Af redaktionschef Jens Linde, DR.
Hvis samfundsordenen trues af uforudsete begivenheder, dvs. alt lige fra voldsomme vejrlig over produktionsnedbrud i transport, kommunikation og el-forsyning til deciderede terroraktioner, aktiveres et omfattende beredskab, der skal komme nødstedte borgere til undsætning og hurtigst muligt genetablere normale tilstande. Politi, brandvæsen, beredskabsstyrelse og forsvar indgår - alt afhængig af begivenhedens karakter - i denne indsats efter nærmere aftalte procedurer. Katastrofeområder afspærres, borgere evakueres, der foregår indsats og rydning på ulykkesstedet og fagfolk genetablerer ødelagte netværk og forbindelser. Rednings- og oprydningsarbejdet på ulykkesstedet er forudsætningen for at få genskabt en overskuelig dagligdag, hvor borgerne kan genoptage deres virke. Men fra det tidspunkt katastrofen indtræffer til den kendte infrastruktur fungerer som vanligt, er information til såvel de berørte som det omliggende samfund vitalt. Det er den af en række grunde til. For det første har borgere i et demokratisk samfund grundlæggende krav på at få besked, hvis der opstår tilstande, som kan true deres eller deres pårørendes sikkerhed. For det andet har myndighederne, der leder redningsindsatsen, en overordnet - og egen - interesse i at informere præcist og vejledende, således at borgerne agerer hensigtsmæssigt og ved fornuftig adfærd medvirker til at lette oprydningsarbejdet. Endelig har borgerne som det tredje brug for løbende information for senere i forløbet at kunne danne sig et indtryk af, om de som vælgere har givet det fornødne mandat til, at den offentlige katastrofeindsats, som myndigheder udfører, er effektiv og omfattet af tilstrækkelige ressourcer. Derfor udgør landets medier - og pga. af hurtigheden især de elektroniske som radio, TV og internet - et meget vigtigt element og dermed en uadskillelig del af et koordineret totalforsvar og katastrofeindsats.
Medier som et værktøj i en katastrofesituation
Bevidstheden om denne sammenhæng mellem det offentliges beredskab og mediernes rolle blev vel første gang tydeliggjort i 60’ernes koldkrigsperiode med den husstandsomdelte pamflet ”Hvis krigen kommer” med de enkle budskaber: Når sirenen lyder, gå inden døre og lyt til Danmarks Radio!
Pamfletten er fra en tid, hvor DR havde monopol og hvor radio stadig var det dominerende elektroniske medie. Den afspejler også den licensbetalte radioen som et offentligt værktøj, myndighederne kan inddrage, som de finder det hensigtsmæssigt under en katastrofeindsats. Senere har det danske samfund udviklet procedurer for inddragelse af de elektroniske medier - DR og TV2 - når det offentlige beredskab træder i aktion. Det udmønter sig i praksis ved såkaldte beredskabsmeddelelser, som radio og TV er forpligtet til at bringe. En beredskabsmeddelelse defineres i lovsproget som ”en meddelelse af beredskabsmæssig betydning, der angår en akut situation af livstruende karakter for et større antal mennesker”. Og afsenderen kan alt afhængig af situationen være Indenrigsministeriet/Beredskabsstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet/Miljøstyrelsen, Forsvarsministeriet/Forsvarskommandoen, Justitsministeriet/Rigspolitichefen, politimestre, Udenrigsministeriet/UM-informationssekretariat. I praksis sker der det, at Beredskabsstyrelsens varslingssystem via computer alarmerer DR og TV2 med meddelelsen, der ønskes udsendt. Derefter kan Radioavisen på alle 4 FM-kanaler samt TV2 News uanset tidspunkt på døgnet udsende beredskabsmeddelelsen. Stort set samtidig vil den være tilgængelig på stationernes internetsider. Hvis der sker udvikling i beredskabssituationen eller myndighederne har brug for yderligere at instruere borgerne følger nye beredskabsmeddelelser. Således er informationen lagt officielt til rette, hvilket i princippet er ganske udmærket, fordi reglerne er udformet ud fra de bedste hensigter: at støtte en igangværende katastrofeindsats eller advare borgerne mod en given fare.
