Af Kaptajn O. C. T. D. Wagn.
(Fortsat).
B E F A L I N G
Naar den taktiske Fører skal løse en Opgave, giver han sin Morterfører en Befaling, som Regel særskilt. Befalingen kan være skriftlig eller mundtlig efter Omstændighederne. Regimentets Befaling til Skytskompagniet gaar som oftest kun ud paa Ordre til Fordeling a f Mortererne til Bataillonerne, Ordre til tilbageholdte Morterer (Lurestilling eller Ventestilling), Ordrer for Ammutionstjeneste og Meddelelsestjeneste. Skytskompagnichefen, der er Regimentschefens faglige Hjælper i Mortersager, giver paa Grundlag a f Régimentsbefalingen de fornødne Ordrer til Morterdelingerne, suppleret med sine egne Ordrer fo r den faglige Tjeneste inden for Skytskompagniet. Da Bataillonschefen er den taktiske Fører, der oftest har den direkte (skydetekniske) Føring a f Mortererne i sin Haand, skal jeg nedenstaaende give en Oversigt over, hvad hans Befaling til et Morterled kan indeholde, idet jeg forudsætter, at Bataillonen raader over 1 Morterdeling (det normale) :
— Orientering.
— Bataillonens Hensigt.
— Morterdelingens Opgave, omtrentlige Stilling, Rekognoscering.
— Opgaverne for de Kompagnier, Mortererne skal støtte.
— Maskingeværers, tunge Hjælpevaabens og Artilleriets Plads, samt Bestemmelser til Sikring a f Samarbejdet mellem disse Vaaben (Ildplan).
— Ildens Aabning (øjeblikkeligt — naar Mortererne er klar — paa nærmere Ordre — til bestemt Klokkeslet).
— Ammunitionstjeneste (Ammunitionstrainets Plads, tilladeligt Ammunitionsforbrug o. l.).
— Bataillonens Kommandostation og Forbindelse herfra til Morterdelingerne.
En Kompagnichefs Befaling til sin Morterfører (normalt Gruppefører) udledes let a f ovenstaaende. Uden i øvrigt at gaa i Detailler skal jeg fremdrage enkelte Ting a f principiel Betydning. Det er vigtigt, at den taktiske Fører orienterer Morterføreren nøje om sin Hensgt, saaledes at M orterf fireren kan tænke forud: foretage Kortstudier, finde Observationsstader, planlægge Stillingsskifter, Ammunitionserstatning o. s. v. Den taktiske Fører maa ved Befaling til Stillingsindtagelse aldrig nagle sine Morterer til bestemte Punkter, men bør indskrænke sig til at give et Stillingsomraade, inden for hvilket Morterføreren saa efter Rekognoscering finder de bedst egnede Standpladser og Stader. Lige saa lidt som den taktiske Fører skal blande sig i, hvilke Batterier inden fo r en Artilleria fdeling der skal løse hvilke Opgaver, skal han blande sig i, hvilke Mortergrupper (-delinger) inden for det ham underlagte Morterled, der skal løse de enkelte Opgaver. Dette forstaas ud fra den Betragtning, at skydetekniske Detailler (Observationsforhold o. h), som kun Morterføreren kan vide Besked med, kan være afgørende for Løsningen a f bestemte Skudopgaver. Denne Regel maa ikke forveksles med den taktiske Førers selvfølgelige Ret til at bestemme, hvor mange Morterer han vil sætte ind mod et bestemt Maal. Angaaende Forbindelser erindres det, at en Morterdelings Telefon er beregnet til Sky det ele fon og ikke til taktisk Forbindelse, hvormed i denne Sammenhæng menes Forbindelse: Taktisk Fører — Morterfører. Morterføreren skal iøvrigt tilstræbe personlig Forbindelse med den taktiske Fører, og kan dette ikke opnaas, maa den taktiske Fører om fornødent afgive Materiel til Telefonforbindelse. Ofte vil Ordonnanser være Meddelelsesmidlet. Optiske Signaler kan anvendes til Udløsning af forberedte Skydninger (Spærreild). Naar Morterdelingsføreren har faaet sin Befaling, instruerer