Log ind

Danmark som strategisk aktør - en småstats strategiske rationaler i det internationale system

#

Foto: Henrik Palshøj, Forsvarsgalleriet

 

 

 

Indledning

Den kolde krigs afslutning betød overgangen fra en bipolar til en unipolar verdensorden med USA som den ubestridte supermagt. Med sig førte dette også overvejelser for en småstat som Danmark, idet truslen fra Rusland ikke længere var aktuel. Dette betød militære investeringer til fordel for NATO og en styrkelse af Danmarks rolle i alliancen. NATO har siden da været en hjørnesten i dansk sikkerhedsarkitektur. Dog har Danmark måttet forholde sig til kritik af det danske økonomiske engagement i alliancen i form af manglende danske militære investeringer. Hertil kommer den effekt den tidligere præsident Donald Trump havde i forhold til at så tvivl omkring alliancens urokkelighed, idet Trump understregede, at USA’s investeringer i alliancen ikke stod mål med udbyttet. Danmark er afhængig af, at USA fortsat sidder tungt på tronen i en unipolar verdensorden. Eksempelvis ville et russisk alternativ betyde, at danske sikkerhedsstrategiske rationaler skulle komplet gentænkes. Derfor er USA en hjørnesten i NATO, ligesom NATO er en hjørnesten i dansk sikkerhed. Spørgsmålet er, hvordan dansk sikkerhedspolitik forvaltes i denne ramme.

 

I det følgende behandles arbejdsspørgsmålet: Hvilke muligheder har Danmark som småstat for at agere strategisk i lyset af nuværende ændringer i det internationale system?

For at kunne besvare dette spørgsmål er det centralt at forstå, hvad der har formet Danmarks nuværende forsvarsstrategi. Her er det interessant at gå tre årtier tilbage i tiden, idet afslutningen på den kolde krig blev et militært strategisk nybrud, der har været afgørende for Danmarks forsvarspolitik frem til i dag.

Med afslutningen af den kolde krig positionerede USA sig som enevældig supermagt, mens resten af verdens stater rettede ind i en ny verdensorden. En tilstand der, af Francis Fukuyama, blev beskrevet som ”The End of History”, idet verden nu havde fundet et stabilt leje, hvor blandt andet våbenkapløb ikke længere var nødvendigt. Denne nye verdensorden medførte også et nyt strategisk fokus for Danmark, da landet ikke længere var truet på sin eksistens af det nu hedengangne USSR.  Siden den kolde krigs afslutning har Danmark derfor ført en mere aktivistisk udenrigspolitik, og herved har Danmarks position i det internationale system ændret sig. Fra udgangspunktet som var i småstatsrollen, bundet til at indordne sig under stormagters agenda grundet geostrategiske forhold i form af nærheden med USSR, til bevægelsen over mod at blive en aktiv strategisk aktør med mulighed for at agere i det internationale system. I forbindelse hermed har den danske sikkerhedspolitik i de forgangne årtier været tæt forbundet til USA, hvilket blandt andet kan ses med engagementerne i Irak og Afghanistan. Danmarks ageren har således forandret sig siden den kolde krigs afslutning, og det forekommer centralt at undersøge, hvilken strategi Danmark har valgt at følge. De strategiske implikationer påvirker Forsvaret som helhed i forhold til udsendelser såvel som materiel. Herved rummer den danske strategi afgørende betydning for hverdagen som soldat i det danske Forsvar.

 

Småstatsrealisme gennem tre årtier

Teoretisk er opgaven forankret i realismen. Valget af denne teori giver et analytisk perspektiv, som dels forholder sig til individets og statens rolle i det internationale system og dels rammerne for disses handlemuligheder.

Valget af realisme som teoretisk relativering til analysen kan endvidere ses ud fra det opgør, Trump delvist har taget med NATO. Heri ses et opgør med den liberalistiske tro på global værdiudbredelse og fornuften i fællesskabet og alliancer, hvilket tillige indikerer at en dansk strategisk gentænkning kan være nødvendig. Hertil kommer Trumps retoriske isolationistiske pointer, som fx ”It’s only going to be America first”1, der indikerer et retningsskifte mod mere traditionelle magtbegreber og et ændret internationalt udsyn. Hvor der tidligere var et fokus på alliancer for at sikre verdensfred, kan det overvejes, om USA er villig til at give køb på dette i deres sikkerhedspolitik med henblik på først og fremmest at fremme amerikanske interesser. Herved bevæger USA, med Trump ved roret, sig i en retning af den klassiske realismes magtfokus, hvilket rummer implikationer for resten af verden qua USA’s status som enevældig i en unipolar verdensorden. I denne optik kan stater sameksistere i et anarkisk system, hvor hver stat er sig selv nærmest2. Dette repræsenterer kernebegreber fra realismen såsom magt, sikkerhed og alliancer. En realistisk analyse kan således ses som liggende i forlængelse af disse begreber.

 

Småstatsstrategi efter den Kolde krig

Metodisk fokuserer opgaven på det dilemma Danmark befinder sig i - i forhold til sikkerhedsstrategiske overvejelser. Jean-Marc Rickli’s teori for småstaters strategiske dilemma benyttes som metodisk fundament for analysen. Rickli’s teori er skabt indenfor det realistiske paradigme, og beskriver de forhold som småstatsaktører skal balancere, nemlig alliance overfor autonomi med henblik på at opnå en højere grad af sikkerhed3. Dette er opsummeret i nedenstående model:

Skærmbillede 2021-05-18 kl. 11.55.15.png

 

Rickli beskriver, hvordan småstater overordnet har to strategiske muligheder, når det kommer til at øge statens sikkerhed. Den ene er en defensiv strategi, som medfører autonomi og minimal indflydelse5. Alternativt kan småstaten vælge samarbejde. Dette kan gøres gennem alliancer, nicher eller ved helt at lægge sig op ad en stormagts strategi via bandwagoning6. Dog medfører denne strategi, at småstaten ikke længere kan agere uafhængigt af den pågældende stormagt. Herved må staten give afkald på en stor del af dennes autonomi. Der er således tale om en balancegang for stater, som vægter indflydelse, således at disse kan maksimere deres sikkerhed, qua samarbejdet med en stormagt, uden at ende med at miste statens autonomi fuldstændigt7. Mindre magtfulde stater må således vælge mellem en defensiv eller samarbejdspræget strategi, idet de, qua deres mangel på magt, aldrig kan vælge en offensiv strategi8.

Rickli’s model muliggør en analyse af småstaters overordnede strategiske valg, i form af enten indflydelse eller autonomi.  Rickli’s brug af nicher i forhold småstaters samarbejdsstrategi kan endvidere kombineres med Anders Wivels arbejder.

Med "The Grand strategies of small European states” har Anders Wivel skabt et analyseapparat, som belyser de faktorer, der især gør sig gældende i forbindelse med småstater. Ligesom Rickli, er Wivels småstatsteori en del af det realistiske paradigme9, dog er Wivel inspireret af den neoklassiske realisme10. Herved tilbyder Wivels teoretiske blik en forklarende tilgang, til fx økonomisk orienteret udenrigspolitik. Wivel bruger begrebet ”Smart State”11, som beskriver, hvordan stater kan specialisere sig med henblik på at udnytte manøvrerummet optimalt. I den forbindelse introducerer Wivel begreberne ”Honest broker” 12, ”Technical expertise” 13 og ”Timing” 14. Wivel definerer Danmark som en småstat, og ser denne som den svagere del af et asymmetrisk forhold mellem småstat og stormagt15.  Dette betyder, jf. Wivel, at småstaten enten må vælge indflydelse eller autonomi, hvilket ligger i god forlængelse af Ricklis teoriapparat16.

Ved at kombinere Wivel og Rickli bliver det muligt - qua Ricklis model - at afklare Danmarks position i forhold til spørgsmålet om autonomi eller indflydelse. Hertil giver Wivel en analytisk tilgang til at nedbryde strategien i mindre komponenter.

Wivels arbejde vil også spille en central rolle for den øvrige del af opgavens metodiske fundament, da sidste del af den metodiske ramme udgøres af et analytisk redskab udarbejdet i forbindelse med den uvildige udredning foretaget i forbindelse med krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak; Krigsudredningen17 fra 2019. Rasmus Mariager og Anders Wivel introducerer i Hvorfor gik Danmark i krig? (2019), en forståelsesramme for Danmarks militære engagement. Ideen hermed var at opsummere de forhold, som tilsammen udgjorde beslutningsrammen. Man kan se kontinuummet mellem indre og ydre forhold som værende et udtryk for henholdsvis legitimitet og efterspørgsel. Eksempelvis kan det danske bidrag til koalitionen i Irak ses som en efterspørgsel fra amerikansk side. Koblet til denne efterspørgsel er det det interne element, nemlig de danske politiske beslutningstageres vurdering af efterspørgslens legitimitet såvel som hensynet til danske sikkerhedspolitiske interesser, som afgør hvorvidt efterspørgslen imødekommes. Denne mulighed for at fremme danske interesser og værdier gennem udenrigspolitikken er afgrænset af de indenrigspolitiske og internationale forhold, såvel som influeret af de spor som lignende beslutninger tidligere har tegnet.

Skærmbillede 2021-05-18 kl. 11.56.32.png

Mariager og Wivel har søgt at opstille en analysemodel med henblik på at give en systematisk analyse af den beslutningsproces, som pågik i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak. Målet har derfor ikke været at opstille en generel udenrigspolitisk teori19. Bidraget skal derfor ses som en pragmatisk model, der er givtig i forhold til at danne overblik og eksplicitere antagelser. I nærværende opgave finder modellen anvendelse i koblingen med Rickli og Wivels småstatsteori, og skal netop ses som en videreudbygning hertil, i hvilket den bliver et ekspliciterende og forklarende element20. Mariager og Wivels arbejde bliver, for opgaven, en videreudbygning af teoriapparatet, som skal kvalificere analysen og danne en metodisk ramme for opgaven.

 

Analyse

Analysen er opdelt i tre sektioner, som behandler forskellige historiske perioder i forhold til dansk sikkerhedspolitik og strategi. Første del af analysen fokuserer på perioden 1990-2007 og gennemføres empirisk med følgende primærkilder: Forsvarskommandoens Aftale om Forsvarets ordning (1992) Forsvarsforligene (1995; 2000; 2004) samt Forsvarskommisions-rapporten (1998). Disse dokumenter anvendes med henblik på at tegne et billede af Danmark som strategisk aktør i perioden21.

