»Den ikke-militære og civile anvendelse af general Carl v. Clausewitz’ efterladte skrifter i tiden efter Lenin«

Af professor, dr. Werner Hahlweg/v. mag. art. Ole Balleby Forelæsning afholdt i Det krigsvidenskabelige Selskab d. 17.10.1977.

I.

I sin kendte Mao-biografi henviser den vesttyske sinolog ved universitetet i Bochum, Tileman Grimm, til den kendsgerning, at Mao Tse-Tung netop som politiker i stor udstrækning beskæftigede sig med militære spørgsmål, hvorved han i denne sammenhæng også er kommet ind på teorierne vedrørende den moderne revolutionære partisan- og guerillakrig og i forbindelse hermed også har studeret Clausewitz’ »Vom Kriege«.1} Tanker og forestillinger herfra vender tilbage i Mao’s egne teorier om guerillakrigen, såsom betydningen af begreber som eksempelvis dristighed, udholdenhed, lokal overlegenhed, overraskelse eller krigslist.2) Desuden er det kendt, at da forbundskansler Helmut Schmidt besøgte Kina, havde han d. 20.10.1975 i Peking en samtale med Mao Tse-Tung, under hvilken Mao lod falde adskillige bemærkninger om Clausewitz. Han sagde bl.a. ordret: »Deres land kan være stolt af Clausewitz, som jeg anser for at være en stor krigs- og fredsfilosof,« hvortil Helmut Schmidt svarede: »I iDeres skrifter har De jo også beskæftiget Dem udførligt med Clausewitz, og selv havde jeg også et særdeles godt kendskab til ham, før jeg i sin tid blev forsvarsminister.«3) Dette fører os herefter frem til spørgsmålet om de grundlæggende relationer mellem på den ene side forholdet mellem krig og politik, anvendelse af magt eller forhindring af magtanvendelse, og på den anden side problemerne i forbindelse med selve fredsbegrebet i den moderne verden, herunder den funktion politikerne og selve de udøvende magtorganer har, når det drejer sig om at beherske kriser og konflikter - såvel indadtil som udadtil. Vor samtids mangeartede konflikter i næsten alle verdensdele stiller os overfor sådanne spørgsmål og overfor sådanne problemer. I det kendte franske fagtidsskrift »Etudes Polemologiques« opregnes der således alene for året 1975 568 interne konflikter i de enkelte stater, og perioden 1968-1975 tegner sig for ikke mindre end ialt 3363. Det hedder derfor også meget rammende i tidsskriftet, at voldsanvendelse som begreb frembyder en meget kraftig udfordring i den del af vort århundrede, der endnu er tilbage.4* Mindre konflikter, herunder også terroraktioner synes at have en indbygget tendens til at eskalere, for til sidst at eksplodere i krige eller revolutioner. At komme denne udvikling i forkøbet, fremhæver tidsskriftet, er et rent politisk anliggende. Det er politikkens opgave at skabe fredelige tilstande både indadtil i de enkelte stater og udadtil på det internationale plan. Accepterer man denne opfattelse af den politiske ledelses førende rolle (Primat der Politik), hvilket i denne sammenhæng kan defineres således, at løsningen af både indre og ydre konflikter er og forbliver et fundamentalt politisk anliggende, står man ikke alene med denne opfattelse. Ved siden af udformningen af andre former for praktisk tænkning, var det nemlig den preussiske general Carl v. Clausewitz (1780-1831), der med sit værk »Vom Kriege« skabte en endnu gyldig definition af krigens væsen, og i denne sammenhæng fremhævede den centrale rolle, man burde tilmåle selve politikken som begreb betragtet, d.v.s. klarlagde de grundlæggende relationer mellem politik, krig/konflikt, samfundsmæssige forhold, og hvad der betingede en fredstilstands opretholdelse. I realiteten skabte han med »Vom Kriege« et værk, der kunne stilles i statskunstens tjeneste.5) Man kan hertil stille spørgsmålet, om det mon også tiden igennem er gået op for de ansvarlige statsmænd og politikere, at »Vom Kriege« først og fremmest var et værk af politisk og ikke udelukkende fagmilitær karakter? Hvorledes vurderede de det, og hvorledes betragtede de det - og i bekræftende fald - på hvilken måde og under hvilke omstændigheder skete dette? Hvem var mon de politiske personligheder - i denne forbindelse forstået som civile politikere i modsætning til professionelle militære - der på en eller anden måde har vendt blikket mod »Vom Kriege«? I det følgende skal det ved et antal udvalgte eksempler søges belyst i hvor høj grad, der er blevet gjort brug af Carl v. Clausewitz’ efterladte arbejder fra civilt hold. Herunder vil følgende emner eller udviklingstrin blive behandlet: 1. En kort karakteristik af selve værket »Vom Kriege« og den metode Clausewitz gik frem efter. 2. Den brug, man fra rent politisk hold - d.v.s. fra ikke-fagmilitær side - har gjort af »Vom Kriege« siden Lenins tid, dog med et tilbageblik på Marx og Engels. Fra Lenin videre frem over Hans Delbriick, T. E. Lawrence, Theodor Korner - østrigsk socialist og overborgmester i Wien - Mao TseTung og Che Guevara. Desuden vil den bedømmelse, der er blevet værket til del fra forretningsmæssig side, blive nævnt, her forstået som moderne virksomhedsledelse, og der vil i denne forbindelse blive redegjort for Peter Linnerts bog: »Clausewitz fur Manager«.6) 3. I en kort sammenfatning vil til slut de vigtigste resultater og konklusioner blive opsummeret.

II.