han kort sin næstkommanderende om Situationen og Delingens Opgave samt giver de nødvendige Ordrer for Delingens Forhold under Delingsførerens Rekognoscering. Der tilfalder som oftest her Næstkommanderende den Opgave at føre Delingen samlet saa langt frem som muligt til en skjult Ventestilling, hvor nærmere Ordre til Stillingsindtagelse tilgaar fra Delingsføreren. Skal kun en a f Grupperne i Stilling, vil det være hensigtsmæssigt at give Næstkommanderende Kommandoen over den, især hvis man kan forudse, at der foreligger vanskelige Skudopgaver. Dette, at der er 2 Befalingsmænd ved en Gruppe under en Skydning, skaber Mulighed for Opnaaelse a f god Sideobservation, evt. fremskudt Observation, hvorved Skydningen bliver mere økonomisk; desuden er det ingen Skade til at have en Befalingsmand ved Pjecen til Kontrol a f hele Tjenesten i Ildstillingen. Skal begge Grupper i Stilling langt fra hinanden, kan Næstkommanderende faa Kommandoen over den længst udgaaende, medens Delingsføreren holder Øje med den Gruppe, der er nærmest den taktiske Fører, og i vanskelige T ilfælde selv skyder med Gruppen. Naar Delingsføreren har rekognosceret, giver han Delingen Befaling til at rykke i Stilling. Befalingen kan gives mundtligt, men vil ofte blive givet skriftligt med en Ordonnans, medens Delingsføreren paabegynder Orienteringsarbejdet i Stillingsomraadet. Denne Befaling, som er rent morter-teknisk, skal jeg ikke komme nærmere ind paa her. E r Tiden knap, befaler Delingsføreren efter Kort og lader Gruppeforerne rekognoscere selv; i saa Tilfælde er der dobbelt Grund til at overdrage Næstkommanderende Føringen af en Gruppe.
A N G R E B E T
Regimentet maa forud for enhver Angrebshandling stræbe efter i god Tid at disponere over Mortererne, og det disponerer som foran under „Disponering over Skytskompagniet“ angivet. Bataillonen kan enten beholde Mortererne i sin Haand eller afgive dem helt eller delvis til Kompagnierne. Hvorvidt den skal gøre det ene eller det andet, afhænger a f Terrainet og Fægtningssituationen. E r Terrainet overskueligt (lange Terrainbølger), kan Observation opnaas paa de længere Skudafstande, Mortererne kan da forblive i Bataillonens Haand, i hvilket Tilfælde Frem rykningen foretages i lange Spring fra Terrainafsnit til Terrainafsnit, idet en eller flere Morterer er i Stilling, mens andre rykker frem (Klatremetoden). Om Stillingsskifte gælder i Almindelighed, at det maa planlægges og udføres saaledes, at Mortererne ikke er under Bevægelse, naar Fodfolket trænger mest til deres Hjælp. E r Terrainet uoverskueligt, maa Mortererne for Observationens Skyld være langt fremme. Det vil da ofte være nødvendigt at afgive en eller flere til Kompagnierne i første L inie. Har Bataillonen holdt Morterer tilbage, bør ogsaa disse være langt fremskudt, f. Eks. i Teten af 2’ Linie. Ildtaktisk set er det en Fordel, at Mortererne længst mulig t forbliver i Bataillonens Haand, idet man derved opnaar størst Nyttevirkning a f dem. Bataillonschefen kan da anvende sine Morterer som „F ron ta rtille ri“ i det smaa foran hele Bataillonens Front, lægge Trykket paa de taktisk rigtige Punkter og samtidigt sikre sig, at Mortererne ikke „løber løbsk“ (Ammunitionsøkonomi). Ogsaa andre Hensyn end det ildtaktiske taler for at holde Mortererne ved Bataillonen længst muligt, nemlig Belastningshensyn og Hensynet til den indtil Trivialitet gentagne Ammunitionserstatning. Disse Hensyn opfordrer til at holde Materiellet paa H jul længst