Denne artikel er den første i en række betragtninger, som oberstløjtnant M. L. Lauesen, Borrislejren, har anstillet over vilkår og muligheder for dansk strategi.
Den ramme og de muligheder, indenfor hvilke dansk politik skal finde sine vilkår, skabes kun i begrænset omfang under dansk indflydelse. De skabes uden om os af udviklingen i den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden, således som denne totale krig har dannet rammen om den globale udvikling lige siden krigens begyndelse i 1917.
Den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden er ifølge hele sin problem stilling kompromisløs. Der er ingen muligheder for „fredelig sameksistens“. Al tale om „fredelig sameksistens“ er kun offensive kommunistiske kampmidler for at skabe forbedrede muligheder for den uforanderlige offensive målsætning: Den frie verdens tilintetgørelse, afsluttet med dens uoprettelige militære nederlag, og derefter opbygningen af det kommunistiske verdensherredømme. Neutralitet er ikke praktisk mulig, thi dels omfatter kommunismens offensive mål tilintetgørelsen af alle den frie verdens statssamfund, dels vil ingen stat kunne opbyde et sådant totalpotential, at den overfor en aggression fra verdenskommunismen vil kunne værge en neutralistisk holdning den dag, det må ligge i den kommunistiske strategis afgørende interesse at bryde denne holdning. Der kan kun findes værn indenfor en kollektiv sikkerhed. En neutralistisk holdning er en klar positiv begunstigelse for den kommunistiske strategi, thi den baner vejen for den ideelle offensive totalstrategi: den billige, stykkevise erobring. Om denne realitet i den totale krigs problem stilling i modsætning til dagdrømmene i den frie verdens — og ikke mindst den danske — offentlige meningsdannelse kan man læse sig krystalklar besked i Lenins, Stalins, Maos og andre verdenskommunistiske toplederes totalstrategiske anvisninger og læresætninger, således som de findes offentligt tilgængelige i deres officielle skrifter.
H e rtil viser udviklingen siden 1917 lige så klart, at verdenskommunismen ingensinde i sin målsætning og i sin strategi er veget blot en hårsbredde fra disse geniale anvisninger om totalkrigsførelse. Man kan så se, hvor langt verdenskommunismen er nået ad sin planlagte vej, siden den i 1917 begyndte opbygningen af sin offensive magtfaktor, Sovjetunionen, ud af de oprørske bander i det sammenstyrtende Zarrige. Man kan også klart se, hvad det er, der stadig mangler, og man har — endnu — tid til at bibringe den det afgørende nederlag endda uden militæ r global storkrig.
Vejen for den frie verdens strategi er:
Kompromisløs modoffensiv mod enhver kommunistisk ekspansion udfra en ubrydelig kollektiv sikkerheds uomtvistelige overlegenhed. Der er ingen mulighed for kompromis. Krigen fortsætter, in d til enten verdenskommunismen eller den frie verden er ødelagt. Krigen v il im idlertid ofte skifte kampform og kampmidler, men den vil aldrig skifte målsætning. Den vil i al vor tid og sandsynligvis også i kommende slægtleds på alle områder danne rammen om nationernes tilværelse, herunder den danske.
Før kommunismen kan gå til den totale krigs militære slutaktion, skal forsvarsmulighederne være frataget den frie verden, og den slaviskmongolske enhed skal være tømret ubrydeligt sammen. Asien skal være fast i kommunistisk hånd, A frika skal være uanvendelig for den frie verdens basesystem, Syd- og Mellemamerika skal give militære og politiske vilkår for kommmunistiske baser, Vesteuropa skal — ligesom allerede Østeuropa — være forsvarsløst og indlemmet i det kommmunistiske vasalsystems produktionsapparat, og den frie verdens civile og militære tekniske overlegenhed skal være udlignet.
Udviklingen i den totale krig har kun delvis været til kommunismens fordel, men målsætning og strategi har ikke flyttet sig fra de kommunistiske dogmer, hverken i medgang eller i modgang.