1. Kort karakteristik af » Vom Kriege« og værkets metodiske grundlag. Carl v. Clausewitz’ liv faldt i en særdeles bevæget periode, der samtidig skulle vise sig at være såvel revolutionerende som frugtbar i mange henseender. Perioden fra 1780 til 1831 omfatter den franske revolution, Napoleon I’s både bevægede levnedsløb og undergang; L’ancien regime fra det 18. århundrede forsvinder og afløses efter 1815 af restaurationsperioden. På ethvert plan opstår der nye politiske, åndelige, sociale og økonomiske impulser, også på det militære område, hvor der sker afgørende forandringer i relationerne mellem begreber som politik og konflikt. Clausewitz erkendte, at politikkens grundlæggende forhold måtte opfattes i lyset af selve volds- eller aggressionsproblematikken i alle dens områder og funktioner. Politikken måtte relateres til den ny tids sociale forhold og aktører, og for Clausewitz var samtidens hovedspørgsmål at udrede relationerne mellem konflikt og harmoni, mellem krig og fred - begge dele opfattet som begreber. Det var hans intention at klargøre disse impulser og strukturer, og i sit forsøg herpå skabte han i virkeligheden med sit berømte værk en håndbog i statskunst. Krigen med hele dens mangeartede væsen og nye fremtrædelsesformer står ganske vist i forgrunden, men den bliver vel at mærke forstået og fortolket som et politisk og samfundsmæssigt fænomen. I denne forbindelse må man fremhæve nogle af Clausewitz’ forestillinger som må tilmåles afgørende betydning for denne emnekreds: 1. Man må opfatte krigen som en del af et socialt hele, som en konflikt ført med voldelige midler og - i princippet - en voldsakt der ingen grænser kender; det begreb han selv kaldte »Absoluter Krieg«.7) Forholder det sig således på det teoretiske plan, optræder der dog i praksis modificerende elementer, således forstået, at den førte politik kan øve indflydelse på krigens - i teorien - absolutte karakter, og på forskellig måde og forskellige plan at forandre denne til stundom blot at være to partier, der holder hinanden under gensdig observation. 2. I en voldelig konflikt er politikken fundamentalt altid den sidste, afgørende faktor. En krig eller en konflikt er altså i sidste instans et rent politisk spørgsmål, der skal forstås på baggrund af den til enhver tid eksisterende samfundsstruktur, og krigen kan derfor aldrig betragtes som noget isoleret fænomen. 3. Konflikt eller krig må derfor bestandig forstås i relation til den fredsordning eller til de fredsvilkår, de stridende parter ønsker, der skal fremstå som resultat af selve konflikten eller krigen. Som det udtrykkes i »Vom Kriege«s første bogs første kapitel, betyder dette, at når man kan se en ende på en voldelig konflikt, må den ansvarlige politik som i denne forbindelse også omfatter selve krigsførelsen og den strategi, der måtte ligge til grund herfor, drage omsorg for, at de afsluttende militære operationer (med herunder hørende indsats af tropper) er således tilrettelagt, at man tager højde for enten den kommende fredsordning eller den kommende tilstand af ikke-krig eller konfliktstilstand. (Dette vil senere kort blive anskueliggjort ved eksemplet Berlin, foråret 1945).8) 4. Behersker derfor politikken krigen eller - om man vil - de militære styrker og de udøvende myndigheder og organer, bør dette dog ikke ske hverken uden indsigt eller omtanke. Tværtimod må man stedse have sig disse institutioners og midlers natur for øje og vise disse behørigt hensyn. De er det instrument, det værktøj, hvormed politikken fører krigen, og de, der tilrettelægger politikken, må kende dette for på indsigtsfuld vis at anvende det og for at undgå, at man enten misbruger det eller stiller overdrevne krav hertil. Clausewitz udtrykker det således: politikken må ikke stille krav til instrumentet, som dette ikke kan honorere.9> 5. Drejer det sig om en væbnet konflikt, ligegyldig af hvilken art, må politikeren anstille en nøje, realistisk beregning, under hvilken han må tage sit udgangspunkt i det én gang politisk givne. Han må kende egne kræfters formåen og indse grænser og rækkevidde for de ressourcer, der står til hans rådighed - og han må også vide, hvad modstanderen råder over, hvorved han kan erkende, hvorledes man kan relatere forholdene til hinanden. Han må - kort sagt - være i stand til at bringe begreberne hensigt, mål og midler i overensstemmelse med hinanden.10) 6. Hvad det moderne terrorproblem angår, kan man med Clausewitz sige, at selve begrebet terror ikke frembyder nogen ægte løsning på noget politisk problem. I sit berømte »Bekenntnisdenkschrift« fra februar 1812 siger han ordret: »Lad os bare lade det komme dertil, hvor vi betaler grusomhed med grusomhed, voldsakt med voldsakt. Det vil ikke være svært at overbyde fjenden på dette område for derved at føre ham tilbage til grænserne for mådehold og menneskelighed.10 Terror fører således ikke for Clausewitz til noget mål, tværtimod bekender han sig til mådehold og menneskelighed. 7. I alle væbnede konflikter eller krige, de være sig interne eller eksterne, spiller begreber som tilfældet og moralske størrelser en rolle, der ikke bør overses. I Clausewitz’s teoretiske forestillinger om krigen står endelig på en central plads vurderingen af politikken i forholdet mellem teori og praksis, når talen er om voldelige konflikter. Clausewitz ser problemets løsning gennem sin vurdering af filosofi som en måde at tænke på - i en kombination af logik og dialektik. I hans hidtil uoffentliggjorte filosofiske tekster fra årene 1809 til 1812 betoner han atter og atter, at teorien til enhver tid må være i overensstemmelse med praksis.12) For at kunne dette må man for det første kunne beherske logikken, her forstået som evnen til at bringe såvel den formelle som den materielle logik, ved hvis hjælp man ønsker at foretage en vurdering af et givet materiale eller af en given situation, i overensstemmelse med hinanden. Dette betyder, at der skal være overensstemmelse mellem teoretiske forestillinger i deres forbindelser med tænkningens love og overensstemmelse mellem de teoretiske forestillinger, man måtte nære, og det objekt, om hvilke de drejer sig. Dette forudsætter, at man råder over en tilstrækkelig sikker dømmekraft, at man kan skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, hvortil kommer, at man må være i stand til kritisk at kunne vurdere ens egne forestillinger og forehavender. Hertil kommer for det andet den dialektiske anskuelsesmåde, d.v.s. at man bestandig må have blikket rettet mod såvel den mindste detalje som mod den store helhed og her virkelig formår at relatere alt dette i dets mangeartede fremtrædelsesformer til det virkelige liv, og i forbindelse med enhver vurdering lade en frugtbar kritik komme til orde. Stikordene her er: tése - antitese - syntese. Sammenfattende kan man sige, at Clausewitz’ efterladte skrifter i deres basale forestillinger primært kan betragtes som politiske vurderinger; dette gælder navnlig selve »Vom Kriege«, hvor han behandler de grundlæggende forhold mellem politik og krig - begge dele idealt opfattet og begge dele forstået som begreber. I hvert tilfælde tilkendes i sidste instans politikken og politikeren forrangen; krigen og de eller hine instrumenter, hvormed den føres, er og bliver kun redskabet. Omvendt erkendes det, at politikeren har pligt til både at kende og at kunne anvende og lede dette redskab og ikke stille det overfor uløselige opgaver.13)

