I "Militært Tidsskrift" 5. Hefte for 1886 har Kaptejn Jenssen-Tusch offenliggjort en interessant, fængslende og i mange Henseender lærerig Artikel under Overskriften: "De Franskes Bestræbelser i 1870-71 for at skabe'nye Armeer efter den kejserlige Armees Undergang11 , Lil hvilken Artikel det maaske maa være mig tilladt at gjøre nogle Bemærkninger som en af Deltagerne i disse Bestræbelser - Capitaine d'infanterie, attache a l'Etat major general du 18° corps d'armee. Det har været Kaptejn Jenssen-Tuschs Hensigt, efter at have givet en sammentrængt, men klar og overskuelig Fremstilling af disse Bestræbelser, at tydeliggjøre, hvorfor de maatte mislykkes, hvorfor de ikke kunde føre til Maalet, og det er vægtige Grunde, han fremfører, Grunde, jeg næsten i et og alt kan slutte mig til. Men han glemmer eller udelader een Grund, en af de aller væsenligste, en Grund saa betydelig, al jeg ikke tager i Betænkning at paastaa, at havde den ikke været, saa vilde, om end Kampens UdfaId ikke i det store og hele var blevet forandret -- thi Republikens Kamp var vel fra første Færd saa godt som haabløs - dog Kampens Gang være bleven en ganske anden, saa vilde, om ogsaa llesultaterne vare blevne omtrent de samme, Virk ningerne have været saare forskjellige fra, hvad nu skete. Og denne Grund er: Officerernes, de kejserlige Officerers ,1angel paa Tilslutning til de nye Forhold, deres hæm mende lndf1ydelse, deres tildels ødelæggende Virksomhed. Kaplejn Jenssen-Tusch skriver: "Rustningerne begyndte da ogsaa strax rundt om i Provindserne, skjøndt man havde al kæmpe med de største Vanskeligheder. Overalt herskede der Uenigheder, som ikke syntes at ville faa Ende, imellem de militære og de civile Myndigheder, idet der pludselig var indtraadt den største Mistillid til alt, hvad der stod i Forbindelse med eller hidrørte fra den kejserlige Regjering og de Officerer, man havde, vare jo Kejserens Officerer. Men til det store Værk, der nu forestod, fordredes først og fremmest den største Enighed og Fædrelandskjærlighed med Tilsidesættelse af alle smaalige Interesser og Partiformaal."
Dette er rigtigt. Men “Regjeringen for det nationale Forsvar" i Paris og dens nydannede Filial i Tours med Gambetta som Chef og med de Freycinet og Oberst de Loverdo som styrende i Krigsministeriet, viste ingen
,1istillid til Kejserens Officerer, tilsidesatte dem ikke, trak dem tvertimod frem, lod dem gjøre umaadelige Spring, stillede dem i Spidsen for de nydannede [-lære, lagde Fædrelandets Skjæbne i deres Hændllr.
De kunde ikke gjøre Andet!
Del er muligt. Og dog! havde det været til at forudse , hvilken Lunkenhcd mange af disse Officerer vilde udvise, hvorledes det ædle, stolte, opoffrende Folks Anstrængelser, Hengivenhed og Lidelser skulde kvæles og bortkastes, opslides og lallerliggjøres ved Spilfægterier og Ordskvalder, saa havde det været titusinde Gange bedre at gjennemførc det af Kaplejn Jenssen-Tusch saa stærkt fordømte Officersvalg ved de undergivne og al lade Krigens Gang udpege Generalerne.
Det var ikke ad de gængse Veje, Sejren skulde vindes. Under extraordinære Forhold rnaa man tage
extraordinære Forholdsregler. Den, der ikke troede paa Muligheden af Sejr, kunde ikke bringe Sejren hjem. Gambetta troede derpaa, derfor fylkede Folket sig om ham, svor Lil hans Fane, paanødte ham Magt og Midler uden Grændse, blot han vilde anvende al Landets Kraft mod det ene Maal: at kaste Fjenden ud. Men hans Generaler troede ikke paa Muligheden heraf.
Den sidste kejserlige General , Bazaine, er hlcven stemplet som Forræder og dømt til al skydes. flan stod ikke i Ledtog med Fjenden; han troede sig maaske kaldet til at spille en Befriers Rolle, han blev vel taget ved Næsen af Tydskerne, han søgte ved Bonrbaki For handlinger med den landflygtige Kejserinde, han vilde ialfald ikke virke sammen med de Folk, der egenmægtigt havde kuldkastet den kejserlige Throne og opkastet sig til Landets Herrer -- han sultede Frankrigs sidste regu lære E:lær ind i tydsk Fangenskab. lian har maaske fortjent sin Skjæbne. Men vil man stemple ham med Forrædernavn, hvad skal man saa kalde de Mænd, der tilbøde den nye Regjering deres Tjeneste og som saa skufTede Tilliden, svigtede Hvervet, tilsidesatte Kaldet?
Viste ikke de ulykkelige Begivenheder, Hovedstaden efter Krigen var Skueplads for, hvilken Energi, hvilket Mod, der laa gjemt i Befolkningen? [(unde og burde denne Kraft ikke have været anvendt mod Landets Fjende? Nu pinte og mishandlede en ussel Hegjering den helle modigste og mest patriotiske Bys Indbyggere og gjorde fuldt ud de radikale Føreres Ønske berettiget: « at kasl1) denne Regjcring ud af Vinduet•.
Den Kamp, det republikanske Frankrig optog, stillet ene, uden Hær, uden Vaaben, uden Kaart, mod en sejrrig Fjende, der slud med sine Skarer af fortrinligt ud dannede Soldater i Landets Hjerte, lod sig kun iværksætte
Ved Begejstring, kun gjennemføre med Hensynsloshcd. Del var ikke I.lær mod Hær, det var en Nation mod en Hær. Vare Tydskerncs Soldater 3, 4 Gange saa dygtige som den unge Hepubliks, saa maallc Hepubliken offre 3,
4 Mand paa hver Tydsker. Og det var Republiken villig til. Derfor skabtes Million hærene, derfor dannedes Fri skarerne, derfor forgiftedes IJrøndene og derfor myrdedes der i Sengene. Men det kunde de kejserlige Generaler ikke forstaa. De saa paa den militære Uddannelse, paa Uniformeringen, pna IJevæbningen, paa rnsciplinen, paa t\lanøvreringen, paa Taktiken, de sammenlignede - og de mistvivlede eller de fortvivlede. Derfor skuffede de sig selv og Andre, halede Tiden hen i Selvbedrag med opstrammende Røverhistorier, de neppe selv troede paa, som Trochu i Paris, eller de skød sig, naar de maatte se Sandheden, en Kugle for Panden, som Bourbaki i llesarn;on.
