Af K.
Som bekendt vedtoges i Juni 1942 i den svenske Rigsdag nye Love til fortsat Udbygning af Sveriges Forsvar. Disse Love bygger videre paa Forsvarslovene af 1936, som i sin Tid fremkom som det første store Resultat af den afgørende Vending, der var indtraadt i det svenske Folks og den svenske Rigsdags Opfattelse af Forsvarsspørgsmaalet. Det skal i det følgende blive forsøgt at gengive Hovedtrækkene i Forsvarsordningen af 1942 for saa vidt angaar Forsvarets øverste Ledelse, Hæren og Luftvaabnet. Forud for Redegørelsen for selve Organisationen skal i Uddrag gengives de almindelige Synspunkter, der er fremsat af Forsvarskommissionen vedrørende de seneste Aars Erfaringer og disses Overførelse paa svenske Forhold. Da det formentlig har en ikke ringe Interesse at gøre sig bekendt med de Tanker, man i Sverige gør sig om Forsvarets forskellige Problemer, vil denne Redegørelse blive gengivet udførligt, medens der for selve Organisationen kun vil blive gengivet de for Forstaaelsen af Helheden nødvendige Hovedlinier. Detailler vil kun blive medtaget, for saa vidt som de skønnes at have særlig Interesse.
1. FORSVARETS ØVERSTE LEDELSE.
Den moderne Krigsførelse bygger i langt højere Grad, end det tidligere har været Tilfældet, paa intimt Samvirke mellem de forskellige Forsvarsgrene. Dette forudsætter, at Forsvarsgrenenes Virksomhed i fornøden Grad koordineres. Organet hertil haves i Forsvarsstaben, der allerede eksisterede forud for 1942-Ordningen. Udviklingen har understreget Kravet om, at Forsvarsgrenenes Særinteresser, som tidligere undertiden traadte skarpt frem, underordnes de Ønsker, som gør sig gældende med Hensyn til Landets Forsvarskraft som Helhed.
I Forsvarsministeriet indgik efter 1936-Ordningen 3 Afdelinger („kommandoexpeditioner“), nemlig en Afdeling, direkte under Ministeren, for hvert Værn. Disse 3 Afdelinger vil efter den nye Ordning blive slaaet sammen til een Afdeling „kommandoexpeditionen“, fælles for de 3 Værn. Chefen for „kommandoexpeditionen“, der kan være af Hær, Søværn eller Luftvaaben, faar Generals-(Admirals-)grad. Ved 1936-Ordningen skabtes en centraliseret Organisation af Forsvarets øverste Ledelse, idet der allerede i Fred oprettedes en Forsvarsstab; derimod skulde en højstbefalende for den samlede Forsvarsmagt først udnævnes ved Krig. Den 8/12 1939 udnævntes paa Grund af Krigen Chefen for Forsvarsstaben til hojstbefalende (overbefalhavare). Efter 1942-Ordningen indgaar Stillingen som højstbefalende allerede i Fredsorganisationen. Erfaringerne bl. a. fra den raadende Beredskabstilstand viser Nødvendigheden af allerede i Fred at have en over Værnene staaende Myndighed, der kan koordinere Værnenes Virksomhed. Den paagældende kan være af Hær, Søværn eller Luftvaaben og ansættes for højst 6 Aar. Direkte under den hojstbefalende, der raader over en mindre, personlig Stab, staar 4 Myndigheder, nemlig:
Forsvarsstaben,
Chefen for Hæren med bl. a. Arméstaben,
Chefen for Søværnet med bl. a. Marinestaben,
Chefen for Luftvaabnet med bl. a. Luftvaabnets Stab.
Chefen for Forsvarsstaben og Værnscheferne, der er Generaler*), ansættes for højst 6 Aar.
Forsvarsstaben er en selvstændig Institution, hvis Chef er sideordnet med Værnenes Chefer; han er saaledes ikke Stabschef hos den højstbefalende, men forestaar inden for de Retningslinier, der gives af denne, selvstændigt hele Krigsforberedelsesarbejdet. Det anses for ønskeligt, at man som Chef for Forsvarsstaben anvender en forholdsvis ung Kraft.
*) N aar iler i nærværende Artikel skrives „General", menes hermed Generalløjtnant eller Generalmajor.