Kan medierne tænkes bedre ind under kriser?
Men ét er teori og principper, noget andet praksis. Det nuværende konkurrenceprægede danske medielandskab og ikke mindst den teknologiske udvikling har skabt muligheder for - og i befolkningen en forventning om - en nyhedsdækning og -opdatering, som måske ikke på alle områder vil fungere synkront med et planlagt offentligt beredskab. Eller sagt på en anden måde: Er de muligheder som mange medier og ny teknologi indeholder tænkt strategisk ind i den policy for information og kommunikation, som ville gavne alle parter - borgerne såvel som indsatsstyrken? Lad mig indledningsvis slå fast, at erfaringerne fra en række større beredskabsaktioner de senere år - meget tydeligt december-orkanen 1999 og Seest-ulykken november 2004 - vidner om værn og korps, der ønsker at gøre deres yderste for at udføre en professionel og ansvarlig indsats. Men - og det gjaldt vel især december-orkanen - også om værn og korps, der i nogen grad var mere optaget af, om deres egen indsats var i top end om den skete i perfekt samspil med andre instanser som en velfungerende helhed. Hvad der i hvert fald var iøjnefaldende fra en medieredaktions synsvinkel, var den mildt sagt begrænsede tanke for inddragelse af de elektroniske medier til støtte for regulering af borgeradfærd og praktisk information om redningsindsatsens karakter, hvad angår omfang og forløb. Et eksempel: Da december-orkanen skabte el-afbrydelse for 27.000 husstande i NESA’s forsyningsområde, blev NESA naturligvis ringet ned næste dag af forbrugere, der ville vide, hvornår de atter fik strøm. Med det resultat at NESA’s omstilling gik ned pga. overbelastning. Derefter var Radioavisen omstillingsbord ved at lide samme skæbne. Men så snart Radioavisen kunne meddele omfanget af strømafbrydelsen, at NESA’s reparationshold var udkommanderet i stort tal, at man prioriterede reparationer, der gav flest forbrugere strøm, samt at nogle forbrugere derfor måtte acceptere at vente flere dage - så blev der helt ro. Det kunne forbrugerne forholde sig til. Nu var de forvisset om, at der blev taget aktion og at det skete velovervejet. De ramte husstande indrettede sig og traf de nødvendige forholdsregler, så de kunne klare dagligdagen, indtil strømmen kom igen.
Medier er medspillere, så længe krisen raser
Eksemplet nævnt, fordi de elektroniske medier udgør det bedst tænkelige værktøj til støtte for en redningsindsats og fordi medierne og deres redaktionelle medarbejdere rent faktisk opfatter sig som medspillere i den periode, hvor der skal ydes en fælles indsats for at begrænse en katastrofes omfang og yde undsætning til ofre for ulykker. Alt andet ville være unaturligt. Læg dertil, at en katastrofe, der skaber omfattende beredskabsindsats, i sagens natur har højeste nyhedsprioritet og får en omfattende dækning af hensyn til borgerne i det øvrige samfund, som både har en forståelig interesse for begivenheden og måske berøres indirekte deraf. Alt andet ville være unaturligt og en tilsidesættelse af en elementær forpligtelse. Men der er også en anden grund til, at de instanser, som er involveret i katastrofeberedskab, bør være bedre til at tilrettelægge deres indsats med medierne som en sideordnet professionel medspiller. Forløbet af Seestulykken, hvor en storstilet indsats med evakuering forhindrede en større menneskelig tragedie, er nemlig også et eksempel på, at den officielle information til borgerne via beredskabsmeddelelser ikke nødvendigvis magter at være dækkende eller opdateret. Da der går ild i fyrværkerilageret, som senere eksploderer, medfører det to beredskabsmeddelelser, som naturligvis bliver bragt. Men da den første kommer, har radioen dækket udviklingen i hen ved en time med reportager fra stedet til henholdsvis lands- og lokalradio. Og netop som den anden kommer, overgår udviklingen meddelelsens karakter: for da eksploderer