Af seniorsergent Thomas Elkjer Nissen, Lærer og sagsbehandler i Informations Operationer og Psykologiske Operationer ved Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet.
Viden, holdninger og ultimativt adfærd er i bund og grund de områder hvorpå som man kan opnå effekter på en given målgruppe med Informationsrelaterede effektskabere. Men hvor hører disse effekter så hjemme i den bredere kontekst af en ”effektbaseret tilgang til operationer” (EBAO)?, hvad skaber dem?, og ikke mindst hvilken rolle spiller de i forhold til både os selv, men også vores modstandere i en given konfliktsituation? Herunder hvorfor det overhovedet er interessant at påvirke viden, holdninger og adfærd. Disse tre overordnede spørgsmål danner rammen for at forstå de effekter, som man kan skabe ved brugen af information, samt hvilke ”værktøjer” der kan anvendes til at opnå effekterne, i rammen af en effektbaseret tilgang til operationer.
Informations rolle i en effektbaseret tilgang til operationer
Den klassiske tilgang til at beskrive den effektbaserede tilgang til operationer på strategisk niveau, har været at tage udgangspunkt i DIME modellen. DIME står for ”Diplomatic”, ”Informational”, ”Military” og ”Economic”, altså de fire primære magtinstrumenter, som en stat, eller for den sags skyld en alliance eller koalition, har til rådighed, til at opnå de ønskede effekter. De informationsrelaterede effektskabere har traditionelt i denne tilgang været ”I´et” (Information), primært i form af Strategisk Kommunikation, fra det politiske niveau, samt gemt i ”M´et” (Militær), Informations Operationer på det operative og taktiske niveau. Om der kan tales om et egentligt paradigmeskift er nok tvivlsomt, men under alle omstændigheder er denne model ved at blive opgivet til fordel for en DCME model. Denne model har ikke længere ”Information” som en selvstændig komponent, men inddrager i stedet for et ”C” for ”Civil”1 . Et begreb som dækker over alle de tiltag der bliver gjort over for den civile sfære i et givent operationsområde, eller land. Dette betyder dog ikke at man ikke længere regner information for et magtinstrument, eller en effektskaber. Tvært imod. I DCME modellen ses information som en integreret del af hver af de fire aktiviteter, som skal informere om, og forstærke effekten af, de fire aktiviteters individuelle handlinger, styret af en overordnet koordineret informationsstrategi.
”Information” som virkemiddel til at skabe effekter
Skal man først og fremmest ind og se på, hvad der skaber effekter på informationssfæren, er det ikke nok udelukkende at se på de konkrete budskaber, der bliver sendt ud. Man skal i lige så høj grad se på handlinger, og hvordan de bliver perciperet af modtageren. Information er altså lige så meget det budskab, som sendes gennem handlinger i en given kontekst, som det er budskaberne i sig selv. Ligeledes skal man se på hvordan information kan bidrage til at forstærke effekten af de fire aktiviteters handlinger indbyrdes. En indbyrdes forstærkning, som opnås gennem en koordineret anvendelse af såvel handlinger som budskaber fra en eller flere af de fire magt‐instrumenter. Om vi ser os selv som en enkeltstående nation, eller i ramme af en bredere alliance eller koalition er, for så vidt angår brugen af informationsrelaterede effektskabere, ligegyldig. Det at skabe effekter på informationssfæren understøtter alle de andre elementer af den effektbaserede tilgang til operationer, uagtet om disse operationer, eller aktiviteter, udføres på politisk – strategisk niveau i en primært civil kontekst, eller helt nede på det taktiske niveau i forbindelse med indsættelsen af militære styrker i en primært militær kontekst. Skal man se lidt nærmere på hvilke informationsmæssige virkemidler, eller effektskabere, der er inden for de fire hovedaktiviteter, og hvordan de understøtter hinanden, skal man først se på de egentlige magtinstrumenter2 . De fire magtinstrumenter; Diplomatiske (politiske), Civile, Militære og Økonomiske er vist separat for at afspejle deres forskellige strukturer og begrænsninger. Der er en høj grad af interdependens de fire magtmidler imellem, en interdependens som også gælder for så vidt angår informations understøttelse af de fire magtinstrumenters effekter, selv om de både kan anvendes enkeltvis og i forbindelse med hinanden.
