Forfatter: Major Ole A. Hedegaard. Forfatteren er leder af Hærens Militærhistoriske Arbejder.
De militære begivenheder om morgenen den 9. april 1940 efterlod det danske forsvar i en underlig forvreden, uvirkelig situation. Hæren og flåden var indiskutabelt blevet overvældet og besejret af en stormagt, hvis tropper nu holdt landet besat. Det bærer præg af den - stort set - velvillige indstilling til nationen, som erobrerne havde, at Danmark i en vis udstrækning fik lov til at beholde såvel hær som flåde, kaserner, lejre etc. og personellet under våben. Foreteelsen giver udtryk for, at man blods- og racemæssigt opfattede danskerne som ligeværdige med tyskerne, i modsætning til fx polakker og tjekkoslovakker. Endelig spillede det selvfølgelig en altafgørende rolle, at den danske militære modstand ikke havde været hård og kompromisløs. Det almindelige indtryk blandt de tyske soldater var, at den nærmest fredelige indmarch, der ikke havde kostet tab, der var værd at nævne, var sket efter gensidig overenskomst med den danske konge og regering. I modsætning til fx Frankrigs og Polens klart fjendtlige befolkninger var de germanske danskere måske mulige at få over på tysk side som en form for våbenfæller eller i hvert fald velvillige og helt passive over for de tyske besættelsestropper. Det ville bl.a. betyde, at der skulle holdes et minimum af tropper og materiel i landet. En række snedige forsøg på at knytte danske befalingsmænd til værnemagten i en form for fællesskab tog derfor allerede fra starten af besættelsen sin begyndelse, ganske givet besluttet til iværksættelse allerede inden overfaldet 9. april i forbindelse med de stortyske tanker om et Europa under tysk dominans. Blandt disse mere eller mindre udspekulerede tiltag skal her behandles en måske ved første øjekast ligegyldig og underordnet, men på lang sigt farlig facet af forholdet mellem dansk og tysk personel, nemlig den gensidige hilsepligt. Det er en niche, der hidtil ikke har været kastet lys over, men kun omtalt med få linier her og der i litteraturen om besættelsen. Fremstillingen bygger på de originale danske og tyske breve og bestemmelser, skrivelser, indberetninger og rapporter m.v. som veksledes mellem danske og tyske enkeltpersoner og myndigheder. Materialet findes i Generalkommandoens omfattende arkiv i Rigsarkivets 3. Afdeling, Forsvarets Arkiver. Her drejer det sig om dokumenterne i “Arkivet for den danske Forbindelsesofficer til den tyske Værnemagt 1940-43 ”, i alt fem kasser. Den afmægtige, nærmest lammende sorg over nationens forsmædelige given op uden sværdslag, der den 9. april og følgende måneder havde grebet personellet i det danske forsvar og den tilsvarende begejstring hos de tyske tropper, er skildret talrige steder i vor historie. Det havde måske været naturligt, om sejrherrernes overmod, der blot tre måneder senere flød over alle bredder ved arvefjenden Frankrigs betingelsesløse kapitulation, havde givet sig udslag i en - i bedste fald - nedladende holdning over for de stakkels soldater, der af deres regering ikke en gang fik lov til at slås, og mange tyske soldater har givet tænkt på Førerens indiskutable og tidløse ord ved den ublodige erobring af Tjekkoslovakiet i 1939: uDet folk, der ikke gør modstand mod fremmed vold, er ikke værdig at leve!” Sådan gik det imidlertid ikke. Fra første færd var den tyske overkommando under flyvergeneral Leonard von Kaupisch, fra maj 1940 general i hæren Erich Lüdke, meget interesseret i at skabe et godt, kammeratligt forhold til dansk militært personel, primært officers- og underofficerskorpset, der - set fra et soldatermæssigt synspunkt - var blevet svigtet så skammeligt af den holdningsløse socialdemokratisk- radikale pacifistregering. At man fra dansk side ikke var interesseret i et nært og kollegialt forhold til besættelsesmagten, siger sig selv, men forholdet kom nødvendigvis til at udvikle sig efter det gamle galliske ordsprog: “Ve de overvundne!” At ønsket om gensidig hilsepligt mellem dansk og tysk personel var født inden angrebet, fik Generalkommandoen nærmest straks bevis for, idet en høflig skrivelse fra “Der Befehlshaber der deutschen Truppen in Dänemark” indløb allerede den 9. april om eftermiddagen. I skrivelsen foreslog den øverstkommanderende for hæren, general Lüdke, at det måtte være naturligt, at de to hæres beslægtede personel kammeratligt honorerede hverandre efter de normale internationale regler om honnøraflæggelse ved forbipassage, præsenteret gevær fra