Hovedlinierne i Arbejdsfordelingen mellem den højstbefalende, Forsvarsstaben og de tre Værns Stabe er i øvrigt som følger:
Den hojstbefalende angiver Hovedlinierne i Krigsforberedelsesarbejdet samt vedrørende Organisation, Uddannelse, Udrustning m. m. Forsvarsstaben varetager det operative Krigsforberedelsesarbejde for saa vidt angaar Forsvarets fælles Spørgsmaal, operative Sporgsmaal mere i Enkeltheder vedrørende Hæren og Spørgsmaal vedrørende Hovedlinierne i Søværnets og Luftvaabnets Opgaver. Hærens Stilling inden for det samlede Forsvar regnes i et Land med Sveriges militærpolitiske Beliggenhed og økonomiske Ressourcer inden for en overskuelig Tid at være saa dominerende, at de operative Krigsforberedelsesarbejder vedrørende de øvrige Værn i alt væsentligt direkte afhænger af den paatænkte Anvendelse af Hærens Stridskræfter. Det operative Krigsforberedelsesarbejde for Hæren er, da Hærens operative Enheder i Krig paaregnes direkte underlagt den højstbefalende, centraliseret ved Forsvarsstaben, idet et vist Detailarbejde efter Forsvarsstabens Anvisninger finder Sted ved Troppestabene (Militæromraadestabene). Men Arméstaben har saaledes intet at gøre hermed. Ved Søværnet og Luftvaabnet er den operative og organisatoriske Virksomhed i særlig høj Grad afhængig af tekniske Faktorer. Begge disse Værn har endvidere baade i Fred og i Krig sammenlignet med Hæren en ret begrænset Styrke af Personel og i øvrigt begrænset organisatorisk Omfang. Grundet paa disse Omstændigheder regnes med, dels at de operative Enheder af disse to Værn i Krig i Reglen staar under de respektive Værnschefer og kun undtagelsesvis direkte under den højstbefalende eller anden ham direkte underlagt Chef, dels og som Følge heraf, at disse Værnschefer faar en Særstilling vedrorende det operative Krigsforberedelsesarbejde, saaledes at alle Detailarbejder udføres i de respektive Værnsstabe, medens Forsvarsstaben som ovenfor omtalt kun behandler Spørgsmaal, der berører Søværnets og Luftvaabnets Opgaver og Virksomhed i store Træk samt deres Samvirke med de øvrige Værn. For at Chefen for Hæren kan være à jour med Krigsforberedelsesarbejdet, har han Inspektionsret over for underlagte Myndigheders Arbejde af denne Art. Ligeledes forudsætter Ordningen, at den højstbefalende giver Chefen for Hæren Lejlighed til at udtale sig i Spørgsmaal af den ovenfor omtalte Art. Forsvarsstaben behandler endvidere alle fælles Spørgsmaal vedrørende Luftforsvar, Kommunikationer, Efterretningstjeneste, Meddelelsestjeneste, Pressetjeneste, Film m. v. Derimod befatter Forsvarsstaben sig ikke med Udformningen af den højstbefalendes Anvisninger til Værnenes Chefer vedrørende Organisation, Uddannelse og Udrustning, hvilke Spørgsmaal behandles af de respektive Værns Stabe, og ej heller med Anvisninger til de faglige Myndigheder vedrørende andet end, hvad der har direkte Sammenhæng med de operative Krigsforberedelsesarbejder. Til de her nævnte Opgaver raader den højstbefalende over en personlig Stab. Personelspørgsmaal behandles af de respektive Værns Stabe. I Forsvarsstaben indgaar et ret stort Antal Afdelinger. Ialt haves ved Forsvarsstaben 133 Linieofficerer af de tre Værn (heraf 14 Militær-, Marine- og Luftattachéer) og 34 afskedigede, honorarlønnede Officerer.
II. HÆREN.
1. Forsvar skom missionens Betragtninger.
Ved Indførelse af 1-aarig Værnepligt foruden fornødne Indkaldelser til fortsat Øvelse ligesom i Forbindelse hermed Rekrutering af værnepligtige Befalingsmænd i fornødent Omfang er der skabt en af Hovedforudsætningerne for ved Mobilisering at organisere en umiddelbart operationsduelig Hær. Hertil kræves imidlertid ogsaa Rammer af Linie- og Reservebefalingsmænd af tilstrækkelig Størrelse til at udgøre Rygraden i Krigsorganisationens Enheder. Ved Rigsdagsbeslutninger i 1940 og 1941 har en vis Forøgelse af disse Rammer fundet Sted. Forsvarskommissionen foreslaar nu visse yderligere Forøgelser af fremfor alt Linierammerne, en Forøgelse der ligeledes er nødvendig for at opnaa et fuldt tilfredsstillende Resultat af Uddannelse og Administration i Fredstid. Kommissionen foreslaar endvidere omfattende Materielanskaffelser, som først og fremmest tager Sigte paa at øge Hærens