Det er kun et ret begrænset stof, der på dansk foreligger om anden verdenskrig. Det er da en trøst, at de fleste danske office rer uden større vanskelighed kan læse krigsliistorie på engelsk el ler tysk. Men det er svært at lukke øjnene for den kendsgerning, at en dansk gennemsnitsofficer i reglen har arbejdsvilkår, som ofte sætter snævre grænser for omfanget af krigshistoriske studier. Det te er dobbelt beklageligt, eftersom den tjeneste, der tidsmæssigt fylder mest, ofte er af en art, som ligger ret fjernt fra de opgaver, den enkelte vil mode i krig.
Læsning af krigsliistorie bar derfor naturligt trange kår, der i vor tid yderligere understreges af det faktum, at de nye våben rummer perspektiver, der får mange til at stille sig det spørgs mål, om det krigshistoriske studium stadig har den samme betyd ning som før.
Spørgsmålet skal her forsøges besvaret i to tempi:
For det første synes udviklingen at antyde, at taktisk atom våben „går ned“ i størrelsesorden. Muligvis vil dette medføre, at vi jævnsides med artillerikoncentrationer og taktisk flyverstøtte må forudse, at brigadegruppen eller endog mindre led vil kunne føje taktisk atomvåben ind i ildstøtten. Hvis det så indvendes, at in terkontinentale raketter under udnyttelse af rumforskningens hjæl pemidler vil gøre luftkrigen gammeldags, kan dette næppe få af gørende indflydelse på det lige nævnte perspektiv. Formentlig vil denne mulige ændring kun berøre stormagternes strategiske luft våben. Det er derfor rimeligt at se taktisk atomvåben som en i teknisk henseende logisk videreudvikling af granatens virknings-radius. Er denne slutning rigtig, hvad meget tyder på, vil de små leds kamp i fremtiden foregå imder forhold, der vil være karak teriseret af behov for:
— større bevægelighed, der kan udnyttes til bevarelse af fordel ved spredning med mulighed for opnåelse af kortvarig tyngde indsats på afgørende sted.
— større ildkraft, der kan beherske de store mellemrum og virke mod enhver gunstig koncentration hos fjenden.
Det turde være indlysende, at sådanne krav medfører, at der vil blive brug for tropper af en langt højere kvalitet end før. Beslutninger skal hurtigt kunne tages. Inden for meget vide ram mer må selv underforere kunne handle selvstændigt, og enhver operation må gennemføres inden for m inim um af tid og med størst m ulig udnyttelse af gensidig støtte.
Begge krav kan utvivlsomt ses som tegn på, at en ny krig vil få et andet forløb end den sidste verdenskrig. Der er da grund til at huske på, at den anden verdenskrig også forløb på en anden måde end den første. Det er da nærliggende, at der i studiet af de vurderinger, der fremkom på baggrund af stillingen i 1918, og som anden verdensrig afslørede som forkerte slutninger, vil være im pulser til erkendelse af nyudviklingens veje.
Men dette studium er af krigshistorisk art.
For det andet er det en ubestrideelig kendsgerning, at kun enkeltpersoner inden for det danske officerskorps har opnået kamptilvænning. Opgaven må herhjemme da også være at læse krigshistorie således, at fantasien er med og skaber grundlag for forståelse af krigens væsen. Det må blot holdes for øje, at ladnin gens mål ikke er at lære at kæmpe, som der blev kæmpet under anden verdenskrig og i Korea. Formålet må i stedet være at til egne sig et godt og alsidigt billede af de for krigen så karakteri stiske træk. Også en sådan læsning stiller krav til nøgtern kom binationsevne passende parret med levende forestillingsevne. x
Efterfølgende skildring af 7. amerikanske panserdivisions kam pe i december 1944 skal opfylde det sidst omhandlede behov: At tjene som let tilgængelig læsning, der giver et stærkt og levende indtryk af krigens væsen.
De ved bearbejdelsen af dette emne benyttede kilder er:
— The Defence of St. Vith, Belgium. (Tactical Department. The Infantry School. Fort Benning. Georgia.)
— A Militarv History of World War II. (U. S. M ilitary Academy, West Point.)
— Die Geschichte des Panzerkorps Grossdeutschland.
Et eksempel på en kampgruppe i forsvar og under udvigende kamp.
