(Sluttet).
III. LUFTVAABNET
1. Forsvarskommissionens Betragtninger.
Luftstridskræfternes Operationsmaal har tinder den nuværende Krig været Fjendens Luftstridskræfter med tilhørende Industri, Landstridskræfter med Forbindelseslinier, Søstridskræfter tillige med den almindelige Søfart samt Hjemlandet. Kampen med Fjendens Luftstridskræfter har i Reglen været Luftvaabnets primære Opgave, hvad enten det drejede sig om Angreb eller Forsvar. Kun i en saadan Grad, som denne Kamp har tilladt det, har Luftvaabnet kunnet bruges til andre Opgaver. Bekæmpelsen af Luftbaser er udført med Bombemaskiner og Jagere om Dagen og i Mørke. Den har, hvor Modstanderen har været mindre vel forberedt derpaa, i mange Tilfælde medført, at det fjendtlige Luftvaaben blev nedkæmpet paa nogle Dage. Paa den anden Side findes der Eksempler paa, at endog et underlegent Luftvaaben kan undgaa at blive nedkæmpet, ja har kunnet gaa til Modangreb mod de fjendtlige Luftbaser. Over for en Modstander, hvor Forsvaret og Jordorganisationen har været vel ordnet, er intet afgørende opnaaet ved Bekæmpelse af Luftbaser. Bekæmpelsen er dog til Stadighed blevet fortsat med det Formaal at forstyrre og slide paa Modstanderen. Jagernes Virkning har under Krigen vist sig at være større end ventet. Dette viste sig allerede i Vinteren 1989—40 og er siden blevet stadig mere bekræftet. Luftværnets Virkning har derimod ikke altid været saa kraftig, som man før Krigen gjorde sig Forhaabninger om; men det har vist sig at være uundværligt for at besværliggøre Fjendens Optræden ved Forsvar af baade Stridskræfterne og Hjemlandet. I flere Tilfælde har Luftværnet haft stor Virkning ved Lavangreb mod Landstridskræfter, Fartøjer og Flyvepladser. Det synes imidlertid at være ubestrideligt, at Jagerne udgør det virksomste Middel i Kampen mod Fjendens Flyvere, hvad enten det gælder Hjemlandet eller Stridskræfterne. Flyvernes Virkning mod Landstridskræfter og Forbindelseslinier er under den nuværende Krig kommet tydeligt til Udtryk. Hvor et stærkt Luftvaaben uden virksomt at hindres af Modstanderens Flyvere med fuld Kraft har kunnet sættes ind mod Landstridskræfterne og deres Forbindelseslinier, har dets Virkning i flere Tilfælde været skæbnesvanger. Ganske vist har i de fleste af disse Tilfælde ogsaa de angribende Landstridskræfter været overlegne, fremfor alt med Hensyn til Udrustning, Bevægelighed og Føring, men de hurtige Afgørelser maa dog i væsentlig Grad tilskrives Luftvaabnet, særlig hvor dette har kunnet virke sammen med Pansertropper. Landstridskræfternes Evne til at løse Opgaverne synes saaledes i væsentlig Grad at afhænge af Forholdene i Luften. Hvis et stærkt fjendtligt Luftvaaben har frit Spillerum uden at bekæmpes af egne Flyvere, bliver Gennemførelsen af Landstridskræfternes Opgaver i høj Grad vanskeliggjort. Raades der over et stærkt Luftvaaben, der er i Stand til at støtte Landstridskræfterne, øges Mulighederne for at opnaa Resultater med disse. Hertil kræves saavel Jagere som Bombeflyvere. Kun hvis saadanne Enheder er til Raadighed i tilstrækkelig Styrke, kan man regne med, at Landstridskræfterne fuldt ud kan udnytte Mulighederne for Virkning. Flyvernes Virkning over for Søstridskræfter og over for Søfarten er gentagne Gange bevist under den nuværende Krig. De Slutninger, som kan drages af Begivenhederne paa dette Omraade, er i Hovedsagen, at Flyvere har stor Betydning for Forsvaret af egen Kyst og som Hindring mod Landgang, samt at de er et virksomt Middel til Angreb paa Fjendens og til Beskyttelse af egen Søfart. Søstridskræfter har inden for et stærkt fjendtligt Luftvaabens Rækkevidde løbet stor Risiko og er bleven udsat for store Tab. I Havn og nær egen Kyst har denne Risiko kunnet mindskes, dersom Jagere har kunnet afses til Forsvar. Herredømmet til Søs har, hvor det blev stillet over for Herredømmet i Luften, ikke kunnet udnyttes paa samme Maade som andetsteds. Torpedobærende Flyverenheder og Dykbombeenheder har haft størst Virkning. Den kraftigste Virkning mod de største Fartøjstyper er opnaaet med Torpedoer, medens lette Krydsere og Jagere ogsaa har kunnet bekæmpes virksomt med Bomber. Samvirke mellem Luft- og Søstridskræfter har i flere Tilfælde givet større Udbytte, end hvis begge havde opereret hver for sig.