muligt, hvilket forstaas umiddelbart, naar man hører, at den enkelte Mortermand med Fægtningsbelastning bærer omkring 50 kg. En Frem rykning i et Træk paa 1 km vil være det allerhøjeste, man kan byde Mandskabet under Fægtningsbelastning, naar man vil bevare dets Kampdygtighed nogenlunde; og da man som oftest ikke kan trække K a rrerne frem i forreste Kompagnilinie, ses det, at Belastningshensynet naturligt placerer 81 mm Morteren som Bataillonsvaaben. Morterernes Forbliven i Bataillonens Haand er for øvrigt ingenlunde ensbetydende med, at de er langt tilbage; de vil efter Forholdene kunne fremskydes indtil i Højde med Køen a f forste Linies Kompagnier. Medens Bataillonen, naar den er langt fra Fjenden, og under Kampen om Ildoverlegenheden ofte har Udsigt til at kunne gennemføre Prin cippet: at bevare Mortererne i sin Haand, stiller Forholdene ved Indbruddet i den f jendtlige Front sig noget anderledes, idet modstridende Interesser vil gøre sig gældende. Paa den ene Side antager Kampen en saa kaotisk Karakter, at en centraliseret Udledelse direkte under Bataillonen ofte er uhensigtsmæssig eller ligefrem umulig. Dette Hensyn kræver: Mortereren langt frem i snæver Forbindelse med de fo rreste Kompagnier, d. v. s. Morterer til fuld Kaadighed („Ledsagemorterer“ ) fo r Kompagnierne i første Linie. Paa den anden Side vil det være hensigtsmæssigt fo r Bataillonen at bevare Morterer i sin Haand til Indramning a f et Indbrudssted, til Lammelse a f erkendte fjendtlige Maskingeværreder, Støttepunkter o. 1. samt til Imødegaaelse af fjendtligt Modangreb. Endelig maa der ikke ses bort fra, at Morterer i første Linie er udsat for at gaa tabt ved evt. fjendtligt Modangreb.
Hvorledes disponere overfor dette Dilemma? Raader Bataillonen over et større Antal Morterer, f. Eks. 3 å 4 Grupper, bør den afgive 1 Morter pr. Kompagni i første Linie og holde 1 å 2 tilbage. A t afgive mere end 1 Morter pr. Kompagni i første Linie vil normalt være at overmætte“ Kompagniet, idet en Kompagnifront er for lille til at beskæftige mere end 1 Morter. Det erindres her, at Morteren i de nuværende Organisationsrammer ikke virker ved Masse og Koncentration, men ved Enkeltskydning og Præcision.
H ar Bataillonen et ringe Antal Morterer, f. Eks. 1 å 2 Grupper, bør den efter min Mening afgive dem til Kompagnierne i første Linie. Det gælder jo dog „Knald eller Fald “ paa dette Stadium a f Kampen, og Mortererne maa være, hvor de kan se og frem for alt hurtigt faa Skudordrer. Jeg kan ikke undlade her at sende de smaa 60 mm Morterer en venlig Tanke; 2 Stk. a f disse pr. Kompagni, organisatorisk knyttet til dette, vilde være til overordentlig Gavn fo r Kompagnichefen og f r itage Bataillonen fo r at afgive sine dyrebare 81 mm Morterer — men dette er Fremtidsmusik. Afgivelsen a f Morterer til første Linies Kompagnier bør finde Sted fø r Indbruddet i den fjendtlige Front, saaledes at Samarbejdet mellem Kompagnichefen og Morterføreren kan grundlægges. Jeg skal i denne Forbindelse særligt omtale en almindeligt forekommende Angrebssituation, nemlig det planlagte Angreb fra en Udgangsstilling f. Eks. efter at man i L y a f Mørket har nærmet sig Fjenden fo r at gaa paa ved Daggry.