Clemens Stubbe Østergaard1
Hvordan afgør vi om et land er en militær trussel? Den tidligere chef for USA’s Joint Chiefs of Staff, general Peter Pace, havde en enkel formulering i 2005: ”You judge military threat in two ways: one, capacity, and two, intent. There are lots of countries in the world that have the capacity to wage war. Very few have the intent to do so. And clearly we have a complex but good relationship with China. So there’s absolutely no reason for us to believe there’s any intent on their part.”2 Helt så enkelt kan vi ikke gøre det her. Det kan være nyttigt for det første at se på det årligt tilbagevendende forsvarsbudget, som ofte er anledningen til ”Kina‐trussel”‐ diskussioner. For det andet kan der søges efter et mønster i materielanskaffelserne, som udgør ca. en tredjedel af budgettet. Hvor meget handler om projicering af magt, herunder baser udenfor territoriet, hvor meget er rutinemæssig modernisering og bevarelse af afskrækkelsesevne? For det tredje vil det være vigtigt at undersøge, om der er overensstemmelse mellem de erklærede strategiske mål og de midler, den kapabilitet og styrkestruktur, som opbygges.3 For yderligere at forstå hensigter og måske forudsige udviklingen, må vi for det fjerde spørge, hvad landets historie og dets strategiske kultur kan fortælle os4 Men også om det er forsvarligt at drage analogier til andre landes historiske udviklingsmønstre. En trussel skal opfattes/artikuleres for at eksistere, og der kan derfor være god grund til, som det femte, at lytte kritisk til, hvad andre lande siger. Som ved enhver vurdering kan det endelig være nyttigt at se på de usikkerhedsmomenter og eksterne faktorer som spiller ind.5
Er et stigende forsvarsbudget en trussel?
Spørgsmålet må i første omgang belyses ved den geostrategiske situation. Kina er det land i Asien, der har flest tilgrænsende nabolande. Fjorten til landsiden, med 20.000 km grænse, og søgrænse til seks stater. Blandt naboerne er mindst tre giganter: Japan som endnu har en større økonomi og Østasiens mest moderne flåde, Indien som snart vil have en større befolkning end Kina og hvis forsvarsbudget sidste år steg 34%,6 og Rusland, den gamle militære supermagt. USA kan også anskues som en nabo, det har under alle omstændigheder 150.000 tropper, talløse baser og tre hangarskibsgrupper i det vestlige Stillehav. Det er således også fire af verdens største flådemagter der omgiver Kina. Da reformerne startede under Deng Xiaoping var folkekrig med AK‐47’ere god latin: når fjenden kommer ind, møder han en mobiliseret befolkning og en stor landhær. Alligevel prioriterede Deng militær modernisering lavest, og forsvarsudgifterne faldt ift. BNP 7% om året fra 1979 til 1989. De begyndte at stige i 1990erne, da landet fik bedre råd, ikke længere var beskyttet af sin rolle som Vestens ’allierede’ mod Sovjet, og havde overværet RMA‐ demonstrationen7 under 1. Golfkrig. Også Japans stærkt stigende forsvarsudgifter i begyndelsen af 1990erne medvirkede. (se figur nedenfor).
Samtidig begyndte Japan og USA, to af verdens stærkeste militærmagter, fra midt‐ 90erne, som et led i deres stadig tættere alliance omkring Kina, at udbygge et våbenteknologisk samarbejde. Japan har for tiden gang i en langsigtet udvikling af en offensiv magtprojiceringskapacitet, hvilket stort set er gået upåagtet hen. Konkret udvikles der et luftvåben med større regional og global rækkevidde og en flåde med amfibie‐ og hangarskibsteknologi. Landet rykker støt frem i deployering af anti‐missilforsvar og ny rumteknologi, og kystvagten, hvis tonnage svarer til 60% af hele den kinesiske flåde, ekspanderer rækkevidden af sine missioner. Japan er i gang med et stille våbenkapløb med Kina.8 Det kinesiske moderniseringsbehov var utvivlsomt en bydende nødvendighed; luftvåben og søværn var arbejdende militærmuseer. I forbindelse med at militæret i 1999 blev tvunget til at indstille sine indbringende økonomiske aktiviteter, og derfor måtte opgive en stor ekstra‐budgetær indkomst som skulle kompenseres, rykkede forsvarsbudgettet fra 1,03% af BNP til 1,42%, og der er det forblevet siden. Det er kun steget en smule mere end BNP, og meget mindre end andre offentlige udgifter, som i 2008 fx steg 26%, mod forsvarsbudgettets 17,6%. Men også de 17,6% er misvisende, korrigeret for inflation har de meget omtalte to‐ cifrede vækstrater i det seneste årti ligget på en real vækst omkring 9,5%. Godt en tredjedel af budgettet går til isenkram, en tredjedel er til de stigende personaleomkostninger, og en tredjedel til operationer og vedligeholdelse. Både nyerhvervelser og lønninger belastes af, at Kina fordi de er så langt bagefter er nødt til at prøve at mekanisere og informatisere samtidigt. Det er dyrt og kræver personale til andre lønninger end de hidtidige. Kina har nu de næststørste forsvarsudgifter, iflg. den uafhængige stockholmske tænketank, SIPRIs estimat, men det betyder langtfra, at de er den næststærkeste militære magt.9 Det afgørende er den aggregerede eller kumulerede magt, og de andre top‐5 magter har jo været i gang meget længere end Kina.10 Der er heller ikke belæg for, som det undertiden sker, at hævde, at de reelle forsvarsudgifter er 2‐3 gange de officielle. Et RAND‐ studie for det amerikanske luftvåben i 2005 fandt frem til, at den reelle udgift er 1,4 ‐1,7 gange større, tænketanken Institute for International Strategic Studies (IISS) i London fandt frem til 1,7, og SIPRI estimerede for 2008 $89,4 mia mod det officielle budgets $70,3 mia. Vestlige forskere opererer almindeligvis med et tal der er 40‐70% over det officielle. Heller ikke USA’s budget dækker de reelle udgifter, som fx de $21,8 mia. som Department of Energy i 2007 brugte på kernevåben.