Diplomatiske (politiske)
Det diplomatiske instrument omfatter brugen af politisk og diplomatisk magt med henblik på at påvirke en eller flere aktører, eller for at skabe forhold som er gunstige for staten, alliancen eller koalitionen. Dette foregår primært gennem den formulerede udenrigs‐ og sikkerhedspolitik, som føres igennem regionale og internationale organisationer, eller i form af en koalition, eller selvstændige aktører, med henblik på at løse eller undgå kriser og konflikter, eller for at påvirke mulige modstandere.
Civile
Det civile magtinstrument omfatter områder som retsvæsen, politistøtte, uddannelse og støtte til infrastruktur og civiladministration, samt offentlig information, som kan medvirke til opbygningen, eller genopbygningen af den civile sfære. Dette forgår gennem den formulerede udviklingspolitik, og udføres ofte af ikke‐statslige aktører (NGO´er), men også samarbejde mellem universiteter, legater til fremmede studerende, og samarbejde på lokalpolitisk plan kan være delelementer. Dette magtinstrument kan bidrage til skabelsen af såkaldt ”blød sikkerhed”, enten alene, eller i kombination med en eller flere af de andre magtinstrumenter alt efter situationen. Hvis sikkerhedssituationen gør at civile aktører ikke kan udføre disse opgaver, kan det være nødvendigt at lade militære styrker udføre nogle af opgaverne i rammen af samtænkning, eller Civile‐Militære Samarbejde (CIMIC), i konfliktområder.
Militære
Det mest entydige magtinstrument er det militære, hvor anvendelsen, eller truslen om anvendelse, af magt udgør den egentlige effektskaber. Men man skal holde sig for øje, at der ikke bare er tale om ”kinetiske” operationer, men også ”ikke‐kinetiske” operationer, herunder Defence Diplomacy og informations operationer (INFO OPS).
Økonomiske
Det økonomiske magtinstrument omfatter brugen af økonomiske midler, herunder handelspolitik, boykotter og embargoer, samt andre finansielle aktiviteter, som kan enten direkte eller indirekte er knyttet til en krise, eller en generel langsigtet politisk‐økonomisk strategi. I kriser vil dette magtinstrument primært blive anvendt i gennem internationale organisationer eller regimer, for derigennem at påvirke udviklingen. Uagtet hvilken af disse fire magtinstrumenter man ser på, indgår der et element af påvirkning af individer, organisationer eller staters beslutningstagen, for at ændre eller fastholde en given adfærd, eller situation. En påvirkning, som foregår gennem information, enten via budskaber eller handlinger som sender et budskab eller et signal. Set fra et stats‐, alliance, eller koalitionsperspektiv er der som sådan ikke noget nyt i disse virkemidler, eller værktøjer. Der, hvor der er den største udvikling, og hvor ”informations‐baserede effektskabere” er nyest, er i den militære kontekst. I rammen af militære operationer betyder brugen af information mere og mere, og behovet for militære informationsaktiviteters koordinering med primært den politisk – strategiske brug af informationsaktiviteter, bliver derfor også mere udtalt. Såvel set i lyset af den effektbaserede tilgang til operationer, som i lyset af det faktum, at der bliver stadig kortere mellem det politisk – strategiske niveau og hvad der foregår på jorden i f.eks. internationale operationer3 .
Lige som de fire magtinstrumenter kan anvendes særskilt, eller koordineret med hinanden, kan også de informationsrelaterede effektskabere anvendes særskilt til støtte for de enkelte magtinstrumenter. Men effekten af udbredelsen af informationen bliver større ved at anvende den koordineret. Nedenfor er hovedtrækkene i de fire magtinstrumenters informationsrelaterede aktiviteter beskrevet. Koordineringen af dem, på baggrund af en overordnet informationsstrategi, vil blive gennemgået senere.