De Mænd, som koldt og klart og fornuftigt udvik lede med plus og min ns, med for og imod, hvor Chan cerne vare, fyldte ikke Situationens ((rav, del var ikke dem, Forholdene krævede; det var Øjeblikkets Mænd, dem, der raabte: "KOm an, Preussere I en halv Mlillion eller en hel eller to, som I vil det. Vi er 40 Millioner Fransk mænd, og vort Land er stort nok Lil at afse en Grav til hver af Eder. Rom an! Jorden vil aabne sig og sluge Eder, hver Bnsk vil spy lid, fljemvejen er spærret, Eders Død er vis! thi den galliske [Iane ryster i Vrede sin røde Ram I»
t\len det Sprog kunde [(ejserdømmets Generaler ikke forslaa. De tænkle som llourbaki, da han i Bourges sagde til Gambe Lia: "Foruden Dem er der intet Menneske i Frankrig, der tror 1,1odstand mulig. Den er mere skadelig end nyttig."
lfoptejn Jenssen-Tusch har selv fremdraget en Sam
menligning mellem Østerrig i 1866 og Frankrig i 1870, Østerrig efter Sadowa, Frankrig efter Sedan. Den Sam menligning er betegnende. I Øslerrig, en af mange uens artede Elementer bestaaende Militærslat, holdt sammen af een Familie, Habsburgerne, af een Flod, Donau (hvis nedre Løb dog er i andre Staters IJesiddelse), og af Historien, rnr [{iltet, der forenede de forskjellige Dele,
ikke stærkere, end at, da et Hovedslag tabtes, m a at te F'reden sluttes for enhver Pris. Modstanden var brudt. Om der havde været en Gambetta, lrnns opflammende Ord kunde ikke trænge ind i Borg og Hytte; thi hvilket Sprog skulde han tale paa? hvilken fælles F'ølelse skulde han paakaldc for at faa alle Hjerter til at srnlme og banke i Takt? Med det tabte Slag var alting tabt, Ævret opgil'et, og F'reden maatte sluttes, thi Østerrig eller ret tere Dele deraf lod sig maaske lige saa vel regjere fra Berlin som fra Wien.
Men paa den Maade kunde den franske Republik ikke slutte fred; den kunde overhovedet sll:lt ikke slutte F'red; den maatte - om der skulde være Mening i det - bekæmpe den tydske Oversvømmelse, som den mexikanske Republik under Juarez havde bekæmpet den franske: r.;rig paa f(niven til sidste Mand, l{rig uden Naade, uden Barmhjertighed, h,or selv [{vinderne vare velsete i de kæmpendes Rækker. 1en den Maade havde de kejser lige Generaler ingen Passion for. l)e vilde kun indlade sig paa den re gu I ære lfrig, de havde helst sluttet F'red efter Gravelotte, hver Dag, der gik, var for dem kun unyttig Offren af Liv og Penge, som gjorde F'reden, den uund gaaelige Fred, dyrere - og hvor mange Gange har ikke jeg efter en Dag, tilbragt tilhest paa Marchen eller Slagmarken eller ogsaa ved Skrivebordet i en Skolestue eller paa et Loft, naar vi om Aflrnen - lidt først henad Midnat - samledes hver med sit endte Dagværk bag sig til «Mid dagsmaden•, hørt franske Officerer hævde, at skulde Frankrig ikke gaa til Grunde, m a alt e freden sluttes strax, med Napoleon tilbage, eller Chambord eller Greven af Paris eller Leopold af Belgien til f{onge; thi Repu hlikens Ilære kunde ikke staa sig.
Men saa vare alle Frankrigs Bestræbelser efter Sedan
Vanvid.
Og da Paris' Guvernør med en skjøn Ligtale ned lagde sin jomfruelige l{linge, da Overgeneralen for den Provindsarmee, h\'orpaa Alles Øjne vare rettede, og til
hvilken Haabel fæstedes, ikke fandt bedre Maade at løse · sin Opgave paa end ved al skyde sig en !{ugle for Panden, saa begreb Landet, at del var Vanvid, da saa det med forfærdelse, at dels Skæbne havde været lagt i urette Hænder, at alle dels Anstrengelser havde været spildte, al videre Modstand var unyllig, saa raabte del paa Fred, valgte monarkisksindede Deputerede, og saa fortsattes Usandfærdigheden oi; Selvbedraget, Landet vilde ikke i Ydmyghed erkjende sine Fejl og sil Nederlag, sin Uforbcredthed, sit Letsind og Mangel paa Udholdenhed, det søgte al krybe i Skjul bag Smiger og overdrevne Beskyldninger, dulme Sam villigheden, mildne Smerten, læge den saarede forfængelighed ; derfor forbleve Mænd, der lilfulde havde godtgjort deres Uduelighed, ved Magten, derfor modtoges de fra Fangenskab hjemvendende Sol dater som bedragne Helte, derfor kaldtes Thicrs «Terri toriels Befrier", skjøndl de skjønneste Provindser tilfaldt Fjenden. Selverkjendelsen maatle tage Tid, hvor den var saa ydmygende; man vilde helst skyde Aarsagen til Ile sultatel fra sig, over paa Institutionerne, og Republiken vilde være bleven lraadl under rødder, hvis ikke den voldsomme, ubændige Kraft, som Pariser-I{ommunen rø bede, havde virket afkjølende i en forfærdelig Advarsel.
Men naar Ilepubliken ikke vilde føre Rampen igjennem, skulde den slet ikke have begyndt paa den, saa skulde den ikke have forsøgt paa at tage det op med den sejr rige tydske [-lær, som den med Rette kunde henvise til, Intet al have at stille imod, saa skulde den være gaaet ind paa de forlangender, Rismark stillede i f'errieres - og havde det franske f'olk anet, at Trochus Indlæg, nucrots Proklamationer og Bourbakis Pistol skulde komme til at staa som Mærkepæle i den foreslaaende Hamp, havde del ikke saa beredvillig tilbudt all, hvad det ejede, havde det ikke saa taalmodig fundet sig i Savn og Li delser af enhver Art. l(ejserdømmels Officerer skuffede to Gange Landets· Tillid: første Gang, da de ved deres Erklæring, al der «ikke manglede en !{nap i en Ga-
masche, letsindigt kastede det uforberedte Frankrig ind i en l{rig mod en overlegen Modstander; anden Gang ved at paatage sig Opgaver, hvis Løsning de ikke selv troede paa.
l{aptejn Jenssen-Tusch nævner som 1-lovedgrundenr
til den republikanske r
I) Manglen paa l{adrer.
-
Dr.n overilede Udrustning og Uddannelse.
-
Den uheldige llevæbning.
-
l{rigsministeriets Ledelse af fuldstændig ukrigs- kyndige Folk.
-
Generalernes hyppige Forllyttelse.
-
Den nltfor store Styrke, der samledes i Paris.
-
De nye Troppers Organisation for nær ved Fjenden.
-
De nye Troppers for tidlige Optræden paa Krigs skuepladsen.
-
Den mindre heldige Taktik.