Om hoveilrammen for de efterfølgende begivenheder er det velkendt, at den tyske Ardenneroffensiv i december 1944 var det tredie riges sidste store kraftanstrengelse. En stærk angrebsstyrke skulle angribe på den svagt besatte del af amerikanernes front mel lem Monsehau og Echternacli med retning mod Namur, tage Lié- ge (12. armégruppes vigtigste trafikknudepunkt) for derpå at stø de frem til Antwerpen, der skulle besættes eller odelægges (se fig. 1). Hvis dette angreb lykkedes, ville de allieredes front blive gennembrudt, og situationen for vestmagternes liære længst mod nord ville blive meget alvorlig. Lykkedes angrebet ikke, ville det ty ske nederlig være uopretteligt. Der var således tale om et spil, hvor alt var sat ind på eet bræt. Alligevel var idéen i det tyske angreb berettiget, i strategisk henseende. Noget helt andet er — men det skal ikke besvares lier— om offensiven var politisk berettiget. Thi en drøftelse af den fundamentale afgørelse, om det ikke havde væ ret mere naturligt at indsætte dette angreb mod øst, falder lielt udenfor denne ramme ved betænkeligt at nærme sig ønsketænk ningens fagre verden.
Da tyskerne indledte deres store angreb, holdt VIII amerikan ske korps, mod hvis front en væsentlig del af angrebet var rettet, en sektor på omkring 140 km bredde i et hidtil roligt område vest for Ardennerne. Forbindelsen til nabokorpset niod nord blev opretholdt af et mekaniseret kavalleriregiment; syd for dette sted stod 106. division.
Det ansås for usandsynligt, at et større modangreb ville blive ført frem på denne årstid mod VIII korps’ front, der kun var svagt besat. Både general Eisenliower og arméchefen havde accep teret den udstrakte front som en „calculated risk“. Efterretnings tjenesten havde vurderet de foreliggende meldinger om tyske trop pekoncentrationer som tegn på, at man nu villle møde et mere hårdnakket forsvar. Det var kun få, der troede, tyskerne ville være i stand til at udløse et sidste modangreb.
Det tyske angreb var forberedt gennem et par måneder. Først var den 10. december fastsat som angrebsdag, derefter blev det be sluttet at angribe den 12., til sidst bestemtes den 16. som angrebs dag. Årsagen til disse udsættelser skyldtes nødvendigheden af at afvente ugunstigt flyvevejr, der begrænsede de allieredes luftover- legenhed. Hemmeligholdelsen havde været drevet så vidt, at selv de korpschefer, der indgik i angrebsstyrken, først i sidste øjeblik blev sat ind i angrebsplanerne. Divisions-, korps- og arméchefer mødte den 12. i general v. Rundstedts hovedkvarter; her var Hit ler. Efter to timers ordgyderi råbte han, at der gaves intet „tilba ge“. Hvis angrebet mislykkedes, var det indledning til hård mod gang. Han mindede om, at hele industrien havde arbejdet for dette angreb på bekostning af østfrontens behov, og at V-l bomberne kun var at betragte som foruroligelsesild. Derfor måtte angreb ske nu, så bevægelseskrigen igen kunne begynde. — „Fremad og over Meuse“. Generalfeltmarschal Model, der havde den direkte kommando over armégruppen, gav ivrigt tilslutning i pathetiske ven dinger. Mere tørt lød hans foresattes, v. Rundstedts, kommentar: „Vi sætter alt på spil, vi kan ikke fejle“.
Forskydning af forstærkninger fra Holland til St. Vith.
Mellem Schnee Eifel og Ardennerne er terrainet ujævnt, klip pefyldt skovterrain. Fremrykkeveje for køretøjer var kanaliseret til et fåtal af stærkt snoede veje med mange vandløb og pas. Ad gangen fra Ardennerne beherskedes af tre vejknudepunkter, blandt disse var St. Vith. Herfra strålede veje ud mod Dinant og Liége mod vest og nordvest, Malmédy og Stavelot mod nord, Schonberg og Priim mod øst samt Houffalize og Bastogne mod syd. Den ene ste jernbanelinie i vest-østlig retning fra Rhinen gennem Eifel og ind i Ardennerne gik også gennem St. Vitli (se fig. 2).
Såvel den 16. december som de følgende syv dage var vejret overskyet, isnende koldt med spredte snebyger, der efterhånden gik over til regn. Det var ikke muligt at anvende flyvere, vejene var mudrede og glatte, og jordbunden blød.
