Arben Deliu, cand.mag. i historie.
Denne artikel ment som en kommentar til artiklen Danske Sneleoparder i Bosnien skrevet af
Ph.d. studerende Robert Petersen i Militært Tidsskrift nummer 1 – Marts 2010, 139.årgang.
Denne kommentar er baseret på mit historiespeciale omhandlede DANSQN – den
danske kampvogneskadron i Bosnien, 1993‐1995. Specialet bygger på 19 interviews med
danske FN soldater og 10 interviews med prominente politikere og militærpersoner, samt
journalister i området, der dækkede sikkerhedszonen Tuzla. Derudover er der brugt en række
andre kilder i form af dagbøger, tv dagbøger, reportager, avisartikler, tidsskriftartikler og
bøger. Formålet med specialet var at beskrive DANSQNs deltagelse i den fredsbevarende
mission i Bosnien i perioden fra oktober 1993 – december 1995. Den konkrete
problemformulering lød: ”Der foretages en undersøgelse af forløbet af DANSQN’s mission i
Bosnien i perioden oktober 1993 – december 1995. Herunder undersøges det, hvad formålet med
missionen var, og hvordan den danske FN‐styrke udførte sine opgaver i forhold til de stridende
parter og i forhold til FN‐mandatet og konceptet om Sikkerhedszonerne. Desuden foretages der
en vurdering af resultater og konsekvenser af missionen.”
Som ovenfor nævnt var formålet med specialet at rekonstruere historien om DANSQNs
mission i Bosnien. Oberst Lars Møller har skrevet Operation Bøllebank, men denne bog er en
subjektiv fortælling om Lars Møllers og hold 2’s mission i Bosnien. Specialet om DANSQN
beskriver alle fem holds mission og inddrager et bredt spektrum af kilder, herunder lokale
bosniske kilder. Det sidste er noget nyt i forskningen vedrørende Danmarks FN deltagelse i
Bosnien.
Nu når mit speciale er præsenteret så vil jeg vende tilbage til artiklen om de Danske
Sneleoparder i Bosnien. Artiklen understreger på udmærket vis især forsvarschefens Lyngs
rolle i ideen bag og selve udsendelsen af kampvogne og desuden behandler den
beslutningsprocessen bag udsendelsen.
Mens jeg er helt enig i de i den forbindelse fremsatte betragtninger, har jeg et antal
indvendinger vedrørende artiklens vurderinger og konklusioner i forbindelse med Operation
Bøllebank og sammenligningen mellem sikkerhedszonen Tuzla og sikkerhedszonen
Srebrenica.
Operation Bøllebank
Jeg er også lang hen ad vejen enig i artiklens vurdering af Operation Bøllebank. Jeg
konkluderer selv i mit speciale at denne operation, samt andre bidrog til at formindske
angrebene på FN soldaterne. Angreb på FN styrker, var hverdagskost i Bosnien. NORDBAT 2’
svenske enheder blev ofte beskudt op til kampvognenes ankomst, og DANSQN’s fortrop blev
flere gange beskudt inden kampvognenes ankomst (25.februar 1994). De interviewede
danske soldater fra alle hold og de svenske soldater giver udtryk for, at kampvognene var
med til at øge sikkerheden for de svenske soldater og dæmpe kamphandlingerne. De
følgende to citater viser de svenske soldaters vurdering af DANSQN: ”Kampvognene var
bataljonens trumf, esset i ærmet. De var garant for respekt og slagkraft.” ”Med
pansermandskabsvogne kan man udrette meget, men sommetider har man brug for
kampvogne. NORDBAT’s soldater kom under beskydning ved mange tilfælde, og incidenterne
løber op til over et hundrede. Beskydning udførtes af både håndvåben og andre våben og med
brug af adskillelige slags granater. Man var ikke kommet for at føre krig, men risikoen for at ende
i kamp havde været meget større uden Leopardernes afskrækkende indvirkning.”
Beskydningerne af FN tropper kulminerer med Operation Bøllebank, og der kan på baggrund
af interviews med de danske soldater konkluderes, at operationen fik formindsket angrebene
derefter og skabte respekt for FN soldaterne. J.C. Jensen, der var kaptajn på hold 2, skulle
notere angreb og melde dem videre i FN systemet, og han noterede sig at antallet af angreb
faldt markant efter operationen. Det er også vigtig at nævne, at udover den øgende
sikkerhed for de svenske soldater, så havde kampvognene afgørende indvirkning på
muligheden for at åbne humanitære ruter og beskytte de humanitære konvojer. De
humanitære konvojer var ynglingsmål for fulde serbiske soldater eller for de militsledere, der
ville berige sig på humanitærhjælpen. Kampvognenes tilstedeværelse gjorde det mere
farefuldt for serberne at beskyde konvojerne, samt umuligt for militslederne at plyndre dem.
