Log ind

Infanteriilden i Slaget

#

I Felttogene 1866 og 1870— 71 viste det sig, hvilket uhyre Fremskridt der ved Bagladegeværernes Indførelse var sket med Hensyn til Fodfolkets Bevæbning. Den gamle Kamp mellem Vaaben og Dækmidler var nu indtraadt i en Fase, hvor Vaabnene vare i en aldeles afgjort Over­ legenhed; det godtgjordes noksom ved de kolossale Tab, man havde lidt. Det var derfor ganske i sin Orden, at den Litteratur, der mylrede frem „nu efter Felttogene, hovedsagelig opkastede og søgte at besvare det Spørgs- maal: Hvad skulle vi gjøre for i Fremtiden at undgaa den Slags Tab, for — saa vidt muligt — at neutralisere Bagladevaabnenes kolossale Virkning? Og dette var saa meget naturligere, som det hovedsagelig var i Tydskland, at Krigenes taktiske Konsekvenser drøftedes, og det var Tydskerne, der havde været de Angribende, altsaa været dem, der havde lidt forholdsvis mest ved Bagladegeværernes Magt.

Det er ikke her Stedet at komme nærmere ind paa denne Litteratur; det kommer os kun an paa at paapege, at det i Alt overvejende Grad var «Hensynet til Tabene» , den drøftede; det var Formationerne og da navnlig Formationerne under Angrebet, som den særlig gjorde til Gjenstand for sine Betragtninger. Den fandt sit Udslag i de ny Exercerreglementer, der lidt efter lidt korn frem i de europæiske Hære (Østrig 1875, Frankrig 1875, Tydskland 1876).

Imidlertid indførtes der dog samtidig overalt ny, endnu mere fuldkomne Geværer, med hvilke der anstilledes Forsøg i det Store; og efterhaanden som Spørgsmaalene angaaende de af Hensyn til Tabene dikterede Forandringer i Formationer og Bevægelser vare uddebatterede, begyndte man ogsaa hist og her at tænke over, om da nu Vaabnene havde sagt deres sidste Ord, eller om ikke ogsaa de kunde bruges paa en langt mere virkningsfuld Maade end tidligere.

Man kunde imidlertid ingen rigtig Vej komme i saa Henseende; thi man manglede hele den Forsøgsrække, der nødvendigvis maatte danne Grundlaget for alle Under­ søgelser af denne Art.

Da var det, at det tydske Skydereglement af 15. November 1877 udkom.

Dette Reglement indskrænkede sig ikke til at give, ny Bestemmelser for selve Uddannelsen i Skydning, men baseret paa vidt udstrakte Forsøg, der vare anstillede ved Skydeskolen i Spandau, opstillede det i sine «Allgemeine Grundsätze für die Verwendung des Infanteriegewehrs M/71» Bestemmelser for, hvorledes man i Marken skal gjore Brug af Vaabnene og af den erhvervede Skydefær­ dighed. Samtidig viste det sig, at de ved Forsøgene opnaaede Resultater ogsaa maattc gribe ind — og det ikke saa lidt — paa Formationernes og Bevægelsernes Omraade.

Med det tydske Skydereglement vare «Hensynene til Vaabnets rette Brug« atter traadte frem i For­ grunden ; og Kampen for og imod de ny Anskuelser brød ud med stor Heftighed.

Major Boguslawsky, der i den forcgaaende Periode var optraadt som en af de ivrigste Reformatorer, gjorde nu i sin «Entwickelung der Tactik» Front mod disse ny Anskuelser, idet han navnlig paa det ivrigste bekæmpede Fjernskydning, den samtidige Brug af flere Viserer og den indirekte Ild (en Ild,' som det tydske Skydereglement i Forbigaaende sagt heller ikke kjender) som upraktiske og farlige for al sund Taktik.

Boguslawsky staar herefter som den betydeligste Representant for de gamle Anskuelser om Ildfægtning.

Striden om de ny Skydeprincippers Anvendelighed i Taktikken er tildels staaende endnu, idet det dog maa bemærkes, at Frembærerne af det Ny denne Gang have haft det ganske usædvanlige Held at kunne pege hen paa et Reglement, der, netop fordi det som officielt Regle­ ment har bindende Kraft, trænger mere og mere igjennem i alle Forhold.

Men samtidig med Striden om Princippernes taktiske Værd i Almindelighed er Spørgsmaalet om Grændserne for deres Anvendelighed dukket op. Der gives saaledes et Parti, der gaar meget vidt navnlig i Retning af Fjern­ skydningens Anvendelighed. Og desuden lader selve det tydske Skydereglement mange forskjellige Spørgsmaal, navnlig i Henseende til Udledelsens mere taktiske Side, staa helt ubesvarede hen.

 «Vaabnenes rette Brug» er derfor endnu stadig et Spørgsmaal, der er paa Dagsordenen, er under Diskussion. Det er i denne Diskussion efterfølgende Afhandling skulde være et beskedent Indlæg.

Skærmbillede 2023-10-14 kl. 16.45.49.png

Det tydske Skydereglement lærer os, at for at en Skytte med et enkelt Skud skal kunne gjøre Regning paa at træffe, maa Maalet — alt efter dets Størrelse — ikke være over 300— 700 Alen borte; paa de fleste af disse Afstande er Kuglebanen endnu stadig raserende, Maalet særdeles tydeligt og Vejrligets Indflydelse som Regel uden væsentlig praktisk Betydning. Anderledes stiller Sagen sig, naar Maalet ligger længer borte, og jo længer det ligger borte, desto mindre bliver Sandsynligheden for, at en enkelt Skytte vil kunne ramme det med et enkelt Skud. Forudsat at Skytten blot kan se langt nok og har haft Øvelse i Anslag over baade bøje og lave Viserer, medbringer han, saa længe han ikke selv beskydes, den samme Færdighed til Skydningen, hvad enten Maalet er nært eller fjernt; men den aftagende Sandsynlighed for at træffe hidrører fra det saa godt som Umulige i en aldeles nøjagtig Afstandsbedømmelse, og selv om Afstan­ den ogsaa kjendes, i Vejrligets Indflydelse paa Projektilets Bane, samt i 2den Linie i Geværets med Afstanden voxende Spredning.

Det' er ikke saa længe siden, at Erkjendelsen af hele denne det enkelte Skuds «Mangel paa Betydning» ved al Skydning paa længre Afstande er bleven mere almindelig; og man kan vel endnu engang imellem høre underordnede Befalingsmænd, hvis Uddannelse falder paa den Tid, da «det enkelte Skud» mod fjerne Maal var en vogue, befale en'Skytte at skyde «et enkelt Skud paa dem derude»; men for enhver tænkende Befalingsmand er det gaaet op, at hvor der tilsigtes en Virkning — endog blot af moralsk Natur, — er Skydning af «enkelte Skud» paa lange Afstande fuldstændig betydningsløs, og at det Eneste, den vilde opnaa, der kunde falde paa at forsvare det enkelte Skud, var at røbe sin egen Mangel paa Kjendskab til Geværets Virkeevne og al Skydnings Natur. Derfor vil vistnok ogsaa Enhver «af ganske Hjerte» slutte sig til Boguslawsky’s Ord: at det enkelte Skud mod fjerne Maal «zum Glück», som han udtrykker sig, hører til de overvundne Standpunkter.

Lad os nu imidlertid et Øjeblik se bort fra Afstands­ bedømmelsens og Vejrligets Indflydelse og se, hvilket Resultat der vil naaes, om en Skytte skyder — ikke eet, men en Række Skud mod et Maal.

De udskudte Projektilers Baner ville da alle ligge indenfor en krum Kegleflade, hvis Toppunkt er Geværets Munding, og denne Kegleflades Skæring med Jordover­ fladen vil give den Ellipse, indenfor hvis Omkreds Pro­jektilerne, om de ikke forinden opfanges af et Maal, ville træffe Jordoverfladen. Fig. 1 viser et saadant Snit mel­ lem en Banekegle og Jordoverfladen. Af Tegningen ses ogsaa, hvorledes Banerne, og dermed deres Skæring med Jordoverfladen, gruppere sig henholdsvis om Keglens Axe og Ellipsens Midtpunkt, saaledes at jo mere man fra Omkredsen nærmer sig omtalte Axe og Midtpunkt, desto tættere og talrigere blive Banerne og dermed ogsaa deres Skæring med Jordoverfladen, Nedslagene.

Gjorde Skytten nu ingen Fejl ved sin Skydning, vilde Ellipsens Axer netop falde sammen med Geværets Længde- og Breddespredning og altsaa voxe med Afstanden; men idet Skytten gjør Fejl og — man maa huske paa, at her ses bort fra Afstandsbedømmelse* Vind og Vejr — gjør den samme Fejl, hvad enten Maalet er nært eller fjernt, saa blive Længdeaxerne i de Ellipser, som ligge ud over en 600 Alen, og som altsaa svare til ikke raserende Baner, saa omtrent lige store, men falde dog i 2 Grupper, een, der svarer til Afstande under, og een, der svarer til Af­ stande over en circa 1400 Alen. Indenfor disse 2 Grup­per maa Axerne — praktisk set — siges at være ligestore, og det saaledes, at de ere noget mindre i den sidste end i den første. Det er den Omstændighed, at Banerne med de voxcnde Afstande stadig hlive krummere og krummere, som — trods det, at Geværets Spredning ligeledes voxer med Afstanden, — bevirker disse Forhold.

Skærmbillede 2023-10-14 kl. 16.48.54.png

Er det nu ikke længer een men flere Skytter, der skyde mod samme Maal, og disse Skytter, som rimeligt er, gjøre noget forskjellige — større eller mindre — men dog altid noget forskjellige Fejl, saa vil der i de forskjel­ lige Skudkeglers omtrent sammenfaldende Skæring med Jordoverfladen ikke vise sig den samme regelmæssige Tiltagen af Skudtætheden ind mod Ellipsens Midtpunkt; men der vil, saaledes som Fig. 2 viser, foruden det tæt­ tere Nedslag omkring Midtpunktet, danne sig smaa Grup­per Nedslag snart hist snart her indenfor Ellipsens Om­kreds, dog saaledes, at Nedslagene i det Hele taget falde mere spredte, jo mere man fjerner sig fra Midtpunktet.

Tænker man sig nu, at Maalet, mod hvilket der skydes, har en vis Bredde, og at Skytterne holde paa et hvilketsomhelst Punkt i det, saa dannes der ikke længer nogen enkelt Nedslagsellipse; men Nedslagsfladen bliver en Figur (se Figur 3), der kan tænkes dannet ved, at en Ellipse har bevæget sig i Retning af sin Lilleaxe, og vi komme da tilsidst til Nedslagsbelter foran Skytternes Front, Belter, hvis Dybde bliver lig med Ellip­sernes Længdeaxer.

Skærmbillede 2023-10-14 kl. 16.50.15.png

Spørgsmaalet bliver nu: Hvor dybe blive disse Belter i Praxis? Materialet til Besvarelsen af dette Spørgsmaal giver det tydske Skydereglement, idet det — støttende sig til de ovenfor omtalte Forsøg i Spandau — lærer, at naar alle, selv de mest divergerende Skud tages med, saa bliver Belternes Bredde circa 400 Alen, naar Maalet er mellem en 600 og 1400 Alen, og circa 300 Alen, naar det er mellem 1400 og 2500 Alen borte. Læser man derimod Tabellerne over de opnaaede Resultater saaledes, at man lader ude af Betragtning de faa Skud, der falde fjernest fra Maalet baade foran og bagved, faa Nedslagsbelterne kun en Bredde af henholds­ vis 300 og 200 Alen. Reglementet giver ingen Oplysning om, hvor vidt Forsøgene ere foretagne med udvalgte Skytter eller med Skytter, der ere tagne lige ud af Ge­leddet; men det meddeler, at der er skudt Salver, hvad der vil sige, at Forholdene paa ingen Maade have været saa særdeles heldige for Træfningen.

Det er imidlertid klart, at de Resultater, der ere fremgaaede af disse Skydebaneforsøg, ikke ligefrem kunne overføres paa Forholdene under en Fægtning. Lad end den ved Forsøgene i Spandau anvendte Skydemaade (Salven) være nok saa uheldig for Træfningen, saa er det dog en given Sag, at under en Fægtning ville Belterne blive betydelig dybere, end de have viist sig at være paa Skydebanen, og det især fra det Øjeblik, hvor den sky­dende Afdeling selv beskydes.

Denne Skydebelternes Dybde under en Træfning er naturligvis meget forskjellig i de forskjellig forekommende Tilfælde; thi de afgjørende Faktorer, Skytternes Ro og Skydefærdighed, ere jo saa overordentlig variable. For de Skytters Vedkommende, der beholde deres Ro, vil Nedslagsbeltet bestandig vedblive at være en 2— 300 Alen dybt; for de Øvriges Vedkommende vil det blive dybere og dybere, jo mere urolige de ere, og hvor de aller uroligste Skytters Projektiler gaa hen, er fuldstændig ube­ regneligt. Men det gjælder selvfølgelig ogsaa kun om at faa at vide, hvor dybe de Deller blive, indenfor hvilke Projektilerne falde nogenlunde regelmæssig tæt.

Støttet paa Udtalelser af Bogislawsky, Tellenbach og flere andre Forfattere angaaende den Afstand, Soutien’erne erfaringsmæssig maa have fra Skyttekjeden for ikke at rammes af den denne tiltænkte Ild, er Premier­ løjtnant Knub (i en Afhandling, der har været optaget i M. T.), kommen til det Resultat, at denne Dybde vil blive mellem 500 og 700 Alen. Den Vej, Premier­ løjtnant Knub er gaaet, er vistnok den ene rigtige; men ved en Betragtning af hans forøvrigt særdeles sparsomt anførte Kilder, og ved en Sammenligning mellem disse Kilders Udtalelser og de ovenomtalte Skydebaneresultater,maa vi udtale som vor Mening, men selvfølgelig ogsaa kun som «Mening«, at de udvidede Nedslagsbelter — praktisk set — som Regel ikke ville blive 5— 700, men kun 3— 500 Alen dybe, hvorfra dog undtages. hele de raserende Baners Belte. Allerede dette er en henimod dobbelt saa stor Beltebredde som den, der fremgik som Resultat af de — just ikke under de aller gunstigste Omstændigheder — foretagne Skydebaneforsøg.

Indenfor de raserende Baners Belte ere' Forholdene derimod noget anderledes. Nedslagsbelterne strække sig allerede paa Skydebanen — og derfor endnu mere i Praxis under de paa disse Afstande særdeles vanskelige Skydeforhold — omtrent lige fra Skyttens Fod til endog noget forbi Maalet.

Men hvilken end Nedslagsbeltets Bredde er, saa gjælder det nu om at faa delte Belte saa at sige lagt hen over Maalet, og helst saaledes, at Maalets og Beltets Midtelinier falde sammen.

Dette er nu Afstandsbedømmelsens Sag. Og vel at mærke gjælder det her ikke blot om at finde Afstanden, maalt i Fod eller Meter, men om at finde den rette Viserhøjde og det rigtige Retningspunkt, idet den til den absolute Afstand svarende Viserhøjde korrigeres med Hensyn til Vejrs og Vinds Indflydelse. Jo længer Maalet ligger borte, desto større Indflydelse faa de atmosfæriske Forhold, og desto nøjere Kjendskab til og praktisk Øvelse i Skydning paa store Afstande maa der derfor fordres af den, der skal opgive Viserhøjde og Retningspunkt; thi selv om den absolute Afstand kjendes, Vil det altid bero paa et Skjøn, hvorledes og hvor meget denne skal korrigeres, og dette Skjøn maa bygges paa Erfaring, vunden gjennem praktisk Øvelse i Skydning.

Det er efter det Udviklede tydeligt, at hele denne Bedømmelse af, hvilken Viserhøjde der skal bruges, og paa hvilket Retningspunkt der i hvert enkelt Tilfælde skal holdes, er en Opgave, som i Et og Alt ligger over Menigmands o: over Skyttens Evner. For ham maa tvertimod Alt gjøres saa simpelt som muligt, og man maa være glad, om ban blot forstaar at skyde, naar Viserhøjde og Retningspunkt er ham opgivet. Al An­ givelse heraf bliver derfor IJefalingsmændenes Sag, eller •— som Premierløjtnant Knub udtrykker sig — : “Det er Befalingsmanden, der skyder med Skytten som Medium».

Indenfor de raserende Baners Belte strækker Nedslagsbeltet sig derimod, som ogsaa ovenfor sagt, saa at sige lige fra Skyttens Fod til ud over Maalet. Aarsagen til Ikketræifere er derfor her ikke saa meget fejlagtig Afstandsbedømmelse, og lige saa lidt er det den til Af­standen svarende Sideafvigelse, der praktisk set er ganske forsvindende, eller Vejrligets Indflydelse paa Sideretningen, som ganske vist undertiden kan være af Betydning, men dog her paa disse Afstande er forsvindende, men det er Skyttens Fejl, Fejl, der ere en ligefrem Følge af Fjendens Nærhed og af det mindre korrekte Sigte, der følger med al Hurtigskydning, en Skydemaade, der — som det senere skal vises — netop kommer til Anvendelse her.

Naar Maalet er indenfor de raserende Baners Belte, svinder derfor Befalingsmændenes Betydning som dem, der gjennem Opgivelse af Afstand og Retningspunkt skulle lede Skydningen, ind til saa godt som Intet, og at det samme er Tilfældet med Hensyn til Valg af Maalet, skal senere vises.

Det er imidlertid overordentlig heldigt, at det er saa; thi saavel Ildlarmen fra den udviklede stærke Skytte­ masse som hver enkelt Skyttes Ophidselse og Spænding, der tilmed tiltager, jo mere Dødsfaren voxer, jo mere Afgjørelsen nærmer sig, umuliggjøre paa disse nære Af­ stande al Ledelse, naar denne ikke beroer paa en Fredsinstruktion som er gaaet over i Menigmands Kjød og Blod, eller ikke kan ty til Exemplet eller til personlig fysisk Indgriben fra Førernes Side, og dette kan natur­ ligvis en Udledelse, det vil sige en Opgivelse af Viser­ højde og Relningspunkt, ikke paa nogen Maade.

Paa de nære Afstande-, i de raserende Ba­ners Belte er det derfor i Ordets fulde Betyd­ ning Skytten, der skyder; paa de fjerne Af­ stande er det Befalingsmanden med Skytten som Medium.

Af det Foregaaende fremgaar, at al Virkning af Fjernskydning egentlig beroer paa Afstandsbedømmelsen. Men paa den Afstandsbedømmelse, der sker uden Hjælp af kunstige Midler, kan der ikke lides. Vel give de aarlige Øvelser i Afstandsbedømmelse med Befalingsmændene, der jo forøvrigt kun afholdes med Løjtnanter og Under­ officerer, som det synes, tilfredsstillende Resultater; men disse Resultater kan der efter vor Mening — en Mening, som Premierløjtnant Knub jo ogsaa bar udtalt, — ikke tillægges nogen videre Betydning, da Øvelserne Aar for Aar holdes i det samme Terrain, som oftest endog fra de samme Udsigtspunkter, og det derhos altid er de Be­dømmende muligt at anstille Sammenligninger mellem den Afstand, der netop bedømmes, og de allerede engang be­ dømte, nu bekjendte Afstande. Det kan maaske være mu­ ligt, at enkelte, i den Retning særlig begavede Folk kunne uddannes, saa at de kunne blive praktisk brugelige til Afstandsbedømmelse; men deres Tal er kun lille, og som Forholdene ere nu, lader der sig Intet bygge op paa en Bedømmelse, af store Afstande ved Øjeskjøn.

Af Midler til Hjælp ved Afstandsbedømmelse har man jo som bekjendt væsentlig 4 Slags: 1) Kaart, 2) Tele­ metre, 3) Forespørgsel hos saadanne Tropper — navnlig Artilleri — , hvem den søgte Afstand allerede er bekjendt, og 4) Indskydning af Infanteri.

Det er imidlertid langtfra altid, ja vel endog kun i de færreste Tilfælde, at vedkommende Leder af en Fjern­ skydning, lad ham endog være Kompagnichef, har saa detaillerede Kaart til sin Raadighed, som det er nødven­ digt at have dem, for at de kunne bruges til Afstands­ bedømmelse; og selv om der nu ogsaa haves saadanne Kaart, saa er det alt andet end let at bruge dem med Sikkerhed i dette bestemte Øjemed. Kun de færreste Officerer ere istand til, hvor Terrainet blot er lidt bølget, og Kaartet derfor ikke fremviser bestemt markerede Højde­ forhold, hurtig og med Sikkerhed at finde deres egen Afdelings Standpunkt end sige Modstanderens. Man finder maaske, at hvad vi her have sagt er overdrevent; men vil man for Alvor søge Erfaringer i saa Henseende, vil man sikkert finde, at det ikke desto mindre er rigtigt. Vi ville for vort personlige Vedkommende sige, at uagtet vi naturligvis ingenlunde ere uvante med at læse Kaart, ville vi paa ingen Maade ubetinget — ikke engang i vor Garnisonsbys Omegn — kunne paatage os paa Kaartet at paapege den Bakke, hvorpaa en eller anden Troppe­ afdeling har taget Stilling 12, 14, 1600 Alen borte; og naar ikke andre Terraingjenstande kunne give os Til­ knytningspunkter, ville vi slet ikke regne det, at vi vise paa et Punkt flere hundrede Alen fra det rigtige, for nogen stor Fejl. Hvor fortrinligt et Middel ved Afstands­ bedømmelse Kaart end derfor ved første Øjekast skulde synes at være, tro vi ikke desto mindre, at det maa siges, at de, især i ubekjendt, lidt kouperet Terrain, er et Hjælpemiddel, hvorpaa selv Folk, der ere vante til Kaartlæsning, ikke tør stole alt for meget.

Vi skulle naturligvis ikke her gaa ind paa nogen Beskrivelse eller Vurdering af de forskjellige, existerende Telemetre eller af de Principper, hvorefter de ere kon­ struerede. Vi have personlig kun prøvet faa Telemetre i Praxis; men vort Resultat af disse Prøver har dog været, at vi ingenlunde dele den almindelige Mening, at de hidtil konstruerede Fodfolkstelemetre alle ere praktisk uanvendelige. Da vore Erfaringer paa dette Omraade imidlertid ere grumme faatallige, skulle vi ikke gaa nær­ mere ind paa Spørgsmaalet.

Forespørgsel hos andre Tropper — særlig Artilleri — er et fortrinligt Middel til at komme til Kundskab om en Afstand; thi den indskudte Afdeling kjender endnu mere end den absolute Afstand, den kjender den Viser­ højde, man skal bruge i dette bestemte Tilfælde, saaledes som den er: et Produkt af den absolute Afstand og de i Øjeblikket herskende atmosfæriske Forhold. Og selv om Artilleriets Viserhøjde ikke kan siges at falde ganske sammen med den Viserhøjde, der skal benyttes ved Skyd­ ning med Infanteri, saa maa den dog altid betragtes som bedre end den blotte «absolute» Afstand.

Indskydning ved Hjælp af Geværild er et Middel, der vistnok kun vil kunne bruges i eet af Tusinde Tilfælde. Aldeles bortset fra det saa godt som umulige i at kunne iagttage Kuglenedslaget paa fjerne Afstande, hvad der ligefrem forudsætter ganske specielle Jordbundsforhold, saa er Skydebelterne for brede til at man kan drage paalidelige Slutninger af det Sete, og hele Fjernskydnin­ gens, som det senere vil blive udviklet, momentane Karakter umuliggjør saa godt som altid en Indskydning ved Infanteriild, selv om denne ellers var tænkelig. Anderledes vilde Sagen maaske stille sig, om Fodfolks- afdelingerne vare udrustede med Mitrailleuser. Vi skulle ikke her komme ind paa Mitrailleusespørgsmaalet; vi skulle kun gjøre opmærksom paa dette Vaabens Be­tydning som praktisk Afstandsmaaler. Mitrailleusernes Nedslag vil for det meste kunne ses, og Indskydningen vil kun tage ringe Tid.

Som man ser, ere de Hjælpemidler, man har til sin Raadighed ved Bedømmelse af Afstande — i det mindste som Sagerne staa for Øjeblikket — kun faatallige, og de fleste endog kun anvendelige under særlige Forhold. Man har derfor maattet være betænkt paa at finde Midler, hvorved der kunde bødes paa Øjets mindre korrekte Af­ standsbedømmelse ved Skjøn, samt — for de længre Afstandes Vedkommende — paa de atmosfæriske For­ holds Indflydelse.

Et saadant Middel skulle vi tillade os senere at fremsætte; et andet er det af det tydske Skydereglement adopterede: at skyde med flere Viserer. Meningen hermed er at danne flere Skydebelter, eet for hvert Viser. Men disse Belter ligge ikke udenfor hverandre. De gribe tvertimod saaledes ind i hverandre (kombinerede Skyde-belter), at der egentlig stadig kun dannes et eneste, bredere Belte med en i samme Forhold bredere Træffekjerne. Det bliver nu ligegyldigt, hvor Maalet falder indenfor denne midterste Træffekjerne, og selv hvor det skulde falde lidt udenfor denne, kan man dog endnu vente sig nogen Virkning.

Imidlertid er det klart, at hvor man kun har et be­ stemt Antal Skud eller en bestemt Tid til sin Raadighed til Beskydning af et Maal, der kan man kun tilvejebringe det bredere, ensartet dækkede Belte, der opnaaes ved Brugen af flere Viserer, paa Bekostning af Nedslagenes Tæthed paa de Steder, der ligge nærmest Midtelinien af det smallere Belte, som fremkom ved Brugen af eet Viser. Derfor beroer Betimeligheden af Brugen af flere Viserer — saaledes som det tydske Skydereglement ogsaa udtrykkelig udtaler — baade paa den Nøjagtighed, hvor­ med man kan bestemme Maalets Afstand eller Grændserne for det Belte, indenfor hvilket det befinder eller bevæger sig, og saa desuden — paa Maalets Dybde. Dette sidste er ligeledes klart nok; thi naar man har et Maal af en vis Dybde for sig, og det er ligegyldigt, om man træffer omtrent ligelig over det Hele, eller om Skuddene koncen­ treres mere paa en enkelt Del af Maalet, saa bør man søge en mere ligelig o: en mere spredt Træfning som den, der giver en i det Hele taget større Sandsynlighed for overhovedet at træffe. Praktisk set kan dette Hensyn til Maalets Dybde dog ikke have saa meget at sige, fordi dybe Kolonner som Regel herefterdags sikkert kun yderst sjeldent ville vise sig selv indenfor Fjernskudsafstand, og dybt Maal vil man derfor kun kunne vente sig ved Over­ fald, Baghold og deslige. Det bliver derfor væsentlig kun Afstandsbedømmelsens Nøjagtighed i Forbindelse med Hensynet til de atmosfæriske Forhold, der komme til at virke bestemmende paa, om der bør skydes med eet eller flere Viserer.

Kan Afstanden kun bedømmes efter Øjeskjøn, lærer det tydske Skydereglement:

1) at man indtil en 650 Alen (400 M.) kan nøjes med eet Viser, medens man mellem 650 og 1100 Alen(700 M.) maa have 2, paa endnu større Afstande 3 Viser­ højder, og at der til Skydning med 2— 3 Viserer ikke gjerne maa benyttes mindre end Kompagnier eller De­ linger — NB. tydske Delinger, altsaa ikke saa meget mindre end Halvkompagnier hos os.

Forskjellen mellem de forskjellige Viserhøjder sætter det nævnte Reglement til 160 Alen (100 M.), og selve Viserhøjderne bestemmes naturligvis paa praktisk Maade i Forhold til Maalets Afstand. Befinder dette sig saaledes, for at bruge selve Reglementets Exempler, mellem600 og 800 M ., bruges de to Viserer 650 M. og 750 M., er det mellem 700 og 1000 M., bruges Visererne 750, 850 og 950 M.

2) At indtil 1100 Alen (700 M.) kunne alle Maal be­ skydes 'med Fordel, ud over denne Afstand kun saadanne,som ere tiistækkelig brede og dybe, og hertil regner det Batterier og større, sluttede Troppeafdelinger, der endog kunne beskydes med Udsigt til gunstigt Resultat paa 1900 Alens (1200 M.) Afstand.

Vi have indtil nu kun betragtet Skydningen fra en mere teknisk Side; vi have set, hvad Geværet kan præ­ stere, og hvilke Egenskaber ved det, det kommer an paa at drage Fordel af for — alt efter de forskjellige Af­ stande — at naa det bedst mulige Resultat af Skydnin- ningen. Men hermed er Sagen jo ikke afgjort; thi som Boguslawsky siger: «Mit Feststellung der Ergebnisse der Balistik und Technik ist noch nicht die Tactik da«. Enhver sund og tidssvarende Taktik maa baseres paa Vaabnet, men ikke udelukkende paa Vaabnet; der er ogsaa andre vigtige Faktorer (Fægtningens Øjemed, Trop­ pernes moralske Tilstand, Terrainet o. s. v.), der gribe bestemmende ind, og den rette Taktik fremkommer først som et Produkt af dem Alle. Vi ville derfor nu gaa over til en Undersøgelse af de ovenfor udviklede Skyde-princippers — og da nærmest Fjernskydningens Værd for Taktikken.

Som allerede sagt er Boguslawsky optraadt med stor Kraft mod disse Principper i sin «Entwickelung der Tac­tik», og vi tro derfor, at vi ikke udsætte os for at glemme nogen af de Indvendinger, der ere rejste mod disse Princippers Overførelse i den taktiske Praxis, naar vi nu følge denne anerkjendte Forfatter saa fuldstændig som muligt, Punkt for Punkt i hans Udvikling, og saa efterhaanden hertil knytte de Bemærkninger og Modgrunde, vi maatte finde Anledning til at fremsætte.

Boguslawsky’s Indvendinger mod Fjernskydningen lade sig samle under 5 Hovedgrupper, eftersom de angaa:

1) Fjernskydningens Brug i Almindelighed.
2) Misbrug af Fjernskydningen.
3) Fjernskydningen i Forsvaret.
4) Fjernskydningen i Angrebet.
5) Fjernskydning mod Rytteri, Artilleri, under For­følgningen og i den henholdende Fægtning.

Lad os først betragte Indvendingerne mod Fjern­ skydning i Almindelighed.

»Von Anfang seiner Dienstzeit an», siger Boguslawsky, «wird dem Manne eingepragt, nur dann zu schiessen, wenn er seines Schusses sicher zu sein glaubt, und er das Ziel genau auf dem Korn hat». Og Meningen hermed, tillade vi os at tilføje, er naturligvis at bibringe Soldaten den Overbevisning, at naar blot han forstaar at skyde rigtig, saa træffer Projektilet ogsaa. Et saadant Princip er sundt; thi det giver Soldaten Tillid til Vaabnet og viser ham, hvor vigtigt det er, at han efter bedste Evne søger at udvikle sine Egenskaber som Skytte og at drage Fordel af, hvad der i saa Henseende læres' ham. Men naar nu — mener Boguslawsky — Soldaten ser, at Føreren beordrer Anvendelsen af for- skjellige Viserstillinger, og han forstaar, at det, der til­ sigtes, kun er at bestrø en vis Del af Terrainet med Projektiler, saa rokkes hans Tillid.til eget Skud, «und es wird sowohl in technischer als tactischer Beziehung ein fremdartiges Element in die Ausbildung hineinge-tragen».

Var dette virkelig sandt, men Fjernskydningen alli­ gevel nødvendig, saa maatte denne Ulempe, hvor alvorlig og betydningsfuld den end er, bæres. Men Raisonnementet beroer paa en Misforstaaelse. Soldaten kan meget vel forstaa, naar det kun forklares ham paa en simpel og naturlig Maade, at den Skyttens Færdighed, der var det eneste, hvorpaa det kom an ved Skydning paa smaa Af­ stande, paa ingen Maade taber sin Betydning ved Fjernskyd­ ning, fordi den ikke længer er det ene Bestemmende. Han vil meget godt kunne forstaa, at det, som det ved Fjernskydningen kommer an paa, er at modvirke Indflydelsen af unøjagtig Afstandsbedømmelse, af Vejr og Vind, og at dette er Formaalet med de forskjellige Viserstillinger, idet der ved Brugen af dem dækkes en Flade, ikke af en hvilkensomhelst Udstrækning, thi da var det ganske vist ligegyldigt, hvor Skytten sigtede hen, og hvor hans Projektil ramte, men en Flade, der kun griber en vis begrændset Strækning ud over de Afstande, som betegnes ved Viserstillingerne. Han vil kunne forstaa, at det netop gjælder om, ikke at gjøre denne Flade bredere end nødvendigt, og at dette ene og alene kan naaes ved en omhyggelig, nøjagtig og sigtet Skydning af hver Enkelt, en Skydning, der bringer ethvert Projektil hen paa den Plads, hvor det hører hjemme som Del af det Hele, og hvor det netop bidrager sit til et heldigt samlet Resultat. Kort sagt, han vil forstaa den fulde Betydning for Fjernskydningen af det enkelte « sigtede « Skud, og denne Skydning bringer derfor ingenlunde — saaledes som Boguslawsky mener —Elementer ind i Uddannelsen, der kunne svække Mandens Tillid til Vaabnet eller hans Overbevisning om, at Skyde­ færdighed er nødvendig for ham.

De Resultater, Fjernskydningen opnaaer paa Skyde­ banerne, kunne ikke* mener Boguslawsky, overføres paa Forholdene i Felten; der maa stadig trækkes en, som han siger, «gewaltig Procentsatz« fra.

Vi maa med Hensyn til denne Indvending erindre om, hvad vi ovenfor have udviklet om Skyttens og Fø­rernes forskjellige Betydning for Fjernskydningen.