Den sydlige af de to panserarméer, der dannede angrebets tyngde, var von Manteuffels 5. panserarmé. Den havde stået skjult i Ardennernes tætte skove og indledte nu en knibtangsbevægelse rundt om Schnee Eifel, et stort højdedrag 25 km øst for St. Vith. Her stod kampgrupper, livis hovedbestanddel var 422. og 423. in fanteriregiment af 106. amerikanske division, der var kommet til Frankrig for mindre end to uger siden. Divisionen var sendt til Ardennerne for i dette relativt rolige område at få lidt kamperfa ring, inden den skulle indsættes i mere hård kamp. Efterhånden som angrebet blev ført frem, viste det sig, at tyskerne havde til hensigt at gå frem uden om forsvaret af Schnee Eifel. Der ville således blive tale om en afskæringsmanøvre, idet de tyske kræfter igen ville blive forenet om St. Vith. Den højere amerikanske fø ring ville modgå dette ved at indsætte 7. panserdivision til at skabe sammenhæng i forsvaret. Desuden blev en panserkampgrup pe af 9. panserdivision indsat for umiddelbart at samvirke med 424. infanteriregiment, der skulle sikre 106. divisions sydlige flanke.
7. panserdivision var reserve i XIII korps og var i beredskabs- rum øst og nordøst for Heerlen i Hollland. Kl. 17.30 samme dag blev den alarmeret for at afgå til VIII korps i nærheden af Be- stogne i Belgien. General Clarke, der var fører for divisionens panserkampgruppe B1), der kom til at spille en afgørende rolle i forsvaret af St. Vith, blev kl. 20.00 ringet op af chefen for 7. panserdivision,, der meddelte, at divisionen var beordret til øje blikkelig at gå sydpå for at indgå i VIII korps. Hvad divisionens opgave herefter skulle være, forelå der intet om endnu. Divisionen skulle afgå, såsnart vejene var til rådighed. Panserkampgruppe B skulle være forrest i divisionens forskydning, ca. 100— 110 km i retning mod syd, og dens chef skulle selv med det samme afgå til Bastogne, melde sig til korpschefen og blive orienteret om situa tionen.
Næste morgen kl. 4 var general Clarke med sin O-officer og to motorførere i Bastogne. Han meldte korpschefen, at 7. panserdivision var på vej og fik ordre til at tage til St. Vith ved daggry for at samvirke med 106. division. Hertil ankom han kl. 10.30 og blev sat ind i enkeltheder i situationen: Dagen for var tyskernes angreb begyndt ved daggry. T o af divisionens kam pgrupper var omringet 12— 15 km øst for St. Vith. Mod nord og syd var situa tionen uklar. Der var stærk trafik bagud med køretøjer. En del forlydender gik ud på, at der var Tiger-kampvogne. Kun nu og da var der forbindelse med divisionens indsatte enheder. Det li gesom lå i luften, at nederlag var overhængende.
Pr. radio beordrede generalen sin kampgruppe frem til St. Vith. Senere blev han klar over, at divisionens forskydning først var begyndt kl. 5 på grund af trafikforstyrrelser på vejene. Han planlagde modangreb for at lette 106. divisions omringede kamp grupper. Trafikforholdene udelukkede imidlertid dette, indtil det var for sent.
Fra begyndelsen mødte hele divisionens forskydning frem til St. Vith vanskeligheder. Over Heerlen greb tyske flyvere ind langt mere virkningsfuldt, end de havde kunnet i flere uger. Tidsrum met fra modtagelse af varsel til opbrud havde ikke været tilstræk keligt udnyttet til orientering om situationen. Flere officerer i stabe og kompagnichefer kendte ikke marchmålet. Kort var ikke fordelt, divisionens opgave kendtes ikke, og vejvisere var udstillet med for kort tidsfrist. Tyskerne opnåede endog at afskære divi sionens østlige kolonne ved Malmédy. Det lykkedes dog at omdirigere en del af divisionsartilleriet til den vestlige vej, men der opstod herved en betydelig forsinkelse for artilleriets vedkommen de. Indtil middagstid afvikledes trafikken jævnt godt ad den vest lige vej, men så begyndte modgående kolonners tilbagegang at gø re sig gældende. Ved mørkefald forværredes forholdene. På hele strækningen fra Poteau og tilbage gennem Vielsalm, Trois Ponts og til Stavelot var hele den vestlige kolonne gået i stå. En af ba- taillonernes O-officer har berettet følgende om det syn, han mødte, da han selv var på vej frem:
„Jeg kom den 17. december sammen med min motorfører til vejsammenstødet ved Poteau kl. 12.30. Vi var ca. en times march foran den 38. panserskyttebataillon, der var forrest i reservekamp- gruppens marchgruppe (på den østlige vej). Det var et ufatteligt syn, der mødte os. En tæt strøm af køretøjer rullede bagud (mod vest), intet sås på vej frem (mod øst). Det var ganske simpelt til bagegang.
