Log ind

"Heraus!" eller "Til gevær!" - et blad af kommandoføringens historie

#

Denne artikel er skrevet af major O.A. Hedegaard, leder af Hærens militærhistoriske Arbejder.

"Naar den Danske Armee er opstilt, gad jeg gjerne vide, hvilket Antal der skulle være størst i den, enten indfødde Danske og Norske, eller Tydske? Ere der flere af Landets Sønner end Fremmede, hvorfor skal da de Indfødde rette sig efter det mindre Antal Fremmede?" (En danskfødt officer i 1773)

Det er en kendt sag, at indtil kong Christian 7's berømte reskript af 1. oktober 1773 om, at for fremtiden var dansk hærens officielle kommando-, rets- og administrationssprog, havde dette været tysk. At denne fra den enevældige monark med et pennestrøg udsendte indiskutable forordning selvfølgelig skabte enorm konfusion og røre i en hær, hvor store dele af officers- og underofficerskoprset bestod af tyskere eller holstenere, siger sig selv. At det også betød en sproglig - og dermed kulturel - ændring, der fik rækkevidde helt frem til vore dage, er måske ikke så åbenlyst, men dog en kendsgerning. Det gjaldt selvsagt om hurtigst muligt at finde et netværk af velegnede danske kommandoord, som kunne modsvare de tyske, således som disse kommer til udtryk i det sidste tysksprogede eksercerreglement af 1765. Denne fremstilling omhandler hin for eftertiden betydningsfulde sprogændring og -reform, der selvsagt ikke forløb uden brydninger. Emnet er ikke tidligere behandlet i dansk militærhistorie. At "tyskeriet" i Danmark i sidste halvdel af 1700-tallet i både militære og civile kredse var drevet så vidt - bl.a. på grund af en voldsom tilladt indvandring, at danskheden og især det danske sprog faktisk var ved at vakle - var helt klart de tyskprægede enevoldskongers, deres hoffers og højeste embedsmandsstands, herunder primært det store officerskorps', skyld. Det skal indledningsvis understreges, at den danske orlogsflåde blev sparet for denne voldsomme og dybtgående ændring, da flåden altid havde været national og hentet sit mandskab, sine officerer og underofficerer fra danske og norske befolkningsgrupper. Afskaffelsen af tyskeriet og dermed også indførelsen af dansk i hæren skyldes flere personer og forskellige forhold, men bag det hele stod kronprins, senere kong Frederik 6, den første danske konge siden Christian 6, der talte og skrev dansk som en indfødt og helt igennem følte sig som dansk på trods af sin tysktalende fader, dennes hof og tysktalende ministre og embedsmænd. At situationen, set fra et nationalt og militært synspunkt, var truende, var alle kredse klar over, selv om man selvfølgelig vægtede situationen forskelligt alt efter ens placering i samfundet. Hoffets takige forbindelser sydpå og den truende krig med Rusland i 1762 havde her i hvervningens blomstrende periode ført mange tyske officerer og underofficerer (som nu overflødigt overskud fra Frederik den Stores krige) til landet. Var den pågældende adelig, overså man oftest hans uheldige sider, ansatte ham i hæren, hvor han ofte avancerede forud for indfødte officerer og ofte uden hensyn til de indstillinger og "konduitelister", regimentscheferne indsendte direkte til kongen. Hæren fik på den måde en række fornemme tyske officerer, bl.a. en del af de prinser, det store, splittede Tyskland havde i overflod. Dette forhold skabte naturhgvis enorm friktion i officerskorpset. Fx blev der af den kongelige "Particulairkasse" og andre fonde udbetalt store summer til de tyske grever, markgrever og prinser, som var ansat i hæren og selvfølgelig påvirkede denne i tysk retning. Det drejede sig om fx prinsen af Württemberg, to markgrever af Culmbach, greverne Wolffstein og Isenburg m.fl. Udbetalingerne skete enten som gaver eller lån, der aldrig blev tilbagebetalt. Alle de mange poster i den den gang så talrige hær og i Generalitets- og Commissariats-Collegiet (en blanding af forsvarsministerium og forsvarskommando) åbne de en vid udsigt for indvandrede tyskere. I årene 1758-60 fik tre tyske hertuger eller prinser, to af Sachsen-Hilburghausen og en af BrunsvigBevem, hver sit regiment i den danske hær. Herom skrev en dansk officer i en skrivelse fra 1763: "... om man ellers kan kalde den Hær dansk, i hvilken den største Deel af Officeersstanden er tydsk, Retten pleies paa tydsk, Soldaternes Indøvelse skeer paa tydsk Kommando og veed Prygl af tydske Underofficeerer og overhovedet alle militaire Ting behandles paa tydsk fra Elben til Vardøhuus (i Nordnorge)”. Ikke alene tysk ånd og tyske vaner bragte indvandrerne med sig, men ved fx brud på landets love besvarede man ofte forespørgsler om grunden hertil med, at sådan var det "daraussen gebräuchlich". Også mange tyske navne, som stadig eksisterer i Danmark, er fra denne periode, ligesom mange danske lod sig forlede til at fortyske deres gode danske navne for at virke mere "salonfähig". Når fx den udmærkede ingeniørofficer og bygmester Niels Egtved, en bondesøn fi-a en by på Sjælland af samme navn, kaldte sig Nicolai Eigtwedt, virker det jo helt grotesk.