Ved Luftkrig mod Hjemlandet har Maalene været dels industrielle Anlæg, Jernbaner og Havne, dels selve Befolkningen i Storbyerne. Angrebene har til Tider haft et meget stort Omfang og har fundet Sted over meget lang Tid. Forsvaret har været baseret paa Jagere og Luftværnsartilleri samt til en vis Grad paa Bekæmpelse af Fjendens Luftbaser; herved har Jagerne som ovenfor omtalt gjort den største Indsats. Forsvaret har foraarsaget Tab, som til Tider har været meget store, og har tvunget Bombeenhederne til at optræde i Mørke og at træffe andre Forholdsregler, som i høj Grad har nedsat Angrebenes Virkning. De hidtidige Erfaringer fra Stormagtskrigen paa det ovenomtalte Omraade kan selvfølgelig ikke direkte overføres paa Forholdet mellem en Stormagt og en lille Stat. Imidertid turde det kunne siges, at dersom baade det aktive og det passive Forsvar er velordnet og saa stærkt, som Ressourcerne tillader, er der Chancer for, at Luftkrigen mod Hjemlandet vil blive en tidsspildende og usikker Operation, og at Afgørelsen i Stedet søges i de rent militære Operationer.
Indflydelse paa Angreb og Forsvar synes at være meget betydningsfuld. Et svensk Luftvaaben maa først og fremmest have en saadan Styrke, at det med nogen Udsigt til Resultat og sammen med Luftværnet kan optage en Kamp med Fjendens Luftstridskræfter. Det maa ogsaa være i Stand til med tilstrækkelig Styrke direkte at understøtte Land- og Søstridskræfterne under deres Virksomhed. Et overordentlig vigtigt Led i Arbejdet paa Forsvarets Udvikling er derfor at sørge for, at Luftvaabnet faar den tilstrækkelige Styrke. Allerede i 1940 og 1941 har Rigsdagen vedtaget væsentlige Udvidelser af Luftvaabnet ud over, hvad der forudsattes i Lovene af 1936. Efter Kommissionens Mening er det nødvendigt, at Planen for Luftvaabnets Udvikling gøres saa rummelig, som dette Vaabens stærkt øgede Betydning kræver, idet der dog altid maa tages Hensyn til, hvad der er praktisk gennemførligt i en Periode, som i Øjeblikket kan overses. Med Hensyn til de forskellige Slags Flyverenheder gør følgende Synspunkter sig gældende:
Bombeenhederne skal være tilstrækkelige til at tillade deres Anvendelse til Angreb paa fjendtlige Luftbaser, Jernbaner og Forbindelser til Søs. De skal ligeledes kunne gribe ind til direkte Støtte af Land- og Søstridskræfter i Forsvaret mod Invasion over Landegrænsen eller Havet eller fra Luften. Flere Opgaver kan kræve samtidig eller næsten samtidig Løsning paa vidt adskilte Krigsskuepladser, hvorved der dog bør foreligge Muligheder for fra en central Basering at operere i forskellige Retninger med kort Tids Mellemrum. Seks Bombeafdelinger maa anses for et Minimum, hvis Angrebene skal have virkelig Vægt, og Slagkraften skal kunne opretholdes trods Tab. Jagerenhederne skal have tilstrækkelig Kapacitet til at kunne yde effektiv Beskyttelse af egne Luftstridskræfter i Luften og paa Marken, af Landstridskræfterne og deres Forbindelseslinier, af Søstridskræfterne i Havn eller i Kystens Nærhed og endelig af hele Hjemlandet. De er ligeledes ved Siden af bevægelige Tropper det vigtigste Middel mod fjendtlig Invasion fra Luften. Opgaverne maa i Reglen løses samtidigt inden for vidt adskilte Omraader og kræver, at Jagerenhederne spredes ud til de Omrader, hvor Opgaverne skal løses. Er Antallet af Jagerenheder for ringe, maa vigtige Omraader eller Dele af Stridskræfterne lades ubeskyttede. Skønt det maa anses for ønskeligt, at Antallet af Jagerafdelinger yderligere øges, har Kommissionen dog ment at kunne lade det blive ved at foreslaa, at Luftvaabnet under den omhandlede 5-Aars Periode fra 1942 til 1946 skal udbygges til at omfatte 6 