Denne kommentar fra major M. H. Clemmesen afslutter diskussionen mellem oberst A. R. Jørgensen og majoren om Planlægningen af landforsvaret af Jylland i perioden op til april 1940.
I tidsskriftets maj/juni-nummer kommenterer oberst A. R. Jørgensen min gennemgang af tredivernes jyske forsvarsplanlægning. Dette svar vil berøre nogle af de mere generelle problemer i oberstens indlæg.
Udgangspunktet for min behandling af emnet var arkivstudier af udviklingen i landsdelens landforsvar fra århundredets begyndelse. Jeg konstaterede en stigende professionalisme i forsvarsplanlægningen, en professionalisme, der på ingen måde stod tilbage for, hvad jeg har oplevet i nutidens operative planlægning. Mine studier koncentreredes om kommandoniveauet, dvs. om den planlægning, der gennemførtes af korpset af generalstabsofficerer. Oberstens udgangspunkt er, at han oplevede den 9. april som næstkommanderende i en underafdeling i den jyske beredskabsstyrke, at han deltog aktivt i den civile modstandsbevægelse i København efter at have oplevet en ydmygelse den 29. august 1943, at han efter krigen - på grundlag af sine erfaringer, der afveg afgørende fra, hvad mit kildegrundlag udtrykker - meget aktivt arbejdede på at fremme en professionalisering af hærens officerskorps inden for den taktiske ingeniørtjeneste.
Fra Ebbe Grørtz i 1937 blev chef for Generalstaben, foregik der en målbevidst forberedelse af hæren til mobile operationer, specielt i form af udvigende/henholdende kamp mod en motoriseret og pansret modstander. Denne realisme i planlægningen slog dog igennem så sent, at hærens sammensætning og reglementsgrundlag d. 9. april stadig i vid udstrækning afspejlede erfaringerne fra 1. Verdenskrig. Således kom en revideret udgave af »Feltreglement I. B. Kamp« først i 1943, og de panserminer og det ekstra panservæm, der var en nødvendig forudsætning for den udvigende kamp, var under anskaffelse. Allerede med 1932-loven var man kommet ned på én division i Jylland, og man var fra starten klar over, at den eneste militært hensigtsmæssige indsættelsesform for den jyske hærstyrke var henholdende kamp. Man koncentrerede sig om at få ændret det politiske direktiv for det jyske forsvar, således at dette blev en mulighed, men man tog ingen væsentlige initiativer fra Generalkommandoens side for at sammensætte og uddanne hæren i overensstemmelse med de nye vilkår. Hovedansvaret for denne forsømmelse må lægges på general Prior, der var chef for Generalstaben fra 1931 til 1937. Priors kritiske bemærkninger om Generalstaben ved sin tiltræden som kommanderende general i slutningen af 1939 må ses i lyset af hans egne forsømmelser. Den planlægning af Jyllands forsvar, der gennemførtes i midten af 1930-eme, foregik i stor udstrækning på Jydske Divisions initiativ. Uanset alt dette, må det imidlertid konstateres, at for en ung ingeniørofficer var forberedelserne uprofessionelle. Han levede fjemt fra Generalstabs- og Divisionsovervej eiser. Reglementer og procedurer var indlysende utidssvarende. Ældre officerer af våbenarten betragtede sig som teknikere snarere end taktikere, de havde ikke erkendt den nye tids behov for en løbende samordning af operationer og ingeniørtjeneste.
Oberstens bemærkninger rejser imidlertid det generelle spørgsmål, hvad militær professionalisme er. Indledningsvis kan det understreges, at den ikke er proportional med graden af bureaukrati i planlægning og beslutningsproces. Planers værdi stiger ikke - nødvendigvis - med antallet af A4-sider. Militær professionalisme består blandt andet i at holde detaljeringsniveauet i planlægningen og i forberedelserne i øvrigt på et holdbart niveau. Da 1932-ordningen reducerede den jyske hærstyrke så drastisk, at det ikke mere var muligt at etablere en sammenhængende forsvarskamp i Haderslev-Ribe-linien, forbød Generalkommandoen fortsatte detailrekognosceringer. Man skulle i stedet bruge sine kræfter på at skaffe sig en mere generel viden om hindringerne på hele halvøen. Når styrkerne er utilstrækkelige står valget mellem at forsøge en detailforberedelse af et stort antal forskellige muligheder eller at koncentrere sig om at fremme styrkernes evne til at reagere hurtigt og effektivt på det uventede. Umiddelbart betragtet må den anden mulighed siges at være den mest professionelle. Det var den, man valgte i forberedelsen af det jyske landforsvar. Afhængigt af mobiliseringstidspunktet skulle sammendragningen finde sted i tre forskellige områder. Uanset hvilket område, der blev det aktuelle, var styrken for lille til at etablere en forsvarslinie i hele halvøens bredde - dertil krævedes 2V2-3 divisioner. Man havde ganske vist - loyalt mod det politiske direktiv om at kæmpe afgørende i Sønderjylland - forberedt en indsættelse af divisionen i Haderslev-Ribe-linien, men det var indlysende, at man ikke kunne bringe et egentligt angreb til standsning. Hvis man kun fik indkaldt en del af styrken, den såkaldte »Bevogtningsslyrke i Sønderjylland« på et forstærket regiment, var