Hærens signaltjeneste optræder i to roller: »Krigsrollen« og »Øvelsesrollen«. Dette rejser en række problemer, som her analyseres af chefen for kommunikationssektionen i HMAK, afdelingsingeniør Tonny Hansen.
Indledning
Faktum nr. 1:
Hæren optræder i to roller. Den ene, den »rigtige«, er den feltmæssige, hvor hæren er formeret og organiseret til at kunne gennemføre operationer. Den anden, den »forkerte«, er den fredsmæssige rolle, hvor hærens myndigheder og enheder er placeret på en række kasemeinstallationer og herfra gennemfører fredstidens uddannelse og administration. Den tid, der anvendes på de to roller, er meget ulige, idet den »rigtige« rolle kun spilles under kortvarige øvelsesperioder.
Faktum nr. 2:
Den danske hær er en mobiliseringshær, hvor udviklingen gennem de sidste mange år har medført, at antallet af enheder og soldater, der er til rådighed for en øjeblikkelig indsættelse, er blevet mindre og mindre. Følgelig er samme hær for at kunne løse sine pålagte opgaver blevet mere og mere afhængig af mobiliseringsdelen.
Ud fra ovenstående to fakta vil jeg i det følgende forsøge at påvise nogle vanskeligheder og farer i tilrettelæggelse af hærens feltmæssige signaltjeneste.
Kommunikationsbehov
I Militært tidsskrift (jeg tror det var i 1964) skrev oberst A. V. Hensch, daværende chef for Sjællandske Telegrafregiment, at kommunikationsmidler og signalforbindelser skulle være til rådighed for førerne i sådanne mængder og i en sådan udformning, at de altid ville kunne dække kommunikationsbehovet. Dette ønskemål er stadigt gældende. Teknikkens udvikling har medført visse ændringer i den måde, vi tilfredsstiller behovet på, og samme udvikling har yderligere forøget behovet. Men grundlæggende gælder det stadig, at det ikke må være mangel på kommunikation, der hindrer operationers gennemførelse.
Og hvad er det så for et behov vi har? Hvor flere mennesker skal arbejde sammen og koordinere deres indsats er der behov for udveksling af information og ordrer. Dette gælder for hæren i begge dens roller. I den feltmæssige rolle er behovet blot mangedoblet.
Signaltjenesten i den fredsmæssige rolle I dagligdagen, i den fredsmæssige rolle, dækkes kommunikationsbehovet ved direkte samtale, ved afholdelse af møder, ved brug af telefon, ved breve, ved udveksling af signaler samt på det seneste ved indtastning af informationer til datamaskiner og udskrifter fra disse maskiner til diverse brugere. Fælles for ovennævnte kommunikation er, at den del, der ikke er baseret på direkte personlig kontakt, gennemføres ved hjælp af forskellige »væsener« uden for hærens eget regi. Kasernernes telefonapparater og -centraler fremskaffes via telefonselskaberne. Samtaler ud fra kasemeetablissementeme sker via linier, der ejes og administreres af telefonselskaber. Breve ekspederes af postvæsenet. Telexforbindelser drives og ejes af postvæsenet. Forbindelser mellem terminaludstyr og datamaskiner ejes af postvæsenet. Selv det under oprettelse værende Forsvarets Integrerede Kommunikations System (FIKS) er baseret på anvendelse af offentligt ejede forbindelser. Hæren er således i denne rolle helt afhængig af et kommunikationssystem, der for det første kun brugsmæssigt er stillet til rådighed på præmisser hæren ingen indflydelse har på (groft sagt), og for det andet uløseligt er knyttet til hærens bygninger.
Signaltjenesten i den feltmæssige rolle
Behovet for kommunikation vokser meget betydeligt, når hæren formeres. Men arten er for så vidt den samme. Dog optræder nu et krav om, at kommunikation skal kunne gennemføres i en vis udstrækning under bevægelse. Til at dække sine behov råder hæren over forskelligt materiel. Telefoner og telefoncentraler anvendes i semipermanente roller og egentligt radiomateriel (VHF) i mobile situationer. Centraler ved forskellige myndigheder knyttes sammen ved hjælp af radiokædeudstyr (retningsbestemte radioer) og multipleksudstyr. Sidstnævnte gør det muligt over én radioforbindelse at føre flere samtidige forbindelser. Fjemskriverforbindelser oprettes mellem forskellige myndigheder via samme radiokædeudstyr. Til langtrækkende forbindelser anvendes radioudstyr.(HF).
Alt ovennævnte bruges til at skabe nye (i forhold til fredsrollen) signalforbindelser, men yderligere til at knytte disse nye forbindelser sammen med de permanente forbindelser. Sagen er jo den, at de nye forbindelser slet ikke er dimensioneret til at kunne dække kommunikationsbehovet, hvorfor tilstedeværelse og brug af permanente forbindelser stadig er en forudsætning for at kunne opfylde Hensch teorem.