Fra samme tid stammer også det i officerskredse nobiliterende prædikat "von", som efter 1769 bliver almindelig at se i militære udnævnelser, selv for en officer, der fx bærer det gode danske navn Petersen. Fremmed-indflydelsen i Danmark nåede sin kulmination under Frederik 5. Den havde været i stigen allerede under Frederik 4. Hans efterfølger, Christian 6., søgte al sin åndelige næring i Tyskland, og sørgede samtidig for, at dronningens talrige slægtninge fik embeder i Danmark. I perioden 1746-66 sad der i kongens konseil kun én dansker og én holstener. Og både Moltke og Bemstorff var ikke blot ivrige efter at skaffe slægtninge og favoritter ansættelse, men foranledigede ved deres industripolitik og deres arbejde for at fremme kunst og videnskab, at endnu flere udlændinge indkaldtes. I 1758 fik den barnløse Bemstorff således sin brodersøn Andreas Peter Bemstorff til hoffet som kammerjunker, og snart fik denne sæde i Finanskollegiet. Sørgeligt nok betragtede Nordtysklands fattige officerer det næsten som et prærogativ at kunne indtræde i den danske hær og få en officersbestalling. Endnu så sent som i 1790 udtalte en tysker: "... Ich glaubte hier angestellt zu werden^ aber es ist nun kein Ankommen; überall ist es so voll Dänen!" Mange kredse i det danske samfund råbte vagt i gevær, og man begyndte i hærens ledelse og regeringen at bhve urohg. Trods den tyske påvirkning var der ingen i samfundets top, heller ikke de tyskorienterede Reventlower, Moltker, Ahlefeldter, Schimmelmann, Bemstorffer m.fl., hvoraf flere havde stamgodser i Tyskland eller Holsten, der ønskede, at Danmark sprogligt og kulturelt sank ned til at blive en slags nordtysk provins. Omkring århundredets midte skete der en væsentlig ændring, idet en borgerlig-national strømning gjorde sig gældende, og dens baggmnd var netop universalismens praktiske følger. Den havde længe været latent i håndværkerstanden som følge af brødnid, men forplantede sig opad. De fremmede var et irritationsmoment, der ikke kunne overses. De dannede enklaver i samfundet, omgikkedes kun hverandre indbyrdes og beholdt deres eget sprog, men hvad der var værst: de tog næringen fra de indfødte. Som et simpelt modangreb og nødværge mod disse forhold indførtes 15. januar 1776 loven om indfødsret, hvorved erhvervelse af dansk indfødsret normalt krævede, at den pågældende var født på dansk territorium (territorialprincippet). Fremmede kunne senere kun opnå ligestilling med indfødte ved naturalisation, som nu kun kunne meddeles ved lov (Gmndlovens § 50). Det rettede kun i nogen grad op på det katastrofale forhold, men det var dog i nogen grad med til at dæmpe tyske officerers og underofficerers indpas i landet og ansættelse i hæren. Især virkede det helt grotesk og vel også eklatant ringeagtende over for befolkningen, at tyske befalingsmænd, der var totalt ukyndige i dansk, havde fået ansættelse ved nogle af bondebatalj oneme, da det for længst var resolveret, at befalingsmændene ved disse afdelinger skulle være kyndige i dansk. Hvordan tvangsindkaldte danske (og norske) bønder, der hverken kunne læse eller skrive, har kunnet kommunikere og eksercere m.m. til tysk kommando, fatter man ikke. Med loven af 1773 var der altså ingen vej tilbage, og det gjaldt nu om hurtigst muligt at finde frem til et komplet sæt kommandoer på dansk til afløsning af de tyske og få skabt et nyt dansksproget eksercerreglement. Det blev en sag, der ikke gik stille af i befolkningen og hæren, og flere indlæg fra forfattere og officerer belyser de kulturelle brydninger, foreteelsen begribeligvis afstedkom overalt i samfundet. Kollegiet nedsatte allerede året før en hurtigt arbejdende kommission af officerer, der var begge sprog mægtige, med pålæg om snarest muligt at finde frem til passende kommandoer på dansk til afløsning af de tyske i "Reglement Vor Die Kgl. Dänische Infanterie Worinnen Enthalten Das Manual Die Chargering Und Evolutions", trykt i København 1765. Kommissionen barslede kort efter med cirkulæret" Commando-Ordene, som efter Kongelig allernaadigste Befaling er anordnet, at skal bruges og commander es efter ved Den Kongelig Danske Armee, Kjøbenhavn 1772". Denne anordning - eller kundgørelse, vi i vore dage ville benævne den - fik en blandet modtagelse. Der var dog en hage ved problemet, som