det kun muligt at yde en egentlig modstand i én af de sandsynlige angrebsakser. Den beredskabsstyrke, der stod i Sønderjylland d. 9. april, var på mindre end 1/3 af bevogtningsstyrken. Den havde ikke engang mulighed for at etablere en posteringslinie, der på en sammenhængende måde dækkede halvøen, for slet ikke at tale om en hovedkamplinie. Set i det perspektiv kan man vurdere, at det ville have været spild at ofre yderligere ressourcer på at forberede beredskabsstyrkens indsættelse. Man havde været igermem et møde, hvor de involverede chefer havde været med til at udarbejde »Beredskabsbefaling nr. 1«. Jyske Division havde herefter afholdt en instruktionsøvelse, der igen var blevet fulgt af den detailrekognoscering, hvori bl.a. premierløjtnant A. R. Jørgensen deltog. Man må også tage i betragtning, at allerede den 15. april ville grundlaget for planlægningen blive ændret. Da ville så at sige hele den jyske beredskabsstjrke blive samlet i - den vestlige del af - Sønderjylland. Man kurme selvfølgelig godt på trods heraf have udarbejdet en endelig »beredskabsbefaling« for styrken, for som A. R. Jørgensen viser, havde den foreløbige befaling mangler. Det er dog her væsentligt at understrege formålet med styrkens indsættelse. Jævnfør regeringens forholdsordre skulle den »med alle til rådighed stående midler - dog under fornøden hensyntagen til de foreliggende omstændigheder« - imødegå et angreb, d.v.s. at den skulle sikre, at kamp fandt sted. Som obersten nævner, var der i officerskorpset tvivl om, hvad »de foreliggende omstændigheder« betød. Dette må ses som et udtryk for en forståelig manglende lyst til at acceptere rollen som politisk offerlam.
Oberst A. R. Jørgensen har nok ret i, at det professionelle niveau i det danske officerskorps på nogle punkter var lavere i 30-eme, end det blev efter krigen. Det var sandsynligvis tilfældet i de fleste landes officerskorps. Der er nok i dag en langt større forståelse for værdien af våbenartemes samvirke. Dette er væsentligt, for militært professionalisme består nok først og fremmest af en ajourført og dybtgående kendskab til krigens parametre samt mere specifikt til egenskaberne hos ens egne og den mulige fjendes enheder. På andre områder var situationen nok dengang som nu. Man havde også dengang en vis tilbøjelighed til at prioritere den fejlfri administration højere end en målbevidst forberedelse af enhederne til løsning af deres mulige krigsopgaver. Det kan imidlertid heller ikke udelukkes, at datidens officerer på nogle områder var mere professionelle end nutidens. Den militære arbejdsplads havde dengang stadig sit særpræg.
Det anføres i oberstens kommentarer, at nogle af de forslag til forberedelse af forsvaret, som fremførtes af hærens ledelse, var politisk naive. Det er nok rigtigt, men hermed stilles spørgsmålet om, i hvilken grad en forsvars- eller væmschef skal indrette sine professionelle råd efter sine personlige gæt vedrørende den indenrigspolitiske situation. Regeringen havde på intet tidspimkt over for Generalkommandoen gjort klart, at man kunne udelukke en indsættelse af den mobiliserede hær i imødegåelsen af et angreb, og den siddende regering havde i 1936 givet direktiver for, hvorledes denne imødegåelse skulle finde sted. Det forhold, at der i forbindelse med krigsudbruddet havde fundet betydelige indkaldelser sted, pegede i samme retning. Det er min opfattelse, at den kommanderende general, uanset at det - specielt i et tilbageblik - kan synes naivt, ikke havde anden mulighed end at fremsætte forslag, der som forudsætning havde, at der kunne opstå situationer, hvor man ville mobilisere og kæmpe. Det burde selvfølgelig ikke have udelukket, at man også udarbejdede mere utraditionelle forslag som f.eks. den af obersten i sin bog skitserede operation »Springbræt«. Dette ikke mindst, da denne i sin operative idé lå på linie med den kamp, man i 1. Verdenskrig havde tænkt sig at gennemføre ved et tysk angreb på Jylland. At fremsætte forslag om en operation som »Springbræt« ville imidlertid indebære, at man implicit accepterede, at selv et angreb ikke nødvendigvis ville fremkalde de indkaldelser, som man pressede på for at få gennemført.
Man kan diskutere, hvilken mulighed, der var for en politisk accept af et sådant forslag. Ville man den 8. april have godkendt iværksættelsen af en ødelæggelse af de væsentligste dele af det jyske kommunikationsnet samt flyvepladserne ved Ålborg? Det er min opfattelse, at regeringen, efter at man havde erkendt den tyske opmarch i Sydslesvig, ventede på et tysk ultimatum med krav om ret til at benytte faciliteter i Jylland, således at man på en måde fik en gentagelse af »minekrisen« i august 1914. »Springbræt« ville have været lettere at acceptere og et mere realistisk forslag end en mobilisering, det ville være en demonstrativ markering af vor neutralitet, men det må betragtes som det sandsynlige, at regeringen - mand for mand - havde gjort op, at man ville give efter for de tyske krav.
M. H. Clemmesen.
