Titel: Hærføreren Otto Ruge
Forfatter: Tom Kristiansen
Forlag: Aschehoug, Oslo.
År: 2019
Vejl. Pris: Norske Kr. 392,- (indbunden), 235,- E-bog (saxo.com (indbunden): Danske Kr. 519,95)
Anmelder: Michael Hesselholt Clemmesen
Om at tage ansvaret for sit lands fremtid. Otto Ruge under 1940-felttoget og senere.
Historikeren Tom Kristiansen, der nu er professor ved Norges arktiske universitet i Tromsø, er efter Olav Ristes død den ledende analytiker af norsk militærhistorie i første halvdel af 20. Århundrede. Hans biografi om generalløjtnant Otto Ruge er et veldisponeret og velskrevet mesterværk.
Bogen gør langt mere end blot at fortælle historien om officeren i slutstillingen som generalinspektør for infanteriet, der pludselig må overtage ledelsen af først hæren og så det samlede forsvar, da landet overraskende invaderes. Da dette sker på en måde, som ikke engang han havde forudset da han som generalstabschef igennem 1930’erne efter Hitlers magtovertagelse forsøgte at klargøre hæren til den kommende krig på trods af hovedparten af hans kollegers uvilje mod reformer. I modsætning til den lidt yngre kollega i Danmark, Ebbe Gørtz’s indsats, var det Ruge, der måtte gennemføre en upopulær opstramning af en uholdbar stor krigsorganisation. Den opgave var i Danmark løst i 1932 af hærchefen Erik With.
Ruge ønskede i højere grad, end det lykkedes ham at få gennemført, at satse på en mindre hær med elementer i hver af de territoriale divisioner af højere kvalitet og mobilitet, hvilket var en udbredt stræben blandt mellemkrigstidens militære reformatorer. Under felttoget i april-maj 1940 drog han dog nytte af nogle af de styrker, som han selv havde søgt beskåret.
Bogen går direkte til de dramatiske begivenheder i april 1940. Den kommer først senere tilbage til forhistorien. Dvs. at den uddyber, nuancerer og videreudvikler den historie, der blev fortalt i Erik Poppes film ”Kongens Nei” fra 2016. Den beskriver, hvordan kilden til både Håkon VII’s og regeringens beslutsomhed var Vidkun Quislings forsøg på at tage magten ved kup om aftenen den 9. april. Hitlers krav om, at Quisling skulle være regeringsleder blev afgørende for også Ruges afvisning af at gå ind på de tyske krav. Den beskriver, hvordan meget store dele af officerskorpset afviste fortsat modstand, og hvordan denne defaitisme var stærkt medvirkende til, at store dele af Sydnorge tabtes uden kamp.
Ruge vælges som ny kommanderende general, fordi han tror på, at man kan sinke de tyske styrker, der er desorganiserede af tab under landgangen, så længe under henholdende kamp i Syd- og Midtnorge, at britisk hjælp kan komme på plads. Hans indsats under felttoget er klart på det strategiske niveau, dvs. i rådgivningen af regeringen, i disciplinering af modløse og forvirrede underordnede chefer samt i samvirket med de uforberedte og ubalancerede britiske styrkers ofte arrogante chefer. Beskrivelsen fortsætter til Nordnorge, hvor de norske hærstyrker og britiske flådestyrker indledningsvis havde overtaget, blandt andet pga. de norske hærstyrker under territorialhovedkvarteret 6. Division havde været indkaldt i måneder som neutralitetsværn under den først lige afsluttede Finske Vinterkrig. Den følger kongens modstand mod at gå i eksil og Ruges rolle i at overbevise ham, og Ruges begrundelser for selv at gå i tysk krigsfangenskab.
Det er her, at bogens rekonstruktion kan få betydning som en klar og nødvendig biografi af en dygtig officer, der påtog sig et nøgleansvar for sin nations skæbne. Beskrivelsen af samspillet med politikerne under felttoget leverer en relevant case, som kan illustrere ”den strategiske bro”. Emnet behandles bl.a. i Colin S. Grays “The Strategy Bridge: Theory for Practice fra 2010 (som blev anmeldt til Militært Tidsskrift af denne anmelder). Eksemplet viser også, hvor hårdt en pludselig krigsstart rammer en militær fredstidsorganisation, der udsættes for et strategisk kup, og hvor mangelfuld indsats, man må forvente at selv af de bedste af de regulære britiske forstærkningsstyrker. Her forstærker og supplerer Kristiansens bog den skarpe analyse af samme felttog, ”Anatomy of a Campaign. The British Fiasco in Norway, 1940”, som den britiske generalløjtnant Sir John Kiszely udgav i 2017.
Først herefter skifter bogen til behandlingen af Ruges analyse af felttoget og hans forhistorie. Det bestemmes af, at Ruge anvender den første periode af sit krigsfangenskab, hvor han stadig blot er interneret i Norge under frie forhold, til at samle og nedskrive sin analyse af begivenhederne. Da han sendes til egentligt krigsfangenskab i Tyskland og senere de tyskbesatte områder af Polen nedskriver han sine ”livserindringer”, samtidig med, at han så tæt som muligt følger udviklingen i Norge med den stadig hårdere undertrykkelse og det omfattende politiske og kulturelle pres.
I bogens sidste dele følges Runes befrielse af Den Røde Hær, hans vej hjem via Moskva og hvordan de sovjetiske myndigheder gør sig fortjent til hans taknemmelighed ved at finde og redde nordmænd i de sovjetisk kontrollerede områder og få dem hjem.
Rune kommer hjem som en helt til festlighederne efter Befrielsen, og han overbevises om, at han skal påtage sig stillingen som Forsvarschef. Det holder kun kort, fordi de politikere, som han havde lært at kende og respektere i 1940, bliver afløst af en ny generation. Samtidig rammes genopbygningen af Forsvaret af den hårde økonomiske virkelighed i et delvis ødelagt land. Hans væsentlige bidrag til opbygningen af Forsvaret blev at finde de yngre, krigserfarne officerer, der skulle lede organisationen og opbygge værnene.
Bogen slutter med at beskrive de sidste femten år, hvor generalen og hans kone som pensionister får en gammel garnisonskommandantbolig tæt ved den svenske grænse som æresbolig. Når man læser Tom Kristiansens bog om denne gennemprofessionelle, humanistiske og modige gentleman er man i godt og inspirerende selskab.
Michael H. Clemmesen, Brigadegeneral, Forsvarsakademiet.