skildvagter m.m. efter de forskellige regler herfor. Ligelydende andragende indleveredes til marinen. I Generalkommandoen studerede hærchefen, generalløjtnant W.W. Prior og stabschefen, generalmajor E. Gørtz, sammen med afdelingscheferne omhyggeligt skrivelsen. Man forstod nok, hvor tyskerne ville hen. Alle var selvsagt mest stemt for at afslå, men man var realister nok til at forstå, at det var en ringe sag at tage en strid med besættelsesmagten om. Et afslag ville være en eklatant fornærmelse, skærpe forholdet og måske medføre repressalier under en eller anden form. Endelig var sagen jo i realiteten afgjort på forhånd, idet et afslag straks ville få gesandt RentheFink til at henvende sig i Udenrigsministeriet, og så ville der blot komme en dansk ordre fra oven. Selv om man fra begge sider indledningsvis utvivlsomt viste god vilje til at efterleve påbudet, var det selvsagt en mislig foreteelse, der var dømt til at lide skibbrud, efterhånden som månederne gik, og Storbritannien stadig ikke blev besejret trods alle propagandabrøl, men tværtimod syntes at blive stærkere og mere trodsigi modgangen. Danske og tyske indberetninger, klager, gentagne opstramninger af bestemmelserne m.m. i Generalkommandoens arkiv viser tydeligt, hvorledes situationen skærpedes på området hen mod 29. august 1943, hvor det hele faldt til jorden. Et af de første stridsspørgsmål var, hvorledes den danske officiantgruppe skulle honoreres. Dennes medlemmer, der i så henseende var ligestillede med officerer, klagede gentagne gange over, af fx en tysk løjtnant ikke hilste først på en ældre dansk stabs- eller korpsofficiant. Tyskerne kunne ikke forstå denne gruppes placering i rangsystemet og skelnede kun mellem officerer og underofficerer. Med udgangspunkt i en række klager fra Jyske Division fra august 1940, hvor nogle ældre befalingsmænd af officiantgruppen var blevet overset på en demonstrativ facon af nogle unge tyske løjtnanter, skrev generalmajor Gørtz (senere hærchef) personligt til general Lüdke og forklarede detaljeret gruppens status. Han meddelte, at graderne officiant, over-, stabs- og korpsofficiant (de to sidste med kongelig udnævnelse og guldkvast til sablen) var en mellemgruppe, der var ligestillet med de fire yngste officersgrader (sekondløjtnant, løjtnant af reserven, premier- og kaptajnløjtnant), således at det var udnævnelsesdatoen, der var bestemmende for, hvem der var “æ l d s t Gørtz gjorde en del ud af, at fx udnævnelse til overofficiant først skete efter 12-13 års tjeneste som officiant, så der var ikke tale om uerfarne “årsunger ”. Allerede i september 1940 var det galt igen. I Fredericia truede en tysk løjtnant en dansk stabsofficiant, fordi denne ikke hilste først. Løjtnanten klagede til 160. Division, der sendte sagen videre til den tyske overkommando. Herfra sendte man en forbindelsesofficer til Generalkommandoen for at drøfte sagen. Der blev fra tysk side givet udtryk for, at systemet i det store og hele fungerede, og man forstod udmærket, at der i begge lejre var brushoveder, der havde svært ved at indordne sig, og at sagen nok ikke var værd at hidse sig op over. Generalkommandoen gav tilsagn om at ville indskærpe reglerne og sendte ved samme lejlighed en skrivelse til “Officiantgruppens Hovedorganisation” med anmodning om i dette særlige tilfælde at se stort på sagen og måske fremtidig reagere lidt mindre stift og rethaverisk. I virkeligheden var det jo, trods det tilsyneladende værdiløse og luftige i sagen, politisk og militært sprængstof, der nemt på et fortov eller en restaurant kunne udløse slagsmål eller mere. Skete dette, ville Generalkommandoen ubetinget være den tabende part, uanset hvor skylden lå. Frontsoldater, der havde kæmpet i Polen, Norge og Frankrig, lod sig næppe noget byde af danske soldater. Det var også galt den anden vej. Tyske officerer klagede efter årsskriftet 1940/41 i stigende tal over øget dansk demonstrativ ligegyldighed ved forbipassage, og nu var man tilsyneladende træt af at forhandle med Gørtz og hans afdelingschefer i Generalkommandoen. Nu gik man via Udenrigsministeriet til Krigsministeriet. I juni 1941 udsendte ministeriet en advarende skrivelse til de to værn sålydende: “.... Den herværende tyske Værnemagt har overfor Udenrigsministeriet fremsat Besværing over, at Personel tilhørende den danske Hær og det danske Søværn forsømte Hilsepligten - dels derved, at der ikke blev hilst (genhilst) og dels derved, at der ikke blev hilst (genhilst) paa korrekt Maade.