Den nærmest forestående udvikling på den totale krigs europæiske front præges af den russiske kommunismes magtreduktion i kappestriden med den kinesiske kommunisme om førerskabet inden for verdenskommunismen -— den indrekommunistiske arvefølgekrig om Stalins kommunistiske enevoldstrone. Skal den russiske kommunisme sikre sig fornøden styrke for at vinde denne indrekommunistiske arvefølgekrig — og senere den totale krig mod den frie verden — må den inden længe indlemme Vesteuropa og Middelhavsrummet med deres rigdomme i sit europæiske vasalsystem, således som allerede Østeuropa er indlemmet. Lykkes dette ikke, går den russiske kommunisme en fortsat magtreduktion og dens konsekvenser i møde. Den russsiske kommunismes magtreduktion over for Kina og dens totalpotentielle underlegenhed overfor den frie verden fratager den muligheden for at erobre Vesteuropa igennem en militæ r storkonflikt med NATO . Resultatet af en sådan russisk-kommunistisk strategi kunne kun blive omfattende katastrofer i den frie verden, Sovjetunionens ødelæggelse og et derefter uimodståeligt Kina i spidsen for de farvede folkeslags fællesskab med den hvide races fortsatte magtreduktion som mål. For den russiske kommunisme går vejen til den livsnødvendige erobring af Vesteuropa gennem en omfatning af Vesteuropas sydlige flanke ved erobring af magten i Det nære Østen, i Nord- og Centralafrika og over sprængningen af NATO og opløsningen af den frie verdens kollektive sikkerhed mod den russisk-kommunistiske aggression. Den russisk-kommunistiske offensiv mod Vesteuropa har derfor i øjeblikket form af en stadig hektisk politisk og diplomatisk kamp mod NATO for hos de ansvarlige ledere at skabe et frygtens og tvivlens nervepres om den kollektive sikkerheds virkelige effektivitet samtidig med, at den kommunistiske propagandas in filtration i den offentlige meningsdannelse skjuler den virkelige trussel fra den kommunistiske strategi og nedbryder nationernes vilje til selvhævdelse og modstand. Målet for den ..kolde krig“ er klart gennem skræk at sprænge sammenhold og loyalitet i den alliance, som er for stærk til at sprænges militært. Er det lykkedes med skræk og forvirring at svække alliancens loyalitet, forestår eksperimentet med det lynhurtige kups fuldbyrdede kendsgerning mod et af NATO-kædens svageste led. Er et sådant svagt leds politiske ledelse passende mølædt af den russiske strategis forudgående psykologiske chokvirkning, og har den — mere eller mindre erkendte — kommunistiske in filtration i den offentlige meningsdannelse skabt stemning for „neutralitet og fredelig sameksistens“ , og har den pågældende stats svage og vaklende NATO -loyalitet isoleret den fra alliancens tillid og sympati, så skulle vejen vel være banet for en begrænset kon flikt, som en kommunistisk angriber efter udviklingen enten kan videreudvikle og tjene gevinsten på eller undskylde og bakke ud af. Den foreløbig sandsynligste form for europæisk konflikt, således som de tekniske og totalstrategiske vilkår mellem NATO og den russiske kommunisme har udviklet sig, er næppe i første omgang den globale storkrig med de store atomvåben, men derimod den begrænsede konflikt, begyndende med det lynhurtigt fuldbyrdede kup — muligvis med vasalstyrker — mod et svagt og isoleret led i et af kommunistisk in filtration mølædt og loyalitetssvækket NATO s kollektive sikkerhedskæde. Den russisk-kommunistiske strategi har lagt et stadigt og vedvarende stærkt pres på Danmark og Norge, de to svageste NATO-lande. En nøgtern erkendelse af og forståelse for realiteterne i den ydre ramme om dansk tilværelses vilkår mangler ganske i den danske offentlige meningsdannelse, som ikke vil give afkald på dagdrømmene om fred, neutralitet og fredelig sameksistens, dagdrømme, som alle — mere eller mindre erkendt — er infiltrerede af den offensive kommunistiske totalstrategi.
Der vil ikke kunne skabes den nødvendige nationale tilslutning til at bære ofre og byrder ved en dansk politik, som tilstræber holdbar, konstruktiv sikkerhed for dansk tilværelse, uden at der først skabes oplysning og erkendelse om realiteterne, som udefra bestemmer vore vilkår. En nøgtern, klar og saglig oplysning om disse realiteter og om vilkårene for indenfor den kollektive sikkerheds garantier og krav at opnå den størst mulige sikkerhed for det bidrag, Danmark alligevel skal yde, er en nødvendig, men forsømt indenrigpolititisk opgave. Der må, helt uden partitaktiske fiduser og indre illoyalitet skabes rene, klare lin ie r mellem de tre mere eller mindre slørede, indbyrdes kompromisserede og kun uklart erkendte og vedståede standpunkter i dansk politik:
— forsvar for dansk beståen indenfor den kollektive sikkerhed. Socialdemokratiets og de borgerliges hovedlinie, men uden fuld konsekvens.
— tilslutning til verdenskommunismen. Axel Larsens konsekvente, men tilslørede politik.
— neutralistisk kapitulation. De radikales hovedlinie, erkendt, men med stærkt tilslørede konsekvenser.
Tilslutningen til det første standpunkt er overvældende, til de to sidste standpunkter kun fåtallig, men de får deres store chance, fordi de positive partier viger tilbage for oplysningens konsekvens: uro i partiernes indenrigspolitiske magtbalance.
Der må skabes klar og kompromisløs tilslutning både i den offentlige meningsdannelse og i de store politiske partiers ledelse til en dansk forsvarsstrategi inden for NATO : kollektiv sikkerhed. Da Hitlers og Mussolinis diktaturer var på højdepunktet af deres erobringsmarch lige inden den anden verdenskrig, stod en stor statsmand på sin nations fornemste politiske talerstol og talte til sit politiske følge. Han spurgte bl. a.: „E r det da således, at diktatorerne er demokratierne overlegne?“ , og han svarede selv: „Ingenlunde“ . Han forklarede videre: „Demokratierne råder over en overlegenhed, som langt overgår de aggressive diktatorer. Hvor kan det da være, at diktatorerne kan gå fra sejr til sejr?“ . Han fandt forklaringen: „Det er, fordi demokratierne viger tilbage for de ofre og savn, som ville kræves af deres sammenslutning i en kollektiv sikkerhed.
Kunne de samle sig sammen om at bringe disse ofre, ville diktatorernes målsætning styrte sammen som korthuse. Statsmanden var Stalin på den 8. partikongres i Moskva. Ingen kender den kollektive sikkerheds styrke bedre — og respekterer den mere omhyggeligt — end den russiske kommunisme. I samme grad som vi kan lokkes bort fra den kollektive sikkerheds overlegne styrke, og i samme grad som vi kan lokkes til at skabe den m ilitære underbalance, som over for en målbevidst magtstræbende angriber er den sikrest virkende krigsårsag, i samme grad forbereder vi vor egen ødelæggelse.
M. L. Lauesen.