2. Beskæftigelse med Clausewitz fra civilt hold.

Den indflydelse selve værket »Vom Kriege« såvel som Clausewit’s øvrige efterladte skrifter og optegnelser har udøvet fra 1834 til vor samtid på civile politikere - her forstået som ikke-militære fagfolk - viser, at man oprindeligt knap nok har bemærket det, endsige gjort reelt brug heraf. Det er således ikke ukendt, at Bismarck engang har sagt, at han om Clausewitz egentlig kun vidste, at det var en preussisk general,^) og i det tyske kejserrige fra 1871 til 1918 var det i grunden kun historikeren og politikeren Hans Delbriick, der overhovedet beskæftigede sig med ham, for straks i forbindelse hermed at komme i konflikt med den preussiske generalstab om spørgsmål vedrørende fortolkning af moderne strategi.15) Civilister, der beskæftigede sig med Clausewitz, var ikke velsete hos generalstaben, som den i sin tid kendte militærforfatter og general Friedrich v. Bernardi fremhævede i sine erindringer så sent som i 1 9 2 7 16) Dette afskrækkede dog ikke Hans Delbriick. I sine skrifter under den første verdenskrig17) og i sit i 1922 udgivne arbejde »Ludendorffs Selbstportråt«18) anskueliggjorde han, hvor nyttige Clausewitz’s forestillinger om vekselvirkningen mellem politik og krig som begreber betragtet kunne være for statsmanden, og at det dermed overhovedet med Clausewitz i hånden var muligt at fremkomme med en saglig motiveret kritik af den øverste militærledelse i årene 1914-1918, betød, at man derved blev i stand til at tilbyde den politiske ledelse en reel militærpolitisk målestok. Delbriick forblev dog desuagtet foreløbig en enlig svale i det kejserlige Tyskland, og under Weimarrepublikken ændrede dette forhold sig heller ikke synderligt. Kun lejlighedsvis fremkom enkelte socialdemokratiske politikere som Levi og Julius Leber19) med spredte hentydninger til Clausewitz, og i praksis handlede Weimarrepublikkens politikere da heller ikke efter Clausewitz’s forskrifter. I det mindste evnede man ikke at finde en politisk løsning på problemet med »Reichswehr«, der var i overensstemmelse med Clausewitz’s ånd. Som bekendt var det ikke Weimarrepublikkens politikere beskåret at bringe militæret under effektiv politisk kontrol, hvadenten det drejede sig om socialistiske eller borgerlige politikere. Den position, general v. Seecht som »Chef der Heeresleitung«, indtog, er for så vidt symptomatisk for den dualisme, der var mellem politisk myndighed og militær kommandoudøvelse.20)

Imidlertid kan man fra civilt hold ikke tale om fuldstændig manglende resonans for Clausewitz’s tanker. Der tænkes her på Karl Marx og Friedrich Engels og på Lenin - revolutionære socialister, der begribeligvis ikke var militære fagfolk af uddannelse og profession, men som med deres forestillinger om revolutionær politik og hele den voldsproblematik, der eksisterede i forbindelse med den socialistiske revolution, vendte blikket mod Clausewitz. Både Marx og Engels studerede således i 1850’erne Clausewitz’s »Vom Kriege«, og kom - som Engels udtrykte det - til den slutning: »en besynderlig måde at filosofere på, men selve sagen er imidlertid god«. Engels fremhævede navnlig Clausewitz’s sammenligning mellem krig og handel som værende meget rammende, medens Marx var meget imponeret af Clausewitz’s høje intellektuelle niveau, hvad han da også fremhævede.21) Herudover beskæftigede Marx sig også med militær strategi fra den fase af Napoleonstiden, man i Tyskland kalder befrielseskrigen (1813-1815); dette skete i forbindelse med udarbejdelsen af et arbejde om den berømte preussiske feltmarskal Bliicher, hvor han navnlig benyttede sig af Clausewitz’s arbejde om felttoget i 1814.22) Var den sociale revolution i sidste instans en voldsakt, måtte man følgelig også kende de midler, den fysiske magt tilbød, hvormed der mentes datidens stridskræfter: hær og flåde, disses udrustning og bevæbning, organisation og ledelsesformer. På dette område frembød Clausewitz et kvalificeret, fagligt erkendelsesgrundlag, og han fandt derfor også passende opmærksomhed hos både Marx og Engels.23) Endnu mere indgående beskæftigede Lenin sig med Clausewitz; han udfærdigede systematiske udtog af »Vom Kriege« og skabte derved en endnu i dag brugbar Clausewitz-indføring for den socialistiske lejr.24) Det skete i 1915 i Bern, og Lenins hensigt hermed var at skaffe sig indsigt i karakteren af selve den første verdenskrig, hvilke kræfter det var, der havde fremkaldt den og nu fortsatte den, og videre relatere den i forhold til samtidens politiske og sociale forhold, altsammen i den kommende sociale revolutions tjeneste. Lenin blev navnlig grebet af Clausewitz’s berømte bemærkning om »krigen som politikkens fortsættelse« og opfattede endog sætningen snævert i den socialistiske klassekamps forstand, således at han af sig selv til udtrykket »midler« tilføjede ordet »voldelige«.25) Ydermere bekræftede Lenin Clausewitz’s udsagn om, at krigen som begreb eller som institution må henregnes under det sociale livs område, og han accepterede til overmål Clausewitz’s opfattelse af politikkens primat overfor krigen.26) Tillige så han i Clausewitz’s arbejdsmetode et sammenfald i væsen med marxismen, hvor han erkendte den anvendte dialektik, hvilket han fremhævede i sine uddrag.27) Herudover beskæftigede den revolutionære politiker Lenin sig naturligvis specielt med »Vom Kriege«s deciderede militærfaglige afsnit, hvor han tog uddrag af afsnittene om vekselvirkningen mellem begreber som forsvar og angreb, om taktiske og strategiske forhold såvel som den moderne generalstabs funktioner. I sine i 1915 fremkomne kampskrifter »Den II Internationales sammenbrud« og »Socialisme og Krig« anvender Lenin flere steder Clausewitz i sin argumentation mod repræsentanterne for den II Internationale.28) Han beskylder dem her for at have vurderet betydningen af den første verdenskrig forkert, og at de derfor havde grebet fejl i den politisk-revolutionære kamp, de befandt sig i. Med andre ord erkendte Lenin rækkevidden af det politiske og filosofiske grundlag for værket »Vom Kriege«, og tog her navnlig Clausewitz’s politiske forestillinger og metodiske fremgangsmåde til sig. Han bemærkede sig også mere specielt fagmilitære forhold, som i overført forstand meget vel kunne tænkes projiceret over på praktisk anvendt revolutionær politik.29)