Det var Skyttens Ro og Skydefærdighed, der var det Afgjørende for, hvor dybe Nedslagsbélterne bleve; men ved vor jugerede Bestemmelse af denne Dybde, have vi allerede taget Hensyn — og især naar man husker paa, hvor langt Fjenden endnu er borte, efter vort Skjøn paa ingen Maade for ringe Hensyn —til de Momenter, der under Kampen virke forstyrrende paa Skyttens Sind. Det er derfor ene og alene af den Nøjagtighed, hvormed Træfferbeltet lægges hen over Maalet, det vil sige af Førerens Afstandsbedømmelse, at det afhænger, om der skal naaes den fulde Træfning, som Skytterne kunne skaffe, eller om Resultatet skal blive ligt Nul. Af Føreren afhænger det, om der virkelig skal trækkes en saa «gewaltig Proccntsatz» fra Skydebane­ resultaterne eller ej; men af ham afhænger det saa ogsaa, om der i et givet Tilfælde overhovedet skal sky­ des eller ej. Før han aabner Ilden, maa han naturligvis stedse overveje, om samtlige Omstændigheder ere saadanne, at der kan ventes et passende Resultat, og blandt disse Omstændigheder er Vurderingen af Afstandsbedøm­melsens Nøjagtighed ikke den mindst vigtige.

Men giver Fjernskydningen da nu virkelig ogsaa der, hvor Afstanden kjendes tilstrækkelig nøje, et Resultat af den Beskaffenhed, at det overhovedet er værdt at ofre Patroner paa det?

Det tydske Skydereglements Svar gives gjennem nedenstaaende Tabel:

Skærmbillede 2023-10-14 kl. 17.23.52.png

Det er, som man ser, betydelige Træffeprocenter,der her er Tale om; men lad Resultatet end kun væredet Halve, saa er det alligevel store Sager; og lad detvære mindre endnu, lad et Kompagni, der er under Fremrykning, paa en Afstand af 14— 1500 Alen fra Fjen­den lide et Tab af, lad os sige, kun 2 til 3 Mand, hvilkenmoralsk Indflydelse vil saa ikke alene dette have? Ogdisse Tab ville stadig voxe. Paa en 1200 Alen vil et Tabaf 8— 10 Mand pr. Kompagni være grumme ringe regnet.Men allerede dette, hvad betyder ikke det? Og lad Træf­ningen være endnu mindre! Virkningen er ikke blot, atdenne eller hin Mand er truffen; men, som Laymann ud­trykker sig: «Es wird nicht der Einzelne in der Truppeallein getroffen, in ihm ist zugleich die ganze Truppe getroffen. Denn bei jedem Geschoss, das den Einzelnen vvegrafft, ja bei jedem, welches vorbeisaust, wird immerwieder in allen Uebrigen der, Gedanke erweckt: .Dernächste Schuss kann auch Dich treffen. Alles Sinnlicheim Menschen, Alles wass dem Tode widerstrebt, wirdstets von Neuem aufgeregt und gegen die Herrschaft des Geistes, gegen das bessere Wollen in’s Feld geführt, bisdie Nerven erschüttert sind, und der Geist erlahmt schlieszlich die Herrschaft verliert. — Eine Abtheilung Soldaten ist durchaus nicht wie eine Reihe von Bäumenzu betrachten, von denen beliebig viele abgehauen wer­den können, ohne Nachtheil für die Anderen. Dieselbeist eher mit einem Hause zu vergleichen, dessen Festig­keit mit jedem Steine leidet, der herausgenommen wird.»

Og nu Krigserfaringerne, nvad sige de? Ja, de ere faa i Tal. I 1870— 71 benyttede det franske Infanteri sig vel af Fjernskydning; men det var ikke dresseret, ikke oplært dertil, og al Ildledelse manglede. Dets Skydning var, som General Zeddeler siger, «ohne Sinn und Ver­ stand», derfor ogsaa tidt uden Betydning; men naar der dog med en saadan aldeles «ungeregeltes Feuer» kunde opnaaes Resultater som dem ved St. Privat, hvor den preussiske Garde ved sin Fremrykning fra «Bois de la Cusse» mod «Amanvillers» og fra «Saint Marie aux chê­nes» mod «Saint Privat» kun naaede op paa en Afstand af mellem 700 og. 1100 Alen fra Angrebsobjekterne «mit Trümmern», «als schwache Ueberreste», med «der Angriffsgeist erschöpft» og med «den Hoden von Tausen­ den von Todten bedeckt», saa er dette et Bevis paa Fjernskydningens Betydning og ikke paa det Modsatte; og det er et Vink om, hvad der kan udrettes ved Fjernskyd­ ning, naar denne ledes med Omhu og Indsigt, selv om Maalene ikke blive saa store og fremtrædende, og Forholdene i det Hele taget ikke saa gunstige, som de vare her.

Den tydske Generalstabs Værk over Krigen 1870— 71 udtaler sig derfor ogsaa i 1. Del, 6. Hefte saaledes: «Der Vortheil auf sehr grosse Abstände schiessen zu können hat sich daher in mehreren Fällen für die In­ fanterie herausgestellt.» Og hvor det omtaler Chassepot-geværets Virkning paa store Afstande, siger det, at ligeoverfor denne Virkning var det tydske Fodfolk henvisttil omhyggelig Terrainbenyttelse; det siger, at det var Mandskabets gode Uddannelse, Førernes i Freden opfostrede Selvstændighed, der hjalp til at overvinde den uforudsete Fjernskydning, der besværliggjorde Føringenog Fægtningens Ledelse.

Ligeledes udtaler en Anmelder af Boguslawsky’s «Entwickelung der Taktik» sig paa følgende Maade: «Das Massenfernfeuer der Franzosen hat, trotz der unvoll­ kommenen Ausführung desselben, doch häufig den An­ greifer zu schleuniger und übereilter Entwickelung, ja zu einer viel zu frühen Verstärkung der Schützenlinie durch die nach vorwärtz instinktiv sich auflösenden Soutiens gebracht; und es wurde überhaupt selten möglich, an einer bestimmten Angriffsdisposition festzuhalten, da man mitunter schon auf über 1200 Schritt Entfernung vom Feinde, wo man noch Nichts von ihm sah, aber schon von seinen Geschossen erreicht wurde, sich ver­ anlasst fühlte, starke Schützenlinien geradeaus zu ent­ wickeln, denen die Soutiens nothgedrungen in derselben frontalen Richtung folgen mussten. Auch ist es be­ kanntlich vorgekommen, dass bedentende Kräfte sich gegen ganz schwache feindliche vorgeschobene Abthei­ lungen entwickelten, da man diese, in Folge ihres auf weite Entfernungen abgegebenen Massenfeuers, für be­ deutend stärker hielt, als sie waren.»Og alt dette var en Følge af Franskmandenes »sinn­ lose» Fjernskydning. Har man derfor ikke Grund til med den østrigske Oberlieutenant Grossmann at udbryde: «Welch’ ein Resultat würde das französische Infanterie-Feuer nicht geleistet haben, wenn der einzelne Soldat im Schiessen auf grössere Entfernungen methodisch ge­ schult gewesen wäre, und wenn die Truppen-Comman- danten schon in Friedenszeiten auf Grund von reglemen­ tarischen Vorschriften die Uebung erlangt hätten, das Feuergefecht jeweilig den tactischen Anfordrungen ent­ sprechend zu leiten.»

Og nu den tyrkisk-russiske Krig.

Endnu foreligger der jo kun sparsomme Efterret­ ninger; men dog ved jo Enhver, at Tyrkerne ved Plewna anvendte Infanteriild paa meget store Afstande, og at de opnaaede betydelig Virkning, saa betydelig, at Russerne maatte benytte Mørket til at nærme sig de tyrkiske For- skandsninger; og om Tyrkernes Ild ved Gornij-Dubniak siger General Zeddeler: «Allerede paa en Afstand af 3000 Skridt begyndte vore Tab, fra omtrent 2000 Skridt bleve de allerede følelige, og paa endnu kortere Afstande faldt der paa sine Steder en saadan Mængde Bly, at Enhver, som ikke selv har været i en Ild som denne, umulig kan gjøre sig nogen Forestilling om dens Magt». Og dog var der ingen virkelig Udledelse hos Tyrkerne; dem kom det simpelthen an paa at overstrø Terrainet med Bly; men denne meningsløse Skydning tjener, som General Zeddeler ogsaa siger, baade som Bevis for Fjern­ skydningens Betydning og Tyrkernes slette Uddannelse.

Vil man derfor søge Resultater med Hensyn til Virk­ningen af Fjernskydningen i Erfaringerne fra de sidste Krige, saa maa man vel være enig med Boguslawsky i, at «gode» Erfaringer ligge ikke for, men uenig med ham i, at de Erfaringer, der haves, tale mod Fjernskydningen; de tale derimod, efter Alt, hvad vi kunne se, med høj Røst for Skydning paa lange Afstande. Kun maa man rigtignok ikke, som det synes at Boguslawsky gjør det, forlange «eine durchschlagende Wirkung» af Fjernskyd­ningen. Men denne Boguslawsky’s Fordring staar i Sam­ menhæng med en Sætning, hvortil han atter og atter kommer tilbage, den nemlig: at Fjernskydningen virker skadelig ind paa Nærskydningen. Ja, han polemiserer hele Tiden, som om Fjernskydningen ligefrem udelukkede Nærilden, var dennes erklærede Modstander.

Var dette sandt, ja saa var der virkelig Grund til at holde sig saa meget som muligt borte fra Fjernskyd­ ningen; thi denne skal, for at bruge Horsetzky von Hornthal’s Ord, aldrig være andet end et Plus til Skyd­ ningen paa nære Afstande. Det vil altid vedblive at være Nærilden, o: Ilden i de raserende Baners Belte og paa de Afstande, der ligge dette nær, som bliver det Principale. Det er paa disse Afstande, at Afgjørelsen maa falde; og var Fjernskydningen derfor ikke en Hjæl­ per for Nærskydningen, men tvertimod dennes Nedbryder og Ødelægger, ja saa havde Boguslawsky Ret, saa maatte en sund Taktik trods alle lokkende Raisonnementer og Forsøgsresultater.bede sig meget fritaget for Skydning paa de store Afstande.

Men hvor tidt og i hvor forskjellige Former Bogus­ lawsky end gjentager denne Paastand, leverer han dog intetsteds Beviser. De Resultater, man i saa Henseende kan naa til, og det alene ved Tænkning, maa tvertimod sige En, at naar Fjernskydningen blot ikke misbruges, men kun anvendes, hvor Fægtningens taktiske Karakter og de andre konkrete Omstændigheder tale derfor, og da ikke gives fri, men bliver i Førernes Haand, saa er den et uvurderligt Supplement til Nærskydningen og ikke dennes Fjende eller F'ortrænger. Men man behøver ikke at blive staaende ved Raisonnementet. De to sidste Krige, paa hvis almindelige Resultater man jo skulde tro, at Boguslawsky grundede sin Sætning, vise netop — saa forekommer det i det mindste os — , at den er urigtig. Saaledes kunde f. Ex. den preussiske Garde hverken foran «Amanvillers» eller «Saint Privat» naa ind over en 6— 800 Skridt, og Boguslawsky siger selv etsteds, at Franskmændenes lid først begyndte at blive virksom paa 5— 600 Skridt, og at paa 400 Skridt tvang den Tydskerne til at lægge sig ned. Altsaa trods det, at Franskmæn- dene skøde paa store Afstande og skøde meget her, saa blev deres Ild dog ikke svagere, men tvertimod stærkere og mere ødelæggende, jo nærmere Tydskerne kom. Det er ganske vist umuligt at bevise, at Nærilden overalt varlige saa kraftig, som den vilde have været, om Fjern­ skydningen ikke var gaaet forud; men det Modsatte kan ikke heller bevises, og aller mindst lader der sig præ­ stere Bevis for, at den supponerede Tilvæxt i Kraft vilde have endog blot ekvivaleret Fjernskydningens Resultater, noget, der ogsaa, naar henses til det ovenfor Udviklede, er i højeste Grad usandsynligt. I hvert Tilfælde, ødelagt var Franskmændenes Nærild ikke. Og ligedan i den russisk-tyrkiske Krig. Trods Alt, hvad Russerne lede ved Fjernskydningen, saa voxede dog deres Tab ganske enormt, jo nærmere de kom — saaledes som vi ovenfor citerede det efter General Zeddeler — , og Ilden blev efterhaanden en sand «Helvedesild». — Er der nu Nogen, der ikke blot har brugt, men endogsaa i højeste Grad misbrugt Fjernskydningen, saa er det Tyrkerne; men tør man sige, at dette har virket skadelig ind paa deres Nærskydning? — Ingen kan vist falde paa at sige, at Tyrkerne havde bedre Ilddisciplin end Fransk- mændene; de skøde tvertimod paa vanvittig store Af­ stande og ganske anderledes ins Blaue hinein end disse, og dog var deres Nærild endnu mere virksom end Fransk- mændenes ofte var det. Taler dette for Boguslawsky? Eller maa det ikke snarere forklares af, at Franskmændene ofte havde besat Chaussegrøfter, massive Bygninger eller Mure, kort sagt Terraingjenstande, mod hvilke det tydske Artilleris Virkning netop var saa voldsom som muligt, saaledes at alene denne bragte de rystede Fransk- mænd til at vige, naar det kom til Attake, medens Tyr­kerne derimod laa bag Jordværker og bag kunstige Blen­ deringer, mod hvilke det russiske Artilleris Ild kun virkede temmelig svagt?

Men, siger Boguslawsky, Fjernskydningen vil ikke faa den hyppige Anvendelse, som dens Forsvarere tro; thi «man wird eben so selten wie möglich . . . . die so oft erwähnten, sanft abfallenden Höhen angreifen. Es werden vielmehr die Gefechte im waldigen oder durch­ schnittenen Gelände nicht aus der Welt zu schaffen sein.» Og et andetsted siger han: «Die Orts-und Waldgefechte werden weiter existiren, wie sie 1870— 71 wieder er­ schienen, trotz vorhergegangener gegentheiliger Behaup­tung.»

Der er nu ganske vist Ingen, der kan fortænke Angriberen i, at han søger det mest gjennemskaarne Terrain for at lide saa lidt som muligt under sin Frem­ rykning; men man maa ogsaa huske paa, at strategiske Hensyn kun sjeldent ere i den Grad udelukkende be­ stemmende, at det ikke som oftest skulde staa Forsva­ reren frit for, om han vil levere Slag en Mil eller to længer frem eller tilbage, naar han derved kan opnaa en fordelagtig Ildposition. Det er som oftest ikke Angriberen, der naturligvis helst søger det kouperede Terrain, men derimod Forvareren, der jo netop søger det overskuelige, som siger: »Her skal Slaget staa».

Men naturligvis, hvor Fjernskydning ikke kan anvendes, der anvendes den ikke; den Ting er simpel nok; og det hele Argument, forekommer det os, kan kun fremføres af den, der — som Boguslawsky — mener, at Fjernskydning og Øvelse deri udelukker en virksom Nærild.

At Boguslawsky ogsaa anfører det store Ammunitions- forbrug og Vanskeligheden ved Tilførsel af Ammunition under en Fægtning som Argument mod Fjernskydningen, er en Selvfølge. Om end sikkert Betydningen af hele dette Ammunitionsspørgsmaal i Almindelighed i høj Grad overdrives, kan det ikke nægtes, at man her staar over­ for et vanskeligt Punkt, et Punkt, der dog til Syvende og Sidst bliver et rent Organisationsspørgsmaal, i det Øjeblik det af andre Grunde er givet, at Fjernskydning ikke blot er berettiget, men nødvendig. Vi skulle derfor ikke gaa nærmere ind paa dette Spørgsmaal her; vi ville senere komme tilbage til det.

Derimod skulle vi med et Par Ord omtale den »in­ direkte Ild», hvorved der, jo forstaaes Beskydning af et usynligt Maal, idet man gjør Regning paa ved Djælp af Projektilbanernes forholdsvise Stejlhed paa det sidste Stykke i Nærheden af Maalet at kunne feje langs med Bakkernes bortvendende Skraaninger og træffe Maal, der findes bag dem. Det hele Skydeprincip er jo forresten noksom bekjendt fra Artilleriet.

Mod denne indirekte Ild optræder nu Boguslawsky. »Es ist», siger han, »ein Beispiel, dass man håufig die Technik fur Tactik nehmen kann, wenn man nur mit den Leistungen des Gewehres rechnet.» — Vi tro, at man paa dette Punkt maa slutte sig, om ikke ganske, saa dog for en Del til Boguslawsky. »At ville indføre indirekte Ild som en almindelig, hyppig anvendelig Ildmaade, er sikkert at overvurdere det Tekniske, at tage for lidet Hensyn til, hvad der er praktisk anvendeligt i Felten overfor Fjenden. Det tydske Skydereglement omtaler heller ikke indirekte lid med et eneste Ord. I Tydskland er dens Anvendelse altsaa ikke reglemen­teret.

Se vi derimod paa de Grunde, Boguslawsky,an­ fører til Forkastelsen af den indirekte Ild, da kunne vi rigtignok ikke tiltræde dem.

«Dieses Feuer», siger han, «verlangt eine vollständig ideale, aus lauter scharfdenkenden Leuten gebildete Truppe», og han er sikkert ført til denne Sætning der­ ved, at han mener det nødvendigt, at hver enkelt Mand forstaar, hvad det er, der sker, forstaar, paa hvilket Princip den indirekte Ild baseres; thi han taler i næste Sætning om den komplicerede Instruktion, den Menige maatte have, om han skulde kunne anvende indirekte Ild. Men denne den Meniges Forstaaelse af, hvad indirekte Ild er, er ganske overflødig. Ham behøver man kun at siger, hvad han bilder sig ind at kunne forstaa meget vel, at de Kugler, der gaa ovenover en Bakke, slaa i Jorden bagved, og hvis der staar Tropper derhenne, da kan ramme dem. Mere behøves ikke; alt det andet er Udledelsens Sag.

Vi for vort Vedkommende ere derimod imod den indirekte Ild, fordi det vil være saa overordentlig sjældent, at den vil være paa sin Plads, at man ogsaa langthellere da maa undvære den der end se den anvendt paa urette Sted og urigtig Maade; og dette vilde sikkert ofte blive Tilfældet, om den indførtes som noget Almindeligt, noget Reglementeret. Den Lejlighed, der ikke tilbød sig, den vilde Folk søge, eller rettere sagt, Folk vilde tro, at den tilbød sig; og mangen Patron vilde blive spenderet paa en i og for sig saa tvivlsom Ting som denne «indi­ rekte Ild». Er den derimod ikke indført som reglemen­ teret og almindelig, vil den maaske ikke blive anvendt enkelte Gange, hvor der virkelig kunde være god Brug for den; men til Gjengjæld vil den heller ikke blive mis­ brugt, men virkelig være paa sin Plads de yderst faa Gange, hvor den vil komme til Anvendelse.

Men bør man end saaledes ikke selv tilstræbe nogen indirekte Ild, saa bør man dog vel vogte sig for Fjen­dens, og det ikke blot hans virkelige, bevidst afgivne «indirekte Ild», men ogsaa den Ild, der gaar over det Maal, den skulde ramme, Ilden i Skydebelternes ydersle, den fjendtlige Ildlinie fjerneste Dele. — Enhver Kompagni­chef, enhver Fører bør aldrig lade den ude af Betragtning ved Føringen, hvor det blot er ham muligt at tage Hensyn til den.

Ja, mener Boguslawsky, overalt, hvor jeg vender mig hen, svarer man mig med det magiske Ord: Udledelse. Men er Ildledelsen da ogsaa altid mulig, «ist es nicht vielmehr unsere Aufgabe, den Mann nach so einfachen Regeln zu erziehen, dass er im Stande ist, auch wenn sein Offlcier oder Unterofficier gefallen, richtig weiter zu fechten?»

Det vilde ubetinget være det simpleste og rig­ tigste. Men at forkaste Fjernskydningen og den in­ direkte Ild af den Grund, at de ikke kunne gaa uden Ildledelse, det vilde dog være for meget forlangt, naar det var godtgjort, at den ene eller anden eller maaske begge iøvrigt vare ønskelige, ja nødvendige. Og der er jo ikke — allermindst naar man skal tro Bogus- lawsky’s egne Ord om Virkningen af Fjernskydningen — nogen Grund til at tro, at Tropperne saaledes ville have mistet deres Førere allerede paa saa store Afstande som dem, hvorom her er Tale. Boguslawsky er selv ingen Foragter af Ildledelse, kun vil han føre den ind paa Nærskydningens Omraade; men her er den rigtignok, hvad vi allerede have omtalt ovenfor, fuldkommen umulig; her maa al Skydning ganske overlades til den Menige,og det hvad enten Føreren er falden eller ej.

Skal der nu imidlertid skydes paa Afstande ud over en 6— 700 Alen, saa er Boguslawsky i hvert Tilfælde modAnvendelsen af flere Viserer og det af 3 Grunde.

For det Første for Folkenes Instruktions Skyld. (Om denne Indvending have vi allerede talt.)

For det Andet fordi det ikke er let at vide, hvor Grændselinien ligger mellem Brugen af eet og af flere Viserer. — Ganske vist, dette er tildels en Skjønssag; men skulde Føreren endelig gribe galt, saa er Ulykken jo ikke større. Her er jo kun Tale om Terrainet i Nær­ heden af Grændselinien, hvor Resultaterne ikke ville blive saa grumme forskjellige. Man kan trygt overlade dettetil Førernes bedste Skjøn.

For det Tredie endelig fordi «flere Viserstillingersinke ilden»

I den Form, hvori denne Indvending er fremsat her,er den uberettiget. Det er jo ikke hver enkelt Mand, der skal bruge 2 Viserer og derfor stille Viseret 2 Gange; den enkelte Mand skal tvertimod stille sit Viser lige, hvad enten Alle have Viser 900 Alen, eller Halvdelen 900, Halvdelen 1000 Alen, og det kommer jo heller ikke an paa, om der er en Mand eller to mere eller mindre i den ene eller den anden Gruppe; men des­ uagtet rører Boguslawsky her ligesom en passant ved et Spørgsmaal af overordentlig Vigtighed, et Spørgsmaal, som vi skulle komme tilbage til i næste Afsnit.

Det selv samme Argument, som vi nylig anvendte mod reglementarisk Indførelse af «indirekte Ild», an­vender Boguslawsky mod al Fjernskydning. Lad ogsaa være, mener han, at det virkelig ved enkelte Lejligheder kunde være fordelagtigt at anvende Fjernskydning, saa vil den dog ofte blive misbrugt, foruden at den vil skade Uddannelsen og Skydningen paa de korte Afstande. Alene af den Grund, at en Ting kan misforstaaes og misbruges, kan man imidlertid virkelig ikke forkaste den. Hvor er den Ting, man ikke kan misforstaa eller mis­ bruge? Nej, skal Noget forkastes af Hensyn til mulig Misbrug, saa maa den Nytte, det kan gjøre, naar det anvendes rigtig, være forsvindende i Forhold til den Skade, det kan gjøre ved Misbrug, og der maa være megen Sandsynlighed for Misbrug. Det var netop det, som efter vor Mening var Tilfældet med den indirekte Ild, og det er det, som efter Boguslawsky’s Mening er Tilfældet med al Fjernskydning. Dennes Nytte var jo, selv hvor den kun anvendtes taktisk rigtig, efter hansMening grumme ringe; intet Under derfor, at for hans Betragtning vipper Nytten op, naar den mulige Skade lægges i den anden Vægtskaal, og det endda slet ikke Skaden for Uddannelsen og for Nærskydningen, men kun den Skade, der er en Følge af Misbrug i Betydning «overdreven Brug». Men da det ved al Fjernskydning er Førerne, der skyde med Skytten som Medium, saa maa man ogsaa søge Garantien mod Misbrugen, Garan­ tien for den rette Brug hos Føreren. Boguslawsky stoler ikke paa Førerne i saa Henseende; men det forekommer os, at man maa kunne dette, saa længe der kun er Tale om at beskyde synlige Maal, og det saa meget tryggere, som en fjernskydende Afdeling aldrig kan være under en Deling stærk, men tverlimod i det langt overvejende Antal Tilfælde vil være paa mindst et Kompagni, i hvert Tilfælde altid kommanderet af en Officer, og af enhver Officer maa man — NB. naar han er opdraget dertil og har sine bestemte, reglementariske Forskrifter at holde sig til — kunne forlange saa megen Omtanke og taktisk Begreb, at han kan lede og anvende sin Afdelings Fjern­ skydning paa rette Maade. Det er reglementariske For­skrifter og Øvelser i at anvende disse, der skulle give ham denne Evne. Forøvrigt maa man huske paa, at, som den ovenfor omtalte Anmelder af Boguslawsky’s Bog siger, Fjernskydningen finder sin Hovedanvendelse i Sla­get og kun undtagelsesvis i Kamp mellem mindre Af­delinger. Væsentlig kun i de større Træfninger vil Terrainet være saaledes beskaffent, at det tilsteder An­ vendelse af Fjernskydning, og her er der jo aldrig Tale om andet, end at det er Bataillons- eller Kompagni­ chefen, der — rigtignok tildels med de underordnedeFøreres Hjælp — leder Fjernskydningen efter eget Tykke, slipper den løs og standser den alt efter sit taktiske Skjøn, og det maa dog vel kunne overlades til en Ba­taillonschefs eller Kompagnichefs taktiske Skjøn, om Fjernskydningen bør anvendes eller ej i de Tilfælde, der komme for. Mindre Misbrug ville naturligvis aldrig kunneundgaaes; men de ere ogsaa uden Betydning.

Vi ville nu dog imidlertid ingenlunde nægte, at Fjernskydningen kan misbruges; men som sagt, det er Reglementernes og Fredsøvelsernes Sag at klare, hvad der er ret Brug, og hvad der er Misbrug. Fjernskydningen er paa sin Plads, siger det tydske Skydereglement, «wennder voraussichtliche Patronen-Aufwand im richtigen Ver- hältniss zu dem zu erwartenden Erfolge steht und im Hinblick auf die Gefechtslage und die verfügbare Munition verantwortet werden kann".

Vi ville nu i al Korthed se, hvor vidt Fjernskydningen taktisk set er paa sin Plads i Fægtningens to taktiske Hovedformer, i Angrebet og i Forsvaret.

Hvad nu først Angrebet angaar, saa kunne vi fuldtud tiltræde Boguslawsky’s Anskuelse, at i det Hele og Store hører Fjernskydningen ikke hjemme her; den er An­grebets Aand imod. Forsvareren er paa ethvert Punkt Angriberen overlegen i Ildvirkning, og det desto mere, jo længre de to Modstandere endnu ere fra hinanden. Forsvareren ligger i dækket Stilling med forberedt Leje for sit Gevær, og som oftest kjender han Afstandene til forskjellige Punkter i Terrainet. Det maa saaledes netop blive Angriberens Opgave, saa snart som muligt at kommesaa nær, at han ved Hjælp af sin numeriske Overlegenhed kan ikke blot neutralisere disse Forsvarerens Fordele, men endog gjøre sin Overmagt gjældende.. Enhver staaende Skydefægtning paa store Afstande er derfor i Angriberens Disfavør. I Princippet maa den undgaaes. Al Fjernskydning gjør, som Boguslawsky siger, Angrebet «langsam und schwerfällig». «Die Kraft des Angriffs verpufft sich. Stockung und Nichts als Stockung würde' die Folge solcher Tactik sein.» «Was aber das Schlimmste ist, es werden häufig schwache Kräfte sein, die den Angreifer derart in Schach halten.» Og længer fremme: «Die Infanterie muss aber vor Allem nicht die moralische Kraft des Angriffs einbüssen, bis in den Nahbereich vorzugehen und dort mit voller Muni­ tion und mit dem Willen einzutreten, die Vorbereitung zum Sturm durch ein Feuergefecht durchzuführen.»

I Princippet bør saaledes al Fjernskydning banlyses fra Angrebet som dettes Natur og Aand imod; derom ere vi fuldstændig enige med Boguslawsky. Men ved Princippets Overførelse i Praxis maa der ikke desto mindre, saaledes som vi senere skulle se, tages visse Hensyn, indrømmes Fjernskydningen et vist begrændset Omraade, dog stadig under tilbørligt Hensyn til Angrebets Hovedtanke.

Havde Fjernskydningen nu Intet at gjøre med Angrebet, saa er den til Gjengjæld ret hjemme, ret paa sin Plads i Forsvaret. Som ovenfor sagt, Skytterne ligge ned, have Støtte for deres Geværer, frembyde kun ringe Maal for Fjenden, ligge derfor forholdsvis sikkert, og deres Sind er atter som Følge heraf nogenlunde roligt. Føreren har sine Folk om sig; han kan tildels aabne og standse Ilden efter Behag, og i det Hele taget lede den saa godt, som dette overhovedet kan gjøres; han kjen- der maaske endog — i det mindste tilnærmelsesvis — Afstandene til de vigtigste Punkter i Terrainet. Kort sagt, Alt er her saa godt som muligt for Fjernskydnin­gen, og saa godt, at i det mindste vi vilde anse det for en taktisk Fejl ikke at anvende Fjernskydning saa ofte som muligt, ikke at opstille Fjernskydningen som en Regel, som Noget, der bør stræbes hen til i Forsvaret. Kun maa man ikke anlægge en fejlagtig Maalestok paa Fjern­ skydningens Nytte. Nogen afgjørende, «durchschlagende» Virkning kan man ikke vente. Der er kun Tale om en Forberedelse til Afgjørelsen; men ved denne Fjern­ skydning forberedes som ovenfor udviklet paa mange Maader Chancerne for et heldigt Udfald af «selve Af­ gjørelsen».

Og her er Boguslawsky da heller ikke helt mod Fjernskydningen. Han anerkjender dens Berettigelse i Forsvaret, men — som Undtagelse og kun til en Afstand af 9— 1100 Alen (6— 700 M.).

Man kan anvende Fjernskydning indtil denne Af­stand, siger han; man kan gjøre det «ohne sich gegen den Geist guter Tactik zu versiindigen»; men man vil gjøre bedre i ikke at gjøre det..

Og atter er det Tanken om, at Fjernskydningen skal ødelægge og umuliggjøre en fuld Virkning af Nærskydningen, der dukker op i denne Udtalelse. Boguslawsky vil gjemme sin Ild saa længe, indtil has kan opnaa eine «plötzliche Erschütterung, ja eine Vernichtung des Gegners«. «Das Schweigen unserer Feuerrohre», siger han, «wird dem Feinde mehr Respect einflössen als das weite Massenfeuer.» En saadan Taktik kan imidler­ tid være ypperlig overfor store choquerende Ryttermasser; de kunne nemlig ingen Skade gjøre, før de ere helt inde; men jo nærmere det angribende Fodfolk kommer, desto mindre kan Forsvarerens Skydning bøde paa hans Underlegenhed; thi desto mere kan Angriberen, som Boguslawsky selv siger, «drage Fordel af sit Baglade- vaabens offensive Kraft», desto mere forandres hans nume­ riske Overlegenhed til Overmagt.

Om Fjernild mod Rytteri udtaler Boguslawsky sig paa følgende Maade:

«Man muss zugestehen, dass wo die Cavallerie er­ scheint, sie auch ein Ziel darbietet. Reitet sie aber zum Angriff an, wird dies in einem für die Infanterie bedencklichen Augenblich geschehen, und dann wird zur Anwendung von Massenfeuer mit verschiedener Visir- stellung selten Zeit oder Gelegenheit sein, vielmehr wird man den Gegner — nach unserem Geschmack sogar auf 200 Schritt — näher herankommen lassen, um ihn möglichst sicher abzuschlagen. Es bleibt also evolu- tionirende oder haltende Cavallerie, und diese allerdings würde ein passendes Ziel für weites Massenfeuer dar­ bieten .... Oft freilich wird es vortheilhafter sein, das Feuer auf weite Entfernungen auch in diesem Falle nicht zu eröffnen, vielmehr die Cavallerie möglichst in ein nahes, wahrhaft vernichtendes Feuer hineinzulocken. Gross werden die Resultate des weiten Massenfeuers auch hier nämlich nicht sein, denn die Cavallerie wird sich demselben in schnellster Gangart in der Regel zu entziehen wissen.»

Disse Bemærkninger forekomme os i det Hele taget sande og udtømmende; men de vise da ogsaa, at Fjern­ skydningen, rigtig anvendt, netop er paa sin Plads overfor Kavaleri; naturligvis dog ikke fra den Afdeling, mod hvilken det rider frem til Angreb.

«Die Artillerie», siger Boguslawsky, «wird auf die Schussweite von 700—900 Schritt allerdings stets ein passendes Object darbieten. Es ist jedoch sofort daran zu erinnern, dass eine feuernde Batterie in Wahrheit ein so grosses Ziel gar nicht bietet, als man gemein­ hin glaub».

Derimod udtaler Boguslawsky sig mod Fjernskydning mod Artilleri paa store Afstande. Hans Grunde herfor’ere:

1) At det fyrende Batteri danner for lille et Maal.

2) At Infanteriets Ild, særlig naar den afgives paa over 1500 Alen, ingenlunde vil medføre saa betydelige Tab af Mandskab, at Artilleriet af den Grund skulde være nødt til at standse sin Ild.

«Im Gegentheil», siger han, «glauben wir, ,dass eine Batterie gegen eine Compagnie das entschiedene Ueber-gewicht behalten würde, falls ein solches Duell ohne andere Einwirkungen einmal zum Vollzüge käme». Og han anfører som Grundlag for denne sin Tro nogle Kapskydningsforsøg, der afholdtes i Spandau 1873 mel­lem 228 Mand Fodfolk, bevæbnede med apterede Ziindnadelgeværer (altsaa e: mindre godt Vaaben end det Gevær, den tydske Hær nu har) og en Artilleristyrke paa 4 Kanoner, der fyrede med Shrapnels. Maalet var først en Skive, der forestillede 4 Stykker Skyts, og der­ efter Skiver, der forestillede Infanteriafdelinger. Afstan­ dene vare ubekjendte. Resultatet viste, at Artilleriet var i afgjort Overlegenhed ved en saadan Kapskydning.