I 0) Mangel paa Samvirk en mellem Paris og Pro vindserne.
l-Jvad der var at gjøre, er let at se: Paris, Fæst ningen Paris burde have havt en uindskrænket l(om mandant, der kunde benytte Byens uhyre Hjælpekilder i udelukkende militær Betning, og Regjeringen burde være gaaet ud af Paris for i Provindserne at kunne skabe Hære og staa i stadig Forbindelse med Udlandet. Med Rette skriver Oberst Poullel (La campagne de l'Est): "Hvis man strax havde indskrænket sig til passivt Forsvar
for Paris' Vedkommende, udelukkende betroet Byens For svar Lil Nationalgarden og Marinen og sendt de 60000 Mand regulære Tropper og de 100000 Mand Mobilf'r, som fandtes i flovedstaden, til Loirearmeen, er det nu klart, at Sejren vilde have kunnet tilsmile os». Og hvad Hrigsministeriets Ledelse angaar, skriver M. de Freycinet (La guerre en Province): "Hvorfor, siger man til os, have I ikke dannet om Eder et stort militært Haad? saa vilde Eders [{rigs førelse have været langt bedre. -- Ja, tilvisse I hvis vi om os havde bavl Generaler, som Chanzy, Faidherbe, Borel, Billot. i\Jen man glemmer blot, at deres Nær værelse var nødvendig i Spidsen for Hærene,, , og han viser, at Generalerne have havt saa frie Hænder som muligt, og at de, saa snart Ministeriel ikke billigede deres Planer eller Bemærkninger, forlangte at fratræde derf's l{ommando.
Det var ikke alle den gamle Hærs Officerer, som kvalte Begejstringen, demoraliserede Tropperne, ødelagde Uisciplinen, men mange af dem og ulykkeligvis dem, der
,are i de betydeligste Stillinger; de havue ingen Tro til Sagen, de skulde, som Bourbaki aabenhjerlig udtalte til den unge General Cremer, 11 ikke skabe deres Hepulalion, de kunde kun tabe den, de havden. Men, som sagt, mange af den gamle Hærs Officerer sluttede sig fuldt ud til den nye Ordning, med Liv og Sjæl, af al deres Evne, og bidroge mægtigt til at hæve Stemningen hos deres
Undergivne.
Jeg har selv havt den Ære at tjene under en ar
Hepublikens berømteste rlærførere, 18. r
Kampe ved Hericourt og Villersexel fra den 15. til den I i. Januarn); og ovrralt var General Llillot lige koldsindig, lige bestemt og heltemodig, lige ivrig, og naar han raabte til sine Tropper: • En avant, mes enfants I Vive La Re publique I" fulgte Folkene ham. Men jeg har ogsaa set de skæbnesvangre Følger af Officerernes Mistillid til deres Tropper og Opgiven af Ævret, og da jeg har set det paa nært lfold og derpaa, foruden paa hvad jeg ellers har erfaret ad mundtlig eller skriftlig Vej, stoller min Paa stand: at de gamle Officerer havde en væsentlig Skyld i lirigens ulykkelige Gang, skal jeg omtale mine personlil,(e Erfaringer i saa Henseende lidt udførligere.
Ved Juletid 1870, da Paris var gaael i Hi og su gede paa Labbrn, da Lo ir e armeen \'ar trængt Lil bage, rettedes Verdens Øjne paa Østarmeen, som under General llourbakis l{ommando, ov,!r 130000 Md. stærk med henimod 400 [{anoner, rykkede frem for at undsætte det belejrede Llelfort, trne den tyd ske Pariserhærs For bindelseslinier, ja mulig1is endog rykke ind i Sydtydsk land. Østarmeen kom til at beslaa af 4 A rmeekorps: 15., I 8., 20. og 21. l{orps paa 25 it 30000 i\ld. hvert, af en Reserve paa c. 8000 Md. og af General Cremers Division paa en halv Snes tusinde Mand. Cremer befandt sig paa l{rigsskuepladsen, da Østarmeen rykkede frem, underlagdes denne, blev sluttet til 18. [{orps, dannede Armeens venstre Fløj og rykkede efterhaanden fra lleaune over Nuits, Dijon, Gray, Vesoul, Lure frem mod Belfort. Samtidig skulde General Garibaldi med 20-30000 Md. temmelig løst sammensatte Tropper virke i Forbindelse med Østarmeen og da navnlig fra Dijon beskytte den mod Angreb i venstre Flanke.
Ue 4 Armeekorps rykkede dels over Pesmes, dels
tydske General Werder. Hans Hær var ikke nær hah· saa talrig som Østarrneen, og efter del heltemodige, men mislykkede Forsøg paa at standse de Franske ved Vil lersexel den 9. Januar, trak han sig ind i den af Naturen anviste Stilling paa Højderne bag Floden la Lisaine, med venstre Fløj stellet til Montbeliard, Centrum i Hericourt og højre Fløj over Chagey og Chenibier til Frahier paa Vejen Lure-Belfort. Denne Stilling var givet, en Stilling, der for Franskmændene slet ikke burde have været Tale om at forcere ved frontalt Angreb med de forhaanden værende Midler, den kunde kun tages ved at holde Fjenden fast gjennem Angreb i Fronten, medens han tourneredes ved omgaaende Bevægelser paa Fløjene, altsaa enten uden om Montbeliard eller Frahier. Det var saa simpelt og forstaaeligt, at Overgeneralen vilde kunne have lagt Jfrigsplanen lige saa klart frem for enhver af sine Soldater, som Napoleon gjorde Dagen før Austerlilz; det sprang i den Grad i Øjnene, at det var umulig andet, end at Planer i den Hetning maalle fremkomme.
Fra Oberst Bigot i Besan<,;on forelagdes der da ogsaa Overkommandoen en Plan, hvorefter 20. og 24. I{orps skulde marchere fra Besan<,;on langs Doubs venstre (syd lige) Bred over Blamont og Audincourt for at falde i Hyggen paa Montbeliard, medens 15. riorps paa Doubs' højre Bred over Beaume- les - Dames, Fontaine, Arcey skulde angribe Fjendens venstre Fløj i Fronten, og 18. Korps over Rougemont og St. Ferjeux dels rykke frem mod Fjendens Centrum, Hericourt, dels over Villersexel angribe og tournere hans højre Fløj i Forbindelse med Cremer, som fra Lure over Ilonehamp og Champagny skulde rykke mod Belfort.
Som det vil ses, beslaar denne Plan i at holde Fjenden i Stillingen ved Angreh med 1 ½ Horps i Fronten og at omgaa hans venstre Fløj med to Armeekorps, hans højre med henimod et. Men endskjøndt Planen frembyder flere Fordele, saaledes at hver Afdeling har gode Veje og rene Angrebs- og Helraitelinier.,turde den
vel være temmelig vidtstrakt, og naar de to Modstanderes Uddannelse og moralske Element tages med i Betragt ning, tillige for dristig, idet man kunde risikere at se Fjenden gaa angrebsvis tilværks paa de Punkter, hvor han følle sig stærkest; og Planen blev da heller ikke antaget.