 

Del I: Danmarks strategi 1990-2007

Hverken forsvarsforligene eller den øvrige empiri kan betragtes som værende en egentlig grand strategy. Dette skyldes formentlig, at formuleringen af en grand strategy traditionelt har været forbeholdt stormagter.22  Danmark har i stedet formuleret en del strategier på det underliggende niveau, security strategy, heraf kan eksempelvis ”Den danske indsats i Afghanistan 2008-2012”23 samt ”Strategi for Danmarks engagement i Libyen”24 nævnes. Det er derfor disse strategiske rationaler, der tegner omridset af en dansk grand strategy. Til strategibegrebet knytter sig termerne ends, ways and means. I den forbindelse kan ends ses som statens politiske målsætning. Ways kan ses som måden, hvorpå means anvendes. Det kan for eksempel være gennem anvendelsen af militære midler, økonomiske sanktioner eller belønninger. Slutteligt kan means ses som de midler en stat råder over. Hvis ways eksempelvis er militær indsættelse, kan means ses som et militært bidrag, der kan variere i hårdhed, afhængigt af hvad ønsket med indsættelsen er.

Så til trods for at hverken forsvarsforligene eller den øvrige empiri angiver en overordnet strategi, angiver kilderne, hvilke typer opgaver som Forsvaret forventes at kunne løse, og deri ligger hvilke midler, inden for den hårde sikkerhed, som forventes sat i spil. Dette indikerer endvidere, hvilke militære værktøjer som Forsvaret skal råde over, hvilket i ovenstående ligning kan ses som means. Kilderne kan derfor angive, hvilke militære midler der vægtes i relation til Forsvaret, hvilket igen antyder den strategiske linje der er valgt i forbindelse med prioriteringen af means. Herved viser anvendelsen af Forsvaret, den strategiske prioritering som statsapparatet har foretaget.

Med afslutningen af den kolde krig ændrede det danske sikkerhedspolitiske fokus sig. Et kardinalpunkt var, at Danmark, qua den nye unipolare verdensorden, ikke længere var en del af frontlinjen mellem øst og vest25. Netop denne position havde under den kolde krig haft den betydning, at Danmark som medlem af NATO måtte have mange forbehold for ikke at provokere Sovjetunionen (USSR). I relation til Rickli valgte Danmark altså samarbejde gennem NATO, men havde samtidig en række forbehold, som gjorde at dette samarbejde aldrig reelt blev en forsvarsmæssig trussel for Sovjet26. Denne prioritering kan ses som en strategisk balanceøvelse, som Danmark lykkedes med. Afslutningen på den bipolare verdensorden, efterlod til gengæld Danmark i et strategisk forgreningspunkt. Grundet fraværet af en direkte trussel var vejen banet for yderligere samarbejde i FN, NATO og OSCE, hvilket Forsvarskommandoens udspil i 1992 ”Aftale om Forsvarets Ordning”27 også understregede. Jævnfør denne, bevægede Danmarks strategiske overvejelser sig fra statens overlevelse i forhold til en konkret trussel, til en strategi der skulle sikre Danmarks interesser i den nye verdensorden. Netop denne nye retning fulgte to spor, det ene havde et regionalt fokus rettet mod Østersøen, mens det andet vægtede samarbejde og indflydelse i institutioner som FN og OSCE.

Det regionale fokus ses i Forsvarsforliget for perioden 1995-199928 med dets vægtning af det multilaterale samarbejde i Østersøen. Dette havde til formål at støtte de tre baltiske lande og Polen i opbygningen af deres nationale institutioner. Fokusset rettet mod de tidligere Sovjet lande kan ses som ønsket om at indbinde disse lande i relation til den europæiske sikkerhedsarkitektur, for herved at sikre sig mod at USSR kunne rejse sig igen som en udfordrer til den fred og ro, som unipolariteten havde afstedkommet29. Den langsigtede strategi herfor kan ses fuldbragt i 2004, hvor de tre baltiske lande blev medlem af både NATO og EU30. Det danske formål med at støtte Østersøsamarbejdet kan derfor ses som en investering i den danske stats sikkerhed ved at flytte frontlinjen væk fra den danske stat gennem etableringen af en allieret, som i stedet kunne optræde som ny frontlinje. Herved kunne Danmark slippe de hensyn, der havde været nødvendige under den kolde krig, hvilket frigav ressourcer til at forfølge en strategi for indflydelse på den internationale scene. Hermed anes fundamentet for det der sidenhen skulle blive den aktivistiske udenrigspolitik.

Som nævnt var den danske strategi for indflydelse tobenet. Den regionale linje tjente som en forsikring i forhold til at etablere en stærk europæisk sikkerhedsarkitektur. For Danmark specifikt tjente indsatsen tillige i form af at etablere en buffer mod den detroniserede supermagt i øst.  Den anden del af den danske strategi havde et mere globalt fokus og var i højere grad et direkte udtryk for Ricklis teori, om at småstater kan opnå indflydelse gennem samarbejde. Fra et flådeperspektiv blev denne strategi iværksat allerede i 1990, da den danske korvet Olfert Fischer, samt et felthospital fra Hæren, blev deployeret til den persiske golf i forbindelse med Operation Desert Shield/Storm31. Netop dette bidrag kan ses som et historisk afgørende punkt, idet dette militære engagement var det første at dets art, hidrørende en fredsskabende konflikt udenfor dansk territorium i 150 år.32 Deltagelsen i FN-operationerne Desert Shield/Storm kan derfor ses som et udtryk for en ny linje i forhold til, hvordan det danske militære engagement anvendtes som et led i at øge det danske manøvrerum internationalt. Golfkrigen blev afsættet for flere militære engagementer op gennem 1990’erne33, hvilket markerer skiftet fra fodnotepolitikkens mange forbehold til den aktivistiske udenrigspolitik.

Dette fokus kunne også ses i Forsvarsforliget fra 200034, idet dette vægtede deployerbare styrkers målrettet indsættelse i internationale opgaver, mens forliget i mindre grad vægtede det nationale forsvar. Det strategiske retningsskifte understregedes også ved indkøbet af de to fleksible støtteskibe af Absalon-klassen, samt ved at fregatter tillige var i støbeskeen35. Dette nye fokus tegnede også retningen for Søværnet i starten af det nye årtusind i form formeringen af to eskadre. 1. eskadres fokus var målrettet patruljeenheder til indre danske farvande, Østersøen og Nordatlanten, mens 2. eskadre i højere grad var målrettet international magtprojektion i form af en deployerbar, slagkraftig blue water navy bestående af fleksible støtteskibe36 og fregatter.37 Nationale trusler, overstigende de mindre patruljeenheders kapacitet, blev herved vurderet som usandsynlige, hvilket også kan ses i beretningen fra Forsvarskommissionen af 1997; direkte trusler mod den danske stat var blevet erstattet af indirekte38.

På denne vis blev 1990’erne en signifikant periode for Danmark som aktør på den internationale scene. Med den aktivistiske udenrigspolitik oplevede danske politikere, hvordan manøvrerummet forandredes i takt med samarbejdet internationalt – strategien for indflydelse bar frugt og kom samtidig til at definere næsten to årtier af Danmarks militære engagementer39.

Foranlediget af terrorangrebet den 11. september 200140 blev NATO-operationen Active Endeavour iværksat i Middelhavet som ét af otte initiativer. Disse initiativer blev iværksat med henblik på at forhindre og afskrække terrorisme. Søværnets fem store enheder bestående af støtteskibe og fregatter af Absalon- og Iver Huitfeldt-klassen var endnu ikke søsat, hvorfor Danmark måtte bidrage til alliancen med materiel, der var tiltænkt nationalt forsvar under den kolde krig41, hvilket understregede behovet for en ny flåde målrettet internationale missioner. Alligevel repræsenterede enhederne en signifikant strategisk værdi i form af Danmarks vilje til samarbejde med internationale partnere, navnligt USA. Hertil kom Danmarks bidrag til den FN-sanktionerede indsats i Afghanistan, hvor Hæren, støttet af Flyvevåbnet, ydede en substantiel indsats.En anden konsekvens af terrorangrebet den 11. september var engagementet i Irak. Tilsagn til Operation Iraqi Freedom i 2003 syntes således oplagt i relation til danske strategiske overvejelser. Præcedensen i forhold til sådanne beslutninger havde dog været, at der skulle være bred politisk konsensus i Folketinget forud herfor42. Dette princip brød man med i 2003, da regeringen besluttede at sende styrker til Irak til trods for, at det største oppositionsparti ikke ville tilslutte sig beslutningen. Samtidig blev der i beslutningsprocessen dvælet ved manglen på FN-mandat. Hvis FN havde sanktioneret engagementet, ville dette kunne ses som en legitimerende faktor for indsatsen. Denne sanktionering udeblev dog, og regeringen valgte, til trods for dette, at støtte op om koalitionen i Irak43. Derfor kan man også se det militære engagement i Irak som et stærkt udtryk for, hvor tungtvejende regeringen fandt strategien for indflydelse. Samtidig tjener dette som eksempel på, at strategien for indflydelse for alvor blev implementeret i 00’erne. Afledt af den manglende brede opbakning valgte Regeringen dog indledningsvist at sende et sømilitært bidrag, i stedet for de specialtropper der først havde været på tegnebrættet. Dette kan ses som et udtryk for, at regeringen ønskede at mindske risikoen for tab i forbindelse med en indsats, som der ikke var bred opbakning til. Ved at sende flåden udsatte man ikke egne enheder for en lige så stor direkte risiko for tab, som man ville ved at være en del af kampagnen i land. Senere i 2003 besluttede oppositionen dog at støtte en dansk indsats på landjorden i Irak med henblik på at stabilisere landet efter invasionen44. I forbindelse med dette militære engagement blev det sømilitære bidrag trukket hjem igen. Boots on the ground kan i denne kontekst ses som et hårdere magtmiddel og dermed et mere vægtigt tilsagn i relation til alliancen med USA. 

Den brede opbakning i Folketinget kan, i et strategisk perspektiv, ses i lyset af Wivels begreb honest broker. Fra midten af 2003 voksede en ny begrundelse for tilstedeværelsen i Irak frem; nemlig udbredelsen af værdier som frihed, demokrati og menneskerettigheder. Disse var centrale i forhold til at legitimere et engagement, der var begrundet af masseødelæggelsesvåben, som aldrig blev fundet. På den måde kom Irak-krigen til at have en værdimæssig betydning, der tillige kan have haft en afsmittende effekt på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Retorisk havde statsminister Anders Fogh Rasmussen angrebet oppositionen for at være eftergivende overfor autoritære magter, både under besættelsen og den kolde krig, og i den kontekst framede han Irak-krigen som en kamp mellem diktatur og demokrati. Med denne fremstilling af det danske bidrag som et forsvar overfor anti-demokratiske tendenser kan oppositionens tilslutning til den danske indsats, lidt senere på året, ses som værende et udtryk for statsministerens evner som honest broker i fremstillingen af Irak-krigen. Internationalt kan narrativet omkring netop dette, tillige ses som et udtryk for at Danmark positionerede sig som forkæmper for humanitære værdier gennem det militære engagement. I den kontekst er den danske indsats relevant for det internationale samfund, og slægter på værdier som FN også i høj grad repræsenterer. Hertil kommer at netop denne vinkling kan ses som vand på USA’s mølle, idet man manglede en legitimerende faktor for krigen, efter at masseødelæggelsesvåben aldrig blev fundet. Fogh Rasmussens narrativ kan herved ses som en måde for småstaten at øge sit manøvrerum i det internationale system. 