Diplomatiske (politiske) informationsrelaterede effektskabere
Opnåelsen, eller forstærkelsen, af effekter ved brugen af information på den diplomatiske / politiske sfære handler primært om at forklare, og skabe opbakning til, statens overordnede udenrigs‐ og sikkerhedspolitik, herunder støtte løsningen af kriser og konflikter. Dette opnås primært igennem den strategiske kommunikation varetaget af det politiske, strategiske niveau. Den strategiske kommunikation omhandler såvel den langsigtede formulering, og udmelding, af statens udenrigs‐ og sikkerhedspolitik, som strategiske budskaber i forbindelse med en given krise eller konflikt. Den langsigtede strategiske kommunikation giver sig således udslag i offentliggjorte ”policy” (politikker) og strategipapirer på Internettet, statsoverhoveders taler og interviews om den generelle langsigtede politik, og bygger ultimativt på statens, eller regeringens, formulerede holdnings‐ og værdigrundlag, samt strategiske målsætninger4 . Den strategiske kommunikation har således til formål, at opbygge det narrativ5 , som alt andet kommunikation bygger på, eller udspringer af. Den daglige kommunikation af de overordnede politikker og strategier foregår gennem pressen i forhold til hjemlige publikum, og gennem ”Public Diplomacy”6 i forhold til andre landes befolkninger, samt igennem Danmarks repræsentationer og ambassadører, samt via forhandlinger i Internationale Organisationer for så vidt angår kommunikationen til fremmede regeringer og beslutningstagere. Den strategiske kommunikation, Public Diplomacy og forhandlinger, samt andre tiltag i forbindelse med specifikke kriser, anvender de samme kanaler og medier som den langsigtede strategiske kommunikation, man har naturligvis til formål at støtte løsningen af en konkret krise. Budskaberne og handlingerne er følgelig designet til at håndtere eller løse den specifikke krise, men trækker på de grundlæggende strategiske budskaber.
Civile informationsrelaterede effektskabere
Opnåelsen af effekter på informationssfæren via det civile ”magtinstrument” er primært et spørgsmål om at formulere og kommunikere en udviklingspolitik og dermed udnytte den signalværdi, som ligger i udviklingspolitikken. En udviklings‐ og nødhjælpspolitik, som først og fremmest tjener humanitære formål, men er fokuseret på de områder hvor specielt udviklingspolitikken kan understøtte de overordnede udenrigs‐ og sikkerhedspolitiske målsætninger, f.eks. landbrugsprojekter, infrastrukturudvikling, eller skoleprogrammer. Dernæst handler det om at informere om de tiltag, som ellers gøres inden for den civile sfære; udstationeringen af politifolk, embedsmænd, læger og lære m.fl. En anden del af de informationsmæssige tiltag er mere langsigtede og tjener det formål, at skabe gode relationer, herunder førstehåndsviden om Danmark. Dette kan være igennem udvekslingsprogrammer, eller legater til at studere i Danmark. Dem, der har været igennem sådanne programmer, kan, når de er vendt tilbage til deres hjemland, virke som indirekte ambassadører for Danmark. Til dette hører også kulturprogrammer og tiltag på tværs af grænser af længere eller kortere varighed, samt deciderede Informations‐ kampagner om Danmark. Sidstnævnte er som oftest en del af Public Diplomacy. De civile informationsmæssige effektskabere har den generelle fordel, at de kan nå mange og ofte forskellige målgrupper, som den almindelige strategiske kommunikation ikke normalt når. Dermed bidrager ”civile” informationsmæssige effektskabere til dannelsen af et image af Danmark i en bredere målgruppe i et land, eller en region, men understøtter også samtidig en mere langsigtet strategisk målsætning.