At det Maal, et opkjørt Batteri danner, ofte er min­ dre, end de Fleste tro, er ganske rigtigt. Noget er der jo dog som oftest at se. Men selv om Skytset er nok saa godt skjult, saa ses Blinket og Røgen, naar det fyrer, og derved viser det tydelig sin Plads og kan nu meget godt bruges som Maal, saa meget mere, som ved­ kommende Skytter jo helst slet ikke skulle sigte paa Kanonerne, men for Sideafvigelsens Skyld et godt Stykke til den ene eller den anden Side af dem.

Den af Beguslawsky omtalte Kapskydning taler efter vor Mening for og ikke mod Infanteriets Fjernskydning mod Artilleri. Havde et eneste Kompagni Infanteri opnaaet bedre Resultater mod de selv samme Skiver end Artilleriet, saa vilde dette, som den gjentagne Gange omtalte Anmelder af «Entwickelung der Tactik» siger, kun have viist, at lette Batterier for saa vidt vare over­ flødige, som de kunde erstattes af Infanteri, og at Ar­tilleriet derfor for Fremtiden fortrinsvis skulde lægge Vægt paa svært Kaliber. Bedre Resultater end Ar­ tilleriet har Infanteriet nu imidlertid ikke opnaaet, fort­ sætter den samme Anmelder, hvis Ytringer vi ganske kunne tiltræde; men de Resultater, det har naaet paa«ganz unbekannte» Afstande, vise, at et Kompagni, der staar ligeoverfor et Batteri paa en Af­ stand af 12— 1500 Alen (1000 M.), kan tvinge Batteriet til at trække sig ud af Ilden; og paa endnu større Afstande ville Tabene altid blive følelige, under heldige Omstændigheder afgjørende. V i skulle i saa Henseende — blot som et Exempel — erindre om det Tab ved Infanteriild, som Gardeartilleriet led foran «Saint Privat» baade i sin første Stilling ved «Habonville» og senere og særlig om det 3. lette og 4. svære Batteris Tab ved Skydning paa 2000— 2500 Alen.

Men hertil kommer, hvad der er Hovedsagen, at det fjerntskydende Fodfolk jo saa godt som aldrig vil komme til saaledes at duellere med Modstanderens Ar­tilleri, men kun træder op i Kampen mod dette som Hjælpevaaben for eget Artilleri, og kun sjeldent vil kunne tages under alvorlig Behandling af det fjendtlige Artilleri, fordi dette er beskjæftiget paa helt andre Maader, navnlig saa længe den gjensidige Artillerikamp føres.

Under Forfølgning indrømmer Boguslawsky Fjern­ ilden en betinget Berettigelse, dog ikke gjerne paa Af­ stande udover 8— 900 Skridt. Vi skulle senere komme tilbage til dette Spørgsmaal.

I den henholdende Fægtning indrømmer han lige­ledes Fjernskydningens Berettigelse, dog kun indtil en 5— 700 Skridt.

Vi tro, at denne Grændse er for snever.

En henholdende Fægtning, der skal føres uden for store Tab, maa ofte søge ud til en 1100 Alen. For Angriberens Vedkommende vil saaledes henholdende Fægtning paa saadanne Afstande ofte komme til An­vendelse paa store Strækninger som nødvendig for at skuffe Forsvareren med Hensyn til det virkelige Angrebs­ punkt.

Vi ville nu i det Følgende gaa over til en nærmere Omtale af saavel Nær- som Fjernskydningens Ordning og Ledelse, og vi ville her holde os til de to taktiske Hoved­ former: Forsvar og Angreb, og det ikke blot, fordi disse Hovedformer saa at sige ere Normer, hvortil enhver Fægtning til Slut kan føres tilbage, men ogsaa fordi den stadig bedre Forstaaelse af Vaabnenes Natur vil medføre, at al den bølgende Kamp, der ikke er til Fordel for Nogen, men tvertimod til Skade for begge kæmpende Parter, mere og mere indenfor hvert enkelt Felt af Valpladsen vil gaa over til «rent Forsvar» eller «rent Angreb». Dette vil i det mindste blive Tilfældet i «Slaget», hvor — naar henses til de stærke Sikrings­dele foran Fronten — alt pludseligt Sammenstød maa siges at være umuligt eller i hvert Tilfælde overordentlig sjeldent.

Skærmbillede 2023-10-14 kl. 17.48.51.png

Hvad enten et Forsvar føres over hele Linien eller kun paa enkelte af Valpladsens Felter, saa er det dets Formaal ved Hjælp af forholdsvis ringe Kræfter at hindre Fjenden i at trænge ind i den valgte Stilling.

Ilden er det eneste Middel, Forsvareren har til sin Raadighed, til at naa dette Maal.

Forsvarets ledende Tanke maa derfor være, til en ­ hver Tid at drage den størst mulige Fordel af det disponible Antal Geværer, hvad det opnaaer gjennem Løsningen af 2 forskjellige Arter Opgaver.

Første Gruppe omfatter Troppernes Inddeling, Op­stilling efter Terrainet samt selve Stillingens Forberedelse.

Anden Gruppe omfatter den bedst mulige Regulering og Ledelse af Ilden fra det i Øjeblikket engagerede Antal Geværer.

Det ligger udenfor denne Afhandlings Formaal atbehandle den første af disse to Grupper Problemer, hvor­ imod det er den sidste, der skal være Gjenstand for nedenstaaende Betragtninger.

Maa Forsvareren end vente sig en større og større lidvirkning, jo nærmere Angriberen kommer ham, saa maa han paa den anden Side ogsaa huske paa, at netop denne samme Nærmelse medfører, at efterhaanden som Forsvareren og hans Stilling viser sig tydeligere og tydeligere for Angriberen, blive ogsaa Chancerne ved selve den staaende Skydefægtning gun­ stigere og gunstigere for denne.

Det bliver derfor Forsvarerens Opgave, samtidig med at han stadig sikrer sig at have tilstrækkelige Kræfter tilovers til Hovedsagen: en kraftig Beskydning af Angri­beren, medens denne er under Bevægelse indenfor de raserende Baners Belte, tillige efter bedste Evne at hindre eller forsinke Udviklingen af stærke fjendtlige Geværlinier paa nære Afstande, og som vi saa i forrige Kapitel, er Midlet hertil «Fjernskydning».

Det Terrain, hvorover Angriberen skal rykke frem, kan med Hensyn til Forsvarerens Ild deles i to Belter:

1) et Nærskydningsbelte, der strækker sig fra selve’ Stillingen til omtrent 600 Alen foran denne. Det er de raserende Baners Belte, og

2) et sig hertil sluttende Fjernskydningsbelte fraj 600 Alen og udefter.

Dette sidste Belte falder atter i 2 Dele, eftersom Angriberen er saa nær, at Forsvareren kan beskyde ham med Udsigt til god Virkning, hvilken Formation han end indtager, eller eftersom Maalene maa være af en vis Størrelse, for at der kan være en saadan Udsigt.

Grændselinien mellem dette indre og ydre Fjernskydningsbelte falder ifølge det tydske Skydereglement paa omtrent 700 M. = 1100 Alen.

Vi ville først omtale disse to Fjernskydningsbelter.Det er naturligvis forskjelligt for hvert enkelt Til­ fælde, hvor meget af disse der ligger under Forsvarerens Skud.

Vi ville imidlertid her nøjes med at betragte det Tilfælde, hvor Størstedelen af det indre og noget af det fjernere Belte ligger under Skud, idet dette Tilfælde vel, er det hyppigst forekommende og det, ved hvis Betragt­ ning alle Muligheder udtømmes.

Den franske «Manuel de tir» siger, hvor den omtaler Afstandsbedømmelse:

«Lorsq’une troupe chargée de la défènse d’une po­ sition a du temps devant elle, le commandant, avant l’apparition de l’ennemi, étudie avec soin le terrain avoi­ sinant, fait mesurer avec la plus grande exactitude les distances des points..de passage importants, et les fait repérer de manière à éviter toute confusion et toute fausse indication. II emploie pour cet usage des buttes de terre, des pierres, des perches, des jalons, des bou­ chons de paille etc., et a soin de les masquer du côté de l’ennemi, pour que celui-ci ne puisse pas les utiliser.»

Det vil af det i forrige Afsnit Udviklede være klart, at en saadan Opmaaling af det foran Stillingen liggende Terrain ikke er nogen absolut Betingelse for Fjernskyd­ningens Anvendelighed. Det, der krævedes, var kun en vis Kjendskab til Afstandene, saaledes at man sikrede sig, at Maalet kom til at ligge indenfor Nedsiagsbellei- og helst igjen indenfor det snevrere Belte, der omfattede den bedste Halvdel af Skuddene, og det Middel, hvorved man ifølge det tydske Skydereglement søgte at raade Bod paa en mindre nøjagtig Afstandsbedømmelse, var Anvendelsen af flere Viserer med deraf resulterende kom­binerede Træfningsbelter.

Men , som ogsaa der fremhævet, naar den Tid, hvori der kan skydes, og Skytternes Antal er givet, vil man opnaa et desto bedre Resultat, jo færre Viserer man behøver at bruge, o: jo nøjere man kjender Af­standen.

Derfor er det ogsaa, om end ikke bydende nød­ vendigt, saa dog i hvert Fald særdeles heldigt, om de forskjellige Afstande til de vigtigste Punkter i Terrainet kjendes, saaledes som «Manuel de tir» forlanger de.

Saa længe Angriberen endnu er i det yderste Fjernskydningsbelte o: over en 1100 Alen borte, ville de Punkter, som det saaledes kommer an paa at kjende Afstanden til, rimeligvis kun være faa i Tal. Der er ingen Sandsynlighed for, at det flade, overskuelige Ter­ rain strækker sig saa langt frem foran Stillingen, at detpaa Afstande af 13— 1400 Alen eller mere skulde ligge helt eller blot for en større Del aabent for Forsvarerens Ild. Af den Slags Terrain findes der sikkert ikke meget. Men selv om det fandtes, selv om Forsvareren ogsaa ganske kunde beherske Terrainet paa disse store Af­ stande, saa vilde der, for at et nogelunde godt Resultat (Tabsresultat) paa alle Punkter kunde naaes, kræves et langt større Antal Skytter, end Forsvareren sandsynligvis kan raade over; der vilde kræves flere Etager Ild. For­svareren bør derfor altid, hvad jo forresten Forholdene af sig selv — man kan næsten sige uden Undtagelse — nøde ham til, paa disse Afstande indskrænke sig til at tage saadanne Punkter under sin Ild, som baade have den Egenskab, at afgive iøjnefaldende Maal, og den, atvære Steder, hvor det maa anses for givet, at Fjenden enten maapassere eller tage Stilling i. I dette ydre Fjernskydnings- belte gjælder det derfor kun om at faa Afstanden at vide til denne specielle Slags Punkter. Og hertil maa anvendes et af de i forrige Afsnit omtalte Hjælpemidler eller, hvor der haves Tid, Skridtning.

Anderledes stiller Sagen sig i det indre Fjernskydningsbelte.

Kan end den yderste Del af dette ikke altid over­ skues helt og holdent, saa vil der dog stedse være forholdsvis mange Punkter i det, som Forsvareren kan faa under sin Ild, og som han ligeledes har Kræfter nok til at beskyde, og den nærmeste Del af det vil med den Forudsætning, vi her have gjort, aUid i det Hele og Store ligge aabent for hans Skud, saa at han her kan lade sin lid uafbrudt følge Fjenden under dennes Avancering mod Stillingen.

For imidlertid at kunne gjøre dette med Virkning, maa Forsvareren stadig kunne kontrollere og rette sine Viserstillinger, og han maa derfor mærke sig Afstanden til saadanne Terraingjenstande og Punkter, som der er Sandsynlighed for, at Angriberens forskjellige Dele ville komme til at passere.

Da det for Størstedelen overskuelige Terrain imid­ lertid som oftest vil nødsage Angriberen til at gaa frem, formeret i mange mindre Dele (Kjeder med Smaa-soutiens), altsaa spredt omtrent ligelig over hele Fronten, saa vil der blive mange, gramme mange saadanne Mærke­ pæle, hvortil Afstanden maa kjendes.

Og hvor vanskeligt er det saa ikke at undgaa «toute confusion» og «toute fausse indication»? Det er ganske vist ikke selve Skytterne, men Førerne, der skulle kjende disse Afstande. Var det Skytterne, var hele Sagen kom­ plet umulig. Men selv for Førernes Vedkommende er den særdeles vanskelig.

Enhver, der ved en eller anden Fredsøvelse har søgt at gjennemføre en Afskridtning og Opgivelse af Afstande til forskjellige Punkter i Terrainet foran en Stilling, han kjender alle disse Vanskeligheder, der ganske vist ved flygtig Betragtning kunne synes smaa, men som ere store og generende, naar man kommer ud i Marken.

For det Første er der Afskridtningen til de mange forskjellige Punkter, hvilken enten maa udføres af mange Skridtere og da paa en uheldig Maade spreder en stor Del Folk ud over Terrainet, bort fra deres Afdeling, eller maa besørges af faa, men saa til Gjengjæld tager en Tid, som man maaske mangen Gang i Betragtning af Omstændighederne ikke kan anvende paa den.

For det Andet maa de Folk, der skulle skridte, instrueres; det maa nøje udpeges og tydeliggjøres for dem, hvorhen det er, de skulle gaa; og endda sker der maaske Misforstaaelser.

Og naar saa Skridtningen er forbi, og alle de be­ træffende Befalingsmænd — mindst Delingsførerne — ere gjorte bekjendte med dens Resultater, saa vil det, hvad der er en Erfaringssætning, selv om al «fausse indication» ogsaa er undgaaet, og alle Afstande med Besvær indprentede, ikke vare længe, før En eller Anden ikke rigtig ved, om det nu var til den eller den Bakke, al Afstanden var udmaalt, eller om Afstanden til Gjerdet var 750 eller 950 Alen o. s. v. o. s. v.

Kort sagt, hele Fremgangsmaaden er langvarig og) besværlig, og naar Systemet endelig er bragt i Orden, arbejder det tungt og usikkert.

Og det er endda under Fredsøvelser. Hvorledes maa Forholdene saa ikke stille sig i Felten, naar en Kamp er nærforestaaende, naar Sindene ere i Spænding, Tiden kostbar, og hvert Øjeblik kan bringe Fjenden?

Man maa derfor nødvendigvis søge en anden, simplere, hurtigere og lettere anvendelig Methode til at faa Kjendskab til de forskjellige Afstande i For-terrainet, og en saadan simplere Methode maa baseres paa Skridtning, hvad den franske «Manuel» ogsaa indi­ rekte erklærer for det i Øjeblikket mest praktiske, idet den kun tilsteder Brug af andre Midler «s’il n’est pas possible de sortir de la position».

Den Tanke ligger nu nær, at man for at fremskynde og lette Arbejdet kunde nøjes med Afstandene til de mere fremtrædende Punkter eller Terraingjenstande, og saa med disse Afstande som faste Holdepunkter skjønne sig til Afstandene til saadanne andre Punkter, der maatte faa Betydning i Løbet af Kampen. Medens den For­ mindskelse i Henseende til Nøjagtighed, der vilde være en Følge af en saadan Fremgangsmaade, var uden nogen­ somhelst virkelig Betydning, saa vilde der i andre Retninger være vundet meget. Hele Udskridtningen vilde kunne gaa langt hurtigere for sig, og der vilde være meget færre Afstande at huske, saa at der blev større Sand­ synlighed for, at disse nu virkelig ogsaa bleve bevaredei Hukommelsen. Men der vilde endnu stadig være , samme Mulighed for Misforstaaelser med Hensyn til de valgte Punkter, hvortil desuden kommer: baade at de Tal, der skulle huskes, ere forskjellige i hvert enkelt forekommende Tilfælde, at der altsaa stadig skal huskes forskjellige Tal, og at de Terraingjenstande, hvortil Af­ standene ere opgivne, ligge snart nærmere ved, snart fjernere fra hverandre, hvad der vanskeliggjør Skjønnetaf Afstande til saadanne andre Punkter, hvortil der ikkeer skridtet, fremfor om de opgivne Punkter, der skulde tjene som Basis for Skjønnet, vare mere ligelig fordelte over Terrainet. Ogsaa disse Ulemper vil man faa fjer­ nede, naar man opgiver Princippet om at skridte til be­ stemte Terraingj enstande eller bestemte Punkter i Terrainet og derimod lægger bestemte ækvidi­ stante Afstande til Basis for Skjønnet, saaledes at det ikke hedder: «Til det og det Punkt er der saa og saa langt«, men derimod: «Den og den Afstand falder der og der i Terrainet«. Ved altid at vælge de samme Afstande, og da helst hele Hundreder af Alen, opnaaer man saa tillige, at der bliver saa godt som intet Arbejde for Hukommelsen; thi de Punkter i Terrainet, der svare til de konstante Afstande, faar man jo ind gjennem Sandserne, og man mærker sig dem derfor ogsaa lettere. Kun gjælder det naturligvis her som tidligere at undgaa Misforstaaelse med Hensyn til, hvad det er for Punkter, der tales om; men vi skulle senere komme tilbage til, hvorledes denne Vanskelighed kan overvindes. Kommer nu imidlertid det Punkt, hvortil Afstanden skal skjønnes, til at ligge noget skraat ud til Siden af Basispunktet, er Sagen imidlertid ikke rigtig bekvem endnu; den bliver det først, naar den søgte Afstand kan skjønnes i Forhold til Punkter, der ligge i selve Synslinien ud til vedkom­ mende Punkt i Terrainet., Dette naaes ved følgende Fremgangsmaade:

En Afstand, f. Ex. 800 Alen, skridtes ud fra flere Punkter af Stillingens Front, og Førerne inde i Stillingen mærke sig een Gang for alle, hvorledes den Linie, der for­ binder de udskridtede Afstandspunkter, kommer til at ligge i Terrainet, samt hvilke Terraingjenstande den passerer.

Bærer man sig nu ligedan ad ved flere forskjellige Afstande, saa faar man Terrainet foran Stillingen gjennemtrukket med «Afstandslinier», der begrændse Belter af en vis, ligestor Bredde, og Afstandene til de Terrain­ gjenstande, der ligge indenfor disse Belter, bedømmes da, hver Gang der bliver Brug for dem, i Forhold til Afstandene til de nærmeste Afstandslinier.

Men hvor mange af disse Afstandslinier maa man have? Saa faa som muligt for at. gjøre Systemet saa hurtig anvendeligt og saa lidt kompliceret som kun tæn­ keligt; men paa den anden Side dog altid saa mange, at de søgte Afstande kunne skjønnes nogenlunde nøj­agtig.

Der kunde derfor være Noget, der talte for, at der bestemtes forskjellige Afstande mellem Afstandslinierne efter det forskjellige Terrain; men da en af Fordelene ved Systemet med Afstandslinier netop var, at man altid havde de selvsamme Basisafstande ved Skjønnet, saa maa en Variation af Afstandsliniernes indbyrdes Afstand,. rettende sig efter Terrainet, strax opgives, og der maa een Gang for alle fastsættes saadanne Afstande, som villekunne passe i det meste Terrain.

Vi skulle antage, at 200 Alen vil være et passende Interval mellem Afstandslinierne.

Afstanden til mellemliggende Punkter i Terrainet vilaltid kunne bedømmes med god, ofte endog med meget stor Nøjagtighed, og naar man gaar ud fra, at Beliggen­ heden af Grændsen mellem Nær- og Fjernskydningsbeltet — 600 Alens Afstanden — er bekjendt, faar man da kun 2 til 3 Afstandslinier, nemlig paa 800, 1000 og maaske paa 1200 Alen.

Det er nu imidlertid ingenlunde sikkert, at disse Afstandslinier, især de to sidste, kunne ses uafbrudt. Det Sandsynligste er endog, at en Bakke eller anden Terraingjenstand skjuler enkelte Dele af den, og dette vil være Tilfældet i desto højere Grad, jo daarligere Stillingen er, eller jo mere man nærmer sig det yderste Fjernskydningsbelte.

Skjules Afstandslinierne imidlertid kun paa enkelte Steder, volder det intet Afbræk i Brugen af dem, og det hvad enten det her er samtlige Afstandslinier, der skjules, eller det kun er een eller to, medens de følgende ere synlige længer ude i Terrainet. I første Tilfælde! bedømmes Skudfeltets Grændse, i andet Tilfælde det om­ spurgte Punkt lige som alle andre Afstande i Forhold til Afstanden fra nærmeste synlige Afstandslinie. Synlige Afstandslinier er forresten et Udtryk, der ikke maa misforstaaes; hermed menes naturligvis kun, at det Terrain, hvorigjennem Afstandslinien gaar, er synligt.

Skjøndt det franske Skydereglement nærmest kun har for Øje at udmaale Afstandene til iøjnefaldende «points de passage», taler det ikke desto mindre om en Mar­kering og Tydeliggjørelse ved Hjælp af Stene, Grene, Stokke, Straaviske o. s. v. Saadanne Kjendemærker ville snarere være nødvendige, hvor det, som ved Afstands­ linierne, gjælder om at markere bestemte Afstande, endhvor man søger Afstandene til bestemte Terraingjenstande, og dog ere de som oftest uanvendelige i Fjernskydnings- belterne, fordi de blive for smaa, forsvinde i Terrainet, Noget, hvorom man nemt kan overbevise sig ved Forsøg. Halmviske paa Stager danne dog maaske en Undtagelse herfra. Men man behøver heller ikke at ty til — i det mindste ikke til fortsat — Brug af disse Midler for at markere Afstandsliniernes Beliggenhed. Liniernes hele Retning, Krydsning og Skæring med de forskjellige Ter­ raingjenstande paa deres Vej langs Stillingens Front er den bedste og tillige simpleste Markering. Naar saadan en Linies Løb først een Gang tydelig er viist Førerne Stillingen, glemme de den ikke, selv om provisorisk an­vendte Mærker fjernes; thi den er dem indpræget gjennem Sandserne.

Vi skulle imidlertid senere komme tilbage til, hvor­ledes en Afdeling, der skal besætte en Stilling, bedst indretter sig for saa hurtig som muligt at komme til Kundskab om Afstandsliniernes Beliggenhed og Afstan­dene til de vigtigste Punkter i det ydre Fjernskydningsbelte.

Allerede paa en Afstand af 3— 4000 Alen, maaske i enkelte Tilfælde endog endnu længer borte, nøder For­ svarerens Artilleriild Angriberen til at udvikle Kompagni­ kolonner paa saadanne Steder, hvor hans Fremrykning ikke er dækket. Og om det derfor end — saaledes som Boguslawsky siger — ikke altid skulde være muligt, hvor Troppemasser som f. Ex. Divisioner og Korps udvikle sig til Fægtning, at undgaa at vise større Kolonner paa en Afstand af en 1200 Skridt (1500 Alen), saa maa det dog vist siges, at Forsvareren, allerede blot som Følge af Artilleriildens Virkning, i Reglen — selv ikke i det ydre Fjernskydningsbelte — vil faa større Maal for sin Skyd­ ning end Kompagnier, aller højest Halvbatailloner.

Men hvor store eller smaa disse fremrykkende Ko­ lonner end ere, saa er det nu Forsvarerens Opgave at beskyde dem i de Øjeblikke, de passere saadanne Punkter eller Strækninger, hvortil han kjender Afstanden, idet denne Omstændighed, der forvandler Beskydningen af Maalet til Beskydning af et bestemt Punkt i Terrainet, til en vis Grad erstatter den Maalets Dybde og Bredde, hvorom det tydske Skydereglement taler (Side 76, e, første Stykke), og som jo ogsaa gjentagende er bleven nævnet af os. Men forøvrigt kan en Kompagnikolonne, der blot er indenfor 1900 Alen (1200 M.) — naar henses til den Side 377 givne Tabel — maaske ikke engang kaldes et for lille Maal, selv der, hvor Afstanden er ubekjendt.

Da, man nu imidlertid her i Fjernskydningsbelterne aldrig har hele Terrainet fuldstændig under Skud, men derimod som Regel kun afbrudte Strækninger paa indtil 2— 300 Alen, og i det ydre Fjernskydningsbelte endog sjeldent saa meget, samt da Maalene som Følge heraf kun vise sig i det korte Tidsrum, der behøves til at passere disse aabne Strækninger, saa vil man forstaa, at Forsvarerens Ild altid vilde komme for sent til at træffe disse Maal, der dukke op og for­ svinde igjen, dersom den først skulde for­ beredes og rettes mod et saadant Maal, efter at det var kommet frem. Inden Visererne vare stillede og Maalet udpeget for Folkene, inden disse havde faaet Øje paa det og lagt deres Geværer tilrette, ja saa var Maalet, der skulde beskydes, borte. Det er derfor nødvendigt, at Skydningen forberedes til det Øjeblik, hvor Maalene vise sig. Alle For­ beredelser maa være endte, Skyttens Øje gjennem Kjærven rettet mod det Punkt, hvor den fjendtlige Kolonne vil dukke op, for at Sigtet hurtig kan fattes, være tilstrækkelig nøjagtigt, og Projektilet naa ud, inden Maalet forsvinder. Det vil sige, Ilden maa lure paa Modstanderen, maa vente paa det Øjeblik, da han dukker frem paa det kjendte Sted og i den — i det mindste nogenlunde — kjendte Afstand; først da vil den komme tidsnok til at udrette noget.

Nu lærer imidlertid det tydske Skydereglement, at naar en Ild i Løbet af kort Tid skal kunne give noget virkelig tilfredsstillende Resultat, saa fordrer den en for­ holdsvis stærk Udvikling af Geværilden, og det jo mere, jo længer Maalet er borte. Det kan derfor ikke nytte at skyde med Smaadele mod Maal i det her omhandlede ydre Fjernskydningsbelte. Det Mindste, der vil kunne anvendes til Beskydning af et enkelt Punkt, maa siges at være en Styrke paa et Par Hundrede Mand.

Vi ere komne til dette Resultat ved en Betragtning af den kort ovenfor omtalte Tabel fra Side 377. De her anførte Procent Træffere svare, som man ser, til 200 Skud, og paa Afstande over en 13— 1400 Alen (900 M.) til 300 Skud pr. Gevær, hvad der, hvis den udviklede Styrke sættes til circa 200 Mand, altsaa vil svare til et á to Skud pr. Skytte; og et a to Skud er vel netop ogsaa Alt, hvad en Skytte gjennemsnitlig kan faa skudt mod Maal paa disse Afstande, inden de forsvinde.

Og selv hvor Maalet ikke saaledes kommer og for­ svinder — f.Ex. hvor det er Artilleri — , tør man sikkert heller ikke tage sin Tilflugt til for smaa Styrker, skjøndt man paa den anden Side ganske vist ikke kan paastaa, at Styrker, der ere mindre end Kompagnier, her ikke skulde kunne opnaa gode Resultater ved en fortsat Beskydning.

Hvor den besatte Stilling kun har en vis Udstrækning, ville som Regel de fleste, eller i hvert Tilfælde mange »points de passage« i det yderste Fjernskydningsbelte kunne ses og beskydes fra hele Linien. Dersom man nu kun havde en enkelt fremrykkende, fjendtlig Kolonne for sig, vilde det derfor være naturligt, at alle Forsvarerens Skytter lode deres Ild følge med denne under dens Fremrykning fra det ene »point de passage» til det andet, saaledes at, saa snart Kolonnen var forsvundet paa et Punkt, og Ilden som Følge heraf standset, stilledes der Viserer og forberedtes i det Hele taget den lid, hvormed man skulde modtage den næste Gang, den dukkede frem.

Angriberen rykker nu imidlertid ikke’ frem med en enkelt Kolonne, men, som vi ovenfor saa, med mange forskjellige mindre Kolonner, der samtidig eller omtrent samtidig passere de forskjellige Punkter. Herved umuliggjøres det, at hele Linien kan følge saaledes med fra Punkt til Punkt. -Desuden kunne jo heller ikke alle»points de passage» overskues fra ethvert Sted i Forsva­ rerens Ildlinie, og vi staa derfor nu overfor Princippet om «Ildens Deling efter Maal», hvad der vil sige,at et vist bestemt Stykke af Forsvarerens Geværlinie faar den Opgave, enten at følge med en bestemt fjendtlig Styrke, medens denne avancerer, eller til Stadighed at holde et «point de passage« under Ild, men saa til Gjengjæld ogsaa aabne denne Ild i samme Øje­ blik, Fjenden viser sig der, og blive ved med den, til han forsvinder.

Saa længe Fjenden endnu er i det ydre Fjernskydningsbelte, er det hensigtsmæssigt at dele Ilden paa den sidstnævnte af de to Maader, efter de Punkter, der skulle hestryges; dog maa der, som ovenfor udviklet, aldrig beregnes mindre end 1 Kompagni til hvert enkelt Punkt.

Selv i det indre Fjernskydningsbelte bør denne samme Delingsmaade anvendes, saa længe Terrainets Karakter er saaledes, som ved det ydre Belte forudsat, det vil sige, saa længe Angriberen — de enkelte «points de passage« fraregnede — har dækkede Fremryknings­ linier. Naar dette derimod ikke mere er Tilfældet, naar der vel nu og da findes Dækning eller Skjul, men Terrainet dog maa siges med mindre Afbrydelser at være under Forsvarerens Ild, saa forandres Forholdene, og denne Ild deles da bedst efter det førstnævnte Princip, saaledes at en bestemt Del af Forsvarerens Styrke nu faar den Opgave med sin Ild at følge en bestemt Del af Fjenden, medens denne avancerer.

Der er 3 Grunde hertil:

1) at Angriberen nu ikke længer frembyder færre, forholdsvis samlede Maal, men mange, spredte og smaa;

2) at paa samme Tid som Maalenes Antal tiltager, aftager det Antal Skytter, der er nødvendigt til hvert enkelts Beskydning, idet de Veje, Angriberen nu har at tilbagelægge fra Dækning til Dækning som Regel ville være saa lange, at hver Skytte gjennemsnitlig kan faaskudt 2 til 3 velsigtede Skud, inden Maalet forsvinder, medens det samtidig

3) ikke gaar an at tildele hver enkelt af disse mindre Grupper — Skydeenheder — et Belte for sig, da dette Belte nødvendigvis maatte blive saa smalt, at det vilde baade blive betraadt og forladt adskillige Gange ikke blot af eet, men maaske af forskjellige Maal, lige­ som det ogsaa mangen Gang kunde hænde, at der slet ingen Fjende var i det, medens der samtidig var flere Maal i Nabobelterrie; og i begge Tilfælde vilde den Ildens Springen fra Maal til Maal, som netop skulde undgaaes, komme op igjen med alle sine Mangler.

Denne de mindre Deles «Følgen med Maalet» reali­seres nu imidlertid bedst gjennem en halvvejs Tilbage­ venden til det i det ydre Fjernskydningsbelte fulgte Princip, saaledes at Terrainet deles i Belter, lodrette paa Fronten, af hvilke Belter saa do større taktiske legemer (Batailloner eller Regimenter) faa hvert eet tildelt med den Opgave, at beskyde Hjenden i dette bestemte, foran dets Part af Fronten liggende Terrain, medens det først er indenfor disse større tak­tiske Legemer, at Inddelingen i Ildenheder, der skulle følge med et og samme Maal overalt indenfor Bataillonens Bolte, kommer til Anvendelse. Paa denne Maade dannes der ogsaa en naturlig Overgang mellem Fremgangs- maaderne i de to forskjellige Belter.

Disse de forskjellige Batailloners eller Regimenters Beltor kunne imidlertid ikke støde op til hinanden, men maa gribe et — i hvert enkelt Tilfælde efter de konkrete Forhold afpasset — Stykke ind over hin­ anden, for at ikke de samme Forhold, som vare til Hinder for at inddele Fronten i mindre lodrette Ild- belter, alter skulle træde frem her ved Grændsen mellem de bredere Belter.

Hvorledes Forsvareren skal bære sig ad med at faa det fjendtlige Artilleri under Ild, medens dette endnu er paa meget store Afstande, vil blive omtalt i næste Afsnit.

Ind paa saadanne Afstande, at der kan virkes mod det fra selve Stillingen, kommer det imidlertid først, naar Angriberens Fodfolk er fremme til Angreb, og dette sidste danner i disse Øjeblikke det ubetinget vigtigste Maal og bør derfor først og fremmest være Gjenstand for Beskydning; men har Forsvareren i det Hele taget endnu Kraft tilovers til Anvendelse mod Angriberens Artilleri, bør den Opgave at beskyde dette i hvert Til­ fælde tildeles særlig dertil udpegede Afdelinger (Kompag­ nier), baade for ikke at skabe alt for mange Maal for den enkelte Bataillon, og fordi det, da Artilleriet jo endnu som oftest er i det ydre Fjernskydningsbelte, maa være baade større Dele af Skyttelinien, end Bataillonerne kunne undvære ved Løsningen af den dem stillede, tak­ tisk set, vigtigere Opgave, og helst ogsaa særlig gode Skytter, der anvendes til denne Skydning.

Men, vil man indvende, hele denne Deling af liden efter Maal er jo. fuldstændig i Strid med det fra alle Sider, som urokkeligt og sundt anerkjendte Princip om Ildens Koncentration mod det i øjeblikket vigtigste Maal. Vort Svar er: Det er den ikke. Den er tvertimod den.eneste Form, hvorunder Koncentrationen lader sig realisere; og del cr kun en Illusion, der beroer paa Fkjendskab til de rorhold, hvorunder den menige Skytte virkelig virker ude i Terrainet, naar man troer, at Ilden saadan uden videre kan koncentres i et Nu, saadan i et Øjeblik kan Hyttes fra et Maal til et andet. Den, der kan mene, at dette er muligt, har aldrig gjort sig den Ulejlighed al lægge sig ned mellem Skytterne, for, idet han her studerede, under hvilke For­ hold disse nu virkelig arbejde, ai komme tilKlarhed om, hvad der af alle opstillede Theorier er anvendeligt og udførligt, og hvad ikke. Og dog er dette den eneste Vej, ad hvilken der kan naaes et Resultat, der holder Stik i Virkeligheden. Den, der ril tale om Ildkonecntration og i det Hele taget om Skydningen Anvendelse i Terrainet, maa, for at hans Resultater skulle have nogen virkelig Værdi, være kommen til dem eller have prøvet dem ad denne Vej.

