Log ind

Dansk Bataillon kontra fransk Bataillon

#

Kaptajn Jessens Artikler i Militær Tidsskrift angaaende Spørgsmaalet: „Nyorganisation af vort Fodfolk" er her i min Garnison som formodentlig i Landets øvrige Fodfolksgarnisoner læst med den allerstørste Interesse. Fransk Bataillon kontra dansk Bataillon — jeg kalder den af Kaptajn Jessen foreslaaede Organisation : dansk Bataillon, da den jo hviler paa vort danske Rekylgevær — drøftes mere levende end nogensinde nu, da Maskingeværkompagnierne viser sig ved Regimenterne efter deres noget langvarige og noget omtumlede Tilværelse som Forsøgskompagnier, og hver søger at danne sig sin selvstændige Opfattelse af Spørgsmaalet. Jeg tilstaar straks, at jeg — og vist nok allerede nu mange med mig — er paa Vandring over imod den danske Bataillon, men det er dog endnu i nogen Grad som den søgende, jeg her kommer til Militært Tidsskrift, beredt til at lade mig tvætte ved Sandhedens rene Kilde, om nogen maatte have fundet den. Problemet er i en Nøddeskal: at forene den størst mulige Ildkraft med den størst mulige Bevægelighed, hvilket i en mere konkret Vending vil sige — at indeog Geværgranatmateriel medføres normalt paa Fægtningstrainet og udleveres først til Mandskabet, naar Fægtning forestaar. Ved Udleveringen fordeles Geværgranaterne udelukkende til Geværgrenadererne, der derfor bør udrustes med en særlig Geværgranattaske. Forsøg til Bestemmelse a f Modellen til en saadan Taske er derfor iværksat. Signalmaterie]. o ) I 1926 og 1927 har der ved enkelte A fdelinger været afholdt Forsøg med elektriske 12,6 nn Blinklanterner og Føringsmidler til samme. Forsøgene viste, at den anvendte Materieltype var tilfredsstillende, men at Føringsmidlerne maatte ændres. Man er da gaaet over til at konstruere regulære Tornystre med Rygflade af ganske samme Form, Størrelse og Materiale som Mandskabstornystret. Tornystrene fremstilles som Lanternetornystre (for Lanterne og Stativ, Vægt i pakket Stand ca. 9,4 kg) og Batteritornyster (Vægt i pakket Stand ca. 7,45 kg). b) Lyssignaler. Der er Forsøg i Gang med det Formaal at fremstille til Brug for Fodfolket 8 driftssikre, let synlige og let adskillelige Lyssignaler, der kan opsendes ikke alene som Raketter, men tillige fra 25 mm Signalpistol. Jens Johansen. Dansk Bataillon kontra fransk Bataillon. Kaptajn Jessens Artikler i Militæ r Tidsskrift angaaende Spørgsmaalet: „Nyorganisation af vort Fodfolk" er her i min Garnison som formodentlig i Landets øvrige Fodfolksgarnisoner læst med den allerstørste Interesse. Fransk Bataillon kontra dansk Bataillon — jeg kalder den af Kaptajn Jessen foreslaaede Organisation : dansk Bataillon, da den jo hviler paa vort danske Rekylgevær — drøftes mere levende end nogensinde nu, da Maskingeværkompagnierne viser sig ved Regimenterne efter deres noget langvarige og noget omtumlede Tilværelse som Forsøgskompagnier, og hver søger at danne sig sin selvstændige Opfattelse af Spørgsmaalet. Jeg tilstaar straks, at jeg — og vist nok allerede nu mange med mig — er paa Vandring over imod den danske Bataillon, men det er dog endnu i nogen Grad som den søgende, jeg her kommer til Militært Tidsskrift, beredt til at lade mig tvætte ved Sandhedens rene Kilde, om nogen maatte have fundet den. Problemet er i en Nøddeskal: at forene den størst mulige Ildkraft med den størst mulige Bevægelighed, hvilket i en mere konkret Vending vil sige — at indorganisere i Fodfolkets Kampenhed: Bataillonen de flest mulige automatiske Vaaben uden at kompromittere Bevægeligheden. Det er da naturligt først at raadspørge de to store Læremestre: Tyskland og Frankrig. Med Tyskland bliver vi hurtig færdig. Ordet „Versailletraktat" afskærer enhver Drøftelse.