Jagerafdelinger, hvilket henset til Sveriges" store Areal maa anses for et knapt Minimum. Rekognosceringsenhederne skal kunne udføre Overvaagen af Fjendens Forbindelseslinier samt af Havet og af Fjendens Kyster for at skaffe Efterretninger om Situationen i store Træk og forebygge fjendtlige Overraskelser. De er desuden nødvendige til taktisk Opklaring m. m. for Luft-, Landog Søstridskræfterne. Tre Rekognosceringsafdelinger bør nogenlunde kunne bestride disse Opgaver. Efter Kommissionens Forslag skal der endelig i Organisationen indgaa en Torpedoflyverafdeling. Denne skal medvirke ved Overvaagen af Havet og Fjendens Kyst, kunne understøtte Søstridskræfterne i Kamp samt udføre selvstændige offensive Foretagender med Bomber, Torpedoer eller Miner. Torpedof lyv eraf delingen aflaster Bombeafdelingerne for de daglige Opgaver over Havet, idet Bombeafdelingeme dog skal kunne gribe ind, hvor der foregaar afgørende Operationer til Søs. Ved Torpedoflyverafdelingen opnaas øgede Muligheder for offensive Operationer i Søkrigen uden for Farvandene ved Kysterne. Alt efter Situationen skal Luftvaabnets Enheder kunne samles om en i det enkelte Tilfælde vigtig Opgave; i Reglen maa dog flere Opgaver løses samtidig, hvilket øger Kravet med Hensyn til den fornødne Minimumsstyrke. Denne maa ligeledes sættes tilstrækkeligt højt til, at Luftvaabnet efter at have lidt Tab ikke altfor hurtigt skal tabe i Kampværdi. Det her anførte har forekommet Kommissionen at vise, at Planen for Luftvaabnets Forøgelse bør grundes paa en Organisation af 16 Afdelinger. Det forekommer imidlertid ikke Kommissionen usandsynligt, at Udviklingen i Løbet af 5-Aars Perioden kan komme til at tale for en yderligere Forøgelse af Luftvaabnet. Herved bør det i første Omgang dreje sig om yderligere en Jagerafdeling. Med Hensyn til Materiellet har Kommissionen regnet med et væsentligt større Antal Reserveluftfartøjer, end 1936-Ordningen forudsatte. Derved er Luftvaabnets aarlige Omkostninger steget betydeligt, men denne Stigning synes paa den anden Side nødvendig for at sikre Tilgangen af Luftfartøjer ved Mobilisering og under nogen Tids Krigstilstand. Kommissionen regner med, at saavel Nyoprettelsen af Afdelinger som Erstatning af ældre Materiel helt skal kunne finde Sted ved Hjælp af Landets egne Ressourcer. Den hjemlige Fabrikation bør dog ikke hindre Indkøb i Udlandet, hvis Situationen kræver det, og der derved kan spares Tid samtidig med, at fuldt ud godt Materiel kan faas.
Luftvaabnets Krigsorganisation bør efter Kommissionens Mening omfatte:
1. Den overordnede Flyverofficer i Hovedkvarteret, nemlig Chefen for Luftvaabnet med Luftvaabnets Stab samt den faglige Tjeneste for saa vidt angaar Luftvaabnet.
2. Et Antal Flyverenheder.
3. Fem Luftbasisomraader.
4. Et Antal Basisenheder
5. Depoter for de mobiliserede Flyverstyrker
6. Krigsflyveskolen /
/ som fortsætter Virksomheden under Krig
7. Flyverkadetskolen /
8. Meddelelsesskolen.
9. Centrale Værksteder.
Ved Udarbejdelsen af Planerne for Krigsorganisationen har man tilstræbt at begrænse det aktive Personel saa meget, som Hensynet til Luftvaabnets Krigsberedskab og Krigsbrugbarhed har gjort det muligt. For at begrænse Behovet af først og fremmest Officerer og Underofficerer regner Kommissionen med, at dette Personel skal bestride Dobbeltstillinger. Aktivt Personel er, i den Udstrækning det har været muligt, erstattet med Reservepersonel og værnepligtige. Man har saaledes indført en Kategori værnepligtige Underofficerer i visse Tjenestestillinger inden for Jordorganisationen. Værnepligtige Flyvere, Bombefolk og Skytter indgaar i relativ stor Udstrækning i Flyverenhederne ved Mobilisering.