Det havde vist været rimeligere at modificere Planen derhen, at den omgaaende Bevægelse fore:.rik med en forøget Styrke om Fjendens ene Fløj, i den foreliggende Plan den venstre (Montbeliard), og det var da ogsaa en saadan Plan, Overkommandoen antog, nemlig at holde F'jenden fast ved et frontalt Angreb og at omgaa hans højre Fløj (Frahier) - men den Maade, hvorpaa denne Tanke blev iværksat, førte og maatte 11fldvendigvis føre til den franske Armees Nederlag.
For det første havde Overkommandoen givet Inten danturen mangelfulde eller urigtige Oplysninger, hvorved Levnetsmidlerne ophobedes paa urette Steder, saaledes at, da det efter Sejren ved Villersexel gjaldt om af al
:\1agt at forfølge Fjenden, ikke tillade ham at sætte sig fast nogetsteds, da hvert linut var kostbart, Hæren maatte gjøre Holdt i flere Døgn paa Grund af Mangel paa Proviant. Vi lede ganske simpelt Sult. - Dernæst havde Overkommandoen sat sig i Hovedet, at [•]endens Stilling fra Montbeliard kun vilde strække sig til lleri court, der altsaa skulde danne hans højre Fløj, medens den i Virkeligheden, som naturligt var, strakte sig videre lil Vejen Lure-Belfort, og den eneste Grund til, at ikke denne Vej var besat, men kun observeret af Tydskerne, tør maaske søges i, at de kjendte den franske Armees Angrebsplan, idet Overkommandoen den 14. Januar tele graferede Planen til Lure i deu Formening, at Byen al lerede var besat af General Cremer, medens den endnu holdtes af Fjenden, som derfor netop indtog den Stilling, han vidste, de Franske vilde angribe. -· Endelig blev Ordren til at begynde Angrebet den 15. tidlig om Mor genen først udsendt saa sent den 14. om Aftenen eller
rettere om Natten, at, skjøndl l{orpsstabene ventede den og strax akrede til Udstedelsen ar Marcheordrene, Llevæ gelsen kunde først begynde om lorgenen og Angrebet op ad Dagen. Og desuden vare O,·erkommandoens Dispositioner saaledes alfaltede, al Afdelingernes Marchelinier skare hin anden, hvorved der fremkom Uorden og Ophold, og al Armeen paa en lang Strækning, uden et eneste Sted at være overlegen,· løb mod en uindtagelig Stilling.
Det rnr som sagt Overkommandoens Hensigt al tournern Fjendens højre Fløj, vistnok den rigtige Tanke. Det havde derfor været rimeligt al binde Fjenden ved med el Armeekorps at angribe hans Stilling '.\1ontbeliard Hericourt, rykke med en betydelig Styrke frem ad Vejen
Lure-Belforl og holde en passende neserve disponibel;
og med den Opstilling, Tropperne havde, vilde dette simplest kunne i\'ærksælles ved at angribe i Fronten med 20. Kops, lade den omgaaende Bevægelse udrøre af 18. Korps i Forbindelse med Oivisic,nen Cremer og holde 1&. og 24. Horps i Reserve. Der er ingen Tvivl om, al Stil lingen da var bleven tagen og Belfort befriet. l\Ien Ge neral Bourhaki tog ganske andre Dispositioner til sin Plans Gjennemførelse. lian lod 15. Iiorps angribe Mont beliard, 20. og 24. Horps rykke mod Slillingen fra Monl beliard Lil Hericourt, medens 18. Horps og Divisionen Cremer, der skulde foretage den omgaaende Bevægelse, fik Ordre til at rette deres Marche mod Chagey og Chencbier. Men delle blev slet ingen omgaaende ne vægelse; det var et frontalt Angreb paa hele Fjendens Linie, et Stormløb mod en fuldstændig dominerende, aldeles uindtagelig Stilling, valgt paa betydelige Højder, der faldt ned Lil en ikke frossen Flod, la Lisaine. Der var endvidere den flesynderlighed ,·ed Bourbakis Dispo sitioner, at 18. [{orps, der laa Syd for Lleverne, og Divisio ne11 Cremer, der laa Nord derfor i Lure, kom til al skære hinandens l\larcherouter i Beverne, idet han ikke lod Cremer følge den slagne Landevej fra Lure til B trort, men beordrede ham ad Vejen Lure-Be,erne Lil Chagey,
en Ordre, der er uforenelig med Marcheordren for 18. Korps, da derved Linierne krydses, og som desuden kun er forstaaelig, naar man gaar ud fra den højst urimelige Antagelse, at Fjendens højre Fløj stod i Hericourt; og selv om dette holdt Stik, vilde der have været al Grund til at lade Cremer følge Vejen fra Lure til Bel fort; skulde han ingen Modstanc! møde, var det saa meget des bedre. Nu gik det imidlertid saaledes, at en Del af 18. l{orps og Cremers Division rodedes sammen i Beverne, og at Resten af 18. l{orps og alle de øvrige I{orps, for delte paa hele den tydske Linie fra Montbeliard til Che nebier, løbe Panden mod en Mur og selvfølgelig bleve slaaede. Og som det gik den 15. Januar, gik det den 16. og 17.: Fjenden trak os netop paa den Stilling, han ønskede, vi skulde angribe, og som han iforvejen havde studeret, indrettet, forbedret, valgt med beundringsværdigt Blik og bestykket med Pjecer, der undertiden vare hej sede op paa dominerende Punkter. Og vi bleve da ogsaa ødelagte af hans Artilleri. General Uillot, hvem jeg i alle disse Dage fulgte, placerede strax den 15., saasnart Fjendens Forposter vare trængte tilbage, to 13atterier i Udkanten af Skoven mod Chagey. Henad Aften sendte han mig hertil for at se, hvorledes det stod til. Batte rierne vare knuste, splintrede Affutager laa imellem døde og saarede Mennesker, kun to Pjecer kunde endnu be tjenes, og jeg lod dem trække ud af liden. Fjenden, der formodentlig havde mærket sig Pladsen og gjort sine Observationer inden vor Ankomst, havde fra første Færd været indskudt. ne Forsøg, vort Infanteri gjorde paa at naa Tydskernes faste Stilling, mislykkedes tiltrods for de mest heroiske Anstrengelser; ved Mørkets Frembrud standsede Fægtningen, sultne, forfrosne, klagende og blødende Soldater samlede sig i [{lynger om Smaablus paa nøgne Pletter, kradsede i den knitrende Sne, ord
knappe, mørke, sammenkrøbne - - slagne.
