Log ind

Fremtiden for dansk raketluftforsvar - et operativt synspunkt

#

Denne artikel forsøger at belyse fremtidsudsigterne, som de tegner sig for vores »område raketluftforsvar« (Surface to Air Missiles - SAM), d.v.s. de NIKE og IMPROVED HAWK (HAWK) systemer, flyvevåbnet i øjeblikket har opstillet på Østsjælland.

Den giver sig ikke ud for at være nogen eksakt »cost-effective« vurdering, men den forsøger at trække nogle almene linier op, som kan sammenstykkes på grund af den viden og de forventninger, der i øjeblikket er om udviklingen på dette område, og som på forskellig måde kommer til udtryk i tidsskrifter, håndbøger, på arbejdsgruppemøder og ved samtaler med personer, som på én eller anden måde har tilknytning til emnet. En del oplysninger er naturligvis klassificerede og kan derfor ikke gengives her, men. alment tilgængelige oplysninger er tilstrækkelige til at give et billede af udviklingen.

I en tid, hvor udviklingen medfører, at adskillige våbensystemer nedlægges, uden sikkerhed for, at der tilgår nogen erstatning - som det f.eks. er tilfældet med netop NIKE-systemet - kan det måske være relevant at spørge, om raketluftforsvaret har nogen fremtid ud over levetiden for de nuværende systemer. Svaret må formodentlig være ja, idet den kraftige nedskæring af Danmarks forsvar jo som bekendt har den indflydelse, at der satses i hidtil ukendt omfang på indsats af styrker fra andre NATOlande her i landet i en eventuel krigssituation. Ankomsten og formeringen af sådanne styrker, indtil de er på plads, vil være en sårbar fase, og det vil derfor være et naturligt krav, at der under sådanne operationer ydes et effektivt luftforsvar. Alene dette forhold må formodes at have den effekt, at politikerne vil være villige til at betale forsikringspræmien i form af luftforsvar. Naturligvis kan luftforsvar udføres med flere forskellige midler, men udviklingen synes at indikere, at forholdet mellem luftforsvarsfly, lettere kanon- og SAM-systemer, og langtrækkende SAM-systemer bl.a. af økonomiske årsager ikke vil forskyde sig på en sådan måde, at det bliver til ugunst for de sidstnævnte. Desuden har langtrækkende SAM den fordel frem for de billigere - men mere kortrækkende - luftforsvarssystemer, at SAM ved at dække et større landområde også bedre imødegår truslen fra »stand off« våben.

Efter således at have sandsynliggjort den fortsatte tilstedeværelse af langtrækkende SAM som en del af dansk luftforsvar, vil det være naturligt at beskæftige sig kort med udviklingen af flyteknologien, som jo repræsenterer den trussel luftvæmsraketteme skal imødegå. Flyteknologien udvikler sig karakteristisk på følgende områder:

- stadig kraftigere motorer
- forbedret manøvredygtighed
- computerassistance til en lang række funktioner, herunder navigations- og sigtesystemer
- dag/nat altvejrskapacitet
- stadig mere langtrækkende »stand off« våben
- træfsikre våben (»smart weapons«), herunder »Anti Radiation Missiles« (ARM)
- forbedrede Electronic Counter Measures (ECM)

Af disse punkter må især de 3 sidste have interesse for SAM-systememe, idet de øvrige alle sammen mere eller mindre influeres af pilotens tilstedeværelse og de deraf følgende fysiske begrænsninger, som i de fleste tilfælde vil give fordele til den ubemandede, computerstyrede raket. De 3 sidste - våbnene og ECM - vil sammen med mængden af fly, der indgår i truslen, altså udgøre de faktorer, som bør influere udviklingen ved det danske SAM-system. Der skal i den forbindelse peges på to ekstreme tilfælde, som vil kunne bringe alle nuværende luftforsvarssystemer i en særdeles ubehagelig situation:

- mætning af luftbilledet ved indsats af et stort antal ubemandede fly (»Remote Piloted Vehicles« (RPV) - droner).
- udsletning af luftbilledet (og styremuligheden for radarstyrede raketter) gennem anvendelse af »Radar Absorberende Materiale« (RAM) til fly.

Der finder i disse år en udvikling sted inden for disse teknologier, som bør følges nøje, da den som nævnt kan få en radikal indflydelse på vore egne luftforsvarsdispositioner.
Hvorledes influerer den skitserede trusseludvikling nu danske SAMsystemers fremtid?