hele lageret, hvilket lyttere og seere kan forvisse sig om ved følge de direkte udsendelser på radio og TV. Det nye er mediernes hurtighed understøttet af de teknologiske muligheder. Vi kan sende fra katastrofeområder, så snart vi har en medarbejder på stedet med en mobiltelefon. Vi har ikke behov for at vente, til der kommer en beredskabsmeddelelse. For os er det derimod vigtigt, at der findes redningsledere eller kompetente talspersoner på stedet, der har overblik over ulykkens omfang og kan vejlede borgerne om, hvordan de gør klogt i at forholde sig så tidligt som muligt i forløbet. Tilsvarende benytter vi os samtidig af talspersoner, fagfolk og eksperter i baglandet, som kan perspektivere baggrunden og skabe den nødvendige helhed samt ekstra praktisk rådgivning.
Hvad med at åbne dørene lidt mere?
Denne udvikling har måske i et vist omfang kortsluttet tidligere tiders planlægning af, hvornår medierne skulle inddrages og hvem der skulle udtale sig fra forskellige værn og korps vedr. indsatsen. Og givetvis betyder omfanget af medier, der nu henvender sig, når der sker en katastrofe, at den overordnede ledelse for indsatsen kommer under ekstra hårdt pres ved både at skulle styre aktionen og informere om den samtidigt. Hvis det skal løses, tror jeg at de myndigheder, der står for redningsopgaven, må overveje, hvorledes de kan tilrettelægge opgaven med information og i hvert fald sikre sig, at de råder over talspersoner i situationen, der har tæft for at levere de informationer, medierne efterspørger på klart og forståeligt dansk. Københavns Politi er et eksempel på, hvorledes det kan praktiseres. Men generelt er det erfaringen, at de personer, der står med ledelsen på stedet magter det fremragende, fordi de formidler budskaber med overblik og en situationsfornemmelse, der går rent igennem. Hvis de får altså får lov. Det sidste nævnt, fordi det endnu visse steder er nødvendigt at overvinde eventuel angst for at spille med helt åbne kort over for den såkaldt ”farlige presse”. Det er naturligvis til at forstå, at visse myndigheder kan have forbehold ud fra de oplevelser, de har haft med en kritisk presse i andre sammenhænge. Der er blot ingen logik i at bruge det som argumentation for at være tilbageholdende med information - eller direkte gemme sig - når en offensiv informationspolitik kan være til gavn for ens indsats, mens den udfolder sig. For det første udgør medierne og deres redaktionelle medarbejdere som tidligere nævnt rent faktisk medspillere i den periode, hvor der arbejdes intenst på at få overblik over en katastrofe, begrænse dens skadevirkninger og redde borgere. Derfor er de spørgsmål, medierne stiller i denne fase, aldeles ufarlige, men til gengæld enkle, relevante og af opklarende karakter: Hvad er der sket? Hvornår? Hvor mange er impliceret? Hvilken indsats er der behov for? Hvor mange deltager? Hvorledes prioriterer i indsatsen? Hvad skal borgerne gøre? Hvor lang tid bedømmer i indsatsen til at vare? Hvad sker derefter? Osv. osv. Fordi det er de spørgsmål, det er vigtigt at få svar på her-og-nu. Det er den information borgerne efterspørger. Det er indiskutabelt, at pressen i dækning af begivenheder - herunder også totalforsvar og beredskab - insisterer på at bevare sin uafhængighed og integritet - altså således at den har retten til at forholde sig kritisk til, hvad den måtte finde fornødent at ytre sig kritisk om. Men ser man på et typisk forløb af en redningsaktion, er det først senere hen, når indsatsen er ved at være overstået, at medierne skifter medierne hat og bruger ressourcer på de mere kritiske vinkler. F. eks. som: Var indsatsen god nok? Hvad gik galt? Hvad kunne have været bedre? Hvordan vil man løse det næste gang? I virkeligheden simpel evaluering, som de enkelte værn og korps i en storstilet indsats jo også selv gennemfører som kvalitetssikring efterfølgende.