Men med Daggry d. 16. begyndte H.anonaden igjen. Alt kunde endnu vindes; det gjaldt blot om, ikke at buse
lige paa, men at omgaa Fjenden; naar vi fra Landsbyen E tobon, som vi holdt besal, gik til venstre, mod Nord, kun el Par tusinde Alen, var Fjendens højre Fløj ved Chenibier tourneret - og del syntes et Øjeblik, som om det sknlde ske. Fra en lille spids Høj udenfor Etobon, som de fjendtlige Batterier ved Chenebier, saasnart de opdagede os, valgte til Skive, med vore Heste holdende bagved, saa General Billot, Admiral Penhoat (der kom manderede en af vore Divisioner), Grev d'Ussel (en Civil ingeniør, der havde faaet Officersrang) og jeg Slagets Gang. Tilhøjre Skoven mellem·Etobon og Chagey, foran den flade Snemark til Landsbyen Chenebier, mod Nord kratklædte Slugter op imod Champagney. Ad disse sendte Admiralen sine Tropper og fulgte deres Bevægelser i en Marinekikkert, medens han støttede sig paa en Stok og lod den Matros, der ledsagede ham, staa bagved med hans l{appe. Mig forekom det, at vor, Armeens, hele Landets Skjæbne laa i Admiralens Haand, og jeg ventede, at de fjendtlige Batterier, der bleve mere og mere ubehage lige, snart vilde blive nødsagede til at søge bort fra deres udmærkede Stilling, hvis de ikke vilde se deres Ryg truet. Men Admiralens Tropper gjorde snart, altfor snart, Holdt, deployerede til Højre op ad Slugterne og rykkede over Snemarkerne frem mod Chenebier. I samme Nu ophørte det fjendtlige Artilleris Skydning mod os og ret tedes paa de fremstormende l{olonner, som vaklede, svejede hid og did, standsede, vege og søgte ned i de Slugter, hvorfra de vare komne, efterladende Døde og Saarede mellem de sorte Furer, som de springende Granater havde pløjet i Sneen.
Men imidlertid havde General Billot beordret General Cremer til at angribe Chenebier fra Syd med de Tropper, der stode i Skoven mellem Etobon og Chagey. Ordren blev glimrende udført, Tropperne med Oberst de Carayon Latour i Spidsen toge Landsbyen med Storm og Fjenden
flygtede i Retning af Frahier.
"A cheval, messieurs, a cheval !" raabte General
Billot, vi trykkede hverandres Hænder,·sade i en I-Jaande vending i Sadlen, og i Spræng-l{arriere gik det til Che net:ier. Veje og (laver vare opfyldte af Døde og Saarede; Huller i Huse og Havemure viste, ligesom Frugttræerne, der vare afsavede el Par Alen over Jorden, med hvilken Om hu Fjenden havde forberedt Forsvaret. Paa en Plads midt i Byen havde de srjrrige, franske Tropper formeret sig paa Linie, præsenterede Gevær, da vi nærmede os, og raable: "Vive le general! 11 Generalen tog sin l\epi af og svarede: "Vive la repnblique !" hvorpaa han spurgte den Rommanderende om ·Afdelingens Navn.
11Le bataillon de la Gironde•, lød Svaret, og Gene ralen hilste igjen og raabte: "Le bataillon de la Gironde a bien merite de la patrie !11
Men medens alt dette skete, havde Fjenden sat sig fast i en ny Stilling - og den fik vi aldrig.
Natten tilbragte vi i Etobon. Den næste Morgen
- det regnede - red Generalerne Billot og Cremer, fulgte af deres Officerer og en Eskorte paa en 30 Ravale rister, til Chenehier. Da vi drejede om et Hjørne, paa samme Sted, hvor vi Dagen forud havde holdt Taler istedetfor at forfølge Fjenden, saa jeg en Trop velhevæb nede Tydskere staa ganske tæt ved bag en lille Mnr. Jeg greb den Officer, der red ved Siden af mig, ({aptejn Parisot, i Armen, men i det samme faldt Fjendens lid, Heste og Folk tumlede mellem hverandre, vi Oygtede, General Cremers Ilest styrtede og han selv naaede os tilfods. Landsbyen var i Nattens Løb bleven forladt af de Franske og strax besat af Fjenden.
Vi rede tilbage til Etobon, derfra gjennem Skoven til Chagey; Angreb var der ikke længere Tale om, Fægtning ikke heller, hist og her lidt Sky"den hen i Vejret; Øst armeen var klar paa, at den Stilling Joel sig ikke tage paa den Maade.
Fra Chagey rede vi tilbage ind i Skoven og traf paa r,n Korsvej General llourbaki og nere andre af de Højst kommanderende. Stemningen var overordentli/? trykket,
Modløshed og Forknythed fulgte med (hergeneralen, der paa mig kun efterlod et aldeles bestemt Indtryk: han frøs. - I det her afholdte Hrigsraad vedtoges det, at Angrebet skulde betragtes som endt, og Retraiten til Besan«;ion begyndr. næste Morgen.
Østarmeens Stilling var tiltrods for Nederlaget ikke en saadan, at dette var nødvendigt; vi kunde endnu godt næste Dag have omgaaet Fjenden og undsat flelfort; men med General Bourbaki lod det sig ikke gjøre. Tillige stode vi Fare for at blive angrebne i venstre Flanke og i Ryggen af ManteufTels Armee, der i Ilmarcher Nordfra rykkede mod Gray og Dijon , hvortil Bourbaki i sit Telegram til l{rigsministeriet i Bordeaux den 18. Januar henviser, og hvorom han i disse Dage underrettedes, dels fra Bordeaux, dels fra Præfekten i Cote-d'Or, medens han derimod ikke selv gjorde Forsøg paa at. søge llen seignements, ja endog den 24. fra 13esarn;;on rettede Be hrejde!ser mod I
Uvis vi altsaa ikke vilde forsøge paa at tournere
General Werders højre Fløj og, naar det lykkedes, støtte os til Belfort og eventuelt optage l{ampen mod l\'Jan teufTel med omvendt Front, var Hetraiten nødvendig, og det gjaldt da om at benytte hvert Øjeblik, poussere saa rask frem som muligt, for at Armeen ikke skulde se Retraitelinien afskaaret; hvad der ikke kunde følge med, maatte kastes til Siden. '1en istedetfor traskede vi ad 13esan«;ion til, som vi kunde bedst, Vejene spærredes af tomme Vogne og Marodører, Oflicererne maatte tigge sig lidt Mad til af 1\landskabet for ikke at omkomme af Hunger, og vi tilbagelagde ikke 2 Mil om Oagen, som det vil ses af I 8. ({orps' Marcheordrer: den I 8. Januar fra Etobon til Champey, den 19. til St. Ferjeux. den 20. til Rougemont, den 21. til Marchaux, den 22. til Besan«;ion. Det var navnlig Fodtøjet, det kneb med. Paa Slag markerne, f. Ex. ved Esprels og Villersexel, saa jeg vore
Folk strax plyndre de fjendtlige Lig for Støvlerne og selv stikke i dem; en Morgen gik jeg ind i en [Orke, som havde været belagt om Natten, og vilde jage nogle Efternølere ud; men de vare barbenede og græd: deres Rammerater havde om Natten stjaalet deres Støvler.