Med forsvarsforliget i 200445 blev den sidste rest af det nationale forsvar afviklet. Herved forsvandt den sidste rest af Danmarks evne til at forsvare sit territorie. I stedet overgik Forsvaret til at bestå af en række kapaciteter, som kunne indsættes i forskellige internationale opgaver. Fokusset skiftede i 2004 endegyldigt fra det nationale forsvar til internationale indsatser. Dette forlig lå for Søværnet i forlængelse af det foregående, og fokus var derfor fortsat på de to eskadrer, der vægtede hver sin hovedopgave. I forhold til materiel blev denne periode signifikant, idet ubådskapaciteten og minelæggerne blev afviklet. Afviklingen af minelæggerne kan ses som en naturlig forlængelse af den overordnede strategi for indflydelse, der vægtede færre men større enheder over et nationalt forsvar baseret på flere mindre fartøjer. Ubådskapaciteten var dog ikke en uvæsentlig faktor i forhold til at kunne bidrage til internationale missioner. Dog ville det have været en bekostelig affære at forny 2. eskadre med nye ubåde foruden nye støtteskibe og fregatter, hvorfor fravalget af denne kapacitet kan ses i lyset heraf. I stedet blev der satset økonomisk på tre nye fregatter af Iver Huitfeldt-klassen, som for alvor skulle sætte Danmark i stand til at opfylde det samarbejde, som den strategiske målsætning for indflydelse krævede.

Netop denne strategi medførte store engagementer i internationale operationer op gennem 00’erne, hvilket økonomisk var en substantiel byrde for Forsvarsbudgettet46. Navnlig Hærens indsats i Irak og Afghanistan trak store økonomiske veksler, som også betød at Søværnet i denne periode spillede en mindre rolle. Dette ændrede sig 2006 med konflikten i Libanon mellem Israel og Hezbollah. FN’s fredsbevarende mission i Libanon, United Nations Interim Force In Lebanon (UNIFIL) bestod tillige af et flådebidrag47, og eftersom Hæren var optaget af to sideløbende missioner i Afghanistan og Irak, betød dette, at det danske bidrag kom fra Søværnet. Perioden fra 2001-2007 kan i dette lys ses som en afgørende periode for den danske militære indsats på den internationale scene48. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev 1990’ernes strategiske intentioner operationaliseret gennem en række militære engagementer. Flere var udenfor FN’s legitimerende ramme, og dette kan dels ses som en videreudvikling af 1990’ernes aktivistiske udenrigspolitik og dels som et udtryk for at hensynet til Danmarks vigtigste allierede, USA, vejede tungere end hensynet til det internationale samfunds vagthund, FN. Som Mariager og Wivels analysemodel udtrykker, så spiller en række hensyn ind i forhold til indsættelse af dansk militær. Fælles er det dog, at det er nationalstatens sikkerhed, der vejer tungest, og at strategien udformes efter denne. Derfor kan den aktivistiske udenrigspolitik, og forholdet til USA, ses som en vurdering af, at det er denne strategi, der bedst sikrer Danmarks interesser i fremtiden.

 

Del II: Danmarks strategi 2007-2017

I 2004 modtog Søværnet de to fleksible støtteskibe af Absalon-klassen, mens de tre fregatter af Iver Huitfeldt-klassen kom i 2010. Indkøbet af begge skibstyper var blevet vedtaget ved Forsvarsforliget i 2000, som dét der fremadrettet skulle konstituere Danmarks deployerbare blue water navy. Hertil kom tre nye inspektionsfartøjer målrettet Nordatlanten, som indgik i tjeneste i fra 2008-2016. Disse nye skibsklasser repræsenterer de to hovedfokusser, der har været gældende for Søværnet lige siden; global deployering i internationale missioner og Nordatlanten.

De internationale missioner skiftede i denne periode retning, og strategisk forekom det oplagt, at Danmark kunne benytte sin nye sømilitære kapacitet, i forhold til de nicher der måtte opstå globalt. En sådan niche kan ses i form af NATO-missionen Operation Ocean Shield i 2009, som havde til hensigt at bekæmpe pirateri i Adenbugten49, en indsats varetaget af støtteskibene samt en fregat i årene 2009-2016. Hertil kom fjernelsen af kemiske kampstoffer i Syrien i 2014 og i Libyen i 2016. RECSYR50 og RECLIB51 var begge FN-missioner, og Danmark stod i spidsen af indsatsen i Syrien med et støtteskib, en fregat og et transportskib og bidrog til operationen i Libyen med en fregat og et transportskib. Desuden bidrog Danmark til en amerikansk hangarskibsgruppe i 2017 i forbindelse med indsatsen mod Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL)52. Foruden de sømilitære engagementer oplevede Flyvevåbnet tillige at blive indsat i en større mission, der strakte sig over 7 måneder i 2011 i forbindelse med krigen i Libyen. Operationen var tredelt og bestod af en våbenembargo, en flyveforbudszone samt en bombekampagne. I den forbindelse fløj de danske F-16-fly 600 missioner og smed 923 præcisionsbomber53.  Brugen af Flyvevåbnet kan således også betragtes som endnu en niche, hvori Danmark iscenesatte sig selv som strategisk aktør.

Hvis vi underkaster ovenstående en analyse, jævnfør Rickli, Mariager og Wivel, betyder dette, at Danmarks militære engagement til dels har ændret form, men ikke formål.

Skærmbillede 2021-05-18 kl. 11.58.31.png

Den politiske vilje til at anvende Søværnet og Flyvevåbnet kan ses som et udtryk for fortidens skygge, nemlig læren af tidligere konflikter. Kampagnerne i Irak og Afghanistan var omkostningstunge og endte tillige med at være upopulære, fordi Danmark for alvor stiftede bekendtskab med konsekvenserne af krigsdeltagelse i form af tab af menneskeliv. I Afghanistan døde 43 soldater og i Irak døde 8 - hertil kom sammenlagt 233 sårede. Til sammenligning mistede 12 soldater livet, mens 35 blev sårede i krigene i Kosovo og på Balkan54. Hertil kom at legitimiteten ved det Irakiske engagement kunne anfægtes, og at det sammenlagt med andre forbehold, fik offentligheden til at overveje, om Regeringen havde betalt for dyr en pris for venskabet med USA. Demoralisering kunne yderligere spores i forhold til de spørgsmålstegn, der blev stillet ved, hvorvidt indsatsen bragte positiv forandring med sig55. Disse overvejelser og eventuel tvivl herom kan således ses som vægtige argumenter for at anvende en anden tilgang til de militære engagementer, som ville komme efter Irak og Afghanistan.

Med valget af strategien for indflydelse er det militære bidrag ikke til diskussion, men formen på samarbejdet, ways og means, er parametre, der kan ændres på. Med fortidens skygge in mente kan dette ses som en forklarende variabel i forhold til de mange sømilitære engagementer i årtiet efter Irakkrigen, såvel som den manglende politiske vilje til at sende Hæren ud i nye engagementer som Irak og Afghanistan.

Det er således igennem denne linse, at vi kan betragte den tobenede strategi for indflydelse. Søværnet og Flyvevåbnet blev i førnævnte periode et brugbart og ønskværdigt magtmiddel i konflikter. Dels grundet global mobilitet og dels grundet den lave risiko for tab af danske soldaters liv, hvorfor Søværnet og Flyvevåbnet kan bruges til indsættelse, når der er tale om en mission, der ligger højt på konfliktspektret, mens Hæren, på baggrund af tab i Afghanistan og Irak, i stedet kan anvendes i missioner længere nede på konfliktspektret. I starten af perioden 2007-2017 var 2. eskadre den mest aktuelle del af Søværnet i henhold til strategien for indflydelse. Dette skyldes, at denne del af Søværnet kunne udsendes og indgå i internationale militære samarbejder, mens 1. eskadres berettigelse i højere grad lå i det nationale i form af suverænitetshævdelse og assistance til civilsamfundet. Denne vægtning undergik dog en forandring i takt med, at Arktis i stigende grad kom på dagsordenen internationalt.

Op gennem begyndelsen af det nye årtusind blev det grønlandske pres for øget selvstændighed større og medførte en ny aftale mellem Grønland og Danmark i 200956. Denne aftale betød, at Grønland i langt højere grad havde selvbestemmelse i forhold til den grønlandske politik. Undtagelsen herfor var i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Investeringen i de tre nye inspektionsfartøjer af Knud Rasmussen-klassen kan derfor ses som et udtryk for de stigende udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter vedrørende Arktis. Netop Danmarks strategiske vægtning mødte dog kritik fra både Færøerne og Grønland, som begge fandt, at den ikke var proportional med vigtigheden af området57. Dette aspekt kom også til udtryk i 2010, hvor Grønland udtrykte et ønske om at blive økonomisk uafhængig af Danmark. Samtidig steg bevågenheden internationalt for Arktis grundet klimaforandringerne og de naturressourcer som den smeltende is afdækkede58.

Man kan diskutere, om Danmark havde sovet i timen. I hvert fald stod Danmark i en situation, hvor man kunne risikere at miste sin indflydelse i Arktis, som, i takt med den globale opvarmning, var blevet synonym med indflydelse internationalt. Det danske modsvar blev initieret i 2013 i form af nedsættelsen af en styregruppe, der havde til opgave at analysere, hvorledes Forsvarsministeriet kunne styrke sin opgaveløsning i Arktis. I 2016 var styregruppen klar med en række anbefalinger, der havde til formål at bidrage til at Forsvarsministeriets myndigheder også fremadrettet på troværdig vis, kan værne om rigsfællesskabets interesser i området59. Denne rapport var med til at signalere den strategiske vigtighed, Grønland rummede for Danmark. I praksis betød dette en øget tilstedeværelse af både Søværnet og Flyvevåbenet med henblik på at imødegå kritik af den danske håndtering. Det var centralt at forøge indsatsen for herved at undgå at bære ved til bålet omkring grønlandsk selvstændighed. De strategiske overvejelser vedrørende Grønland kan således betragtes ud fra to dimensioner; på den ene side var der hensyn at tage, som var målrettet relationen til Grønland og et forsøg på at undgå yderligere grønlandske aspirationer om selvstændighed. På den anden side var der en strategisk vision, som skulle formidles internationalt med henblik på at udnytte det arktiske spillerum ved Grønland til at fortsætte strategien for indflydelse.

I den forbindelse er det ikke uvæsentligt, at de nye inspektionsfartøjer blev udrustet med en kanon60 på fordækket. Fartøjerne er desuden forberedt til at kunne udrustes med både missiler og torpedoer61, hvilket ligeledes understreger den stigende interesse for Arktis. Rapporten om Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis fokuserede endvidere på at intensivere tilstedeværelsen ved Grønland. Dette skulle blandt andet ske ved både at sende fregatter og støtteskibe til Grønland som en understregelse af de danske interesser for området. Oven i dette øgedes bevågenheden for Grønland tillige gennem overvågning og billedopbygning via satellitter og fly.