Samspil mellem indsats og løbende information
Når samfundsordenen trues af uforudsete begivenheder får alle travlt - rigtig travlt. Beskeder og beslutninger flyver om ørene på de involverede og stressniveauet på en kommandocentral hos politiet eller brandvæsenet ligner til forveksling tilstanden på en nyhedsredaktion. Sådan må det være. Men det betyder dels, at alle involverede aktører i en redningsaktion ikke altid har øje for, hvor travlt de andre har. For hver især er fuldstændig optaget af at gøre sin indsats så godt som muligt. Dels betyder det - viser eksempler fra bl.a. svenske beredskabsøvelser - at hver aktør eller sektor har en stærk tilbøjelighed til at arbejde for sig selv og sit eget renommé og gør sig meget få tanker om, at hjælp til ”naboen” senere i forløbet kan blive til gensidig gavn. Hvordan en redningsindsats skal styres, er jeg ikke fagligt kvalificeret til at udtale mig om. Men fra en medieredaktions synsvinkel melder der sig i 2. fase af et redningsforløb ret hurtigt en række spørgsmål, som det overordnet set er vigtigt at kunne give svar på. F. eks.: Hvordan vil aktørerne i en redningsoperation løse indsatsen og samtidig orientere borgerne? Hvad gør de for at forhindre, at der opstår uvished - eller endnu værre - panik blandt borgerne? Hvordan vil de hurtigt give råd til selvhjælp? Man kunne også spørge: Hvem er det, der har helikopterblikket over situationen, prioriterer indsatsen der ud fra - og samtidig på overbevisende måde forklarer borgerne, at det er den rigtige måde at gøre det på? Selv om det for den enkelte borger på et givet sted opleves uforståeligt, at han/hun ikke straks bliver hjulpet.
Øvelser afslører tit uforudset sårbarhed
Til alt held har Danmark i nyere tid været forskånet for lammende naturkatastrofer eller terroranslag, der satte vitale samfundsfunktioner ud af kraft over flere døgn. Men både klimaændringer eller aktioner fra ekstreme grupper kan hurtigt afdække, hvor sårbart et højteknologisamfund rent faktisk er. Løbende holdes beredskabsøvelser for at holde korps og værn i træning med indsatsrutiner. Ligeledes - og nok så interessant - gennemføres regelmæssigt øvelser på det teoretiske plan, såkaldte dilemmaspil, hvor aktørerne udsættes for fiktive hændelser, som de bedes forholde sig til, alt medens grundlaget for deres beslutninger bevidst undermineres undervejs i forløbet. Disse skrivebordsøvelser er væsentlige, fordi de meget hurtigt kan afsløre svagheder i ellers meget velforberedte planer. Vi har selv prøvet det flere gange og opdaget, at vi som nyhedsredaktioner kan blive udsat for en helt anden virkelighed, end den vi havde forestillet os. Helt basale ting som: Kan vi nå frem til ulykkesstedet eller er al trafik lammet af kæmpe kødannelser? Fungerer vort udstyr, som vi regner med, eller forhindrer omstændigheder ved katastrofen at vi kan sende? Bryder mobiltelefonnettet sammen? Og hvad gør vi så for at holde borgerne informeret? Større beredskabsøvelser, som bl.a. svenskerne regelmæssigt foretager, har vist en række tydelige tendenser ved et større samfundskollaps:
• El-sektor og telefoni er hver for sig nøglefaktorer. Det er vigtigt at få genoprettet begge så hurtigt som muligt for at undgå at befolkningen går i panik, bl.a. pga. voldsomme rygtedannelser.