Indledningsvis må man nok gøre sig klart, at trods en politisk erkendelse af nødvendigheden af luftforsvar, så vil dettes størrelse - også for SAMdelens vedkommende - være et kompromis mellem det trusselbetingede ønskelige og det politisk fastsatte »økonomisk mulige«. Dette vil få den indflydelse, at luftforsvaret er underdimensioneret og derfor må optimeres i en enhver henseende inden for de givne økonomiske grænser. Denne optimering bør for SAM-systemet foretages ved at sikre overlevelsesevnen og dermed indsatsmulighedeme af de (for) få enheder, som indgår. Et rimeligt udsnit af de metoder, der er til at sikre denne overlevelsesevne er følgende:

- høj driftssikkerhed af SAM-udstyret
- stor beholdning (»basic load«) af raketter
- stor ildkraft hos enhederne, således at mange mål kan engageres samtidigt (systemets »mætningsgrænse« forbedres)
- stor træfsikkerhed (»Single Shot Kill Propability« - SSKP) mod mål i alle højder
- god ECM resistens, herunder mulighed for at imødegå Anti Radiation Missile truslen,
- høj mobilitet
- en rækkevidde som overstiger rækkevidden af taktiske »stand off« våben

Udover disse karakteristika vil følgende tre foranstaltninger - inden for visse grænser - ligeledes kunne bidrage til at øge overlevelsesevnen:

- ukomplicerede taktiske regler for indsættelse af SAM-systemet, herunder konsekvent udnyttelse af princippet om gensidig støtte mellem SAM-enhedeme (»mutual support«
- enhederne er i stand til at skyde hen over hinanden)
- personelbesparende modifikationer
- forudsat at de derved sparede ressourcer kan anvendes til materiellet
- personelpolitik
- således alt personel fastholdes længere tid i deres bemandingsposter, med følgende større erfaringsniveau til følge

Hvorledes er mulighederne for at optimere overlevelsesevnen for vores nuværende SAM-system ved hjælp af de ovenfor nævnte parametre, og kan de eventuelt tilgodeses ved en senere anskaffelse af nye systemer til afløsning af de nuværende?

I den forbindelse kan man slå fast, at i Danmark opererer i øjeblikket NIKE og HAWK luftvæmsraketter i rollen som langtrækkende SAM. Om få år er NIKE nedlagt, og arven vil derefter være et antal HAWK enheder. Ved denne nedlæggelse har man nedskåret luftforsvarets størrelse, reduceret antallet af raketter samt nedsat graden af gensidig dækning imellem enhederne. Det er nok næppe sandsynligt at forestille sig, at andre luftforsvarsvåben (fly) skal overtage NIKE’s rolle i dets nuværende operationsområde, fordi fly og raketter (nemlig de resterende HAWK) ikke i praksis kan operere i samme luftrum i luftforsvarsrollen. HAWK får med andre ord en øget opgave, hvorfor der nok er grund til at optimere deres overlevelsesevne og hermed deres indsatsmulighed mod den nuværende og fremtidige trussel.

De øvrige NATO-lande har i øjeblikket alle levetidsforlænget NIKE, og flere påbegynder indfasningen af PATRIOT SAM-systemet i løbet af få år. For amerikanernes vedkommende er det meningen, at PATRIOT skal afløse både NIKE og HAWK.

Imidlertid forventes HAWK stadig at være i tjeneste ved alle lande ind i midten af 1990’eme. Dette nødvendiggør et antal modifikationer for at holde udstyret teknisk ajour og ydelsesmæssigt i stand til at leve op til de krav, trusselbilledet stiller. En sådan løbende modifikation kunne ved en fælles beslutning for NATO brugerlandene lede frem mod et nyt HAWK system, idet man trinvis kunne udskifte de enkelte hovedkomponenter (raketter, radarer, kontrolvogne, o.s.v.). Herved kunne man tilgodese alle de ovenfor nævnte optimeringsmuligheder, og oven i købet gøre det på en formodentlig mere økonomisk »fordøjelig« måde end anskaffelsen af et nyt system vil være, idet modifikationen over en årrække ville give en jævn fordeling af udgifterne. HAWK Management Office (HMO), som er NATObrugerlandenes styringsværktøj, arbejder rent faktisk med forslag, som tenderer imod en radikal udskiftning af hovedkomponenter, ligesom der på kort sigt arbejdes med mindre modifikationer - herunder forslag til ændringer, som ville kunne reducere behovet for mandtimer til drift af HAWK.

Endelig er der det aspekt i modifikationen af et eksisterende system, at man undgår følgerne af »børnesygdomme«, herunder de der er affødt af, at personellet ikke er fortroligt med det nye system. Denne faktor bør ikke undervurderes, da det erfaringsmæssigt er en periode, der tælles i år, der hengår, før operatører og teknikere har lært et nyt og kompliceret våbensystem at kende til bunds såvel operativt som vedligeholdelsesmæssigt. Dette forhold kan som tidligere nævnt yderligere bedres ved at føre en personelpolitik, som fastholder personel på ethvert niveau så længe, at gennemsnitserfaringsniveauet bliver så højt, at de investerede pengeressourcer virkelig udnyttes maksimalt.