Da saadanne Tilfælde - omend enkeltstaaende - kan være til Hinder for det gode og korrekte indbyrdes Forhold, der ønskes fra begge Sider, finder Ministeriet Anledning til at anmode Dem om overfor alt det Dem underlagte Personel at indskærpe en nøje og korrekt Overholdelse a f den ved Krigsministeriets og Marineministeriets Skrivelse a f 9/4 1940 til Hærens og Søværnets Afdelinger m.fl., Punkt 2, paabudte gensidige Hilsepligt. ” Det hjalp selvfølgelig ikke, hvad både Udenrigs- og Krigsministeriet udmærket vidste. Vandene var ved at dele sig, de tyske nerver blev mere og mere medtagne, og med angrebet på Sovjetunionen 22. juni 1941 skærpedes sagen voldsomt. Mangen dansk soldat har nu givet ranket sig, når han passerede tyske soldater og tænkt, at nu havde disse endelig fået kam til deres hår. Med Ruslandsfelttogets begyndelse fik sagen en ganske farlig tilspidsning, idet “Frikorps Danmark” samtidig oprettedes. Med formeringen af dette korps af danskere i tysk uniform blev der virkelig lagt op til en styrkeprøve mellem dansk og tysk, og det relativt ligegyldige område blev tilført uanede bunker nationalt og politisk sprængstof, som den danske befolkning var interesserede tilskuere til. En ting var at skulle honorere tysk personel, der havde bevist sin eklatante soldatermæssige dygtighed, en anden var at skulle hilse danske statsborgere, der havde aflagt faneed til Adolf Hitler og bar tysk uniform, men ikke Værnemagtens sædvanlige kravespejl og nationalkokarde, men SS-runerne og dødningehovedet og henhørte under “Waffen-SS”. Endnu vidste man i Danmark ikke rigtig, hvad disse symboler stod for, men det fik man hurtigt lært, efterhånden som besættelsen skred frem og ikke mindst, da “Schalburg-korpset”, der formeredes i 1943, bar dødningehovedet i huen. I de første måneder var der stort set kun massiv uvilje mod frikorpset, men denne uvilje steg hurtigt til et had, der lå milevidt-over det til tyskerne. Rent galt blev det, når frikorpsfolk efter en frontindsats kom på orlov til Danmark. Her kunne fx en dansk løjtnant opleve, at en mand, han havde kendt som oversergent ved sit regiment, efter en føreruddannelse på Bad Tölz i Tyskland eller Klagenfurt og Graz i Østrig og en glimrende frontindsats, nu vendte hjem med en SS-grad, der var højere end løjtnantens og måske ydermere med et jernkors på brystet. Det vil sige, at løjtnanten var forpligtet til at hilse først på den nyslåede SSObersturmführer (= premierløjtnant). Det var ikke til at bære og avlede selvfølgelig et ulmende had. Omvendt var frikorpsfolkene betydeligt mere pirrelige end tyskerne, hvad tydeligt fremgår af korrespondancen. Bag det hele lurede jo mindreværdskomplekset, skrækken for, om man alligevel havde holdt på den forkerte hest, befolkningens totale og massive foragt og beskyldningerne mod dem for landsforræderi, hvad både tyskere og især frikorpsfolkene var helt på det rene med. Den meget engelskorienterede generalløjtnant Prior, som i december 1939 afløste generalløjtnant Erik With som “kommanderende general” (hærchef), og som de første mange måneder måtte tage mange livtag med tyskerne, kom ikke til at opleve hilsesagens løsning. Selv om han følte sig svigtet af politikerne, afviste han dog blankt de utilfredse officerers flirt med DNSAP. I juni 1941 stillede Værnemagten meget snedigt krav om, at den danske hærs personel sammen med tyske patruljer skulle deltage i sikringen af visse store industrivirksomheder mod angreb af engelske commandostyrker, også en måde at forsøge at inddrage Danmark i krigen på tysk side. Det danske