Vælger man i stedet at tælle enheder, skal man også passe på. Tæller man fx ubåde, har Kina omtrent ligeså mange som USA. Men kun 8 af disse er atom‐drevne, og kun fire af disse er så ’moderne’, at de overhovedet kan sammenlignes med USA’s over 72 atomdrevne ubåde. På samme måde kan kun få kinesiske jagere opholde sig i samme luftrum som en fjendtligsindet F‐16. Men moderniseringen fortsætter, og den forekommer normal for en voksende økonomi. ”Normalt” var netop Colin Powells betegnelse for Kinas forsvarsbudget, ikke truende.11
Nyt materiel: til projicering eller afskrækkelse? Kinas forsvarstænkning er meget afhængig af afskrækkelse, og de opererer med tre slags: den nukleare imod mulig atomar afpresning, som den kendtes før Kina fik atomvåben i 1964; den konventionelle, samt mobiliseringspotentialet til folkekrig i tilfælde af invasion af Kina. Der har i den forbindelse været lagt meget lidt vægt på magtprojicering, men derimod har der været en bevidsthed om, at afskrækkelse også baserer sig på krigsudkæmpelsesevnen og viljen til at gengælde angreb, samt at forsvare sin suverænitet. Meget af det der mediemæssigt blæses op som ’truende’ er i realiteten den fortfarende signalering af kapacitet med henblik på afskrækkelse. USA gør stort set det samme, når det demonstrerer sin formåen. For Kina går det ud på, at afskrække USA fra at anvende sine langt stærkere militære styrker til at holde Kina inddæmmet og under pres. Det er et defensivt mål: at stå militært nøgen overfor en stat, der står for halvdelen af verdens militærudgifter, og ikke har tøvet med at bruge sin magt. Men Kina ønsker heller ikke at konkurrere militært med USA. Som en ung kineser sagde til mig: ”Vi så, hvad der skete sidste gang, vi sakkede bagefter den militær‐teknologiske udvikling.” Han tænkte på Opiumskrigene fra 1841, starten på 100 års historisk ydmygelse for Kina. Der var ikke noget at stille op overfor kanonbåde og senere maskingeværer. Vore dages kanonbåds‐diplomati er måske krydsermissiler eller B‐52 og Joint Direct Attack Munitions (JDAM) ’styrede bomber’, som de fleste u‐lande står magtesløse overfor. Fremtidens kanonbåde vil, med den udvikling Donald Rumsfeld ihærdigt igangsatte, færdes i rummet.12 Derfor må større magter som Indien, Rusland og Kina i tide udvikle en evne til at forsvare sig mod eventuel våbenmæssig anvendelse af rummet. Ellers kan de miste deres mulighed for at bevare en atomar gengældelsesstyrke. Det er dyrt, og det afspejler sig også i kinesisk materielanskaffelse. Dels i rumprogrammet, dels i etableringen af en mindre sårbar mobil styrke af interkontinentale ballistiske missiler med fast brændstof, samt i antisatellit‐kapacitet. Kinas evne til at projicere konventionel militær magt af nogen betydning langt fra dets grænser er meget begrænset, og vil forblive det lang tid fremover.13 Ved evakueringer af personel fra kriseområder må Kina fx lease transportfly.14 Landet har en smule evne til at afvise andre i kystområderne nogle hundrede sømil ud, men der er store hindringer i vejen for en udvikling af en oceangående magtprojicerende flåde.15 Selv en ret kort projiceringsrækkevidde har dog en rolle. Udviklingen mellem 1978 og 1995 betød, at kystprovinserne gik fra at have 32% til 42% af BNP. Det er baggrunden for en doktrin om at skubbe potentiel konflikt – om fx Taiwan – længere ud, afvikle den offshore, så den ikke ødelægger befolknings‐ og industricentre.16 Alligevel er det klart, at Kinas nationale sikkerhedsinteresser er ved at blive globaliserede, som følge af dets voksende internationale tilstedeværelse. Kina har fx nu FN‐ personale over hele verden, også et par hundrede i Haiti da jordskælvet kom, og det har oplevet kidnapninger af vejingeniører i Afghanistan.17 Over 90% af Kinas handel foregår via sejlruter, og fra 1993 blev det netto‐importør af olie. Evnen til projicering af magt over lange