forhindrede, hvad vi i vore dage ville kalde en "fri debat" i medierne. Det var enevældens censur af alt, hvd der tryktes af betydning. Der har eksisteret censur i Danmark i henhold til kanonisk ret siden den katolske tid og var for datiden noget ganske naturligt. Ved kirkeordinansen af 1537 bestemtes, at censuren skulle udøves af universitetet, medens Danske Lov (1683) bestemte, at udøvelsen af censur skulle påhvile dekanen i hver enkelt af universitetets fakulteter. Først i Struensees kortvarige magtperiode indførtes for første gang uindskrænket trykkefirihed (reskript af 14/9 1770), men afskaffedes snart igen. Først med Grundloven af 1849 fik vi egentlig trykkefrihed. Det var således begrænset, hvad man på tryk kunne fremføre af kritik af den tyskorienterede Christian VII og hans embedsmænd. Trods censuren blev der alligevel røre, og mange benyttede med fryd lejligheden til at lange ud efter de mange tyske indvandrere og deres foragt for dansk sprog og kultur. 1 1773 udkom et skrift med titlen "En dansk Patriots Betenkning over de ved Trykken udgivne Kommando-Ord for Den Kongelige Danske Armee". Forfatteren er anonym, hvilket han givet har følt som en nødvendighed. Der er dog helt klart tale om en kompetent danskfødt officer, der her får læsset nogle aggressioner af sig. Det Hlle lejlighedstryk er udgivet i Viborg "trykt paa Forfatterens Bekostning", så officeren har sikkert brændt efter at få sine tanker offentliggjort i den varme debat. (De flg. citater fra bogen er alle holdt i den originale stavemåde). Fx skriver han indledningsvis: "Længe overgik Danmark den Skam, at dets Soldater, dets Krigshære, bleve anførte i et fremmed Tungemaal, det er paa Tydsk..." Ironisk harcellerer han over, at de stakkels tyskere ikke rigtigt kan komme efter det danske (underforstået, at de ikke gider lære det!): "... Vi have saa mange Fremmede, det er Tydske Officerer i Tienesten. Det vilde falde disse tungt at lære det Danske! Sandt nok er det, at vi have Flokker Fremmede fra det tydske Nabo-Rige, og maaskee mangt et Lands-Barn ville sige: Tungt er det derhos, da de tage Brødet fra ligesaa mange Indfødde, altid ligesaa duelige. Men dette er ei min Sag; Sligt overlades til Krigs-Kancelliet under alle sine foranderlige Navne". Tonen sættes kendeligt op, da han bebrejder dem, at de gerne vil nyde fordelene ved at bo og emære sig i Danmark, men sproget vil de ikke nedlade sig til at lære: "... £'r den talrige Flok af disse kiønne Herremænd ei for gode til at tage den Danske Sold, og det Danske Brød, bør de ei heller holde sig for gode til, eller vise sig for magelige, at lære det Lands Sprog, som holder dem, og hvis Sold de saa gierne baade søge og nyde. Hvad er rettere: Enten at en Tydsker lærer de faae Ord der høre til at kommandere et heelt Kompagnie Danske Soldater? Eller at et saa stort antal tro Danske Mænd skal, midt i deres Fødeland, lære Tydsk, for at forstaae denne enkelte Udlænding, som Skiebnen skikker til dem?" Den anonyme forfatter (som forf. af disse linier forgæves har søgt at efterspore) viser et stort detailkendskab til militære forhold (og afslører dermed indirekte sin identitet som officer) ved bl.a. at kritisere, at tyske officerer sættes til tjeneste ved rent danske og norske bondeafdelinger: "...Kan den Norske og Jydske Bondekarl lære de Tydske Kommando-Ord, hvorfor skulle den hvervede Tydsker ei kunde lære de Danske? Bliver en Tydsker hvervet i Spansk, Engelsk, Russisk Sold, monne han da ei maae lære at forstaae Kommando-Ordene i Landets Sprog? Monne man needlader sig saa vidt, at man kommanderer ham paa Tydsk? Hvorfor skulle det da skee i Danmark?" Forfatteren var ikke nogen enlig svale. Også den pæredanske Ludvig Holberg satte i sine komedier tyskeriet under luppen. Klarest i sin sønderlemmende og bidende persiflage "Jacob von Thyboe" allerede fra 1723, der på en yderst raffineret, ætsende ondskabsfuld facon sætter de stupide, i befolkningen forhadte og ringeagtede tyske officerer i gabestokken. En mundthg, fuldstændig kommando består som bekendt af to elementer, 1) en "kendingskommando" (tidl. "avertissementskommando") og 2) en "udførselskommando". Det gjorde den også i 1773. Man var helt på det rene med, at man ved oversættelse skulle finde ord, der "faldt" ligt så snertende og mundrette som de tyske.