Og er dette egentlig saa besynderligt? Enhver Of­ficer ved, hvor forskjelligt et Terrain kan tage sig ud for ham, eftersom han er tilfods eller tilhest, og i hvor høj Grad ogsaa Oversigten over Alt, hvad der foregaar i dette Terrain, lettes for den Beredne, blot fordi han er det Par Fod højere tilvejrs; hvad Under da, at den samme Forskjel, der i saa Henseende existerer mellem den beredne og den ubéredne Officer, gaar igjen i Forholdet mellem Officeren, der staar op, og Skytten, der ligger ned paa Jorden? Og ikke nok med, at denne Forskjel gaar igjen her, men den er som oftest betydelig større.

Først naar man ligger ned blandt Skytterne, faar man ret Begreb om, hvor lidt der som oftest herfra kan være Tale om Oversigt, hvor vanskeligt det mangen Gang er, endog blot at faa Øje paa et andet Maal end netop det, der beskjæftiger Ens Opmærksomhed i Øje­blikket, og det selv om dette ny Maal ligefrem vises En. Skal man saå tilmed skyde efter det, ja saa skal Legemet flyttes hen i en anden Stilling, mangen Gang skal der endog lades, i hvert Tilfælde skal Viseret stilles om, og man skal atter søge Maalet gjennem Kjærven, man skal sigte, og — ja saa er Maalet i 9 af 10 Gange for­ svundet.

Hvor man derfor ikke har saa megen Tid til sin Raadighed, at Skytterne kunne faa udført alt dette og endda komme tidsnok med Ilden, der vil enhver Stræben efter Ildkoncentration,' saaledes som man som oftest tænker sig en saadan gjennemført, medføre, at man slet ikke faar skudt, eller i hvert Tilfælde faar skudt altfor lidt. Ildkoncentrationen mod de taktisk vig­ tigste Maal maa for at være praktisk gjennem- førlig, finde sit Udtryk i, at det iforvejen er bestemt, at en forholdsvis større Del af Geværlinien skal anvendes, i det ydre Fjernskydningsbelte mod dette eller hint »point de pas­ sage», i det indre til at følge dette eller hint Maal, naar det er dukket frem, medens sam­ tidig de forholdsvis mindre vigtige Maal følges af mindre Dele af Geværlinien. Dette ude­ lukker nu naturligvis paa den anden Side slet ikke, at hvor det af en eller anden Grund skulde vise sig ønske­ ligt at træffe andre Dispositioner med Hensyn til Styr­kens Fordeling til Beskydning af de forskjcllige Maal, end sket er fra Begyndelsen af, der kan der ogsaa meget vel skiftes Maal i Fægtningens Løb, navnlig under en af de Ildpauser, som vi senere skulle komme til at omtale; men man maa kun gjøre sig klart, at dette tager en vis Tid og ikke kan ske i samme Øjeblik, som Føreren siger: »Skyd paa dem derhenne», og at der i al denne Tid gaaret vist Antal Geværer tabt baade for Beskydningen af det gamle og det ny Maal.

Det bliver nu Regiments- og Bataillonschefernes Sag ved Inddelingen af deres Ildlinie at tage Hensyn til de forskjellige Maals forskjellige taktiske Betydning, derimellenv ogsaa til den voxende Betydning, de fjendtlige Kjeder faa, eftersom Angriberen kommer nærmere og nærmere.

Man vil maaske indvende, at det er vanskeligt at forudse, hvor mange Maal der vil vise sig paa en be­ stemt Strækning Terrain af det nærmeste Fjernskydnings- belte, saaledes som denne i det Foregaacnde er suppo­ neret tildelt en Bataillon. Maalenes Antal vil naturligvis væsentligst bero paa to Ting: for det Første paa, hvor stor en Frontlængde af Stillingen Bataillonen har besat, og saa for det Andet paa Fjendens Angrebstaktik. Begge Dele maa imidlertid anses for bckjendle; den første na­ turligvis helt og holdent, den anden i de fleste Tilfælde, og man ved da, hvor tæt og hvor dybt formeret, Fjenden plejer at angribe. Hertil kommer endnu, at Angriberens Fremrykning gjennem det yderste Fjernskydningsbelte, der jo maa forudsættes til en vis Grad at kunne ses, yderligere kan tjene som Grundlag for bedømmelsen af, hvorledes denne Fremrykning vil blive fortsat i det næste Belte.

Men hele denne Vanskelighed kommer egentlig først frem ved Bestemmelsen af Bredden af de Belter, der i det konkrete Tilfælde skulle tildeles forskjellige Batailloner eller Regimenter, og her træder der andre Momenter til, der atter formindske den betydelig, f.Ex. hvor vidt Terrainet foran en Del af Fronten letter eller vanskeliggjør Angriberens Fremtrængen i det ydre eller den yderste Del af det indre Fjernskydningsbelte fremfor foran en anden Del; men indenfor det hver Bataillon tildelte Belte vil Fremrykningen, der jo naturligvis paa disse Afstande finder Sted med mange mindre, spredte Dele, foregaa omtrent ens og ligelig fordelt over hele Fronten.

For Bataillonen kommer det derfor mere an paa den taktiske Betydning af de sig bag hverandre visende Maal end paa den forskjellige taktiske Værdi af de for­ skjellige Maal foran Fronten som Helhed, ligesom der heller ikke godt kan være Tale om — dog naturligvis ikke absolut sagt — , at de Maal, Bataillonen har for sig her i det indre Fjernskydningsbelte, tilmed den inderste Del af dette, skulde under Fremrykningen kunne skifte taktisk Betydning paa en Maade, der ikke lod sig forudse.

Hermed være det dog langtfra sagt, at den Opgave, at dele en Geværlinies Ild efter Maal, hvis Antal og Be­ tydning man endnu ikke rigtig kjender, er saa aldeles som Fod i Hose, og det selv om man ogsaa kan tage Fjendens Fremrykning gjennem det ydre Fjernskydnings­ belte til Vejledning. Der hører tvertimod endel Øvelse og taktisk Dømmekraft til, for at der strax kan naaes tilfredsstillende Resultater. Fejlagtige Inddelinger kunne jo imidlertid rettes, og hvad der ikke kan gjøres, før Maalene ere dukkede frem fra det mere kouperede Ter­min i det ydre eller den længst bortliggende Del af det indre Fjernskydningsbelte, det maa vente saa længe, ligesom man jo ogsaa kan gribe til det Middel, i nogen Tid at holde et vist Antal Geværer udenfor liden for uforudsete Tilfældes Skyld.

Det kan derfor heller ikke nægtes, at der — dog egentlig kun i det nærmeste Fjernskydningsbelte — kan forefalde Misforstaaelser og Fejl ved Gjenuemførelseh af Princippet om Ildens Deling og da særlig med Hen­ syn til, om der mod de forskjellige Maal netop an­ vendes det Antal Geværer, der svarer til disse Maals taktiske Betydning. Saa simpelt er Systemet ikke, at al Mulighed for Misforstaaelse og Fejl skulde være udelukket.

Men hvad kan ikke misforstaaes? Desuden maa man huske paa det tydske Skydereglements Udtalelse: »die genaue Bezeichnung der Ziele und die Lenkung des Feuers auf dieselben ist eine der schvvierigsten Aufgabender Feuerleitung».

Kræves der saaledes end nogen Intelligens og tak­tisk Dømmekraft hos den, der skal anvende Systemet, kan dette dog ikke kaldes kompliceret, om det end ganske vist ikke er saa simpelt som det System, at overlade Alt til sig selv, til Tilfældet og saa vidt gjørligt til de underordnede Føreres Dygtighed og Konduite; men dette sidste System turde alligevel i sine Konse­ kvenser vise sig langt, langt siettere end det første, om dette saa var mange Gange vanskeligere at føre over i Praxis, end det i Virkeligheden er.

Som Støtte for selve Systemets Grundtanke skulle vi endnu anføre følgende to Udtalelser, den ene fra det franske Exercerreglement, der i sin Udvikling af, hvor­ ledes der skal kæmpes i en Stilling, siger:

»Une partie de la chatne répond aux tirailleurs ennemis, tandis que l’autre dirige son feu sur les soutiens et les réserves de l’adversaire.»

Og den anden fra det tydske Skydereglement:

"Bezüglich der Ziele ist zu bemerken, dass ein zu häufiger Wechsel derselben zur Zersplitterung des Feuers führt, daher thunlichst zu vermeiden ist.»

Disse to Udtalelser, de eneste virkelig praktiske Ud­talelser om Sporgsmaalet, som vi kjende, pege, som man vil se, hen paa den Vej, der bor følges, om de end begge holde sig til det taaget Almindelige.

Til dem, der alligevel skulle mene, at Princippet er upraktisk, ville vi rolig sige: Prøv! Prøv ikke een, men mange Gange, og prøv paa rigtig Maade, det vil sige fra Skyttens Standpunkt. Udvikl en Kjede i en Stilling, lad den angribe — helst af en hel Bataillon, og det vil da ikke vare længe, før det staar klart, at Ildens Deling efter Maal er nødvendig, og at en Ildkoncentraticn i den Forstand, hvori dette Ord i Al­mindelighed tages, som »pludselig Ildkoncentra­ tion», er umulig.

Men hvilken Skydemaade bør der nu an­vendes mod Maal i Fjernskydningsbelterne?

De allerfleste nyere Militærforfattere, særlig østrigske og da navnlig igjen Horsetzky von Hornthai, udtale sig med stor Bestemthed for Anvendelse af Salven — særlig Schwarm-Salven: en Salve, afgivet af en Skytte­ gruppe (altsaa hos os en Sektion, Halvdeling, aller højest Deling), og de forsvare Salven med, at den letter Ilddisciplinen, idet Føreren, naar, han anvender don, altid har sine Folks Ild i sin Haand.

Sagen har imidlertid en dobbelt Side: Hensynet til Træfningen og Hensynet til Ilddisciplinen.

Lad os da nu, for først at komme til et Resultat med Hensyn til Træffesandsynligheden, se, hvorledes Forholdet er for Skytten dels ved Salveskydningen, dels ved Tiraineurilden. Der er naturligvis her kun Tale om Salver fra de i Kjede udviklede Skytter, og alle de Omstændigheder, der under alvorlige Forhold vanskeliggjøre, ja umuliggjøre Salveskydning af sluttede Afdelinger, alene fordi de eresluttede (saasom Man­ gel paa Plads, Folkenes gjensidige Generen hver­ andre o. s. v.), komme derfor ikke i Betragtning her, hvor det tvertimod maa forudsættes, at hver Mand ligger ned, har Støtte for sit Gevær og saa megen Plads, at han ikke trykkes eller paa anden Maade gene­ res af sine Sidemænd.

Skærmbillede 2023-10-16 kl. 23.30.19.png

Den Fører, der har kommanderet Salven, har op­ givet Maal og Retningspunkt, eller begge Dele ere Fol­ kene bekjendte fra en tidligere Salve. Han kommanderer nu »An — Fyr», og Salven gaar. Men er der nu nogen Sandsynlighed for, at alle Skytterne netop i det sidste Øjeblik havde det bedst mulige Sigte? Nogle fik natur- • ligvis hurtig Sigte, Andre fik det langsommere. Maaske saa Førerne disse sidste ligge og lede efter det, og han ventede paa dem. Noget har han nu under alle Om­ stændigheder maattel vente for at faa Alle med; og imidlertid have de Folk, der fik Sigtet først, maaske tildels atter tabt det.

Resultatet bliver altsaa, at der i den anvendte Tid kunde være skudt mere, hvis hver Mand havde skudt i det Øjeblik, han havde Sigte, medens dog for det enkelte Skud Træffesandsynligheden er mindre. Med Hensyn til Træfningen medfører altsaa Salven, at der i en given Tidgjøres færre Skud og med mindre Træffesandsynlighed for hvert enkelt Skud, end om der havde været anvendt en rolig Tirailleurild.

Det tydske Skydereglemcnt siger derfor ogsaa med Rette, hvad der naturligvis er bleven konstateret ved Forsøg: Mm Allgemeinen hat das gut gezielte Schützen-Feuer die Wahrscheinlichkeit grösserer Treffwirkung für sich.» Men det er selvfølgelig ogsaa kun «das gut ge­ zielte Schützen-Feuer», som der kan være Tale om at anvende paa disse Afstande; Hurtigilden vilde vel sende flere Projektiler ud; men Spredningen vilde ogsaa voxe i en saadan Grad, at Sandsynligheden for at træffe vilde blive grumme ringe. Enhver maa skyde saa hurtig, han kan, men han tør aldrig skyde uden aldeles nøjagtigt Sigte.

«Dog», siger det tydske Skydereglement, «durch die Salve — Linien- wie Schwarm - Salve — behält man die Truppe am sichersten in der Hand und beherrscht am leichtesten das Feuer; durch sie wird ferner die Beobach­ tung der Geschoss-Aufschläge und damit die Wahl des entsprechenden Visires erleichtert.»

Ja, hvor der virkelig kan være Tale om en Indskyd­ ning, der kan man bruge Salven for at faa mange Ned­ slag paa een Gang; kun maa man huske paa, at disse Nedslag saa ogsaa blive saa meget mindre nøjagtige. Men hvor tidt kan der virkelig være Tale om nogen Ind­ skydning ved Fodfolk? Vi have tidligere talt om denne Sag og skulle ikke komme tilbage dertil.

Ganske vist, lod det sig nu virkelig gjøre at skyde Salver i en Skyltefægtning, ja saa kan det ikke nægtes, saa havde man ubetinget Kommando over Ilden, havde den ganske i sin Haand. Men lader det sig gjere? Hvor mange Salver lykkes under Fredsforhold paa en Exercerplads eller paä en Skydebane? Og saa under Forhold, hvor Fjenden angriber, hvor Sindet er i Oprør, hvor man maaske beskydes — rimeligvis i hvert Tilfælde af Artilleri.

I Laymann’s «Principien-der Infanterie-Tactik» findes efter Generalmajor Ileckedorff en Udtalelse, der forøvrigt nærmest gjælder de saakaldte Liniesalver. Den lyder saaledes: zu beiden Seiten rollt unablässlich das Kleingewehr-Feuer, man hört das Rufen und die Commandos ihrer Führer, den Aufschrei der Verwundeten, dabei schlagen unaufhörlich die Granaten des Feindes vor, hinter vielleicht auch in den Reihen der Compagnie ein und übertönen mit ihrem intensiven, scharfen Knallejeden andern Laut. Es ist ein Höllenlärm, in welchem man sich nur verständlich machen kann, indem man seine Worte, seine Befehle in die Ohren des Betreffenden ruft. Wer besitzt die Löwenstimme, welche dieses Ge­ töse überschreit, und wo bleibt das Commandowort zur Abgabe der Salve? Es ist verhallt. Hier und da hat ein oder der andere Officier oder Untcrofflcier das Commando gehört, und er ruft daher nach: Anschlägen! Feuer! Dort glaubt Einer oder der Andere das Commando gehört zu haben und beeilt sich dem Befehl nach­ zukommen, die Nebenstehenden folgen seinem Beispiel, und das Geknatter beginnt.

Aber von einer Salve ist nicht die Rede, sie ist unausführbar.»

Og disse Udtalelser stemme fuldstændig overens med Boguslawsky’s Erfaringer fra det tydsk-franske Felttog.

«Viele Salven», siger han i sin «Taktische Folge­ rungen», «die in den Berichten als solche aufgeführt sind, sind factisch niemals gegeben worden. Alan hatte in der Defensive hin und wieder die gute Absicht, es zu thun. Gewöhnlich aber kam die Salve als eine wirkungslose Missgeburt, ein Embryo, zu Tuge, deren Wirkung höchst gering war.»

Ja, det var Liniesalven, vil man indvende; men Schwarm-Salven afgives af en ringere Styrke, hvor Fø­ rerens Kommando cr langt virksommere, hvor han langt bedre vil kunne høres. Dette cr sandt, saa længe Schwarm’en kim er paa en Sektion eller Ilalvdeling; en Deling er allerede for stor. Men saa maa man til Gjen- gjæld huske paa, hvem en saadan Schwarm-Fører er. Det er en Underkorporal eller Korporal, og naar det kommer højt, en yngre Sergent, og en saadan Befalingsmands Evne til at kommandere Salver under en Fægtning er sikkert grumme ringe. Desuden fægtes der jo ikke mere nutildags i isolerede Grupper, men i lange, tætte Skytte­ linier, hvor Forholdene med Hensyn til Afgivelsen af Salver ikke ere saa meget forskjellige fra Forholdene ved Afgivelsen af de saakaldte Liniesalver. Vi kunne derfor ikke andet end fuldt ud slutte os til Boguslawsky, naar han advarer mod Troen paa »in der Anwendung der Schwarmsalve ein ausreichendes Mittel für die er­ strebte Feuerleitung zu sehen»; thi «auch sie leidet an den schon lange anerkannten Nachtheilen der Linien­ salve. Es hat seine ungeheure Schwierigkeiten in der Feuerlinie des Gefechts zugleich das Gehör und das Sehorgan anzustrengen.»

Og Boguslawsky fortsætter: «Ist der Mann an ein Leitungsmittel gewöhnt, und versagt dies im Kriege, so ist in der Regel grössere Indisciplin die unmit­ telbare Folge.»

Vi tillade os at gjøre den her citerede Udtalelse til vor.

Undersøgelsen af Spørgsmaalet om Salvens Anvende­ lighed har altsaa ført til det Resultat, at den baade giver en mindre Træffesandsynlighed og saa langt fra be­fordrer Rddisciplinen, at den tvertimod maa siges at skade den.

«Men», siger det tydske Skydereglement, «bei starken Schützen-Linien kann indess, durch den vor der Front sich lagernden Pulver-Dampf das Zielen erschwert, und hierdurch die Treffwirkung wesentlich beeinträchtigt wer­ den. Der Salve ist also in diesem Falle der Vorzug vor dem Schützen-Feuer einzuräumen.»

Den Hindring, Krudtrøgen danner for en fortsat sigtet Skydning, er forøvrigt højst forskjellig efter Vejr­ forholdene; og ved Bedømmelsen heraf gjælder det samme, som ovenfor for al Skydnings Vedkommende udviklet, at Spørgsmaalet ikke kan afgjøres, idet man som ved Øvelserne staar op bag Skytterne; man maa dømme fra selve Skyttens Standpunkt; o: man maa lægge sig ned i Kjedcn, og gjør man det, vil man se, hvor overordentlig hurtig den Smule Røg, de:’ muligvis nu og da samler sig, stiger — i det mindste saa meget tilvejrs, at den ikke mere danner nogen Hindring fol­ den liggende Skyttes Sigte.

Men paa de Afstande’ som vi her behandle, er der jo heller slet ikke Tale om nogen i længre Tid fortsat Skydning. Vi saa, hvorledes man var nødt :il at for­ berede sin Ild, ja ligefrem ligge paa Lur med den, blotfor overhovedet at faa skudt, medens Maalet var fremme. Først i det indre Fjernskydningsbelte, ja vel egentlig som oftest atter først'i den indre Del af dette, hvor Terrainet bliver mere og mere overskueligt, og Maalet som Følge heraf er længre og længre Tid fremme, vil der kunne være Tale om en lidt mere uafbrudt Skydning, og selv her vil der dog som oftest være saa mange Terrainfolder, at Skydningen jevnlig vil afbrydes, idet Maalet forsvinder i dem.

Som man ser, trænger Forsvareren under hele denne Del af Angrebet slet ikke til nogen vilkaarlig Ildpause. Pauserne komme af sig selv derved, atMaalet forsvinder. Jo mere kouperet Terrainet er, og jo længer Angriberen endnu er borte, desto længre blive ogsaa Pauserne iForhold til Ildmomenterne; og i det ydre Fjernskydnings- belte er den Tid, Angriberen bruger til at komme over de enkelte «points de passage» jo endog næsten for­ svindende i Forhold til den Tid, i hvilken han rykker dækket frem.

Viserernes Indstilling, o: om der skal bruges eet eller to Viserer og i begge Tilfælde hvilke, er, som ogsaa ovenfor efter det tydske Skydereglement frem­ hævet, først og fremmest afhængig af, med hvilken Nøj­ agtighed Afstanden kjendes. Ejendes den kun efter Skjøn, uden bestemte, faste Holdepunkter, bruges som Regel i det indre Fjernskydningsbelte 2, i det ydre 3 Viserer, der alt efter Omstændighederne ere 100 til 200 Alen forskjellige. Hvor derimod Terrainet, som af os foreslaaet, er inddelt med Afstandslinier, eller hvor man ad anden Vej kjender Afstanden med en lignende Nøj­ agtighed — i hvert Tilfælde ikke med mindre Nøjagtighed end 1/4 af Nedslagsbeltets Bredde — der er det ikke blot tilstrækkeligt, men endog, som ovenfor udviklet, det .ene rigtige at nøjes med eet viser.

Hvor Maalet ligger eller staar stille, eller hvor det bevæger sig i en Retning, der er nogenlunde parallel med Skytternes Front, bør der, hvad der jo Let indses, bruges et Viser, der saa vidt muligt svarer til Afstanden, og helst kun afviger derfra med den i de atmosfæriske Forhold begrundede Korrektion. Hvor derimod Maalet er i Bevægelse indad mod Stillingen fra den ene Dæk­ ning til den anden — og dette vil jo være det alt over­ vejende hyppigste — bør man, for at undgaa den saakaldte «Tagen Græs», en Sigtemaade, som kun kan bruges med tilstrækkelig Nøjagtighed efter megen Øvelse og Erfaring, indskrænke sig til det Viser, der svarer til det nærmest lavere eller efter Omstændighederne næst nærmest lavere hele Hundrede Alen, eventuelt den nær­ mest lavere Afstandslinie, og saa altid — bortset fra Sideretningen — bruge Maalets Fod som Holdepunkt. Ved denne Fremgangsmaade tager man tilbørligt Hensyn, baade til de rikochetterende Projektiler, og til, at der vi» erfaringsmæssig altid gaar langt flere Skud for højt end for lavt.

Sideretningen opgives i Overensstemmelse med dentidligere omtalte Tabel i Skydeskolens «Forskjelligt».

Til denne Fjernskydning mod bevægeligt Maal be­mærker Boguslawsky, at ved den forslaar hverken toeller tre Viserer. Vi maa tilstaa, at vi ikke forstaa denne Bemærkning. Thi vel ere Nedslagsbelterne ikke saa grumme brede — jo smallere de ere, jo bedre —„ men,de ere dog altid saa brede, at det tager de fremrykkende. Afdelinger Tid at komme igjennem dem, og gjennem dem komme de egentlig aldrig, da Beltet stadig følger dem. Maalets Bevægelse eller Stjllestaaen er derfor aldeles uden Indflydelse paa, om der før skydes med eet eller to Viserer, hvilket ene og alene bestemmes ved den Grad af Nøjagtighed, hvor­ med man kjender Afstanden til det Punkt, hvor Bevægelsen begynder, samt ved Hensynet til de atmosfæriske Forholds Indflydelse paa Kuglebanen.

Bevægede Maalet sig med en saa stor Hastighed, at det i væsentlig Grad forandrede Plads i den Tid, Projek­tilet bruger om fra Geværmundingen at naa ud til det, ja saa var denne nys udviklede Betragtningsmaade mislig. Men hvor meget kan Maalet, selv naar det er i Løb, be­væge sig frem i denne Tid, og er der ikke taget til­ strækkelig praktisk Hensyn hertil i det lave Viser og det lave Holdepunkt?

I det Ovenstaaende have vi nu søgt at udvikle en virkelig gjennemførlig og, som det forekommer os, prak­ tisk Fremgangsmaade, hvorigjennem Forsvareren her i Fjernskydningsbeltet kan realisere de 3 Hovedprincipper for al Skydning i Felten: Koncentration af Ilden i Tid og Rum og mod de i taktisk Henseende vigtigste Maal.

Ville vi nu kaste et Blik tilbage paa de vundne Re­ sultater, se vi, at Fremgangsmaaden var i tilsyneladende, men ogsaa kun tilsyneladende Modstrid med det sidste af disse 3 Principper, idet den bestod i en De­ling af Ilden efter Maal, saaledes at Ildlinien, naar Maalet var i det ydre Fjernskydningsbelte, deltes med Hensyn til de enkelte «points de passage», der beskødes uafhængig af, hvilket saa det Maal var, der dukkede op i dem, medens den derimod i det indre Fjernskydnings­ belte lod sine enkelte Dele indenfor den Bataillonerne eller Regimenterne anviste Strækning følge med det een Gang opgivne, bestemte Maal. Overensstemmelsen med Princippet naaedes saa atter derigjennem, at de Gevær­ masser, der anvendtes mod de forskjellige Maal, stode i Forhold til disse Maals taktiske Betydning.

Koncentrationen i Tid og Rum kom ved denne Ildens Deling saa at sige af sig selv, idet hver enkelt Ildcnhed kun beskød eet bestemt Maal, og dette- atter kun i den forholdsvis korte Tid, hvori det var fremme.

Til Hjælp ved Afstandsbedømmelsen inddeltes Terrainet i det indre Fjernskydningsbelte efter Afstands­ linier. Hvor dette ikke kunde ske, og Afstanden ikke kjendtes med tilstrækkelig Nøjagtighed ad anden Vej, anvendtes flere Viserer.

Skulde vi i Korthed karakterisere Fjernskydningen, saaledes som den er foreslaaet anvendt i det Foregaaende, da tro vi bedst at kunne gjøre dette ved at benytte et Billede. Den er at sammenligne med Ilagelbyger, der af heftige Vindstød føres i skraa Retning ned i Terrainet. Der stræbes hen til at gjøre den enkelte Byge saa tæt, saa samlet, som det i hvert givet Tilfælde er muligt og praktisk, idet det dog kan blive nødvendigt at slaa af paa Fordringerne til Tætheden for at opnaa, hvad det først og fremmest kommer an paa: at Bygen eller i hvert Tilfælde en Del af den falder ned over Maalet. I samme Nu, Maalet dukker frem, i samme Nu bryder ogsaa Bygen løs; i samme Øjeblik, Maalet forsvinder, standser ogsaa Bygen for atter at tage fat, saa snart det igjen maatte komme tilsyne. I det ydre Fjernskydnings­ belte staar Bygen konstant over samme Punkt, i det indre følger den Maalet Skridt for Skridt gjennem hele Beltet.

I Nærskydningsbeltet stille Forholdene sig væsent­lig anderledes end i det hidtil behandlede Fjernskydningsbelte; og Grunden er, at Projektilbanerne her ere raserende.

Det er tidligere omtalt, hvorledes Befalingsmændenes Betydning som Ledere af Ilden forsvinder, naar Maalet træder ind i de raserende Baners Belte, og hvorledes det her kun er Skytten, det kommer an paa. Det er tillige omtalt, hvorledes de mindre Afvigelser, der hid­ røre fra Vejrliget og andre mindre forstyrrende Om­ stændigheder, ere uden Betydning overfor de Fejl, Skyt­ten gjør i Sigte og Aftræk som ligefrem Følge af hans ved Fjendens Nærhed og Skydning paavirkede Sinds­ stemning.

Men umuliggjør Skyttens Ophidselse og Uro det nøjagtige og korrekte Sigte, saa bor man beller ikke opstille dette som en Fordring, der skal søges efter Evne tilfredsstillet, men man bør tvertimod søge at raade Bod paa det enkelte Skuds mindre Træffesandsynlighed ved at sende flere Projektiler ud mod Maalet n: ved Hurtigskydning, en Skydemaade, man kan benytte desto roligere, jo mere man ved et forstandigt Valg af Retningspunkt liar sørget for, at det mindst mulige Antal Projektiler gaar for højt, gaar ud over Maalet; om Projektilerne derimod gaa noget mere til venstre eller højre, er mindre væsentligt, da Angriberen jo har udviklet en bred Front med det Formaal for Øje, at faa det størst mulige Antal Geværer i Ilden, og træffer derfor det Projektil, der gaar til Siden, end ikke den, for hvem det var bestemt, saa er der dog Sandsynlighed for, at det træffer en anden, altsaa alligevel gjør sin Nytte.

Som et saadant praktisk Retningspunkt, der fyldestgjør den stillede Betingelse, lager Hensyn til Rikochetskud og letter Sigtet, har det tydske Skyjlereglement, forresten ikke blot paa disse nære, men paa alle Af­ stande indfort Maalets Fod. Tydskeren lader altid »das Ziel aufsitzen».

Det tydske Skydercglcmont udtaler sig forr sten ikke fordelagtig om Hurtigilden. Det siger, at den gjør Fol­kene urolige, og at Krudtrøgen efter nogle faa Skud ersaa tæt, at der ikke kan sigtes igjennem den. Omdenne sidste Sag have vi allerede talt ovenfor. Denved Remingtongeværet udviklede Krudtrøg er som Regel ingen Hindring for en fortsat Hurtigskydning. Den kan maaske genere Officerer, der staa bag Fronten, i at se, ty men den stiger — undtagen netop i fugtigt Vejr — øje­blikkelig saa meget tilvejrs og er saa tynd, at den aldrig i nogen væsentlig Grad vil genere Skytten, navnlig ikke ved den Grad af Nøjagtighed i Sigtet, hvorom der er Tale ved Hurtigsky.dningen.

Og ganske vist gjor Hurtigilden Skytterne urolige paa Skydebanen, hvor de iforvejen ere rolige; men man maa huske paa, at paa Valpladsen med Fjenden og hans Ild lige i Næsen ere de iforvejen lidt urolige, og den mulige Tilvæxt i Uro, som Hurtigskydningen her kan medføre, er for Intet at regne mod den Tilvæxt i Sandsynlighed for at tilføje Fjenden forøgede Tab, der resulterer af den paa disse Afstande, hvor Kugle­ banerne ere raserende. Med Fjenden saa nær kan der desuden alligevel ikke ventes noget nøjagtigt Sigte, om Skydningen end blev nok saa langsom. Men Skydningen kan ikke være langsom, om det saa var nok saa heldigt. Netop Skyttens Uro og Ophidselse vil medføre hurtigere og hurtigere Skydning, der meget snart vil være Hurtigskydning; og er det da ikke langt bedre baade for Disciplin og for relativ Ro hos Skytten, at han ved, at der skal skydes Hurtigskydning, at han er vant dertil fra Fredsøvelserne? At kaste Vrag paa Hurtigskydningen endog for selve Afgjørelsens Moment — og Afgjørelsen kan, saaledes som vi nærmere skulle omtale, falde paa et hvilketsomhelst Punkt indenfor Nærskydningsbeltets Grændse — det strider, som Boguslawsky ogsaa siger, ganske mod enhver praktisk Anvendelse af Bagladegeværet, eller som Tanken ogsaa kan udtrykkes: Hurtigilden lader sig ikke udrydde; thi den er jdybt begrundet i Vaabnets Natur. Vi tro derfor, j at det tydske Skydereglement lier paa dette Punkt har set vel meget paa Teknik, vel lidt paa Taktik.

Derimod har det nævnte Reglement sikkert Ret, naar det siger, at det er vanskeligt under en Hurtigild at vedligeholde Ildledelse og Ilddisciplin. Vi ville tilføje, at hvor denne Ildledelse eller Ilddisciplin skal søge sit Udtryk i for Skytterne uvante, i Øjeblikket undfangne Anvisninger og Ordrer og ikke udelukkende baseres paa een Gang for alle givne almindelige Instruktioner, der er den umulig; thi den Larm, som udgaar fra en­ hver Kjede, der skyder Hurtigskydning eller endog blot stærk Tiraineurild, gjør — saaledes som allerede i forrigeii Afsnit omtalt — i Forbindelse med den herskende Uro og Ophidselse, at selv den kraftigste Stemme umulig kan hores.

Men alt dette er ogsaa en i og for sig meget naturlig Sag. Det gjælder blot om at se, at Skydefægtningen, og det lige fra Nærskydningsheltets Grændse, er saa at sige «Nutidens Bajonetkamp».

I et Foredrag, som Kaptejn Ahlmann af 22. Ba­taillon holdt i Vinter i Militærforeningen i Kjøbenhavn, paapegede Kaptejnen, hvorledes. Afgjørelsen i en Fodfolks-fægtning, som Følge af de gjennem Tiderne udviklede Skydevaaben, mere og mere falder paa Tidspunkter, hvori de to Modstandere ere længer og længer fra hinanden. I Bajonetfægtningens Tid faldt Afgjørelsen først i selve Haandgemænget; al Skydning var kun en Forberedelse hertil; først i selve Haandgemænget løstes Kommandoen, først der kom det da an paa den Enkeltes Kraft og Instruktion. Under Lineartaktikken faldt Afgjørelsen ved Hjælp af Hurtigilden, naar Modstanderne vare paa om­ trent 100 Alens Afstand fra hinanden. Nu falder den paa 600 Alen.

Vi tillade os at udtale som vor Mening, at i hvert Tilfælde kan Afgjørelsen fra det Øjeblik, hvor de ra­serende Baners Belte er betraadt, falde, hvad Øjeblik det skal være.

Men naar Nærkampen (Nærskydningen) nutildags begynder paa en Afstand af 600 Alen, er det saa ikke naturligt, mener Kaptejn Ahlmann, og 1 Overensstem­melse med, hvad der har fundet Sted til Tider, der stode med en paa andre Vaaben grundet Taktik, at Førernes Ledelse ophører ved Nærskydningsbeltets Grændse, og at, naar Fjenden er inde over denne, Alt da heroer paa den enkelte Mands Instruktion?