krigsministerium indvilligede ud fra det ganske urealistiske synspunkt, at der altid ville komme et varsel, og at det var ganske let at sabotere ordningen, hvad det jo netop ikke var, når ordningen skulle ske skulder ved skulder med tyske soldater. Prior frygtede med rette, at aftalen skulle resultere i væbnede sammenstød mellem danske soldater og britiske faldskærmsjægere og protesterede kraftigt, uden at protesten blev taget til følge. Derpå tog Prior sin afsked 30. september 1941. (Den af tyskerne foreslåede ordning blev i øvrigt aldrig ført ud i livet, og noget kunne tyde på, at det var et længe næret tysk forsøg på at blive af med den stejle, tyskfjendtlige Prior). De tyske rapporter til Generalkommandoen er svingende i ordvalg, fortørnet utilfredshed m.m. De kan dog også være afdæmpede, fx nedennævnte til dansk oversatte fra 25. juni 1941: “..... Under en samtale på den herværende Ortskommandantur meddelte Ortskommandanten, Major Kisse, mig, at han følte sig meget fortørnet over, at han jævnlig mødte danske Soldater, der ikke hilste paa ham. Soldaterne kunde uden videre, selvom de gik på samme Fortov som han, gaa forbi uden at hilse. Hvorfor de ikke hilser, ved han ikke, men han tør bestemt sige, at hans Soldater altid hilser paa de her i Byen værende danske Officerer, idet han personlig er meget paapasselig med, at Hilsepligten nøje overholdes. Adjutanten, Hauptmann Mahler, meddelte i samme Forbindelse, at der ikke var noget i Vejen med de Soldater, der fast var garnisoneret i Kolding, men at det maatte være Soldater, der opholdt sig paa Orlov i Kolding. ” Den teutoniske, let vakte vrede og firkantede, intolerante “Weltanschauung ” kommer tydeligt frem i tysk flyvergenerals rasende reaktion på danske soldaters optræden, her oven i købet udvist af en dansk officer: “Under henvisning til Chefen for Generalkommandoens Skrivelse Fortroligt K.a.4326-45 a f 24/8 1940 og senere Skrivelser fra Krigsministeriet og Generalkommandoen, vedrørende Spørgsmaalet om den gensidige Hilsepligt mellem danske og tyske Tropper, skal Generalkommandoen herved meddele, at Chefen for Genralkommandoen fra den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark under 16/8 d.A. har modtaget Meddelelse om et særligt grelt Tilfælde a f ukorrekt Optræden i heromhandlede Henseende fra en dansk Officers Side. I den Øverstbefalende s Meddelelse stod bl.a. anført: ilEin General der deutschen Luftwaffe ist kiirzlich beim Verlassen seines Kraftwagens durch einen vorübergehenden dänischen Offizier nicht gegrüsst worden; Jedoch hat dieser Offizier den Gruss des Kraftwagenfahrers unter offensichtlicher Missachtung desGenerals erwidert. Dies empfindet der General mit Recht als ein Zeichen der Nichtachtung gegenüber der deutschen Wehrmacht. Leider ist der Name des dänischen Ojfiziers nicht festgestellt worden. ” Den Øverstbefalende for de tyske Tropper har af denne Sag taget Anledning til i nævnte Skrivelse til Chefen for Generalkommandoen at komme nærmere ind paa hele Spørgsmaalet om den Holdning, som personel a f Hæren (og Marinen) udviser overfor Personel a f den tyske Værnemagt. Idet Generalkommandoen vedlægger Genpart af Svarskrivelsen til den Øverstbefalende for de tyske Tropper, skal den anmode Hr. Obersten (o.s.v.) om inden for Deres Kommandoomraade at foranledige saavel Befalingmænd som menige instrueret om, at denne Art a f Henvendelser fra tysk Side er i allerhøjeste Grad uønskede for Generalkommandoen, at en i enhver Henseende korrekt militær Optræden maa gennemføres overfor Personel a f den tyske Værnemagt, og at