Werders Tropper fulgte os i Hælene, vare nærgaaende, men angrebe ikke med [{rafl ug lode sig let trænge til bage.. Det fik jeg en Dag et tydeligt Bevis paa. I{ort efter al vi den 21. om Morgenen havde forladt llouge monl, troede man al opdage, at Vognen med vort Arkh ikke var kommen med, hvorfor General Billot sendte mig tilbage med et Par Ordonnantser til Stabens forladte I{varter for at hringe Sagen i Orden. Men Fjenden var allerede trængt ind i Byen, da jeg naaede den. I en Fart samlede jeg en Haandfuld Efternølere og Marodører, Fjenden veg uden at gjøre Modstand, og vi naaede l{var Leret; men Arkivet var i rette Tid marcheret af ad en anden Vej.
General Manteuffel rykkede med to Armeekorps hu1:tig frem over Gray og Pesmes, over Pontailler og Dammarlin, hans Teter besatte den 21. om Aftenen Dole og marche rede dels mod Besarn;on til St. Vil, dels mod Syd til Mou chard for der at afskære Besarn,;ons og Østarmeens sidste Jernbaneforbindelse. Hermed var Armeen indesluttet; kun Hyggen mod Schweiz var fri. Men der var intetsomhelst til Hinder for, at vi kunde slaa os igjennem, kaste de underlegne fjendtlige Styrker, der vilde spærre os Vejen, enten ved at gaa mod Vest over Auxonne eller mod Sydvest over Lons-le-Saunier. En Hær paa I 00000 eller blot paa 50000 Mand, som vi I frem, er ikke let at sætte Bom for.
Men Bourbaki var ikke Manden. Der skulde helt andre Folk Lil end de herskende, om llepubliken af 1870 skulde have reddet Frankrig. Det var ikke Trochus form fuldendte Proklamationer og oratoriske Mesterværker, der kunde føre hertil, saalidt som Bourbakis Velvillie, ja end ikke GambeIlas Rastløshed og patriotiske Energi. Lad
os nævne Ordet rent ud: der manglede den første Re publiks Guillotine; den stod ikke truende bag de lunkne Soldater, bag de uheldige Generaler, bag de uduelige Politikere. Oen stakkels unge Civilingeniør, M. de Serres, der som Bordeaux-Regjeringens Delegerede fulgte Øst armeen, og som fra sin Chef, M. de Freycinet, fik den upolerede Tilrettevisning, at han "havde at afholde sig fra Handlinger, der kunde lade formode, at han gjaldt nogetsomhelst i [{ommandoen (que vous etes pour quelque chose dans le commandement)", ham, der er gjort saa mange Ophævelser over, som har sat saa meget ondt IJlod og bragt saa mange Penne - ogsaa Ifoptejn Jenssen Tuschs - i ilter Bevægelse - - han gjor;de saamænd ikke en [{at Fortræd og var en tam Udgave af Velfærds komiteens skærfomgjordede Civilkommissærer. Oet var en vandet Regjering, den i Paris, og den i Bordeaux var ikke lutter Kraft. Derfor regnede det ned med Usand heder, Udflugter og Belønninger; Patriotismen maalte be tales med klingende !\lønt; Regjeringsbygningerne bleve belejrede af Ansøgere, og Gambetta har selv meddelt, hvorledes Generalerne, f. Ex. Bourbaki, plagede ham for Avancementer og Dekorationer til Stabenes Officerer, og hvorledes disse bagefter hos Diktatoren selv forvissede sig om, at givne Løfter vare blevne opfyldte.
Besancon var indesluttet , Fjenden omfattede os. Allerede den 22. vare vi i liden, da General Billot vilde bese Forposlerne Sydvest for Byen. Bourbaki. lod sig i sløv Uvirksom hed indeslutte pua et Tidspunkt, hvor Mi nuterne vare Guld og Blod værd, mere end det: Æren. Vi laa i 3 Dage ubevægelige i og om Besanr,on - naar undtages en Masse Ordrer og l{onlraordrer, Marcher og l{ontramarcher. Fjenden havde lige udenfor Byen den
vor Forbindelse med Lyon. Oe passere le Doubs og maaske la Loue. Selv om jeg skynder mig saa meget som muligt, ved jeg ikke, om jeg kan tilbageerobre dem. Jeg vil imorgen (!) lage Bestemmelse", og samme Dag føjede han til: "Dersom De tror, at en af mine l{orps chefer kan gjøre det bedre end jeg, saa tøv ikke med al remplacere mig, enten med Billot eller med Clinchant. Marlineau har ingen Tillid til sine Tropper, 13ressolles har aldrig havt det. Opgaven er over mine Evner" ; og strax derpaa gav han en i høj Grad rnislrøslende Over sigt over sin Hær.
Men dog gjør l{aptejn Jenssen-Tusch her General l:lourbaki Uret ved al skrive: "Oen 24. Jan. telegraferede Overgeneralen Lil l{rigsministeriet, at hans Tropper vare smeltede sammen til 30000 Mand, og at de hverken vare
Stand til al marchere elltir at slaas"· Telegrammet lød saaledes:
"Besanr;on 24. Jan. I Si I. Bourbaki til Rrigsministeriet.
I mine 3 Armeekorps har jeg ikke 30000 l{om batlanter. - Jeg har af brugelige Tropper kun de / 4 af 18. Korps, 6000 Mand af He serven og en god Oel af Divisionen Cremer."
Selv med Generalens haabløse Syn blev det allsaa over 60000 Kombattanter, hvilket sikkert er daarligt nok for en Hær paa henimod den dobbelte Styrke, men del er dog langt fra, at Hæren var smellet sammr.n til 30000 Md., der hverken kunde marchere eller slaas.
l{rigsministeriet i Bordeaux sendte General Bourbaki den ene mere indtrængende Depeche efter den anden for at faa ham til at slaa sig igjennem; l{ommandanten i llesanr;on erklærede paa det bestemteste, at hans Forraad ikke tillod ham at approvisionere Østarmeen: han vilde ikke have et andet Metz; Manteuffel havde trukket sin Hovedstyrke over le Doubs, Sydvest for)3esan(ion; Werdcr nærmede sig fra Nord. Under Presset heraf samlede General 13ourbaki Generalerne Clinchant, Billot og Cremer til Krigsraad i Ch,Ueau-Farine ved Besanr;on om Efter middagen den 24. og forelagde dem sin Plan: at gaa til Pontarlier ved den schweiziske Grændse. Clinchant og Cremer erklærede, at der var ikke andet at gjøre end at gaa til Pontarlier eller - om muligt - at gaa over Sa lins til Champagnole; kun 13illot foreslog at gaa mod Vest, over Auxonue, som var i de franskes Hænder, og han regnede hertil al kunne samle 50000 Mand gode Tropper, som let vilde kunne knuse den ringe Styrke, som Manteuffel i sin Iver for at trække sine Tropper mod Syd og afskære Llesanr;ons Forbindelse med Lyon havde staaende mellem Floderne l'Oignon og le Doubs. Det var en dristig Plan, men med en Chef som Billot, der sikrede en energisk Gjennemførelse, ikke uudførlig. Da imidlertid de andre Generaler ikke støttede den, modtog Uillot ikke Uourbakis Tilbud om Kommandoen over Øst armeen - og lletraiten til Pontarlier vedtoges i l:laab om, at der kunde gjøres kraftig l\fodsland i Jurabjergene, at Hærens Forsyning lod sig iværksætte fra Schweiz, og at den kunde undkomme langs Grændsen, hvortil der endnu var t\lulighed, naar den fattede Plan blev udført øjeblikkelig og gjennemført med l{raft og 13esternthed.