V i kunne f. eks. se en 2Y2 t lastvogn blot med en motorfører, så en anden med mandskab, barhovedet og mere eller mindre tilfældigt påklædt. Kranvogne, pansrede køretøjer, kanontractors — med eller uden kanon — , stabsvogne med officerer, jeeps, kort sagt alt, hvad der kunne køre, benyttedes til at komme væk fra kam pen. Der var ingen orden, ingen kommandoføring — vi så blot amerikanske troppers udisciplinerede flugt. Een å tø kilometer læn gere fremme ved den lille by Petit Thier var det hele gået i stå. Det var det værste trafikvirvar, jeg nogensinde har set. Vi var kørt fast i denne håbløse mængde køretøjer, hvor vejbredden kun kunne tage langsom modgående trafik. De tilbagegående køretøjer havde forsøgt at slippe væk ved at overhale hinanden hver gang, de havde passeret en frem adkørende kam pvogn af 31. panserba- taillon, der var forrest i kampgruppe B. — Og nu sad alt fast.
Uret viste allerede 15.15, det var tydeligt, at hverken kamp vogne eller noget andet foreløbig ville nå frem til St. Vitli. Oberst løjtnant Fuller, korporal Cox og jeg søgte så at få gjort vejen fri. Vi begyndte at få køretøjer ind til siden. Langsomt begyndte en snæver passage at åbne sig, og kampvognene rullede frem, men kun i ryk på 20— 30 m ad gangen. Det var nødvendigt flere gange at vinke forreste kampvogn frem for fuld kraft, når der optrådte et eller andet køretøj, der ikke ville vige. Sædvanligvis hjalp sy net af 30 t brølende stål mod en sådan vogn, motorføreren veg u d og gav plads.
Der var eksempler på, at ældre officerer søgte at slippe til bage gennem den vej, vi ryddede. Det blev nødvendigt at fortælle d’herrer, at jeg var ligeglad med, hvad og hvem de var -— her kom vore kampvogne, og dem skulle de vige for!
Endelig henimod 20.15 nåede A-kompagniet ind i St. Vith, så fulgte B-kompagniet og stabskompagniet. Det havde taget 21/? time for et motoriseret kompagni at tilbagelægge 5 kilometer. År sagen var, at flygtende mandskab havde nægtet at gøre plads for forstærkninger. Og det var endda de forstærkninger, der kunne redde deres liv, hvis de nåede St. Vith før tyskerne. Amerikanske troppers holdning — eller rettere mangel på holdning — ved St. V ith var en tragedie. T h i følgen af de overfyldte veje blev, at forstærkning ikke kunne nå frem og sætte det modangreb ind, der kunne have reddet 422. og 423. infanteriregiment, som tyskerne nu havde afskåret øst for St. Vith.“
General Clarkes kommentar til det trafikkaos lyder i al sin korthed således:
„Ved korsvejen lige vest for St. Vitli var panikken den 17. om eftermidddagen så stor, at en officer, jeg havde anbragt derfor at stoppe bevægelser bagud, blev skubbet til side af ældre of ficerer, hvorfor jeg personligt måtte overtage trafikkontrollen.“
Det givne billede er tankevækkende, og så må det endda tages i betragtning, at der på dette tidspunkt ikke var tale om flyver angreb fra tysk side. Indtrykket af disse begivenheder maner til alvorlig eftertanke såvel med hensyn til planlægning og forbere delse af forskydninger, hvor ikke eet minut må spildes, som med hensyn til kampmoral. De tropper, der her svigter, er nyligt tilgåe de, deres optræden er den samme, som må påregnes ved nyopstil lede enheder, der ikke er under fast og hård kommando, og som ikke gennem grundig uddannelse har erhvervet den fornødne kampmoral.
Forsvaret af St. Vith organiseres.
Den 17. ved middagstid var situationen kritisk i området om St. Vith. Opklaringsstyrken (14. kavalleriregiment (mek) ) nord for 106. division var trængt tilvage til en linie i nord-syd gennem St. Vith. 422. og 423. infanteriregiment var omringet, nærmeste styrker af disse var øst for Schonberg. Kun lejlighedsvis var der radioforbindelse med de indesluttede. Syd for St. Vith forsøgte kampgruppe B af 9. panserdivision at generobre Winterspelt. Læn gere endnu mod syd søgte 424. regimentskampgruppe at fastholde en linie med tyngde mod øst. Der var uvished med hensyn til for holdene syd for 424. regimentskampgruppe og praktisk taget ingen forbindelse mellem de forreste enheder, hvis flanker var blottede (se fig. 3).