Men Frankrig da: her maa vel om noget Steds de vises Sten findes. Den franske Bataillon paa 2 Fusilierkompagnier og 1 Mitrailleusekompagni med 1 canon 37 mm og 2 mortiers Stokes har uimodsagt den højeste Autoritets Stempel, født som den er af Verdenskrigens Sejrherre. Man tør derfor uden Overdrivelse sige, at et mere fuldkomment Krigsapparat end den franske Bataillon kunde ikke skabes med den Teknik, som Skaberen raadede over i Skabelsesøjeblikket. Men dermed er vi ogsaa ved det afgørende Motiv for den franske Organisation : den hviler paa en i Sammenligning med vore Dage mangelfuld Teknik. Denne var jo nemlig for de automatiske Vaabens Vedkommende repræsenteret af Chauchat Geværet som let Maskingevær og Hotchkiss Mitrailleusen som svært Maskingevær. Af disse er Chauchat Geværet som bekendt et i enhver Henseende ringe Vaaben, der blandt franske O fficerer ikke tillægges væsentlig større Ildkraft end et almindeligt M agasingevær, medens Hotchkiss Mitrailleusen ganske vist er et kraftigt Vaaben, men dog uden samme Ildudholdenhed som vort Rekylgevær og væsentligt tungere baade hvad angaar selve Geværet som Underlaget. Med saadanne tekniske Forudsætninger maatte selvsagt den væsentligste Ildkraft præsteres a f det svære Maskingevær, og dettes Rolle altsaa blive ganske dominerende sammenholdt med det lette Maskingeværs. Paa den anden Side var det ikke muligt at lade det svære Maskingevær bære Ildangrebet fra dets naturlige Plads fremme i Ildlinien, men man maatte paa Grund a f dets relative Ubevægelighed og store Synlighed i Hovedsagen holde det forholdsvis langt tilbage. Der opstod derved — altsaa tvunget a f Teknikkens Ufuldkommenhed — en ret kompliceret Taktik, og der maatte til dens Gennemførelse bl. a. stilles saadanne skydetekniske Krav som Over- og Mellemrumsskydning. At man saa samtidig opnaaede en hensigtsmæssig Dybde i Ildvaabnenes Opstilling, maa ses som en sekundær Virkning, uden at den naturligvis derfor taber i reel Værdi.

Hvordan stiller det sig nu med Gennemførelsen af disse fundamentale Krav om Over- og Mellemrumsskydning? Kaptajn Jessen har allerede klart paavist, hvor problematiske — for ikke at sige rent ud slette — de taktiske Betingelser stiller sig i hvert Fald i Bevægelseskrigen. Det synes mig endydt rmere, at saadanne Krav, rent bortset fra disse Vanskeligheder, simpelthen strider imod Maskingeværernes saavel tekniske som ballistiske Egenskaber, og jeg ser et nærliggende Bevis herpaa i de Sikkerhedsforanstaltninger for Overog Mellemrumsskydning, som vore egne Bestemmelser foreskriver.

Jeg skal nævne nogle af dem:

1) Piben maa ikke være stærk slidt (hejst belagt med 5000 Skud).

2) Trefoden maa ikke have væsentligt Slør; den skal være solidt og nogenlunde symmetrisk opstillet og ubetinget staa fast under Skydningen.

3) Kuglebanen skal være fri. Projektilet maa ikke strejfe Græs, Grene o. 1. For Overskydning gælder desuden: at den skal være rettet med Hensyn til Terrainvinkel og for Skudvidder over 1000 m ogsaa til atmosfæriske Forhold.

Naar hertil føjes, at alle Skydedata skal være omhyggeligt kontrollerede, og at egen Front og Fløje skal være nøje kendte, at Mellemrumsskydning kræver Signalforbindelse med Fløjene, for at man herfra kan standse Ilden, og endelig, at foranværende Tropper saa vidt muligt skal være underrettede om Overskydning — saa behøver det ingen nærmere Paavisning, at Gennemførelsen a f disse Sikkerhedsforanstaltninger er et saa indviklet, vanskeligt og tidtagende Arbejde, at alene de gør Skydningernes Udførelse i Bevægelseskrigen mere end tvivlsom, selv om iøvrigt de taktiske Betingelser forudsættes at være til Stede. E t Vaaben med en saa følsom Teknik og et Projektil med en saa fintmærkende Ballistik, at selv et Græsstraa kan tvinge det ud af sin Bane og ind i vore egne Rækker, har ikke sin Plads bagude, men fremme i Ildlinien, og de Opgaver, der ligger bagude, maa derfor løses af et Vaaben, der er bygget med dem for Øje. Det maa altsaa blive Hjælpevaabnet: 20 mm Geværet, der ved Siden af sine nuværende Opgaver støtter Ildliniens Maskingevær ogsaa mod levende Maal og dermed danner Dybden i lldvaabnenes Opstilling og tvinger Fjenden til Spredning af sin Ild. Hjælpevaabnet maa følgelig raade over et mod levende Maal egnet Projektil og dets Antal væsentligt forøges. Erkender man nu Rigtigheden af de forannævnte Betragtninger, og erindrer man endelig, at Stillingskrigen naturligt ogsaa her har gjort sin Indflydelse gældende i Retning a f det komplicerede og bort fra det simple, da melder Betænkelighederne ved at adoptere denne Taktiks ægtefødte Barn : den franske Bataillon, sig med forøget Styrke, saa meget mere som Barnet jo ogsaa paa andre Omraader er arveligt belastet. Tænk paa Føringen a f det som oftest udstykkede M askingeværkompagni og paa Forsyningstjenesten for dette spredte Kommando. Ogsaa Bortskæringen af det 4’ almindelige Kompagni føles som en Mangel saavel i Manøvreevne som ved al Turnustjeneste. Nævnes bør desuden den naturlige — men for Helheden skadelige — Tendens til at samle Eliten af Mandskabet ved M askingeværkompagniet.