Det er sikkert ogsaa en paa Erfaringer fra den fransk-tydske Krig begrundet ubestemt Følelse af, at der er et Punkt, og det endda ikke saa ganske nær ved Fjenden, hvor al Kommando hører op, hvor Førerne ikke kunne regere Noget mere, og hvor der — saa mente man — derfor ikke var andet at gjøre end at lade staa til og gaa paa, det er sikkert, sige vi, en ubestemt Følelse heraf, der har bragt de aller fleste tydske Forfattere, der have skrevet siden 1870— 71, til at udtale sig for, at fra en 3— 400 Alen, ja endog fra en 400 Skridt skal Angriberen rykke frem til Storm, til et fuldstændigt Bajonetangreb (tilmed et Bajonet­ angreb i Kjede, altsaa uden Stødkraft), og det mod en lid, der paa Grund af sin betydelige Rasance ikke ønsker sig noget Bedre end netop de brede og tætte Maal, som den har det fuldstændig i sin Magt at meje ned. Dog, derved skulle vi ikke her opholde os længer.

Men ligesom man har haft en Følelse af det for Angrebets Vedkommende, saaledes ogsaa for Forsvarets. Og denne Følelse kommer frem paa mange Punkter og ved mange Lejligheder. Det er for at nævne et Excmpel den, der ligger paa Banden af Boguslawsky’s Ytring, at naar Angrebet er paa en 3— 400 Alen, vil man som Regel ikke mere kunne afbryde liden.

Det er denne Ivjendsgjerning, at Nærkampen be­ gynder med Modstanderens Indtrædelse i de raserende Baners Belte, der maa staa En klart, naar man vil søge at løse den Opgave, som Boguslavvsky kalder «at disci­plinere Hurtigilden», en Opgave, man ingenlunde kan komme ud over ved at ville tvinge en Udledelse ind, som vilde glippe under alvorlige Forhold, men hvis Løs­ ning tværtimod netop fordi det er en Nærkamp, der er Tale om, maa baseres paa Umuligheden af al Ledelse og Kommando som paa noget Fast og Givet, altsaa en Opgave, der kun lader sig løse gjennem en almindelig, saa vidt som muligt for alle Tilfælde passende Instruktion, som den menige Skylle allerede lærer i Fredstid.

Men idet Nærkampens Grændse er rykket ud til 600 Alen, saa bortfalder af sig selv — og da navnlig for Boguslavvsky, der jo vil, at Ilden som Regel først skal begynde her — de Ildpauser, som han anbefaler Forsvareren, idet Ilden som Regel ikke vil kunne standses (se forøvrigt Boguslawsky’s egen ovenfor cite­rede Ytring). Kort sagt, i Nærskydningsbeltet er der ikke Tale om Koncentration af Ilden i Tid; fra det Øjeblik, Angriberen har betraadt dette Belte, ruller den uafbrudt. Ved Øvelsen er det maaske nok muligt at standse den, i Virkeligheden efter vor Overbevisning aldrig.

Vi gaa nu over til en nærmere Betragtning af den ovenfor omtalte, almindelige Instruktion for Skytterne, en Instruktion, som gjennem den dem lige fra deres første Rekrutperiode givne Dressur saa at sige maa være gaaet over i Blodet paa dem.

Denne Instruktion vil kunne omfatte: Valg af Maal, af Viser og af Holdepunkt.

Ligesom hver enkelt Mand i Bajonetkampen kun vender sig mod den Modstander, hvem Tilfældet har ført hen foran ham, og fra hvem den umiddelbare Fare truer, medens han ikke skjænker de andre engagerede Fjender en Tanke, saaledes vil ogsaa her hver Skytte, naar Angriberen først er naaet inden­ for 600 Alen, kun tænke paa at skyde paa den Del af den fjendtlige Skyttekjede, der ligger lige foran ham, fordi det er den, der skyder paa ham, fordi det er den, der rykker frem mod ham, det er fra den, Faren umiddelbart truer ham; ja, han ser ligefrem ikke andre Dele af Fjenden end netop den.

Det er paa denne naturlige, saa let forstaaelige, men saa lidet paaagtede Kjendsgjerning, man maa bygge, naar Talen bliver om «Valg af Maal» ved Skydning i Nærskydningsbeltet; og bygger man derpaa, saa ser man ogsaa, at dens umiddelbare Konsekvens er, at der slet ikke kan være Tale om noget Valg af Maal. Det er en Illusion at tro, at Ilden paa disse Afstande kan samles mod et bestemt Punkt; Enhver skyder paa sin vis-à-vis.

Den eneste Regel, der kan gives Skytten med noget Haab — og det endda kun et ringe Haab — om, at den vil blive fulgt, er den: »Skyd fortrinsvis paa Din Mod­ stander, naar han er i Bevægelse; thi da har Du paa Grund af det større Maal, han frembyder, langt mere Sandsynlighed for at trælle ham, end naar han atter er falden ned for selv at skyde.»

Er det imidlertid Forsvareren særdeles magtpaaliggende at faa beskudt de fjendtlige Reserver, der ere inde i Nærskydningsheltet — og at det som oftest er dette, er let forstaaeligt — , saa kan det kun ske ved særlige, særdeles vel disciplinerede Afdelinger, der først føres frem i Ildlinien i samme øjeblik, de skulle bruges, altsaa ikke have været engagerede mod andre Maal. Endda er det tvivlsomt, om det vil lykkes at hindre dem i, i det mindste efter nogle Øjeblikkes Forløb — særlig dersom vedkommende Reserve af en eller anden Grund et Øjeblik kommer ud af Syne — atbegynde en Skydning mod den Kant, hvorfra de selv beskydes; og er denne Skydning først begyndt, saa lader Ilden sig ikke igjen samle mod noget andet Maal. En Betingelse for, at Experimentet skal lykkes, er derfor ogsaa, at vedkommende Skytter kunne udvikles paa et saadant Sted, at de selv ere saa lidet udsatte som mu­ligt, samtidig med, at vedkommende fjendtlige Reserve fra dette Sted synes dem et i Øjeblikket lige saa naturligt Maal, som de fjendtlige Skytter.

Ved denne Kamp indenfor 600 Alen, hvor Skyd­ningen ruller uafbrudt, hvor al Kommando er ophørt, hvor Skytterne ere urolige og febrilske — mangen Gang endog i aller højeste Grad, der vilde det kun vidne om liden praktisk Sans at forlange, at Visererne skulde stilles og atter stilles paa de forskjellige Hundrede Alen, efterhaanden som Modstanderen kommer nærmere. Hvem kan ogsaa for Alvor tro, at noget Saadant virkelig lod sig gjennemføre, endog blot i fjerneste Maade tilnærmel­ sesvis?

Men det forlanger man da, saa vidt os bekjendt, heller ikke nogetsteds.

I Frankrig benyttes ifølge »Manuel de tir» 3 Viserer indtil en Afstand af 400 M. (600 Alen), nemlig:

Viser 200 M. indtil en Afstand af 250 M.
— 300 M. mellem 250 og 350 M.
— 350 M. — 350 og 400 M. Retningspunktet er i Højde med Øjet.

I Tydskland har man til Drug mod Fodfolket 2 faste Viserer:

Stand-Visir, 270 M. (430 Alen), der skal an­ vendes i staaende Skydefægtning indtil 200 M. eller 270 M., eftersom Fjenden ligger ned eller viser et Maal paa halv Mandshøjde.

Kleine Klappe, 350 M. (560 Alen),_der bruges mod udækket, opretstaaende Infanteri fra 350 M. til Geværmundingen og mod bredere Maal paa halv Mands­ højde fra 350 M. til 270 M.

Retningspunktet er Maalets Fod.

Hos os har man som bekjendt 2 faste Viserer, d e t100 Alens og det 500Alens, det første til Brug mod Maal indtil 400 Alens Afstand, det andet til Brug mellem 400 og 600 Alen. Dog findes der ingen Befaling for, at de skulle bruges udelukkende.

Maaske kunde man, saaledes som Hr. Premierløjtnant Knub synes at mene, nøjes med det 500 Alens Viser.

Naar Skytten ligger ned, og Maalets Fod tages til Retningspunkt, er 500 Alers Banen nemlig fuldt rase­rende, selv om Maalet er paa 600 Alen; Projektilet gaar ganske vist i sidste Tilfælde i Jorden paa lidt over 500 Alen; men man maa huske paa, at man som oftest kan vente sig god Virkning af Rikochetterne, samt, hvad der er af stor Betydning, at Skuddet i Nærskydningsbeltet saa godt som altid vil gaa for højt. At Middelkuglebanen gaar saa tidlig i Jorden, taler derfor netop for Anvendelsen af det 500 Alens Viser indtil 600 Alen og det saa meget mere, som de Maal, hvorpaa der skydes, næsten altid vflle være i Bevægelse fremad. Men netop de samme Omstændigheder, som gjøre Brugen af 500 Alens Viseret praktisk rigtig, naar Maalet er mellem 500 og 600 Alen, tale ogsaa for, at man ikke anvender 500 Alens Viseret i den Skytten nærmeste Del af Beltet, idet man derved netop vilde udsætte sig for, at en uforholdsmæssig stor Mængde Projektiler gik for højt, hvorimod 100 Alens Viseret bliver det mest praktiske paa Afstande fra Skyt­ tens Fod indtil en 3—400 Alen, og det uagtet den Middelkuglebane, der svarer til det 100 Alens Viser, naar Maalets Fod er Retningspunkt, gaar i Jorden paa omtrent 200 Alen, hvad enten saa Maalet er 100, 200, 300 eller 400 Alen borte.

løvrigt tillade vi os. i dette Spørgsmaal at henvise vore Læsere til »Krigsministeriets Meddelelse Kr. 2» af November 1870.

Men maa 500 og 100 Alens Visererne end siges begge at være særdeles praktiske, naar Maalet er oprejst Mand eller det er i Bevægelse fremad, saa stille Forholdene sig anderledes, naar Modstanderen ligger ned, altsaa naar Maalet forude» at ligge stille tillige er lille. 500 Alens Viseret er endnu særdeles anvendeligt paa Afstande mel­ lem 400 og 600 Alen, hvorimod den Bane, der svarer til 100 Alens Viseret, gaar altfor tidlig i Jorden, til at man kan vente sig nogen god Træfning ved at skyde med 100 Alehs Viser mod liggende Maal mellem 200 og 400 Alen; her vilde derimod den flade 300 Alens Bane sikre en god Træfning. IIvor lidet det Hele end ganske vist vil have at sige i Praxis, kunne vi dog derfor ganske slutte os til Premierløjtnant Knub, naar denne for det Tilfældes Skyld, hvor der skal skydes i længre Tid paa en mellem 200 og 400 Alen liggende Modstander, kunde ønske et fast 300 Alens Viser; kun kunne vi ikke tiltræde Premierløjtnantens Mening om, at dette ikke behøvede at være saa let at indstille som de øvrige faste Viserer.

Hvorledes skal man nu imidlertid sørge for, — for saa vidt der overhovedet kan sørges for noget Saadant — at de to faste Viserer, der altsaa i hvert Tilfælde bør komme til Anvendelse, det 500 Alens og det 100 Alens, ogsaa virkelig blive brugte og brugte hvert paa sine Afstande? Den eneste Maade, hvorpaa dette kan ske, er i Terrainet at markere de Linier, der begrændse Belterne for de to Viserers Brug, det vil sige at markere 000 Alens og 400 Alens Afstandslinierne. Foruden de ovenfor nævnte Af­ standslinier paa 800, 1000 og eventuelt 1200 Alen faa vi derfor endnu en 400 Alens og en 600 Alens Afstandslinie; men medens de tre førstnævnte vare til Hjælp for Befalingsmændene ved Bedømmelsen af de Viserhøjder, der skulde anvendes ved Fjernskydningen, og, netop fordi de vare til Brug for Befalingsmænd, ikke behøvede at markeres eller i hvert Tilfælde kun at mar­ keres forbigaaende, saa ere de to sidste og da særlig den aller sidste, den 400 Alens, til umiddelbar Hjælp for Skytterne, og de bør derfor helst under hele Kampen være markerede paa en særdeles tydelig Maade dog saaledes, at Fjenden ikke derved vejledes.

Den Meniges Instruktion med Hensyn til Brug af Viser bliver saaledes simpelt hen:

«Mellem de to Afstandsmærker bruges 500 Alens Viseret (Galgen op, Skyderen ned); indenfor det inderste Mærke 100 Alens Viseret (Galgen ned).»

Eventuelt føjes til: «Og hvis Fjenden kaster sig ned til Skydning, inden ban er naaet Halvvejen ind fra det sidste Mærke, da bruges 300 Alens Viseret.»

Holdepunktet er af de tidligere udviklede Grunde «Maalets Fod».

Var Fjernilden at sammenligne med Hagelbygen, saa kan man sige, at Nærilden er som en Le, der uden nogensinde at hæve sig over Mandshøjde fra Jordover­ fladen mejende stryger hen langs denne. Og den er ikke blot som en enkelt Le, der kun gaar een Gang hen langs Jorden, eller som det i hvert Tilfælde tager nogen Tid at føre tilbage til den første Udgangsstilling, hvorfra Bevægelsen skal fornyes; men den er som en uafbrudt Række Leegge, som, uden at man egenlig kan sige, at der er nogetsomhelst Mellemrum, nogensomhelst Afbrydelse, farer hen langs Jordoverfladen.

Vi skulle endnu kortelig omtale, hvorledes man kan indrette sig ved en Afdeling for saa hurtig som muligt at komme til Kundskab om Afstandsliniernes Beliggenhed.

Ved hvert Kompagni maa der være udtaget 2 til 3 Mand (helst Underkorporaler, der ikke anvendes som Sektions­ førere), som, saa snart et Kompagni har besat en Stilling, eller saa snart det blot er afgjort, hvor denne Stillings Ildlinie vil komme til at ligge, paa Kompagnichefens Avertissement begynde Skridtningen ud i Terrainet fra forskjellige Punkter af Kompagniets Front. De medføre de altid parate Afstandsmærker. Disse kunne f. Ex. bestaa af forskjellig farvede Smaaflag til de yderste Afstands- linier og til de indre Afstandslinier af Lærredsstrimler, 2 til 4 Alen lange og 1/2 til 3/4 Alen høje, i begge Ender syede om Jernpinde, der stikkes ned i Jorden, og mellem hvilke Afstandsmærket da holdes udspændt. Disse Mærker maa have forskjellige Farver. Af de Mærker, der skulle benyttes til at markere 600 eller 400 Alens Linien, kan det ene f. Ex. være rødt, det andet hvidt. Istedenfor slige Mærker og Flag kan bruges Halmviske paa Stokke; dog maa man for de fjernere Afstandes Vedkommende huske at gjøre dem tilstrækkelig store, for at de kunne ses.

Naar en Afslandsskridter har skridtet til 400 Alen, udfolder han det for denne Afstand bestemte Mærke og anbringer det paa et saa bekvemt Punkt som muligt, det vil sige paa et Sted, hvor det let ses indefra sam­ tidig med, at det er saa meget som muligt skjult udefra. Ved 600 Alen anbringes 600 Alens Mærket, idet der tages de samme Hensyn, skulde disse Mærker imidlertid ikke kunne anbringes skjulte udefra, kan vedkommende Kom­ pagnichef ved nogle faa udsendte Folk lade opkaste et lille skjulende Glacis foran dem. Afstandsskridterne fortsætte imidlertid deres Skridtning for at bestemme Afstands­ liniernes Beliggenhed saa langt, som Terrainet tillader det; ved 800, 1000, eventuelt 1200 Alens Linien an­ bringes de medbragte Smaaflag. Om Skridlningen skal fortsættes længer ud og da hvor langt, beroer paa særlig Instruktion. Naar Skridterne vende tilbage til Stillingen, medtages Mærkerne fra de ydre Afstandslinier, hvis Be­liggenhed Førerne i Stillingen altsaa nu maa have indprentet sig. 600 og 400 Alens Mærkerne, der jo skulle tjene til umiddelbar Vejledning for Folkene, blive derimod staaende.

Dersom der ikke ved Hjælp af Kaart, Telemetre, Mitrailleuseindskydning eller ad anden Vej er skaffet den fornødne Fjendskab til Afstandene til mulige »points de passage» i det fjernere Belte, men disse derimod ere udmaalte ved Skridtning, melde Skridterne herom ved deres Tilbagekomst.

Lægges Excrcerreglementets Bestemmelser om Skridt­ længde og Marchetempo til Grund for Beregningen, ser man:

Skærmbillede 2023-10-17 kl. 00.09.04.png

Lægges hertil 3 Minutter til Anbringelse af de to nærmeste Afstandsmærker, og 1 Minut til Anbringelse af hvert af de fjernere, faaes, at der medgaar 15 Minutter til Afstandsmarkeringen i Nærskydningsbeltet og det indre Fjernskydningsbelte.

Skal der undtagelsesvis skridtes til Punkter i det ydre Delte, medgaar der naturligvis mere Tid, 1,5 minut for hver 200 Alen.

Man ser heraf, at man saa godt som altid — endog i Renkontrefægtuingcr — ganske enkelte Smaaafdelingcr maaske undtagne — har Tid nok til at forberede sin Ild paa den foreslaaede Maade o: vod Afskridtning af Afstandslinier, i det mindste nogle. Altsaa heller ikke fra denne Kant kan der gjares nogen Indvending mod Afstandsliniesystemet, der tvertimod forener al ønskelig Fuldstændighed og Nøjagtighed med Simpelhed og Hurtighed i Etablering og Anvendelse.

Der vil ifølge «Anvisning til Drug af Fodfolkspaden« kræves 18— 35 Minutter til, at et Kompagni kan grave sig Skyttegrave i en Stilling, og det endda Skyttegrave af aller simpleste Slags; men der kræves kun 15 Minutter til Afstandsliniernes Etablering.

Hvor Tiden og Omstændighederne imidlertid ikke tillade Systemets fulde Anvendelse, vil man dog næsten altid kunne faa skridtet til nogle Linier, jo flere, jo bedre. De to, der ubetinget ere de vigtigste, — men som ogsaa ville kunne skaffes tilveje i smaa som i store Fægtninger — ere 400 Alens og 600 Alens Linierne, dels fordi de tjene til umiddelbar Vej­ ledning for Folkene, dels fordi, som allerede flere Gange fremhævet, Ilden i Nærskydningsbeltet er og til alle Tider bliviy; ved at være den Vigtigste.

Som vi ovenfor saa, var Instruktionen for Skytternes Skydning paa Maal indenfor 600 Alen grumme simpel. Men foruden denne Instruktion gjælder det om, ved alle mulige midler og ved alle mulige Lejligheder, i Fred som i Krig, at søge at hæve Skytternes Ro, deres Mod og deres Tillid til eget Vaaben og egen Evne til at bruge dette. Kort sagt, det gjælder om at bibringe dem denfaste Overbevisning, at naar de blot holde ud og ved­ blive at skyde med Ro og Precision, saa maa Angrebet strande.

Skærmbillede 2023-10-17 kl. 00.12.20.png

Theoretisk set tør man nok sige, at et Frontalangreb er uigjennemførligt mod en Stilling, der er tilstrækkelig besat, yder frit Skud paa indtil en 900— 1100 Alen, og hvis Forsvarere have forberedt og nu lede deres Ild efter de i det Foregaaende udviklede Principper. Dog — nnar man et Øjeblik ser bort fra Totaliteten og vender Blikket mod de enkelte Dele af de kæmpende Linier, saa ser man nemt, at der for Kompagniers, Batailloners, Regi­menters, ja — hvis der er store Styrker engagerede — endog for Brigaders og endnu større taktiske Legemers Vedkommende ikke desto mindre kun kan være Tale om Frontalangreb; thi Forsvareren vil stadig sætte Tropperimod de Dele af den fjendtlige Hær, der søge at omfatte eller omgaa hans Fløje, og det er da mod disse, at An­grebet maa føres frontalt. Imødegaaes den omfattende Bevægelse ved fra Echelonopstillingen at angribe den om­ fattende Styrkes Flanke, da ere kun Rollerne ombyttede. Denne Styrke maa sætte i det mindste Noget mod et saadant Angreb for at frigjøre Resten til Løsningen af sin egentlige Opgave, og Følgen bliver da kun 2 Frontal­ angreb, eet af Forsvarerens Echelonflanke mod dette «Noget», og eet af det Resterende af den omfattende Styrke mod, hvad Forsvareren sætter ind som defensiv Flanke.

De rent taktiske Fordele, der skulle være en Følge af det omfattende Angreb, ere jo, at Angriberen gjennem jjet formaaer at udvikle en større Ildlinie og at bringe en krydsende Ild ind over Fjenden. Men som det ses af hosstaaende Figur, er det egentlig kun i selve Omfatnings­ hjørnet (a), at den større Ildlinie kan udvikles, og jolænger man kommer bort fra dette baade i den ene og den anden Retning, desto mindre Betydning faar den flan­ kerende Ild, der jo forøvrigt endog i selve Omfatnings­ hjørnet maa siges at være frontal mod Forsvarerens Hjørne (b). Vel skyde vore moderne Geværer langt, men For­ svarerens Geværer ville ogsaa tvinge Angriberen til at føre sit omfattende Angreb frem fra store Afstande. Det er derfor, væsentlig fra den omfattende Styrkes Artilleri, ikke dens Infanteri, at den flankerende Ild skal komme.

Skærmbillede 2023-10-17 kl. 00.15.33.png

Jo mindre de kæmpende Styrker nu ere, altsaa jo større den Del af dem forholdsvis er, der er, udsat for Krydsilden, desto mere vil denne Ild lette Angrebet, men kun yderst sjeldent vil den gjøre det overflødigt, og naar det føres, vil det — som ovenfor udviklet — , hvordan man saa vender og drejer det, altid — set fra de mindre taktiske Legemers Standpunkt — blive frontalt.

Men netop derfor kan det ikke nytte, at man bliver staaende ved den Sætning, at et saadant Frontalangreb er umuligt. Hvor store Ofre det end upaatvivlelig vil for­ lange, hvad enten det lykkes eller ej, Fordringen om en Afgjørelse, et Resultat, kræver, at det maa forsøges, og selve Angrebet, Bevægelsen, Spændingen, Trommehvirv­ lerne, Hurraraabene samt den meget væsentlige Omstæn­ dighed, at alle de Døde og Saarede og med dem alle de deprimerende Indtryk, de foraarsage, lades tilbage under Avanceringen, alt dette er da heldigvis for Angriberen ogsaa Momenter, der ved at styrke Modet og Lysten til at gaa paa hjælpe ham mægtig til at overvinde den enorme Kraft, der nutildags kan udvikles af et vel forberedt og vel ledet Forsvar.

Det bliver derfor vor Opgave at udvikle, hvorledes Geværet rettelig bruges under et Frontalangreb, og det er herom, vi nu skulle fremsætte vore Anskuelser, ved hvilken Udvikling vi i Modsætning til, hvad der var Tilfældet i forrige Afsnit, maa indlade os paa at drøfte Formationer og Føring, eller med andre Ord maa give en fuldstændig Fremstilling af et Angreb gjennem alle dets Faser, ford i Hensynet til Tabene her ved Angrebet træder langt mere frem end under Forsvaret, og idet det paa alle Punkter slynger sig sammen med Hensynet til Virkningen, griber bestemmende ind i dette. Vi maa dog strax forudskikke den Be­ mærkning, at uden betydelig Overlegenhed og uden god Forberedelse ved Artilleriild vil intet Angreb have Chance for at lykkes.

Det, som det nu først og fremmest gjælder om at stille sig klart, er, hvad det er, Angriberen søger at naa, hvad det er, han vil.

Han vil have Forsvareren bort og'selv op i hans Stilling. Det er hans Maal. Og i Forbindelse hermed vil han — af Hensyn til senere Begivenheder — saa vidt muligt søge at tilintetgjøre Modstanderen.

Nu er det klart, at jo længer Angriberen bliver nødt til at gaa ind mod Stillingen, før han kan jage Forsvareren bort, desto større Tab vil han ogsaa lide. Heldigst for ham vilde det derfor være, om han allerede fra længre Afstande kunde fordrive Forsvareren.

Men kan han det?

Skydningen er jo det eneste Middel hertil; og det ses let, at der vilde kræves en ganske enorm Udvikling af Geværer og en fortrinlig Skydning for blot at veje nogenlunde op mod saadanne Fordele hos Forsvareren som: mere dækket Stilling, bekjendte Afstande, bekvemt Geværanlæg og hurtig og bekvem Patronforsyning; og selv om Angriberen gjennem en saadan Kraftudfoldelse kunde opnaa samme Virkning som Forsvareren, var det saa derfor givet, at han vandt i Skydefægtningen? Og om han saa ogsaa vandt, gik saa Forsvareren derfor? Han trak sig maaske tilbage fra selve Ildlinien for at aabne Ilden igjen under heldigere Omstændigheder, o:naar Angriberen for at tage Stillingen i Besiddelse var kommen ind i Nærskydningsbeltet, eller han erstattede stadig sine Faldne med friske Skytter. Det samme kunde Angriberen ogsaa gjøre, vil man maaske indvende. Men Angriberens Tab vil være forholdsvis langt større, han behøver derfor større Erstatninger, og hans Overmagt vil snart være brugt op, uden at det vil være lykkedes ham at fordrive Forsvareren; det er, som Laymann siger: «En staaende Skydefægtning er kun til Fordel for Forsvareren». Og har Angriberen nu altid Tid til en saadan langvarig Skydefægtning? Kræver ikke mangen Gang Hensynet til hele Fægtningen og dens strategiske Formaal, at det skal gaa saa hurtig som blot muligt? (Angreb fra echelonnerede Styrker.) — Og hvad er saa ikke overhovedet Betingelsen for Udviklingen af en saadan overlegen Geværmasse? Det er overlegen Plads. Men naar undtages selve Hjørnet, der dannes ved den omfattende Bevægelse, saa har Forsvareren — bortset fra rene lokale Tilfældigheder — overalt samme Plads som Angriberen. Denne er ganske vist i det Hele taget svagere, men det er ogsaa ham, der vælger Stillingen i det Hele og Store og dermed Frontens Længde.

Angriberen kan ikke allerede paa lange Afstande fordrive Forsvareren; men paa den anden Side er det heller ikke nødvendigt, at han under hans Ild gaar ham helt ind paa Livet. Det vilde være galt, om An­griberen nutildags vilde søge Afgjørelsen i en Kamp med blanke Vaaben og ikke benytte sig af Geværets offensive Kraft. Men Geværets offensive Kraft benyttes kun, naar Afgjørelsen søges ved Udvikling af den stærkest mulige Geværmasse i Skydelinier, der samtidig ere saa langt fra Fjenden som muligt og dog saa nære, at Angriberens Skytter have lige saa store Chancer for at træffe som Forsvarerens, hvad der vil sige, at Maalene under selve Skydefægtningen blive omtrent lige store, og den nøjagtige Kjendskab til Afstandene uden fremragende Be­ tydning. Dette kan kun være etsteds i Nærskydnings- beltet, og nærmere bestemt: Det er Strækningen omkring 300 Alen. Det er da denne Skydning fra 300 Alens Po­ sitionen, der er «afgjørende» for Fægtningen, idet det afhænger af Udfaldet af den, hvor vidt Angriberen kan komme op i Stillingen.

Hvorledes kommer nu Angriberen bedst herind?

Hvad enten han gaar hurtig eller langsomt frem,: hvad enten han gjør mange eller faa Ophold, saa har han altid den samme Vejlængde at tilbagelægge, og vil, forud­ sat at Forsvareren stadig kan have det samme Antal Skytter fremme, derfor altid under selve Bevægelsen lide omtrent de samme Tab, hvad enten han standser og skyder paa Vejen eller ikke. Vel vil han ved en saadan Skydning forurolige Forsvarerens Ild; men ban vil paa den anden Side give denne Tid til at forberede en ny, kraftig Skydning i det Øjeblik, da han bryder fremigjen; og i selve Skydefægtningen fra disse Opholds-Stillinger er han jo Forsvareren underlegen.

For Angriberen gjælder det derfor om at komme saa hurtig som muligt frem til Afgjørelsen.

Men dog vilde det være en komplet Misforstaaelse, om man mente, hvad der synes at ligge nær, heraf at kunne drage den Slutning, at Angriberen skulde søge at naa frem til denne Afgjørclse eller maaske endog op i selve Stillingen uden Skydning. "Er würde während des Vorgehens zusammengeschossen werden», siger Laymann. Noget Saadant kan naturligvis slet ikke gaa og er da heller aldrig bleven forlangt af nogen af den hurtige, kraftige, energisk førte Offensivs moderne Venner.

Men hvor, paa hvilke Afstande skal da Angriberen aabne sin Ild?

Ja, han skal begynde den i det Ojeblik, hvor det er en given Sag, at han ikke kan gjøre sig haab om at kunne trænge længer frem uden iforvejen at have banet sig Vej ved den.

Hvor meget Angrebet nu end er forberedt ved Ar­tilleriilden, saa maa dette Øjeblik dog ubetinget komme, før de raserende Baners Belte betrædes. Men paa den anden Side maa Angriberen ogsaa huske paa, hvor hurtig hans Underlegenhed i Skydefægtningen' voxer med Af­ standen fra Forsvareren, hvor meget han vil sætte til baade af Folk, Kraft og Energi, om han bliver nødt til at begynde Skydefægtningcn tidlig. Det er derfor vel udenfor de raserende Baners Bælte, men dog saa nær som muligt dette, altsaa helst paa Grændsen mellem de to Belter, at Angriberen bør aabne Ilden; og her gjælder det da at udvikle en saa stærk Ildlinie som muligt, for ved en heftig, intensiv, haglende Infanteriild i Forbindelse med Artilleriets Ild at søge at reducere Forsvareren baade numerisk og moralsk med det Formaal for Øje, at sætte denne ud af Stand til at møde Angri­ berens nærmeste Fremløb i de raserende Baners Boltemed nogen virkelig kraftig Ild.

Det er dette Fremløb, i det Ilele taget Fremadbevægelsen fra en 6— 700 til circa 300 Alen, der er det ubetinget Farligste ved hele Angrebet, og som derfor aldrig tør forsøges før efter en med yderste Kraft foretagen Forberedelse fra den i Nærheden af Grændsen mellem de to Skydebciter udfoldede Ildlinie.

Bedst vilde det jo nu ganske vist være, om Angri­beren, idet han igjen bryder frem efter denne Forberedelse, kunde trænge lige ind i Stillingen uden at stoppe op, med andre Ord, om Afgjørelsen allerede var falden. Men dette vil den, hvor Forsvareren ikke er særdeles svag, saa godt som aldrig være; og Angriberen søgte jo heller ikke Afgjørelsen her; dertil var hans Skydning endnu for underlegen. Meningen var jo kun, at dette skulde være' en Forberedelse til den videre Fremrykning.

Der vil derfor ogsaa komme et Tidspunkt, hvor det overvældende moralske Indtryk, der i Forbindelse med Tabene skulde være Virkningen af Angriberens forenede Artilleri- og Infanteriild, har fortaget sig, og hvor de Reserver, der skulle erstatte disse Tab, ere komne op til ­ skud; og dette Tidspunkt vil ikke lade vente længer paa sig, end at Angriberen maa være glad, om han forinden kan naa ind paa den tilstræbte Afstand af circa 300 Alen o: ind paa de Afstande, hvor han vil søge Afgjørelsen, efter hvilken det sidste Fremlob saa at sige kun bliver en Besiddelsestagen af den allerede erobrede Stilling.

Under hele denne videre Fremadbevægelse eflcr den første stærke Ildudfoldelse kan Angriberen ikke gjore Regning paa nogen videre Understøttelse af Artilleriet, der ikke godt kan nærme sig saa meget, som det vilde være nødvendigt for under den hurtige Skydning mangen Gang endog blot at kunne skjelne, hvilken Linie det er, det skal skyde paa. Ganske vil Artilleriets Rolle ikke være udspillet; der vil endnu ofte være Punkter, det kan virke imod, hvad der da navnlig vil være Tilfældet, om Forsvareren endnu har Artilleri fremme.

Vi have nu set, hvorledes et Angreb efter vore An­skuelser i Hovedtrækkene bør føres. Hurtighed, Kraft, Energi, saa lidt Standsning som muligt, men dog i ivert Tilfælde 2 Gange, første Gang for at forberede Indtrængelsen i de raserende Baners Belte, anden Gang for at søge Afgjørelsen, og begge Steder en Udfoldelse af det størst mulige Antal Geværer til den livligste, tætteste Ild, som mulig er.

Det er imidlertid naturligt, at der ved det enkelte Angreb nødvendigvis maa komme saare mange Modifika­ tioner ind.Vi skulle nu gaa over til en nærmere Betragtning af Angrebets forskjellige Perioder.

Vi ville her tænke os et bestemt Exempel: En en kadreret Brigade faar Ordre til et Frontalangreb mod en Stilling, om hvilken det ved Rekognoscering er oplyst, at den er stærkt besat. Som Følge af, at Brigaden er en kadreret, behøver den ikke at sikre sine Flanker ved i ruckwarts-seitwarts» staaende Afdelinger. Hen formerer sig derfor «flugelweise», o: de to Regimenter, eller som man bos os maaske snarere bør sige, de to Halvbrigader ved Siden af hinanden. Lad os imidlertid forudsætte, at vi have med Regimenter at gjøre; tbi paa Valpladsen vil Regimentet vel alligevel blive improviseret som taktisk Legeme, om vi end ikke kjende det som administrativt. Hvert Regiment vil da i Erkjendelse af, at Afgjørelsen skal søges ved Udvikling af lange, stærke Gevær­ linier, udvikle sig med 2 Batailloner i 1ste og een i 2den Træfning.

