Et bidrag til forklaringerne på forskellen mellem britisk og amerikansk føring.
Den engelsk-amerikanske militærlitteratur efter II Verdenskrig har af og til givet genlyd af diskussioner mellem de to allierede parter om den engelske føring, der specielt under kampene i Vesteuropa i 1944—45 ofte af amerikanerne betegnes som nølende og overforsigtig.
Netop i disse år får diskussionen ny næring gennem bidrag fra den lidt forsinkede tyske militærlitteratur, hvori ofte fore kommer ikke alene fremstillinger af den tyske føring; men også sammenligninger med og vurdering af den allierede, bl. a. den engelske føring. Omend man fra tysk side ikke anvender så lige fremme udtryk ved disse vurderinger som nu og da set fra ameri kansk side, er der dog ingen tvivl om, at også tyskerne af og til har fundet englænderne meget forsigtige, langsomme og over metodiske.
Blandt de forklaringer, der kan gives på de langsomme engelske operationsmetoder, er der måske i år særlig grund til at minde om betydningen af de blodige tab, England havde i I Verdenskrig. Det var den 1. juli i år 40 år siden SOMME-slaget, der kendetegner indledningen af den I Verdenskrigs bevidste udnyt telsesstrategi (War of Attrition), indledtes.
Den engelske offensiv rettedes mod spidsen af det store tyske fremspring i den allierede front, hvor den franske og engelske bær stødte op til hinanden. Målet var ikke så meget at opnå en geografisk gevinst som at tilføje den tyske hær varige svækkelser. Politiske hensyn spillede en afgørende rolle.
Det første SOMME-slag og udløberen heraf — af englænderne kaldet slaget ved ANCRE — varede indtil midten af nov. 1916. På dette tidspunkt havde englænderne mistet over 400.000 mand, franskmændene næsten 200.000 og de tyske tab vurderedes til ca. 500.000 mand. Tilsammen mistede de tre største vesteuropæiske nationer på 41/? måned mere end 1.000.000 mand, og dette til med i et krigsår, der også opviste voldsomme, særdeles blodige slag ved VERDUN, i BRUSSILOV-offensiven, ved TRENTINO og ved ISONZO.
Selv ikke det evigt krigende EUROPA kunne forblive uanfægtet af et sådant blodbad.
SOMME-slagets øjeblikkelige konsekvenser var vidtrækkende. For englænderne betød det udslettelse af Ritcheners hære og med dem blomsten af ENGLANDS begejstrede frivillige. For TYSKLANDS vedkommende betød SOMME-slaget begyndelsen til en den. Ludendorff indrømmer, at efter SOMME-slaget nåede den tvske soldat aldrig mere samme kampduelighed. TYSKLAND blev tvunget over i en strategisk defensiv og m ilitæ rt nederlag blev fra da af for første gang en mulighed. For FRANKRIGS vedkom mende var SOMME-slaget det første, i hvilket FRANKRIG ikke havde ledelsen. I virkeligheden var for FRANKRIG et af for målene med offensiven at lægge hovedbyrden af tab over på ENGLAND. Derfor valgtes først og fremmest det nævnte angrebsterrain, hvor selv en sejr ikke kunne opvise noget varigt, nyttigt resultat, fordi angrebet var rettet mod den tyske opstil lings mindst sårbare punkt.
FRANKRIG blev efter SOMME-slaget aldrig mere den le dende på allieret side. Kun halvt så store tab i 1917 i NIVELLE- offensiven brød endeligt FRANKRIGS militære magt.
De sekundære virkninger af SOMME-slaget føltes helt op gen nem mellemkrigsårene og ind i II Verdenskrig. Den europæiske magtstillings bemærkelsesværdige svækkelse i mellemkrigsårene kan i stor udstrækning tilskrives de blodige tab, som med SOMME-slaget indledte opslidningskrigen.
Tyvernes og tredivernes gensidigt ødelæggende stridigheder, passifisme, kynisme og materialisme må tildels tilskrives det næ sten totale tab af en hel generations bedste mandlige elementer.
Også i II Verdenskrig føltes konsekvenserne af SOMME-slaget stærkt. Fordi SOMME-slaget — fremtvunget af franskmændene — i realiteten kan karakteriseres som I Verdenskrigs „Anden Front“, og fordi det trods sine uhyre menneskeofre alt i alt var så re sultatløst, var Winston Cliurchill og den engelske militære ledelse i II Verdenskrig uundgåeligt tilbageholdende overfor det russiske krav om en Anden Front i EUROPA 1941 og årene derefter, me dens amerikanerne, der ikke har oplevet noget SOMME, var mere imødekommende. Churcliill har i sin bog om II Verdenskrig ud talt, at slag udkæmpet på et forkert tidspunkt, på et forkert sted og på en forkert måde, kun for at imødekomme en allierets øn sker, er dårlig anvendelse af en nations kræfter.
Derfor ENGLANDS „slag mod det bløde underliv“s strategi, derfor mange af de allieredes uoverensstemmelser vedrørende bl. a. „OVERLORD“, derfor en gennemgående mindre voldsom indsats af britiske styrker i overensstemmelse med opfattelsen: Hellere en time, ja en dag mere, hvis det kan spare soldaters liv.
A. C. B. Vegger.
