Af Generalløjtnant A. P. Tuxen.
Under ovenstaaende Titel har Oberst Rolf Kall udgivet et lille, sammentrængt, men indholdsrigt og vægtigt Arbejde, der paa knapt 40 Sider bringer en Fylde af Anvisninger til at drive historiske, særlig krigshistoriske Studier, til Nytte for dem, der kun ønsker selv at belæres, og for dem, der tillige vil lade andre nyde godt af de Kundskaber, de har erhvervet. Til denne Bog skal jeg nedenfor knytte nogle Bemærkninger, hvorefter jeg skal give et Eksempel paa Anvendelsen af Anvisningerne ved Behandlingen af et krigshistorisk Emne.
Bogen er delt i 3 Afsnit; det 1ste giver en Fremstilling af Historiens Væsen og Kilder, Historikernes Formaal og Opgaver og endelig af de Maader, hvorpaa de har søgt at løse disse; det 2det er helliget Kildekritiken, og det 3dje Krigshistorien; medens et Tillæg giver en kortfattet Oversigt over de vigtigste Midler, der staar til Raadighed for dem, der vil dyrke Krigshistorien, ogsaa med Produktion for Øje. Inddelingen er ganske praktisk, da Bogen vel nærmest skal betragtes som en Lærebog, men videnskabeligt set er den noget vilkaarlig; saaledes kunde Afsnit II passende være indledet med den ret udførlige Omtale og Vurdering af „Kilder“, der allerede gives under I, og den Omstændighed, at Krigshistorien er taget for sig, foranlediger adskillige Gentagelser, om ikke formelle, saa dog reelle. Særdeles instruktiv er Fremstillingen af de forskellige Former for Historieskrivning: den fortællende, den belærende og den udviklende, af hvilke de to første allerede i Oldtiden var højt udviklede, medens den sidste tilhører Nutiden. Aarbøger, Kongerækker o. 1. hører dog snarere ind under Kilderne end under den fortællende Historie; derimod hører ikke faa af Skjaldekvadene til denne Kategori. Rent videnskabeligt set er de tørre Aarbøger ofte mere værd end de sammenhængende Fremstillinger, bl. a. fordi de beskæftiger sig med samtidige Begivenheder. De islandske Sagaer med deres glimrende Fortællekunst maa som Kilder benyttes med største Forsigtighed; Snorres ypperlige „Fortælling om Slaget ved Svold“ er netop en „Fortælling“, men ikke „Historie“ ; man ved ikke engang, hvor Svold ligger; nyere Historikere kalder det berømte Søslag Slaget i Øresund.*)
Den, der vil optræde som historisk Forfatter, bør begynde med at skabe sig en bred Basis ved Hjælp af den Literatur, der har behandlet den Periode, som han vil tage fat paa; men de fleste begynder straks paa at samle og kommer aldrig videre. Stoffet søges paa de mest forskellige Steder: i Ind- og Udland, i Arkiver* Biblioteker, Musæer, hos kundskabsrige Lærde eller uvidende Gamlinge, der dog ved, hvad der i deres Kreds er passeret i Mands Minde. Det er en spændende Jagt, en hidsende Sport; ofte maa en Mødding gennemrodes for at lede efter en Perle, en Høstak for at søge en Naal; men Glæden over et Fund er ogsaa stor; desto. værre har man i Reglen ikke som Kvinden i Parablen nogen synderlig Fornøjelse af at vise Naboerne den fundne Penning. Med Rette gør Forfatteren opmærksom paa, at Historieskrivning ikke udelukkende er Frugten af Flid og Omtanke, men at der hører mere til; Historikeren skal baade være Videnskabsmand og Kunstner; kun naar han har Fremstillingsevne, finder hans Arbejde Vej ud i videre Kredse; men han maa aldrig glemme, at hans Hovedopgave er at søge Sandheden, og at hans vigtigste Bestræbelse maa være at se uhildet; det sidste er imidlertid uhyre svært og naas aldrig fuldt ud; thi Historikeren er ikke blot Barn af sin Tid, men han har ogsaa sit eget Grundsyn, der præger hans Arbejde. Hvor ærlige Sandhedssøgere Historikerne end er, kommer de ikke altid til de samme Resultater, og den deraf opstaaende Uenighed kan gaa over til bittert Fjendskab. Skønt kun de færreste af Historiens Dyrkere bliver H istorikere, behøver deres Arbejde ikke at være spildt; den flittige og nøjagtige Samler, den redelige og kritiske Forsker kan gøre meget stor Nytte ved at samle, hidføre og sigte det Stof, som Kunstneren ordner og former.