afstande er ikke fulgt med, Kina rangerer mellem Indien og Japan, som begge har hangarskibskapacitet, og det vil tage mindst et årti før det kan sende en brigade ud.18 Kina har heller ingen baser udenfor sit eget territorium. Her er ingen trussel mod USA, som tværtimod står for beskyttelsen af Kinas søruter i fx det Indiske Ocean. Og Kina, som har haft meget stort udbytte af globaliseringen og det eksisterende internationale system, er en ”system‐opretholder”, en tilhænger af status quo.19 Der er naturligvis ikke i sig selv noget unormalt ved, at Kina anskaffer sig forudsætninger for global magtprojicering. Ikke medmindre man mener, at der er noget galt i, at USA, Indien, Rusland, Frankrig og England har det. Kina har ikke, som fx Japan eller Tyskland, en aggressiv og ekspansionistisk fortid, der kunne vække bekymring. Men de bliver i år verdens andenstørste økonomi20 og har klart stigende interesser – herunder stadig større investeringer – at beskytte globalt. Det gør dem ikke til en trussel, men blot til en aktør med global kapacitet, ud fra hvilket, der ikke kan udledes noget omkring aggressive eller truende intentioner. Det kræver, ligesom ved ethvert andet land, løbende analyser af den politiske debat, fx mellem nationalister og samarbejdsprægede internationalister, af adfærden og af diskussionerne om strategisk planlægning. Ligesom det kræver stor opmærksomhed på resultaterne af samspillet mellem Kina og verden.
Overensstemmelsen mellem strategiske mål og styrkestruktur
Nøglen til Kinas strategiske mål er, at de skal varetage forsvaret af en kontinental magt med stigende maritime interesser, såvel som genforening med Taiwan, og målene er overvejende konservative, ikke ekspansionistiske. Kina udvikler den indre kontrol, evnen til at afvise angreb i sin periferi, samt begrænsede magt‐projicerings kapaciteter som svarer til disse mål. Ændringerne i dets styrkestruktur over det seneste årti stemmer overens med de kapaciteter der kræves for regime‐sikkerhed, territorial ukrænkelighed, fastholdelse af national enhed, maritim sikkerhed og regional stabilitet.21 Kina forfølger ikke brede ekspansionistiske mål, ej heller investerer det noget særligt i styrker som ikke stemmer med dets strategiske mål. Mens Kinas ledere nok kan komme til at føle behov for at beskytte Kinas økonomiske interesser rundt om i verden, er det endnu et åbent spørgsmål om de kan eller vil gøre det ad militær vej, ved at skaffe sig kapacitet til langtrækkende magtprojicering. Som det er i dag, forbliver deres strategiske mål og styrkestruktur ret konservative. Grænseforsvaret er fx fortsat en kerneopgave, som lægger beslag på omkring halvdelen af landstyrkerne, der i form af lette infanterienheder er stationeret tæt på grænsen.22 Kan vi nu overhovedet være sikre på, at vi kender Kinas intentioner? Et fast tilbagevendende udspil, også efter Donald Rumsfelds afgang, har været, at der ’mangler transparens’ omkring Kinas strategiske hensigter. Nu er den svage part som regel mindre interesseret i fuld gennemsigtighed, fordi den i højere grad må bygge på overraskelse, asymmetrisk krigsførelse og bluff. For den stærke er enhver lejlighed til at demonstrere overmagten derimod velkommen. Alligevel har vi set en udvikling, hvor Kina har accepteret tiltagende transparens, i takt med at det har følt sig sikrere. Dennis Blasko, en amerikansk ekspert i Kinas militær, finder ligefrem, at det er ”inconsistent with the public record to imply that the Chinese government has not stated its intentions about military modernization.All White Papers specifically outline China’s national security ‘goals and tasks’“23. For hvad det er værd rapporterer Kina også til FN’s Generalsekretær under FN’s Military Transparency Mechanism, samt til FN’s Register of Conventional Arms om sin import og eksport af våben.
Hvad fortæller den strategiske kultur og historien?