i\'len næppe havde General 13ourbaki fastslaaet denne
Plan, før han vaklede, Iod den 25. sin Stabschef, General Bore!, meddele Chefen for Hærens Ingeniørvæsen, General de Riviere, "at han renoncerede paa den tilbagegaaende Bevægelse, at han vilde etablere sig paa le Doubs, holde Fjendrn Stangen og debouchere i det hensigtsmæssige Øjeblik n , og samme Dag telegraferede han til Bordeaux, at han "vilde søge Vejen over Sal ins n. Altsaa vilde han nu kaste Fjendens stærkt fremskudte højre Fløj og fort sætte Marchen over Champagnole, eller muligvis gjøre højre om og Front mod Fjenden, hvis Chancerne skulde stille sig gunstige for et Angreb paa de to tydske Armee korps, der fandtes. Det var muligt; thi Bordeaux- Hegje ringen havde fattet den Plan samtidig at true Manteuffels Hær med Garibaldis 50000 Md., der den 29. satte sig i i\larche fra Dijon mod Dole, hvilken By evakueredes af den svage tydske Besætning, som replierede sig paa Pes mes, af en Afdeling paa 7000 Md. regulære Tropper, der fra lleaune over Seurre sendtes mod Dole, og af en halv Snes tusinde Mobiliserede fra Lyon, der ad Jernbanen vare førte til Lons-le-Saunier. Her var ikke blot en Mulighed til at undlly, men til at vinde en Sejr.
Men det blev ved Tanken. 11ourbaki fastholdt heller ikke denne Plan, hans Selvmordsforsøg gav hans Armee Naadestødet, den var derefter ikke operationsdygtig, den kunde endnu være undsluppen, men den af B.egjeringen i Paris afsluttede Vaabenbvile, hvorfra Østarmeen var undtaget, hvilket B.egjeringen i Paris glemte at meddele Regjeringen i Bordeaux, der sendte Østarmeen Underret ning om Vaabenhvilen, fuldendte dens Ødelæggelse.
General Billot havde samlet Alle, som kunde marchere, ført dem til den modsatte Side, ind mod Frankrig , sagt dem, at Maalet var lige efter Næsen, gjennem Fjendens Linier, over hans Lig, og naar Generalen da havde givet Signalet til Opbrud: "En avant, mes enfnnts 1" vilde man have faaet at se, at vi tiltrods for Mangel og !{ulde, for Nederlag og Skuffelser endnu kunde slaa et Slag og vilde gjore det; det beviste vi nogle Dage senere ved La Cluse under langt ugunstigere Forhold.
Henad Skumringen var General Billot, hvem jeg fulgte, staaet af i en Landsbykro, hvortil kort efter General Bour baki kom ridende; han sad af, gik ind i Stuen og lige los paa General Billot, med hvem han samtalede et Øje blik og red derpaa atter bort. [fan havde tilbudt Billot [{ommandoen, hvilket denne afslog. Ud paa Aftenen var jeg i 18. [{orps' Generalkvarter beskæftiget med at ud spørge en fangen tydsk liavalerist, da der kom Ilbud fra Hovedkvarteret, at vor Abbe øjeblikkelig skulde tage dertil. Sent om Natten kom han tilbage og fortalte, at General Uourbaki havde skudt sig en Pistolkugle i Hovedet; ban var, da A bbeen saa ham, ikke død, men bevidstløs.
Næste Morgen kjendte hele Armeen Ulykken - og det var Signalet til Opløsning. Enhver gjorde, hvad ban havde Lyst til, gik eller blev liggende efter Behag, Op muntringer eller Bebrejdelser besvaredes med et fortvivlet: "Hvad kan det nyHe? - Overgeneralen bar skudt sig - Det er Enden paa Enden", eller lignende. Den [{ugle kostede os flere Folk end alle Fjenrlens i alle [{ampene tilsammen. Det var den sletteste Handling, en General kunde begaa, og naar man ser, hvorledes de Styrende, baade militære og civile, søgte at dække over og be smykke denne Forbrydelse ved at kalde den: «Tilfældet" (!'accident), "begaaet i ·ædel Fortvivlelse" , "der heldigvis ikke berøvede Frankrig en af sine mest hengivne Sønner",
o. s. v., væmmes man og forfærdes over, hvor dybt den tredie Ilepublik stod under den første, i hvilken sligt vilde have været halsløs Gjerning.
Skylden for, at Frankrigs Skæbne blev lagt i General llonrbakis Hænder, var Pariser Regjeringens. Efter at Generalen ved de fedtede Underhandlinger, der af maaske derlil ubeføjede Personer søgtes knyttede gjennem Preus serne mellem Bazaine og den landllygtige f{ejserinde Eugenie, var sluppen for Fangenskabet, fik Hegjeringen i llordeaux ham paalvunget fra Paris. "Vi ere lykkelige ved at vide, at De har llourbaki," skrev Udenrigsministeren Jules Favrc til Gambetta. "l:lvis han ikke kommer Lil Paris, kan han kupere Fjendens Linier ved hurtig at rykke mod Øst", og Trochu føjede til: "llehold endelig llour baki; han vil frelse Provindserne, som vi Paris." - To rare Frelsere, Trochu og Bourbaki ! -
Tilfældigvis var Østarmeen ikke mange Timer uden Overgeneral. Den Depeche , der meddelte llourbakis Selvmordsforsøg til llordeaux, krydsedes med en anden, hvorved l{ornmandoen fraloges ham og gaves Lil General Clinchant, som derpaa den 27. og 28. fortsalle den til bagegaaende Bevægelse til Pontarlier og Omegn med den haardt prøvede Armee, hvilken der imidlertid endnu var forbeholdt·forfærdelige Skuffelser.