Træfningsafstandene, der naturligvis først og fremmest maa rette sig efter Terrainforholdene, bestemmes paa den ene Side ved, at den bageste Træfning ikke maa være udsat for stærk lid, i hvert Tilfælde ikke lide ved de Skud, der ere rettede mod den forreste, ligesom den ikke maa være for nær, saa at den for let inddrages i Fægtningen; paa den anden Side ved, at den ikke maa være for langt borle til om fornødent at kunne gribe hurtig ind. Her­ efter synes, naar Hensyn tages til Nedslagsbelterne, 4— 500 Alen en passende Afstand.

Vi ville nu under Fremrykningen følge det ene af Regimenterne, ligegyldigt hvilket.

Artilleriilden nøder dets forskjellige Batailloner til at udvikle sig i Kompagnier allerede paa 3000— 3500 Alen; men ses et Øjeblik bort fra Artilleriilden, paa hvad Af­ stand tvinger saa alene Fodfolkets lid Bataillonerne til at trække Kompagnierne fra hverandre?

Det tydske Skydereglement lærer os, at Kolonner som Batailloner med Held kunne beskydes paa 17— 1800 Alen (1100 M.). Fleraf følger, at Kompagnierne maa — uafhængig af Artilleriilden, og hvor ikke Terrainet yder Dækning — trækkes fra hverandre allerede paa denne Af­ stand. Altsaa senest paa 17— 1800 Alen udvikle de to Batailloner i første Træfning sig. Men hvorledes?

En enkadreret Bataillon, der har andre Tropper bag­ ved sig og altsaa hverken behøver at tænke paa Flanke­ dækning eller Reserver, maa for at kunne gjøre fuld Gavn have saa megen Plads i Bredden, at den paa det Sted, hvor den udfolder sin Geværlinie til Afgjørelsen, i det Øjeblik, denne falder, har sin hele disponible Geværmasse i Ilden; thi alle de Geværer, der ikke komme til Anvendelse senest her, tage ingen Del i Afgjørelsen, ere overflødige, eller med andre Ord: der er dispo­ neret galt.

Hvor stor den omspurgte Plads nu bliver, udtrykt i Alen, bliver en Skjønssag; men antage vi, at Bataillonen i det Øjeblik, Afgjorelsen falder, vil have mistet 1/4 eller maaske endog lidt mere af sin Styrke, og at hver Mand i Gjennemsnit behøver 1,5 Skridt for frit og ugenert at kunne bruge sit Gevær, saa vil man se, at den mindste Plads, Bataillonen maa have, er, idet Kompagniet regnes til 160 Mand, lig 3 Gange 240 Skridt eller circa 900 Alen, der altsaa er den Middelplads, en angribende Ba- taillon behøver for at kunne drage fuld Nytte af sin Ild. Det vil imidlertid stemme bedst hermed, om i vort Exempel Bataillonscheferne strax sætte 3 Kompagnier i 1ste, eet i anden Linie.

Den første Opgave for disse Batailloner i 1ste Træf­ ning er nu, saa hurtig som muligt at riaa ind til den første store Geværudfoldning, paa Grændsen mellem de raserende og de ikke raserendé Baners Belte. Undervejs gjælder det at benytte Terrainet for at naa frem saa dækket som muligt. Skytter er der foreløbig ingen Brug for; Skydningen skal jo undgaaes, og at benytte den spredte Orden som Fremrykningsformation er derfor ikke blot overflødigt, men desuden af andre Grunde uheldigt. De lange Kjeder kunne under Fremrykningen kun til en vis Grad tage Hensyn til Terrainet, naar Klumpning, Rykning og al deraf følgende Uorden, Sammenblanding og Splittelse, skal undgaaes, hvad der vil sige, at de hovedsagelig maa gaa ligeud, over Bakker og Lavninger, i den dem anviste Direktion; men herved vil Fjenden sættes istand til let og stadig at kunne følge Fremrykningen og forberede sin Ild til saadanne Øjeblikke, hvor de forskjellige «points de passage» i det iovrigt kouperede Terrain passeres af de Kjederne følgende sluttede Afdelinger.

Det samlede Kompagni i sluttet Formation, under Kompagnichefens direkte Kommando, er derimod ganske anderledes istand til at naa frem gjennem det 3— 600 Alen brede Fremrykningsbelte saa dækket, saa hurtig og som Følge heraf med saa lidt Tab som muligt, særlig fordi det ikke bar nogen Kjede foran sig til som Pege­ pind at vise Fjenden, hvor det er, — en Kjede, som Soutien et tilmed maa anvende al sin Opmærksomhed paa ikke at komme bort fra, saa at ikke engang dette (Soutien’et) kan benytte Terrainet fuldt ud. Under denne Fremrykning er Formationen snart Kompagnikolonne, snartopsluttet Marchekolonne med Sektions eller Halvdelings Front, snart er den Linie; og ved denne sidste Forma­ tion ønske vi at dvæle et Øjeblik.

Det tydske Skydereglement lærer, at paa større Af­stande end en circa 1000 Alen har Kompagnikolonnen lienimod dobbelt saa store Tab som Kompagniet i Linie. Altsaa som Regel maa Kompagniet fra det Øjeblik, hvor det er formeret, og lige til henimod 1000 Alen være i Linie, hver Gang det skal passere beskudte Strøg.

Men her er dog een Ting at bemærke.

Som allerede i forrige Afsnit fremhævet, er det, at et Maal er synligt, ikke nok til, at det kan beskydes. Enten maa dets Opdukken paa et bestemt Sted være for­ udset, og Alt parat til en varm Modtagelse, saa snart det viser sig, eller ogsaa vil der gaa en vis — og ingenlunde kort Tid, efter at det er dukket frem, før Ilden kan rettes mod det. Det var paa denne hidtil ikke tilstrækkelig paaagtede Kjendsgjerning, at hele Systemet med «Ildens Deling efter Maal» var baseret, og det er den samme Kjendsgjerning, der gjor, at de angribende Kompagnier, som vi tale om her, mangen Gang kunne haabe paa, uden at blive beskudte, at kunne komme over mindre Strækninger, som egentlig ligge under den fjendtlige Ild. Har et fremrykkende Kompagni derfor en saadan mindre Strækning for sig, saa kan Kompagnichefen søge at slippeover med sit Kompagni i Kolonne; ban vinder derved altid Tid og undgaar at trætte Folkene ved hyppige Formationsforandringer. Er derimod den Strækning, han skal passere under Fjendens Ild, længre, maaske endog flere Hundrede Alen lang, ja saa maa han nødvendigvis altid først formere sit Kompagni i Linie, før han gaar ud under Forsvarerens Ild. Han maa huske paa, at han paa Afstande mellem 1700 og 2000 Alen kan vente Tab paa indtil 15% 17%, naar han er formeret i Linie, paa indtil 30%, naar han er i Kolonne. Og lad nu end Tabet være betydelig mindre baade i den ene og den anden Formation, saa maa man dog huske, hvor sande de i Afhandlingens 1ste Afsnit brugte, fra Laymann hen­ tede Citater vare, Citater der udtalte, at i den enkelte Mand var hele Kompagniet truffet og dets moralske Værd svækket.

Indenfor 1000 Alen svinder derimod Forskjellen mel­ lem en Linies og en Kolonnes Tab hurtig ind, hvor betydelige disse — absolut set — end ere i begge Formationer (Se Tabellen). Dog vedbliver den stadig at bestaa. Om det end derfor maa siges, her at være mindre nødvendigt, altid al formere Linier, naar der kan ventes Beskydning, og om end Hensynet til Kompagniets Føring og Sammenhold i Kompagnichefens IJaand her paa disse kortere Afstande, hv.or der ogsaa trænges mere dertil, derfor kan faa Lov til at træde mere i Forgrunden, saa bor man dog vistnok stræbe hen til ogsaa her at faa Kompagniet paa Linie, naar det eT udsat for den fjendt­ lige Ild. Men som sagt, det maa ske med et vist Skjøn, saaledes at Kommandoen ikke gaar tabt, og at der ikke udføres Evolutioner under Ilden. Og saa maa man stadig huske paa, at det mangen Gang kun er korte Strækninger, det gjælder om at passere under denne fjendtlige Ild. Hvor de ere længre, kan man vel ofte ikke engang nøjes med at formere Kompagniet paa Linie, Formationen maatte vel saa endog tidt, her hvor Hensynet til Tabene træder saa stærkt frem, være en Kjede, som atter samles under den nærmeste Dækning.

Endnu skal kun tilføjes, at der kunde være Grund til at lade Smaapatrouiller, f. Ex. á 2 maaske 3 Sektioner for hver Bataillon, under Anførsel af Officerer, gaa foran første Træfning gjennem det kouperede Fremrykningsterrain i en Afstand af en 6— 800 Alen Saadanne Pa­trouiller ville kunne sikre mod Baghold og Overfald, lige­ som deres Forere ville have Intelligens nok, baade til med tilbørlig Hurtighed at kunne føre dem saaledes gjennem Terrainet, at de ikke komme til at spille Rolle som Pegepind, og saaledes at de holde Bataillonens Direktion og ikke komme bort fra dens Front. Den Slags Patrouiller ville, saa længe der ikke er Tale om Skydning men kun om Marchesikring, gjøre samme Gavn som de lange, stive Kjeder uden at dele disses iøjnefaldende Mangler.

I overvejende — helst udelukkende — sluttede For­ mationer, under den bedst mulige Benyttelse af Terrainet søges nu — som udviklet — alle første Træfnings Kom­ pagnier, baade de i 1ste og de i 2den Linie, førte frem henimod de 6— 700 Alen fra den fjendtlige Stilling, for at aabne Ilden her. Det er imidlertid langtfra sikkert, — som oftest er det jo netop ikke Tilfældet — at det kouperede Terrain strækker sig saa nær ind paa Forsva­ rerens Stilling, at ikke Angriberen skulde være nødt til at gaa i det mindste noget frem over ganske aabent og bestrøget Terrain, inden han naaer ind paa de to tidt omtalte Skydcbelters Grændse; og hvor dette er Tilfældet, der er det klart, at de hidtil benyttede sluttede Formationer maa opgives, efterhaanden som det kouperede Terrain forlades, og der maa gaaes over til spredte Bevægelsesformationer.

Spørgsmaalet bliver saa først, hvorledes skulle de 3 Kompagnier, som 1ste Træfning har i 1ste Linie, nuformere sig?

Medens man vistnok med Boguslawsky maa sige, at det som Regel vil være rigtigt, hvor Skyttelinierne med bagvedværende Understøttelsestroppe skulle rykke frem gjennem kouperet Terrain, at opløse hele Kompagnier i Kjede og ligeledes lade Understøttelsestroppene danne af hele Kompagnier, hvorved Føringen baade af Kjede og Undcrstøttelsestroppe lettes, og mulige Forskydninger gjøres mindre følelige, saa vil det dog sikkert være rig­ tigst her, hvor Terrainet er overskueligt, og hvor Ba­taillonen noget længer fremme alligevel vil faa det meste af disse 3 Kompagnier i Ilden, at lade udvikle Skytter fra alle tre, 2 Delinger af hvert, og lade de andre 2 Delinger følge som Soutien. Kjederne formeres saa dækkede som muligt tæt før Frembrydningen fra det kouperede Terrain, for at man efter Evn6 kan undgaa Udviklingen i den fjendtlige Ild. Der brydes frem saa vidt muligt samtidig.

Første Linies Kompagnier ere saaledes nu gaaede over i spredt Orden, men ene og alene af Hensyn til Tabene og ikke for at begynde Skydningen. Maaleter endnu stadig det samme: at naa ind paa en 6— 700 Alen uden at skyde. Men delte Maal maa man ikke gjøre Regning paa at kunne naa saadan uden videre, og det jo mindre, jo længre de Strækninger ere,- som skulle tilbagelægges under den fjendtlige Ild. Det vil vel endog kun kunne præsteres under specielt gun­ stige Forhold af ganske særlig fortrinlige og vel discipli­ nerede Tropper, og det endda saa kun rent undtagelses­ vis. I det Alt overvejende Antal Tilfælde vil Fjendens Ild bringe Skytterne til at kaste sig ned og selv aabne Ilden, før der naaes saa langt frem, som der skulde. Det er den dygtige Førers Sag at faa Folkene saa langt frem som muligt, før dette sker, og er det sket, maa alle hans Bestræbelser gaa ud paa, atter at faa dem op og frem. Dette kan nu, som en Forfatter i Novemberheftet1878 af «Jahrbücher für die deutsche Armee und Marine» bemærker, ske paa 2 Maader; enten ved at tilføre Kjeden Forstærkning og hermed give den en Impuls til Fremrykning eller ved at søge at bringe lidt Piesultat ud af Skydningen og derved hæve Folkenes Mod. Begge Maader bør forsøges. Resultatet af Skydningen skulde nu bestaa i, at Forsvarerens Skydning blev mindre sikker, Angriberens Tab derfor ogsaa mindre, og lians Mod til at gaa frem skulde som Følge heraf atter voxe. Det er muligt, at der kan naaes Noget ad denne Vej, maaske er det til­strækkeligt for den første Standsning; men man maa huske,- at der paa disse Afstande ikke vil kunne ventes store Resultater mod en godt dækket Forsvarer, tilmed naar det tages i Betragtning baade, hvor svag Angriberens Ild er, hvor svagt hans saakaldto moralske Element i Øjeblikket maa være (han har jo kun aldeles nød­ tvungent kastet sig ned), hvor ubekvem hans Skydestilling er, hvor forholdsvis store hans Tab, 'hvor upaalidelig hans Afstandsbedømmelse. Vi have i hvert Tilfælde ikke megen Tillid til denne Skydning, men mene, at. det bedste Middel til at faa Skyttekjeden frem igjen er Forstærkninger, der ikke standse i den allerede liggende Kjede, mer:, idet de løbe ud over den, søge at faa den med frem.

Man vil nu forstaa, hvorfor vi ikke, dengang første Linies Kompagnier gik over i spredt Orden, foresloge, at de strax formerede hele Kompagniet i een tæt Kjede, hvad der dog skulde synes det naturligste og simpleste, naar Maalet blot var at naa frem til de 6— 700 Alen, og Formationen kun indtoges for at formindske Tabene. Meningen med de af Ilalvkompagnier dannede Soutiens var netop, at de om fornødent skulde bruges til at give den foranværende Kjede Impuls til fornyet Fremrykning, hvis den standsede undervejs.

Normalafstanden mellem Kjede og Soutien bestemmes — ligesom Træfningsafstanden — paa den ene Side ved Ønsket om at have Understøttelsen saa nær. som muligt, paa den anden Side derved, at denne ikke maa lide for meget ved den Ild, der er beregnet paa den foranværende Kjede, men som maa paaregnes at ville slaa ned i nogen­ lunde betydelig Mængde indtil omtrent et Par Hundrede Alen bag denne, og'endelig derved, at den ikke i Utide maa drages ind i Kjeden.

Disse Hensyn gjøre, at Soutien’et som Regel maa holdes en circa 200— 300 Alen bag Kjeden.

Mangen Gang vilde Skytterne maaske ikke have større Afstand at tilbagelægge fra det Sted, hvor de formeredes, til den Skydeafstand, der skal naaes. I saa Tilfælde vil Soutien’et først behøve at formere sig i Kjede og bryde frem fra det dækkende Terrain i det Øjeblik, hvor der bliver Brug for det som Fremrykningsimpuls; men er Afstanden større, og Soutien’et altsaa ogsaa maa gaa frem under Beskydningen, maa det følge Kjeden i den nævnte Afstand, idet det især passer paa, ikke at komme nærmere. Og Fristelsen hertil er ingenlunde ringe. Det er slet ikke behageligt at være udsat for den fjendtlige Ild, naar man ikke kau komme til at svare, end ikke, naar den Bevægelse, man for Øjeblikket er i, standser. General Zeddeler, som vi allerede et Par Gange have ci­teret, fremhæver gjentagende Gange den Tiltrækning, Russernes Skyttekjeder havde paa deres Soutiens, enTiltrækning, der som oftest førte til, at der snart ingen Soutiens mere fandtes. Boguslawsky omtaler ligeledes dette Forhold, ligesom han i det Hele taget ikke noksom kan fremhæve, hvor betydningsfuld, men samtidig ogsaa hvor vanskelig Føringen af Soutien’erne er. I Føringen, ikke i bestemte Formationer, vil Boguslawsky søge en Beskyttelse for Soutien’et mod den fjendtlige Ild; og er det end sikkert, at spredte Formationer tjene til at for­mindske Virkningen af denne Ild, saa kan en duelig Fø­ring — særlig med Hensyn til den Smule Terrain, der muligvis findes, — ogsaa gjøre meget til at bevare Sou­tien’erne i sluttede Formationer for altfor store Tab, og et Soutien er naturligvis langt bedre i sin Førers Haand, naar det kan bevares sluttet, end naar det er formeret spredt, idet denne da ganske anderledes vil kunne mod­ arbejde dets naturlige Drift til at søge for tidlig frem.

De her gjorte Bemærkninger gjælde ikke blot de forreste Kompagniers Soutiens, der jo inden ret lang Tid maa frem til Understøttelse for Kjeden, og hvis Rolle som Soutiens dermed er udspillet; men de gjælde ogsaa de Soutiens, der senere dannes af 1ste Træfnings 2den Linie og af 2den Træfning, og disses Funktionstid varer jo endel længer.

De fra det kouperede Terrain freinbrydende Kjeder maa have stillet Viserer — 3 i Tal, se det tyske Skydereglement —, før Dækningen forlades. Ganske vist ved man ikke nøjagtig, hvor langt det lykkes at komme frem uden Skydning, og følgelig heller ikke nøjagtig, paa hvilke Afstande, Viseret skal indstilles; men dette har saa meget mindre at betyde, som man vel i de aller færreste Til­ fælde nøjagtig ved, paa hvilke Afstande Udviklingen fore- gaar. Man vil derfor under alle Omstændigheder være nødt til at skyde med flere Viserhøjder. Vilde man nu vente med Viserindstillingen, indtil man var naaet frem, vilde Følgen deraf blive, at der slet ikke vilde blive stillet Viserer. Folkene, der af den fjendtlige Ild vare tvungne til at kaste sig ned, vilde kun tænke paa at knalde løs, og Ingen vilde give sig Tid til at stille Viserer efter Op­givelser, som sikkert endog de aller fleste vilde overhøre eller slet ikke kunne høre; og hvor liden Betydning man end i det Hele taget vil tillægge denne Skydning, som Angriberen jo endog bar maattet indlade sig paa mod sin Villie, og som han stræber hen til blot snarest mulig at faa standset for at komme videre frem, saa er det dog en ufravigelig Betingelse for, at man skal have blot noget Resultat af den, at der skal skydes over Vi­ser. Det vil ganske sikkert kun være yderst faa Pro­jektiler, der ville naa deres Maal; mdn uden Viserstilliugen vil det være langt færre, eller slet ingen.

Hvorledes skal nu dens Intensitet reguleres, og hvor­ledes skal den i et givet Øjeblik standses?

Det vilde maaske — af Grunde, der ville blive an­ førte senere — ikke være umuligt at opnaa en Kon­ centration, og hvis der her var Tale om en længre Skyde- fægtning, burde den sikkert ogsaa tilstræbes. Men dette er jo saa langt fra Tilfældet , at man tvertimod stræber hen til helt at undgaa den, eller i hvert Tilfælde til at gjøre den saa kort som mulig, ligesom Øjemedet med den jo egentlig er at styrke Angriberens Moral. Det er derfor naturligst, at hver Skytte faar Lov til selv at vælge sit Maal; han vil da skyde lige ud paa de Dele af den fjendtlige Linie, hvorfra han troer sig selv beskudt. Netop dette vil forhøje hans Moral og derigjennem muliggjøre en videre Fremrykning.

Som ovenfor allerede gjentagende fremhævet, kjender den moderne Fjernskydning kun een Maade at virke paa, nemlig ved Masseskydning. Skydning med Enkeltmand paa lange Afstande er meningsløs. Resultatet kan i det Tilfælde, vi behandle her, være lille nok endda. Og des­ uden — om man end vilde indskrænke sig til Skydning med enkelte Folk, man kunde det ikke; det vilde vise sig umuligt, naar først Enkelte skøde, da at hindre Resten i ogsaa at gjøre det. Enhver Mand vilde have en ube­ stemt Følelse af, at den bedste Maade, hvorpaa han kunde sikre sig her i dette aabne, flade Terrain, netop var ved at tilføje sin Modstander Tab, og Skydningen vilde — trods Førerne — blive almindelig.

Var Salveilden umulig i Forsvaret, saa er den det naturligvis i langt højere Grad her. Derfor maa Masse­ ildens Form være almindelig Skytteild.

Det er ogsaa i Erkjendelse heraf, men for dog sam­ tidig at kunne beholde det størst mulige Herredømme over Ilden, at man har foreslaaet den saakaldte Lag­ skydning, der jo som bekjendt bestaar i, at Skytten skyder et vist Antal Skud, saa stort, som det hver Gang opgives ham, saaledes at Kommandoen kommer til at lyde: «5 Skud skyd», «3 Skud skyd» eller noget Lignende. Under «Forsvaret» var der ingen Grund til at omtale denne Skydemaade; Ihi der standsede Skydningen af sig selv derved, at Maalet forsvandt. Her ved Angrebet, hvor Maalet stadig viser sig paa samme Maade og i samme Tilstand, kunde der derimod blive Tale om at anvende Lagskydningen baade for at regulere Skydningens Inten­ sitet og for at fremkalde Ildpauser, hvori de nødvendige Kommandoord, navnlig til Fremadbevægelsen, kunde høres. Der har været talt meget til denne Lagskydnings Ros. De aller fleste Forfattere, der omtale den, anbefale den varmt, ogsaa det tydske Skydereglement berører den under sin «Feuerleitung». Ilos os bar Hr. Kapt. Ahlmann an­ befalet den i sit ovennævnte Foredrag. Vi maa imidlertid tilstaa, at hvor smuk vi end maa anerkjende, at Lagskyd­ ningen er som Theori, saa er vor Indvending mod den netop den, at den efter vor Mening aldrig eller i hvert Tilfælde kun sjeldent vil kunne blive Andet end en Theori. Den lader sig maaske med Nød gjennemføre ved en Øvelse og det endda kun af Folk, der ere særdeles vel disciplinerede og særlig indøvede i Lagskydning; men i en Fægtning, hvor Kuglerne pibe om Ørerne, og hvor Skytten har nok at gjøre med at sigte og skyde nogen­lunde ordentlig, der faar man Ingen, slet Ingen til at tælle og huske paa, at nu maa man ikke skyde mere end 5, nu ikke mere end 3 Skud. En væsentlig Lettelse for Lagskydningens Anvendelighed vilde det være, om Antallet af de .Skud, der skulde skydes, altid var det samme; saa havde Skytten i hvert Tilfælde saa meget mindre at huske paa; men selv med denne væsentlige Ændring vil Lagskydningen være upraktisk. Og de forskjellige Skytter skyde jo desuden med forskjellig Hur­ tighed. Troer Nogen, at de Skytter, der virkelig havde haft koldt Blod nok til at tælle deres Skud og nu bleve først færdige, ikke vilde miste dette kolde Blod og igjen begynde at skyde, naar de stadig hørte Kammeraternes Skydning ved Siden af, medens Fjendens Kugler endnu regnede lige lystig ned, Noget, de jo netop vilde have særlig Lejlighed til at mærke, medens de laa uvirksomme?

Og lad os nu virkelig ogsaa sætte det efter vor Anskuelse Umulige, at Lagskydningen lod sig gjennemføre, saa op- naaer man dog kun delvis, hvad man ønskede at naa, idet Ilden jo dog ikke kan standses strax i et givet Øjeblik. Saa længe Laget skydes, saa længe kan intet Andet foretages, saa længe er Kommandoen opgivet. Først naar det er holdt op, først da er der atter en Mulighed for Kommando. Men vil det nogensinde holde op af sig selv? Og sæt, at man i Fredstid ikke har indøvet aktive Midler til at standse Ilden, sæt, at man har sat sin Lid til Lagskydningen, til at Skyd­ ningen skulde med visse Mellemrum standse ganske af sig selv uden Kommandoord (eller rettere Surrogater herfor), og den saa ikke gjør det, men tværtimod ruller videre og videre — hvad vil man saa gjøre?

Nej, vi tro ubetinget, at der maa bestemtere og kraftigere Midler til for at standse en Skytteild, især for, hvad der er aldeles nødvendigt, at standse den paa een Gang, i et bestemt givet Nu.

Skytten bliver ved at skyde, til han standses. Kom­ mandoord kunne ikke standse ham, thi han kan ikke høre dem. Man maa altsaa som Surrogat for Kommando­ ordene have Signaler eller rettere sagt ét Signal, der baade er skarpt og gjennemtrængende, for at kunne høres tydelig, og ejendommeligt i sin Art for ikke at blive mis- forstaaet.

Som et saadant foreslaar Boguslawsky en skarp, skingrende Fløjten (einen schrillen Pfiff). »Es ist», siger han, cdas (einzig) richtige Mittel zur Einstellung des Feuers». Vi kunne ikke Andet end paa det aller Be­ stemteste tiltræde Boguslawsky’s Forslag om Anvendelsen af dette «schrille PfifT», og med ham minde om, hvor uhyre vigtigt det nu ogsaa er, at benytte sig af det ved alle Fredsøvelscr for derigjennem at vænne Folkene til dette, som han udtrykker sig, «einzige Mittel, um die Beherrschung des Feuers so weit zur Wahrheit zu machen, als dies überhaupt möglich ist».

Der kan naturligvis dog tænkes Tilfælde, hvor under en hidsig Kamp selv ikke dette Middel vil forslaa til direkte at standse Folkenes lid; men for saadanne Til­ fælde maa alle Underofficerer og Sektionsførere være in­ struerede om, saa snart de høre Signalet, — og for deres Vedkommende tør man vel nok altid gjøre en saadan Forudsætning — da at gribe ind med Magt for at fremkalde Standsningen.

Angriberens Skytter ere altsaa standsede og have kastet sig ned og aabnet Ilden. Det er nu Forernes Sag atter snarest mulig at faa Folkene frem. Saa snart der derfor virkelig skulde vise sig det mindste Spor til, at den fjendtlige Ild paavirkes af den begyndte Skydning, eller saa snart der synes at være kommen en lille Smule mere llo over Folkene end i det Øjeblik, de kastede sig ned, — i hvert Tilfælde saa snart som blot muligt, maa Kom­ pagnichefernes Fløjter lyde som Signal til, at Skydningen skal standse, alle Undcrbefalingsmændcne, hvis det er nødvendigt for virkelig at hidføre Standsningen, gribe ind efter Evne, og Fremløbet øjeblikkelig begynde.

Rykke Sontien’erne frem for at hjælpe Kjeden fremad, maa Signalet til Ildens Standsning gives saa betids, at Skydningen er endt i det Øjeblik, Folkene fra Soutien’et naa Kjeden. Er den ikke det, maa det nemlig anses for en given Ting, at de Nyankomne standse i Kjeden istedenfor at fortsætte Fremløbet og derved faa de Andre med.

Da det foreløbig blot gjælder om at naa frem saa hurtig som muligt og med saa lidt Skydning som muligt, saa kan der ikke være Tale om her at anvende den saa- kaldte «skiftevise Fremrykning», hvis Princip jo netop er, at der stadig skal skydes, og at Ilden intet Øjeblik maa standse. Vi skulle senere omtale denne«skiftevise Fremrykning« lidt nærmere, og vi nævne den kun lier for at vise, at den —• den være nu i og for sig mulig eller umulig — ikke hører hjemme lier; lier gjælder tværtimod Princippet: «saa meget som muligt frem paa een Gang«.

I Virkeligheden vil det naturligvis gaa til saaledes, at liden standses paa et eller andet Punkt, og at saa den Del af Kjeden, hvor Ilden er standset, styrter frem; men saa snart dette ses, bør Fløjterne ogsaa lyde langs hele den øvrige Kjede, og nu styrter en, nu en anden Del af den frem; men altid saa store Stykker som muligt, ogaldrig nogen Venten paa, at de Dele, der ere længst fremme, atter kaste sig ned.

Paa den her beskrevne Maade, og idet første Linies Kompagnisoutiens efterhaanden erstatte de mulige Tab og fylde opstaaede Huller, fortsættes Fremrykningen, indtil den bekvemmeste Ildposition i Beltet 6— 700 Alen er naaet. Position vil der ganske vist næppe være meget af, hvor man allerede har været nødt til at gaa frem, som lige beskrevet; men selv paa saa temmelig flad Mark vil, som ogsaa af Kapt. Ahlmann bemærket, det øvede Øje ofte kunne opdage Linier, hvor Skytterne kunne ligge en lille Smule skjulte eller endnu bedre dækkede. Det er naturligvis af stor Betydning, at saadanne Linier benyttes efter Evne, og ved Fredsøvelserne bør derfor — i Forbigaaende sagt — saavel Førere som Folk opdrages til baade hurtig at kunne faa Øje paa dem og hurtig at kunne benytte dem.

Før vi nu imidlertid gaa over til at omtale Situa­ tionen i den naaede Ildposition, er der et andet Spørgs- maal, som vi ville beskjæftige os lidt med, og det er: Hvad er det, som indtil dette Øjeblik mest har vanskelig­ gjort Angriberens Fremtrængen?

Ja, det er naturligvis Forsvarerens Ild, hans Artilleri­ ild og hans Infanteriild, den sidste dog væsentligst kun paa Afstandene fra en 14— 1500 Alen, men saa ogsaa herfra efter stadig og hurtig tiltagende Maalestok. Ar­tilleriilden derimod fra en 3— 4000 Alen og senere uaf­brudt, for saa vidt den ikke har været bragt til Tavshed ved Angriberens Artilleriild. Det Spørgsmaal ligger nu nær: Men kan der da fra det angribende Fodfolks Side slet Intet videre gjøres mod Forsvarerens Ild paa de lange Afstande? Eller som man ogsaa kan stille Spørgsmaalet: Frembyder Forsvareren paa intet Punkt passende Maal for Fjernskydning? Ja, hans Skytter ligge dækkede, ere maaske for at undgaa Angriberens Artilleriild slet ikke fremme endnu og danne i hvert Tilfælde for ringe et .Maal, til at Fjernskydningen kan betale sig; hans Reserver ser man ikke, aner maaske ikke engang, hvor de staa, og de staa jo i hvert Tilfælde ogsaa langt til­ bage eller godt dækkede. Tilovers bliver altsaa kun hans Artilleri og det kun saa længe, som det er fremme, for det meste altsaa kun i selve Artillerikampens Periode. Men mod dette kan Angriberens Fjernskydning ogsaa ventes at ville kunne bringe god Virkning, saaledes som i Afhandlingens 1ste Afsnit udviklet. Naturligvis maa der dog anvendes tilstrækkelig store Geværmasser, naar der skal naaes noget Resultat, i hvert Tilfælde aldrig mindre end Kompagnier.

Disse Kompagnier maa nu, saa snart Artillerikampen er begyndt, altsaa paa et Tidspunkt, hvor Angriberens øvrige Infanteri endnu er langt tilbage, føres frem saa skjult som muligt og omringet af de fornødne Sikrings­ dele. Naar de ere naaede til en Ildposition i passende Afstand fra den Del af Angriberens Artilleri, de ville be­skyde,: 13— 1800 Alen, tage de en saa skjult Opstilling som muligt, søge bekvemme Lejer for Geværerne og be­gynde en rolig, vel sigtet Tirailleurild efter først at være komne til den nødvendige Kundskab om Afstandene paa en af de i 1ste Afsnit nævnte Maader. Dels fordi disse imidlertid maaske ikke kunne forudsættes at ville give noget videre nøjagtigt Resultat, dels fordi Afstandene — og dermed ogsaa de atmosfæriske Forholds Indflydelse — ere saa store, bruges flere Viserer, 2 til 3 efter Om­stændighederne.

Den Ild, dette fremskudte Fodfolk faar imod sig, vil næppe, eller i hvert Tilfælde kun for en ringe Del, blive Artilleriild; thi Forsvarerens Artilleri har jo — som tid­ ligere fremhævet — paa dette Tidspunkt et taktisk set langt vigtigere Maal for sin lid i Angriberens Artilleri, og af Infanteriilden har det paa Grund af sin spredte Formation heller ikke meget at frygte. Forøvrigt kan det for yderligere at formindske dennes mulige Virkning ogsaagruppere sig paa forskjellige Punkter; thi det er jo — ligesom ved Artilleriet — ikke Enhed i Stilling, men Enhed i Maal, der betinger Virkningen; og skulde det endelig blive det omtalte Fodfolk for hedt der, hvor det først har taget Position, er der jo vel næppe, hvor Ter- rainet ikke er særdeles ugunstigt, noget ivejen for, at det forlader denne og indtager en anden, længer fremme, tilbage eller til Siderne. Der vil ganske vist behøves megen Ammunition; men Tilførslen heraf kan heller ikke være vanskelig.

Ogsaa Forsvareren bør gjøre en lignende Anvendelse af fjernskydende Infanteri. Ogsaa han kan, medens Artillerikampen staar paa, fremsende særlige Afdelinger til Beskydning af det fjendtlige Artilleri. Disses Forhold bliver da aldeles lig de Afdelingers, der sendes frem af Angriberen, kun at de enten maa søge hurtig tilbage, naar Angriberens Fodfolk rykker frem, eller at de strax maa have søgt Stilling ud til Siden, hvori de kunne blive og — om muligt — ogsaa gjøre nogen Gavn i den fortsatte Kamp.