Når vi skal prøve at finde frem til Kinas intentioner, kan historien hjælpe. Den er ikke entydig, den fortolkes og anvendes af den kinesiske ledelse, og med de 2000 år kan næsten alt findes hvis man leder. Alligevel har Christopher Twomey prøvet at uddrage nogle temaer, som han synes er gennemgående fra historien og som præger strategisk tænkning. Han finder for det første, at det er en gennemgående kinesisk erfaring, at svaghed og kaos indenlands har givet sikkerhedstrusler udefra. De godt 100 år fra 1841 til 1949 var præget af stadige konflikter, oprør og borgerkrig, og lektien er vigtigheden af at opretholde indre stabilitet og værne om den territoriale integritet. Det stemmer med vor tids primat til (gen)opbygningen af landet. For det andet kan der måske findes en hierarkisk opfattelse af international politik, som bygger på en fortolkning af Kejsertidens tribut‐system.24 For det tredje kan der findes to modstridende strategiske præferencer. En er en offensiv, parabellum strategi – hvis du vil undgå krig, så forbered dig på krig. Den anden er lige modsat en defensiv, ’Store Mur’ strategi. Begge har været brugt igennem de 2000 år, hvor der fra steppeområdernes nomader jævnligt blev rettet resolutte angreb på de fastboende rige landbrugsbaserede kinesiske samfund. Også dengang var der en handelsrute at beskytte, nemlig Silkevejen. Et sidste element af strategisk kultur er risikovillighed i krisestyring, som gør det vigtigt at være opmærksom på Kinas systematiske signaler i disse sammenhænge. Historiske analogier benyttes også ofte til at vise, hvad der vil ske, når Kina bliver stærkt. Men analogier til andre opstigende magter med meget kortere historier, som Frankrig, USA, Tyskland, Japan eller Sovjet er ikke til megen hjælp, når det drejer sig om at forudsige følgerne af Kinas opstigning.25 Som en amerikansk top‐diplomat, Charles Freeman, for nylig skrev i en analyse: ”Kina har ikke nogen messiansk ideologi at eksportere; ingen doktrin om ”manifest destiny” at rykke frem med; ingen tro på social Darwinisme, eller på et imperativ om territorial ekspansion, som skal føres ud i handling; ingen krigerkult som driver militarisme eller glorificerer krig; ingen satellit‐stater at bevogte; ingen oversøiske kolonier eller ideologiske undersåt‐lande at beskytte; ingen historie med magt‐projicering eller militær intervention udenfor umiddelbare grænser; ingen indfiltrende alliancer eller baser i verden.”26 Samtidig er landet en ivrig studerende af andre landes erfaringer med farerne ved ’magt‐ transition’ og det samme bør vi være. Så der er måske håb om at verden kan undgå en kommende krig, enten iværksat af hegemonen for at komme udfordreren i forkøbet, eller af den opstigende magt fordi den ikke synes den får indflydelse svarende til sin øgede vægt.27 To forhold understøtter dette håb. For det første er Kina en langt mere integreret del af den internationale økonomi end noget tidligere opstigende land, og dets ledelse er stærkt afhængig af globalt økonomisk samarbejde for at bevare sin legitimering via fortsat økonomisk vækst. For det andet er tanken om et multi‐nodalt system vigtig.28 I stedet for et hierarkisk system, hvor al interaktion passerer igennem ”metropol‐magter” har teknologien og globaliseringen frembragt et system med mange knudepunkter og mange kommunikationsveje. Det kan sammenlignes med internettets opbygning. Regionale magter som Kina, Indien, Brasilien, Rusland eller Sydafrika får øget betydning (fx i grupperinger som BRIK og BASIC29), og kan have en global tilstedeværelse uden at være globale magter. Kina er blot et fremtrædende land blandt flere. Fordi systemet ikke er hierarkisk, er traditionel dominans ikke længere en farbar strategi: blød magt, overtalelse, selvpålagte bindinger og multilateralisme afløser kommanderen og armvridning. I en omfattende empirisk undersøgelse af Kinas adfærd i forhold til nabolande når Taylor Fravel fra MIT frem til tre konklusioner. For det første understøttes frygten for at Kinas opstigning vil føre til territoriale konflikter, ikke af historien hidtil. For det andet har Kina accepteret sine naboers suverænitet og territoriale ukrænkelighed, droppet potentielt irredentistiske krav på nogle områder, der ellers har været del af Qing‐kejserdømmet i det 19. århundrede og i stedet anvendt en ’grand strategy of reassurance’ i regionen. Men for det tredje så vil Kina true med at bruge, eller faktisk bruge, magt når dets opfattede vitale interesser er på spil. Det gælder især mht. Taiwan, som opfattes som en del af det Han‐ kinesiske kerneområde. Undersøgelsen viser, at Kina generelt er mindre tilbøjelig til voldsanvendelse, og mere samarbejdsvillig end gængse opfattelser antyder.30