Paris kapitulerede eller rettere: Regjeringen der, som taabeligen var hele Landets Regjering, afsluttede, da Paris ikke kunde mere, en Vaabenhvile for hele Frankrig, hvorfra dog Øslarmeen og Garibaldis Armee vare und tagne, idel "de militære Operationer i Departementerne Doubs, Jura og Cote d'Or, ligesom Belejringen af Belfort, fortsættes uafhængigt af Vaabenhvilen", og Elegjerings
·Wedlemmerne i Paris gave sig saa Lil at skrive alenlange Proklamationer, som om det rnr en ren Hellebedrift, de havde begaaet. • Vi beholde vor Nationalgarde uberørt
\hvorved l{ommunen kom island), ingen af vore Soldater bliver ført ud af Landet, de blive midt iblandt os, Offi cererne skulle beholde deres Vaaben, man behøver ikke at ty til de Yderligheder at slagte de 3000 l{øer, der ere bestemte til at forsyne de Syge og Nyfødte med Mælk, netop fordi Regjeringen for det nationale Forsvar har besluttet sig til at underhandle», o. s. v. i samme Stil, hen vendt til Uefolkningen i Paris for at trøste den lidt over, at Jules Favre, der i September i Ferrieres havde "følt sit Hjerte pint og frygtet for at besvime", da han talte med Bismark om Fredsbetingelser og stolt havde erklæret, aldrig al ville afstaa en Tomme af Territoriet eller en Sten af Fæstningerne eller en Skilling af Skatkammeret, nu maalle give den graadige Fjende 2 Proviudser og Francs i milliardvis; al General Du erot, der højtj.jelig havde •svoret overfor hele Nationen» ved det "supreme» Udfald den 28. Nuv. «ikke at vende tilbage til Paris 1den død eller sejrrig», befandt sig rask og sund, men slc.gen, i Byen; at Trocbus Plan, der som bekjendt· var bleven deponeret hos en Notar som el Testamente, og som ufejlbarlig skulde frelse Frankrig, viste sig al være det bare Vind, og al hans Opfordringer til Gambetta: «naar Paris falder under Hungerens Tryk, bør Frankrig kun saameget mere energisk fortsætte den Kamp paa Liv og Død, som det saa hæderlig har begyndt med Tydsklands Fyrster,,, ikke havde mr.re paa sig, end hans Forsil.ring om, at uParis' Gouvernør kapitulerer ikke•. Regjeriogen i Paris lagde Frankrig trælhunden for Tydsklands Fødder, ml'dens den kun opretholdt een lagt: den fremtidige l{ommuoes. De Betingelser, SPjrherren foreskrev, maalte Hegjeringen i Paris gaa ind paa for Paris' Vedkommende; men den var uberetliget Lil al slulle Fred for Frankrig, du den ingen ,\Jagt havde i Provindserne og ikke kjendle Forholdene der, f. Ex. slet ikke vidste, hvorledes det stod Lil med Østarmeen, ja end ikke var vidende om Gari baldis Hærs Tilværelse. Ikke enguug Napoleon, Statens anerkjendte Overhoved, forsøgte ved Sedan al trælTe Af gjørelser for Frankrig. flegjeringen burde have udvalgt en I{ornmandanl, der kunde kapilulert for eller overgive Fæstningen Paris; men den paatog sig al slutte Fred, som den havde pautagel sig at føre [{rig, for hele Frank rig; den gav Fjenden uden Sværdslag de Stillinger, han endnu ikke havde taget, den kastede haade Loire- og
Nordarmeen tilbage, prisgav Østarmeen til samtlige tydske Hære og g I em te at fortælle Østarmeen, hvilken Stilling der var bleven den forbeholdt. I sin Tilfredshed over de opnaaede Resultater undlod Regjeringen i Paris i sit Telegram til Gambetta om VaabenhYilen at fortælle, at de østlige Departementer vare undt1gne, og Gambetta kunde altsaa kun telegrafere om Vuabenhvile i Alminde lighed til Østarmeen, der nu standrnde sine Operationer og opgav Fjendtlighederne; men herpaa vilde Tydskerne ikke indlade sig; de pressede os mere og mere, toge Fanger og skød, naar vi ikke godvilli vilde overgive os. Saaledes gik det den 29., 30. og 31. Januar.
Om Natten til den I. Februar traf jeg i Pontarlier, midt inde i Uyen, 3 bevæbnede Preussere, som sagde, at vi vare gode Venner og at der var Vaabenhvile; men da jeg nogle Timer forinden paa en Rekognoscering udenfor Uyen, sammen med [\aplejn Parisot, en modig og intelligent Generalstabsofficer, var bleven beskudt af en preussisk [{olonne, tog jeg dem med til vort General kvarter, hvor de fleste af Stabens Officerer og Under officerer vare samlede for at skrive l\larcheordren for næste Dag, der lød paa: hele Armeen ind i Schweiz. At jeg havde truffet Preusserne nedenfor paa Gaden, lod ikke til at vække Overraskelse, kun en Underofficer raabte
- og hans Udbrud greb i den Grad Enhvers inderste Tanke, at logen havde et Ord at sige dertil: "Det er ikke en [{rig, det er en Maskeraden.
Næste Morgen beskød Fjenden Pontarlier, som vi forlode. Vejen og Markerne omkring den til La Cluse vare opfyld le af Vogne, Marodører, stive, ihjelfrosne, saarede og døende Mennesker og Dyr. Stra'I'.. Øst for La Cluse indsnævres Terrainet, der lades kun Plads aaben til Landevejen og Jernbanen, om snor sig mellem de [{lipper, der bære et Par smaa Forter: les fo ts de Joux. Da vi havde passeret dem, gjorde Generalen Holdt i en Præste gaard; men en halv Timeslid efter kom der Melding, at Fjenden angreb La Cluse. General Billot steg strax til-
hest og red, fulgt af nogle af sine Officerer, til Rrigs skuepladsen. Saasnart vi drejede ind i Oefileet, modtoges vi af en voldsom lid. Fjenden havde besat La Cluse, Højderne og Skraaningerne deromkring, de franske Afde linger, blandede mellem hverandre, flygtede i vild Uorden, forfulgte lige Lil Forternes Fod. Men General Billot stand sede øjeblikkelig de flygtende Skarer, vendte dem, sad af, gik selv i Spidsen, kastede Fjenden, 10 Minuter efter havde vi gjort over 100 Fanger, og vi holdt Slillingen til Mørkets Frembrud, hvorved del blev muligt i Ro at fort sætte den sørgelige Retraile ind i Schweiz ved Verrieres. Enkelte sprængte Afdelinger undkom langs Grændsen.
80000 Md. interneredes i Schweiz. Mange, der ved at
blive tæl ved Grændsen undgik at afgive Æresord, som først afkrævedes et Par Mil inde i Schweiz, undkom for klædte; og jeg havde den Glæde allerede 14 Dage efter at træffe General Billot i Bordeaux og af den nydannede Regjering at blive ansat i hans Stab for 26. Armeekorps, som formeredes i Poitiers.
Østarmeen var tabt fra det Øjeblik, den fik General Bourbaki til Chef, som Paris, da den fik Trochu til Gouvernør, og l{aplejn Jenssen-Tuschs Paastand, at Re gjeringen var for rask Lil at afsætte de Generaler, der ikke viste sig duelige, passer ialfald ikke for vor Chefs Vedkommende; jo før, han var bleven afsat, des bedre. Da General Trochu var Landets første Leder, var der Ingen til at afsætte ham -- og godvillig gik han ikke. Der var kun een Mulighed for al blive ham kvit, den, de Radikale, da de Dag for Bag forgjæves havde søgt al
•poussere" ham, 2 Gange prøvede paa at anvende: "at kaste Regjeringen ud ad Vinduet,,. Men som bekjendt mislykkedes del begge Gange.