Historikeren maa ved Siden af at være Kunstner ogsaa være Tekniker, og til Historiens Teknik hører først og fremmest Kildekritiken. Forfatteren angiver Fremgangsmaaderne ved Undersøgelsen af Kildernes Oprindelse og Tilblivelsestid og viser, hvad der kan naas. Jeg skal tage et Eksempel fra min egen Praksis: Blandt mit Materiale til et Arbejde fandtes flere Hundrede Brevkoncepter uden Datum og Angivelse af Adressat, medens Brevskriveren var bekendt. Ved Hjælp af selve Koncepternes Indhold — der omtaltes ofte tidsfæstede Begivenheder — , ved at sammenholde dem med daterede Skrivelser og ved mit nøje Kendskab til Brevskriverens Liv lykkedes det at bestemme næsten alle Adressater og enten at fastslaa Dateringen eller i hvert Fald klemme den inde mellem snævre Grænser. Forfatteren gør opmærksom paa, at en „ægte“ Kilde godt kan være værdiløs: et Udkast, der aldrig fik Gyldighed, en Befaling, der aldrig blev udført, enten fordi den ikke naaede den, for hvem den var bestemt, eller fordi denne ikke har villet eller kunnet udføre den. Fra min egen Virksomhed kender jeg mange Tilfælde, hvor det samme Aktstykke forekommer under 3 forskellige Former: som Koncept, Original eller Kopi. Hver af dem er „ægte“ og har sin Interesse: Koncepten angiver Udstederens oprindelige Tanke, hvorfor ogsaa de overstregede Partier har Betydning, Originalen danner Grundlaget for Handlingen, medens Kopien foruden Afskriverfejl kan indeholde A fvigelser, der skyldes Udstederen, som har ønsket, at Eftertiden skulde faa et fra Virkeligheden afvigende Indtryk af Udfærdigelsen. Koncepten, der oftest er ret ulæselig, er forholdsvis sjældent bevaret, Originalen er meget hyppigt ikke til at opdrive, Kopien er saaledes jævnligt den eneste Kilde, den er i Reglen meget let læselig, et behageligt Materiale at arbejde med, men ikke altid fuldt paalideligt.
Af allerstørste Vigtighed er Undersøgelsen af Kildens Troværdighed, om den skyldes et Første- eller Andenhaandsvidne, om den er Urkilde eller afledt. Førstehaandsvidne er den, der beretter, hvad han personlig med egne Øjne og egne Øren har set og hørt, eller hvad han har oplevet; alle andre er Andenhaands. Førstehaandsvidnet har Betingelser for at være troværdig, men er det ikke altid; man maa kende dets Evne til at opfatte, dets Paalidelighed og vide, under hvilke Forhold Iagttagelsen er gjort og Udsagnet afgivet. Hvor omhyggeligt Kilderne end undersøges, lykkes det ikke altid at bringe fuld Sikkerhed til Veje, og jævnlig er der betydelige Huller i vor Viden; man maa da ty til Hypoteser; men af Fremstillingen maa det fremgaa, hvad der vides, og hvad der skyldes Gisning, og Kilden skal angives. Kontrolerer man Kildeangivelsen, viser det sig destoværre ofte, af Forfatteren har misforstaaet Kilden af Mangel paa Sprogeller Læsefærdighed eller simpelthen af Skødesløshed for ikke at sige noget værre.
Det 3dje Afsnit omfatter Krigshistorien, hvor „paalidelig Viden er vanskelig at vinde“, hvis Dyrkere ofte er „Historikere uden militær Indsigt eller militære uden historisk Uddannelse“. Krigshistorikerne er derhos jævnlig bundne af Hensyn, som ikke er til Gavn for Viden, skaben; dette gælder særlig Forfatterne til Generalstabsværker, der omhandler en nylig afsluttet Krig. Der er Ting, som maa forbigaas i Tavshed, eller som man maa glide let henover for ikke at blotstille højtstaaende Per. sonligheder, saare Nationens Følelser, eller røbe militære elier politiske Hemmeligheder. Hertil kommer, af Materialet er mangelfuldt, ensidigt og hullet. Førstehaandsvidnerne har ofte været saa optagne, at de i Virkeligheden kun har set og opfattet saare lidt af det, der er sket omkring dem; deres Objektivitet er sat paa en haard Prøve; der er Ting, de helst vil skjule, og andre, de fremhæver for stærkt. Paalideligst er Vidnesbyrdene fra lavere Myndigheder med snævrere Horisont og ringere Ansvar eller fra Adjutanter m. fl., der uden at have Kommando har haft Lejlighed til at se og høre, hvad der foregik. A f egen Erfaring ved jeg, hvor svært det er at udfærdige en Partiførerrapport fra en Manøvrefægtning paa Grundlag af de indkomne Beretninger, og hvor vanskeligt det er at komme paa det rene med, hvad der virkelig er sket, selv naar man har begge Partiers Materiale til sin Raadighed. Hvor meget vanskeligere er det da ikke for en Troppefører at give en Fremstilling af en Kamp, som han selv har ledet? her er Grundlaget endnu skrøbeligere, Indberetningerne endnu mere mangelfulde og subjektive, Materialet endnu mere hullet, Klokkeslettene manglende eller fejlfulde, mange Førstehaandsvidner er sat ud af Spillet; hertil kommer den rent menneskelige Trang til at stille sig selv i det bedste Lys og det meget mangelfulde Kendskab til Forholdene hos Fjenden. Men selv naar Begivenhederne ligger saa langt tilbage i Tiden, at man i videste Udstrækning har Adgang til begge Parters Materiale, er det yderst vanskeligt, undertiden umuligt, fuldt ud at finde Sandheden, saa store er Uoverensstemmelserne, saa talrige er Hullerne, og saa godt skjulte kan Kilderne være. Der gaar hurtigt Sagn i Krigsbegivenheder; der er mange Heltebedrifter, der ikke taaler at tages under Lupen; det kender vi ogsaa fra vor egen Krigshistorie.