Andres forestillinger om en Kina-trussel
Teorier om en ”Kina‐trussel” begynder at blive konstrueret omkring 1990‐92, især i USA og Japan, så snart der ikke længere var behov for Kina som en proto‐allieret mod Sovjetunionen. De kunne bruges til at understøtte institutionelle eller professionelle egeninteresser.31 Et ’trusselrygte’ er særlig skadeligt for en aspirerende stormagts sociale standing og dens sikkerhedsinteresser, det svækker dens internationale legitimitet og gør det muligt at begrunde, at den skal behandles anderledes, ‐ som en fjendtlig ’anden’. Dermed sættes en ond spiral i gang. Sikkerhedsdilemmaet forværres, da det som blot er sikkerhedsforøgende kan ses som en trussel af andre stater og føre til en konkurrencebetonet opbygning af væbnet magt, et våbenkapløb.32 Trussel‐teorien blev imødegået af Kina fra 1995 for at undgå et tab af international legitimitet, som ville gøre det lettere at mobilisere en USA‐ledet koalition mod Kina. Dels argumenterede kineserne mod dens præmisser og den koldkrigsmentalitet de fandt den var udtryk for. Dels søgte Kina bevidst at tackle sikkerhedsdilemmaet, fx ved at søge legitim magt via multilateralisme, deltagelse i internationale regimer, WTO‐medlemskab og styrket interdependens, og i det hele taget et ansvarligt image i det internationale samfund. Specielt i Østasien lykkedes ”reassurance”‐politikken så godt, at Singapores leder Lee Hsien Loong i juni 2007 talte for regionen, når han sagde: ”Most Asian countries assess the challenge from China to be more economic than military...[they] see China’s actions not as a threat to regional security, but as a specific response to the Cross‐Straits situation.”33 Kina var dog især bekymret over den amerikansk fremførte “Kina‐trussel”, som med de neo‐konservatives store indflydelse i den nytiltrådte Bush‐administration i foråret 2001, så ud til at skulle føre til en Kina‐centreret ”grand strategy.”34 I en opsigtsvækkende sag fra juni 2001 lykkedes det republikanske høge at få fyret den ellers stærkt betroede RAND‐ tænketank fra et hemmeligt projekt, som Kongressen havde bestilt omkring Kinas fremtidige militære kapacitet. Der skulle genereres bevismateriale til støtte for allerede dragne konklusioner, og hverken CIA eller RAND ville lægge navn til.35 Eksemplet medtages, fordi det viser, hvor forsigtigt kilder skal behandles. Tænketanke som Heritage Foundation, American Enterprise Institute, Hudson Institute, etc. har vist sig meget mere leveringsdygtige. Men også andre kilder udtrykker erhvervs‐ eller institutionsinteresser mere end interessen i at give et retvisende billede. Kina er og bliver et fristende argument, når der skal kæmpes om budgetter eller afsættes dyr hardware.36 De nye krige efter 11. september 2001 mindskede presset på Kina, men Kina‐truslen overvintrede og vedligeholdtes i Donald Rumsfelds Pentagon. Landet kom her næsten til at udgøre en funktionel erstatning for det forsvundne Sovjetunionen, en nyttig begrundelse for missilskjoldet og en række andre våbensystemer. I de årlige rapporter om Kinas militær til Kongressen blev forestillingen om en trussel underbygget, i en grad så Dennis Blasko kunne sige om 2006‐rapporten:”Den er ikke så meget en upartisk og fuldstændig vurdering af Kinas militære modernisering, som den er et politisk dokument der søger at retfærdiggøre en etableret amerikansk politik [...] uden at bringe ny oplysning implicerer den, at enhver kinesisk militær modernisering er uacceptabel, fordi den er lig med ’militær ekspansion’”37. Det skal siges, at den nye forsvarsminister, Robert Gates, lagde afstand til forgængerens rapporter,38 han gik ind for den militære dialog med Kina, som Rumsfeld og Cheney så mørkt på, og rapporterne er blevet noget mere sobre. Men der er stadig et meget stort og velforbundet apparat, som med kort varsel ville kunne genskabe Kina‐truslen.39 Derfor er en kildekritisk holdning særdeles nødvendig.40
Usikkerhedsmomenter og konklusioner