De civile informationsmæssige effektskabere knytter sig som oftest til den langsigtede videns‐, holdnings‐ og adfærdspåvirkning, men også til aktiviteter gennemført efter kriser og konflikter. Blandt andet i forbindelse med det civile aspekt internationale fredstøttende operationer.
Militære informationsrelaterede effektskabere
Naturligvis har brugen af militær magt, eller bare truslen herom, en påvirkningsmæssig, eller psykologisk effekt, som kan udnyttes i den effektbaserede tilgang til operationer. Men selv om brugen af militær magt i sig selv sender et signal, er det ikke magtanvendelsen der tænkes på i forbindelse med informationsmæssige effektskabere i forbindelse med det militære magtinstrument. Det omhandler to primære faktorer, 1) hvad der kaldes ”Defence Diplomacy”, militær presse og informationstjeneste (P&I), samt Civilt‐Militært Samarbejde (CIMIC) og 2) Informations Operationer (INFO OPS). Defence Diplomacy er som begreb opstået i slutningen af 1990´erne, og får en større og større betydning. Defence Diplomacy handler om at forstærke regional sikkerhed gennem tillidsskabende aktiviteter og bi‐ og trilateralt samarbejde med udvalgte nationer. Det kan omfatte aktiviteter som skibsbesøg, udvekslingsprogrammer, deltagelse i uddannelser og konferencer, forsvarsministerbesøg og udsendelsen af rådgivnings‐ og træningsmissioner, samt støtte til sikkerhedssektor reformer (SSR). Militær presse og informationstjeneste har til formål at informere faktuelt, rettidigt og troværdigt om forsvarets aktiviteter i det omfang som krav til operationssikkerhed tillader det. Presse og informationstjeneste foregår såvel herhjemme som i forbindelse med internationale operationer. Den skal informere om Forsvarets generelle forhold, varetage kontakten til pressen, og informere omkring Forsvarets engagement i udlandet. Specielt i den sidste del spiller presse og informationstjenesten en rolle i forbindelse med de informationsmæssige effektskabere. Selvom presse og informationstjenesten ikke skal påvirke, men kun informere, må der naturligvis ikke være uoverensstemmelse mellem de informationer som presse og informationstjenesten udsender, og de budskaber som kommer ud igennem de forskellige aktiviteter som indgår i Informations Operationer i forbindelse med internationale operationer. Hvor Defence Diplomacy og Forsvarets generelle presse og informationstjeneste understøtter henholdsvis forsvarets strategiske målsætninger, og forsvarets daglige behov for at kommunikere med den danske befolkning, tjener Informations Operationer et helt andet formål.
Informations Operationer er en ren militær aktivitet som foretages i forbindelse med militære operationer, herunder internationale operationer, og som har til formål at koordinere de informationsmæssige effekter af militære operationer7 . Informations Operationer har dermed til formål at påvirke det lokale informationsmiljø i missionsområderne. Informations operationer foregår kun i udlandet i forbindelse med militære styrkers indsættelse, og er kun rettet mod målgrupper i missionsområderne. De budskaber og aktiviteter, som er indeholdt i informations operationer, skal være i overensstemmelse med overordnede politiske og militære formål med at have militære styrker indsat i et givent område. Med andre ord skal der være overensstemmelse mellem de budskaber som kommer ud igennem regeringens strategiske kommunikation, eller Public Diplomacy, og de budskaber som en lokalbefolkning i eksempelvis Irak får gennem løbesedler uddelt af den militære styrke.
Økonomiske informationsrelaterede effektskabere
Opnåelsen af effekter på informationsfæren via det økonomiske ”magtinstrument” er primært et spørgsmål om at formulere og kommunikere handelspolitik og økonomisk støtte, og dermed udnytte den signalværdi som ligger i handelspolitikken, eller i deltagelse i internationale økonomiske boykotter og embargoer. Herunder også de signaler, eller informations pressionsmidler der ligger i truslen om boykotter, embargoer, indefrysning af midler og indbringelse for organisationer som EF retten og WTO. Langt hen ad vejen er dette økonomiske aktiviteter, men truslen om brugen af dem via information kan bidrage til at påvirke udfaldet af en situation, eller krise, og dermed understøtte de overordnede udenrigs‐ og sikkerhedspolitiske målsætninger. De informationsrelaterede effektskabere har dermed to generelle formål, 1) at understøtte den langsigtede strategiske ”policy”, og 2) at understøtte krisestyring, eller konflikthåndtering på alle niveauer. Dette kunne evt. også knytte sig til løbende operationer, f.eks. dansk engagement i Irak, eller Afghanistan.