Jeg skal standse her, idet jeg paany understreger: Skaberne var underkastede Teknikkens ubønhørlige Tvang. Spørgsmaalet er nu, om Forholdene herhjemme stiller sig paa samme Maade. Hvordan er her det tekniske Grundlag, paa hvilket vi skal bygge vor Taktik og vor Organisation, Lad det være sagt straks og uden falsk Beskedenhed: vi har i Madsen Geværet med Jessen Underlaget det ypperste Vaaben, som Teknikken endnu har frembragt blandt Maskingeværer, og vi staar altsaa paa et helt andet Grundlag end det, paa hvilket Frankrig i sin Tid tra f Afgørelsen. Medens man dér, for at tilfredsstille det fundamentale taktiske Krav: størst mulig Ildkraft forenet med størst mulig Bevægelighed, maatte ty til gennem en kompliceret Taktik at samarbejde de lette Maskingeværers Bevægelighed, men manglende Ildkraft — med det svære Maskingeværs Ildkraft, men manglende Bevægelighed, saa falder alle Goder som modne Appelsiner i vor Turban. Vort Rekylgevær med let Underlag er paa samme Tid ildudholdende og letbevægeligt, lidet synligt, træf- og funktionssikkert: det forener i eet Vaaben alle disse Egenskaber og skænker os yderligere ved sin geniale Konstruktion den Fordel — efter Ønske — at kunne optræde som let eller svært Maskingevær. Paa et saadant Vaaben lader sig bygge en simpel Taktik og dermed en simpel Organisation, saaledes som fremstillet af Kaptajn Jessen. Og vi maa frem i den Retning. Kravet om Simpelhed i Taktik, i Organisation, i Føring, i Uddannelse lyder stærkere og stærkere fra Geleddet og med fuld Ret — under Hensyn til den korte Uddannelse og Befalingsmændenes ringe Rutine, idet her naturligvis kun er Tale om Simpelhed indenfor Forsvarlighedens Grænser.

Manglende Agtpaagivenhed i denne Henseende, manglende Sans for selvstændig Behandling og Omformning af de udefra modtagne Impulser bærer blandt andet Skylden for den Løshed, der faktisk for Tiden kendetegner Føringen indenfor de lavere Led. End ikke det lille Led, Gruppen, danner en fast Enhed, og værre bliver det i Delingen. Den vidtdrevne Infiltration slapper yderligere Føringen og dermed Angrebets Kraft. Formentlig stammer denne løsslupne Selvstændighed — helt ned til de laveste Led — fra Stillingskrigen, hvor man forud for Angrebet kunde tildele hver Mand sin Rolle. I Bevægelseskrigen vil det ikke være gennemførligt. Men Pendulet er vel nu i sin Yderstilling, og snart maa Tilbageslaget komme. Grupperne maa holdes samlede — ogsaa af moralske Grunde. Gruppernes Tal i Delingen maa formindskes, om Føringen her skal være mulig. Taktikken maa simplificeres. En Udvikling, som den af Kaptajn Jessen foreslaaede, maa derfor hilses med den største Tilfredshed.

Som Resultatet a f disse Betragtninger, sammenholdt med Kaptajn Jessens Forslag til Taktik og Organisation for den danske Bataillon, hvilket Forslag jeg i Hovedsagen kan tiltræde, skal jeg til Slut drage en summarisk Sammenligning mellem de to Bataillonstyper, der begge forudsættes bevæbnede med Rekylgeværet, den danske saaledes som foreslaaet af Kaptajn Jessen ogsaa for Hjælpevaabnets Vedkommende, den franske med 3 almindelige Kompagnier og 1 Maskingeværkompagni med Rekylgeværet i tung Lavet, og Hjælpevaabnene samlede ved Regimentet, f. Eks. i Antallet 4 — 20 mm Gevær og 6 mortiers Stokes.

Den danske Bataillon:

1) forener den simpleste Taktik med den største Ildkraft og Bevægelighed,

2) er den simpleste i Organisation, 3) muliggør den smidigste Manøvrering i Forbindelse med den simpleste Føring,

4) egner sig bedst for Forsyningstjenesten,

5) stiller de mindste Krav til saavel Befalingsmænd som Mandskab med Hensyn til Uddannelse. Jeg finder ingen Anledning til at komme ind ogsaa paa Forsvaret, da den danske Bataillons Fortrin her vil være blot endnu mere fremtrædende. Det er mit Haab, at flere af mine Kammerater i Fodfolket vil gaa ind i Drøftelsen af dette for vort Vaaben saa vitale Spørgsmaal og dermed bidrage til dets Klaring. Vort Vaaben oplever nu sin Skæbnetime — ve det, om det griber fejl.

Roskilde, i Marts 1928.*)

Axel Poulsen.