Slagkraft og Bevægelighed. Ved Udformningen af Forslag til Hærens Krigsorganisation har der været rigelige Erfaringer til Raadighed fra Stormagtskrigen og fra den svenske Hærs egen Beredskabs tjeneste. Særlig naar det gælder Udnyttelsen af Krigserfaringer, er en vis Varsomhed imidlertid nødvendig. Et sikkert Overblik over disse Erfaringer har nemlig endnu ikke kunnet opnaas, og Muligheden for til Bunds at sigte det foreliggende Materiale har heller ikke foreligget. Paa den anden Side gaar Udviklingen paa saavel det militærtekniske som paa det strategiske og taktiske Omraade saa hurtigt fremad, at det utvivlsomt vilde være farligt at tøve med i størst mulig Grad at følge denne Udvikling. Herved foreligger imidlertid en vis Risiko for fejlagtige Slutninger med deraf følgende Konsekvenser med Hensyn til Spørgsmaal om Organisationens Struktur; men denne Risiko maa tages i den nuværende Situation. Karakteristisk for de senere Aars Udvikling, saaledes som den har fremtraadt for Stormagternes Vedkommende, er den Hurtighed, hvormed Angrebsoperationer hai kunnet gennemføres. Dette har, foruden gennem Luftvaabnets Virksomhed, navnlig haft som Aarsag, at visse operative Enheder har haft meget stor Slagkraft og stor Bevægelighed. Disse Enheder har først og fremmest bestaaet af Panserformationer med kraftig Bevæbning samt stor terraingaaende Evne og Bevægelighed. Desuden er der optraadt talrige motoriserede operative Enheder med stort set samme Slagkraft som almindelige Infanteridivisioner, men med en flerdobbelt større Bevægelighed. Ogsaa de almindelige Infanteridivisioners Slagkraft er forøget ved kraftigere Bevæbning. Med Hensyn til Artilleriet kan der gennemgaaende spores en Forøgelse af Kalibrene og deraf følgende stierkere Projektilvirkning. Særligt Stormartilleri — pansrede Piecer paa Baandlavetter — er visse Steder indført for i Kampens afgørende Faser at støtte Fodfolket ved direkte Ild paa kort Afstand. Forekomsten af Panserenheder har medført en stærk Udvikling af Panserværnet. Erfaringerne fra Krigen synes at vise, at Operationer med saadanne moderne udrustede og organiserede Tropper vilde være mulige ogsaa i nordisk Terrain. Svensk Organisation og Bevæbning bør derfor mest muligt afpasses under Hensyn hertil. Den store Udstrækning af de Omraader, som kan tænkes som Operationsomraader for de svenske Armékorps, og de under alle Forhold begrænsede Stridskræfter, som Sverige er i Stand til at opstille, gør det nødvendigt at forøge Antallet af de Tropper, der besidder større Bevægelighed end de sædvanlige operative Enheder. Dette Krav skærpes yderligere, hvis man skal regne med en Modstander, der disponerer over talrige letbevægelige Enheder. Af Hensyn hertil foreslaar Kommissionen, at der organiseres et Antal letbevægelige Enheder, motoriserede og udstyret med Cykler. 1 Betragtning af de Opgaver, disse Enheder kan faa at løse, er en Organisation i Divisioner for tung. I Stedet foreslaas, at disse Tropper organiseres i mindre, operative Enheder, motoriserede Brigader og Cyklistbrigader. I Lighed med de større operative Enheder, Divisionerne, indgaar der i disse Brigader Tropper af flere Vaaben, ligesom Brigaderne raader over Organer til Forsyningstjenesten. T visse Tilfælde kan en Samling af to eller flere Brigader (eventuelt ogsaa af andre Enheder) i for Tilfældet dannede Divisioner være nødvendig. Af Hensyn hertil bør særlige Divisionsstabe være til Raadighed. Den Omstændighed, at Tropperne i Felten stadig maa være forberedt paa Anfald i stor Maalestok af Pansertropper, medfører Krav om en Forstærkning af Hærens Panserværn. Selv om Panserværnet skulde blive forstærket endnu mere end af Kommissionen foreslaaet, vil fuldstændig Sikkerhed dog ikke kunne skabes mod, at en Modstanders Panserenheder, indsat uden Hensyn til Tab, kan iværksætte et Gennembrud af en Front. Ved et saadant Gennembrud inden for et Armékorps’ Omraade opstaar der Risiko for, at Korpsets Ledelse og Forsyningstjeneste desorganiseres, og at Frontdivisionerne omringes af Modstanderen. For at møde en saadan Trusel maa Tropper med mindst samme Bevægelighed, terraingaaende Evne og Slagkraft staa til Forsvarerens Raadighed. Med disse Tropper kan han gaa til