*) Mortererne bringes i denne Situation principielt i saa langt fremskudte Stillinger som muligt, saaledes at de kan understøtte Angrebet langt frem uden at skulle skifte Stilling for hurtigt efter Angrebets Begyndelse. Det vil her ofte være praktisk at dele Mortererne i 2 Kategorier, hvoraf den ene deltager i den lokale Forberedelse a f Angrebet ved Beskydning a f stedfæstede fjendtlige Støttepunkter, Maskingeværreder, Hindringer o. s. v., medens den anden forholder sig tavs, rede til at følge de forreste Kompagnier umiddelbart. De a f Regiment og Bataillon tilbageholdte Morterer udgør den Kategori, der deltager i Angrebets Forberedelse, fo r senere i Angrebet, naar Situationen tegner sig klart, evt. at blive afgivet til det nærmest lavere Led, hvor de gør størst Nytte. En Kompagnichef, der faar en Morter tildelt, trækker Morteren saa tæt til sig, som den fjendtlige Ild og Terrainet tillader. Idealet er: Morteren ved Kompagnichefens Kommandostation, saaledes at Kompagnichefen, naar han møder væsentlig fjendtlig Modstand, øjeblikkeligt kan lade „M o rter-Hammeren“ falde. Da Skudafstandene under Kampen i det indre af en Forsvarsstilling som oftest er korte, og Observationen derfor let, vil de enkelte Morteropgaver ofte være løst med faa Skud, en Omstændighed, der noget bøder paa den i dette Stadium af Kampen yderst vanskelige Ammunitionesrstatning. Ved fjendtligt Modangreb gælder det som almindelig Regel, at Mortererne øjeblikkeligt retter deres Ild mod Modangrebet, fortrinsvis mod de fjendtlige Maskingeværer og tunge Hjælpevaaben, der støtter det. A f den ovenanførte kortfattede Frem stilling af Principperne for Morterens Anvendelse i det regelrette Angreb fremgaar det, at Morterens Anvendelse i høj Grad er undergivet Elasticitetens Lov, hvis Tendens i det foreliggende Tilfælde kan fastlægges i Hovedregelen:
Regimentet fordeler Mortererne efter taktisk Behov til Bataillonerne, der anvender dem skydetaktisk saaledes: Naar Bataillonen er langt fra Fjenden samt under Kampen om Ildoverleg enheden, beholder Bataillonen Mortererne i sin Haand, fo r saavidt Terrainets Overskuelighed tillader det.
Under Nærkampen og i uoverskueligt Termin afgiver Bataillonen Morterer til Kompagnierne i første Linie. Angaaende Morterernes Forhold under Angreb og A n vendelse ved Marchsikring o. 1. skal bemærkes: Naar en Morterenhed følger et Fodfolksled under Angreb, indtager den samme Formation som det omkringværende Fodfolk. Ved Standsninger under Frem rykninger holder Mortererne sig i Beredskab til fortsat Fremrykning, d. v. s .: hvis Materiellet er paa Karrerne, forbliver det paa Karrerne. Faar Mortererne Ordre til at gaa i Stilling uden samtidig Ordre til at løse Skudopgaver, gaar de i Lurestilling, d. v. s. alle Forberedelser til en overraskende og hurtig Ildaabning mod det sandsynlige Skudomraade træffes (Stader indrettes, Forbindelser etableres, Data fo r vigtige Skudretninger bestemmes, og Ammunition klargøres i den Udstrækning, man kan det). En Fordækningsbaitaillon bør efter min Mening altid have Morterer tildelt; en Deling vil være passende, dersom en udpræget offensiv Hensigt ikke dikterer en stærkere Tildeling. Da Fordækningen, hvad enten den skal gaa rask paa eller fastholde Terrainet i Fronten, altid faar Brug fo r hurtigt at etablere en Ildfront, bør Maskingeværer og tunge Hjælpevaaben principielt være langt fremme. Det gælder da som Hovedregel, at Mortererne marcherer i Spidsen a f Fordækningens Hovedstyrke bag Maskingeværkompagniet. Morterføreren. som Regel Delingsfører, holder sig i Téten a f Fordækningens Hovedstyrke med et Par Cykelordonnanser hos sig. En Fortrop kan undtagelsesvis faa en Morter tildelt, nemlig naar Marchen gaar gennem uoverskueligt Terrain. Paa lig nende Maade