3. Det endelige gennembrud med hensyn til anvendelse af Clausewitz’s efterladte skrifter fra civilt hold markeres af Lenins Clausewitz-studier, idet disse udgjorde det grundlag, på hvilket bolschevikkerne i løbet af 1920’erne begyndte at beskæftige sig med ham; folk som Karl Radek, Mihail Frunze, Stalin og flere andre, således som Radek selv har skildret det i sine optegnelser.30) Det grundlæggende synspunkt var for disse mennesker, at man burde anskue krigen som fortsættelsen af klassekampens politik, og selve krigen som et instrument, man anvendte i denne politiks tjeneste. Krigen burde ikke betragtes som noget isoleret, den bør stedse føres af politikere og ikke overlades til de militære ledere, omend man naturligvis måtte hellige selve de fagmilitære aspekter, der knyttede sig til krigsførelsen, den fornødne opmærksomhed. Den øverste russiske militære ledelse handlede derfor også i denne ånd under den anden verdenskrig, hvilket Den røde Hærs politisk-strategiske operationer i forbindelse med indtagelsen af Berlin i foråret 1945 beviser. Clausewitz siger i »Vom Kriege«s første bogs første kapitel: »Nærmer krigen sig sin afslutning må de militære operationer i større strategiske rammer være anlagt således, at de i den kommende periode af våbenstilstand eller fredstilstand skaber de bedst mulige betingelser for den politiske ledelse.«31) Dette betyder, at karakteren af en krigs strategiske, militære operationer bestemmes af de formodede politiske betingelser i den kommende efterkrigstid. I det hele taget må man sige, at den øverste russiske militære ledelse i sidste instans under hele krigen fra 1941-1945 viser, at man her i bedste Clausewitzske regi respektere de relationerne mellem begreberne hensigt, mål og midler (Zweck, Ziel und Mittel).32) Selvfølgelig var de russiske revolutionære ikke de eneste, der beskæftigede sig med Clausewitz, idet også den kendte franske socialist Jean Jaurés før udbruddet af den første verdenskrig studerede hans politiske forestillingsverden i forbindelse med sin beskæftigelse med spørgsmålene, der knyttede sig til etableringen af en militærpolitik i socialistisk regi.33) Under sin forberedelse til sin senere rolle som politiker, betjente også Hitler sig af Clausewitz, idet han lejlighedsvis hævdede, at han var i stand til med indsigt at anvende Clausewitz i den virkelige verden,34 Man må hertil sige, at Hitler i den forbindelse brugte ham til fremme af følelsesladede nationalsocialistiske synspunkter - eksempelvis når han henviste til det allerede nævnte »Bekenntnisdenkschrift« fra foråret 1812.35) I virkeligheden forsømte den samme Hitler under hele sin praktiske føring under den anden verdenskrig ikke nogen lejlighed til at forsynde sig mod Clausewitz’s mest elementære forestillinger. For det første var der overhovedet intet forhold mellem hensigt, mål og midler. For det andet helligede Hitler under sidste halvdel af den anden verdenskrig sig i altfor høj grad føringen af lavere troppeled i stedet for at beskæftige sig med ledelsen af krigen udfra en helhedsbetragtning på allerhøjeste plan og først og fremmest at føre krigen politisk. For det tredie krænkede Hitler Clausewitz’s krav om, at politikken bestandig skal tage hensyn til karakteren af de militære virkemidler, der står til dens rådighed, selve det instrument de militære stridskræfter udgør, og ikke stille hverken umulige krav hertil eller stille disse overfor opgaver, de umuligt kan løse. Sagt med ét ord: Hitler havde nok i en vis forstand beskæftiget sig med Clausewitz - i det mindste vidste han, hvem han var; han havde imidlertid ikke begrebet kernepunktet i hans basale politiske tankeverden, og han havde navnlig ikke begrebet, hvorledes disse skulle bruges i politisk øjemed. Endvidere kunne man nævne englænderen T. E. Lawrence, som under den første verdenskrig ledede den arabiske opstand 1916-1918 mod det daværende tyrkiske imperium. Også han beskæftigede sig med Clausewitz for derigennem dels at erhverve indsigt- i selve krigens væsen, og dels at finde hjælp og vejledning under udviklingen af hans egne forestillinger og teorier om guerillakrigen. Lawrence, der af uddannelse var arkæolog og dermed ikke fagmilitær, førte primært sin opstandskrig rent politisk. Men henblik på første bog af »Vom Kriege« skrev Lawrence, at Clausewitz havde opregnet alle former for krige, hvadenten det drejede sig om krige om personer, hvilket var det samme som stedfortrædende massedueller i forbindelse med dynastiske interesser, krige hvor man af partipolitiske grunde forfulgte hinanden, eller handelskrige for at opnå økonomiske fordele; han tilføjede, at det var sjældent at to krige lignede hinanden.36) Man kunne også nævne den østrigske socialist, overborgmester i Wien efter 1945 og senere præsident efter 1952, Theodor Korner, i hvis indtil for kort tid siden uoffentliggjorte skriftlige efterladenskaber, der findes en studie over Clausewitz fra 1938.37) Korner beskæftigede sig med Clausewitz i lyset af den moderne folkekrig og af partisankrigen, under hvilke overvejelser han også inddrog Lenin og forholdene i Rusland under borgerkrigen. Han henviser til Clausewitz’s udredninger om den totale folkekrig, men overser dog ingenlunde, at værket »Vom Kriege« er fundamentalt politisk i sine grundlæggende betragtninger. Korner siger således, at problemet for Clausewitz ikke består i, hvilken stilling en politiker indtager til en eller anden krig. Clausewitz mener således stedse, at i enhver form for politik, hvor fortsættelsen er selve krigen, kan politikeren kun betragtes som »repræsentant for det hele samfunds samlede sum af interesser«, for at citere Clausewitz ordret, hvad Korner da rigtignok også gør.38) Korner afslutter sit arbejde om Clausewitz med en henvisning til »Vom Kriege«s ottende bog, hvor det hedder, »at man under en krig først kan opfatte dennes sandsynlige karakter og dens forløb i større linier, når de politiske forudsætninger og øvrige forhold i forbindelse hermed har vist sig«.39)