De to opgaver kan køre samtidigt, eller forskudt af hinanden. Er informationens rolle at understøtte eller forstærke effekten af et eller flere af de fire magtinstrumenters aktiviteter i en given krise, eller konflikt, vil informationen naturligvis udspringe af de kortsigtede mål som skal opnås – konfliktløsningen – men vil også dybest set være rodfæstet i den langsigtede ”policy”, eller strategi, som jo vil fortsætte under og efter en given konflikt. En ”policy” som bygger på nationens værdi‐ og holdningsgrundlag8 .
Organisation, planlægning og koordinering
Ser man på planlægningen, koordineringen og udførelsen af aktiviteterne eller operationerne, som udgør de informationsrelaterede effektskabere i den effektbaserede tilgang til operationer, kommer man ikke uden om også at adressere nogle penible spørgsmål om organisation og de enkelte udførende myndigheders interne forhold. Specielt forholdet mellem presse og informationstjeneste og militære informations operationer. Men også hvilken organisation, eller udvalg, som skal have den koordinerende funktion på politisk – strategisk, eller tværministerielt, niveau.
Informationsrelaterede effektskabere set i et dansk perspektiv
Danmark har ikke haft en tradition for, eller en egentlig organisation til, at håndtere koordinationen af information fra, og om, de fire magtinstrumenter i form af et stående koordinationsforum, eller råd. Eller for den sags skyld udarbejdelsen af egentlige informationsstrategier på politisk – strategisk niveau. Koordineringen er foregået ad hoc, når der er opstået situationer hvor der har været et behov for denne koordination, som for et eksempel under ”tegningsagen” i foråret 2006. Naturligvis har statsministeren i sine nytårstaler, taler i forbindelse med folketingets åbningsdag, og ressortministrene inden for de enkelte magtinstrumenter igennem taler og udmeldinger, formuleret Danmarks generelle politik, og de strategiske målsætninger. Men det har, med undtagelse af meget specifikke situationer, mere været et spørgsmål om at formulere og kommunikere de enkelte ministeriers målsætninger, frem for at understøtte en overordnet ”national strategi”. Hvorvidt det er noget, som Danmark bør gøre, ligger uden for denne artikels formål at diskutere, men udviklingen i Danmarks udenrigs‐ og sikkerhedspolitik tyder på, at der er et behov. Et eksempel på, hvor en koordineret information ville have været en fordel, kunne være de modstridende budskaber, som henholdsvis udenrigsminister Per Stig Møller, og forsvarsminister Søren Gade kom med, i forbindelse med et muligt dansk styrkebidrag til en fredsbevarende operation i Libanon. Indledningsvis meldte udenrigsministeren ud, at Danmark burde bidrage, hvorefter Forsvarsministeren kort efter var ude og sige at Danmark ikke havde ressourcerne til at bidrage. Dette skabte forvirring i pressen, i den danske befolkning, og internationalt, om hvorvidt Danmark ville bidrage eller ej. Forvirringen blev senere bilagt, gennem et samordnet budskab, men der bør ikke komme to forskellige udenrigs‐ og sikkerhedspolitiske budskaber fra regeringen i den samme sag, den samme dag. Det, som for nærværende ligger tættest op af tankegangen bag informationsstrategier, og udnyttelsen af de informationsrelaterede effektskabere i en effektbaseret tilgang til operationer, er ”samtænkningsnotatet” fra 2003. Samtænkning inddrager noget af tankegangen bag den effektbaserede tilgang til operationer, med forsøget på at koordinere, eller samordne, effekterne af primært dansk militær tilstedeværelse og civile initiativer, primært humanitære og genopbygningstiltag9 . Ser man på den danske indsats i Irak, søges samtænkning ført ud i livet. Forsvaret er tilstede med et militært bidrag (M), udenrigsministeriet har en mindre styreenhed i Basra med henblik på at koordinerer de militære aktiviteter med dansk udviklings‐ og genopbygningsprogrammer, lige som også politiet bidrager (C). Noget som naturligvis støttes økonomisk (E), og er baseret på dansk politik (D) i forhold til Irak. Her kunne samtænkning, ideelt set, betragtes som en effektbaseret tilgang til den danske indsats i Irak, men Informationsdelen er meget svag, hvis den da overhovedet