Vanskeligheder forårsaget af faktum 1
Dette, at hæren kun under kortvarige øvelsesperioder optræder i sin »rigtige« rolle, medfører fare for, at visse grundlæggende fejl i konstruktionen af det feltmæssige signalsystem ikke afsløres. For det første er det muligt, ved ekstra indsats fra såvel brugerpersonel som vedligeholdelsespersonel, at tilsløre, at materiel er gammelt og nedslidt og egentligt burde være kasseret. Denne ekstra indsats kan imidlertid kun ydes for en kortvarig periode, f.eks. under en øvelse af begrænset varighed. Den kan ikke ydes i en egentlig krigssituation. For det andet ødelægges signalmateriel normalt ikke i større omfang under øvelser. Også det må forudses at være anderledes i krig. Manglende redundans og manglende kapacitet vil således ikke komme frem til overfladen. I sparetider kan det være vanskeligt at argumentere for, at kommunikationsmateriel skal være til stede i sådanne mængder, at dublering af forbindelser kan finde sted. Skal systemer virke også i krig, er det imidlertid nødvendigt. For det tredie virker de permanente systemer, som hæren er afhængig af, altid under øvelser. Hvem tror, de vil gøre det under krig? Men netop det, at de virker under øvelser, gør afhængigheden af hærens egne systemer, deres kapacitet, deres indbyggede muligheder for dublering, deres forældede tilstand, mindre. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at dimensionere og planlægge for øvelser. Planlægningen skal tilgodese krigen. At materiel er til stede i for små mængder, og at det, der er til stede, for en dels vedkommende er forældet og nedslidt, er et faktum. De, der burde kunne se det, hærens signaloperative personel, har tilsyneladende fortrængt kendsgerningerne, eller også har de ikke haft tilstrækkelig gennemslagskraft til at få ændret forholdet. Det har været ulig nemmere, sådan ser det i hvert fald ud, for de tilsvarende personer i søværnet og flyvevåbnet. Men disse værn er jo også i den lykkelige situation, at deres fredsog krigsrolle ikke adskiller sig væsentlig fra hinanden. Det er nok nemmere at få erkendt, at tilstrækkeligt kvalitativt og kvantitativt kommunikationsmateriel er en forudsætning for drift af skibe og fly 24 timer i døgnet året rundt.
Vanskeligheder forårsaget af faktum 2
Da hæren er helt afhængig af mobiliseringsdelen for at kunne løse sine opgaver, må det materiel, der oplægges på depoter, være tilstrækkeligt, kvalitativt og kvantitativt, til at det kan anvendes som det nu en gang er forudset. Ser man på det kommunikationsmateriel, der ligger på depoter, må det med en mild understatement nok siges, at det ikke altsammen er lige godt. Lad mig som eksempel blot nævne, at jeg for et par år siden blev ringet op fra Nationalmuseet, der på det tidspunkt skulle afholde en udstilling om en lille, isoleret Stillehavsø og livsvilkårene for dens befolkning. Et af de kommunikationsmidler øen havde været afhængig af var den amerikanske HF-station fra den 2. verdenskrig, AN/GRC-9. Nationalmuseet ville gerne have en sådan radiostation med på udstillingen og havde henvendt sig mange steder, også i USA, for at låne én. Det var imidlertid ikke lykkedes. Ved et tilfælde fandt man på at spørge undertegnede, om vi i hærens beholdninger skulle have en gammel udrangeret station. Udlånet kom i orden, og stationen var på udstilling. Jeg fortalte selvfølgelig ikke, at vi ikke havde udrangeret den, og stadig ikke har gjort det. Det personel, der i givet fald skal betjene og vedligeholde mobiliseringsstyrkens signalmateriel, er formentligt dårligere uddannet, og i hvert fald mindre rutineret, end det, der er i stående styrke. Skal der være mere end en teoretisk chance for at etablere den planlagte kommunikation, er det derfor nødvendigt, at materiellet opfylder visse minimumskrav med hensyn til driftssikkerhed og ydeevne. Princippet, hvorefter man indtil dato har oplagt materiel på depot, har været, at man, når stående styrker har fået nyt materiel, har oplagt det derved frigjorte, helt eller delvist. Dette princip kunne være udmærket sålænge de stående kadrer havde et vist omfang. Nu er tidspunktet formentligt kommet, hvor det er nødvendigt at købe materiel direkte til depot.
Sammenfatning
Jeg har med ovenstående gerne villet fremdrage visse grundlæggende ting vedrørende hærens feltmæssige kommunikation forårsaget af hærens to roller, samt den store afhængighed af mobilisering. Forhold, som absolut må tilgodeses i en planlægning af hærens signaltjeneste, såfremt denne planlægning skal tilgodese »krigsrollen«, og ikke kun »øvelsesrollen«.
Tonny Hansen.