4. Efter afslutningen af den sidste verdenskrig forstod man i stedse stigende grad den politiske karakter af Clausewitz’s forestillinger, og man erkendte desuden muligheden af i en vis udstrækning at overføre disse på andre områder end det rent militære. I den tyske forbundsrepublik er Clausewitz idag blevet til et begreb for politikerne i langt højere grad end under Weimarrepublikken. Den første forbundspræsident, Theodor Heuss, har således fremsat nogle kendte udtalelser om Clausewitz’s politiske forestillingsverden, og man kan endvidere henvise til Helmut Schmidts politisk-strategisk studie: »Verteidigung oder Vergeltung.«40) Denne problemstilling har navnlig fundet behandling i kapitel IV, hvor Schmidt erindrer om Lenins Clausewitz-studier og citerer Clausewitz’s sentens om krigen som en fortsættelse af politikken med andre midler.41) Overhovedet må man sige, at Helmut Schmidts bog som helhed betragtet er stærkt præget af Clausewitz’s tankegang, hvorfra han har anvendt de følgende sentenser som motto: »Krigen er et politisk instrument« - »Krigskunsten kan under ingen omstændigheder betragtes son vejledende for politikken« - »Det ville være meningsløst at fordre politiske synspunkter underordnet rent militære anskuelser« - »Det er således kun muligt at underordne det militære standpunkt under det rent politiske.«42) Man kan på dette sted tilføje, at opbygningen af det vesttyske »Bundeswehr« i praksis med hensyn til organiseringen af dets politisk-militære topledelse holder sig indenfor de heraf flydende rammer. Af en nyere undersøgelse af Klaus Hornung: »Staat und Armee« fremgår det således, at hvad »Bundeswehr« angår, er det politikerne, der udgør den sidste og afgørende instans, idet den vesttyske forsvarsminister som bekendt alene er indehaver af myndigheden over kommando- og befalingsudø velsen. Det er således det politiske element, der her dominerer billedet, hvilket også i det hele taget ligger implicit i hele den moderne social- og forvaltningsstruktur. Meget oplysende er, hvad denne dimension angår, således Dietmar Schossler: »Der Primat des Zivilen. Konflikt und Konsens der Militårelite im politischen System der Bundesrepublik« fra 1973, specielt kapitlet: »Die Etablierung eines neuen zivil-militårischen Systems.«44) Herudover har Clausewitz også fundet behandling i de arbejder, der er fremkommet fra vesttysk fredsforsknings side, hvor der navnlig foreligger arbejder af Dieter Senghaas, der specielt har beskæftiget sig med relationerne mellem politik, krig og fredsordning hos Clausewitz, og hvor den fundamentalt politiske karakter af hans forestillingsverden fremhæves.45) Med henblik på anvendelsen af Clausewitz’s efterladte forfatterskab indenfor forretningsverdenen, kan man henvise til et nyere arbejde af Peter Linnert: »Clausewitz fiir Manager. Strategi und Taktik der Unternehmungsfuhrung.«46 Linnerts udgangspunkt er Clausewitz’s bemærkning om krigen som er fortsættelse af politikken og fremhæver, at han på grundlag af Clausewitz’s forestillinger vil skabe en almengyldig teori for forretningslivet; tingene skal på dette område - som hos Clausewitz føres tilbage til deres grundform.47) Linnert siger ordret: »På samme måde som systematikeren Clausewitz fastslår, at politikken må kende det instrument, den ønsker at gøre brug af, nemlig krigen, således at politikken ikke stiller krav til krigen , som denne ikke kan honorere, således passer i overført forstand dette udsagn også på de krav, der må stilles til ledelsen af en hvilken som helst form for forretningsførelse.«48) Linnerts bog er i sin metodiske behandling af stoffet stærkt præget af Clausewitz, ikke mindst Iwad angår hele hans inddeling og måde at gribe sit materiale an på; han har ovenikøbet valgt overskrifter til de enkelte kapitler i termini, der tydeligvis er hentet herfra. Eksempelvis: »Om strategi« - »Grundlaget for ledelsesstrategi« - »Om forretningsførelsens taktik« - »Om sejrens kulminationspunkt«.49) Linnert tilbyder altså en art »Clausewitz for forretningsverdenen«, og værket »Vom Kriege« bliver i denne sammenhæng helt og holdent anvendt i en ikke-militær sammenhæng, omend hele Clausewitz’s måde at tænke på og opfattelse af strukturerne i en større sammenhæng bliver projiceret over på forretningslivet. Også udenfor Tysklands område beskæftiger politikere sig mere og mere med Clausewitz, således som det vil fremgå af de efterfølgende eksempler fra Frankrig og USA. I Frankrig har således den kendte politolog og sociolog Raymond Aron.beskæftiget sig med studiet af Clausewitz gennem flere år, og han opfatter Clausewitz’s forestillinger om krigen i lyset af tilsvarende begivenheder elle strukturforandringer i hele det internationale politiske system. Dette kommer navnlig klart til udryk i hans to-binds værk »Pensér la guerre, c’est Clausewitz« fra 1976.50) Herudover har Aron allerede i 1961 beskæftiget sig med Clausewitz i bogen: »Paix et Guerre entre les Nations«, navnlig i kapitlet: »Strategie et Diplomatie ou de l’unité de la politique etrangere«.51) Aron redegør her for Clausewitz’s definition, som han derved både accepterer og aktualiserer: absolut krig og virkelig krig. Hele