En officer skrev, at "... Jeg anseer Kommando-Ord, paa dette Sted, for de Befalnings-Ord, hvorved Officeren eller den Befalende, tilkiendegiver den exercerende Soldat, paa hvad Maade han skal tumle eller handle sit Gevæhr. Der kræves altså billig ved et saadant Kommando-Ord, at der skal være 1) kort, 2) læt i Udtalen, 3) have en god og læt Klang til at klingre eller giennemtrænge i Marken.." Han havde en klar fornemmelse af og en udtalt indfølingsevne med, hvad det drejede sig om og føjede kyndigt til: "...Nu siger jeg: Kommando-Ord bør være korte; Den Danske Mand er af Naturen alvorlig, af faae Ord, han elsker Korthed; De Tydske ere derimod mere Ord-rige, og vidt udsvævende. Dette er begge Nationernes medfødde adskillende Sindelav. Kommando-Ordene bør dernest være lette i udtalen. Jo kortere KommandoOrdet er, jo lettere er det for den Kommanderende, jo tydeligere for den Adlydende. Jo flere Vocaler i Ordet, jo lettere i Udtalen, mange hos hinanden staaende Konsonanter giøre Udtalen besværlig, ere hinderlige i Udraabet. De skal have en god Klang. Vocalerne give Klangen, Vellyden og Letheden: Disse skal altsaa søges, og hine undgaaes, saa vidt mueligt; Enkelte Ord ere let at raabe, men lange Ræmser saare besværlige; De kan umuelig udraabes forstaaelig; Alle ufomødne, om ikke just unyttige Ord, bør altsaa kastes bort". Det dansksprogede kommandocirkulære blev selvfølgelig studeret med største interesse, og dets indiskutable kommandoer, som den enevældige monark havde approberet, begyndte s.å. overalt at blive indøvet. Der var dog officerer, som fandt, at man ikke havde været heldig ved alle oversættelserne. En del af disse tyder unægtelig også på, at der har været temmeligt langt fra forfatterne (i kollegiet?) og til geleddets officerer, der var de egenthge brugere. En af de utilfredse officerer udsendte det tidligere omtalte lille lejhghedsskrift, hvor alle eksercerreglementets 16 kapitlers tyske kommandoer findes gengivet i én søjle. I en kolonne til højre derfor er de tilsvarende autoriserede danske kommandoer opført, og som noget helt nyt - og egenthg epokegørende, for det var i reahteten en kritik af kollegiets og dermed monarkens cirkulære - har forfatteren i en kolonne yderst til højre anført en række forslag til ændringer af cirkulærets danske kommandoer. Den i dag ukendte officer var næppe sig selv bevidst, at han med disse, oftest klart forbedrede og forenklede forslag, skrev historie, idet mange af kommandoerne stadig eksisterer i dansk forsvar, selvsagt baseret på en anden stavemåde i pagt med tidens sprog. Klarest kommer forenklingen vel frem ved cirkulærets kommando "Gevæhret ved Foden!", som blev til det stadig eksisterende: "Gevær ved fod!" (kap. 7). De tre sæt kommandoer har aldrig tidligere været publiceret i dansk mihtæreller reglementshistorie, hvorfor en del af dem skal meddeles her. Der er valgt et lille udsnit af kommandoerne fra reglementes 1., 7. og 9. kapitel, idet en total gengivelse af alle 16 kapitler selvsagt vil føre for vidt. (Datidens stavemåde er benyttet):