Angriberens fremskudte Infanteri har imidlertid ikke udspillet sin Rolle dermed, at Forsvareren trækker sit Artilleri tilbage. Er dette sket, maa det efter Evne rette sin Ild mod de Punkter af Stillingen, hvor det af en eller anden Grund tpoer, at denne Ild kan gjøre god Virkning; men særlig fiembvder der sig en ny Opgave for det, naar Angribereis Fodfolksmasser rykke frem, idet det da maa søge at beskyde saa meget som muligt af den fjendt­ lige Stilling for, sammen med Artilleriet, at hindre For­svarerens Fodfolk i rolig Skydning mod de fremrykkende Angribere; særlig tages saadanne Punkter under Behand­ling, hvorfra det maa formodes, at der er god Udvirk­ning. Med denne Ild fortsættes, indtil den maskeres af de fremrykkende Tropper; først da er dens Opgave endt, og for at dette skal blive saa sent som muligt, vilde det være heldigt, om der kunde vælges Stillinger, der laa noget ud til Siden af det angribende Fodfolks Fremrykningslinie. Det til denne særlige Skydning anvendte Fodfolk trækkes nu som Regel ikke frem med bag de angribende Tropper — hvorfor, skulle vi senere komme tilbage til — men bliver tvertimod i sin Position nogen Tid endnu, fra hvilken det, hvis Angrebet mislykkes, atter senere efter Omstæn­dighederne kan komme til at træde i Funktion.

Vi vende nu tilbage til første Træfnings forreste Linie.

Denne havde — i hvert Tilfælde med sine Kjeder — naaet den tilstræbte Ildposition paa Grændsen af de raserende Baners Belte.

Da det her i det Hele taget gjælder om at faa saa mange Geværer som muligt til Skud, saa udvikles nu fra forreste Linies Kompagnisoutiens saa meget, som der blot er Plads til i Kjeden. Ses hen til den Plads, der er forudsat normalt at være tilstede til Udfoldning, samt til, at der jo allerede er lidt Tab under Fremrykningen, vil der næppe blive meget tilbage af disse Souliens, efter at Kjeden overalt er gjort saa tæt som muligt. Hvad der maatte blive tilovers, bruges til efter- haanden at udfylde de Huller, der opstaa, og erstatte de Tab, der lides i Ildlinien, Naar-de ikke mere forslaa hertil, tilfalder denne Opgave Bataillonernes 4de Kom­pagni i Træfningens 2den Linie, hvis Hverv som Soutien nu begynder, i hvilken Anledning det ofte vil være hel­ digt, at det deler sig i 2 Halvkompagnier, der for at være mere ved Haanden følge efter den lange Kjede paa forskjellige Punkter.

I dette Øjeblik vil den angribende Brigade være for­ meret omtrent saaledes:

I Beltet 6— 700 Ålen fra Fjenden en lang, tæt, efter Terrainet mere eller mindre bugtet Geværlinie, der er i heftig Skydning. Omtrent 300 Alen herfra 2den Linies Kompagnier, enten samlede eller formerede i Halvkompag­ nier, efter yderste Evne skjulte og dækkede af Terrainet, maaske endog netop af Hensyn til Skjul og Dækning endnu lidt længer borte fra den udfoldede Geværlinie. Flere Steder har denne 2den Linie formodentlig allerede maattet begynde at sende Forstærkninger ind i Ildlinien. Og endelig kommer som 2den Træfning de 2 Regimenters 3die Bataillon, uden Tvivl endnu skjult i Terrainet og som oftest formeret kompagnivis.

Spørgsmaalet bliver nu, hvorledes den udviklede Geværlinie skal skyde. Det tydske Skydereglement lærer, som allerede tidligere sagt, at man paa Afstande fra 640 Alen (400 M.) og indefter kun behøver eet Viser, hvorimod der, hvor ikke Afstanden lejendes nøje, maa anvendes flere Viserer' paa de længre Afstande. Den udviklede Ildlinie befinder sig altsaa i et Belte, der ligger lige paa Grændsen af de Afstande, paa hvilke der bør bruges eet og flere Viserer, Noget af den maaske endog paa selve Grændsen; men endnu er Intet dog inde i de raserende Baners Belte. Det vil derfor afhænge af den Nøjagtighed, hvormed Afstanden kjendes, om der bør skydes med eet eller to Viserer. Er den kjendt paa en 100— 160 Alen nær eller endog derunder, anvendes eet Viser; er den derimod mindre nøjagtig kjendt, bruges 2 Viserer. Dog ere vi i det Hele taget tilbøjelige til at holde paa det enkelte Viser saa meget som muligt, fordi Nedslagsbelterne her paa Grændsen af de raserende Baners Belte maa forudsættes i Praxis at maatte blive noget bredere end paa de længre Afstande, o: mere nærme sig til Bredden af Nedslagsbelterne i de raserende Baners Belte. Disse Viserer maa, hvad der er meget ubehageligt, ligesom de, der ere bievne benyttede under de nærmest foregaaende Standsninger, stilles, efter at Skytterne erekomne i Position (dog, hvor der findes en Dækningslinie, naturligvis medens de endnu ere paa denne), og de kunde ikke stilles i de foregaaende, fordi det fremfor Alt her gjaldt om, saa snart «der schrille Pfiff» lød, og Ilden standsede, da at komme op og frem.

Men hvorpaa skal der nu skydes? eller med andre Ord: Er det muligt at koncentrere Ilden? Thi at det vilde være heldigt, om den, her hvor Træfningen virkelig spiller en saa stor Rolle, kunde koncentreres paa saadanne Punkter, som det især gjælder om at faa fat paa, ligger i Sagens Natur og behøver ingen nærmere Paavisning. Om dette nu er muligt eller ikke, vil afhænge af de enkelte Omstændigheder ved det foreliggende Til­fælde, navnlig af Folkenes moralske Tilstand; men man maa dog ikke glemme, hvor nær man er ved det Tids­ punkt, hvor man samtidig med Indtrædelsen i de rase­ rende Baners Belte ikke kan gjøre Regning paa nogen­ somhelst Ildkoncentration, men tvertimod maa lægge hver Mands Skyden ligeud paa sin vis-á-vis til Grund for alle Beregninger og Dispositioner.

At en Koncentration i hvert Tilfælde kan lykkes bedre her end under Forsvaret, maa indrømmes; thi det Punkt, hvorpaa Ilden søges koncentreret, forsvinder ikke igjen, forinden den kan samles mod det, og flytter sig ikke, men viser sig tvertimod baade til Stadighed og stadig paa samme Maade, saa at altsaa selve Maalet ikke her lægger nogen Hindring ivejen. Dog for at en saadan Koncentration skal kunne lykkes, maa det iforvejen, o: før Folkene ere komne i Stillingen, eller senest i samme Øjeblik de komme der, opgives dem, mod hvilket Punkt, de skulle samle deres Ild; thi er denne først aabnet, vil det sikkert saa nær ved Nærskydningsbeltet vise sig vanskeligt om ikke umuligt at faa den koncen­ treret. Og samtidig maa man erindre, at paa disse nære Afstande kan Ilden overhovedet kun samles mod et enkelt Punkt fra en mindre Linie. En Koncentration kan saaleces, hvor vanskelig den end maa siges at være, maaske lykkes, og bør derfor forsøges, hvor Forholdene gjøre den ønskelig.

Om Ildpauser kan der ikke være Tale. Det gjælder jo om at faa det størst mulige Antal Skud ind mod Stil­lingen i en saa kort Tid som muligt, og hvorfor skulde man saa søge Ildpauser? Derimod bør man ved Fredsinstruktion og Øvelser stræbe hen til, at enhver Skytteskyder rolig og kun med godt Sigte; ellers — maa det være ham lært — er hans Skud uden Nytte. Herved vil der af sig selv danne sig smaa Ildpauser i de sjeldne Tilfælde, hvor Krudtrøgen lægger sig foran Geværerne — men ogsaa kun da; og disse Pauser kunne — som oven­ for udviklet — selv der, hvor de forekomme, aldrig blive af lang Varighed.

En virkelig Ildpause kommer først i det Øjeblik, da Ilden maa antages at have virket saaledes, at Fremløbet kan fortsættes; og hertil kræves, at Forsvarerens Ild er betydelig reduceret baade med Hensyn til Styrke og Virk­ ning. Uden dette kan Angriberen ikke tænke paa at kunne komme længer frem. For længe maa han imidlertid heller ikke trække denne Skydefægt- ning ud; den skal jo kun tjene til at bane Vej noget fremad endnu, og Afgjerelsen søges jo ikke her. Kunsten er netop at træffe det rette Øjeblik, hvor begge Hen­synske Fyldest. Ved Fremspringet gjælder det om at komme saa langt frem som muligt, før Forsvarerens friske Kræfter rigtig kunne komme til Skud.

Derfor hele Linien frem paa een Gang (Udtrykket »paa een Gang» forstaaet saaledes, som ovenfor udviklet). Jo nærmere Angriberen kommer ind, desto mere bliver han Forsvareren voxen i Skydcfægtningen, naar han tvinges til atter at optage den, og desto kortere har han tilbage, inden han naaer den næste Skydestilling, det vil sige, desto mindre har han tilbage af det, der er ham det vanskeligste af Alt: Fremad bevæg elsen i den rase­ rende fjendtlige Ild. Dog er der ingen Grund til at Angriberen skulde gjøre Ofre for med det samme at naa ind paa under en 300 Alen; thi paa denne Afstand er hans Skydning allerede saa ligestillet med Forsvare­ rens, at han meget vel kan søge Afgjerelsen her, og selv om han mod Forventning skulde blive nødsaget tilat storme, hvad han jo — som ovenfor udviklet — maa gjøre alt muligt for at undgaa, saa har han kun et kort Stykke Terrain at tilbagelægge ind til Stillingen. Kan han derimod uden vidére Ofre naa længer ind, saa er det saa meget desto bedre.

Kun sjeldent vil det imidlertid lykkes Angriberen at naa frem til den anden Ildposition i eet Tag. Hvor langt, han vil kunne naa, afhænger af, hvor hurtig del lykkes Forsvareren at faa sine friske Geværer til Skud, — og halve, kvart Minutter ere jo her af stor Betydning —samt af, hvor store de Tab ere, hans forreste Linier have lidt; men selv om Angriberen ikke kommer længer frem end til en 400 til 500 Alen, saa har han dog altid vundet ikke saa lidt ved sin Ild.

I dette Fremspring maa hele Regimentets Linie del­ tage; thi standser f. Ex. en Fløj, medens en anden søger frem, dirigerer Forsvareren strax dem af sine Reserver som han muligvis endnu maatte have urørte i Nærheden, hen til det truede Punkt, hvor Angriberens Overmagt da bliver mindre, og Udsigten til, at Angrebet vil lykkes, derved ogsaa forringes.

Hvorom Alting er, mere eller mindre langt fremme nødes Angriberen til at kaste sig ned og aabne Ilden igjen. Det gjælder nu om at gjore denne saa virksom som muligt. Om nogen nøjagtig Stillen Viser kan der ikke være Tale; vi ere jo nu inde i Nærkampens Belte,'hvor al Udledelse er umulig. Skydningen vil derfor ogsaa begynde af sig selv, øjeblikkelig efter at der er faldet ned. Alt, hvad Førerne kunne gjøre, er saa snart de mærke, at Fremrykningen ikke kan fortsættes, at tilraabe Folkene: «Galgen op, Skyderen ned, eller Galgen ned», eftersom det skjønnes at være rigtigst at skyde over 500 Alens eller 100 Alens Viseret; thi de samme Omstændig­ heder, der gjorde Brugen af fast Viser nødvendig ved Forsvaret, gjør det ogsaa her ved Angrebet. Det er saa forholdsvis nemme og tilvante Bevægelser, der kræves ved denqe Stillen Viser, at det maa haabes, at Største­ delen af Skytterne ville lystre Kommandoen, dersom de blot høre den; men hovedsagelig maa man sætte sin Lid til, at i hvert Fald de roligere Skytter — selv blandt dem, der ikke høre Kommandoen — ville af gammel Vane fra Fredsøvelserne stille Viser af sig selv. I hvert Til­ fælde maa man ved hvert Middel, der skulde vise sig praktisk i Øjeblikket, stræbe hen til denne «Stillen Viser» og derved skaffe Angriberen de samme gode Betingelser for Træfning, som Brugen af 400 Alens Afstandslinie skaffer Forsvareren.

Om nogen Koncentration af Ilden kan der naturligvis ikke være Tale; vi ere som sagt i Nærkampens Belte, hvor der skydes Hurtigskydning, og hvor Befalingsmændenes Indflydelse paa Skydningen, naar denne først er begyndt, er lig Nul. Ligesom ved Forsvaret vil enhver Skytte kun beskjæftige sig med den Del af Kjeden,' der ligger ligeoverfor ham. idet det er fra den, at den Ild kommer, der er ham farlig.

Hvornaar der nu atter skal søges frem, vil afhænge af Omstændighederne, og det er Føringens forøvrigt ingen­ lunde lette Sag at afgjøre dette. De bestemmende Fak­torer blive, at der ikke maa brydes frem, før liden har virket i det mindste saa meget, at et fornyet Fremløb er muligt, og paa den anden Side, at man maa søge saa snart som muligt at nua den Stilling, hvori man vil søge Afgjørelsen.

Man har for at forene disse Hensyn tilraadet en skiftevis Fremrykning, en Fremrykningsmaade, der er gaaet over i forskjellige Landes Reglementer. Princippet i den skulde være, at der stadig var nogle Folk, der kunde blive ved at skyde og.derved lette Fremrykningen for dem, der ere i Bevæ­gelse.

Det forekommer os imidlertid, at, i hvert Tilfælde saaledes som denne Fremrykningsmaade øves hos os ved vore Exercitsøvelser og derefter ved vore Fæglningsøvelser i Marken, er den yderst upraktisk. Som oftest ere Delin­ gerne Bevægelsesenheeer, og man ser da næsten altid hveranden Deling rejse sig og løbe frem, medens de andre skyde. Vi tvivle paa, at noget Saadant lader sig udføre i Virkeligheden. Man maa tage Hensyn til, hvor lidt Plads der er til en Deling i en tæt Skyttelinie, og hvor smalt saa det Rum maa blive, hvorigjennem en bagved­ liggende Deling skal skyde mellem dens to fremadløbende Sidedelinger. Dette vil saa at- sige kun være muligt for den midterste Del af den bagvedliggende Deling, Fløjene ville hindres deri af de Fremadløbende, og selv denne ringe Ild bagfra vil have lige den modsatte Virkning af den, den tilsigter; den vil ikke hjælpe Nabodelingerne, den vil tvertimod ængste og trykke dem, og disse ville — i hvert Tilfælde i Indbildningen beskudte baade bagfra og forfra — saa langt fra søge at vinde Terrain, at de tvertimod ville kaste sig ned igjen snarest muligt. Det vil derfor ogsaa i det mindste være nødvendigt, hvad Roguslawsky anbefaler, at lade større taktiske Enheder, mindst f. Ex. Kompagnier, løbe frem samtidig.

I det Hele taget er det næsten utroligt, hvilken Betydning for Skydningen man maa tillægge Retning i Kjeden, ikke i det Hele og Store, men indenfor de mindre taktiske Enheder. Saa snart de hinanden nærmeste Skytter ikke ligge i samme Linie, foraarsager Skuddene fra de lidt længer tilbage Liggende øjeblikkelig Uro og Befip­pelse hos dem, der ligge længer fremme, hvad vi have set mange Exempler paa ved Tirailleringsøvelser med skarp Ammunition. Forøvrigt er det Delingsførernes og Sektionsførernes Sag saa godt som muligt at vaage over Bevaringen af denne for Skydningen saa vigtige Retning.

Men hvad Understøttelse kan da et fremadløbende Kompagni, der altsaa er det mindste taktiske Legeme, som der kan være Tale om at bruge som Bevægelses­ enhed ved den skiftevise Fremrykning, hvad Understøttelse kan det vente sig af Ilden fra det Kompagni, der bliver liggende?

Ja med Hensyn hertil kan man snart komme paa det Rene, naar man husker: For det Første, at den. stadige Skiften Maal, der er den første Betingelse for en gjensidig Understøttelse ved Ild, naturligvis betinger en Ildledelse, hvis Umulighed her under Nærkampen med dens Hurtigskydning tidligere er søgt godtgjort.

For det Andet, at der i det Hele taget paa disse Afstande kun skydes paa den Modstander, der ligger ligefor som den eneste, for hvem man har Øje, fordi det er fra ham, at Faren truer.

Det viser sig saaledes, at det er en fuldstændig Illusion, naar man troer ved den skiftevise Fremrykning at kunne etablere en Ildunderstøttelse for de avancerende Afdelinger ved Hjælp af de tilbageblevne; noget Saadant er i Virkeligheden aldeles umuligt. Om nogen Del af kjeden derfor venter med at løbe frem, til andre Dele, der ere i Bevægelse, ere standsede og have begyndt at skyde, eller de ikke vente derpaa, er*aldeles ligegyldigt; de Andres Skydning gavner ikke dem; hvert Kompagni maa sørg'e aldeles for sig selv. Men saa ere vi alle­ rede ved det samlede Fremløb, saaledes som dette vil forme sig under en Kamp, et Frem­ løb med Kompagnier og uden Hensyn til gjensidig Understøttelse.

Ser man hen til, at det første Fremspring efter den heftige Ildudfoldelse, der gik forud for Indtrædelsen i de raserende Baners Belte, kan antages at ville blive forholds­ vis langt, vil det vistnok som Regel kunne lykkes i eet á to, højst 3 Tag at naa ind paa de tilstræbte 300— 350 Alen.

Ligesom ved de sidste Fremrykninger, inden den første Ildposition naaedes, mangler Skyttelinien ogsaa her mangen Gang den nødvendige Energi og Kraft til uden Impuls udefra at rejse sig og løbe fremad. Lige­ som paa hine Afstande maa denne Impuls udefra derfor gives dem i Form af Forstærkninger fra Soutien’erne, Forstærkninger, der saa ikke standse i Kjeden, men med det samme, de ere i Bevægelse, søge ud gjennem denne og bestræbe sig for at rive den med. Denne Opgave tilfalder, hvad der endnu er tilbage som Soutiens af 1ste Træfnings anden Linie, det vil sige af Bataillonernes 4de Kompagnier, der med Kjedens Erstatning og Udfyldning for Øje som oftest havde delt sig i 2 adskilte. Ilalvkompagnien Det bliver derfor de Officerers Sag, som føre de omtalte Soutiens, itide at iagttage, hvor der behøves saadanne Forstærkninger og Impulser til Frem­ rykning, og det bliver deres Sag at passe, hvor store Styrker, det er nødvendigt at sende frem, ligesom at de komme ud netop i det rette Øjeblik, hverken for tidlig eller for sent. Er den fremsendte Styrke for lille til at rive Kjeden med, og standser den i denne, er en væsentlig Del af Opgaven uløst, Fremsendelsen forfejlet; men paa den anden Side maa der ogsaa spares saa meget som muligt; thi er først 1ste Træfnings 2den Linie opbrugt, tilfalder det Regimentets 2den Træfning at afgive de nødvendige impulsgivende Forstærkninger. 2den Træfning har nu ganske vist den Opgave at afgive Forstærkning og Erstatning til Ildlinien; men som oftest kan denne Opgave, naar henses til, at en Bataillon nor­ malt kun har en Breddeopstilling af circa 900 Alen, af Hensyn til Pladsen i Kjeden først komme frem, naar Bataillonen trænger til Forstærkning under Fægtningen isin sidste Stilling, og bliver det derfor nødvendigt for Bevægelsesimpulsernes Skyld allerede paa et tidligere Tidspunkt at gribe til 2den Træfnings Kompagnier, saa kan Følgen heraf nemt blive, hvad baade General Zeddeler og Boguslavvsky advare saa meget imod, en Over­ fyldning af Kjeden med tætte, uordnede Masser, Noget, der naturligvis er i aller højeste Grad farligt.Naar Angriberen ved Hjælp af disse Spring er naaet ind paa circa 300 Alen, standser han; thi han er nu naaet derhen, hvor det er ham fordelagtigt at søge Afgjørelsen.Viseret er som hidtil 100 Alens Viseret.

Ogsaa for denne Skydnings Vedkommende vilde det naturligvis være heldigt, om der havdes et fast, nemt stilleligt, 300 Alens Viser. Skytten vil ganske vist ikke benytte Viseret meget og skal jo heller ikke paa Grund af hele Skydningens Karakter som udelukkende Hurtigskydning søge noget nøje Sigte; men der er dog vel næppe Tvivl om, at da Folkene ved deres hele Uddannelse baade paa Skyde­ banen og i Terrainet ere vænnede til nøjagtigt Sigte over Viseret, vil Brugen af et 300 Alens Viser give bedre Resultater end det 100 Alens. Var Ildens Koncentra­ tion umulig paa tidligere Stadier, er den det naturligvis end mere her. Enhver skyder ligeud, Enhver har nok at gjore med sin egen vis-à-vis.Medens det var nødvendigt, at den hele Ildlinie ryk­ kede ud over den første Ildposition, for at ikke Forsva­ reren — saa vidt som Tiden tillader det — frit skulde kunne disponere over sine Reserver til Forstærk­ ning af de særlig truede Punkter, er der imidlertid ingen Nødvendighed for at hele Linien, hvis Fremrykningen paa enkelte Punkter er særlig vanskelig, kommer helt ind paa de 300 Alen.

Den Tid, der er tilovers, inden Afgjørelsen falder, er ikke saa stor, at Forsvareren kan drage videre Fordel af, om han nu skulde faa at vide, hvor det egentlig er, at Angriberen vil søge at trænge ind.

Det er senest ved Udfoldelsen af denne sidste Ild­ linie, at 2den Træfning griber ind i Fægtningen for at udfylde de under Fremrykningen tilfældig opstaaede Huller og for at erstatte Tabene. Naar, hvor og med hvilken Styrke denne Indgriben skal finde Sted, afhænger af Om­ stændighederne og bliver derfor ogsaa Føringens o: ved­ kommende Kompagnichefers Sag.

Lykkes det ikke Angriberen at bringe Forsvarerens Ildlinie til Tavshed, eller begynder hans Ild kraftig paa- ny, hver Gang Angriberen rejser sig for at avancere, da maa Angrebet betragtes som tilbagevist. Og længe varer det ikke, før denne Afgjørelse kommer; mange Minutter holder ingen af de to Parter Ilden ud. Det Afgjørende bliver her, hvilken Styrke Forsvareren endnu disponerer over, men dog først og fremmest de moralske Faktorer. Den Part, hvis Soldateregenskaber staa højest, vil — især paa dette Stadium af Kampen — have store Fordele fremfor Modstanderen.

Bringes imidlertid Forsvarerens Ild til Tavshed, har alt saa Angriberen sejret, saa følger nu Fremløbet for at tage den erobrede Stilling i Besiddelse.

Ved FJjælp af de sædvanlige Midler standses Ilden, og paa Signalet: «Gaa paa» brydes der frem saa vidt muligt samtidig og med «Hurra», Alt for at styrke egen Moral og svække Moralen hos de Modstandere, der endnu maatte findes i Stillingen.

Efter at den sidste Hurtigild, der efter tydske For­fattere ogsaa er gaact over i vore Øvelser, hvor den, i Paranthos bemærket, mangen Gang udføres med efter vor Mening al for tynde Kjeder, og det hvad enten den be­ tragtes som Forberedelsen til en Storm eller som selve Afgjørelsen, — efter at den er standset for at det sidste Fremløb kan begynde, ser man ofte Angriberen sinke sig og det stundom ganske betydelig med «at paasætte Bajonetten»; og medens Bajonetten paasættes, opstaar der en Ildpause, der sandelig ikke er i Angriberens Favør, idet den giver de Forsvarere, der endnu ere i Stillingen, Tid til at sunde sig og enten slippe bort eller belave sig paa en fortsat Beskydning, ligesom den svæk­ ker hele Angriberens Elan. Undertiden søger man at raade Bod herpaa ved at lade Geledderne skiftevis sætte Bajonetten paa. Men ogsaa dette er upraktisk. Ilden, der tvertimod maa søges holdt vedlige med uformindsketKraft lige til selve det Øjeblik, da Fremrykningen be­ gynder, svækkes alligevel, selv om den ikke ophører; og vide nu virkelig de Folk, der ligge i Kjeden, og som jo ere fra forskjellige Kompagnier, maaske endog forskjellige Batailloner, vide nu de i det Øjeblik,- hvem der er i første, hvem i andet Geled? Og selv om de ogsaa vidste det, og hele denne skiftevise Bajonetpaasætning i en saadan Situation lod sig gjcnnemførc, hvorledes skulde man saa bære sig ad med at faa den heftig rullende Ild delvis standset, standset af et Geled og ikke af et andet? Nej, hver Gang den tidt omtalte, vanskelige Opgave at standse Ilden virkelig lykkes, saa vil denne standses helt paa det paagjældende Punkt. Enten standser den helt eller den standser ikke. En delvis Standsning er utænkelig. De Folk, der vedblive at skyde, ville paa 800— 1000 Alen fra Fjenden rive de andre med, endsige paa 300.

Alen hvad vil man ogsaa med den Bajonet? Stil­lingen, er jo erobret; og de faa Folk, der endnu ere i den, indlade sig næppe paa en Bajonetkamp. Desuden lærer Erfaringen, at det er yderst sjeldent, at det kom­ mer til en virkelig Bajonetfægtning, saa at sige kun ved Kamp inde i Skove, linse og Gaarde, ellers aldrig. De existerende statistiske Opgivelser fra de senere Krige over, hvor mange der have været saaredc ved Kugler, hvor mange ved blanke Vaaben, ere betegnende i saa Henseende.

Staar Forsvareren imod al Rimelighed endnu, vilde han virkelig ogsaa kun bære sig uklogt ad ved at ty til Bajonetten. Bruger han sit Gevær til at skyde med, lige til Angriberen staar ved Geværmundingen, saa naaer han Alt, hvad han kan naa, og langt mere, end om han brugte Bajonetten; og er Angriberen først saa langt fremme, at han kan bruge Bajonetten, saa behøver han den ikke. lians større Tal vil være mere end tilstræk­ keligt, hvis han virkelig endnu i Stillingen skulde fore­ finde Fjender, som gjorde Modstand.

Skulde man dog alligevel mene, at Bajonetten ikke kan undværes, saa maa den i det mindste sættes paa, før der brydes frem i det helt aabne Terrain; efter dette Moment er der intetsteds hverken Tid eller Lejlig­ hed dertil.

Den 3die Bataillon af del Regiment, vi have fulgt, har imidlerlig — formeret i Kompagnier — holdt sig saa længe som muligt udenfor det helt bestrøgne Terrain, som den jo under ingen Omstændigheder be­ høver at betræde, saa længe Angriberen endnu er i sin første Ildposition, forudsat at Afstanden fra Forsvarerens Stilling ikke derved bliver over en 12— 1400 Alen. Det gjælder nemlig om, at denne 2den Træfning kommer til at tilbringe saa lidt Tid som muligt i den fjendtlige Ild, men paa den anden Side maa den ikke være saa langt tilbage, at den kommer for sent til Afgjorelsen, ved hvilken den kan komme til at spille en betydelig Rolle.

Først i det Øjeblik, Angriberen rykker ind i de rase­ rende Baners Bolte, først saa behøver 2den Træfning at rykke ind i det nærmere Fjernskydningsbelte, ind over de 1100 Alen. Dens enkelte Kompagnier dirigeres da i bestemte Retninger ind bag Kjeden, og disse Retninger bestemmes enten ved de Punkter af Stillingen, som An­ griberen særlig vil have fat i, eller ved saadanne Dele af Kjeden, som kunne trænge til særlig Understøttelse.

Ved Fremrykningen benyttes Terrainet saa godt som muligt; hvor der undtagelsesvis findes Dækning, benyttes denne til Standsninger, idet det dog stadig maa holdes for Øje, at man maa komme tidsnok til Afgjorelsen; derfor maa 2den Træfnings Kompagnier ogsaa i det Øje­blik, den sidste Ildposition, Afgjørelsens Ildposi­tion, naaes, være tilstrækkelig nær inde paa Kjeden til at løse deres ovenfor preciserede Opgave, hvorved de samtidig med at være en materiel ogsaa blive en moralsk Støtte for den deployerede Afdeling.

Ligesom det fra det Øjeblik, hvor 1ste Træfnings 2den Linie greb ind i Fægtningen, ikke længer lod sig gjøre at holde de engagerede Kompagnier ude fra hver­ andre, saaledes bliver nu endog, naar 2den Træfning griber ind med, en Sammenblanding af Mandskabet fra begge Træfningers Batailloner uundgaaelig.

Ved Fremrykningen gjennem det kouperede Terrain maa 2den "Træfnings Kompagnier formere sig og i det Hele taget bære sig ad aldeles som første Træfnings, da de passerede det samme. Terrain. Naaes der ud paa det Terrain, hvori der ikke kan manøvreres mere, maa Formationen altid være Linie, og hvor det er nødvendigt, at der standses under den fjendtlige Ild, «helt nedfalden Linie». Anderledes stiller Sagen sig der­ imod paa Afstande fra en 5— 600 Alen og indefter.

Her hidrørte jo et meget stort Antal Fejlskud fra, at Projektilet gaar til Siden af Maalet, og da dette natur­ ligvis vil ske desto sjeldnere, jo bredere Maalet er, saa gjælder det her om at have løse eller smalle For­ mationer, Kjede eller Kolonner med smal Front, eventuelt Rodekolonner.

Dette Raisonnement hviler imidlertid paa, at al Ild kommer lige forfra, at der ikke skydes koncentrisk.

Var nu Kolonnen den eneste Styrke, der rykkede frem til Angreb, er der ingen Tvivl om, at der fra alle Kanter vilde blive rettet en koncentrisk Ild mod den, og Forudsætningen vilde altsaa briste. Men den er ikke alene. Foran, langs hele Linien gaar en tæt Kjede, saa at sige et Slør for Kolonnerne. Paa ethvert Punkt af Forsvarerens Stilling vil der kun blive skudt paa denne Kjede, paa de Angribere, der ere Skytten personlig de farligste, o: der vil blive skudt ligeud. Forudsætningen slaar saaledes netop til; der findes ingen koncentrisk lid. Kolonnen har kun at gjøre med Ild forfra og det endda væsentlig kun med de Skud, der, skjøndt rettede mod den foranværende Kjede, gaa over denne.V

i ere altsaa naaede til det Punkt, hvor Skyttelinien efter Hurtigildens Standsning bryder frem for at tage den erobrede Stilling i Besiddelse.

Det af 2den Træfning, som endnu er i sluttet Forma­ tion, følger, og som vi saa, formeret i Kolonner, alminde­ lige Kompagnikolonner eller Rodekolonner. Vi foretrække som-Regel de første; thi medens Tabene, hvis Forsvare­ ren endnu skulde gjøre Modstand, her omtrent ville blive de samme, er Rodekolonncn uregerlig og giveivlet «Hale», hvorimod Kompagnikolonnen ganske anderledes er i Fø­rerens Haand.

Skulde Forsvareren endnu have været istand til i sidste Øjeblik at føre Forstærkninger frem paa Skyde- Iinien, og modtages den frembrydende Angriber med en kraftigere, tættere Ild, end han havde ventet, saaledes at hans Kjeder atter kaste sig ned og begynde at skyde, da maa den Afgjørelse, som man troede tilkæmpet i den forrige Ildposition, søges paany her, og baade Kjedernes og Soutien’ernes Forhold bliver da aldeles som fer. Angriberen har Intet tabt ved, at Afgjørelsen — da den nu engang ikke er tilkæmpet endnu — først falder her inde. Han er kommen Stillingen saa meget nærmere og bleven Forsvareren om muligt endnu mere ligestillet med Hen­ syn til Træffesandsynligheden.

Skulde derimod Kjeden undtagelsesvis vende om for at tage Flugten, bliver det Kolonnernes Sag at fortsætte Fremrykningen, efter Evne rive Kjeden med og, selv hvor dette ikke lykkes, storme videre. Under saadanne Om­ stændigheder maa Angrebet føres igjennem for enhver Pris og paa enhver maade. Som Wechmar siger: «Ruckzug ist Vernichtung.»

Gjør Forsvareren imidlertid ikke mere Modstand, og naaes Stillingen, maa der strax trænges igjennem, til der haves frit Skud til Forfølgning, og alle Bestræbelser der­ hos rettes paa samtidig med Forfølgningsskydningen at samle saa meget som muligt for at kunne afparere fjendt­ lige Modstød i dette ved Uordenen saa farlige Øjeblik, et Hverv, der forøvrigt væsentligst tilfalder de sluttede Dele af 2den Træfnings Kompagnier.

Da disse Dispositioner imidlertid ikke have nogen Indflydelse paa den Maade, hvorpaa Forfølgningsskyd­ ningen bør ledes, skulle vi ikke her nærmere indlade os paa dem. Derfor endnu kun et Par Ord om selve denne Skydning.

Da — som udviklet — Salver jo i det Hele taget ere umulige, er det en Selvfølge, at Skydningen strax er fri. Medens Fjenden endnu er nær ved, er Skydemaaden Hurtigild, senere, naar han er kommen længer bort, sigtet og ledet Tirailleurild, og hermed vil den vist som oftest standse, idet alle Afdelinger ville blive søgt sam­ lede, saa snart Fjenden er naaet en 1000 Alen eller saa omtrent bort. Da der ingen Gjenbeskydning finder Sted, og i det Hele taget ikke er nogen Fare paafærde for Skytterne, er en delvis Ildkoncentration tænkelig, ganske vist ikke i første Øjeblik, men dog temmelig hurtig, saa- snart det blot — naturligvis ved de sædvanlige Midler — er lykkedes at standse den første Hurtigild og gjenindføre Ildledelsen.

Sker der da Modangreb, maa Ilden rettes mod disse; i modsat Tilfælde mod saadar.ne Dele af den vigende Fjende, hvor den lover mest Udbytte. Stadig maa der dog huskes paa, at en for hyppig Vexling af Maal nemt aldeles forspilder Virkningen. Viserstillingen maa være først de faste Viserer, dernæst 2, og endelig, hvis Ildenfortsættes ud over de 1100 Alen, 3 Viserer.