hans bog er for så vidt skrevet ud fra de politiske præmisser, Clausewitz repræsenterer, idet han argumenterer med, at »Clausewitz’s berømte formulering, at krigen ikke alene er en politisk akt, men derimod i sandhed er et regulært politisk instrument, en fortsættelse af den førte politik, en gennemførelse heraf med andre midler, ikke i ringeste måde er et udtryk for nogen krigslysten filosofi, men ene og alene den simple anerkendelse af en åbenlys kendsgerning. Krigen har ikke noget formål i sig selv, ej heller er den militære sejr noget mål som sådan. Det politiske samkvem mellem de enkelte folk og nationer standser ikke ved den dag, hvor krudtet begynder at angive tonen, den krigeriske fase henhører under en kontinuerlig strøm af internationale relationer«.52) Aron slutter sin redegørelse: »Underordningen af krigen under det politiske lederskab som instrument for et rent politisk formål, begrunder og retfærdiggør forskellen mellem begreberne ’absolut krig4 og ’virkelig krig4, men«, tilføjer Aron: »udvidelsen af krigen ud i det ekstreme er så meget desto mere at frygte, hvor den ’virkelige krig4 står i fare for at nærme sig den ’absolutte krig4, hvilket vil ske jo mere ledelsen af selve magtapparatet (Die Gewalt) glider de ledende politikere af hænde«.53) I USA har politikere som den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger og konfliktforskeren Anatol Rapoport fortolket og anvendt Clausewitz i lyset af den moderne verdens politiske betingelser. I sin kendte bog »Nuclear Weapons and Foreign Policy« fra 1957 forsøger politikeren Kissinger at aktualisere Clausewitz i forbindelse med udformningen af en atomstrategi. Kissinger hævder her, at Clausewitz i det hele taget er den første moderne militærteoretiker. »Krigen,« skriver Kissinger, »var for ham ikke nogen isoleret handling, men derimod en del af et stadigt fremadskridende begivenhedsforløb, i hvilket viljen, de almindeligt gældende politiske forhold, og det endelige måls særlige karakter spiller en afgørende rolle.«54) Herudover beskæftiger Kissinger sig med Clausewitz’s dialektiske metode, med systemet af tese og antitese - med hans flertydethed, som Kissinger kalder det. Afsluttende fremhæver Kissinger den snævre relation mellem politik og krig, som eksisterer hos Clausewitz. At føre en total krig udelukkende af militære grunde, ville for Clausewitz have været en indre modsigelse. Udtrykt i et ord: brugen af Clausewitz skal for Kissinger bidrage til, at man vurderer politisk-strategiske problemer i den moderne verden realistisk og med sagkyndig indsigt, for derigennem at kunne udlede konkrete slutninger i forbindelse med udformningen af De forenede Staters strategi på verdensplan.55) En kritisk stillingtagen til Clausewitz - ligeledes relateret til aktuelle forhold - finder man i et arbejde af den amerikanske konfliktforsker Anatol Rapoports indledende forord til en engelsk Clausewitz-udgave. Den grundlæggende forestilling her er, at Clausewitz er en fremragende repræsentant for en politisk indfaldsvinkel på hele krigens filosofi, og det er da også som politiker, åt Rapoport fortolker »Vom Kriege«.56) Tydeligt inspireret af Clausewitz når han frem til den slutning, at dersom man efterprøver Clausewitz’s forestillinger om relationerne mellem krig, krigsførelse og politik med henblik på de til enhver tid eksisterende former for mål og midler, lader det sig udlede heraf, at begge disse begreber kan byttes om. Det er den udøvende magts opgave at gennemføre statens vilje. Af denne forventes det stiltiende, at den bestandig retter sine bestræbelser efter at udvide og forstærke sin magt i forholdet til andre stater. Sagt på en anden måde: i Clausewitz’s forestillinger om staten er både den udøvende magts, d.v.s. den til rådighed stående fysiske magt, og selve statens interesser sammenfaldende, hvorved han indrømmer de civile myndigheder forrang fremfor de militære. Set i denne sammenhæng og med tydelig henblik på det nuværende internationale politiske system, fastslår Rapoport nødvendigheden af påny i USA at beskæftige sig med Clausewitz’s hele tankeverden - naturligvis tilpasset moderne forhold. Det væsentligste i denne forbindelse er, at det er hans politiske forestillingsverden, man beskæftiger sig med, selvom - ifølge Rapoport - strukturerne i det moderne internationale system af stater ikke nødvendigvis udelukkende svarer til det tilsvarende system af nationalstater på Clausewitz’s egen tid. Rapoport mener imidlertid, at hans grundlæggende tanker om relationerne mellem krig/krigsførelse og politik stadig har gyldighed med de forbehold, der flyder af, at den moderne politiskstrategiske tænkning naturligvis kritisk må vurdere disse udfra vor samtids betingelser.5^ For Clausewitz selv havde krigen været en højst konkret menneskelig erfaring - noget han aldrig havde glemt - og da han skrev sine værker, havde han til stadighed dette forhold for øje. I vor samtid er dette ikke længere tilfældet, og denne holdning karakteriserer Rapoport til slut i følgende drastiske vendinger: »Idag anstiller man nærmest surrealistiske spekulationer vedrørende ’ fremskridtet i selve krigskunsten4. Ikke nok med, at hele den verdenshistoriske situation, vi befinder os i, er bizar, men også de former, hvorunder den moderne diskussion herom udspiller sig, er mere end besynderlig. En gruppe studenter, forretningsfolk eller medlemmer af en liga for kvindestemmeret o.s.v. - ligemeget hvad - diskuterer - eksempelvis - om ’udslettelsen af Moskva eller af Leningrad + Kiev4 turde være ’det mest passende svar4 på udslettelsen af New York. Jeg har en slem mistanke om, at sådanne diskussioner overhovedet kun er mulige, når man slukker den sidste gnist af enhver solidaritet og samhørighedsfølelse med hele menneskeheden i ens bevidsthed.