Robert Petersens vurdering af Operation Bøllebanks betydning for forsvarets
selvforståelse synes ligeledes korrekt. Forsvaret havde i en lang periode forud ikke spillet en
afgørende rolle i det danske samfund og under den Kolde krig var det militære forsvar af
landet ikke Danmarks foretrukne udenrigs‐ og sikkerhedspolitiske option. Med den Kolde
krigs afslutning og begyndelsen på den aktivistiske udenrigspolitik, kom forsvaret til at spille
en mere fremtrædende rolle i dansk sikkerheds‐ og udenrigspolitik. Operation Bøllebank var
en bekræftelse af, at det danske forsvars soldater kunne løse militære opgaver og samtidig
var det både signal til politikkerne og omverdenen om, at Danmark havde et effektivt
forsvar. Operationens popularitet var enorm både i de danske og udenlandske medier, men
også i politiske og diplomatiske kredse. I sin bog På skansen skriver den tidligere
forsvarsminister Hans Hækkerup følgende om episoden, og den opmærksomhed den fik:”I en
situation, hvor FN blev ydmyget af serberne gang på gang, var historien et lyspunkt og Danmark
kom på forsiden af International Herald Tribune under overskriften ”When the mouse ate the
cat”. Hans Hækkerup skriver yderligere, at den danske argumentation for at de styrker, som
skulle indsættes i Bosnien, skulle have et robust mandat blev noteret i udlandet, og at der på
gangen udenfor USA’s forsvarsministers kontor i lang tid hang et billede af de danske
kampvogne i Bosnien. Et robust mandat og en styrke som DANSQN, der både var i stand til
og ville besvare ilden, var i overensstemmelse med den amerikanske politik i forbindelse med
Bosnien. Flere andre kilder vurderer ligeledes, at Operation Bøllebank var med til at skyde
1864‐syndromet i sænk og at forsvaret var efterfølgende blevet mere selvsikkert. Denne
selvsikkerhed blev kun styrket ved at den amerikanske NATO ambassadør udtalte i 1994, at
DANSQN var model for hele opbygningen af IFOR, og i 1997 udtalte FNs vicegeneralsekretær
at de svært bevæbnede fredsbevarende FN missioner som IFOR i Bosnien var kommet for at
blive, hvilket man kunne takke Danmarks beslutning om at udsende kampvogne for.
På anden side er jeg lidt skeptisk overfor to vurderinger. For det første vurderer Robert
Petersen sidst på s.22 i artiklen, at Operation Bøllebank fik serberne til at tænke sig om, og at
de fravalgte at løbe samme risiko igen, samt at kampvognene forrykkede den lokale
magtbalance. Selvom der var klar fald i angrebet på svenske FN soldater efter
kampvognenes ankomst og efter Operationen Bøllebank, så skal dog nævnes Operation
Amanda som fandt sted efter Operation Bøllebank. Operation Amanda er betegnelsen for det
tredje større sammenstød mellem DANSQN og serbiske styrker. Hold 2 havde sammenstød
med serbiske styrker ved Gradacac den 4. april 1994 og senere i forbindelse med Operation
Bøllebank den 29. april 1994. Det tredje sammenstød skete den 26.10.1994 og denne skete i
forbindelse med oprettelsen af en svensk observeringspost S01. Sammenstødet skete
samme sted, som det første sammenstød mellem DANSQN og de serbiske styrker den 4.
april 1994. Oprettelsen af observeringsposten måtte opgives, da de svenske og danske
enheder blev udsat for beskydning. DANSQN besvarede ilden, men måtte efterfølgende
trække sig tilbage på grund af artilleribeskydningen, manglende luftstøtte og serbiske trussel
om beskydningen af Tuzla. Serberne forblev også aktive fra bjerget Vis, som udgjorde de
serbiske stillinger under Operation Bøllebank. Fx så bombede NATO serbiske stillinger på
bjerget Vis i september 1995, som følge af serbiske beskydninger af lufthavnen i Tuzla.