Forfatteren gør Rede for Krigshistoriens Nytte, paaviser Nødvendigheden af, at den, der vil skrive Krigshistorie, besidder omfattende Forkundskaber og sikker, videnskabelig Metode; da Krigen jo staar i Politikens Tjeneste, er Kendskab til den politiske Historie nødvendig. Efter at have paavist, hvorledes de mest fremragende Krigshistorikere mener, at man kan tage Lære af Krigshistorien, slutter han med at udtale, at man endnu kan lære Storkrig af Oldtidens — hvorfor ikke Fortidens — Hærførere, men at Nutidens Vaabenteknik og Kommunikationsmidler paa snævrere Omraader gør Sammenligning med Fortiden saa godt som ørkesløs. „Storkrig“ omfatter vel baade Strategi og Stortaktik, og paa disse Omraader har de gamle, prøvede Grundsætninger vist sig livskraftige i Verdenskrigen. Midler og Tempo er ændrede; men Maalet og Menneskematerialet (et ækelt Ord) er ganske som de var for Aartusinder siden. For en Hærfører vil det altid have Betydning at kende de Krigsbegivenheder, der har fundet Sted paa den Krigsskueplads, hvor han kan komme til at optræde.
I Tillæget gives en kortfattet Oversigt over de grundlæggende historiske og krigshistoriske Værker, over Historievidenskab og Hjælpevidenskaber. Geografiens og Terrænstudiets Betydning fremhæves; der er næppe nogen Videnskab, som Krigen ikke har taget i sin Tjeneste, og som ikke har Betydning for Krigshistorikeren. „Blot en Brøkdel af det Geni, der er nedlagt i Hær- og Flaadeorganisation, i Skabelsen af Krigsmateriel og i Krigsførelsens Taktik ..........blot en ringe Del af alt dette, anvendt paa at skabe en Nyorganisation af Verden til fredeligt Samkvem..........vil løse det nye Aarhundredes Opgaver, Opgaverne efter Verdenskrigen“, siger en dansk Forfatter og' Politiker med et dybt Suk.*)
Bogen slutter med et Underafsnit om Danmarks Krigshistorie og Kilderne dertil. Med Rette fremhæves stærkt den saa ofte forsømte Grundregel, at man altid skal begynde med at undersøge, hvilke trykte Kilder der findes; Forfatteren henviser til Bibliotekskatalogerne, men omtaler ikke Bibliografierne: Biblioiheca ({linien og Erichsen og Krarup: Dansk historisk Bibliografi, Bind II, hvor ikke blot Bøger, men ogsaa Tidsskriftartikler nævnes. Tilsidst kommer en Oversigt over de vigtigste Serier af militære Arkivalier; den kan selvfølgelig ikke være udtømmende, men enkelte Rækker, f. Eks. det vigtige Justitsarkiv, kunde endnu have været nævnte, ligesom der ogsaa kunde have været Anledning til at omtale Regnskabernes meget store Betydning. Jeg savner en Udtalelse om, at dansk Krigshistorie ikke kan skrives alene paa Grundlag af de Kilder, der findes her i Landet; men at man maa anstille dybtgaaende Undersøgelser i de Lande, med hvem Danmark har været i Krig, eller med hvem det har været allieret. Oberst Kalis Bog er forsynet med et fortræffeligt videnskabeligt Apparat. De talrige Fodnoter indeholder en Rigdom af Oplysninger, Forklaringer og Henvisninger, som gør den til et værdifuldt Hjælpemiddel ved det krigshistoriske Studium; Oplysningerne er ført up to date for at bruge et Udtryk, Forfatteren næppe vil synes om. Sproget passer til Bogen; Udtryksmaader, er kort og knap; Kampen mod Fremmedordene er ført uden Overdrivelse. Bogen fortjener al mulig Anerkendelse; den afhjælper virkelig et Savn.
(Sluttes.)