En plan om straks at angribe øst for St. Vith for at tage og fastholde Schonberg og skabe tilbagegangsvej for de to omringede kam pgrupper lod sig ikke gennemføre. Det ville ikke være m uligt at få 7. panserdivision frem til St. Vith-området og gøre den klar til angreb samme eftermidddag, når vejene var så overfyldte.
I en skole i den sydøstlige del af St. Vith indrettede panser kampgruppe B sin kommandostation. I forvejen var 106. divisions kommandostation der. Dens officerer syntes, efter det chok, det ty ske angreb havde givet dem, at have glemt alt om stabsarbejde. Det var deres manglende kamptræning, der gjorde sig gældende, og det blev således ikke muligt for officerer i panserkamp gruppens stab at få et blot nogenlunde nøjagtigt billede af si tuationen. Rygter af enhver art var i omløb, mandskab, der var flygtet fra fronten, havde tilsyneladende søgt som undskyldning for deres handlemåde at give en overdreven og unøjagtig oplysning om det, der i virkeligheden var sket. Ganske rigtigt var situationen ugunstig, og officerene i pansergruppens stab fik det indtryk, at 106. division ikke længere eksisterede som en brugbar kampenhed.
Det friske personel i kampgruppe B ’s stab kom ind på kommando stationen med deres grej og blev her vidne til, at 106. divisions stabspersonel bar deres udrustning ud.
Den 17. december kl. 14.30 blev forsvaret af St. Vith-sektoren overtaget af kampgruppe B, der fik nogle rester af 106. division under sig. Først og fremmest var der 275. pansrede artilleriafde ling, en selvstændig afdeling, der var tildelt VIII korps. Afdelings chefen stillede sig straks til rådighed for panserkampgruppen. Hans batterier, der stod nær Ober Emmels, var ikke beskyttet af fod folk. Batterierne var anbragt som posteringer med skytset klar til direkte skydning. Indtil 7. panserdivisions eget artilleri nåede frem, havde kam pgruppe B ikke anden artilleristøtte.
Desuden overtog panserkampgruppen 81. ingeniørbataillon og et stabskompagni af 168. ingeniørbataillon. Ingeniørerne og en let deling, der havde bevogtet 106. divisions kommandostation, fik til opgave at gå frem, indtil de stødte på tyskerne, hvorefter de skulle grave sig ned og fastholde deres stillinger. Andet var der ikke at sætte ind, før 7. panserdivisions enheder nåede frem. Foruden dis se styrker overtog kampgruppen også infanteridivisionens stabs kompagni.
Posteringen på vejen mod øst fra St. Vith var reelt panser kampgruppens eneste holdepunkt. Om denne lille kerne opbygge des et forsvar ved stykkevis indsættelse af enheder i den orden, de kom frem, i bogstavelig forstand ved skiftevis indsættelse til venstre og højre for posteringen. Den improviserede karakter, hvor under det hele måtte foregå, understregedes ved den kendsgerning, at først ankommende opklaringseskadron måtte sidde af og kæmpe på stedet som fodfolk. Det giver et vist indtryk af kampens vold somhed, når denne eskadrons tab gøres op: Den ankom med 6 officerer og 136 mand og mistede på syv dage samtlige officerer og 89 mand. Efterhånden nåede også kampvognsbataillonen, to panserskyttebatailloner og en panseringeniørbataillon frem ; d e sidst ankommende af disse kunne dog holdes i beredskabsrum vest for St. Vith. Lidt før midnat 17.—18. december stod kampgruppe B derefter som vist på fig 4.
Som et karakteristisk udtryk for de vilkår, hvorunder enhe derne indsattes, skal følgende udtalelse citeres af et brev fra che fen for 31. kampvognsbataillon:
„Bataillonens A-kompagni fik ordre ordre til at indtage for svarsstilling i det høje terrain ca. to kilometer øst for St. Vith. Den forreste delingsfører kørte i jeep foran sin forreste kampvogn for at rekognoscere for stillinger. Godt en kilometer fra byen så han på 700 ni afstand tre tyske kampvogne og et infanterikom pagni under fremrykning mod St. Vith. Han vendte sit køretøj, gav delingen ordre pr. radio, kravlede op i sin kampvogn og førte sin deling til det sted, hvor han så fjenden nærme sig. Sammen stødet fandt sted ved et vejsving. Kampen blev kort, vi ødelagde de tre kampvogne og dræbte eller sårede et halvt hundrede mand uden selv at få tab. Kompagniet tog det høje parti, spærrede vej en og udvidede stillingsområdet til også at omfatte højderyggen nord for vejen. Hele natten 17.— 18. december afvistes flere mindre angreb ved at bruge de enkelte kampvogsnbesætninger som in fanteri.“
(fortsættes)