Sammenstødene viser, at serberne var villige til konfrontation også efter Operation
Bøllebank, hvilket står i kontrast til konklusionen i Danske Sneleoparder i Bosnien. Så selvom
man må konkludere, at angrebet på FN styrkerne blev formindsket, så betød det ikke at FN
styrkerne kunne få lov til at gøre alt det, som de i princippet var berettiget til i forbindelse
med konceptet om sikkerhedszonerne. Hvis serberne ville, så satte de begrænsninger for FN
styrken uanset om kampvognene var der eller ej. Operation Amanda har ikke fået ligeså
meget plads i pressen som Operation Bøllebank, men den illustrerede udmærket to ting. For
det første viste operationen, at kamvogne var vigtige som beskyttelse for let bevæbnende
FN styrker, men den viser også at FN styrkerne ikke kunne udføre operationerne som fx
oprettelse af observationsposter, som var i overensstemmelse med mandatet og konceptet
bag sikkerhedszonerne, uden luftstøtten. Postulatet om at den lokale magtbalance blev
forrykket på grund af kampvognene hænger sammen med sammenligningen mellem
Srebrenica og Tuzla, hvilket jeg kommenterer i afsnittet Sammenligningen mellem Tuzla og
Srebrenica.
Desuden må jeg stille mig kritisk overfor postulatet om, at den aktive danske
udenrigspolitik kunne bære eller briste med Operation Bøllebank. Jeg er helt enig i, at dræbte
danske soldater og ødelagte kampvogne ville have skabt debat i Danmark, men der skal
huskes at skylden altid kunne placeres ved FN. Jeg tror, at man skal se hele indsatsen på
Balkan som en styrkelse af den aktivistiske danske udenrigspolitik. Som belæg for denne
påstand kan jeg nævne, at lidt over et år efter Operation Bøllebank, oplevede Danmark både
tab og en mislykket mission i Kroatien. Den kroatiske hærs offensiv Storm i Krajina i august
1995 betød en brat afslutning på DANBATs mission og samtidig blev flere danske soldater
dræbt under angrebet. Faktisk opstod der situationer hvor de danske soldater blev brugt som
skjolde under kampene. Dette medførte ikke formindsket ønske i Danmark om deltagelse i
den efterfølgende NATO operation i Bosnien. Dette skyldes, at skylden kunne placeres hos
FN. Både de danske medier og forsvaret var gode til at understrege, at FN tropperne var
hjælpeløse uden luftstøtten. Dette er afgørende at huske; altså at det var luftstøtten, der var
sikkerhedszonernes garant og ikke FN styrkerne i sikkerhedszonerne.
Der er også vigtig at huske, at ingen af sammenstødene mellem DANSQN og de serbiske
styrker handler om afværgelse eller afskrækkelse af angreb på sikkerhedszonen Tuzla. Til
forskel for sikkerhedszonerne i Østbosnien, så var Tuzlas eksistens aldrig for alvor truet
under krigen.
Sammenligning mellem Tuzla og Srebrenica
I Danske Sneleoparder i Bosnien er der en række sammenligninger mellem sikkerhedszonerne
Tuzla og Srebrenica. Forfatteren til artiklen drager blandt andet den konklusion, at Operation
Bøllebank og de danske kampvogne var med til at sikre, at indbyggerne i sikkerhedszonen
Tuzla kunne leve i relativ sikkerhed, og at kamvogne var med til at afskrække serbiske angreb
på sikkerhedszonen Tuzla. Dermed undgik Tuzla den samme skæbne som Srebrenica.
Der er række ting, der taler imod en direkte sammenligning mellem Tuzla og Srebrenica:
Det første argument bygger på selve konceptet om sikkerhedszonerne. Det er en
misforståelse, hvis det menes, at garanten for sikkerhedszonerne var de FN styrker, der
udstationeret i zonerne. FN styrkerne havde mandat til at afskrække et angreb på
sikkerhedszonen, men FN havde brug for 34.000 soldater, hvis zonerne skulle være sikre.
Ingen af medlemslandene ville stille med det fornødne antal soldater. Alternativet blev
generalsekretærens ”lette option” med det minimale troppebehov på 7.600 soldater. Denne
option kunne ikke i sig selv garantere forsvaret af sikkerhedszonerne. Hele ideen/taktikken
byggede på truslen om flyangreb, som skulle udføres af NATO, mod en potentiel angriber.