Der er tre slags kilder til trusselopfattelser. De materielle forhold; eksistensen eller rettere fraværet af en fælles identitet, en social identifikation (den er som vi har set manipulerbar); og endelig omverdenens hidtidige erfaringer med landet. Argumenterne for en trussel findes ofte i: 1. stigninger i forsvarsbudgettet, 2. en fjendtlig kinesisk indstilling til værdier og status quo i det internationale system, 3. ’stormagter opfører sig som stormagter’, dvs. de bruger magt. Tilsvarende er argumenter imod at: 1. forøgelsen er ikke overdreven, 2. landet er stærkt bundet af interdependens, har haft stor fordel af det eksisterende system og deler mange fælles interesser med os, fjendebilledet er kunstigt skabt, og 3. den historiske ’track record’ er god, som regional hegemon opførte Kina sig ikke imperialistisk eller ekspansionistisk.41
Hvor meget kan historien være en guide, hvor meget kan vi vide om fremtidige årganges eller generationers synspunkter? De formes ganske vist til en vis grad af os selv, men processen er svært gennemskuelig. Alligevel er det interaktionen mellem omgivelserne og Kina der bliver afgørende. Hardlinere i et land kan gavne hardlinere i et andet, ligesom tilbud om samarbejde kan kalde de samarbejdsvillige kræfter frem. Protektionisme fremmer protektionistisk gengældelse, osv. Hvis vi i praksis er ude af stand til at acceptere et ligebyrdigt Kina, så rammer det ind i den yngre generation, som vil reagere på omverdenens manglende anerkendelse af Kinas ’ankomst’. Den reaktion bliver let til øget nationalisme. Det samme gælder for den forskelsbehandling, som resulterer,når det forsøges at sætte Kina i det social‐psykologien betegner ’ud‐gruppen’.42 I værste fald bliver det en selvopfyldende profeti. For at undgå at komme på et galt spor, kan det være nyttigt at blotlægge vore egne underliggende antagelser. Når vi stejler over tegn på, at Kina vil sejle mere end 200 sømil væk fra deres kyster, kunne det tyde det på en bagvedliggende antagelse om, at Kina er et iboende aggressivt, angrebsorienteret regime. ’Den gule fare’ er ikke manet bort. Psykologisk kan det være forståeligt på baggrund af usikkerheden omkring en stærkt voksende økonomi, men det bør ikke danne grundlag for kølig strategisk tænkning. Det er ikke længere et kommunistparti, der leder landet, men et moderniseringsparti i et autoritært et‐parti system som så mange andre. Frygten for, at indre problemer fører til ydre aggressivitet, er heller ikke mere begrundet for Kina end for andre lande. Som Michael Swaine engang skrev: ”Det er blevet vist i mange undersøgelser over mange år, at kineserne har ført stort set ikke‐aggressive, ikke‐konfronterende politikker overfor udlandet, af en lang række grunde. De har som bekendt ikke brugt væbnet magt mod et andet land i en generation nu. Heller ikke formodninger om, at militæret kan styre udenrigspolitikken, holder stik. Der er få lande, der har en stærkere civil kontrol med militæret, og der er hidtil aldrig fremført noget bevis for, at den øverste militære ledelse udgør en uafhængig interessegruppe. Endelig har Kina (endnu) ikke en stort anlagt våbenindustri, private hære med stærke lobby‐ forbindelser til Beijing eller officerer og politikere, som træder ind og ud af direktør‐roller.43 Men mange af disse underliggende og forkerte antagelser får uforstyrret lov at præge vores analyser. Hvorfor skulle Kina ikke, ligesom andre stormagter, anskaffe sig globalt rækkende kapacitet, logistisk, kommunikationsmæssigt, i kommando‐ og kontrolstruktur? Hvorfor er det et tegn på krise, hvis Kina lægger an til et hangarskib, når 12 af verdens 21 store hangarskibe er amerikanske, og når både Indien og Japan har hangarskibskapacitet? Hvorfor skulle Kina ikke opføre sig som ethvert andet land har gjort og sørge for sikring af de ressourcer, det skal bruge for at overleve? Hvorfor skulle det ikke kunne færdes i Det Indiske Ocean, som verdens øvrige flåder gør? Hvis vi ikke kan acceptere denne adfærd, så er det dybest set, fordi vi ikke kan acceptere en verdensorden, i hvilken Kina forventer at blive behandlet på lige fod med andre. Der er brug for en stærkere virkeligheds‐accept, og så ligger der umiddelbart oplagte løsninger i samarbejde.44 Når NATO’s generalsekretær for nylig rakte hånden ud til Kina og Indien var det fremsynet.45 Der er også fortalere for en ”inclusive balancing”, hvor USA og landene i Østasien går sammen om at løse sikkerhedsproblemer i regionen.46 Det kan minde om Admiral Mullen’s ide om en ”1000 ship navy”, der sammen sikrer de sejlruter som 90% af verdenshandlen, og 70% af olien transporteres ad. Endvidere drejer det sig også om fejlslagne stater, humanitære indsatser, terrorisme, narkotika, ja sågar klimaskabte konflikter. Men det kan alt sammen ikke lade sig gøre, hvis Vesten/det internationale samfund fremstiller Kina som truslen.47
Litteraturliste