Sammenholdes dette med de hårde magtmæssige udrustningsmuligheder forbundet med de nye inspektionsfartøjer, tegner der sig et billede af den stigende signifikans som Arktis rummer i det internationale samfund, og ikke mindst et stærkt signal fra Danmark, som kan ses som en småstats udtryk for at spille med musklerne. Herved kan bestræbelserne i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten for Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis, ses som en markering af både Rigsfællesskabets betydning og sammenhængskraft samt af Danmarks intentioner i forbindelse med fordelingen af ressourcerne i Arktis. Tillige markerer intentionerne for Grønland et opgør med magtprojektion som værende et begreb hidrørende 2. eskadre og internationale missioner.

Søværnets og Flyvevåbnets indsats i Nordatlanten markerer, hvorledes perioden 2007-2017 var præget af en tobenet strategi, hvori det nationale territoriale fokus atter kom i spil efter en lang periode, hvor opgaveløsningen primært havde beskæftiget sig med internationale forhold.

Alt i alt var perioden 2007-2017 signifikant for navnlig Søværnet, idet denne periode rummede både nye moderne skibe egnet til internationale missioner, og samtidig bød årtiet på en næsten ubrudt række af sømilitære engagementer. Årsagerne hertil er mange, men centralt er det, at Irak og Afghanistan krigene blev afsluttet, og at danske politikere overvejede, om den pris som strategien for indflydelse havde haft, både økonomisk og menneskeligt, var proportional med det, man havde opnået. I den optik blev det sømilitære engagement, navnlig med de nye skibe og med assistance af Flyvevåbnet, appetitligt som et nyt means i forhold til fortsat at opretholde strategien for indflydelse. Med de nye skibe kunne Søværnet bistå allierede i mangeartede operationer i en geografisk udstrækning fra Nordatlanten til det Indiske Ocean. Prisen herfor skal ses i det nationale regi, idet indre danske farvande og Østersøen blev opgivet i forhold til at opretholde et forsvar, der rækker ud over kystvagtsopgaver. Strategien for denne periode forløb i to spor; det ene fokus lå på at gøre sig gældende i det internationale system gennem 2. eskadre og magtprojektion gennem ”de fem store”62. Det andet opstod sideløbende, qua klimaforandringerne og selvstændighedsstrømninger i Grønland, og affødte et politisk fokus rettet mod Arktis. En ny strategi blev udarbejdet, og denne søgte både at mitigere den interne splittelse i Rigsfællesskabet, samt understrege den danske interesse i Grønland og Arktis. Dette skulle både tjene til at vise Grønland, at Danmark fortsat var investeret i Rigsfællesskabet, samt signalere over for omverdenen at Danmark som kyststat i Arktis ønskede en plads ved bordet.

Tilsammen kan denne tobenede strategi ses som et udtryk for, at Danmark fortsat, og med succes, søger indflydelse gennem samarbejde. Den danske indsats i forbindelse med RECSYR, RECLIB og krigen i Syrien, markerer tillige en forandring af Danmarks rolle i det internationale system, idet det danske lederskab herfor, såvel som bidrag hertil, mødte bred opbakning internationalt.

 

Del III: Danmarks strategi 2018-2023
I januar 2018 vedtog regeringen63 samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en ny aftale for Forsvaret for årene 2018-202364. Det nye forsvarsforlig understregede, at det internationale trusselsbillede er mere alvorligt, end det på noget andet tidspunkt har været siden den kolde krigs afslutning. Dette skyldes især vurderingen af Rusland, som værende udfordrende og mere selvhævdende65 end tidligere. Samtidig pointerede forliget, at NATO er og bliver hjørnestenen i den danske sikkerhedsarkitektur, samt at forliget søger at imødekomme NATO’s ønsker i forhold til bidrag. Dette kan ses som et udtryk for en højere vægtning af at tilføre midler til Forsvaret, hvilket ligger i forlængelse af den kritik, Danmarks nære allierede USA også har luftet i forhold til hvorvidt NATO-medlemmer spenderer 2 % af BNP på deres forsvar.

Tidligere har Danmark kunnet kompensere for ikke at bruge 2 % af BNP ved at stå last og brast med USA, hvilket navnlig kan ses i forhold til det mellemøstlige årti66, men med tidligere Præsident Trump ved roret lader denne udligning til at være et overstået kapitel. Hertil kommer, at Rusland rører på sig i øst med annekteringen af Krim og konflikten i Ukraine. Situationen med Rusland minder om den danske situation under den kolde krig, og spørgsmålet om hvorvidt Danmark har brug for et nationalt orienteret forsvar, må givetvis melde sig. Det danske forsvars fjendebillede har i tiden efter den kolde krig udviklet sig til at være asymmetrisk. Dette står i kontrast til en mulig national trussel mod Danmark fra Rusland, som i højere grad repræsenterer symmetrisk krigsførelse.

I relation til Rusland har NATO og USA et ønske om at styrke den europæiske sikkerhedsarkitektur. Ved at mobilisere tropper langs den østlige grænse håber NATO på at afskrække Rusland fra yderligere annekteringer. Følgelig bidrager Danmark til NATO-operationen Enhanced Forward Presence, der har til formål at forstærke alliancens evne til både at afskrække og forsvare sig i Baltikum. Danmark sendte cirka 200 soldater til Estland i januar 2018, og i februar 2019 blev en forlængelse af bidraget vedtaget, således at tropper også vil bidrage til missionen i 202067 - dvs. 200 soldater hvert andet år.

I denne forbindelse er det altså NATOs strategi for forsvar og afskrækkelse, der skaber det danske forsvarsbidrag og fokus. Alligevel har Danmark samtidig andre fokusområder som fx Arktis, Middelhavet og det Indiske Ocean. Den danske strategi for den forsvarsmæssige indsats kan derfor ses som havende to spor. Det ene understøtter NATOs ønsker i forhold til en strategi for afskrækkelse og nærforsvar. Det andet understøtter den linje, Danmark over de forgangne årtier har lagt med sin aktivistiske udenrigspolitik, nemlig strategien for indflydelse. Sidstnævnte kan ses ved deployeringen af en dansk fregat til en fransk hangarskibsgruppe i 201968 samt ved udsendelsen af en fregat til Hormuz i efteråret 202069. Kombinationen af en regional strategi, affødt af NATOs ønsker og udført med Hæren som means, og en global strategi inspireret af Danmarks ønske om indflydelse og forløst gennem et sømilitært means, kan således ses som et bud på en strategi, hvor småstatens sikkerhed maksimeres gennem brugen af militære kapabiliteter inden for to områder i det internationale system. Begge indsatser har til hensigt at øge statens sikkerhed gennem et militært bidrag, der tillige skal tjene til at øge statens indflydelse, hvilket gennem en cyklisk forståelse atter tjener til at øge sikkerheden.  Netop denne vekselvirkning mellem sikkerhed og indflydelse, operationaliseret i de militære engagementer, er skitseret i figur 4, hvor Danmarks militære engagement både tjener til at optimere statens sikkerhed, fordi det militære bidrag underbygger vores alliancer med andre stater, såvel som den indflydelse Danmark har internationalt, idet bidragene giver en plads ved bordet blandt magtfulde allierede.

Skærmbillede 2021-05-18 kl. 12.00.04.png

Her kan dette dobbelte fokus ses som en uudtalt, latent grand strategy for småstaten Danmark. Dennes målsætning, eller end, er at sikre staten bedst muligt i det internationale system. Vejen dertil, ways, kan ses i forhold til de danske tilsagn og bidrag til allieredes strategier, mens midlerne, means, til udførsel, i nærværende kontekst, er de militære kapaciteter, hvoraf Hæren repræsenterer et regionalt fokus i NATO-regi, mens Søværnet repræsenterer et globalt fokus i relation til Danmarks allierede. Hertil kommer Flyvevåbnet, der bruges som en forstærkende faktor i både sø- og landmilitære operationer.

Så til trods for at Danmark ikke har formuleret en formel grand strategy, tegner der sig for perioden fra 1990 og frem til i dag, en tendens der kan indikere de brede linjer i en overordnet dansk strategi. De militære engagementer antyder, at de forskellige sikkerhedsstrategier er i tråd med en overordnet tendens, om end denne ikke er en udtalt grand strategy.

Forsvarsforliget for 2018-2023 rummer de to overordnede tematikker, som har været i spil siden 1990. Nemlig en regional indsats i relation til Rusland og en global indsats i relation til vores nærmeste allierede USA. Den regionale indsats har tegnet sig på forskellig vis gennem årene, og har til tider været i dvale for så at rejse sig på ny. Indledningsvist har den tegnet sig via en styrkelse af den europæiske sikkerhedsarkitektur gennem Østersøsamarbejdet for herefter at træde i baggrunden i en årrække, hvor internationale missioner fik forrang. Annekteringen af Krim bragte dog overvejelser i forhold til Rusland i spil igen, og Ruslands ageren resonerede tillige i det internationale system som en udfordrer til unipolariteten. Følgeligt har NATO engageret sig i at afskrække og ikke mindst opstille et forsvar i Europa mod øst. Hertil kommer, at NATO beskrives som hjørnestenen i den danske forsvarspolitik. Det er derfor i dansk interesse at fortsætte strategien for indflydelse gennem militære bidrag til NATOs forsøg på at holde Rusland i skak. Både ud fra at højne Danmarks sikkerhed som småstat og Østersø-nabo til Rusland men tillige i forhold til at opretholde og understrege Danmarks status i det internationale system. En status som er fremkommet i takt med de militære engagementer, som Danmark har bidraget med i forhold til allieredes kampagner, og som har givet Danmark muligheden for at markere sig internationalt, hvilket har ændret det danske manøvrerum og dermed Danmarks position i det internationale system. Den aktivistiske udenrigspolitik har således gjort småstaten Danmark til en vægtigere spiller i det internationale system. Hermed har det andet ben af den danske strategi virket, idet dette gennem et globalt fokus har stræbt efter at opnå indflydelse.

Strategien for indflydelse kan således ses som en grand strategy for Danmark siden 1990. Nærværende forsvarsforlig ligger således i forlængelse af denne, og Danmarks forsvarspolitik er derfor i tråd med ønsket om at have global indflydelse som småstat.

Netop det globale aspekt ses endvidere i vægtningen af prioritetsområder i forliget. Her nævnes foruden Rusland; Mellemøsten, Nordafrika og Arktis. I to af disse tre områder er strategien allerede iværksat som et sømilitært bidrag.

Vender vi blikket mod Mariager og Wivel, kan vi betragte forliget i forhold til figur 2.