eksisterer. Skulle informationsdelen være med, burde der fra centralt hold formuleres overordnede informationsmål10 og budskaber, som understøtter alle fire elementers aktiviteter, og som tilsikrede enslydende budskaber, ligegyldigt om de kommer fra Regeringen, Udenrigsministeriet, Forsvarskommandoen, den danske styrke i Irak, eller fra politiet. For at opnå dette, burde der udarbejdes en informationsstrategi for dansk engagement i Irak, indeholdende det overordnede politiske formål, hvorfra nøgle informationsmål og budskaber var udledt11. I forbindelse med ”tegningsagen” i foråret 2006, blev der gjort en stor indsats for at håndtere det informationsmæssige aspekt af krisen. En koordinering som godt nok var ad hoc, men som involverede alle relevante ministerier og myndigheder, samt eksterne, ledt af en krisestyringsgruppe under udenrigsministeriet. ”Tegningsagen” er nok det bedste eksempel i Danmark på hvor den informationsmæssige effektskabere er blevet anvendt på en måde som ligger op af den effektbaserede tilgang til operationer. Men det blev kun gennemført som krisestyring, og bundede ikke i en formuleret informationsstrategi. Det efterfølgende spørgsmål er så hvordan man informationsmæssigt kommer videre, nu hvor krisen er overstået, med at genopbygge Danmarks image, eller med at ”re‐brande” Danmark. Noget som er et spørgsmål om at påvirke viden, holdninger og ultimativt adfærd, hos relevante målgrupper. Re‐branding af Danmark efter ”tegningsagen” er noget som kræver en indsats fra alle magtinstrumenterne. Ikke bare regeringens udmeldinger, men også de effekter, som kan opnås via Public Diplomacy både fra nationalt hold, gennem Danmarks repræsentationer, ”det arabiske initiativ” m.m. for udenrigsministeriets vedkommende, kombineret med udviklingsstøtte, økonomiske initiativer og Defence Diplomacy, samt indsættelsen af militære styrker i regionen, bør koordineres for at opnå den størst mulige effekt. Herunder skal der også være en kobling mellem den udadvendte kommunikation og den indenrigspolitiske kommunikation. De enkelte aktiviteter, og specielt den informationsmæssige del af dem, kan godt gennemføres særskilt, og sikkert med god effekt. Men skal et ”re‐branding” tiltag ses i lyset af en effektbaseret tilgang til operationer, ville det kræve formuleringen af en egentlig koordineret informationsstrategi som for det første skulle inddrage effekterne fra alle magtinstrumenterne, på alle niveauer, og som for det andet skulle kontinuerligt følges og evalueres af en dertil udpeget ”embedsmands‐gruppe” på højt niveau. En gruppe som, for at være effektiv, skal have sin instruktion fra regeringen, og bemyndigelse til at koordinerer den overordnede informationsstrategi på tværs af magtinstrumenterne. Ser man på den militære del af de informationsmæssige effektskabere i Danmark, er vi ikke på samme niveau som de lande i NATO, som vi ofte sammenligner os med. Det er dog heller ikke en given ting at vi skal være det, men indtil nu har danske militære styrker brugt, og haft god effekt af informationskampagner i forhold til lokale målgrupper i de områder hvor vi er tilstede med militære styrkebidrag. Defence Diplomacy som kommunikativ disciplin er endnu ikke så udbredt i Danmark, selv om de aktiviteter, som Defence Diplomacy indeholder, i en årrække har været anvendt som en del af vores løbende forsvars‐ og sikkerhedspolitik. Specielt over for Baltikum. Forsvarets presse og informationstjeneste er inde i en professionalisering, med henblik på at styrke forsvarets såvel interne som eksterne kommunikation. Danmark har ikke nogen egentlig organisation til at varetage Informations Operationer, herunder psykologiske operationer, eller gennemføre en analyse af, hvilken perceptionsmæssig effekt vores egne styrker adfærd har såvel lokalt, som nationalt og internationalt. Helt overordnet set bliver Danmark nødt til at se på, hvilke behov og muligheder der ligger i den effektbaserede tilgang til operationer for så vidt angår de informationsmæssige effektskabere, herunder central formulering af informationsstrategier, og Informations Operationer, samt en organisationen til at varetage dem. Eventuelt som en del af samtænkning – version 2.