Hvis man imidlertid vil vælge at satse på ét nyt, langtrækkende SAMsystem til Danmark, kan man ved at slå op i nyeste udgave af håndbogen JANE’s WEAPON SYSTEMS konstatere, at det eneste langtrækkende system, der er omtalt, og som er yngre end HAWK, er PATRIOT systemet. PATRIOT har imidlertid forskellige begrænsninger, som kan give anledning til tvivl om dets anvendelighed til danske formål. PATRIOT er specielt designet til at operere i et »bælteluftforsvar«, og giver ikke på samme måde som øvrige systemer umiddelbart en 360° dækning rundt om den enkelte enhed. Denne 360° dækning er nødvendig, hvis man ønsker en fleksibilitet i våbensystemet, som muliggør punktluftforsvar med en enkelt eller to enheder, og en sådan fleksibilitet er afgjort ønskværdig for et underdimensioneret luftforsvar. Desuden vejer de enkelte komponenter 15-30 tons stykket, og er altså 10 gange tungere end HAWK-systemet, som i forvejen giver vanskeligheder med fastkørsel på våde og fedtede danske pløjemarker. Prisen for PATRIOT forventes at blive høj, bl.a. fordi udviklingsog konstruktionsperioden i praksis har taget 20 år. På den anden side er det et meget avanceret system, som teknisk må antages at være ajour; rækkevidden er HAWK betydelig overlegen, og bemandingen forventes at være forholdsvis lavere (ca. 2/3) end ved de nuværende systemer. Sammen med HAWK ville PATRIOT også kunne bidrage til den spredning af luftforsvaret på flere systemer, som er ønskelig, fordi det er en vanskelig opgave for en angriber på en gang at være op mod flere systemer med forskellige karakteristika. Denne forudsætning holder naturligvis kun, hvis man forudser at have både HAWK og PATRIOT i drift samtidig.

Som sagt nævner JANE’s WEAPON SYSTEMS ikke andre kvalificerede, langtrækkende SAM-afløsersystemer end PATRIOT. Men det vides, at England og Frankrig i samarbejde har projekteret et system kaldet EUROSAM, som formodentlig vil blive afløst af et fælles engelsk-fransktysk projekt (TRISAM). Dette kan tidligst forventes at være operativt i løbet af 1990’eme, og der kendes endnu meget lidt konkret til specifikationer og priser, fordi der er tale om udstyr på tegnebræt-stadiet.

Som udviklingen i øjeblikket tegner sig for undertegnede, vil der, set fra et realistisk, operativt synspunkt med hensyntagen til økonomiske forhold, kunne opnås flest fordele ved at satse på en løbende modificering af HAWK. Der lægges i den forbindelse ikke mindst vægt på, at personellet hen ad vejen kan vænne sig til de mindre og større modifikationer, der vil forekomme i stedet for pludselig at stå med et helt nyt, teknisk kompliceret system, som det erfaringsmæssigt vil tage lang tid at vænne sig til, samt at få tid til at få tingene til at falde på plads med hensyn til takti k,træning, integration med »command and control« systemer, forsyninger o.s.v.

De »dark horses«, der kan influere dette postulat, er vel primært dansk industris mulighed og interesse for deltagelse i produktionen af PATRIOT eller ÉUROSAM/TRISAM. Desuden kan en trusseludvikling, som tidligere beskrevet, i retning af eliminering af mulighederne for at anvende den traditionelle radarteknik (som da i hvert fald PATRIOT og formodentlig også EUROSAM/TRISAM betjener sig af), få en - i hvert fald for undertegnede - uforudsigelig indflydelse på SAM-systememes udvikling. Det må imidlertid antages, at det i den situation vil være lettere og billigere at ændre udviklingen af det »etablerede« HAWK system til at imødegå den ændrede trussel, end det vil være med nye systemer.

Efter undertegnedes opfattelse har Forsvarskommandoen muligheder for at træffe en »principbeslutning« om SAM fremtid. Som det fremgår, mener jeg, at en sådan principbeslutning bør falde ud til fordel for en løbende modifikation af HAWK, fordi det skønnes operativt forsvarligt, og fordi det formodentligt vil kunne gøres økonomisk mere fleksibelt og sandsynligvis billigere.

Ved at arbejde for beslutningen gennem NATO samarbejdet om våbenproduktion, vil der efter mit skøn af de ovenfor nævnte årsager være en rimelig chance for at få flere NATO-lande positivt interesseret i et HAWK udviklingsprogram og dermed skabe den nødvendige baggrund for dets effektuering.