Tilgangen var foretrukken, da den øgede chancen for, at medlemslandene ville stille med
mandskab og udstyr, samt at det ville ske hurtigt. Med resolution 844 af den 18. juni 1993
autoriserede sikkerhedsrådet forstærkningen af UNPROFOR med yderligere 7.600 soldater
og brugen af luftmagt blev slået fast i og rundt om de udråbte sikkerhedszoner. Det viste sig
senere under krigen, at både FN’s generalsekretærs repræsentant i Bosnien, Yasushi Akashi
og NATO‐lande som England og Frankrig var meget tilbageholdende med at lade NATO slå
til. Blandt andet frygtede de for deres egne styrkers sikkerhed, f.eks. at de kunne blive taget
som gidsler af serberne. Konceptet om sikkerhedszonerne blev for alvor antastet af serberne
i april 1994, hvor de angreb sikkerhedszonen Gorazde i Østbosnien. NATO indledte angreb
fra luften på de serbiske stillinger ved Gorazde, men de viste sig at have en begrænset effekt,
især da serberne tog UNPROFOR soldater som gidsler, og brugte dem som skjolde. Serberne
opgav dog yderligere angreb på zonen. Frem til sommer 1995 blev sikkerhedszonerne
opretholdt, men i sommer 1995 erobrede serberne to af sikkerhedszonerne – Srebrenica og
Zepa. Dette betød den endelige fallit for konceptet om sikkerhedszonerne. I august 1995
sluttede UNPROFOR’s mission i Kroatien ved, at kroaterne pressede serberne ud af Krajina.
Efteråret 1995 i Bosnien var karakteriseret af NATO’s luftkampagne (Operation Deliberate
Force) mod serberne, samt en bosniakisk‐kroatisk offensiv. Denne gang var NATO’s
luftkampagne mere effektiv, da den ramte serbiske stillinger i hele Bosnien og ikke kun dem
ved sikkerhedszonerne, samtidig indsatte man RRF (Rapid Reaction Force), som var en tungt
bevæbnet britisk‐fransk‐hollandsk styrke, der skulle støtte og yde beskyttelse til de let
bevæbnede FN styrker ved Sarajevo. Den militære situation, samt det amerikanske pres på
parterne resulterede i Dayton fredsaftalen i december 1995, som samtidig også betød
afslutningen på UNPROFOR’s mission i Bosnien.
Ovenfornævnte viser at det ikke var FN styrkerne i sikkerhedszonerne, der skulle eller
kunne sikre zonerne. Luftstøtten var afgørende og den var ikke altid tilgængelig, som fx
Operation Amanda viser. Manglende luftstøtte var med til at undergrave konceptet om
sikkerhedszonerne og med til at opfordre både serberne, bosniakkerne og kroaterne til at
ignorere sikkerhedszonerne og foretage offensive handlinger.
Det andet modargument handler om de to sikkerhedszoners geografiske størrelse,
position, samt den militære og politiske kontekst. Srebrenica havde 43.000 bosniakker
(byens indbyggere og flygtninge), byens milits havde afgivet tunge våben til FN og byen var
isoleret fra resten af det bosniakisk dominerede Bosnien i sommer 1995. Der var stationeret
150 hollandske FN soldater, der skulle afskrække angreb på zonen. I sikkerhedszonen Tuzla
havde selve byen 200.000 indbygger (med flygtninge), og i hele NORDBAT 2’s område var
der 750 000 mennesker. Her havde bosniakkerne ikke afgivet deres tunge våben og et af
deres største hærkorps var stationeret der. I 1993 talte det 2. Korps 77.000 mænd. Derudover
var Tuzla efter slutningen på krigen mellem kroaterne og bosniakkerne ikke afskåret fra
resten af det bosniakisk dominerede Bosnien. Serberne skulle altså mobilisere en enorm
styrke for at indtage sikkerhedszonen Tuzla; meget større end den de skulle bruge ved
angrebet på de isolerede enklaver i Østbosnien. Selv hvis de ville og kunne, hvad skulle de så
stille op med 750 000 mennesker. På anden siden, hvis serberne havde mobiliseret en styrke,
der var stor nok til at indtage sikkerhedszonen Tuzla, kunne de 11 kampvogne næppe stille
meget op. Nord for Tuzla havde serberne flere hundrede kampvogne, og selvom Leopard 1
var overlegen i forhold til T‐55 og T‐72, så var oddsene stadigvæk ikke på FN’side, Når dette
er sagt, så skal der også huskes, at zonen ikke var så sikker som artiklen De danske
sneleoparder i Bosnien vil gerne fremstille den. Fx kom lufthavnen i Tuzla aldrig for alvor i
brug, selvom det var meningen, at den skulle bruges til humanitære formål, da serberne
frygtede, at lufthavnen i Tuzla ville blive brugt til våbenleverancer til bosniakkerne. Der en
række andre eksampler, der viser, at zonen ikke var så sikker, og det er fx serbiske
artilleriangreb på Tuzla i sommeren 1995, dvs. et år efter Operation Bøllebank, hvor 71 unge
mennesker mister livet. Der også en række andre eksempler, hvor mindre byer og
flygtningelejre bliver bombet af serberne uden at NORDBAT2 kunne stille noget op. Det
skyldes igen FN’s manglende vilje til at anvende flystøtte, men det understreger også, at
zonen var ikke så sikker alligevel. Der skal også huskes, at NORDBAT2’s betydning for
zonens sikkerhed formindskedes i takt med, at hold 4 og 5’s bevægelsesfrihed stærk
begrænsedes af den bosniske hærs 2. Korps og i takt med at den kroatisk‐bosniakkiske krig
stoppede i 1993, og at den bosniske hær bliver styrket af våbenleverancer igennem Kroatien.