• Adgang til brændsel (batterier, drivmidler mv.) bliver efter 3-4 dages krise fuldstændig afgørende i alle sektorer. Ingen kan i sidste ende rykke uden diesel. Derfor er fordelingen af brændstof til de sektorer, der skal køre for at kunne starte andre, en forudsætning.
• Offentlige og private instanser og organisationer har grundlæggende forskellige udgangspunkter vis-a-vis samfundets interesse og privatøkonomiske interesser. Mest synligt i telesektoren, hvor de mange spillere - især mobiltelefonselskaber i daglig knivskarp konkurrence - selv under en akut samfundskrise vogter nidkært over deres revirer.
• De elektroniske mediers overblik og information - mest relevant radio - er fuldstændig afgørende for at kunne adfærdsregulere befolkningens reaktioner på hensigtsmæssig vis, mens strømmen er gået og telefonen død.
De indhøstede erfaringer er ganske vist hentet fra teoretiske skrivebordsøvelser, men under nok så realistiske vilkår, at de opståede problemer samt reaktionsmønstrene hos de involverede parter sandsynligvis vil opstå, når det for alvor går galt. Det er derfor nærliggende at argumentere for et nærmere og rutineret samarbejde mellem samfundets beredskabsaktører og især de elektroniske medier. Hvad betyder det så i praksis?
Vi skal kende alle fakta for at informere professionelt
For det første, at medierne skal have mulighed for at opnå et dækkende og især opdateret kilde- og kontaktnet ved samfundsnedbrud. For det andet at alle medarbejdere i nøglefunktioner - både hos medierne og i beredskabsinstitutionerne - kender det og har rutine i at benytte det. For det tredje bør medieredaktionerne nok have større detailviden om de tekniske/ operationelle konsekvenser i krisesituationer, specielt med fokus på nedbrud i elforsyning og telefonsystemer. F. eks. ud fra formlen ”Hvad fungerer ikke når...? Hvad er den afledte konsekvens i adfærd af det?” Så grundlæggende handler det om, at beredskabsaktører og medier tør lære hinanden bedre at kende. Det vil klart gavne en professionel mediedækning, hvis mediernes redaktører og journalister regelmæssigt opdateres om ny viden inden for de enkelte sektorer. Ligeledes vil det vær en fordel, hvis sektorernes nøglemedarbejdere får indsigt i de elektroniske mediers rolle, produktionsvilkår og -rutiner. Ud af dette opnås nok det allermest vigtige: at der skabes personlige kontakter, som sikrer professionelt samarbejde under en akut situation. I DR ser vi det sådan: Vi er en Public Service-institution som alle øvrige beredskabsaktører. Vi skal hjælpe, når det står slemt til og samarbejde med jer, for at støtte samfundsindsatsen i katastrofesituationer. Og vi skal bringe de relevante informationer, fordi borgerne sidder og venter på dem. Netop derfor skal vi have bedst muligt kontakt til jer. Vi skal vide, hvordan I arbejder og vi skal kunne forklare, hvorfor I gør sådan. Den viden er også med til at bestemme, om vi vurderer situationen rigtigt. F. eks. om vi skal sende ekstraordinært, om vi skal sende på alle kanaler eller om det er nok at sende på den regionale kanal. For netop ved beredskab er det vigtigt, at alle parter har fælles forståelse og proportionssans, når det besluttes at alarmere befolkningen. På den ene side har overdrevent brug den slagside, at lyttere, seere og læsere sløves overfor alvoren i meddelelsen. På den anden kan utilstrækkelig information få grimme konsekvenser.