Forsømmelser iheromhandlede Henseende, bortset fra at de vil virke til Skade for Hæren, vil kunne faa alvorlige Følger for den paagældende. ” I Generalkommandoen skønnede man, at sagen var så alvorlig og kunne få så vidtrækkende konsekvenser, at det ikke nyttede at sende den sædvanlige forbindelsesofficer, kaptajn E.C.V. Møller, (senere generalløjtnant og hærchef). Den fungerende chef for Generalkommandoen, generalmajor C. Jacobsen (generalinspektør for fodfolket), der virkede i det korte tidsrum mellem Priors afgang i september 1941 og til Gørtz' udnævnelse til chef for Generalkommandoen, måtte i blækhuset og undskylde over for general Lüdke personligt. Hans skrivelse - der mærkværdigvis er affattet på dansk - er dog ikke udelukkende en ydmygende “Canossagang”. Den danske general benyttede lejligheden til at harcelere over, at mange tyske officerer åbenbart forstod den gensidige hilsepligt derhen, at de kun hilste, når danske officerer - uanset grad - hilste først:
“Generalmajor C. Jacobsen, fg . Chef for Generalkommandoen. København, den 25 AUG 1941
Fortroligt Ka.3010
Til
Den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark, Hr.General der Infanterie Lüdke.
I skrivelse a f 16/8 1941 (Abt. la Br.B.Nr.l 165/41 geh.-) til Generalløjtnant Prior, har Hr. Generalen fremsat Udtalelser om den gensidige Hilsepligt mellem den tyske Værnemagt og den danske Hær og Flaade. Da Generalløjtnant Prior for Tiden befinder sig paa en længere Orlov, skal jeg, der i Generalløjtnant Priors Fraværelse fungerer som kommanderende General, herved tillade mig at besvare Hr. Generalens ovennævnte Skrivelse.
Den omhandlede Optræden fra en dansk Officers Side overfor en tysk General staar jeg ganske uforstaaende overfor, og jeg maa meget beklage, at noget saadant har kunnet finde Sted. Da vedkommende danske Officers Navn ikke er bekendt, er det mig jo desværre umuligt at drage den paagældende til Ansvar for det udviste Forhold. Jeg maa ligeledes udtale min Beklagelse a f at derfra en Del yngre danske Officerers Side og ligeledes fra de danske Underofficerers og meniges Side ikke udvises en tilstrækkelig korrekt Optræden overfor de tyske Befalingsmænd. Der vil fra min Side omgaaende blive truffet Foranstaltninger til, at dette Forhold bringes til Ophør. Hvad angaar de danske Matrosers Optræden, da ligger dette Forhold udenfor mit Myndighedsomraade, men jeg har gjort den danske Marine bekendt med Hr. Generalens Henvendelse. Paa den givne Anledning skal jeg, i det gensidige, gnidningsløse Forholds Interesse, til denne min Beklagelse af udviste Mangler paa Hilsepligtens Omraade fra dansk Side ikke undlade at tilføje en Oplysning om, at medens man fra dansk Side maa erkende, at de tyske Underofficerer og menige viser en fuldt ud korrekt Optræden - dog med nogle Undtagelser særlig indenfor Luftvaabnets og Flaadens Folk -, saa er Forholdet for de tyske Officerers Vedkommende i Hovedsagen det, at de uanset Grad, ikke hilser paa danske Officerer, medmindre disse hilser først. Jeg ved a f personlig daglig Erfaring og a f Meddelelser fra flere danske Officerer, at Forholdet som Regel er det, at hvis en yngre tysk Officer møder en ældre dansk Officer - ogsaa en General -, saa bliver der kun hilst, hvis den danske Officer hilser først. Jeg ønsker stærkt at understrege, at jeg kun har meddelt disse oplysninger for at bidrage mit til et gensidigt gnidningsløst Forhold, og jeg gentager min Beklagelse af de udviste Forsømmelser fra dansk Personales side samt mit Tilsagn om at træffe Foranstaltninger til Manglernes Afhjælpning.”
