaa Napoleons Tanke. Thi i Vilna fandtes Forplejning til 100.000 Mand i over en Maaned. Desuden fandtes der Geværer, Støvler og U drustning til ca. 30.000 Mand. Disse Oplysninger fik Kejseren im idlertid først, da han under sin F lugt til Paris Sydøst for Vilna tra f Udenrigsm inister M aret. Denne fik da af Napoleon Besked om at give M urat Ordre til om muligt at holde Byen i 8 Dage, hvorved Hæren kunde komme noget til K ræ fter, ligesom den kampdygtige Styrke kunde forøges betydeligt ved Hjælp af de ovennævnte Vaaben og M underingssager. Da der raadedes over 20.000 Mand udhvilede Tropper til Vilnas Forsvar, skulde noget saadant ikke have været helt umuligt. Men denne Chance blev ganske forspildt. I Stedet beordrede M aret Tropperne i Vilna til at rykke frem til Understøttelse for den tilbagegaaende Hær. Napoléon fik det a t vide, men for sent til a t kunne afværge Ulykken. Forgæves skrev han til M aret, a t Divisionen Loison straks skulde standses. „Dersom den er afm archeret, hvoraf skal den saa leve? Den vil opløse sig ligesom den øvrige Hær." Divisionen var im idlertid afm archeret og sammen med den de ita ­ lienske Rytterregim enter. Kulden v ar steget til 30 Grader, og nu kommanderede man de unge, utrænede Soldater lige fra de lune K varterer ud i denne russiske Vinter. Disse Afdelinger bogstavelig ta lt frøs ihjel. 3 Dage efter Afm archen fra Vilna talte Divisionen Loison kun 3000 Mand, saa mødte den Resterne af den store Armé og blev revet med a f den flygtende Skare — thi der var nu kun Tale om en flygtende Hob, som uden nogensomhelst Orden og uden en A rriéregarde væltede tilbage mod Vest. Divisionen Loison naaede tilbage til Vilna med kun 400 Mand under Vaaben, og bedre var det ikke gaaet Rytterregim enterne. Til ingen N ytte havde ,man ofret de Afdelinger, som kunde have standset Fjenden, medens Resterne a f Hovedstyrken fik lidt Hvile og kunde faa udleveret Levnedsmidler, U drustning og Vaaben. Den kampdygtige Styrke, der naaede Vilna, opgives til ca. 4000 Mand, men heraf var langt den største Del Resterne af Divisionen Loison og Wredes Korps, som tæ t Øst for Byen stødte til Hæren. Med disse Tropper lykkedes det Ney og Victor igen a t faa form eret en A rrièregarde. Imens plyndrede den øvrige Hob Vilnas M agasiner. Det v ar Scenerne fra Smolensk, der gentog sig. M urat havde ved sin Ankomst den 8. December om Aftenen givet Ordre til Lukning a f Byens Porte. Da man den 9. om Morgenen aabnede Portene, strømmede de forfrosne og forsultne Skarer under indbyrdes Slagsmaal for at komme fø rst ind i Byen. Der var ikke tru ffe t nogen som helst Forberedelser og blev ikke gjort noget Forsøg paa at lede M asserne i de rigtige Retninger til K varterer og Udleveringssteder. Hoben træ ngte derfor selv frem til M agasinerne og plyndrede dem. De mest medtagne søgte til Hospitalerne, men her var der ingen til a t tage sig a f dem, saa de fandt kun Døden. Im idlertid trænge Russerne paa og drev den a f W rede førte A rrièregarde tilbage mod Vilna. Den dristige Partigæ ngerfører Seslavin foretog endda om Efterm iddagen den 9. et Overfald paa Byen. Det lykkedes ganske vist Ney at rejse tilstræ kkelig Modstand til at afvise Angrebet, men der opstod Panik, og M urat tabte fuldstændig Hovedet. Allerede den følgende N at fortsattes Tilbagetoget i Retning af Kovno. Ney skulde forsøge a t faa dannet en A rriéregarde og redde, hvad der var muligt. Man glemte a t stikke Ild paa M agasinerne, og Russerne tog derfor et uhyre Bytte, da de besatte Vilna. Vejen var spejlglat, og en Mil Vest for Byen kom Franskmændene til en stor Bakke, som Hestene ikke kunde trække Vognene op ad. Vejen blev spærret, og Rytterne og Fodgængere m aatte enkeltvis bane sig Vej mellem Køretøjerne. Ogsaa M arskallerne, der fulgte M urat, m aatte forlade deres Vogne og til Fods søge videre gennem Skoven ved Siden a f Vejen. Men alle Køretøjerne — deriblandt alle de Vogne, som var ført med fra Beresina, Krigskassen og Trofæerne fra Moskva — m aatte efterlades. Im idlertid var Platof rykket frem med sine Kosakker og havde drevet Ney tilbage. Denne gjorde, hvad der v ar m uligt for a t dække T ransporten, men forgæves. Medens de franske Løsgængere og M araudører plyndrede Krigskassen og Byttet, kom Kosakkerne jagende ind mellem Vognede og tilbageerobrede det hele. Den 12. December naaede Resterne Kovno, hvor Plyndringsscenem e fra Vilna gentog sig. M urat sammenkaldte et K rigsraad, hvor man besluttede a t fortsæ tte Tilbagetoget til bag Weichsel, medens Ney foreløbig skulde gøre Holdt ved Kovno og dække Tilbagegangen. Allerede fra Vilna havde M urat sendt Befaling til Macdonald om a t gaa tilbage mod Tilsit og til Schwarzenberg om at m archere til Bialystok fo r at dække Polen. Vilna blev den 10. December besat af General T japlits’ Tropper, som tog et m æ gtigt B ytte a f Levnedsmidler og Beklædningsgenstande og desuden erobrede 141 Kanoner og tog 14.000 Fanger, for største Delen Syge. Den 11. naaede ogsaa T jitsjagofs Tropper Vilna, og samme Dag ankom Feltm arskal Kutusof selv til Byen. H er gav han O rdre til, at Platof og W ittgenstein skulde fortsæ tte Frem rykningen mod Njemen. I Forvejen havde han indberettet til K ejser Alexander, a t det var hans H ensigt a t samle Hovedstyrken ved Vilna og overlade Forfølgningen a f Fjenden til Tjitsjagofs og W ittgensteins Avantgarde, ligesom han kun vilde forfølge Schwarzenberg til den østrigske Grænse. Tsaren v ar imidlertid ikke tilfreds hermed, men befalede K utusof kun a t efterlade de mest anstrengte Tropper i Vilna, men med Hovedarméen, Tjitsjagofs og W ittgensteins Tropper uafbrudt forfølge Fjenden ogsaa ud over Grænsen. Tsaren billigede ganske vist, at man respekterede den østrigske Grænse, men iøvrigt opfordrede han sin Feltm arskal til en energisk Krigsførelse, idet han bl. a. skrev til ham: „Aldrig h ar Tiden været saa kostbar for os som under de nuværende Omstændigheder, og derfor kan intet tillade vore Tropper, der forfølger Fjenden, a t blive ved Vilna, var det end nok saa kort en Tid." De tre russiske Hære — Hovedhæren under Tormasof sam t T jitsjagof og W ittgenstein — talte midt i December tilsammen godt 100.000 Mand med 557 Kanoner. H ertil kommer Sackens Korps, ca. 19.000 Mand, Tutsjkof II’s Korps paa 10.000 Mand, Besætningen i Riga og en Del m indre Detachementer, saaledes at den russiske Felthæ r paa dette Tidspunkt kan anslaas til ialt ca. 150.000 Mand med ca. 800 Kanoner. Tsaren havde fuldkommen Ret i, at med en saa knusende Overmagt, som Russerne i Øjeblikket raadede over paa Krigsskuepladsen, burde Hæren ikke blive staaende i Vilna, men udnytte den kostbare Tid, inden Napoleon vendte tilbage fra F ran krig med sine nye Hære. Kutusof kæmpede kun for Rusland — Tsaren vilde kæmpe for Europa, og hans første Maal efter Fjendens Fordrivelse fra Rusland v ar derfor Befrielsen a f de nærmeste af de undertrykte Nationer, altsaa først og frem m est Preussen. Tsaren begav sig derfor selv til Hæren og indtr a f -den 23. December i Vilna, hvor han tog Kommandoen med F y rst Volkonski som Stabschef og Oberst Toil som Souschef.

Imidlertid havde M arskal Ney kæmpet en sidste fortvivlet Kamp for at dække Tilbagetoget for de sørgelige Rester af den store Armé. I Kovno forefandt han 1500 R ekrutter og 42 Kanoner, hvoraf de 24 var bespændte. Med Generalerne Gérards og Marchands Hjælp fik han dannet en A rriéregarde, som besatte de østlige Adgange til Kovno, medens Byen brændte bagved. Den 14. December om Morgenen naaede Platof frem og indledede Angrebet ved at beskyde Byen med nogle Kanoner, som han havde ført frem paa Slæder. Ney optog Kampen, Kosakkerne træ ngte ind i Byen, men Ney og General Gérard fortsatte Mosistanden til det yderste; de tog selv hver et Gevær og kæmpede med i Rækkerne, og det lykkedes virkelig at fordrive Kosakkerne og holde Byen, til det blev mørkt. Derefter lod Ney ødelægge saa meget som muligt af Forraad og Vaaben og afm archerede med den sidste Rest — 200 Mand og nogle Kanoner. Han blev forfulgt og m aatte for a t frelse sig efterlade Kanonerne og søge ind i en Skov. Hans Styrke opløste sig efterhaanden, og kun Ney selv og General Gérard naaede tilbage til Vilkoviski. M urat ankom den 19. December til Königsberg med ca. 1000 Mand — det var Resterne af den store Armés Hovedstyrke. I Vilkoviski saa man en Mand iført en kanelfarvet Frakke, han bar langt Skæg og havde meget røde Øjne. „Kender De mig?" spurgte han. „Nej, hvem er De?" „Jeg er den store Armés A rriéregarde, M arskal Ney." Medens Storarméens Hovedstyrke gik til Grunde af Kukle og Sult og for Kosakkernes Lanser, var Korpsene paa Fløjene kommet væsentligt bedre fra det. Man h ar med nogen Ret undret sig over, a t Napoleon betroede Dækningen af sin Flanke og Ryg til Tropper a f fremmede N ationaliteter, som i Virkeligheden kun kunde ønske, at Kejseren og heie hans Hær gik til Grunde i Rusland. Schwarzenbergs Tropper var Ø strigere og Sachsere, hvortil kom en polsk Brigade og i November en fransk Division af Augereaus Korps. Disse Tropper kæmpede imidlertid upaaklageligt i Slaget ved Volkovisk, og ogsaa General Yorks Preussere kæmpede bravt i de flere Gange ret haardnakkede Kampe foran Riga. Da de to Generaler fik Meddelelsen om Storarm éens Nederlag, maa Fristelsen til at gøre fælles Sag med Russerne have været stor. Hvis f. Eks. Østrigerne og Sachserne i Stedet for a t slaa Sacken ved Volkovisk var gaaet over til Russerne, saa vilde Tilbagetoget uigenkaldeligt have været spæ rret for Napoleon, han selv og hans M arskaller var faldet i Hænderne paa Russerne, Felttoget i 1813, 1814 og 1815 havde været undgaaet og H undredtusinder af Menneskliv sparet. Vaabenæren forbød Schwarzenberg og York at falde Franskmændene i Ryggen — men paa den anden Side ønskede de to Generaler naturligvis ikke at ofre flere af deres Soldater for Napoleons Sag, og de h ar utvivlsomt ogsaa haft visse hemmelige Forholdsordrer.

Schwarzenberg modtog' den 25. November i Kobrin en Skrivelse fra M aret, hvori han opfordredes til ufortøvet a t m archere mod Minsk. Han forhastede sig ikke, men fulgte dog Opfordringen og rykkede til Slonim. Til at passe paa Sacken, som var gaaet tilbage til Terrainet Nordvest for Kovel, efterlod han Reynier i Brest-Litovsk. F ra M aret modtog Schwarzenbei'g en Række Meddelelser og Forslag, men ingen bestemte Befalinger og heller ingen sikre Oplysninger om Forholdene ved Hovedhæren ud over, „at denne efter flere Gange at have slaaet Fjenden" marcherede mod Vilna. Efterhaanden blev Schwarzenberg dog klar over Tilstandene ved Storarméen. Han brød derfor op fra Slonim den 14. December og naaede den 18. Bialystok. Paa dette Tidspunkt indledede Russerne U nderhandlinger med Schwarzenberg, hvilket førte til en stiltiende Vaabenhvile og senere til en Vaabenstilstand. Schwarzenberg afm archerede den 25. December til Pultusk, 50 km N. f. W arschau. Sachserne var ikke indbefattede i Vaabenstilstanden, hvorfor General Reynier blev nødt til at trække sig tilbage bag Weichsel ved W arschau. Napoleon havde ladet paabegynde Oprettelsen af ret betydelige polske og- lithauiske Form ationer, af hvis Hjælp han havde ventet sig meget. Men mange af disse Afdelinger blev allerede under Uddannelsen i G arnisonerne splittet af de af T jitsjagof udsendte Detachementer, andre blev revet med i Storarm éens Undergang, men adskillige reddede sig tilbage og dannede Grundstammen i det Korps, som endnu i 1813 under Poniatovski kæmpede saa tap pert ved Leipzig. M arskal Macdonalds Operationer paa den yderste nordlige Fløj var ikke videre energiske. Han raadede over en betydelig' Overmagt, idet han først kun havde Besætningen i Riga og senere en kort Tid General Steingels Korps overfor sig. Men Belejringen af Riga blev ikke til noget, og Macdonakl foretog sig heller intet for a t støtte Oudinots, St. Cyrs og Victors Operationer, skønt han netop her havde gode Betingelser for at anfalde W ittgenstein i Flanken og senere i Ryggen. En af Grundene til denne Mangel paa Virkelyst kan søges i, at de to Trediedele af det 10. franske Korps bestod a f Preussere, men det maa dog erkendes, at hver Gang det kom til Kamp med Russerne, sloges Preusserne bravt. Og det var Preusserne, der havde de fleste Kampe, idet det preussiske Korps hele Tiden stod foran Riga og her jævnligt havde Forpostfægtninger og bl. a. m aatte afvise General Steingels Angreb, medens K o k sets „franske" Tropper — den hovedsagelig polske Division Grandjean — kunde hvile i gode K varterer mellem Riga og Diinaburg. Chef for de preussiske Tropper var i Begyndelsen General Grawert, men denne franskvenligt indstillede General blev snart erstattet med General York, en meget dygtig og energisk General, men tillige egenraadig- og kværulantisk, hvad f. Eks. Bliichers Stabschef Gneisenau i høj Grad fik at føle i Felttogene 1813 og 1814. H ertil kom, at York var meget fjendtligt indstillet mod Franskmændene — hvilket efter Krigen i 1806 og Freden i Tilsit ganske naturligt var Tilfældet med de fleste preussiske Officerer. Ikke desto m indre var Forholdet mellem York og den fine og ridderlige Macdonaid til a t begynde med ganske godt. Im idlertid indledede den russiske Kommandant i Riga Forhandlinger med Preusserne, og disse stillede sig ingenlunde afvisende. York havde endda allerede den 24. September en personlig Samtale med Kommandanten. Ganske vist kom der intet positivt ud a f Forhandlingerne, men de fortsattes og kom efterhaanden M arskal Macdonaid for Øre. Hen i November indtraadte der derfor en betydelig Forvæ rring i Forholdet mellem Marskallen og York. Misstemningen gav sig U dtryk i gensidige Beskyldninger og Beklagelser; f. Eks. klagede York over, at hans Heste ikke kunde faa tilstrækkeligt Foder. H erpaa svarede Macdonaid med at bebrejde York hans Mangel paa god Vilje, og hvad Hestene angik, saa v ar Grunden til, a t de preussiske Heste kreperede, ikke, a t de manglede Foder, men tværtimod, a t de v ar for fede. Disse gensidige Chikanerier bevirkede snart, a t Forholdet mellem York og Macdonaid antog en bitter K arakter. Russerne sørgede for at underrette Preusserne om W ittgensteins sejrrige Frem rykning og om Storarm éens Tilbagetog. Macdonaid fik paa sin Side ikke andet a t vide om Forholdene ved Hovedhæren end, hvad de russiske Beretninger sagde. F ørst den 18. December modtog han en a f M aret den 9. fra Vilna afsendt Befaling til a t trække sig tilbage fo r a t dække Königsberg. Denne Befaling blev overbragt af en preussisk Officer, der havde set de sørgelige Rester af Storarm éen i Vilna og kunde fortælle sine Landsmænd derom. Macdonaid sørgede først fo r at sende T rainet tilbage og brød den 19. op med den polske Division. Dagen efter brød York op med de preussiske Tropper, der saaledes kom til at dække Tilbagetoget. Vejen gik over Sjavli mod Tilsit. W ittgenstein stod endnu den 17. December Nord for Vilna. Da han her hørte, a t Macdonaid ikke var gaaet tilbage, sendte han to Detachem enter frem i Retning mod Tilsit med Ordre til at spærre Tilbagetoget for Macdonaid, indtil W ittgenstein selv kunde naa frem med sin Hovedvedstyrke. Det ene Detachement, der førtes af General Vlastof, naaede frem og stillede sig i Vejen for Divisionen Grandjean. Denne var imidlertid stæ rkt overlegen og banede sig under en Kamp den 26. December Vej tilbage til Tilsit. Det andet Detachement førtes af General Diebitsch, den fra sit sejrrige Felttog mod Tyrkerne i 1829 berømte General „Sabalkanski". Han raadede kun over 1400 Mand, men stillede sig ikke desto mindre ved Koltinjani nær Tauroggen i Vejen for Yorks Hovedstyrke, der talte ca. 10.000 Mand. York, der v ar blevet forsinket af dyb Sne, naaede først den 25. til Koltinjani, hvor hans A vantgarde under General Kleist fandt Tilbagetoget spæ rret af Diebitsch. I Stedet for at slaa sig igenne, hvad der havde været en let Sag, indlod York sig paa Forhandlinger med Russerne. H an v ar klar over, a t Tidspunktet v ar inde til a t skille Preussen fra Forbundet med Frankrig, og han havde derfor allerede tidligere sendt en Officer, M ajor Seydlitz, til Berlin. H an tra k Forhandlingerne i Langdrag', til M ajoren naaede tilbage. Seydlitz kunde ganske vist ikke medbringe nogen Befaling fra Kongen a f Preussen, men denne havde dog udtalt, at han „var bestemt paa a t ville ophæve den saa længe krænkede Alliance med Napoleon, saa snart Statens øvrige politiske Forhold havde opklaret sig noget mere." General York læste her mellem Linierne det, som han gerne vilde læse. H an fortsatte nu Forhandlingerne med Russerne, og den 30. December fandt den berømte Sammenkomst Sted ved Møllen i Tauroggen, hvor York og hans Stabschef mødtes med General Diebitsch, Oberstløjtnant Clausewitz og endnu en preussisk Officer i russisk Tjeneste. F o rhandlingerne førtes saaledes fra russisk Side a f lutter tidligere preussiske Officerer. Overenskomsten i Tauroggen af 30. December 1812 gik ud paa, at det preussiske Korps blev erklæret for neutralt, og foreløbig skulde underbringes paa preussisk Grund i Nærheden af Tilsit, indtil det fik Ordre fra Kongen a f Preussen. I en R apport til sin Konge skrev York: „Jeg lægger villigt m it Hoved fo r Deres M ajestæts Fødder, hvis min Handlemaade fortjener Dadel. Jeg vil dø med den glade Bevidsthed i det mindste at have fejlet som tro fast U ndersaat og sand Preusser. Nu eller aldrig er det Tidspunkt, hvor Deres M ajestæt kan løsrive Dem fra en Allierets overmodige Fordringer ......." Overfor M arskal Macdonald gav Generalen som Paaskud, a t Russerne havde angrebet ham i Flanken og Ryggen og taget al hans Forplejning, hvis han ikke havde afsluttet Overenskomsten. M arskallen gennemskuede selvfølgelig let denne Undskyldning og var ikke saa lidt forbitret over Yorks „Forræderi". Men han v ar ridderlig nok til a t lade en preussisk L øjtnant og 30 Dragoner, som forrettede Ordonnanstjeneste hos ham, frit afm archere for at slutte sig til Yorks Korps, idet han udtalte Forventningen om, at de vilde mødes igen „paa Æ rens M ark". Kongen a f Preussen m aatte i første Omgang desavouere York, men nogle M aaneder senere gik han selv med til a t føre sit Land ind i Befrielseskrigen mod U ndertrykkeren, og den 17. M arts 1813 kunde General York holde sit Indtog i Berlin, hilst med Jubel a f Befolkningen. Selv om hans Beslutning i Tauroggen m ilitæ rt ikke kan forsvares, saa maa det ikke glemmes, a t hans Fædreland kun nødtvungent var allieret med F rankrig, som efter 1806 i Virkeligheden var dets Dødsfjende, og at York — og det gælder ogsaa for Preussen — ikke gjorde noget Forsøg paa at falde sin Allierede i Ryggen og afskære ham Tilbagetoget.

Medens de preussiske og østrigske og ogsaa Hovedparten af de sachsiske Tropper uden større Tab kom tilbage fra Rusland, saa delte Napoleons andre Allierede den Skæbne, som ram te Storarm éens franske Tropper. Det gjaldt Italienerne i Vicekongens Korps, Poniatovskis Polakker, Schweizerne i Oudinots Korps, W iirttem bergerne i Neys, Hesserne og Polakkerne i Garden, W estfalerne i Junots, Bayrerne i St. Cyrs, Sachserne og- .Badenserne og de andre tyske Tropper i Victors Korps, som saa tap pert havde dækket Overgangen over Beresina. Endnu i 1813 kæmpede nogle tyske Tropper for Frankrig. Det v ar W Urttembergerne, der stormede Kopatschbjerget i Slaget ved Bautzen, og en bayersk Division m aatte ofre sig for at dække Neys Tilbagetog efter Slaget ved Dennewitz. Men Lysten til a t kæmpe for Napoleons Sag blev mindre og mindre hos de undertrykte Nationer. En af Grundene til de franske Nederlag ved Grossbeeren og Dennewitz var sikkert de tyske og italienske Hjælpetroppers svindende Lyst til at kæmpe mod Preusserne og Russerne. Ved Leipzig gik en mindre sachsisk Styrke over til Fjenden, og efter dette Slag sluttede ogsaa de sydtyske Stater sig til Frihedskampen mod Napoleon. Tro mod Kejseren til det sidste blev Polakkerne, hvis tapre Fører, Poniatovski, faldt ved Leipzig efter um iddelbart forinden at være udnævnt til M arskal af Frankrig. Napoleon havde ialt ført ca. 610.000 — Osten-Sacken siger 611.858 Mand — ind i Rusland. H eraf var der, Østrigerne og Preusserne iberegnet, den 31. December 1812 ca. 85.000 Mand tilbage. Tabene havde altsaa ialt beløbet sig til 525.000 Mand. Af disse var ca. 200.000 Mand taget til Fange af Russerne, andre 200.000 Mand var „Savnede", medens selve Fægtningstabene af Døde og Saarede beløb sig til ca. 125.000 Mand. A f de Savnede er kun en forsvindende Del atter vendt tilbage til Hjemstavnen — mange er gaaet til Grunde paa Hospitalerne, andre sover den evige Søvn paa Ruslands Snem arker. Det var som nævnt ikke alene Kulden, men ogsaa Sulten, der krævede sine Ofre saavel under Frem rykningen som under Tilbagetoget. Mange Syge og lettere Saarede gik til Grunde paa Hospitalerne af Mangel ikke alene paa Behandling ved de altfor faatallige Læger, men simpelthen af Mangel paa enhver Form for Omsorg. Tsaren fandt ved sin Ankomst til Vilna i Tusindvis af Saarede og Syge, som uden noget som helst Tilsyn, uden nogen til at sørge for deres Forplejning, mere eller mindre hjælpeløse var anbragt i et Kloster. Kejser Alexander blev dybt rystet over den frygtelige Elendighed og sørgede for, at der blev gjort, hvad der var muligt. Russernes samlede Tab anslaas til 230.000 Mand; men for dem gælder, at de Saarede og Syge som Regel ikke faldt i Fjendens Hænder og ' derfor i langt højere Grad kunde helbredes og vende tilbage til Fanerne.

Felttoget i 1812 gjorde ikke Ende paa Krigen. Det lykkedes Napoleon at rejse nye Hære. Med dem kunde Kejseren — og det endda med stæ rkt overlegne K ræ fter — i Maj 1813 møde Russerne og Preusserne ved Elben og sejre i Slagene ved Lützen (Grossgörschen) og Bautzen. „Hvem vilde have været i Stand til noget lignende?" spørger Oberst N. P. Jensen beundrende. Men under den paafølgende Vaabenstilstand samlede Russerne og Preusserne nye K ræ fter, Napoleon forkastede de særdeles gunstige Fredsbetingelser, som han ved Østrigs Mægling kunde have opnaaet; og da Krigen igen begyndte i August 1813, havde Ø strig sluttet sig til hans Fjender og derved tilvejebragt den Overlegenhed i Stridskræ fter, som hidførte den endelige Afgørelse. Napoleon sejrede ganske vist over den fjendtlige Hovedarmé i Slaget ved Dresden, men om trent samtidig led hans M arskaller og Generaler Nederlagene ved Grossbeeren, Katzbach, Kulm og Dennewitz, som mere end opvejede Slaget ved Dresden. Den endelige Afgørelse faldt i Folkeslaget ved Leipzig den 14. til 19. Oktober 1813. Napoleons Feltherregeni form aaede ganske vist i det glimrende første Felttog i 1814 endnu i nogle Maaneder at forhale det endelige Sammenbrud, men efter de Allieredes Erobring a f Paris m aatte Kejseren — tildels svigtet af sine egne — give Afkald paa F rankrigs Trone.

W. E. O. Lawaetz.