Agence France Presse (7. februar 2010),”NATO Chief seeks broader ties with China, India”. Asianews.it (7. februar 2010),”China to overtake Japan in 2010 as second largest economy”. Asia Times (8. juni 2007), “And they call China a threat”, lokaliseret d. 18. februar 2010 på http://www.atimes.com/atimes/china/if08ad01.html. Axe, David (2010), ”Why China’s Naval Rise Could Help the World”, i The Diplomat Magazine 12. februar 2010. Bacevich, Andrew (2005),“The New American Militarism”. Oxford University Press, kap.3. Blasko, Dennis (2006), “Rumsfelds Take on the Chinese Military: A dissenting view”, Current History, September 2006. Byrne, John (2007), “Pentagon wants to create space vehicle to fire missiles anywhere on earth”, Rawstory.com 11.12. 2007. Chan, Steve (2008), “China, the U.S., and the Power‐transition theory. A critique”, Routledge. Cheung, Tai Ming (2009), “Dragon on the Horizon: China’s Defence Industrial Renaissance”, Journal of Strategic Studies, vol. 32, no. 1 2009. Deng, Yong (2008), “China’s struggle for status. The realignment of International Relations”. Cambridge University Press, kap. 4. Fravel, M. Taylor (2007), “Securing Borders: China’s doctrine and force structure for frontier defense”, Journal of Strategic Studies, vol. 30 no. 4‐5 Aug 2007. Fravel, M. Taylor (2008a), “China’s Search for Military Power”, The Washington Quarterly vol. 31, no. 3 2008 pp 125‐141. Fravel, M. Taylor (2008b), “Strong Borders, Secure nation: Cooperation and conflict in China’s Territorial Disputes”, Princeton University Press. Freeman, Charles (2010), “China’s challenge to American Hegemony”, Remarks to the Global Strategy Forum, Jan. 20, 2010. Geertz, Bill (1. oktober 2008),“China report urges missile shield”, The Washington Times. Holslag, Jonathan (2009), ”Embracing Chinese Global Security Ambitions” , The Washington Quarterly vol. 32, no. 3 2009. Hughes, Christopher W. (2009), “Japan’s Military Modernisation: A quiet Japan‐China Arms Race and Global Power Projection”, Asia‐Pacific Review, vol. 16, no. 1 2009 pp. 84‐99. Indiadefenceonline.com (20. februar 2010),“Indian Defence Budget“. International Crisis Group (2009), “China’s Growing Role in UN Peacekeeping”, Asia Report nr. 166. International Herald Times, June 1, 2007. Jervis, Robert (1978), “Cooperation under the Security Dilemma”, World Politics vol. 30 no. 2, 1978. Johnston, Alistair Iain (2003), “Is China a status quo power?”, International Security vol. 27, no. 4, 2003. Kulacki, Gregory (2006),”Lost in translation”, Bulletin of the Atomic Scientists, Maj‐juni. Lampton, David (2007),”The Faces of Chinese Power”, Foreign Affairs, Jan‐Feb 2007. Lampton, David (2008), “The three faces of Chinese Power, Might, Money and Minds”, University of California Press. Mazetti, Mark (2. juni 2007), “Shifting policy, US offers to work with China’s military”, International Herald Tribune. Mercer, Jonathan (1996), “Reputation in International relations”, Cornell University Press. Mearsheimer, John J. (2001),“The Tragedy of Great Power Politics”, W.W. Norton & Co. People’s Daily Online (15. juni 2005), Powell: China is not a military threat to the US". Reuters (20.sept 2007), “Air Force chief links F‐35 fighter jet to China”, lokaliseret d. 18. februar 2010 på http://www.reuters.com/article/idUSN1925736420070920. Ross, Robert (2005),“Assessing the China threat”, The National Interest, Fall 2005, pp.81‐87. Shiping Tang (2008),”From Offensive to Defensive Realism: A social evolutionary interpretation of China’s Security Strategy”, i Robert Ross og Zhu Feng (ed): China’s Ascent. Power, Security and the future of International Politics, Cornell University Press. SIPRI Yearbook 2009 (2009), “Armaments, Disarmament and International Security”, Oxford University Press. Skak, Mette (2010), ”Fremtidens stormagter. BRIKkerne i det globale spil.” Aarhus Universitetsforlag. Twomey, Christopher P. (2006),“Chinese Strategic Cultures: Survey and Critique”, SAIC. US News & World Report (23. juli 2001), "China: How big a threat? Inside the bitter fight over assessing China's intentions". Wendt, Alexander (1999), ”Social Theory of International Politics”, Cambridge University Press. Womack, Brantly (2009), “China Between region and world”, The China Journal vol.61, January 2009, pp.1‐22.
Fodnoter
1 Clemens Stubbe Østergaard er lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
2 Blasko, 2007, p. 265. Pace fastslog også i marts 2007:”Clearly neither country has the intent to go to war with the other.”