Man var dog endnu på talefod med hinanden, og generalmajor Jacobsens skrivelse udløste et forsonligt tysk svar, hvori man beredvilligt erkendte egne mangler:
“....I Fortsættelse a f Generalkommandoens Skrivelse Fortroligt K.a.3011-30 a f 25/8 1941 vedrørende gensidig Hilsepligt mellem danske og tyske Tropper meddeles herved til Efterretning, at "Der Befehlshaber der deutschen Truppen in Dänemark" den 28/8 1941 har tilskrevet den fungerende Chef for Generalkommandoen saaledes: "Für die in Ihren Schrieben vom 26. August 1941 gemachten Ausführungen sage ich Ihnen meinen besten Dank. Hinsichtlich der in den letzten Absätzen dieses Schreibens gemachten Angaben ist bereits eine Unterweisung an die unterstellten Truppen er gangen, die eine B esserung auch im gegenseitigen Grussverhältnis der Offiziere untereinander enx’arten lässt. ”
Da “Frikorps Danmark” i september 1942 kom hjem på samlet orlov, var man i Generalkommandoen helt på det rene med, at det ville give ballade overalt, især i hovedstaden og dennes mindre mondæne natteliv. Generalkommandoen følte i en skrivelse til alle hærens afdelinger at burde henlede opmærksomheden på, at den gensidige hilsepligt også omfattede personel, tilhørende “Wajfen-SS”, som frikorpset henhørte under, og at den “for dette personel reglementerede hilsen udførtes ved at strække højre arm skråt opad og fremad, evt. ledsaget a f ordene "Heil Hitler! ” Det vil sige en personlig hyldest til Hitler i stedet for den internationale, tavse honnør til hovedtøjet. Det gjorde selvfølgelig ikke sagen lettere! I øvrigt besværliggjorde det i starten forhandlinger mellem danske og tyske officerer, at man i den danske hær ikke havde graden “major” som et led mellem kaptajnen og oberstløjtnanten. Tyskerne regnede ikke en “Hauptmann ”, der var en yngre officer, for ret meget, og det kneb i begyndelsen med en ligeværdig forhandling, når Generalkommandoen sendte en dansk kaptajn som sin repræsentant. (Majorgraden afskaffedes ved hærloven af 1867 og genindførtes først atter 1963). Så gik sagen ellers sin skæve gang gennem 1942 og begyndelsen af 1943 med klager og modklager, undskyldninger, indskærpelser og trusler, der alle blev skarpere og mere uforsonlige, efterhånden som krigens gang i stigende grad gik Tyskland imod, og modstanden herhjemme voldsomt øgedes. Der ligger i arkivet flere indberetninger fra yngre danske officerer og befalingsmænd af officiantgruppen, som efter krigen fik kendte navne som højere chefer og ældre officerer af specialgruppen. I februar 1943 var begge parter åbenbart ved at trættes. Det var jo som at slå i en dyne, og ligefrem at arrestere og straffe danske soldater for at undlade honnøren, var sagen for tyskerne alligevel for ringe til. Ved gensidig overenskomst enedes Generalkommandoen og chefen for Værnemagten om, at danske og tyske underofficerer og menige fremtidig ikke længere skulle honorere hverandre, og man har givet i Generalkommandoen og på Nyboders Skole draget et lettelses suk. For dog at prøve at bevare illusionen om et godt forhold mellem de to nationers væbnede styrker skulle officerer “og lign. ” dog stadig hilse på hverandre, ligesom de to landes flag og skild vagter fortsat skulle honoreres. I løbet af 1943 tilspidsedes forholdet. Det var naturligt, at tyskerne i takt med en evt. invasionstrussel begyndte at se dansk militært personel under våben som en potentiel modstander, og det gav selvsagt stof til eftertanke. På forskellig vis havde man søgt at trække “tænderne ” ud på det danske forsvar, selv om man af propagandahensyn tillod en styrke under våben i begge værn. Efter hjemsendelserne i 1940 fastsatte tyskerne, at de faste befalingsmænds antal ikke måtte overstige hærloven af 1937, men at Officersskolens elever måtte holdes ud over tallet, og Livgardens styrke måtte ligeledes være overtallig. Ellers måtte antallet af våbenuddannede menige og underofficerer ikke overstige 2200 mand. Hertil kom 1100 nonkombattanter til arbejdstjeneste. Der fandt dog en tysk billigelse til i 1941 at øge tallet med 600.