Modangreb og slaa Fjendens indbrydende Panserenheder. De eneste Tropper, som med Udsigt til Resultat kan indsættes med denne Opgave, er egne Pansertropper. Raadighed over Pansertropper giver i øvrigt ogsaa egne Armékorps Mulighed for en offensiv Optræden, uden hvilken et resultatrigt Forsvar ikke er muligt. Afværgelsen af Landgang eller Angreb over Grænsen vil formentlig for Sveriges Vedkommende ofte faa Karakteren af hurtigt indsatte Modangreb. For at de Enheder, der skal udføre Modangrebet, skal kunne naa at gribe ind i Tide, kræves, at de er meget bevægelige ; derfor egner motoriserede Brigader og Cyklistbrigader sig godt hertil. Men først naar der i Modangrebsgruppen indgaar ogsaa Panserenheder af tilstrækkelig Styrke, faar Modangrebet den Kraft og Tyngde, som er nødvendig for dets hurtige Gennemførelse. Kommissionen foreslaar derfor, at et Antal Panserenheder skal indgaa i Hærens Krigsorganisation. Ligesom vedrørende motoriserede Enheder og Cyklistenheder foreslaas det, at de formeres i særlige operative Enheder egnede til i væsentlig Grad at forøge Hærens Bevægelighed og Slagkraft og dermed dens Udsigt til med Resultat at kunne optage Kamp med en moderne organiseret og udrustet Modstander. De særlige Terrainforhold, der raader i Landets nordlige Del, gør det ønskeligt at give visse af de Tropper, som først og fremmest er bestemt til disse Terrainomraader, en under Hensyn hertil afpasset særlig Organisation. Kommissionen foreslaar derfor, at et Antal .Jægerbrigader indgaar i Organisationen. Vedrørende de øvrige i Armékorpsene indgaaende operative Enheder har Kommissionen haft under Overvejelse, for at opnaa en større Smidighed i Anvendelsen, at gaa over til Fodfolksbrigader, d. v. s. operative Enheder af mindre Størrelsesorden end de nuværende Divisioner. Kommissionen har imidlertid ikke fundet sig overbevist om, at en saadan Overgang til Brigadeorganisation vilde være fordelagtig og vil derfor ikke, i hvert Fald paa nærværende Tidspunkt, anbefale den. Skulde imidlertid en saadan Omorganisation efter yderligere Eifaringer findes hensigtsmæssig, synes den uden større Vanskeligheder at kunne udføres inden for den foreslaaede Ordning. Vedrørende Divisionens Sammensætning er Forsvarskommissionen kommet til den Opfattelse, at Værdien af Rytterenheder inden for Divisionen er meget skiftende efter de forskellige Opgaver, som kan tilfalde en Division. For rationelt at kunne udnytte det kostbare og vanskeligt erstattelige Rytteri foreslaas det derfor, at det sammendrages i Rytterbatailloner, der faar Karakter af Korpstropper. Ved de Armékorps, der faar Rytterbatailloner, kan Rytteri da tildeles de Divisioner, som har Brug herfor; hvad der eventuelt bliver til overs kan anvendes direkte af Korpset. Ved en afgørende Kamp er Artilleriets Indsats i Reglen af afgørende Betydning. Ikke mindst gælder dette Artilleri af større Kaliber, hvormed Fjendens Artilleri nedkæmpes eller holdes nede. Tilstedeværelsen af saadant Artilleri, ' indordnet i Korpsenheder, er inden for den svenske Hær i Øjeblikket alt for ringe i Forhold til Behovet. Kommissionen foreslaar derfor en vis Forøgelse af Korpsartilleriet. Den stadig forhojede Risiko for Angreb af Fjendens Luftstridskræfter medfører øgede Krav om effektive Modforholdsregler. Her kommer i første Række et slagkraftigt Luftvaaben. Dette kan imidlertid ikke regnes at være til Raadighed til at beskytte alle Enheder. Hærens operative Enheder maa derfor være forberedt paa selv at forsvare sig mod Angreb af fjendtlige Flyvere. Kommissionen foreslaar derfor Forøgelse af saavel Troppeenhedernes eget Luftværn som af de særlige Luftværnsenheder. Den Omstændighed, at en Modstander kan regnes at rette sine Angrebshandlinger ikke blot mod Forsvarsmagten, men ogsaa mod Hjemlandet, har medført Krav om en mere effektiv Ordning af Hjemstavnsforsvaret. Hvis dette Forsvar ved Krigsudbrud umiddelbart skal være i Stand til at virke, kræves en fastere Organisation af Forsvarsomraaderne. Hvad angaar de Tropper, som i Krig skal være til Raadighed for Cheferne for Forsvarsomraaderne, maa særlig nævnes Hjemstavnsluftværnet, som foreslaas betydeligt forøget for at kunne beskytte vigtigere Dele af Hjemlandet.
Kort sammenfattet foreslaar Kommissionen vedrorende Kriffsorda-nisationcn følgende Æ ndringer: Der opstilles et Antal letbevægelige Enheder, Motorbrigader, Cyklistbrigader og Jægerbrigader. Motorbrigaden er en operativ Enhed med motoriseret Fodfolk, Panserværn, Artilleri, Luftværn, Pionerer og Reserveanstalter. Cyklistbrigaden er organiseret efter samme Linier som Motorbrigaden, idet det udtrykkelig anføres, at Brigaden er udstyret med Cykler i Stedet for Motorkøretøjer som Folge af begrænset Raadighed over saadanne. Ved forøget Raadighed over Motorvogne vil man faa Mulighed for at motorisere Cyklistbrigaderne. Jægerbrigaden er en letbevægelig operativ Enhed, som paaregnes anvendt i vej fattigt Skov- og Bjergterrain. Afdelingernes Panserværn øges. De selvstændige, motoriserede Panserværnskompagnier, som allerede eksisterer, udbygges til Panserværnsbatailloner, bevæbnede ogsaa med tunge Panserværnspiecer. Et Antal Panserbrigader indgaar i Organisationen som særlige operative Enheder, hvis Kærne er Kampvognsenheder, hvortil kommer Panserfodfolk, Panserværn, Motorcyklister, Pionerer, Artilleri m. m. Under Hensyn til deres sandsynlige Anvendelse og til de svenske Vejforhold er de gjort mere letbevægelige end Stormagternes Panserdivisioner. Rytteriet sammendrages i Rytterbatailloner, der oprettes som Korpsenheder. Korpsartilleriet forøges. Afdelingernes Luftværn og de særlige Luftvæmsenheder forstærkes. Organerne for Forsynings- og Evakuationstjenesten udbygges. Forsvarsomraaderne faar en fastere Organisation. Hjemstavnsluftværnet forøges betydeligt. De foreslaaede Ændringer i Krigsorganisationen medfølger visse Konsekvenser med Hensyn til Fredsorganisationen. De vigtigste er: En ny Vaabenart, Pansertropperne, oprettes. Rytteriet, som organiseres i 3 Enheder, uddannes som Ryttere og Cyklister. Artilleriet forøges med et Korpsartilleriregiment. En ny Vaabenart, „tygtrupperna“, oprettes til Uddannelse og Organisering af Enheder til Bestridelse af Munderings-, Ammunitions- og Reparationstjenesten. Desuden foreslaas Forøgelse af frem for alt Linierammeme.
2. Hærens Fredsorganisation.
a. Overordnede Myndigheder.
Fredsorganisationen af Hærens øverste Ledelse fremgaar af hosstaaende Diagram. I Arméstaben indgaar ialt 39 Linieofficerer og 17 afskedigede, honorarlønnede Officerer. For Hærinspektionens Vedkommende er de tilsvarende Tal 78 og: 12. Vaabeninspektørerne er Oberster. Bemærkelsesværdigt er bl. u., at Fodfolket og Rytteriet har fælles Vaabeninspektør, at Luftværnet har egen Vaabeninspektør, og at Pionertropper og Telegraftropper har hver sin Vaabeninspektør. Vedrørende Hærens Inddeling i større Enheder skal anføres : Hidtil liar man haft en Inddeling i Divisioner svarende til Inddelingen i Militæromraader. Inden for hvert Militæromraade fandtes saaledes en Divisionschef (General) med Divisionsstab samt en Militæromraadekommandant (pensioneret, honorarlønnet Oberst) med Stab, underlagt Divisionen. Efter 1942-Ordningen afskaffes Divisionsinddelingen i Fredstid, og de to Stabe slaas sammen saaledes, at der inden for hvert Militæromraade kun haves een Stab, Militæromraadestaben („mili tarbefalsstab“), med en General som Militæromraadechef („militarbefålhavare“). Samtlige Tropper, ogsaa eventuelle Korpstropper, inden for Militæromraadet er underlagt denne. Cheferne for Militæromraaderne er direkte underlagt Arméchefen. Militæromraadestaben omfatter dels den egentlige Stab, hvis Chef er Generalmajor, dels en særlig Hjemmevæmsafdeling, hvis Chef i Reglen er en afskediget, honorarlønnet Oberst. Grænserne mellem Militæromraaderne (ialt 7) følger Amtsgrænserne saaledes, at hvert Militærområde omfatter et Antal Amter. Hvert Militæromraade inddeles i et Antal Forsvarsomraader, hvert med en Forsvarsomraadestab. Chefen for et Forsvarsomraade er i Reglen pensioneret, honorarlønnet Oberstløjtnant med en Kaptajn af Linien som Stabschef. Hidtil har det været saaledes, at Forsvarsomraadeorganisationen først traadte i Virksomhed ved forøget' Forsvarsberedskab eller ved Mobilisering, idet det har paahvilet Fodfolkets Regimentschefer at forberede og organisere Hjemstavnsforsvaret. Henset til den Pludselighed, hvormed Fjendtlighederne i vore Dage indledes, og den Vægt man af Hensyn til Luftvaabnets og Lufttroppernes Udvikling maa lægges paa Hjemstavnsforsvaret, bestemmer 1942-Ordningen, at Forsvarsomraadeorganisationen skal eksistere allerede i Fredstid. Der paaregnes ialt 31 landmilitære og 4 sømilitære Forsvarsomraader. Omraadeinddelingen følger saa vidt muligt Rigets administrative Inddeling af Hensyn til det omfattende Samarbejde med de civile Myndighedei’. Forsvarsomraadechefens vigtigste Opgaver er :
1) Planlæggelse af Omraadets Forsvar med de hertil til Eaadighed staaende Kræfter (herunder Luftværnet),
2) Samarbejde med Civiløvrigheden i dette Øjemed.
3) Tilsyn med permanente Anlæg m. m.,
4) Hjemmeværnets Udrustning og Uddannelse.
5) Øvrig frivillig Uddannelse.
BILLEDE HER
b. De enkelte Vaaben.
Fodfolket.
1 Fredstid er Fodfolket organiseret i ialt 19 Regimenter, hvortil kommer Krigsskolens og Infanteriskydeskolens Øvelseskompagnier. Af de 19 Regimenter er de 6 Cyklistregimenter (heriblandt Gotlands infanteriregemente), og eet Regiment er motoriseret. Hvert Regiment har 3 Batailloner. Medens Fodfolkets Regimentschefer hidtil tillige har været Udskrivningschefer, vil fremtidig en dertil egnet Officer af Regimentsstaben blive Udskrivningschef, i hvilken Anledning Regimentets Personel forøges med en Oberstløjtnant eller Major af Linien. Alt i alt betyder Nyordningen for Fodfolkets Vedkommende en Reduktion af Antal Regimenter fra 21 til 19, men en Forøgelse af Antal Batailloner fra 41 til 57, idet Regimenterne tidligere i Reglen var paa 2 Batailloner. Antallet af Linieofficerer er forøget fra 1038 til 1072.
Rytteriet.
I Fredstid er Rytteriet organiseret i ialt 3 Regimenter, hvori indgaar beredne Enheder og Cyklistenheder. Den Uddannelse i Panservognstjeneste og anden Motortjeneste, der hidtil har fundet Sted ved Rytteriet, overgaar til Pansertroppeme. Da Principperne for Rytteriets og Fodfolkets Kamp er de samme, henlægges Rytteriets Officersaspirantskole (jfr. Side 17) som en Underafdeling under Fodfolkets Officersaspirantskole, dog med Lærere af Rytteriet. For Rytteriets Vedkommende betyder Nyordningen en Reduktion fra 4 Rytterregimenter, der havde Rytterenheder, Cyklistenheder, Panservognsenheder og andre motoriserede Enheder, til 3 Rytterregimenter, der kun har Rytter- og Cyklistenheder. Antallet af Linieofficerer er reduceret fra 116 til 83.
Pansertropperne.
Ved Pansertropperne foregaar Uddannelsen i Kampvogns-, Panservogns-, Panserværns-, Panserfodfolks- og Motorcykeltjeneste. Derimod hører Uddannelsen ved det motoriserede Fodfolk ikke under Pansertropperne. Til Pansertropperne overføres 2 af de hidtidige Fodfolksregimenter, 1 af de hidtidige Rytterregimenter og Dele af et andet af de hidtidige Rytterregimenter. Herved faas en Stamme til at opbygge Vaabnet med, idet dette fremtidig selv skal rekruttere sit Personel. Panservaabnet baseres i øvrigt for en Del paa værnepligtige, der efter 1. pligtige Tjeneste faar fast Ansættelse med en 3-aarig Kontrakt. Ialt oprettes 4 Panserregimenter; det ene af disse har et Kompagni paa Gotland (af Hensyn til den forøgede Fare for Faldskærms- og Luftlandetropper). De 3 Regimenter er paa 3 Batailloner, det fjerde paa 2 Batailloner. Antallet af Linieofficerer er 177. Man er i øvrigt paa det rene med, at en videregaaende Udbygning af Panservaabnet i høj Grad vilde forøge Krigsorganisationens Effektivitet, og man har Opmærksomheden henvendt paa saadanne Udvidelser, som det organisatorisk og industrielt maatte findes muligt at gennemføre.
Artilleriet.
I Fredstid er Artilleriet organiseret i:
4 Divisionsartilleriregimenter å 3 Afdelinger,
2 Korpsartilleriregimenter å 3 Afdelinger,
1 Fæstningsartilleriregiment (Boden) å 3 Afdelinger,
2 Artilleriregimenter (Norrbottens og Gotlands artillerikår) å 2 Afdelinger.
Et af Divisionsartilleriregimenterne og de 2 Korpsartilleriregimenter er motoriserede. De øvrige Divisionsartilleriregimenter er hestetrukne. Luftværnsartilleriet er udskilt som en særlig Vaabenart. Henset til den Betydning, man tillægger et stærkt Korpsartilleri, har man Opmærksomheden henvendt paa saadanne yderligere Udvidelser af dette Artilleri, som det maatte findes muligt at gennemføre. For Artilleriets Vedkommende betyder Nyordningen en Forøgelse med 1 Korpsartilleriregiment, samt at et af Divisionsartilleriregimenterne er gjort motoriseret. Antallet af Linieofficerer er forøget fra 357 til 403.
Luftværnet.
Luftværnet organiseres i Fredstid i : 3 Luftværnsregimenter å 3 Afdelinger, 4 selvstændige Luftvæmsafdelinger („-kår“) å 4 Batterier. Det ene Regiment har et Batteri paa Gotland. De 3 Regimenter er motoriserede. Luftværnet har sin egen Luftværnsskydeskole. Nyordningen betyder for Luftværnets Vedkommende ingen Forøgelse af Enhedernes Antal; derimod finder der en kraftig Udvidelse af Rammerne Sted, herunder fra 63 til 103 Linieofficerer.
Pionertropperne.
Pionertropperne organiseres i Fredstid i 3 Pionerregimenter („ingenjorkår“) samt et Antal Pionermobiliseringscentraler i de Militæromraader, hvor der ikke i Fredstid er garnisoneret Pionertropper. For Pionertropperne betyder Nyordningen ikke nogen større Udvidelse. Antallet af Linieofficerer forøges fra 99 til 103.
Telegraftropperne.
Telegraftropperne („signaltrupperna“) omfatter 1 Telegrafregiment med 3 detacherede Kompagnier (i Boden, Kristianstad og Skövde). Desuden findes Mobiliseringscentraler for Telegraftropperne i de Militæromraader. hvor der ikke er garnisoneret Telegraftropper.
Nyordningen betyder en Forøgelse af Antal Kompagnier og en Stigning i Antallet af Linieofficerer fra 52 til 62.
Traintroppeme.
Traintropperne er organiseret i 4 Trainafdelinger („trangkår“) med et Antal Mobiliseringscentraler; denne Ordning repræsenterer en større Spredning af disse Tropper end efter den nugældende Ordning, en Spredning, der motiveres med Faren for Luftangreb.
Der oprettes endvidere en ny Vaabenart „tygtrupperna“, svarende til en Kombination af Hærens tekniske Korps og Dele af Materielintendanturen hos os. Tygtrupperna har som Opgave at uddanne værnepligtigt Personel og ved Mobilisering at oprette de fornødne Enheder til Varetagelse af Erstatningstjenesten m. v. Det faste Personel, Befalingsmænd og civile (Ingeniører o. lign.), der varetager denne Tjeneste, er organiseret i et særligt Korps „fålttygkår“ med en Generalfelttøjmester som Chef. Ved samtlige højere Stabe og ved de enkelte Regimenter o. lign. er der afset en Officer (Major eller Kaptajn) til at varetage hele denne Tjeneste (disse Officerer staar dog i Nummer ved Vaabnene og ikke ved „fålttygkåren“).
Forplejningskorps, Lægekorps, Dyrlægekorps og Bygningstjeneste giver ikke Anledning til særlig Omtale.
Som Eksempel paa det Antal Befalingsmænd, der haves ved Afdelingerne, skal anføres Fredsrammerne ved et Fodfolksregiment. De øvrige Vaabens Afdelinger har et i Forhold hertil nogenlunde svarende Antal Befalingsmænd. Ved et Fodfolksregiment er i Fredstid ansat
1 Oberst,
2 Oberstløjtnanter,
4 Majorer,
23 Kaptajner,
35 Løjtnanter,
1 Regnskabsfører,
16 Fanjunkare.
24 Sergenter, ialt 41 Underofficerer.
86 Furirer,
40 Korporaler, ialt 126 „Underbefal“.
c. De værne-pligtiges Uddannelse.
De værnepligtige har en samlet Uddannelsestid paa 450 Dage, der fordeler sig saaledes: 1. Uddannelse 360 Dage. 2 Genindkaldelser å 30 Dage. Genindkaldelserne falder i henholdsvis 2. og 8. Aargang. En Efteruddannelse å 30 Dage i 18. Aargang. Værnepligtige, der udtages til Uddannelse til værnepligtige Officerer eller Underofficerer, er forpligtet til yderligere henholdsvis 1 Aar og Y> Aars Tjeneste. Efter Afslutningen af en saadan Uddannelse udbetales der den paagældende en Præmie, som for Tiden er fastsat til henholdsvis 1500 og 500 Kr. Uddannelsen til Korporal foregaar paa en Gruppeførerskole af 6 Maaneders Varighed. Uddannelsen til værnepligtig Officer foregaar ved, at de paagældende gennemgaar en forberedende Delingsførerskole (6 Maaneder) og en Delingsførerskole (3 Maaneder) med mellemfaldende Tjeneste ved Afdelingerne. For værnepligtige med særlig Uddannelse — Læger, Tandlæger, Apotekere, Dyrlæger, Ingeniører m. fl. — gælder en særlig Ordning, idet man anvender de paagældendes faglige Uddannelse i Hærens Tjeneste — uden at det dog medfører andre Lettelser end visse Afbrydelser i den militære Tjeneste af Hensyn til Studierne. Til Gengæld kan saadanne værnepligtige genindkaldes helt til deres 47. Leveaar. Værnepligtige kan endvidere ud over de 450 Dage indkaldes til 1/2 Aars Beredskabstjeneste, naar Kongen af Hensyn til Krigsberedskabet maatte finde det nødvendigt.
d. Uddannelse af fast ansat Personel.