Skærmbillede 2020-03-12 kl. 13.07.17.png

Skærmbillede 2020-03-12 kl. 13.07.26.png

Når man nærmere studerer de tre sæt, forstår man udmærket den anonyme officers berettigede protester mod de autoriserede oversættelser. Mange af disse er mere end dårlige og bærer afgjort præg af at være forfattet af folk, som - trods deres militære uddannelse - var placeret langt fra geleddet og praktisk tjeneste. Den anonyme officer har ret i, at mange af oversættelserne er alt for lange og omstændelige til at skulle virke som kortfattede kommandoer i lapidarstil. Det siger sig selv, at den epokegørende ændring i hærens Uv blev diskuteret af høj og lav, og mange gav deres besyv med, heraf også nogle til støtte for de officielle oversættelser. Da den anonyme forfatter til ændringsforslagene havde fået sit skrift på markedet, mødte det omgående modstand fra en - Ugeledes anonym - loyal tilhænger af kollegiets oversættelser. Han udsendte et hvast skrift "Svar til Forfatteren af en Dansk Patriots Betænkning over de ved Trykken udgivne Kommando-Ordfor den Kongelige Danske Armee, trykt i KjøbenJiavn hos Brødrene Berling 1773". Dette modskrift er i virkeligheden mere et næsegrus skrabud for den enevældige monarks magtfuldkommenhed og ret til at udsende indiskutable forordninger, end det er et fagligt velunderbygget svar. Det viser undersåtterne, at man loyalt skal godkende og acceptere, hvad der udgår af ordrer fra det kongelige kancelli uden at ræsonnere. Forfatteren, hvis militære og kulturelle baggrund er meget vanskelig at identificere, indleder det nedladende og royale skrift med fortørnet at bebrejde forslagsstilleren, at han har dristet sig til at kommentere, hvad majestæten har resolveret: "Min Herre! Dersom Deres patriotiske Aand havde tilskyndt Dem at give et Forsøg til Danske Kommando-Ord, da De synes at have et slags Kald til at udpynte og berige Det Danske Sprog, da vilde saadan Bestræbelse, som De nu til Utide yttre, have haft nogen Anseelse af Retskaffenhed og Nytte, dog maatte det ikke have været trykt, thi dette er efter mine Tanker for dristigt..." Og til slut afleveres en velrettet begmand til den formastelige: "... Den som troer sig duelig nok til at forfatte en Regelret Kommando-Ord-Bog, gjør altid visere i at sende sit Forsøg ind til vedkommende Collegie, end selv at give det uden Kald og Tilladelse i Trykken! Jeg er Deres etc." Diskussioner, forslag og modforslag eller ej, så blev det selvfølgehg den enevældige monark og hans reskript, der beholdt valpladsen. Det var dog