Afslutning
Hele ideen bag den effektbaserede tilgang til operationer er den ”koordinerede sammen‐sætning af operationer, som er rettet mod at forme adfærden hos venner [venligtsindede], fjender og neutrale i fred, krise og krig”12. En stor del af at ”forme adfærd” opnås gennem påvirkning af information, viden og holdninger, og det er her at de informationsrelaterede effektskabere spiller sin rolle i hele tankegangen. I forhold til DCME modellen, altså statens magtinstrumenter, har information ikke sit eget punkt, som det gjorde sig gældende i den tidligere DIME model, men er nu inkorporeret i de enkelte magtinstrumenter i form af strategisk kommunikation, Public og Defence Diplomacy og Informations Operationer. Brugen af disse informationsmæssige værktøjer kan enten ske alene, eller som støtte til de fire magtinstrumenters handlinger, men de er altid tænkt ind i disse handlinger. Altså en holistisk tilgang til informations rolle og anvendelse i den effektbaserede tilgang til operationer. Informations rolle i kriser og konflikter er nok det nemmeste at forholde sig til, og der hvor man klarest kan se formålet med den koordinerede anvendelse af information, men man må omvendt heller ikke være blind for informationens rolle i ”fredstid”. Her primært som understøttende virkemidler i udenrigs‐ og sikkerhedspolitikken, i form af strategisk kommunikation, eller Public Diplomacy, defence diplomacy og samt udviklings‐ og handelspolitik. Det handler her mere om at skabe viden om, og støtte til, såvel staten/alliancen selv, som dens overordnede udenrigs‐ og sikkerhedspolitik. Det primære formål her har dog været at se på informations rolle som effektskaber i forbindelse med kriser og konflikter i rammen af den effektbaserede tilgang til operationer. De enkelte virkemidler, eller effektskabere, som beskrevet ovenfor, skal naturligvis anvendes koordineret, for ultimativt at støtte statens/alliancens/koalitionens strategiske målsætninger, og for at forstærke effekten af de andre magtinstrumenter i den effektbaserede tilgang til operationer, men ikke nødvendigvis alle i samme tid og rum, eller med det samme formål hele tiden. En effektiv håndtering af dette element af den effektbaserede tilgang til operationer kræver en form for centraliseret organisation til at formulere og koordinere informationsstrategier, baseret på politisk vejledning [policy]. Endvidere kræver det at de enkelte ressortministerier har den nødvendige kapacitet til at føre det ud i livet. Det har ikke været denne artikels formål at se på hvad Danmark skal, eller bør gøre i forhold til den informationsmæssige del af den effektbaserede tilgang til operationer, selv om der løbende er blevet påpeget områder, hvor Danmark kan professionalisere denne aktivitet. Men ser man på springet fra hvad Danmark allerede gør, via de enkelte magtinstrumenter, og til at se dette i rammen af en effektbaseret tilgang til operationer, er det først og fremmest graden af koordinering, og i hvor høj grad de enkelte aktiviteter er udført med henblik på at opnå strategiske målsætninger, der er afgørende. Mange af de kommunikative handlinger udføres allerede i større eller mindre grad, og der er inden for de enkelte ministerier arbejder i gang for at forstærke indsatsen på disse områder. Der hvor der dog stadigvæk er længst vej, fra hvad Danmark allerede gør, og til den effektbaserede tilgang til operationer, er den centrale formulering og styring af informationsstrategier, og på området militære informations operationer. Hvorvidt Danmark skal søge at skabe rammerne for at udnytte de informationsrelaterede effektskabere i form af organisatoriske tiltag, herunder udvikling af informations operations kapabilitet er en anden diskussion. Nærværende artikel har redegjort for principperne bag de informationsrelaterede effektskabere i rammen af den effektbaserede tilgang til operationer, samt søgt at perspektivere dem i en dansk kontekst.