Princippet for LTddannelsen af fast ansat Personel er, at de bedst kvalificerede antages. Kravene til almen Uddannelse for at blive Underofficer eller Officer har man af Hensyn til de disse Befalingsmænd paahvilende Opgaver ikke ment at kunne slaa af paa. De værnepligtige, som har fornødne militære Kvalifikationer, men ikke tilstrækkelig almen Uddannelse, kan erhverve de fornødne Kundskaber ved en for de :> Værn fælles nyoprettet Undervisningsanstalt i Uppsala. Underofficerer af Renerven*) antages i 1. Omgang for en Periode af 4U> Aar; de første 21/2 Aar gaar med Uddandannelse saaledes: 1/2 Aars almendannende Undervisning, 1/2 Aars Rekrutskole, U Aars Korporalskole, 1/0 Aars Uddannelse ved Tropperne og endelig U Aars Furirskole.
Uddannelsen til fast Underoffficer former sig saaledes: „Furiren“ gennemgaar 2 Kursus å ca. 7 Maaneders Varighed ved Undervisningsanstalten i Uppsala; mellem de to Kursus og efter Afslutningen af det sidste forretter han ca. 5 Maaneders Tjeneste ved Tropperne; herefter følger et 11 Maaneders Kursus ved Hærens Underofficersskole, hvorefter han udnævnes til Sergent. Det tager saaledes ca. 7 Aar at blive fast Underofficer, regnet fra Mødedagen. Aspiranter, der i Forvejen er i Besiddelse af de fornødne almene Kundskaber, behøver i Følge Sagens Natur ikke at søge Undervisningsanstalten i Uppsala og kan saaledes blive Sergenter i Løbet af betydelig kortere Tid.
Varigheden af Uddannelsen til fast Officer afhænger af, om man er Student eller ej. For Studenter varer Uddannelsen 3U_> Aar og foregaar til at begynde med sammen med alle andre Rekrutter og Befalingsmandselever: 6 Maaneders Rekrutskole, 6 Maaneders forberedende Delingsførerskole, 2 Maaneders Tjeneste ved Afdelingerne, :> Maaneders Delingsforerskole, 1 Maaneds Tjeneste ved Afdelingerne, 6 Maaneders Officersaspirantskole, 6 Maaneders Tjeneste ved Afdelingerne som Delingsfører og endelig 11 Maaneders Officerskursus ved Krigsskolen (fælles for alle Vaaben). Værnepligtige, der ikke er Studenter, maa efter Officersaspirantskolen og inden Optagelse i Krigsskolen gennemgaa indtil 3 Semestre (å 7 Maaneder) ved Undervisningsanstalten i Uppsala med mellemfaldende Tjeneste ved Afdelingerne. For disse Aspiranter kan Uddannelsen vare ialt l l/> Aar. Ogsaa Underofficerer af Reserven („fast anstålld manskap“ ) kan opnaa Uddannelse til Officerer, idet de efter at være udnævnt til „Furir“ og efter at have forrettet 13 Maaneders Tjeneste ved Afdelingerne kan optages i en Officersaspi ran tskole, hvorefter deres Løbebane er som for værnepligtige uden Studentereksamen angivet.
*) En fyldestgørende Oversættelse af denne Kategori Befalingsmænd er vanskelig; Forsvarskommissionens Betænkning taler om „fast anstålld manskap" og om „underbefål". Da de omhandlede Befalingsmænd vel nærm est m aa siges at svare til vore Sergenter og Oversergenter, bruges her Betegnelsen „Underofficerer af Reserven".
Naar Officerskursus ved Krigsskolen kun varer 11 Maaneder, er Grunden den, at en Del af det Stof, der tidligere blev gennemgaaet paa Krigsskolen, er henlagt til Officersaspirantskolerne.
Uddan tiel sen til Reserveofficer falder sammen med Uddannelsen til Linieofficer til og med Gennemgangen af Officersaspirantskolen. Den paagældende bliver herefter efter nogen praktisk Tjeneste Reserveofficer.
e. De frivillige Forsvarsorganisationer.
1942-Ordningen forudsætter en udstrakt frivillig Uddannelse af hjemsendte værne-pligtige Befalingsmænd, saaledes at disses Kundskaber m. v. vedligeholdes eller øges. Uddannelsen ledes af Linieofficerer. De frivillige Skyttebevægelser faar deres Virkeomraade udvidet og faar et Statstilskud paa 1.200.000 Kr. aarligt. Det frivillige Motor cykelkar ps, der ligeledes faar Statsstøtte, har som Opgave at uddanne Motorcykelførere og at vedligeholde den Færdighed i at føre Motorcykel, de værnepligtige har opnaaet under deres militære Tjeneste. Ogsaa de øvrige frivillige Bevægelser — Lottebevægelsen, det svenske Røde Kors m. fl. — vil efter 1942-Ordningen fortsætte deres Arbejde.
f. Hjemmeværnet.
Hjemmeværnets Organisation m. v. vil blive behandlet i en senere Artikel.
(Fortsættes).