Skærmbillede 2021-05-18 kl. 12.01.17.png

I henhold til denne tilrettelægges dansk udenrigspolitik i et samspil mellem erfaringer fra fortiden og forventninger til fremtiden. Inden for dette kontinuum kan vi altså betragte det seneste forsvarsforlig som en funktion af udenrigspolitikken, som igen er formet af fortidens lære og forventninger til fremtiden. I denne optik er NATO som hjørnesten i dansk sikkerhedspolitik ikke forbløffende, idet alliancen kan ses som fordelagtig for en småstat som Danmark i det internationale system. Ved at være en del af NATO indgår Danmark i en alliance, som medvirker til at balancere den trussel fra Rusland, som seneste forsvarsforlig optegner. At være medlem af NATO har således en afskrækkende effekt, som tillige kan følges op af et forsvarsmæssigt aspekt, idet NATO-landene står til hverandres disposition i tilfælde af angreb, foruden at der muligvis ikke er relevante styrker til rådighed på en beredskab, hvor de kan gøre en forskel].  Følgeligt er medlemskabet af NATO strategisk centralt for Danmark, og kan ses som direkte forbundet til statens sikkerhed i det internationale system. Afledt heraf er der således heller ingen vej udenom at imødegå NATOs (og USA’s) krav om en forøgelse af forsvarsbudgettet. Strategisk er dette det optimale at gøre, når ambitionen for Danmark er at være et kerneland i NATO, samt at imødekomme NATOs ønsker til dansk forsvar, såvel som at understrege vigtigheden af Wales-erklæringen fra NATO-topmødet i 2014 om at øge forsvarsudgifterne, styrke materielinvesteringer i relevante og efterspurgte kapaciteter, samt bidrage til operationer70. Investeringer på baggrund af ønsket herom fra NATO, og øvrige allierede som USA, er svært at omgå for Danmark i forhold til at opretholde alliancen og statens sikkerhed, som i høj grad er givet herigennem. Desuagtet har forsvarsminister Trine Bramsen den 20. januar 2021 udtalt, at hun ikke vil love, at Danmark i fremtiden kommer til at bruge 2% af BNP på forsvarsbudgettet71. I relation hertil må Wales-erklæringen så betragtes som en hensigt uden slutdato. Strategisk forekommer et øget forsvarsbudget som en nødvendighed, og derfor er det også interessant, når forsvarsministeren går imod alliancen og ikke mindst USA’s ønsker.

Strategisk er det tillige interessant, hvordan en småstat som Danmark vælger at forvalte egne kapaciteter i det handlerum, der er tilstede uden for de forpligtelser, som alliancen kræver. Dette har tidligere været sat i spil i forbindelse med Irak-krigen, som Danmark bidrog til udenom NATO, og som til en vis grad kan ses som et udtryk for strategien for indflydelse, såvel som et udtryk for bandwagoning i forhold til at gå arm i arm med USA. Hvor loyaliteten til NATO kan ses som klassisk allianceteori gennem en realistisk linse, kan andre engagementer betragtes som værende udtryk for en markedsføring af småstaten, med henblik på at få mere indflydelse internationalt. I denne optik kan et fokus på internationale stabiliseringsindsatser72, som nævnes i nærværende forlig, ses som et område, hvor Danmark som strategisk aktør kan profilere sig. Dette kunne operationaliseres gennem udviklingshjælp via en samtænkt73 eventuel militær indsats. Et sådant engagement kunne finde sted i FN-regi som et led i en honest broker kampagne. Forliget nævner Nordafrika som et fokusområde, og derfor kunne en indsats dér ses som en mulighed for at benytte et militært engagement til at forøge Danmarks manøvrerum i det internationale system.

Udenrigspolitisk kan Danmark som strategisk aktør agere i flere regi ud fra rationaler om brugen af nicher mv., som er i tråd med strategien for indflydelse. Forandringer i det internationale system vil således dels blive håndteret i NATO, som med eksempelvis Rusland, mens andre ændringer vil skulle imødegås gennem en national strategi, som eksempelvis Arktis.

Følgeligt har Danmarks manøvrerum, og dermed handlemuligheder internationalt, udviklet sig i takt med den aktivistiske udenrigspolitik og endvidere i forbindelse med tilgangen af nye kapaciteter til Forsvaret. Dette giver nye måder at agere på i det internationale system, hvilket også kan understreges med bidraget til den europæisk-ledede maritime overvågningsmission omkring Hormuz i 2020. Her påtager småstaten Danmark sig rollen som international politibetjent. Som Udenrigsminister Jeppe Kofod udtalte: Danmark er verdens 5. største søfartsnation. Vi har en særlig interesse i og et særligt ansvar for, at sikre maritim sikkerhed og fri sejlads – også i Hormuz-strædet74. Det danske militære engagement overstiger således det forventelige fra en småstat. Denne udvikling er sket gennem en målrettet strategi for indflydelse siden den kolde krigs afslutning, hvor Danmark som strategisk aktør har engageret sig i det internationale system gennem en aktivistisk udenrigspolitik. Dette har bidraget til at sætte Danmark på landkortet som strategisk aktør i det internationale system.

 

Konklusion

Efter den kolde krigs afslutning befandt Danmark sig i et strategisk vakuum. Dette historiske forgreningspunkt frembød nye strategiske muligheder for Danmark, i forhold til at bidrage til NATO og forfølge alliancer, uden frygt for repressalier fra det nu hedengangne Sovjetunionen. I den forbindelse kan Ricklis bidrag til småstaters strategiske overvejelser bringes i spil, idet den uudtalte danske grand strategy, på baggrund af de danske militære bidrag i førnævnte periode, kan siges at være et udtryk for en strategi for indflydelse. Denne strategi har medført en massiv række af militære engagementer gennem årene, og har tillige medvirket til at forny og optimere materiel og praksisser for Forsvaret som helhed. Disse engagementer har forøget det danske manøvrerum i det internationale system. Et godt eksempel på den udvikling Forsvaret har gennemgået, kan ses ved at Søværnet i 1990’erne og start 2000’erne udsendte skibe, der var tiltænkt nationalt forsvar under den kolde krig, og som således haltede bagefter i forhold til opgaveløsningen. I 2014 og 2016 stod det danske søværn, med opbakning fra det internationale system, i spidsen for RECSYR og RECLIB. Bevægelsen fra at møde op til allierede militære engagementer med udrangeret materiel og til at gå forrest i lignende missioner, beskriver den udvikling Forsvaret har gennemgået siden 1990. Ligeledes kan Hæren nævnes i forhold til de store engagementer i forbindelse med krigen i Irak og Afghanistan. I den forbindelse har Hærens doktriner og materiel i høj grad gennemgået en lignende udvikling. Qua denne udvikling råder Danmark nu over relevante og tidssvarende militære kapabiliteter, som kan anvendes strategisk i forhold til internationale missioner.

Danmark har herved forøget sit manøvrerum, og er blevet en vægtig småstatsaktør internationalt, ikke mindst qua alliancen med USA. Netop denne alliance har dog også været omkostningstung for Danmark, både økonomisk og menneskeligt. De to krige i Afghanistan og Irak har trukket massive veksler på forsvarsbudgettet, og har tillige, qua tabstallene, gjort indsættelsen af Hæren i verdens brændpunkter mindre attråværdig. Netop dette kan også ses som værende en del af det momentum som Søværnet fik i årtiet fra 2007-2017, idet denne periode bød på kontinuerlige udsendelser for ”de fem store” i 2. eskadre.

Ved investeringer i en Blue Water Navy er en småstat som Danmark i stand til at projektere sømagt globalt. Gennem alliancen med NATO, og ikke mindst USA, kompenserer Danmark for sin småstatsstatus ved at opnå en større indflydelse, end hvad man som udgangspunkt kan tillægge den danske stat ved alene at betragte dens militære kapaciteter.

Spørgsmålet er dog om Danmark kan fortsætte sin strategi for indflydelse ved at fortsætte i sit nuværende spor. NATO har rettet en skarp kritik af Danmark for ikke at levere på de områder, som NATO’s forsvarsministre havde forventet. Her er der tale om tre fokuspunkter; opbygningen af en tung brigade, Joint, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance-kapaciteter, samt anti-ubådskrigsførsel.75 Kritikken fra amerikansk side, som blev skærpet med Trump i det Hvide Hus, skal Danmark altså ikke nødvendigvis forvente vil forstumme, blot fordi Biden er kommet til magten. Derfor er det også bekymrende, at Danmark, op gennem 1990’erne og sluttende med forsvarsforliget i 2004, har afviklet sit nationalforsvar. Dette er gjort af hensynet til at kunne vinde indflydelse internationalt gennem internationale missioner. Denne strategi har været vellykket, men hvis NATO’s taknemmelighed for Danmarks aktivistiske ageren omkring militære engagementer er ved at rinde ud, har Danmark måske sat sine penge på den forkerte hest. For med afviklingen af nationalforsvaret forlader Danmark sig alene på NATO i forhold til at sikre sig selv som stat. Dette er uhensigtsmæssigt, både i forhold til at Danmark ikke møder NATO’s krav, og endvidere i forhold til at NATO i stigende grad ligger vægt på, at medlemslandene kan forsvare sig selv76.

En anden ubehagelig sandhed, Danmark konfronteres med, er behovet for, at 2 % af statens BNP bruges på Forsvaret. Her halter Danmark efter, og det er usandsynligt at nå målet i 2023, som er den foreløbige deadline. Oveni dette har forsvarsminister Bramsen, så sent som i januar 2021, udtalt, at NATO ikke skal forvente, at Danmark møder kravet om de 2%. En udtalelse der bidrager til at forværre forholdet mellem NATO og Danmark. Om end Biden og NATO nok vil formulere sig mere høfligt end Trump, så er det usandsynligt, at kritikken af Danmarks bidrag til alliancen forstummer. Her er den kredit Danmark i 00’erne og 10’erne har optjent på internationale militære bidrag ikke længere direkte konverterbar i forhold til at opnå indflydelse internationalt.

Man kan derfor gisne om, hvorvidt spillet har ændret sig, mens Danmark har sovet i timen. Bramsens udmeldinger antyder i hvert fald, at hun næppe har fået memoet, om at frekvensraten på Danmarks militære engagementer de sidste to årtier ikke længere er nok til at holde os inde i varmen internationalt. Tværtimod fremstår Danmark med sin stædighed overfor at leve op til NATO’s krav som en surmulende teenager.  

Så hvor strategien for indflydelse siden start 90’erne har været succesfuld, lader det til, at det danske forsvar og den danske forsvarspolitik skal rekalibreres.

NATO betragtes som en hjørnesten i dansk sikkerhedspolitik, og det vil det være i fremtiden også. Hvor strategien for indflydelse har givet det danske Forsvar en række kapaciteter, som har været anvendt i forhold til at opnå indflydelse gennem nicher, som beskrevet af både Rickli og Wivel, er tiden måske ved at løbe fra de nicher og fokusser, Danmark hidtil har fastholdt. Dette betyder også, at strategien for indflydelse skal gentænkes, hvis Danmark fortsat skal agere som en smart state.

Opsummerende er Danmark engageret i en regional strategi omkring afskrækkelse og forsvar, koordineret af NATO i forhold til Rusland, og denne opgaveløsning varetages primært af Hæren. Den globale strategi for indflydelse kan ses gennem Søværnets militære engagementer, herunder operationen omkring Hormuz-strædet i efteråret 2020. Samtidig varetager Søværnet og Flyvevåbnet en anden vigtig rolle i sikringen af nationale interesser i Arktis. Alle tre værn kan således ses som et centralt means i forhold til at opretholde Danmarks strategi for indflydelse. Ved at bruge Hæren til en regional opgaveløsning i NATO-regi og Søværnet til globale opgaver i tråd med ønsket om indflydelse, løfter Danmark som småstat et ambitiøst strategisk projekt. Det er dette fundament, Danmark skal bygge videre på, ved at tilpasse sig de nye vilkår som opstår i det internationale system.

 

Fodnoter

 

[1] Indsættelsestale af USA’s 45. præsident 20. februar 2017. 

[2] Hans J. Morgenthau 2005, Politics Among Nations – The struggle for Power and Peace, 7th Edition, New York: The McGraw-Hill Companies, p.5

[3] Jean-Marc Rickli 2008, “European small states’ military policies after the Cold War: From territorial to niche strategies”, in Cambridge Review of International Affairs 21:3, p. 309.

[4] Ibid. p 309

[5] Jean-Marc Rickli 2008, “European small states’ military policies after the Cold War: From territorial to niche strategies”, in Cambridge Review of International Affairs 21:3, pp. 308-311.

[6] Begrebet udspringer af neorealismen og anvendes af Kenneth N. Waltz, ”Theory of International Politics”. Begrebet beskriver hvordan svagere stater kan vælge at slutte op om stormagter for herved at øge deres relative sikkerhed.

[7] Jean-Marc Rickli 2008, “European small states’ military policies after the Cold War: From territorial to niche strategies”, in Cambridge Review of International Affairs 21:3, p. 310.

[8] Ibid, p. 311.

[9] Anders Wivel 2002, "Realismen efter Waltz- udvikling eller afvikling". Politica årgang 34, nr. 4, 431-448, p. 433.

[10] Ibid, pp. 440-444.

[11] Anders Wivel 2009, The Grand strategies of small European States. København: ISA Paper, p. 8.

[12] Honest broker kan beskrives ved at småstaten søger indflydelse ved at agere som talsperson for særlige enkeltsager. Enkeltsagerne må tilsammen være en del af en større strategi idet de ellers ikke har den fornødne effekt. Sagerne må ikke konflikte med stormagternes interesser og skal tillige besidde relevans i relation til det internationale system (Wivel, Anders. The Grand strategies of small European States. København: ISA Paper, 2009, p. 10-12.)2-3 velvalgte eksempler?

[13] Technical expertise er når småstaten gennem ekspertise på et område søger indflydelse. Det kan fx være ved at blive foregangsland indenfor miljø eller ved at hævde menneskerettigheder. Lig honest broker må områderne som småstaten søger at hævde sig på ikke være i konflikt med stormagternes interesser. Termen kan sammenlignes med Ricklis brug af nicher, og netop nicher vil fremadrettet i opgaven være en samlende betegnelse for dette begreb (Wivel, Anders. The Grand strategies of small European States. København: ISA Paper, 2009, p. 10-12.) 2-3 velvalgte eksempler?

[14] Timing rummer to aspekter; det ene er at småstaten kan søge at opbygge et bestemt image eller ry for herved at opnå større indflydelse hos stormagterne. Dette kan ses som et udtryk for hvilken position småstaten ønsker at besidde i det internationale system. Den anden del af begrebet omhandler timingen i at levere et specifikt budskab. I denne proces er netop timing centralt idet budskabet ellers kan falde til jorden hvorved småstatens intention hermed fejler (Wivel, Anders. The Grand strategies of small European States. København: ISA Paper, 2009, p. 10-12.) 2-3 velvalgte eksempler?

[15] Ibid, p. 3.

[16] Både Rickli og Wivels analyseapparat målretter sig europæiske forhold og helt konkret kan både den danske aktivistiske udenrigspolitik såvel som fodnotepolitikken ses som eksempler på henholdsvis indflydelse og balancering mellem indflydelse og autonomi.

[17] Uvildig udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan.

[18] Mariager, Rasmus Mølgaard & Wivel, Anders, 2019, ”Hvorfor gik Danmark i Krig? Uvildig udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo”, Afghanistan og Irak. København: Københavns Universitet, p. 77

[19] Mariager, Rasmus Mølgaard & Wivel, Anders, 2019, ”Hvorfor gik Danmark i Krig? Uvildig udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo”, Afghanistan og Irak. København: Københavns Universitet p. 76

[20] Man kan argumentere for at anvendeligheden er stor fordi modellen i overvejende grad bliver anvendt til det samme felt som det Mariager og Wivel har skabt den til, hvorved forfatternes forbehold i forhold til udbredelse og anvendelse ikke overskrides. Analysemodellen ses som værende særdeles relevant som en forklarende forlængelse af det fundament som er tilvejebragt gennem Wivel og navnlig Ricklis teori i det ovenstående.

[21] Forsvarsforligene omhandler i sin natur hård sikkerhed hvilket er i tråd med det realistiske paradigme som konstituerer opgavens teoretiske fokusering. Den forsvarsorienterede empiri vil blive analyseret kronologisk med afsæt i en strategisk stillingtagen jf. Rickli og dernæst en videre analyse med Mariager og Wivels analysemodel som den overordnede ramme

[22] Dette har dog forandret sig idet Holland og Norge udformede en sådan i henholdsvis 2007 og 2009. Begge lande kan ses som småstater og derfor som værende sammenlignelige i forhold til Danmark. Formålet med at udforme en Grand Strategy kan ses som at denne formulerer en overordnet retning, som øvrige strategiske overvejelser kan finde indpas under. Den angiver en langsigtet retning såvel som et langsigtet mål som en stat kan anvende sine midler i forhold til. Eftersom Danmark ikke formelt har formuleret en Grand strategy er de strategiske linjer latent forankret og kan forekomme ad hoc-inspirerede.

[23] Forsvarsministeriet 2008 ”Den danske indsats i Afghanistan 2008-2012”, https://fmn.dk/gamlesites/Publikationer/Documents/Afghanistanstrategien160608.pdf (lokaliseret 17-02-2020

[24] Forsvarsministeriet 2011 ”Strategi for Danmarks engagement i Libyen”, https://fmn.dk/nyheder/Documents/Strategi_for_Danmarks_engagement_i_Libyen.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[25] NATO, What was the Warsaw Pact, no date,  https://www.nato.int/cps/us/natohq/declassified_138294.htm (lokaliseret 17-02-2020).

[26] Poul Villaume, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og Den kolde Krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Copenhagen: Eirene 1995

[27] Forsvarskommissionen, Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997, pp. 21-22, 1998, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forsvarskommissionen-af-1997-Hovedbind-beretning.pdf (lokaliseret 17-02-2020).

[28] Forsvarsministeriet, Aftale om Forsvarets ordning 1995-1999, 1995, https://fmn.dk/SiteCollectionDocuments/FMN/Publikationer/%C3%98vrige/Forlig_1995-1999.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[29] I form af at våbenkapløbet og dommedagsuret var suspenderet med bipolaritetens afslutning.

[30] Det danske bidrag til dette initiativ kan ses i relation til Wivels begreber omkring både nicher og timing. Danmark valgte nemlig i Forsvarsforliget af 1995, at prioritere et sømilitært bidrag. Dette involverede både uddannelse af baltiske officerer og øvelsesaktiviteter mellem flåderne. Hertil kom, at Danmark donerede tre enheder til den Estiske flåde i henholdsvis 1994, 2000 og 2006. En Inspektionskutter (Mallemukken), et Inspektionsskib (Beskytteren) og en Minelægger (Lindormen). (Danish Naval History, Tidligere minelægger bliver nyt hjælpeskib I den estiske flåde, 2006, Der var et stort, vist langt større landmilitært bidrag og støtte, måske faktor 10 større hvis træningen af de baltiske FN-styrker til balkan inddrages. Eller materieldonationerne, herunder artilleriet til Litauen. http://www.navalhistory.dk/Danish/SoevaernsNyt/2006/0424_Lindormen.htm (lokaliseret 29-01-2020)). Det danske sømilitære bidrag til Østersøsamarbejdet kan således betragtes som et udtryk for småstatens evne til at vinde indflydelse gennem en indsats inden for en given niche. Samtidig er denne indsats veltilrettelagt strategisk hvorfor man endvidere kan bringe Wivels begreb om timing i spil. Overordnet kan disse begreber derfor betragtes som et udtryk for ways i relation til strategibegrebet, mens de militære kapaciteter i ligningen er means. Sammen bliver disse en forlængelse af de strategiske mål, ends, som ligger til grund for denne indsats. Rationalet for at Danmark afgav kapabiliteter i form af tre skibe, kan følgeligt ses i lyset af, at dette forøgede den danske nationalstats sikkerhed.

[31] Bent Hansen 2015, ”Operation Faraway. I den Persiske Golf 1990-91”, i Søren Nørby(ed.) Fra Kold Krig til internationalt engagement, Helsinge, Steel & Stone, p. 176

[32] Søren Nørby and Jakob Seerup 2007, Den Danske Flåde 1850-1943- som fotograferne så den, Copenhagen, Lindhardt og Ringhof

[33] Hæren blev i 1992 indsat i forbindelse med borgerkrigen på Balkan i en FN sanktioneret mission. I samme år bidrog den danske flåde til en NATO ledet våbenembargoen mod Jugoslavien. I de følgende år deltog den danske flåde også i NATOs stående flådestyrke Standing Naval Forces Atlantic, STANAVFORLANT (det senere SNMG 1), med syv deployeringer af tre måneders varighed, i perioden 1993-96 (Søren Nørby 2015, Fra Kold Krig til International Engagement, pp. 238-253, Helsinge, Steel & Stone)

[34] Forsvarsforliget 2000-2004, https://fmn.dk/videnom/Pages/Tidligereforsvarsforlig.aspx (lokaliseret 29-01-2020)

[35] Ibid.

[36] Grundet det lave antal skibe i det danske Søværn er støtteskibene af Absalon-klassen designet til at kunne løse et væld af opgaver, eksempler herpå kunne være; transport af tropper og kampvogne, platform for specialenheder, kommandoplatform, hospitalsskib.

[37] Lig støtteskibene, kan fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen løse en bred række opgaver fra konfliktspektret. I forsvarsforliget for 2005-2009 stod der om anskaffelsen: "evnen til deltagelse i NATO's stående flådestyrker, herunder deltagelse i NATO's Response Force, prioriteres, idet der skabes mulighed for at kunne bidrage med relevante enheder og taktisk stab, samt den nødvendige kommandoplatform".