Skærmbillede 2023-10-17 kl. 23.37.54.png

Horsetzky von Hornthal udtaler sig etsteds saaledes:

«Die Organisation, die Administration und die Tactik einer Armee müssen ein Ganzes sein, ein und derselbe System muss in ihnen herrschen, ein und derselbe Ge­danke muss sie durchdringen.»

Og af Organisation, Administration og Taktik er detatter Taktikken, der er den væsentlig bestemmende; hvor­ for ogsaa det Spørgsmaal nu ganske naturlig dukker op her:

Maa den foreslaaede Regulering og Anven­ delse af Ilden siges at betinge en forandret Organisation af Fodfolket, det være sig i det Større eller i det Mindre?

Det var Angrebets Princip først at aabne Ilden saa nær de raserende Baners Belte som muligt, medens der dog allerede i Artillerikampens Periode sendtes enkelte Afdelinger saa langt frem i Terrainet, at de kunde be­ skyde det fjendtlige Artilleri med Virkning uden selv at lide ved Fjendens Infanteriild, Afdelinger der saa, naar Forsvarerens Artilleri var trukket tilbage, enten fra samme Stilling eller fra et længer fremme liggende Punkt skulde rette deres Ild mod saadanne Punkter af den fjendtlige Stilling, som det af den ene eller anden Grund var ønskeligt for Angriberen at faa beskudt, og som først skulde standse Ilden, naar den maskeredes af foran- værende Tropper.

Det er klart, at vi her staa overfor to grundforskjellige Maader at anvende Fodfolket paa. Medens Angribe­ rens Hovedmasser, naar de først rykke-frem, søge snarest muligt at komme ind i Nærfægtningen med dens Skyd­ ning paa korte Afstande, er det Middel, hvorved de særlig fremsendte Tropper skulle virke, netop Skydning paa store, endog meget store Afstande. Der stilles derfor ganske anderledes betydeligt Krav til disse sidste med Hensyn til Skydefærdighed mod fjerne Maal end til Angriberens øvrige Fodfolk.

Men hvorfor saa ikke give enkelte Afdelinger, hvis Mandskab er udtaget med særligt Hensyn til Skydefærdig­ heden, en speciel Uddannelse i Fjernskydning, og saa under et Angreb altid tildele dem de ovennævnte fjernskydende Troppers Rolle?

Og den samme Anvendelse, som der er for Fjernskyttebataillonerne under Angrebet, den samme er der under Forsvaret. Ogsaa ved dette kan der fremsendes Tropper til Beskydning af Angrebsartilleriet eller af vig­ tige Punkter i Terrainet, der ikke kunne beherskes fra selve Stillingen, og desuden vil Fjernskydning paa store Afstande kunne komme til Anvendelse fra echelonnerede Flankestillinger. Men til alt dette kræves ligeledes Af­delinger, der ere særdeles duelige i Skydning paa store Afstande.

Man vil maaske indvende, at dette jo er en fuld­ stændig Gjenoptagelse af Tanken om Jægerinstitutionen, og at Udviklingen nu overalt og med Rette gaar i Retning af ikke at berøve Masserne deres bedste Ele­ menter for at sammensætte særlige Eliteafdelinger, men netop ved Hjælp af de gode Elementer at hæve denne Masse, saaledes at det hele Fodfolk — i det mindste til­ nærmelsesvis — kan komme til at præstere det samme som det lette Infanteri tidligere.

Men denne Indvending slaar ikke til.

For det Første er der jo ikke her Tale om Jægere i den franske eller italienske Forstand som let Infanteri, Infanteri, der kan præstere betydeligt i Retning af Be­vægelighed, og der kan derfor i det mindste ikke være Tale om at svække den store Infanterimasse i denne Retning ved at berøve den dens kraftigste, mest udhol­ dende Individer. Der er snarere Tale om Jægere, saa­ ledes som disse udviklede sig i Tydskland i Løbet af Fyrrerne, altsaa som særlige Skarpskytter; men heller ikke dette passer; thi til de tydske Skarpskytter udtoges mest Folk som Forstembedsmænd, Herregaardsjægere eller lignende, der foruden at være fortrolige med Skydning fra deres tidligere Livsstilling som Regel vare intelligente, mere eller mindre hærdede, modige Mænd.

Ved Rekrutteringen af de af os foreslaaede Fjernskyttebatailloner falde imidlertid alle disse Hensyn bort. Der er her aldeles ikke Tale om Eliteafdelinger, og altsaa heller ikke — hvad der er en meget væsentlig Omstændighed — om, at den store Infanterimasse svækkes ved deres Existens; den kan snarere siges at styrkes.

Der kræves nemlig, alt efter den Afstand, hvori man er fra Fjenden, forskjellige Egenskaber til at skabe en god Skytte. En vis Skydefærdighed er naturligvis altid nødvendig; men medens det foruden denne væsentlig kun er Synsevnen, hvorpaa det kommer an ved Skydning i støttet Anslag paa store Afstande, saa er det det kolde Mod og Sindsroen, der ere de Alt overvejende vigtigste Faktorer for god Skydning paa nære Afstande, hvor Skytten selv er under stærk Ild. Paa disse Afstande svinder Betydningen af under Fredsforhold at kunne tage et mereeller mindre fint Sigte ind til Intet overfor Sindsroens Bevarelse under den stærkeste Ild.

Udskilte man nu fra de almindelige Infanteriafdelinger særlige Fjernskytteafdelinger, som dannedes af Folk, der besade de naturlige Betingelser for at kunne gjøre endog udmærket Fyldest ved Skydning paa de meget store Af­stande (f. Ex. ud over en 1500 Alen), men som savnede den Sindsro, der kræves til god Skydning under Fjendens livlige Ild, saa naaede man samtidig at faa de bedst mulige Fjernskytter og ikke blot ikke skade, men endog gavne den almindelige Infanterimasse ved at fjerne saadanne Elementer fra den, som den dog ingen videre Gavn kunde have af, medens de ikke desto mindre fyldte op i Geværlinierne.

Det kan dog naturligvis ikke et Øjeblik falde os ind at tros, at denne Tanke i sin Renhed skulde kunne overføres i Praxis; det kan den ikke simpelthen af den Grund, at der jo vilde kræves »Skydning under Beskyd­ ning» med alle de Skytter, der kunde komme i Betragtning, og desuden en Observation af disse Skytter, medens Skydningen fandt Sted, for at man skulde kunne sige: Denne Mand egner sig til Nærskydning, denne ikke. Men fordi Princippets rigorøse Gjennemførelse er uto­ pisk, derfor kan det alligevel have sin Betydning som Princip, idet det viser den Retning, i hvilken man skal gaa frem.

Og det vil — i det mindste efter vor Anskuelse — paa ingen Maade være umuligt at rekruttere Fjernskytte­ afdelingerne med dette Princip for Øje, idet man vil have en særdeles god Maalestok for en Mands Sindsro under den fjendtlige Ild baade i hans hele Adfærd og Karakter og særlig i den Grad af Nervøsitet, han viser ved sin første Uddannelse i Skydning. Fjernskytteafdelin­ gerne kunde da rekrutteres ved, at der ved hver Rekrut­ skoles Slutning blandt de Skytter, der skøde bedst 1 støttet Anslag paa store Afstande, efter vedkom­ mende Kompagnichefers Skjøn udtoges den til Rekrut­teringen af disse Afdelinger nødvendige Styrke, Afdelinger, der netop paa Grund af den særlige Anvendelse, der gjøres af dem, ikke behøve den Grad af Sammenarbejden af de enkelte Individer indenfor de taktiske Rammer, som kræves ved de øvrige Tropper.

I Tydskland haves een Jægerbataillon for hvert Arme­ korps, ved Garden een for hver Division Fodfolk. Dette sidste Forhold i Tallet mellem særlige Fjernskytter og almindelige Skytter turde vistnok for Tiden være pas­ sende; i hvert Tilfælde kan Fjernskytternes Antal ikke være ringere, men maa om muligt snarere sættes lidt større f. Ex. pr. Division til 6 Kompagnier, formerede i 2 Batailloner, af hvilke der da, hvor Forholdene maatte tale derfor, kunde tildeles hver Brigade een.

Vi saa, at Forsvareren, saa snart det fjendtlige Fod­ folk rykkede frem til Angreb og helt havde besat sin Stilling, aabnede Fjernilden — først mod de forskjellige points de passage, og senere idet hver Skydeenhed fulgte sin bestemte fjendtlige Trop indtil henimod Nærskydningsbeltet.

Under hele denne Del af Fægtningen havde Forsva­ reren kun Brug for Fjernskydning om end i de fleste Tilfælde ikke paa saa store Afstande som den, hvorpaa man i Henhold til Ovcnstaaende vilde anvende særlige Fjernskytteafdelinger.

Efter denne Fjernskydning kom Skydningen mod den af Angriberen i 6— 700 Alens Heltet udfoldede stærke Ild­ linie, altsaa en Skydning paa Afstande, hvor Kuglebanerne endnu ikke ere raserende; og endelig kom Skydningen mod Angriberen i dennes sidste Ildlinie og under Frem­ rykningen til den, det vil altsaa sige Nærskydningen med de faste Viserer.

Der fordres, som man ser, 3 forskjellige Slags Skyd­ ninger af Forsvareren.

Naturligst vil det derfor være at ordne Stillingens Besættelse saaledes, at der stadig, efterbaanden som de 3 forskjellige Slags Skydninger falde for, anvendes saadanne Tropper, der kunne yde det mest Mulige i Retning af, hvad der netop kræves i Øjeblikket.

I Betragtning af den overordentlige Fordel, en vél ledet og med tilstrækkelige Kræfter udført Fjernskydning har som Forberedelse, vil Forsvareren søge strax at ud­vikle en saa tæt Ildlinie som muligt til Beskydning af det angribende Fodfolk, medens delle endnu er under Frem­rykning i Fjernskydningsbeltet. En saadan Linie vil over­ alt, hvor Forterrainet kan overses, kræve i Gjenncmsnit mindsteetGeværforhvert 1,5 Skridt. (SeAfsnitIII.)

Gaar man nu ud fra, at Forsvarerens Skytter indtil det Øjeblik, hvor Angriberen udvikler sin Ildlinie paa circa 300 Alen, kunne have mistet højest hver anden Aland af den strax udviklede Styrke, saa ser man, at, naar et Kompagni i Forsvaret strax udvikler 2 Delinger til Fjernskydning, vil det, indtil det nævnte Øjeblik, fuldtud have kunnet erstatte sine Tab i Ildlinien ved Hjælp af een af de to andre Delinger, saa at det kan møde frem til denne Kamp med fuldt besat Skyttelinie og desuden een Deling til Erstatning.

Sætter en enkadreret Bataillon, der selv skal formere baade Forsvarets 1ste og 2den Træfning (disse Benæv­ nelser tagne i samme Betydning som i III), nu 3 Kom­ pagnier i første Træfning, hvoraf hvert atter sætter 2 Delinger i selve Ildlinien, ville disse 3 Kompagnier med 6 Delinger i Fronten kunne føre Forsvaret helt igjonnem, og Bataillonen vil endda have et Kompagni, det vil sige 2/3 af den oprindelig udviklede Styrke til at sætte mod Angri­ beren, i det Øjeblik denne allerede troer at have sejret og bryder frem fra sin Skydestilling paa de circa 300 Alen.

Dette Raisonnement skulde altsaa føre til en forskjellig Fordeling af Bataillonens Skytteklasser til de forskjellige Kompagnier, og det saaledes at i det ene af de 4 Kompagnier (Kompagniet i 2den Træfning) samledes alle saadanne Skytter, hvis Skydefærdighed kun satte dem istand til at kunne anvendes med Fordel i Nær­ skydningsheltet.

Men ser man for det Første hen til, at enhver en­ kadreret Bataillon, der ikke behøver at danne mere end Forsvarets 1ste Træfning, ubetinget bør sætte alle 4 Kompagnier i første Linie, i hvilket Tilfælde der altsaa kræves den samme Skydefærdighed lios dem alle, og for det Andet til, hvor overordentlig ubekvemt det altid er for en Bataillonschef, overalt hvor hans Bataillon fægter isoleret, aldrig at kunne anvende det ene af sine 4 Kompagnier andetsteds end i Nærskydningsbeltet, saa kommer man til det Resultat, at Skytteklasserne hør være fordelte ligelig paa alle 4 Kompagnier i en Bataillon.

Ved Angrebet spiller denne Skytteklassernes Fordeling indenfor Bataillonen ingen væsentlig Rolle. Skydningen skulde i Princippet være Nærskydning eller højest Skydning paa Afstande, der ligge tæt ved Nærskydningsbeltet; og maatte der end i Praxis gjøres Regning paa, ogsaa at ville løbe endel Skydning paa noget længre Afstande ind med, saa var denne dog kun af ringe Betydning, og Forholdene i hvert Tilfælde ens for de 3 Kompagnier, den enkadrerede Bataillon havde i forreste Linie, og det 4de Kompagni vilde komme op i Skydelinien paa en 4— 600 Alen; saa Forholdene ere heller ikke i Angrebet saa overordentlig forskjellige for de 4 Kompagnier, i hvert Tilfælde ikke i den Grad, at der kan være Tale om, at de skulde modi­ficere det Resultat med Hensyn til Skytteklassernes For­deling indenfor Bataillonen, hvortil vi kom ved Betragt­ ning af de Krav, som den enkadrerede Bataillons Forsvar og den selvstændige Bataillons Fægtning stillede i saa Henseende.

Men ere saaledes de Opgaver under en Kamp, dertilfalde de forskjellige Kompagnier, ikke af nogen videre forskjellig Karakter, saa kan dette ikke siges om Delin­gernes Opgaver indenfor Kompagniet; tvertimod — da det er Kompagniet, der, idet det selv sørger for Reserver, skal udføre de omtalte 3 forskjellige Slags Skydninger, maa det være rangeret med dette bestemte Formaal for Øje.

Til den første Art Skydning, Fjernskydningen, ud­ viklede Kompagniet ifølge Ovenstaaende som Regel to Delinger, hvis Tab ved Fjendens Fjernskydning sikkert kun ere smaa, hvis de beskydes af Artilleri ganske vist noget større, men dog i det Hele taget sjeldent større, end at de kunne erstattes ved omtrent en Sektion af den næste Deling i Soutien’et, og Ilden aabnes mod den af Angriberen udviklede Linie paa 6— 700 Alens Afstanden; med denne Styrke — maaske i enkelte Tilfælde endnu engang lidt mere forstærket — udføres altsaa den anden Skyd­ ning. Resten af 3die Deling vil have forstærket Ildlinien senest i det Øjeblik, Angriberen atter aabner Ilden paa nært Hold. Denne Del af Delingen vil derfor ligesom den 4de og sidste kun komme til at udføre den 3die Skydning, Skydningen i Nærskydningsbeltet.

Naturligvis for saa vidt som de ikke allerede ere gjorte ukampdygtige paa et tidligere Tidspunkt (og herfor er der jo, naar henses til Princippet for Ildanvendelsen i Angrebet ikke saa megen Sandsynlighed), ville samtlige Kompagniets Skytter blive anvendte til Skydning paa for­ holdsvis korte Afstande (indenfor en 700 Alen), og der er derfor ingen Grund til — om det overhovedet var muligt og i andre Henseender tilraadeligt — at bringe det for Rekrutteringen af Fjernskytteafdelingerne foreslaaede Princip til Anvendelse ved Skytterne^ Fordeling indenfor Kompagniet, end ikke som blot ledende. Uden Hen­ syn til den enkelte Skyttes formentlige Grad af Sindsro i Fa­ ren bør derfor de to først anvendte Delinger sammensættes af den Halvdel af Kompagniet, der har det bedste Anlæg for Fjernskydning og derfor er bedst uddannet deri, dennæste Deling af, hvad man kunde kalde Kompagniets anden Skytteklasse, Folk, der ere uddannede til at skyde paa indtil 6— 800 Alen, og endelig den 4de Deling af Kompagniets 3die Skytteklasse, hvis Uddannelse af Hen­ syn til deres Anvendelse her i Forsvaret ikke behover at gaa videre end til Skydning paa indtil 600 Alen.

Denne af Hensyn til Forsvaret krævede Rangering stemmer ogsaa meget vel med angrebets Fordringer. Ogsaa under Angrebet formerer et Kompagni, saa snart det i fladt Terrain gaar over til spredt Orden, sin Skytte-Linie af 2 Delinger, der ganske vist ikke have den Opgave at skyde paa større Afstande, men, saaledes som vi dog have set, kunne blive nødte dertil, hvorfor det ligeledes for Angrebets Vedkommende er heldigst, om Kompagniets bedste Skytter ere samlede i 2 af dets Delinger. Da nu tillige de andre to Delinger her som ved Forsvaret komme gradvis til Anvendelse, er ogsaa deres Rangering efter Skytte­ klasser overensstemmende med Angrebets Fordringer, kun at det her, da 1ste Linies Kompagnier allerede ere fuldt udviklede senest i 6— 700 Alens Beltet, kræves, at begge Delinger uddannes til at skyde paa en 7— 800 Alen.

Den Rangering i Kompagniet, som vi nu have, Ran­ geringen efter Højden — altsaa efter rent vilkaarlige Skjønhedshensyn — hviler paa den Forudsætning, at Fægtningen ikke forlanger mere af den ene Mand end af den anden, ikke mere af den ene Gruppe end af den anden, at saavel Evner som Vaaben sætte Alle istand til at gjøre Fyldest baade i Forberedelsen og i Afgjørelsen. Efter Indførelsen af Bagladevaabnene og den ved dem muliggjorte Fjernskydning, slaar denne Forudsætning imidlertid ikke længer til. Nu stilles der forskjellige Krav til de forskjellige større eller mindre Led af Kompagniet, og det Naturlige er derfor indenfor hvert af disse Led at samle dem af Kompagniets Folk, der egne sig bedst for det Hverv, Leddet som Regel vil faa.

De i Afhandlingens 2det Afsnit gjorte Forslag kræve endelig nok en lille Bemærkning her. Det vil nemlig være nødvendigt, at hvert Kompagni uddanner en 8— 6 Mand (overtallige Underkorporaler eller flinke Menige) til Skridtere, for at der kan være den nødvendige Sikkerhed og Routine tilstede til Afstandsliniernes nøjagtige og hur­tige Bestemmelse.

Man har, som allerede i denne Afhandlings første Afsnit omtalt, sagt, at Skydning paa store Afstande kræ­ ver saa megen Ammunition, at der vil være Fare for, at Folkene have forskudt sig, før Skydningen i Nærskydningsbeltet, den Skydning, hvorpaa det egentlig kommer an, tager sin Begyndelse.

Vi bemærkede allerede den Gang, at, hvis det af andre Grunde skulde vise sig heldigt eller nødvendigt at skyde Fjernskydning, saa maatte det gjøres; thi dette Ammunitionsspørgsmaal var helt og holdent et Organisationsspørgsmaal.

Det tør nu forhaabentlig være fremgaaet af det Foregaaende, at Fjernskydningen er nødvendig i Forsvaret og i visse andre, særlige, taktiske Situationer, og vi skulle nu kort komme tilbage til Ammunitionsspørgsmaalet som Organisationsspørgsmaal.

Hvor mange Patroner skal hver Mand nu da med­ føre?

Mindst saa mange, som der bliver Brug for; men hvor mange der bliver Brug for, vil være højst forskjelligt ikke blot efter den taktiske Anvendelse, der gjøres af vedkommende Tropper, men ogsaa, selv om den tak­ tiske Anvendelse ikke er forskjellig, efter det konkrete Tilfældes særlige Natur. Det vil derfor stedse mere eller mindre blive en Skjønssag, hvad Svar man vil give paa det stillede Spørgsmaal. De bestemmende Faktorer for Skjønnet blive de i tidligere Felttog gjorte Erfaringer, modificerede efter de Forandringer i Kampmaaden, somman antager ville gjøre sig gjældende i det næste Felttog.

Ammunitionsforsyningen i de store europæiske Hære er for Tiden ordnet saaledes:

Skærmbillede 2023-10-17 kl. 23.52.09.png

Hos os bærer Manden 80 Patroner hos sig, i Karrerne findes 45 Patroner pr. Mand, hvilket ialt bliver 125 Patroner pr. Mand, foruden hvad der findes i Am­munitionskolonnerne.

Nu tør det imidlertid ganske vist forudsættes, at Ammunitionsforbruget i kommende europæiske Krige vil blive ikke saa lidt større, end det hidtil har været, ogstøttende sig til sine Erfaringer fra den russisk-tyrkiske Krig erklærer ogsaa General Zeddeler, at der efter hans Mening umiddelbart ved Tropperne maa findes mindst 200 Patroner pr. Mand, og af disse maa Manden altid have omtrent Halvdelen hos sig.

Gaar man ud fra dette Skjøn, hvad der vil sige, at hver Bataillon skal medføre 200 Patroner pr. Mand, bliver Spørgsmaalet nu, hvorledes disse Patroner skulle transporteres for altid at være parate, og for at der let kan tilføres de engagerede Folk ny Ammunition.

Jo flere Patroner hver Mand kan føre med paa sin Person, desto bedre; og at forlange, at hver Mand skal medføre 100— 110 Patroner, turde næppe være for meget. Resten maa saa transporteres paa Vogne, Pakheste eller lignende.

Man har hidtil kun anvendt Karrer; men i den sidste tyrkisk-russiske Krig benyttede Tyrkerne, som bekjendt, en stor Mængde Heste, Mulæsler og Æsler til at bære Patronerne; og Meningen hermed var, baade at det skulde være lettere at transportere Ammunitionen i bjergfuldt Terrain, og at der, idet disse Pakdyr dannede mindre Maal end Kjøretøjerne, skulde være større Sandsynlighed for at kunne føre dem end Vognene frem i umiddelbar Nærhed af de forreste Linierhvorved der da her atter skulde opnaaes en hurtig og regelmæssig Forsyning med frisk Ammunition.

General Zeddeler anbefaler Anvendelsen af Pakdyr, af hvilke han vil have saa stort et Antal, at der paa denne Maade kan transporteres circa 25 Patroner pr. Mand. Hvor Krigsskuepladsen er bjergfuldt Terrain, er det sikkert heldigt at benytte Heste eller Æsler for Trans­ portens Skyld; men i et Sletteland vil en Transport ved Hjælp af Pakdyr kun vise sine Skyggesider: Kostbarhed og Krav paa stor Plads; thi at Pakheste skulde kunne bringes saa meget nærmere til selve de fægtende Tropper end lette Patronkarrer, at det skulde kunne faa Betydning for Forsyningens Hurtighed og Sikkerhed, tro vi er en Illusion. Praktisk set er en Pakhest et ikke saa meget mindre Maal end de Dele af en Patronkarre, som kunne, lide ved en Beskydning med Infanteriprojektiler, og medens der nu er pakket 9000 Patroner paa en af vore Patronkarrer, kan en Hest kun bære 2300— 2500. Desuden vil dette Spørgsmaal om under den fjendtlige Ild at kunne føre Patronbeholdningerne nærmere til de skydende Trop­per ikke komme frem nær saa hyppig, som man i første Øjeblik er tilbøjelig til at tro; thi i Angrebet begynder jo den egentlige Skydning først ganske tæt ved Nærskydningsbeltet, og her kunde der dog aldrig være Tale om at naa hen med Pakdyrene; og i Forsvaret vil der altid være saa megen Tid, at Bataillonernes Patronkarrer, der jo følge disse umiddelbart, kunne faa aflosset deres Beholdning og denne blive fordelt, inden Kampen begynder. Mangen Gang kan en saadan Aflosning maaske finde Sted flere Gange, efter at Karrerne ere bievne fyldte ved Ammunitionskolonnerne, ligesom man i det Hele taget, før en Forsvarskamp tager sin Begyndelse, i Løbet af forholdsvis kort Tid vil kunne skaffe saa megen Am­munition frem i forreste Linie, som man kun behøver, Noget, man ganske vist ikke vil være istand til i Angrebet; men her behøver man det heller ikke, da det Antal Pa­troner, som Skytten kan føre med paa sin Person, vil være tilstrækkeligt til Kampens Gjennemførelse.

For de fjernskydende Troppers Vedkommende ville Forholdene med Hensyn til Ammunitionstilførsel som Regel stille sig som for Forsvareren.

Praktisk rigtigt vilde det være, altid at lade Trop­perne, saa snart der kan være Tale om Fægtning, tage de Patroner, de have i Tornysteren, frem og lægge dem i Tasken, Lommen eller Brødposen (helst Tasken eller Lommen), hvor ogsaa de Patroner anbringes, der, som ovenfor berørt, ligeledes ved Fægtningens Begyndelse tages fra Patronkarrerne.

I de faa Tilfælde, hvor det virkelig skulde vise sig nødvendigt at bringe Ammunitionen ud i selve Kjeden, maa dette ske ved særlig dertil bestemte Folk, der maa søge at løse deres Opgave ved en minutiøs Terrainbenyttelse.

Ogsaa hos os er det fra alle Sider erkjendt, hvilken ganske overordentlig Betydning Ildledelsen har; men med Erkjendelsen heraf er man standset. De i saa Henseende i vor Militærlitteratur fremkomne Vink og Vejledninger have været yderst faa; reglementariske Bestemmelser have vi saa godt som slet ikke; thi hvad vort Exercerreglements § 50 indeholder angaaende Ildledelse er kun For­ dringer, holdte ganske i Almindelighed, og det Fordringer, der, efter hvad vi have søgt at vise i det Foregaaende, delvis maa siges at være — i hvert Tilfælde meget van­ skelige at realisere; og om den Fremgangsmaade, hvorigjennem de saaledes opstillede Fordringer skulle tilfreds­ stilles, indeholder Reglementet Intet. Hvad angaar Skyde­ skolens «Forskjelligt», hvile de i dettes g 12 opstillede Regler paa den nu forældede Anskuelse om, at der skal virkes gjennem isolerede Skud, dets § 13 indskrænker sig til at udtale, at man under visse Forhold skal benytte fast Viser, samt til nogle faa Bemærkninger om Retnings­ punkternes Højde; kun dets allerede tidligere nævnte § 11 har praktisk Betydning for Nutiden.

Følgen af, at dette Spørgsmaal om Ildledelse har været saa lidt behandlet baade i Litteraturen og Reglementerne, har da ogsaa været, at grumme mange ikke have tænkt videre over Problemet, men have slaaet sig til Ro med, at det vel egentlig ogsaa var en Sag, med Hensyn til hvilken der maaske nok kunde opstilles enkelte af den Slags ledende Regler, som vi ovenfor have karakteriseret som Fordringer, men at det ganske maatte overlades til Fø­ rernes Konduite, hvorledes de i de specielt forekommende Tilfælde vilde bære sig ad med at føre disse Regler over i Praxis. Og Følgen heraf er atter bleven, at der næppe gives noget taktisk Omraade, paa hvilket der er bleven begaaet og endnu daglig begaaes en saadan Masse veri­ table Fejl som netop paa Ildledelsens. Og Grunden hertil er, at det kun er givet de færreste Mennesker at kunne improvisere og det tilmed improvisere i en van­ skelig Sag, som man hidtil ikke har tænkt saa grumme meget over.

Boguslawsky: «Auch der Tüchtigste kann guter Ge­ setze nicht entbehren, um seine Fähigkeiten ans Licht zu ziehen.»

Og var saa endelig det Umulige muligt, fandtes der endelig et Menneske, der kunde improvisere i Ildledelse, troer man saa, at den levende Maskine, han skulde virke med, de Folk, han førte, havde den samme Ro og Intel­ ligens som han, saaledes at de kunde forstaa hans Ledelse og rette sig efter den? Og forsager Maskinen, fordi den ikke er vant til at blive brugt, hvad kan det saa nytte, at Maskinisten kan improvisere? Boguslawsky: «Ein blos­ ses Nachahmen dieses Verfahrens (mit dem schrillen Pfiff) ist im Laufe des Krieges durchaus nicht möglich. Zur Ausführung gehört eine jahrelange Uebung.»

Men naar det nu erkjendes, at der maa gives Regler for Ildledelsen, hvor høre disse saa hjemme?

I Reglementet. — Og nærmere bestemt i Exercerreglementet, den Bog, der skal være et Udtryk for Hærens og dermed for Tidens Taktik.

Boguslawsky: «Ein Reglement muss nun einmal die tactischen Gedanken, da wo es überhaupt Vorschriften giebt, ganz und voll verkörpern.»

Retzenhofer: «Die Hilfsmittel der tactischen Aus­ führung soll ein Reglement genau bestimmen. Es wäre zum Beispiel von ausserordentlichem Vortheil, wenn die Art der Leitung des Feuers ... genau festgestellt wäre.»

Da Tydskland i 1877 gik foran paa dette som paa alle militære Omraader og gav reglementariske Bestem­ melser for Ildledelse, gik det imidlertid en anden Vej, idet det indførte dem i sit Skydereglement. — Skjøndt disse Ildledningsbestemmelser som overhovedet alle Ildledningsbestemmelser nødvendigvis maatte gribe stærkt ind i den gjældende Taktik og derved ogsaa fremkalde den Dualisme mellem Exercerreglement og Skydereglement, hvorover Boguslawsky klager saa stærkt, saa kan man alligevel ikke sige, at den valgte Vej var unaturlig; thi de givne Bestemmelser, der baseredes paa de ved vidtudstrakte Forsøg vundne Erfaringer med Hensyn til Vaabnets Virkeevne, havde en mere teknisk Karakter og lode paa mange Punkter endnu meget staa aabent og uaf­gjort hen, saaledes navnlig angaaende Spørgsmaalene om Afstandsbedømmelsen, om Ildens Art i de forskjellige Fægtningsmomenter, Valg og Angivelse af Maal, Ildens Regulering og Beherskelse, lutter Spørgsmaal af en mere specielt taktisk Natur.

Men bør saaledes Reglerne for Ildledelsen fortrinsvis ind i Exercerreglementet, saa maa nødvendigvis Hen­ synene til egen Ildvirkning og de denne Ildvirkning led­ sagende Fænomener (Larmen) blive ligestillede med Hensyn til Tabene, som i Realiteten er det i Alt overvejende Grad fremtrædende Princip i de moderne Reglementer; og alle Reglementets Forskrifter maa gjennemsyres i lige Grad af alle tre Hensyn.

Idet disse 3 Hensyn nu ere lige betydningsfulde med Hensyn til selve Taktikken, komme de ogsaa alle tre til at gjøre sig gjældende ved Uddannelsen.

Boguslawsky: «Es ist durchaus nöthig, dass die Aus­ bildung sich stets in vollkommener Uebereinstimmung mit den allerseits anerkannten Grundwahrheiten der Tactik befindet.»

Vi skulle imidlertid ikke her komme ind paa Uddan­ nelsen i dens Almindelighed med de Myriader af særlige Spørgsmaal, der knytte sig hertil. Vi skulle kun endnu, før vi slutte, med et Par Ord omtale selve Uddannelsen i Skydning og ildledelse.

Den Indskrænkning med Hensyn til Fordringerne til vort Fodfolks Uddannelse i Almindelighed, der er en ligesaa sørgelig som nødvendig Følge af vor eminent korte Uddannelsestid, har naturligvis ogsaa øvet sin Indflydelse paa Uddannelsen i Skydning, og vi tro nok at turde sige, at det er denne Uddannelsesgren, der lider forholdsvis aller mest ved den korte Tjenestetid. Medens man i Tydskland skyder 140 Skud aarlig, altsaa i den treaarige Tjenestetid 420 Skud pr. Mand, i Østrig 110 Skud aarlig, i Løbet af de 3 Aar, Soldaten ligger inde, altsaa 330 Skud pr. Mand, og endelig i Frankrig 100 Skud aarlig, eller, da Tjenestetiden her for den største Del af Styrken er 5 Aar, 500 Skud pr. Mand, saa skyder derimod hos os en Mand, i den Tid han efterhaanden er ved Fanerne, ialt kun 140 Skud, altsaa netop Vs af, hvad der skydes i Tydskland. Vort Infanteri har altsaa højt regnet 1/3 af den Uddannelse i Skydning, som det tydske Fodfolk har, og det endda meget højt regnet; thi Færdigheden i Skydning voxer langt hurtigere i Slut­ningen end i Begyndelsen af Uddannelsen.

Denne overordentlig ringe Uddannelse er ganske vist begrundet i vor korte Uddannelsestid; men selv i den kunde der dog sikkert blive Tid til en langt fyldigere Skydeuddannelse, om Tjenestetiden grupperedes paa anden Maade end nu, Noget, vi dog ikke skulle komme ind paa her. Som Tjenestetiden nu engang er fordelt, stiller Skydeuddannelsen sikkert saa store Fordringer i Retning af Tid, som det paa nogen Maade er muligt at faa til­ fredsstillet.

Hvad her er sagt, gjælder dog nærmest selve Skydeuddannelsen, det som man i Tydsland kalder «das Sehulschiessen». Derimod kunde der sikkert skaffes Tid og Plads — om ikke andre Steder, saa i Lejren — til, hvad vi ville kalde «Feltskydning», dels i Form af Enkelt­ mandsskydning i Terrainet saaledes som den tydske «Gefechtmässiges Schiessen», dels i Form af Skydeøvelser i Terrainet med samlede Kompagnier eller Batailloner, Øvelser, hvorved der indøvedes feltmæssig Skydning i bestemte, forekommende, taktiske Situationer. Det er ved saadan «Abtheilungsschiessen», at Tropperne øves i at gjennemføre de forskjellige under en Fægtning fore­ kommende Opgaver med Hensyn til Skydningen; det er ved dem, at Officererne uddannes i og faa Forstand paa, hvad Ildledelse er, og hvorledes den kan gjennem- føres; det er i dem, at — som det tydske Skydereglement udtrykker sig: «die Schiessausbildung der Truppe gipfelt.»

Artikel
Publiceret den 14. okt. 1879
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner