I Finland er der under 15/8 1940 udstedt en Lov angaaende Embeder og Tjenestestillinger inden for Forsvarsministeriet og Forsvarsstaben (forsvarsmaktens huvudstab) og samtidig en Forordning angaaende Forsvarsmagtens øverste Ledelse, begge til Erstatning for tilsvarende Lov og Forordning af 30/12 1937. Loven fastslaar ganske kort Benævnelserne paa de forskellige Stillinger dels i Forsvarsministeriet, dels i Forsvarsstaben, uden at fastsætte Antallet af Embedsmænd i hver Stilling, saaledes som det sker her ved Tjenestemandsloven eller Hærloven. Dette forudsættes givet paa anden Maade. Forordningen er af større Interesse, idet den, som det fremgaar af dens Titel, indeholder Bestemmelser for Organisationen af det finske Forsvars afgørende Myndigheder. Nedenfor skal gives et kort Uddrag af Forordningens Hovedbestemmelser. Republikkens Præsident er højstbefalende og har afgørende Myndighed, saavel hvad angaar Udnævnelser som Kommandosager. Hans raadgivende Organ er Forsvarsraadet. Forsvarsmagt en omfatter det egentlige Forsvarsvæsen og Skyddskårsorganisationen samt efter særlig Bestemmelse Grænse- og Søbevogtning. Forsvarsministeriet er øverste Forvaltningsmyndighed. De militære Myndigheder og Skyddskårsorganisationen er i alt undtagen Kommandoanliggender underlagt Forsvarsministeriet. Den militære Kommandomyndighed indehaves af Chefen for Forsvarsmagten, som herved staar direkte under Præsidenten. Chefen for Forsvarsmagten skal drage Omsorg for Forsvarsberedskabet og for Samvirke mellem Forsvarsmagtens forskellige Dele og har direkte Referat for Præsidenten i de Kommando- og Personelsager, der er henlagt til Præsidentens Afgørelse. Hans Stab er Forsvarsstaben, som tillige under Forsvarsministeriet er det centrale Organ for den under dette hørende Forvaltning. I Forsvarsstaben indgaar, underlagt Chefen for Forsvarsmagten, Generalstabschefen, Vaaben- og Korpscheferne samt for saa vidt angaar deres Forvaltningssager, Cheferne for Søog Luftstridskræfterne. Direkte under Generalstabschefen eller hans 1. adjoint, Generalkvartermesteren, staar følgende 7 Afdelinger: Kommandoafdelingen (herunder et Pressekontor), Uddannelsesafdelingen (herunder et Kontor for fysisk Opdragelse og Oplysning samt en Feltprovst), Organisationsafdelingen (herunder Værnepligtskontor og Mobiliseringskontor), Udenrigsafdelingen (herunder et Sikkerhedskontor), Operationsafdelingen med Kontorer for Land-, Sø- og Luftstridskræfterne samt et krigshistorisk Kontor (Anskaffelse og Vedligeholdelse af Søstridskræfterne varetages af Staben for Søstridskræfterne, som i denne Henseende fungerer som en Afdeling; paa tilsvarende Maade varetages Anskaffelse m. v. af Luftstridskræfter af Staben for disse). Endvidere staar Forsyningsafdelingen (Forsyning samt Jernbane- og Søtransport) samt Topografisk Afdeling (herunder et Fly verfotograf ikontor) direkte under Generalstabschefen eller Generalkvartermesteren. Direkte under Generalstabschefens 2. adjoint, Krigsøkonomichefen (civil Embedsmand med Kendskab til Handel og Næringsliv), hører 4 Afdelinger: Administrativ Afdeling, som varetager bl. a. Retspleje, Budget og Tilsyn med Aftaler om Leverancer, Regnskabsafdelingen, Krigsøkonomisk Afdeling med Industri-, Raamateriale- og Ammunitionskontor, samt Transportmaterielafdelingen. Under Artillerichefen hører Felttøjmesterafdelingen (herunder hører bl. a. Hærens Artilleriuddannelse og Artillerireglementer), under Pionerchefen Pionerafdelingen, under Chefen for FMrbindelsestjenesten Forbindelsesafdelingen, under Generallægen (överläkaren) Sanitetsafdelingen og under Stabsdyrlægen (överveterinären) Veterinærafdelingen, der bl. a. anskaffer Heste. Alle de ovennævnte 16 Afdelinger har 2—5 Kontorer hver, tilsammen 52 Kontorer, og Forsvarsstaben er saaledes en overordentlig omfangsrig Organisation. Et Kapitel af Forordningen indeholder Betingelser for Ansættelse i Forsvarsstaben. De fleste Embeder skal normalt indehaves af Officerer af nærmere fastsatte Grader. Til visse Stilllinger kræves dog civil Uddannelse eller Eksamen. Der gives endvidere korte Instrukser for Stillingerne som Kontorchef og opefter samt Bestemmelser om Aldersgrænser. Endelig giver et Kapitel Direktiver for Sagernes Forberedelse, Behandling og Underskrift.
Forordningen viderefører don Omorganisation af Forsvarets øverste Ledelse, der indledtes i 1937, og som er omtalt i »Mil. Tidsskrift« Nr. 4/1938, hvorefter der skete en Sammenlægning af den operative og den økonomisk-tekniske Ledelse. Dette skal nu ske saaledes, at med Præsidenten som øverste Instans varetager Chefen for Forsvarsmagten selvstændigt Kommandoanliggenderne og — under Forsvarsministeren — Ledelsen af Krigsforberedelserne, Forsvarsministeren Forvaltningen, idet de begge herunder bistaas af den meget store og alsidige Forsvarsstab. Enhed i Ledelsen er saaledes ikke tilvejebragt ved, at Ansvar for Forberedelse og Udførelse tillige med Afgørelse er samlet i én Person, men er opnaaet for det første ved den Republikkens Præsident naturligt tilkommende, men i Forordningen udtrykkeligt udtalte afgorende, højeste Befalingsret i saavel operative som personelle Spørgsmaal, for det andet ved, at Redskabet for Forberedelse og Iværksættelse af alle Forsvaret vedrorende Anliggender er fælles, idet Forsvarsstabens og Ministeriets Kontorer indgaar i en samlet Organisation. Ansvar for Sagers Forberedelse og Udførelse af trufne Beslutninger samt Afgørelser, som det ikke tilkommer Præsidenten at træffe, paahviler derimod dels Forsvarsministeren, dels Chefen for Forsvarsmagten, idet denne sidste kun med Hensyn til Kommandosager er selvstændig stillet, men i alle andre Sager staar under Forsvarsministeren. Det bør maaske bemærkes, at man af Bestemmelserne tør slutte, at Afgørelser af Kommandoanliggender, som af Chefen for Forsvarsmagten forelægges Præsidenten, ikke kræver Ministerens Medunderskrift for at være gyldige. Effektiviteten af Forsvarsstaben afhænger bl. a. af Ledelsen og Samarbejdet. Er dette i Orden, vil en saglig fyldestgørende Behandling af enhver Sag kunne ske indenfor én og samme Myndighed, og Dobbeltbehandling med deraf følgende tidsspildende Korrespondance kunne undgaas. Ved de foran nævnte Direktiver for Tjenesten i Forsvarsstaben er det paalagt Afdelinger og Kontorer at samarbejde indbyrdes og med andre Myndigheder m. m. Kompetencespørgsmaal, der maatte opstaa mellem Afdelingerne, afgøres af Chefen for Forsvarsmagten. De fornødne personelle Midler er forudsat stillet til Raadighed uden Knebenhed, idet Oprettelsen af det store Antal Kontorer og Afdelinger i sig selv medfører en rigelig Personeltildeling (blandt de i Loven nævnte Stillinger forekommer for uden Chefsstillinger f. Eks. Stillinger som byråstabsofficer, byråofficer og byråsekretarere). Hele Ordningen vidner om Vilje til at skabe en handlekraftig og ydedygtig øverste Ledelse for Forsvaret, og man kan vel gaa ud fra, at Erfaringer vundne gennem den finskrussiske Krig er nedlagt i den nu fastsatte Organisation, efter at den i Princippet her har bestaaet sin Prøve.
L.