«58) Clausewitz har, udover alt det foregående, endelig i vore dage fundet betydelig resonans hos en særlig gruppe politikere, nemlig hos både de førende teoretikere og praktikere af den moderne guerillakrig og af den moderne terrorisme. Det forudsættes naturligvis i denne sammenhæng, at man betragter guerilakrigen i dens forskellige udtryksformer som et rent politisk anliggende (Ein Politikum), i den udstrækning grundlaget herfor ikke er at betragte som ren og skær kriminel aktivitet. Denne fom for krigsførelse modtager sine afgørende impulser fra den eksisterende samfundsstruktur, og de politiske målsætninger, der her forfølges, er en politik, der er baseret primært på anvendelse af fysisk vold; man kunne måske bedst karakterisere denne form for krigsførelse som total - kompromiløs, og uden noget fristed for de agerende parter. Forstået og fortolket således er de moderne repræsentanter for guerillakrigen at betragte som politikere al den stund, at de med deres forskellige former for aktioner er udgået fra det politiske og ikke fra det fag-militære område, hvortil yderligere knytter sig det forhold, at der ikke findes noget område, hvor relationerne mellem politik og voldsanvendelse optræder så snævert forbundet som netop her.59) Set udfra denne synsvinkel er det nærliggende at studere Clausewitz i forbindelse med guerillakrigen, fordi netop på dette område træder hans grundlæggende forestillinger om relationerne mellem politik og krigsførelse/magtanvendelse særlig tydelig frem. Blandt forskellige andre vil vi her nøjes med at. fremdrage MaoTse-Tung og Che Guevara, som har anvendt Clausewitz under udviklingen af deres teorier om guerillakrigen.60* Mao Tse-Tung, der ikke var professionelt uddannet militær, men derimod oprindelig bibliotekar, betragtede guerillakrigen som et rent politisk middel. Han erkendte desuden, at politikeren til stadighed kan komme til at stå overfor nødvendigheden af at skulle beskæftige sig med fagmilitære anliggender og under denne proces at skulle løse det evigt eksisterende basale problem: hvorledes skal man afstemme de til enhver tid eksisterende relationer mellem den førte politik og den praktiske anvendelse af fysiske magtmidler. I sine skrifter om guerillakrig påberåbte han sig da rigtignok også Clausewitz og kommenterede i sin afhandling fra maj 1938: »Om langvarig krig« hans sentens om »krigen som en fortsættelse af politikken«.61* Med henblik på Kinas daværende krig mod Japan betoner Mao, at den militære sejr i denne krig ikke kan adskilles fra krigens rent politiske mål: uddrivelsen af japanerne og etableringen af en ny selvstændig, ligeberettiget kinesisk stat. For at nå dette mål må folk og hær i Kina derfor udgøre en fast enhed. Mao siger ordret: »Kort sagt, krig kan ikke et øjeblik adskilles fra politik. Enhver tendens blandt de anti-japanske væbnede styrker til at ringeagte politikken ved at isolere krigen fra den og ved at slå til lyd for forestillingen om krigen som en absolut størrelse er forkert og bør rettes.« Krigen har naturligvis - og her griber Mao atter til Clausewitz - sine egne karakteristika; den er imidlertid stadigvæk at betragte som »politikkens fortsættelse med andre midler«-62* Anvendt på kinesiske forhold siger Mao: »Når politikken udvikler sig til et vist niveau, ud over hvilket den ikke kan fortsætte med sædvanlige midler, bryder krigen ud og fejer forhindringerne af vejen . . . Af .krigens særegne karakteristika opstår der specielle organisationer, en speciel række af metoder og en særegen proces. Organisationerne er de væbnede styrker, og alt hvad dertil hører.«63* Det hævdes, at Mao skulle være faldet over Clausewitz via Lenins studier over ham - dette hævdes i det mindste af de kinesiske kommentatorer af Maos skrifter.64* Che Guevara, som jo ikke var helt upåvirket af Maos teorier om guerillakrigen, ser endelig også hos Clausewitz den snævre forbindelse mellem politik og krigsførelse/magtanvendelse. For ham er også »krigen en fortsættelse af politikken med andre midler«, og han understreger navnlig guerillakrigens rent politiske drivkræfter.65* Det må antages, at Che Guevara - i det mindste i hovedtrækkene - har kendt I og VIII bog af »Vom Kriege«, og Clausewitz er derved blevet til en af de cubanske guerillastyrkers læremestre. Ved de nuværende cubanske stridskræfter, der - som bekendt - er udgået af en politiskrevolutionær guerillabevægelse, er værket »Vom Kriege« idag indført som lærebog, og det vel at mærke ikke af fagmilitære grunde, men af rene politiske årsager.66*