2. Luftvaabnets Fredsorganisation.
a. Overordnede Myndigheder.
Luftvaabnets Stab bestaar af:
Organisationsafdeling,
Uddannelses- og Personelafdeling,
Operationsafdeling,
Flyvesikkerheds- og Havariafdeling,
Meddelelses- og Vejrafdeling,
Pressesektion og Ekspeditionsafdeling.
I Luftvaabnets Stab indgaar bl. a. 34 Linieofficerer og 8 afskedigede honorarlønnede Officerer.
Direkte under Chefen for Luftvaabnet staar foruden Luftvaabnets Stab efternævnte Myndigheder:
Cheferne for de 5 Luftbasisomraader,
Cheferne for de 4 Flyverregimenter,
Den faglige Tjeneste.
Landet inddeles i 5 Luftbasisomraader („flygbasområden“) ; Chefen for et saadant Omraade administrerer de inden for Omraadet værende Depoter, Øvelsespladser, Anlæg, Krigsflyvepladser m. v.; endvidere forbereder han Luftstridskræfternes Basering i Krig; herunder Indkvarteringsforberedelser, Forberedelse af Meddelelsestjenestens Organisering, Forsvaret af Flyvepladserne o. s. v. Som Chefer for Luftbasisomraaderne anvendes honorarlønnede Generaler eller Stabsofficerer af Luftvaabnet, som paa Grund af Alder eller af anden Grund ikke længere egner sig til at forblive i Linien, og som derfor faar Afsked med Pension før Tiden. En saadan Ordning regnes paa en hensigtsmæssig Maade at bidrage til en Foryngelse af de højere Chefsstillinger inden for det flyvende Personel. Ved denne Ordning opnaar man at aflaste Cheferne for Flyverregimenterne for en Række administrative Arbejder saaledes, at de helt kan hellige sig Krigsforberedelsesarbejdet og Uddannelsen.
b. Luftvaabnts Enheder
Luftvaabmts Enheder vil efter Ordningens Gennemførelse omfatte ialt 16 Flyverafdelinger*), nemlig
6 Bombeafdelinger (3 lette og 3 tunge),
6 Jagerafdelinger,
1 Torpedo- og Mineafdeling.
1 Fjernopklaringsafdeling,
1 Hæropklaringsafdeling,
1 Marineopklaringsafdeling
En Fly rerafdeling (,,f lygflottil j “) bestaar af 4 Eskadriller („divisioner“), hvoraf de 3 er flyvende Eskadriller (med 9 Luftfartøjer - (- et Antal Reserveluftfartøjer) og den fjerde en Specialeskadrille udelukkende til Tjeneste paa Jorden (Vagt, Jordforsvar, Arbejdstjeneste o. s. v.). Behovet af Personel ved de 16 Flyverafdelinger udgør bl. a. 458 Officerer, 740 Underofficerer, 3946 kontraktantagne Underofficerer og menige samt 351 militære Embedsmænd (Ingeniører, Læger o. s. v.).
*) For ikke til sin Tid a t sinke Opstillingen af en 7. Jagerafdeling skal Arbejderne med Oprettelse a f Flyvepladser m. m. for denne snarest paabegyndes, ligesom der ved Program m erne for Uddannelse og Materielanskaffelser træ ffes saadanne Forberedelser, a t Oprettelsen a f Afdelingen h u rtig t kan iværksættes.
De 15 Flyverafdelinger indordnfes i 4 Flyverregimenter („Flygeskadrar“). Den 16. Afdeling — Hæropklaringsafdelingen — er uden for Regimenterne. Chefen for et Flyverregiment er General og har en Stab, hvori bl. a. indgaar 5 Linieofficerer. De Opgaver, der i Fredstid paahviler Chefen for et Flyverregiment, er:
— operativ Planlæggelse af Regimentets Virksomhed (paa Grundlag af Direktiver fra Chefen for Luftvaabnet),
— at være ansvarlig for de i Regimentet indgaaende Enheders Krigsforberedelser og Krigsduelighed,
— at planlægge og inspicere taktiske og faglige Øvelser inden for Regimentet,
— at være Vaabeninspektør for de ved Regimentet oprettede Skoler og Kursus.
Endvidere skal Regimentscheferne bestride Opgaver som Vaabeninspektører for de forskellige Kategorier af Afdelinger.
c. Luftvaabnets Materiel.