kan der afgives en enkelt Morter til en Sidetrop, navnlig naar der forud kan skønnes at foreligge en udpræget Kampopgave for Sidetroppen. Morterer, afgivne til Fortrop eller til Sidetrop, marcherer i Køen a f det paagældende Led, Gruppeføreren hos Fortrops- (Sidetrops-)føreren. A t tildele mindre Led end et Kompagni Morterer vil i A lmindelighed være en Fejl. Morterer kan ogsaa anvendes til Beskyttelse a f et Fodfolksleds Flanker og Ryg, Hvilepladser o. 1. sammen med M askingeværer. Medfører saadanne Opgaver isolerede Stillinger fo r Mortererne, maa de beskyttes af Rekylgeværgrupper („Skytsbedækning“ ), idet det erindres, at Mortererne som saadanne ikke kan tage Kampen op paa klods Hold. Under Forfølgning gaar Mortererne energisk frem sammen med det Fodfolk, de er underlagt. E r det smaat med Am munitionen, hvad man som Regel kan regne med paa dette Stadium a f en Kamp, bør Mortererne ikke gribe ind mod den vigende Fjende, før denne evt. gør Forsøg paa at sætte sig fast igen, og der saaledes bliver ny Modstand at bryde. Overhovedet er det et godt Morter-Princip: aldrig sætte Morterer paa en Fjende i D rift. Undtagelsen, der bekræfter denne Regel, e r : Spærreild i Forsvaret (i særlige Tilfælde) eller ved fjendtligt Modangreb.
Der kan endnu siges mangt og meget om Morterernes A n vendelse i Angrebet; men saavel Bladets Spalteplads som Læsernes Taalmodighed har deres Grænser. Jeg kan dog ikke fo rlade A fsnittet om Angrebet uden en lille skydetaktisk Slutningsbemærkning. Med Udgangspunkt i den snart klassiske Vending i min Morter-Produktion: Ammunitions-Økonomi, vil jeg antyde, at Morterskydning under Angreb nok saa ofte bør have Karakter a f Lammeskydning som a f Ødelæggelsesskydning — undtagen naturligvis i Tilfælde som det forberedte Angreb, hvor Morterer anvendes til lokal „Artilleriforberedelse“ for Stormen. I Udtrykket „Ødelæggelse“ ligger Kravet om Fuldtræ ffer, og selv om Morteren skyder præcist, vil en Fuldtræ ffer i et lille Maal, der gor alt for at skjule sig, altid være en kostbar Historie. Faar en Morterfører Ordre til „Ødelæggelse“ a f et Maal, vil han vedblive at skyde, til han ser Maalet flyve i Luften — hvis det da ikke er forsvundet forinden, uden at den nidkære Ødelægger har mærket det. Hvor ofte ser man mon et Maal forsvinde under virkelige Forhold? Det, man først og fremmest vil naa, er taktisk Virkning. Den taktiske Fører vil have disse eller hine ubehagelige fjendtlige Maskingeværer til at tie, saa han kan faa sit Fodfolk paa Livet a f dem med mindst mulige Tab. Løsningen a f denne Opgave kræver kun Lammelse a f Maalet — og dette er langt billigere end den tilstræbte Ødelæggelse. Tager man sig for at lamme Maalet, er der jo desuden altid den Chance, at Fo rsynet vil lempe en Fuldtræ ffer ned i Fjendens Rede — og det sker forbavsende tit i hvert Fald under Fredsskydninger. Lammeskydning udføres ved en kort Indskydning, hvorved man skræmmer Fjenden i Dækning — „lægger Strikken om hans Hals“ — dernæst med uregelmæssige Mellemrum 1 Byge langsom Ild (Finindskydning) fo r at minde ham om Livsfaren ved at stikke Hovedet op igen. Trodser han Faren, knalder man ham omgaaende en eller et Par Byger ud, saa stærkt Morteren kan skyde. Moralen heraf er, at den taktiske Forer i Befalinger til Mortererne ikke tankeløst maa udslynge et „Ødelæg!“ , naar mindre kan føre til Maalet, og at Skudopgaver til Morterer under Angreb sædvanligvis bør gives under Formen „lamme eIIer ødelægge“.
(Fortsættes).