klart, at det var utilfredsstillende og ikke til tjenestens tarv at skulle rette sig efter et provisorisk, lidet gennemarbejdet cirkulære og ikke et egenthgt reglement. Man gik da også i gang med at udarbejde et sådant. Med enevældens karakteristiske sendrægtighed og bureaukrati kom det imidlertid til at vare samfulde 14 år, før et sådant så dagens lys. Først med eksercerreglementet af 1787, approberet af kronprins Frederik 30. marts 1787, fik hæren et glimrende, fagligt tidssvarende reglement, hvis danske kommandoer var et produkt af den første, mindre heldige oversættelse og så de forslag og erfaringer, som de forløbne år selvsagt havde afstedkommet. Det kan næppe nu eller senere godtgøres, men der er ikke tvivl om, at den militært interesserede kronprins, der ved kuppet 1784 overtog regeringsmagten og dermed den egentlige kommando over hæren, har haft en hånd med i den overordnede færdiggørelse og herunder bidraget afgørende til at speede denne og udgivelsen op. Det var jo det område, som mest af alle interesserede kong Frederik 6 i hele hans lange, militært prægede liv.

Bibliografi

Bjerg, Hans Chr.; Til Fædrelandets Forsvar. Værnepligten i Danmark gennem tiderne (Kbh. 1991) Commando-Ordene Som efter Kongelig Allernaadigste Befaling er anordnet at skal bruges og commanderes efter ved den Kongelige Danske Armee (Kbh. 1772) Ekserceerreglement for Det Kongelige Danske og Norske Infanterie, Kjøbenhavn 1787 En dansk Patriots Betænkning over de ved Trykken udgivne Kommando-Ordfor Den Kongelige Danske Armee (Viborg 1773) Hedegaard, E.O.A.: Frederik VI og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene, bd. I-II (Kbh. 1975) Hedegaard, E.O.A.: Stavnsbåndet - et militært halsbånd. Et strejftog over 55 års dansk militærhistorie, tr. i Mihtært tidsskrift, nr. 6/1988 Johansen, Jens: Frederik VI's Hær (Kbh. 1948) Munk, Holger: Rytterbonden 1718-1768 (Kbh. 1955) Reglement vor Die Kgl. Dänische Infanterie, worinnen enthalten des Manual, die Chargering und Evolutions, Copenhagen 1765 Rist, P.Fr.: Fra Støvlet - Tiden. Kulturhistorisk Bidrag til det 18. Aarh. Karakteristik (Kbh. 1884) Rockstroh, K.C.: Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarhundrede, bd. III (tiden 1709-1808) (Kbh. 1926) Svar til Forfatteren afen dansk Patriots Betænkning over de ved Trykken udgivne Kommando-Ordfor Den Kgl. Danske Armee (Kbh. 1773) Thomsen, Rudi; Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark (Kbh. 1948) Vaupell, Otto; Den danske Hærs Historie til Nutiden etc., bd. II (Kbh. 1876)