For et Luftvaaben af det Omfang, Kommissionen foreslaar, kræves følgende 4 Typer Luftfartøjer:
Type A. To-Motorers Luftfartøj, beregnet til Bombeangreb, Torpedoangreb og Nedkastning af Miner samt Fjernopklaring.
Type B. Een-Motors Luftfartøj, beregnet til Bombeangreb, udført som Dykangreb og Angreb fra lav Højde.
Type C. Een-Motors Luftfartøj, beregnet til Jagerflyvning.
Type D. Een-Motors Luftfartøj, beregnet til Samvirke med Hær og Søværn.
Kommissionen anser det dog ikke for udelukket med visse Ændringer at anvende Type B til at løse de Opgaver, hvortil Type D er beregnet. Herved opnaas, at Antallet af Typer kan bringes ned til 3. Ligeledes anses det ikke for udelukket, at Type D helt eller delvis kan erstattes af Type C (Jagere). Krigserfaringen taler herfor. Ved Beregningerne vedrørende Omkostningerne ved Fornyelsen af Materiellet regnes med, at Luftfartøjerne i Reglen udgaar af 1. Linie senest efter 7 Aars Forløb. Økonomiske Faktorer spiller her en ikke ubetydelig Rolle. Saadanne Luftfartøjer, der udgaar af 1. Linie, kan i mange Tilfælde anvendes til andre Opgaver, saasom Øvelsesflyvning, Artilleriflyvning og Transportflyvning.
d. Luftvaabnets Personel.
Ved Luftvaabnet haves, naar Ordningen er gennemført, ialt: 606 Officerer af Linien, alle flyveuddannet, 820 faste Underofficerer, heraf 357 til Tjeneste i Luften og 463 ved Jordorganisationen, 4365 kontraktantagne Underbefalingsmænd og menige, heraf 290 til Tjeneste i Luften og 4075 ved Jordorganisationen. Af pensioneret, honorarlønnet Personel haves endvidere 42 Officerer og 88 Underofficerer. Endvidere haves nedennævnte Personel af Reserven: 457 Officerer, hvoraf 307 Flyvere, 200 Underofficerer, hvoraf 135 Flyvere. Hertil kommer lntendanter, Læger, teknisk Personel og Musikere.
e. Uddannelsen af Luftvaabnets Personel.
Rekrutteringen af Officerer sker i Hovedsagen ved Antagelse af Aspiranter med derpaa følgende Uddannelse ved Luftvaabnet. Et mindre Antal rekrutteres af Underofficersgraden og blandt de kontraktantagne Underofficerer og menige, efter at disse har bestaaet en begrænset Studentereksamen. Overføring fra Hæren og Søværnet sker kun undtagelsesvis. Uddannelsen til Officer af Linien sker ved Luftvaabnets Aspirant- og Kadetskoler og varer 3 Aar, naar vedkommende har Studentereksamen. Efter et Par Aars Tjeneste som Officer gives der i Reglen en Specialuddannelse. 5 å 6 Aar efter bestaaet Officerseksamen kommanderes hver Officer i et Vinterhalvaar paa Kursus paa Luftkrigshøjskolen. De bedste Elever paa disse Kursus beordres yderligere et Vinterhalvaar paa Kursus i Stabstjeneste eller paa et højere teknisk Kursus. Uddannelsen til Reserveofficer sker ligeledes ved Luftvaabnets Aspirant- og Kadetskoler og varer ca. 2 Aar. Reserveofficerer er pligtige til hvert andet Aar at forrette 45 Dages Tjeneste. For Reserveofficerer, som gør Tjeneste i den civile Luftfart, er Tjenestetiden kun 30 Dage.
Rekrutteringen af Underofficerer sker blandt de kontraktantagne Underofficerer. Uddannelsen til Underofficerer af Linien varer ca. 3 Aar og omfatter ogsaa en almendannende Undervisning ved Undervisningsanstalten i Uppsala. Medregnes den forudgaaende Uddannelse varer Uddannelsen til Underofficer ialt ca. 6 Aar fra den Dag, den paagældende møder ved Luftvaabnet. Uddannelsen af de kontr aktant agne Underofficerer varer ca. 3 Aar. Denne Kategori omfatter Flyvere, Radiofolk, Skytter, Mekanikere, Torpedomekanikere, Meddelelsesmekanikere, Lærere ved Uddannelsen i Eksercits, Skydning m. fl. De kan som ovenfor anført faa en videre Uddannelse. De værnepligtige anvendes i al Tjeneste inden for Luftvaabnet. Tjenestetiden er 450 Dage, for Flyvere og Bombefolk er Tjenestetiden 810 Dage, for Skytter 630 Dage.