Den gensidige, tvungne hilsepligt kom hurtigt på mange måder til at blive en forkrampet foreteelse, hvad Værnemagtens øverste officerer må have kunnet indse, især da man for alvor begyndte at udhule og underminere det danske forsvar, hvilket - sammen med den efterhånden katastrofale situation ved de mange fronter - var med til at gøre en tvungen hilsen på tysk personel endnu mere pinagtig. Den suggestive aura af sejr, der indledningsvis havde udstrålet fra de tyske soldater, og som desværre også en del danske officerer havde ladet sig blænde og nærmest forføre af, fortonede sig i takt med de voksende nederlag. Det betød en betydelig skærpelse af forholdene mellem parterne, da Værnemagten i begyndelsen af november 1942 beordrede, at Jylland skulle rømmes for danske hærstyrker og hærens beholdninger, samt at det var forbudt danske militærpersoner at bære uniform i Jylland. Forsvarsminister Brorsen ville først hjemsende disse jyske styrker, men General Gørtz fik ham dog overtalt til at undlade det. De jyske styrker blev derefter regiments vis forlagt til fynske provinsbyer og enkelte skoler til Næstved. Da man ikke måtte forlægge til Sjælland, blev der lagt noget fodfolk og en artilleristab til Berritsgaard ved Sakskøbing og et Batteri til Aalholm. Det forlangtes også, at de i andre landsdele end Jylland værende kaserner, der var besat af tyske tropper, samt tjenesteboliger og magasiner, skulle rømmes i stor hast. Til gengæld for denne danske “ydelse” og som “tak” for afgivet luftværnsmateriel fik hæren lov til at samle sine beholdninger af våben, ammunition, beklædningsgenstande m.v. til de af danskerne besatte kaserner eller til nye magasiner, således at den danske hærledelse på dette område blev unddraget tysk kontrol. Det viste sig imidlertid at være en falsk venlighed, thi ikke ret lang tid efter meddelte den tyske øverstbefalende Generalkommandoen, at man snarest ønskede at overtage hele den danske hærs våben, ammunition, uniformer, udrustning, motorvogne og heste m.v., således at vi kun måtte have, hvad der var nødvendigt til uddannelse og udrustning af de par tusind værnepligtige, vi havde til tjeneste nu og et passende stykke frem i tiden. Det uafviselige krav forebragtes regeringen, der forsøgte at få det forhandlet ad diplomatisk vej i Berlin, men blev afvist med oplysning om, at kravet var fremkommet fra den tyske øverstbefalende i Danmark, og at der måtte forhandles med denne. Efter forskellige overvejelser i regeringen beordrede denne den danske forbindelsesofficer til at optage forhandling med den tyske øverstbefalende på basis af tal, der lå betydeligt under de stillede krav, og som fremtrådte som et slags tilbud fra dansk side. De nedslående forhandlinger endte med, at man måtte aflevere en betydelig mængde våben og ammunition, hvis hovedposter var: 60.000 geværer, flere hundrede rekylgeværer, 30 millioner geværpatroner, 12.000 brisantgranater, 15.000 af hver kategori af livremme, marchstøvler og kapper; endvidere skulle tyskerne have 60.000 uldtæpper af hærens beholdninger; alt i alt ca. halvdelen af vore geværer og ammunition hertil. Der blev opsat et dokument, som blev underskrevet af både den danske og den tyske generalstabschef, og hvori de omhandlede våben m.v. blev betragtet som udlån, og at det var en forudsætning, at det tyske