III.

Der skal til slut gives en kort sammenfatning i tre punkter

1. Det er kendetegnende for beskæftigelsen med Clausewitz og hans efterladte skrifter i vor samtid, at politikere af enhver retning og observans retter interessen mod hans militær/politiske teorier; man finder herudover også resonans herfor indenfor forretningsverdenen, og man må i det hele taget i vor samtid fastlå, at interessen for ham udenfor de traditionelle militære kredse er mærkbart stigende. Grundene hertil er mangeartede, men må formentlig først og fremmest søges i, at udenrigspolitik, indre social struktur, magtanvendelse/magtudfoldelse og udformningen af relationerne (Friedensgestaltung) mellem både sociale klasser indadtil som mellem stater udadtil mere og mere udgør et samlet hele, hvorved det mere end nogensinde tidligere er nødvendigt at fastlægge den til enhver tid givne politiske betydning, funktion og opgaveområde, fordi alt dette idag virker i nye dimensioner. Det er derfor bydende nødvendigt, at politikerne gør sig dette forhold klart.

2.Den anvendelse af Clausewitz’s forestillinger, man fra civilt hold kan gøre brug af, ligger navnlig i, at man herigennem kan få afklaret de grundlæggende relationer mellem politik og krig/magtanvendelse på ethvert plan, og i den filosofiske metode han betjente sig af; forenklet kunne man måske kalde det sidste for den måde, han nærmede sig stoffet på, og i den måde hvorpå han tænkte. Man erkender overalt fra politisk hold, at det politiske aspekt idag mere end nogensinde udgør en dominerende faktor indenfor stats- og samfundslivet både indadtil som udadtil, også når talen er om økonomiske forhold. Ikke mindst de seneste års tilstedeværelse af nutidens forskellige former for terrorvirksomhed tvinger politikerne til nøje at overveje deres rolle og ansvarsområde og til at udlede de heraf flydende nødvendige konsekvenser. Clausewitz vil her vise sig at være en særdeles brugbar rådgiver for politikeren, og det anerkendes i stedse stigende grad, at »Vom Kriege« i sidste instans mere er en art »håndbog« i politik (Political Science), end det er et militært opslagsværk.

3. Af den anvendelse, man gennem de sidste årtier har gjort af Clausewitz fra civilt hold, kan man slutte, at man her har fundet givtige former for erkendelse og inspiration med hensyn til opfattelsen og erkendelsen af de strukturelle former, som udgøres af forholdet mellem de folk, der udformer en politik, og de, der skal søge at realisere denne (die Exekutive), det være sig rene militære eller politimæssige opgaver. Man ser her, hvorledes den politiske ledelse i bund og grund er tilmålt forrangen fremfor repræsentanterne for selve det fysiske magtapparat. Den - og den alene - er den sidste og afgørende instans, det være sig når talen er om freds-, krigs- eller konfliktsituationer. Af dette følger der naturligvis uafviselige forpligtelser for både den enkelte politiker og for den samlede politiske ledelse. Man må fra politisk hold skaffe sig kendskab til selve det magtapparat, der står til ens rådighed, og man må forstå at kunne vurdere dette udfra dets egne betingelser og forudsætninger. Politikeren må således ikke af manglende kendskab hertil stille krav til magtapparatet, som det ikke kan honorere, og dette krav gælder i såvel en indre som en ydre statslig sammenhæng. Politikeren må altså følgelig drage den fornødne omsorg for sit magtinstrument, og han må ligeledes - hvis situationen kræver det - selv stå inde herfor. Endelig må politikeren på det politisk-sociale område sørge for at tilvejebringe sådanne betingelser for magtinstrumentet, at det rent faktisk er muligt for dette at løse de opgaver, man til enhver tid måtte stille hertil. Hvad der her sigtes til, er naturligvis politikerens ansvarlighed - hans redebonhed til at stå last og brast med de folk, han disponerer over, og ikke blot ofre dem efter forgodtbefindende. Dette krav skal tages helt bogstaveligt, og i nutidens Israel - omend det skal erkendes, at dette land virkelig befinder sig i en speciel situation - går man da også så vidt, at man ganske enkelt forlanger, at politikeren om nødvendigt må påtage sig de samme byrder og løbe de samme risici som den jævne soldat ved fronten eller politimanden i baglandet. Politikeren må altså være indstillet på at skulle risikere liv og førlighed for den sag, han går ind for; han må altså være indstillet på at skulle honorere de samme krav, som han må formodes at stille til andre. Sammenfattende kan man sige, at den anvendelse, der fra civilt hold gøres af arven efter Clausewitz, bør man tage ad notam, som en hvilken som helst anden kendsgerning. Den eller de former for erkendelse, der måtte flyde heraf, vil sandsynligvis vise sig frugtbar for hele den civile sektor ved at vise nye veje for løsningen af strukturproblemer i det moderne samfundsliv, disse være sig af ren politisk eller økonomisk natur. Det må betragtes som et positivt fænomen i vor samtid, at man fra civilt hold efterhånden har fået øjnene op for de tidløse værdier, Clausewitz stadigvæk repræsenterer, og »Vom Krige« må derfor opfattes som et værk, der i høj grad er møntet på vor egen samtid, hvor det i den aktuelle krisesituation meget vel stadig kan tænkes at kunne sige os et og andet.