3 Fravel, 2008a
4 Med strategisk kultur tænkes der på begrebet der er udviklet af Peter Katzenstein og anvendt på Kina af Alastair Iain Johnston. Twomey, 2006
5 Ikke mindst kildeproblemerne omkring et stærkt politiseret emne med store militære, økonomiske og politiske interesser involveret
6 Indiadefenceonline.com, 20. februar 2010
7 RMA henviser til den engelske term “Revolution in Military Affairs”
8 Hughes, 2009
9 Se hertil SIPRI Yearbook 2009
10 Se til dette Lampton, 2008
11 Powell sagde i 2005, at Kinas øgede forsvarsudgifter ikke gjorde det til en trussel.”Truslen kommer fra evnen til at gennemføre planer, og intentionen om at gøre det. Min analyse over de sidste fire år er at Kina ikke har en sådan intention. Kina ønsker at leve i fred med sine naboer og USA.” Se People’s Daily Online, 15.juni 2005
12 Se fx. Byrne, 2007
13 Oprettelsen af en Rapid Response udrykningsstyrke betyder en forbedret mulighed for at klare grænsekonflikter
14 Lampton, 2007
15 Se fx. Ross, 2005, pp. 81‐87. Ross peger på en række hindringer: teknologiske, geopolitiske, omkostningerne i regionen, USA’s sandsynlige kaprustningsrespons, samt den historiske erfaring at kontinentalmagters udfordring af sømagter altid er slået fejl
16 Som bekendt har Kina også tilstræbt ’sea denial’ omkring Taiwan for at beskytte sig mod et scenarie, der gik ud på en ensidig de jure uafhængigheds‐erklæring, under japansk‐ amerikansk beskyttelse
17 Se International Crisis Group 2009
18 Holslag, 2009, pp. 105‐118
19 Johnston, 200
20 Asianews.it, 7.february 2010
21 Fravel, 2008a
22 Fravel, 2007
23 Blasko, 2006 p. 265
24 Twomey, 2006 p.5ff
25 Se fx Mearsheimer, 2001. For en interessant påvisning af at Kina er gået fra Mearsheimers offensive realisme‐ tankegang til en defensiv realisme, se Shiping, 2008
26 Freeman, 2010
27 For en omhyggelig behandling af denne argumentation, se Chan, 2008
28 Womack, 2009 pp. 1‐22,
29 BRIK er samarbejdet mellem Brasilien, Rusland, Indien og Kina, se herom Skak, 2010. BASIC dækker tilsvarende samarbejdet mellem Brasilien, Syd‐Afrika, Indien og Kina. Begge grupper afholder regelmæssige møder
30 Fravel, 2008b
31 Deng, 2008 Forfatteren er forsker ved det amerikanske flåde‐akademi i Maryland
32 Den klassiske artikel om Sikkerhedsdilemmaet er Jervis, 1978
33 International Herald Times, June 1, 2007. Fra 2002 inviterede Kina sinenabolande og Sydøstasien til fælles manøvrer, og 1. januar 2010 trådte den store frihandelsaftale mellem Kina og landene i Sydøstasien i kraft
34 Om deres rolle i sikkerhedspolitik, se West Point officeren Bacevich, 2005 De neo‐konservative er ikke væk. Fra sin post som leder af State Departments ’International Security Advisory Board’, argumenterer Paul Wolfovitz i en 2008‐rapport for, at USA må gøre fuld brug af rummet for at undgå at Kina ”begynder at krybe hen mod strategisk kernevåben‐ pression”. Kinas minimale gengældelsesstyrke har antalsmæssigt ikke udviklet sig siden 1980. Fra de ubåde i Stillehavet som er på 15‐minutters varsel kan der samtidig affyres 15 atomsprænghoveder mod hver enkelt af Kinas i alt tyve missilsiloer. Og der vil være op mod 10.000 kernevåben tilbage i USA’s arsenal. Rapporten opererer i øvrigt med et ”..und Morgen die ganze Welt” billede af Kina. Geertz, 1. oktober 2008
35 Se US News & World Report, 23.juli 2001. Kongressen havde ikke kunnet få CIA’s Kina‐ analytikere til at levere en passende trussel. Lederen af National Intelligence Committee betragtede nogle år senere Kina’s modernisering som ”understandable and justifiable.”
36 Da minister for luftvåbnet Michael Wynne skulle begrunde antallet på 2400 Lockheed Martin F‐35 fly overfor skeptikere sagde han:” Hvor stort tror I Kina er?”, efterfulgt af en kunstpause. Se Reuters 20.sept 2007
37 Blasko, 2006.Om 2007‐rapporten sagde David Isenberg, at den brugte et”carefully hedged language that leaves it to the reader’s imagination to think the worst about what China might do”. Se Asia Times June 8. 2007
38 Se fx. Mazetti, 2. juni 2007
39 Vi så det blandt andet ved Kinas helt udramatiske nedskydning af en udtjent satellit. Både USA og Rusland har gjort det før Kina, det har klart defensiv betydning, og hovedindvendingen er, at det skaber mere rumskrald, ikke at det er udtryk for en aggressiv udenrigspolitik
40 For en påvisning af letfærdig officiel omgang med kilder, se Kulack, 2006. Tidsskrifts‐ debatten i Kina er nu også så åben, at en officers artikel i et fagtidsskrift ikke længere kan betragtes som et udtryk for regeringens politik, ligesom vi ikke ville vælge at betragte fx John Boltons ytringer som amerikansk politik
41 Kinas stærke holden på ikke‐intervention i andre landes indre anliggender kan her anskues positivt
42 For anvendelse af socialpsykologiens in‐group og out‐group begreber på international politik, se Mercer, 1996 og Wendt, 1999
43 Se dog Cheung, 2009, om forsøgene på at overvinde de mange hindringer for industriens evne til at absorbere, skabe og udbrede teknologisk fornyelse. Han viser blandt andet for ti år siden var Kinas budget til S & T på forsvarsområdet 5 % af USA’s
44 Se Axe, 2010
45 Agence France Presse, 7. februar 2010
46 Holslag, 2009
47 Og som en amerikansk blogger skrev på forums.military.com: ”Why would they want to incur great destruction and devastation to beat us militarily, when all they have to do is to continue on the current path and assume the role of world superpower and leader in 25, 50 or a 100 years without engaging in a single battle?”[...]” China will become the dominant world power unless there is a drastic change in our economic, educational and political strategies.”
