I Tidsskriftets Januar Nr. betegner Kaptajn Skern min Udtalelse i samme Nr. om, at Mobilisering i hidtidig Forstand ikke fremtidig skal kunne forekomme som »en meget radikal Ændring af de hidtil gældende Forestillinger, en Ændring, som sikkert i for stort Omfang vil nedskære Felthærens Styrke«. Ja desværre er de tilvante Forestillinger ogsaa paa dette Omraade særdeles sejglivede. Sandheden er jo den, at en Mobilisering har været uigennemførlig de sidste 25 Aar, og det er jo netop for at redde Felthærens eller Værnets Styrker fra at blive knust under Mobiliseringen, at man maa tilvejebringe dem paa en anden Maade — nemlig ved Alarmering af fuldt kampberedte Soldater direkte fra Stedet, hvor de befinder sig til Stedet, hvor de skal kæmpe, enten dette nu er lige ved Husgavlen (Hjemmeværn) eller længere borte (manøvrerende Styrker). Det er altsaa — tværtimod Kaptajn Skems Opfattelse — netop for at faa saa mange som muligt af Manøvregruppernes Personel til Raadighed, at man skal undgaa Mobilisering. At en Inddeling i Forsvarsomraader med territoriel Udskrivning vil »lette Mobilisering i saa høj Grad, at den kan gennemføres væsenligt hurtigere, end man hidtil har kunnet regne med« er naturligvis rigtigt, men en Forøgelse af Hurtigheden hjælper intet, naar der ingen Tid er til Raadighed, og selv om man indretter mange saadanne Mobiliseringscentrer, vil det stedse være let at ødelægge dem alle ved kombineret Anvendelse af Bombning og 5’ Kolonnevirksomhed, og hvor er saa Felthæren og Landets Forsvar? Det er den radikale Ændring i Opfattelsen, som burde have fundet Sted allerede i 1920, og som ogsaa fandt Sted hos enkelte af os. Der afholdtes en særdeles flot forløbende Alarmeringsøvelse i Sommeren 1913. Med en rutineret Vaabenmester pr. Kompagni lykkedes det fra Morgen til Aften at opstille ca. 50.000 Mand paa Sjælland, hvilket var en meget respektabel Præstation, der skaffede os rosende Omtale i Militär Wochenblatt. Vi gentog Præstationen Aaret efter. Og det gik endnu flottere, dels paa Grund af Situationens Alvor, og dels fordi det var 2. Gang — men i begge Tilfælde skete Mobiliseringen uforstyrret af enhver fjendtlig Virksomhed. Et Bombardement af Kastellet og Sølvgades Kaserne vilde have sat tre Regimenter ud af Spillet paa nogle faa Minutter. I en Artikel i Illustration 13/12 1930 (Marine et Aviation en Mediteranée occidentale) beretter den franske Flaades Chefingeniør C. Rougeron, at en militær Kommission, der i 1882 skulde undersøge den militære Side af et Forslag om en Kanaltunnel mellem Frankrig og England, foretog en Opgørelse over de forudgaaende to Aarhundreders Krige. Det viste sig, at der i de 200 Aar fra 1682 til 1882 havde været ført 117 Krige. Af disse var de 107 begyndt uden Krigserklæring, og Grunden hertil var i 41 Tilfælde aaben erkendt den, at man vilde skaffe sig den Fordel, som ligger i et hurtigt og overraskende Angreb. Japanernes Angreb i Port Arthurs Havn og senere i Pearl Harbour, alle de overraskende Angreb i 1940 o. s. v. har altsaa Forbilleder langt tilbage i Tiden. Store Lande kan taale en saadan Overraskelse, naar de er heldige, men det er dyrt og besværligt. Smaa Lande som vort gaar derimod uvægerligt til Grunde, dersom Forsvarsberedskabet ikke svarer til Teknikens Stade. I det, man kalder dyb Fred, kan en gammeldags Mobilisering naturligvis udmærket foretages, men tænk hvilket Indgreb i Befolkningens daglige Tilværelse! Og tænk, hvor svært det er at foretage en Mobilisering i en truende Situation. Enhver Nabo kan med en Note erklære at ville opfatte en saadan Foranstaltning som en fjendtlig Handling. Vel, saa mobiliserer vi ikke, og naar saa det overraskende Angreb kommer, ligger Udrustning og Vaaben paa Depoterne, og de, der skulde bruge dem, sidder hjemme og er vaabenløse eller iler til Mobiliseringsstederne, hvor de forhaabentlig først naar hen, efter at Ødelæggelsen har fundet Sted. Det er disse Kendsgerninger, der har ført til Oprettelsen af Hjemmeværn rundt om i Landene. Et saadant moderne Folkeværn stiller store Krav til Organisationstalent og smidig Planlæggelse og Planændring. Det foran sagte om Mobiliseringens Mulighed refererer sig jo f. Eks. ogsaa til Materiellet. Det nytter ikke, at et Batteri med Sikkerhed ved, at veluddannede Skytsbetjenere og Ildledere ved Alarmering pr. Radio kan dirigeres, hvorhen Situationen byder det, saafremt Kanonerne ikke er disponible. Altsaa kan man ikke opbevare dem paa et Depot, men maa stykke dem ud og hyppigt flytte dem. Det samme gælder Fly, Trainvogne m. m., og det gælder Stabenes Kommandostationer. Med andre Ord: den ikke stedfaste Del af Værnet bliver en Institution i Cirkulation og kan sammenlignes med f. Eks. et Blodomløb. I gamle Dage strømmede Værnekraften først til Mobiliseringscentrerne og — nogle Døgn senere — derfra til Valpladserne. I moderne Tid danner de stedfaste Grupper Lymfeglanderne, der tager det første Stød af paa Indbrudsstederne, medens de bevægelige Styrker, som hvide Blodlegemer, strømmer til for at iværksætte Indkapsling, Neutralisering og Udskillelse af de indtrængte Fremmedlegemer. »Hvis vi giver Afkald paa Opstilling af en egentlig Felthær«, skriver Kaptajn Skern, »maa vi gøre os klart, at saa har vi i Virkeligheden ingen Manøvrehær ...«. Dette er fuldkommen rigtigt og netop for ikke at blive tvunget til dette Afkald maa vi nødvendigvis indrette os saaledes, at Felthæren formeres af Kombattanter, der med Minutters Varsel transporteres eller transporterer sig selv direkte fra Sengen eller Værkstedet til Opmarchrum eller Kampplads. Man har derved reduceret Transportproblemet til det strængt nødvendige, og det skal nok vise sig, at det enda bliver alt andet end let at løse.
For vor fremtidige Eksistens som frit Land maa det haabes, at den af Kaptajn Skern rejste Diskussion maa faa mange Deltagere, og maa sætte de Tanker i Sving, som kan fuldbyrde det nødvendige radikale Brud med tilvante, men forældede Forestillinger.
E. Toussieng.