Fodnoter
1 Dette er en vedvarende debat. Blandt andre flere amerikanske forskere på blandt andet US Army War College ønsker DIME modellen fastholdt. Se Robert D. Steele ”Information Operations – Putting the I back into DIME, Strategic Studies Institute, US Army War College, February 2006.
2 FOFT RAPPORT NR. M‐04/2006, Effektbaserede operationer, s.7
3 På jorden i Internationale Operationer spiller også egne styrkers adfærd, og den strategiske effekt som de kan have, blandt andet via “CNN effekten”, en stor rolle.
4 Eksempler på dette kunne være statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Forsvarsakademiet den 1. november 2003 om Danmarks sikkerhedspolitiske rolle i fremtiden, eller udenrigsminister Per Stig Møllers åbningstale til det rådgivende panel om globalisering den 31. marts 2006. Begge taler hvor Danmarks fremtidige udenrigs‐ og sikkerhedspolitiske målsætninger blev fremført.
5 Narrativ er den historie som man fortæller andre om sig selv, og som danner rammen for hvem man gerne vil opfattes som. Gælder for såvel personer, som stater eller organisationer.
6 ”Public diplomacy udøves, når en stat bestræber sig på at øve indflydelse på offentligheden i andre lande” Udenrigsministeriets definition på PD. Udenrigsministeriets kommunikationsstrategi fra 2003 fastsætter tre overordnede mål for UM kommunikation, hvoraf det tredje er ”Kommunikationen skal bidrage til regeringens og udenrigsministerens varetagelse af Danmarks udenrigspolitiske interesser”. Hvilket i denne kontakts ville betyde gennemførslen af Public Diplomacy.
7 De virkemidler som Informations Operationer koordinerer effekten af, er militære aktiviteter som; Psykologiske Operationer (PSYOPS), den perceptionsmæssige effekt af egne styrkers adfærd, vildlednings operationer, imødegåelse af modstanderes propaganda med flere. Adskilt fra, men koordineret med, informations operationer er, presse og inforamtionstjeneste og civilt og militært samarbejde.
8 Danmarks udenrigspolitiske værdisæt: The primary goal of Danish foreign policy is to promote Denmark’s security and prosperity based on a set of fundamental values; values that also constitute the backbone of Denmark’s open society. The core values are the individual and the community, freedom, democracy and security. Source: A Changing World. The Government’s Vision for New Priorities in Denmark’s Foreign Policy, Copenhagen 2003
9 UM / FMN: Notat vedr. Samtænkning af civil og militær indsats i internationale operationer (2003). 10 På engelsk ”Information Objectives”, altså hvilke informations formål, som informationsindsatsen har.
11 En informationsstrategi indeholder som oftest: 1) formål, 2) strategiske målsætninger, 3) nøgle budskaber, 4) målgrupper, 5) aktører (egne) og 6) principper for informationsindsatsen.
12 Se FOFT RAPPORT NR. M‐04/2006, Effektbaserede operationer, s.1