[38] Forsvarskommissionen, Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997, p. 20, 1998, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forsvarskommissionen-af-1997-Hovedbind-beretning.pdf (lokaliseret 29-01-2020)

[39] Riber, Johannes, 2019, ”The Royal Danish Navy: how small states use naval strategy” in Europe, Small Navies and Maritime Security : Balancing Traditional Roles and Emergent Threats in the 21st Century, Abingdon: Routledge

[40]Med terrorangrebet i New York indvarsledes et årti med store militære engagementer for Danmark, qua ønsket om en alliance med USA. Dette kan refereres til som det Mellemøstlige årti grundet Danmarks militære engagementer i Afghanistan og Irak (Mikkel Runge Olesen & Johannes Nordby 2014, ”The Middle Eastern Decade. Denmark and Military intervention”, in Edström and Gyllensporre, Different or Alike, Scandinavian Approaches to Military interventions, Santétus Acedemic Press, Stockholm, pp. 62-64)

[41] Danmark deltog med missilbåde af Flyvefisken-klassen, korvetter af Niels-Juel-klassen og ubåden Sælen (Udenrigsministeriet, https://danato.um.dk/da/operationer/maritim-sikkerhed/ (lokaliseret 30-01-2020)

[42] Mikkel Runge Olesen & Johannes Riber Nordby 2014, ” The Middle Eastern Decade. Denmark and Military intervention”, in Edström and Gyllensporre, Different or Alike, Scandinavian Approaches to Military interventions, Santétus Acedemic Press, Stockholm, pp. 62-63

[43] Arkiv – Folketinget, 2002-2003, http://webarkiv.ft.dk/?/Samling/20021/salen/B165_BEH2_96_17_(NB).htm (lokaliseret 01-02-2020)

[44] Mikkel Runge Olesen & Johannes Riber Nordby 2014, ” The Middle Eastern Decade. Denmark and Military intervention”, in Edström and Gyllensporre, Different or Alike, Scandinavian Approaches to Military interventions, Santétus Acedemic Press, Stockholm, p. 92

[45] Forsvarsministeriet, Forsvarsforlig 2005-2009, 2004, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/forlig04_forligstekst.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[46] Forsvarsministeriet, Udviklingen i forsvarsbudgettet I Danmark, http://www.fmn.dk/nyheder/Documents/Faktaark_2020_Forsvarsministeriet.pdf (lokaliseret 01-02-2020) 89 UNIFIL, UNIFIL Mission Profile, 2017, https://unifil.unmissions.org/unifil-mission-profile (lokaliseret 01-022020)

[47] Med forsvarsforliget i 2004, blev den sidste rest af det nationale forsvar afviklet. For Søværnet betød forliget et fortsat fokus på at bidrage til NATOs stående styrke samt at opretholde patruljering og kystvagtopgaver i Østersøen og Nordatlanten  (Forsvarsministeriet, Forsvarsforlig 2005-2009, 2004, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/forlig04_forligstekst.pdf (lokaliseret 17-02-2020))

[48] NATO, Operation Ocean Shield, 2009, https://mc.nato.int/missions/operation-ocean-shield (lokaliseret 17-02-2020)

[49] Forsvarsministeriet, Indsatsen i Syrien, 2016, https://fmn.dk/videnom/Pages/Indsatsen-i-Syrien.aspx (lokaliseret 17-02-2020)

[50] Forsvarsministeriet, Indsatsen i Libyen, 2016, https://fmn.dk/videnom/Pages/danske-indsats-i-libyen-reclib.aspx (lokaliseret 17-02-2020)

[51] Folketinget, beslutningsforslag, 2017, https://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b56/index.htm (lokaliseret 17-02-2020)

[52] Den danske Libyen-mission i tal og fakta: https://nyheder.tv2.dk/article.php/id-45185370 (lokaliseret 29-10-2020

[53] Hvor danske soldater har kæmpet og er faldet, https://www.dr.dk/nyheder/penge/se-hvor-danske-soldater-har-kaempet-og-er-faldet (lokaliseret 22-02-2021)

[54] Professor: Irak-krig var en af de største fadæser i moderne tid, 2019

 https://www.berlingske.dk/politik/professor-irak-krig-var-en-af-de-stoerste-fadaeser-i-moderne-tid (lokaliseret 17-02-2020)

[55] Retsinformation, Lov om Grønlands Selvstyre, 2009, https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125052 (lokaliseret 17-02-2020)

[56] Mikkel Runge Olesen 2017, “Lightning Rod. US, Greenlandic and Danish relations in the shadow of postcolonial reputations”, in Greenland and the International Politics of a Changing Arctic, Kristian Søby Kristensen & Jon Rahbek-Clemmensen(eds.), London, Routledge, pp.73-74

[57] Martin Breum 2018, Cold Rush, McGill-Queen’s University Press, Montreal, pp.179-180

[58] Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis, 2016, https://www.fmn.dk/nyheder/documents/arktis-analyse/forsvarsministeriets-fremtidige-opgaveloesning-i-arktis.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[59] 76 mm OTO Melare Super Rapido M/85. Kilde? Hvad kan de bruges til i Arktis?

[60] RIM-162 Evolved Sea Sparrow missiles samt MU90 antiubådstorpedoer. Kilde?

[61] De to støtteskibe og tre fregatter.

[62] Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti

[63] Forsvarsministeriet, Ny aftale for Forsvaret 2018-2023, 2018, http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/ny-aftale-for-forsvaret-2018-2023.aspx (lokaliseret 17-02-2020)

[64] Forsvarsministeriet, Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023, 2018, s. 2 https://www.fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvarsforlig-2018-2023.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[65] Med terrorangrebet i New York indvarsledes et årti med store militære engagementer for Danmark, qua ønsket om en alliance med USA. Dette kan refereres til som det Mellemøstlige årti grundet Danmarks militære engagementer i Afghanistan og Irak (Mikkel Runge Olesen & Johannes Nordby 2014, ”The Middle Eastern Decade. Denmark and Military intervention”, in Edström and Gyllensporre, Different or Alike, Scandinavian Approaches to Military interventions, Santétus Acedemic Press, Stockholm, pp. 62-64)

[66] Forsvarsministeriet, Renewed Danish contribution to NATO’s enhanced Forward Presence in 2020, 2019, https://fmn.dk/temaer/nato/Documents/2018/Renewed-Danish-contribution-to-NATOs-enhanced-Forward-Presence-in-2020.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[67] Søfart, Regeringen vil sende dansk fregat til fransk hangarskib, 2018, https://www.soefart.dk/article/view/617367/regeringen_vil_sende_dansk_fregat_til_fransk_hangarskib (lokaliseret 17-02-2020)

[68] Søfart, Danmark sender fregat til Hormuz-strædet, 2019, https://www.soefart.dk/article/view/692006/danmark_sender_fregat_til_hormuzstraedet  (lokaliseret 17-02-2020) 

[69] Forsvarsministeriet, Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023, 2018, s. 2 https://www.fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvarsforlig-2018-2023.pdf (lokaliseret 17-02-2020)

[70] Trine Bramsen aflyser sin store reformering af Forsvarsministeriets organisation, https://olfi.dk/2021/01/20/trine-bramsen-aflyser-sin-store-reformation-af-forsvarsministeriets-organisation/ (lokaliseret 22-01-2021)

[71] Ibid.

[72] Samtænkning kan ses som indsatser, hvor indsættelsen af militær kombineres med andre aktører. Det militære engagement understøttes følgelig af diverse specialister, som kan komme fra eks. udenrigsministeriet, NGO’er, mv. 

[73] Forsvarsministeriet, Danmark sender officerer og fregat til Hormuz-strædet, 2019, https://fmn.dk/nyheder/Pages/Danmark-sender-officerer-og-fregat-til-hormuz-straedet.aspx (lokaliseret 17-02-2020

[74] Ræson 2020, https://www.raeson.dk/2020/lars-bangert-struwe-om-natos-harde-kritik-af-danmark-vi-sakker-efterhanden-bagud-pa-flere-parametre/ (lokaliseret 22-02-2021).

[75] Ibid.

 

Litteraturliste

  • Arkiv – Folketinget, 2002-2003, http://webarkiv.ft.dk/?/Samling/20021/salen/B165_BEH2_96_17_(NB).htm (lokaliseret 01-02-2020)
  • Branner, Hans 2011. I krig igen. København: Columbus
  • Breum, Martin 2018. Cold Rush, McGill-Queen’s University Press, Montreal
  • Brietenbauch, Henrik. Ø 2008. Kompas og kontrakt. København: Dansk Institut for Militære Studier.
  • Danish Naval History, Tidligere minelægger bliver nyt hjælpeskib I den estiske flåde, 2006, http://www.navalhistory.dk/Danish/SoevaernsNyt/2006/0424_Lindormen.htm (lokaliseret 29-01-2020) 
  • Den danske Libyen-mission i tal og fakta: https://nyheder.tv2.dk/article.php/id-45185370 (lokaliseret 29-10-2020)
  • Det Kungliga Forsvarsdepartementet, ”Et forsvar til vern om Norges sikkerhet, interesser og verdier”, https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/stprp-nr-48-2007-2008-/id504783/  (lokaliseret 17-02-2020)
  • Folketinget, beslutningsforslag, 2017, https://www.ft.dk/samling/20161/beslutningsforslag/b56/index.htm (lokaliseret 17-02-2020)
  • Folmer, H. & Co, Fakta om kapringen af Danica White, 2016, https://www.folmer.dk/news/news-in-danish/fakta-om-danica-white (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvaret, Indsatsen mod pirateri, https://www2.forsvaret.dk/opgaver/internationale/Pages/Piratbek%C3%A6mpelse.aspx, (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvaret, RECSYR, https://www2.forsvaret.dk/Pages/sogning.aspx?k=recsyr (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsforliget 2000-2004, https://fmn.dk/videnom/Pages/Tidligereforsvarsforlig.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarskommissionen, Beretning fra Forsvarskommissionen af 1997, pp. 21-22, 1998, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Forsvarskommissionen-af-1997-Hovedbind-beretning.pdf (lokaliseret 17-02-2020).
  • Forsvarsministeriet, Aftale om Forsvarets ordning 1995-1999, 1995, https://fmn.dk/SiteCollectionDocuments/FMN/Publikationer/%C3%98vrige/Forlig_1995-1999.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Forsvarsforlig 2005-2009, 2004, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/forlig04_forligstekst.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet 2008, ”Den danske indsats i Afghanistan 2008-2012”, https://fmn.dk/gamlesites/Publikationer/Documents/Afghanistanstrategien160608.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet 2011, ”Strategi for Danmarks engagement i Libyen”, https://fmn.dk/nyheder/Documents/Strategi_for_Danmarks_engagement_i_Libyen.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Aftale på Forsvarsområdet 2013-2017, 2012, http://www.fmn.dk/videnom/Documents/Aftale_paa_forsvarsomraadet_2013-2017a.pdf  (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, 2016, https://www.fmn.dk/Nyheder/Pages/enigt.folketing-sender-danmark-i-spidsen-for-libyen-operation.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis, 2016, https://www.fmn.dk/nyheder/documents/arktis-analyse/forsvarsministeriets-fremtidige-opgaveloesning-i-arktis.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Indsatsen i Syrien, 2016, https://fmn.dk/videnom/Pages/Indsatsen-i-Syrien.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Indsatsen i Libyen, 2016, https://fmn.dk/videnom/Pages/danske-indsats-i-libyen-reclib.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Tidligere danske indsatser: Libanon (UNIFIL), 2018, https://www.fmn.dk/videnom/Pages/IndsatseniLibanon.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Ny aftale for Forsvaret 2018-2023, 2018, http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/ny-aftale-for-forsvaret-2018-2023.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023, 2018, https://www.fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvarsforlig-2018-2023.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Faldne og sårede, 2019, http://forpers.dk/hr/Pages/Faldneogsaarede.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Danmark sender officerer og fregat til Hormuz-strædet, 2019, https://fmn.dk/nyheder/Pages/Danmark-sender-officerer-og-fregat-til-hormuz-straedet.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Indsatsen mod pirateri og anden maritim kriminalitet, 2020, https://fmn.dk/videnom/Pages/danmarks-indsats-mod-pirateri.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Renewed Danish contribution to NATO’s enhanced Forward Presence in 2020, 2019, https://fmn.dk/temaer/nato/Documents/2018/Renewed-Danish-contribution-to-NATOs-enhanced-Forward-Presence-in-2020.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Tidligere dansk deltagelse i internationale missioner, https://fmn.dk/temaer/veteraner/veteranpolitik/Documents/Bilag2veteranrapport.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Forsvarsministeriet, Udviklingen i forsvarsbudgettet I Danmark, http://www.fmn.dk/nyheder/Documents/Faktaark_2020_Forsvarsministeriet.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Goetschel, Laurent 1998. “The foreign and security policy interests of small states in today’s Europe”, in Small states in and outside the European Union, Laurent Goetschel(ed), Boston, Springer-Verlag US
  • Gordon, Michael R., U.S. and Russia Reach Deal to Destroy Syria’s Chemical Arms, NY Times, 2013, https://www.nytimes.com/2013/09/15/world/middleeast/syria-talks.html (lokaliseret 17-02-2020)
  • Hansen, Bent 2015. ”Operation Faraway. I den Persiske Golf 1990-91”, i Søren Nørby(ed.) Fra Kold Krig til internationalt engagement, Helsinge, Steel & Stone
  • Harhoff, Frederik et al. 2017. Folkeret, Hans Reitzels Forlag, Copenhagen
  • Herz, H.J. 1951. Political Realism and political Idealism. Chicago University Press.
  • Herz, H.J. 2003. The Security Dilemma in International Relations: Background and Present Problems. International Relations. 17:2003, p.411.
  • Hvor danske soldater har kæmpet og er faldet, https://www.dr.dk/nyheder/penge/se-hvor-danske-soldater-har-kaempet-og-er-faldet (lokaliseret 22-02-2021)https://www.dr.dk/nyheder/penge/se-hvor-danske-soldater-har-kaempet-og-er-faldet
  • Jakobsson, Andre Ken 2019. Når Hydra angriber - Hybrid afskrækkelse i gråzonen mellem krig og fred, København: Center for militære studier, Københavns Universitet.
  • Jane’s World Navies, World Navies equipment in Service inventory, 2019, https://janes-ihs-com.ezproxy.fak.dk/janes/display/jwna0201-jwna (lokaliseret 17-02-2020)
  • Jane’s World Navies, Jane's Fighting Ships, 2019, https://janes-ihs-com.ezproxy.fak.dk/Janes/Display/jfs_5471-jfs_ (lokaliseret 17-02-2020).
  • Jane’s World Navies, Jane's Fighting Ships, 2005 https://janes-ihs-com.ezproxy.fak.dk/Janes/Display/jfs_0810-jfs_ ; https://janes-ihs-com.ezproxy.fak.dk/Janes/Display/jfs_0822-jfs_ (lokaliseret 17-02-2020).
  • John Pomfret, U.N. Tanks kill 9 Serbs in Bosnia, Washington Post, 1994, https://www.washingtonpost.com/archive/politics/1994/05/02/un-tanks-kill-9-serbs-in-bosnia/e02dd809-c7d8-4541-929c-eb26da93410a/?noredirect=on&utm_term=.775f6b328846 (accessed 17-02-2020)
  • Kaae, Martin og Jesper Nissen 2008. Vejen til Irak - Hvorfor Danmark går i krig?, København: Gads Forlag
  • Gustav Lang and Erik Dreyer-Andersen, Maritime Operationer til støtte for operationerne i Kosovo, https://server18.chosting.dk/~krigsvid/maritime-operationer-til-stoette-for-operationerne-i-kosovo (lokaliseret 17-02-2020)
  • Mariager, Rasmus Mølgaard & Wivel, Anders 2019. Hvorfor gik Danmark i Krig? Uvildig udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak. København: Københavns Universitet
  • Ministerie van Binnenlandse Zaken en Koninkrijksrelaties, ”National security strategy and work programme 2007-2008”, https://www.ecfr.eu/page/-/Pays_Bas_-_2007_-_National_Security_and_Work_Programme_2007-2008.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Morgenthau, Hans J. 1948. “Six Principles of Political Realism”, in Politics Among Nations. The Struggle for Power and Peace. New York: Alfred A. Knopf
  • Morgenthau, Hans J. 2005, Politics Among Nations – The struggle for Power and Peace. 7th Edition. New York: The McGraw-Hill Companies
  • NATO, Operation Ocean Shield, 2009, https://mc.nato.int/missions/operation-ocean-shield (lokaliseret 17-02-2020)
  • NATO, Counter-Piracy Operations (Achieved), 2016, https://www.nato.int/cps/ie/natohq/topics_48815.htm (lokaliseret 17-02-2020)
  • NATO, What was the Warsaw Pact, no date,  https://www.nato.int/cps/us/natohq/declassified_138294.htm (lokaliseret 17-02-2020).
  • Nørby, Søren og Jakob Seerup 2007. Den Danske Flåde 1850-1943- som fotograferne så den. Copenhagen, Lindhardt og Ringhof
  • Nørby, Søren 2015. Fra Kold Krig til International Engagement, Helsinge, Steel & Stone
  • Olesen Mikkel Runge & Johannes Nordby 2014, ”The Middle Eastern Decade. Denmark and Military intervention”, in Edström and Gyllensporre, Different or Alike, Scandinavian Approaches to Military interventions, Santétus Acedemic Press, Stockholm
  • Olesen, Mikkel Runge 2017. “Lightning Rod. US, Greenlandic and Danish relations in the shadow of postcolonial reputations”, in Greenland and the International Politics of a Changing Arctic, Kristian Søby Kristensen & Jon Rahbek-Clemmensen(eds.), London, Routledge
  • Olsen, John Andreas 2014. European Air Power: Challenges and Opportunities, 2014, Lincoln, Potomac Books
  • Professor: Irak-krig var en af de største fadæser i moderne tid, 2019

https://www.berlingske.dk/politik/professor-irak-krig-var-en-af-de-stoerste-fadaeser-i-moderne-tid (lokaliseret 17-02-2020)

  • Ravn-Olesen, Jens 2000. “Kosovo et år og fem dage efter”, Kristeligt Dagblad, https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/kosovo-et-%C3%A5r-og-fem-dage-efter (lokaliseret 17-02-2020)
  • Retsinformation, Lov om Grønlands Selvstyre, 2009, https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125052 (lokaliseret 17-02-2020)
  • Riber, Johannes 2019. ”The Royal Danish Navy: how small states use naval strategy” in Europe, Small Navies and Maritime Security: Balancing Traditional Roles and Emergent Threats in the 21st Century, Abingdon: Routledge
  • Rickli, Jean-Marc 2008. “European small states’ military policies after the Cold War: From territorial to niche strategies”, in Cambridge Review of International Affairs 21:3(2008)
  • Ræson, 2020, https://www.raeson.dk/2020/lars-bangert-struwe-om-natos-harde-kritik-af-danmark-vi-sakker-efterhanden-bagud-pa-flere-parametre/ (lokaliseret d. 22-02-2021)
  • Scheuerman, E. William 2012. Realism and the Kantian Tradition: A Revisionist Account. International Relations 26(4)
  • Smed, Ulrik Trolle, Small States in the CGPCS: Denmark, Working Group 2, and the end of the debate on an international piracy court, Working Paper of the Lessons Learned Project of the Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia (CGPCS), 2015,  http://www.lessonsfrompiracy.net/files/2015/03/Smed-Small-states-in-the-CGPCS-Denmark.pdf  (lokaliseret 17-02-2020)
  • Steinmetz, Robert og Wivel, Anders 2010. Small states in Europe, Cornwall: Ashgate Publishing Limited
  • Søfart, Regeringen vil sende dansk fregat til fransk hangarskib, 2018, https://www.soefart.dk/article/view/617367/regeringen_vil_sende_dansk_fregat_til_fransk_hangarskib (lokaliseret 17-02-2020)
  • Søfart, Danmark sender fregat til Hormuz-strædet, 2019, https://www.soefart.dk/article/view/692006/danmark_sender_fregat_til_hormuzstraedet  (lokaliseret 17-02-2020)
  • Søfartsstyrelsen, Danmark rykker frem på listen over verdens største søfartsnationer, 2018, https://www.soefartsstyrelsen.dk/Presse/Nyheder/Sider/Danmark_rykker_frem_paa_listen_over_verdens_stoerste_soefartsnationer.aspx (lokaliseret 17-02-2020)
  • Udenrigsministeriet, https://danato.um.dk/da/operationer/maritim-sikkerhed/ (lokaliseret 30-01-2020)
  • UNIFIL, UNIFIL Mission Profile, 2017, https://unifil.unmissions.org/unifil-mission-profile (lokaliseret 01-02-2020)
  • U.S. Department of State, Contact Group on Piracy off the Coast of Somalia, 2017, https://www.state.gov/contact-group-on-piracy-off-the-coast-of-somalia/ (lokaliseret 17-02-2020)
  • Vespe, Michele et al. 2015. “The declining impact of piracy on maritime transport in the Indian Ocean: Statistical analysis of 5-year vessel tracking data”, Marine Policy 59
  • Villaume, Poul 1995. Allieret med forbehold. Danmark, NATO og Den kolde Krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. København: Eirene
  • VK Regeringen III, Mulighedernes Samfund, 2007, http://www.stm.dk/multimedia/Mulighedernes_samfund__Regeringsgrundlag.pdf (lokaliseret 17-02-2020)
  • Wivel, Anders 2002. "Realismen efter Waltz- udvikling eller afvikling". Politica årgang 34, nr. 4. 2002: 431-448
  • Wivel, Anders 2009. The Grand strategies of small European States. København: ISA Paper
  • Yarger, Harry R. 2008. Strategy and the National Security Professional, London: Praeger Security International