rige efter krigen erstattede de afgivne genstande med tilsvarende af nyeste og mest moderne art. Det er vel derfor naturligt samt menneskeligt og militær forståeligt, at vi i dag i Generalkommandoens arkiv råder over en række harmfulde tyske klager og indberetning over, at dansk militært personel helt bevidst og med flid forsøgte at undgå at honorere tysk personel. Selv en bevæbnet og veluddannet styrke på ca. 3000 lokalkendte danske soldater ville selvfølgelig være farlig at have i landet ved et allieret angreb, og tyskerne var - efterhånden som 1943 skred frem - ikke i tvivl om, hvor det danske forsvars sympatier lå. Af andre skelsættende begivenheder, som satte sine tydelige spor i hærens hele forhold og indstilling, kan nævnes tilladte rekrutteringer til Waffen-SS og begunstigelse af danske officerer, der søgte tysk krigstjeneste. Også her stod man uforstående overfor, at man fra regeringens side - efter hærens mening - havde optrådt for eftergivende, medens hæren selv på alle måder - bl.a. ved mere eller mindre åbenlyst at undlade at hilse på tyskere og afslå deres invitationer til selskabeligt samvær - søgte at holde sig klar af den tyske værnemagt og dens omklamringsforsøg. Eksempelvis kan nævnes, at generalløjtnant Prior underhånden havde meddelt de danske officerer, at hans opfattelse af modtagelse af tyske invitationer var den, at kun forbindelsesofficerer ikke kunne afslå dem. På baggrund heraf kunne man i hæren ikke begribe, at forsvarsminister Brorsen (udenrigsminister Scavenius?) befalede generalløjtnant Gørtz til at overvære “Frikorps Danmarks” afgangsparade, samt at Krigsministeriet relativt kort før den 29. august 1943 og det endelige brud gav en frokost i officersforeningen i København for den tyske general von Hanneken med stab. I nattens løb mellem den 28. og 29. august 1943 afvæbnedes og interneredes hærens og marinens personel gennem voldelige overfald på alle hærens og marinens tjenestesteder, og om morgenen den 29. august var det hele overstået. Danske og tyske soldater havde for sidste gang under besættelsen hilst på hverandre. Nu var luften endelig renset mellem de to parter, og et latterligt detailspørgsmål, der fra begge sider var blevet ofret mange kræfter på, havde endelig fået sin - militært set - naturlige løsning.
Bibliografi
Amby, Per: “Hæren og Flaaden ”, trykt i “Fem Aar i Lænker” (Kbh.1945). Besættelsens Hvem Hvad Hvor, Politikens Forlag (Kbh. 1965). Hedegaard, Ole A.: “En General og hans Samtid. General Erik With mellem Stauning og Kaos ” (Frederikssund 1990). Hjalf, Viggo: “Hæren under besættelsens kår” (Kbh. 1960). Højland Christensen, A.: “Hæren fra 9. April til 29. August”, trykt i “Danmark under Besættelsen ”, u.red. af dr.phil. Vilhelm la Cour (Kbh.1945). Haandbog for Hæren 1939, 1940, 1941 og 1942. Jørgensen, A.R.: “Generalløjtnant Ebbe Gørtz. En militær biografi” (Kbh.1990). Klietmann, K.G.: “Freikorps Danmark” (Osnabrück 1965). Krabbe, O.: “Danske soldater i kamp på Østfronten 1941-1945" (Odense 1976). Norup, P.M.: “Hæren der ikke maatte kæmpe” (Kbh.1945). Nørberg, N.O.: “Hæren under Besættelsen” (Haderslev 1961). Pontoppidan, Axel: “De faldt fo r Fædrelandet” (Kbh. 1955). Roslyng-Jensen, Palle: “Værnenes politik - politikernes værn. Studier i dansk militærpolitik under besættelsen 1949-45" (Kbh. 1980).