Konceptet vedrørende sikkerhedszonerne og sikkerhedzonerne Tuzlas og Srebrenicas
geografiske størrelse, placering og deres militære og politiske kontekst er med til undergrave
postulatet, om at kampvogne var med til at forrykke militærbalancen i området. Jeg er helt
enig i, at oprettelsen af sikkerhedszonerne var med til at forrykke magtbalancen og da
sikkerhedsrådet udråbte Srebrenica, Zepa, Gorazde, Sarajevo, Tuzla og Bihac til
sikkerhedszoner, så forhindrede man derved serbernes sejr i Bosnien. Da de seks byer blev
udråbt til sikkerhedszoner, kontrollerede de bosnisk serbiske styrker over 70% af Bosnien‐
Hercegovina, og desuden var de to fjender kroaterne og bosniakkerne i krig mod hinanden.
Oprettelsen af sikkerhedszonerne gav bosniakkerne det fornødne pusterum, så de kunne
opruste deres hær, og dette var serberne klar over. Dette blev serberne kun bekræftet i ved
gennem oplevelsen af, at bosniakkerne indledte angreb på serbiske stillinger fra
sikkerhedszonerne. Serbernes opfattelse af UNPROFOR som probosniakisk afspejlede sig i
de utallige angreb på UNPROFOR enheder.
Jeg kan sagtens se at sammenligningen med Srebrenica er oplagt, men den er desværre
misvisende, ligesom det ville være misvisende at sammenligne DANBAT i Krajina med
DUTCHBAT i Srebrenica. Det er beklageligt, at vurderinger af episoder i konflikten hyppigt
ender med sammenligningen med Srebrenica, da man så overser en række succesfuldt løste
opgaver under DANSQNs tid i Bosnien. DANSQN løste sin primære opgave, og dette var et
øget sikkerhed for de svenske enheder, samt at yde sikkerhed for tilstrømningen af den
humanitære hjælp til området. Desuden involverede DANSQN sig gradvist mere og mere i
det humanitære arbejde i sit ansvarsområde og fik dermed en afgørende rolle i den
humanitære indsats, især for de udsatte grupper som flygtninge, romaer, psykisk‐ og fysisk
syge. Det humanitære arbejde, samt indsatsen i Vares‐området, hvor NORDBAT 2’s og
derved også DANSQN’s tilstedeværelse og indblanding i konflikten forhindrede eskaleringen
af vold mellem kroaterne og bosniakkerne, var med til at skabe et eftermæle for NORDBAT
2, der resulterede i at byens gymnasium/HTX siden er blevet opkaldt efter NORDBAT 2.
NORDBAT 2’s tilstedeværelse, og sikringen af tilstrømningen af humanitærhjælp til
Tuzlaområdet formindskede også risikoen for etniske konflikter blandt de forskellige etniske
grupperinger i hele Tuzlaområdet. NODRBAT 2’s og derved også DANSQN’s eftermæle gør
den nordiske bataljon til noget særligt i Bosnien. NORDBAT 2 skolen er mig bekendt eneste
institution i Bosnien og Hercegovina, der bærer navn efter en FN enhed. Dermed fik de
danske og svenske soldater anerkendelse for deres indsats længe før de fik anerkendelse i
deres egne lande.
Kilder
Deliu, Arben. 2009. DANSQN – den danske kampvogneskadron i Bosnien, 1993‐1995. SDU:
Kolding
