II.
Med lidt god Vilje kan man nu sige, at Krigen i Spanien falder i to Afsnit, hvoraf det første varede til hen mod November, paa hvilket Tidspunkt den meget betydelige Hjælp fra Rusland gjorde det muligt for Regeringstropperne at holde Madrid mod Nationalisternes Angreb. General Franco var da blevet udnævnt til Diktator i Rurgos, Aleazar var undsat og Caballeroregeringen rede til Flugt fra Madrid. Det næste Afsnit har varet lige siden November 1936, en Slags Stillingskrig, der før eller siden formentlig ender med Madrids Fald. Vil man 1‘orstaa noget af denne Krig, er det ikke tilstrækkeligt at hefte sig ved de rent militære Regivenheder. Her skal derfor, til Uddybelse af del allerede anførte gøres Rede for visse Enkeltheder, der har Interesse for Konflikten og for Udlandets Opfattelse af spanske Forhold. Inledningsvis kan Hovedbegivenhederne i Krigens første Periode resumeres saaledes: 17—18/7 1936 Militærrevolten begynde]- i Marokko. 18/7 den spanske „Tercio“ — Fremmedlegionen overføres fra Afrika til Cadiz*). Oprørerne sætter sig i Residdelsc af Valladolid, Saragossa, Sevilla og Cadiz. 26/7 General Franco ankommer til Algeciras med en betydelig Styrke. 31/7 en antifascistisk Komité tager Magten i Barcelona efter voldsomme Gadekampe og Massakrer. 14—16/8 Oprørerne erobrer Radajoz i blodige Kampe. 24/8 efter fransk Henstilling indvilliger England, Tyskland og Rusland i en Embargo paa alle Skibe med Vaaben til Spanien. 4/9 Largo Caballero overtager Regeringen i Madrid. Nationalisterne erobrer Irun. 12/9 Nationalisterne erobrer San Sebastian. 27/9 Nationalisterne erobrer Tolcdo og undsætter det ødelagte Alcazar efter at det i 77 Dage har udholdt en frygtelig Belejring. 1/10 General Franco udnævnes til Diktator i Burgos. 7/11 Cahalleros Regering flygter fra Madrid til Valencia. General Mia ja overtager Styret og Forsvaret af Madrid. Belejringen af Hovedstaden begynder med Erobringen af Getafe-Luftbavnen og Ankomsten af Nationalisthæren til Manzanaresfloden.
*) Tilbage i Afrika blev foruden de irregulære „Mahallaer“ kun nødtørftigt Bevogtningsmandskab ved Rif-Grænsen.
1 de allerførste Faser af Krigen forsøgte Regeringen at benune Oprorernes Fremtrængen og Troppesamling blandt andet ved Hjadp af Flaaden, som midt i August skød Algeciras i Brand og tillige beskød Ceuta. General Franco var imidlertid overlegen i Luften, og da Regeringens Slagskib ...Jaime 1“ efter at være ramt af Bomber blev forment Adgangen til Tangers Havn, og flere Marinefartøjer fra Farvandet om Gibraltar gik over til Oprørerne, fik de — i hvert Fald indtil Biscayabugten med Overtaget til Søs. Da Flaaden svigtede, vilde Regeringen prøve at slaa Oprørerne til Lands og sendte Hærstyrker fra Malaga mod Gadiz i en Offensiv, som den 23/8 erklæredes for ..utvivlsomt at ville resultere i en afgørende Sejr“. Den mislykkedes, og samtidigt mislykkedes Oprørsgeneralen Queipo de Lianos Forsøg paa at erobre Malaga og støde frem fra Granada over Sierra Nevada mod Almeria.
Afgørende Fremgang havde de Tropper, General Franco over en smal Front sendte mod Nord, væsentligt langs Portugals Gramse. Selv forte ban en Kolonne mod Merida, medens Oberst Yague med en anden Legionærkolonne gik mod Badajoz, som faldt den 16/8 efter voldsomme Kampe, der fortsattes gennem Gaderne og paa Arenaen. Oberst Yagues og Gasta jons Marclie var en rent forbløffende Pnestation. Samtidig med Erobringen af Badajoz havde General Franco l'aael oprettet Telefonforbindelsen med General Molas Styrker mod Nord, ban sendte Rekognosceringsvogne frem, som naaede helt til Burgos, og da General Mola besatte Gaceres, var Forbindelsen langs Portugals Grænse i Orden. Paa dette Tidspunkt kan det maaske være af Interesse at faa et Billede af, hvorledes Angrebene med disse flyvende Korps foregik.
DE FLYVENDE KORPS.
I en fortrinlig Bog af Major Geoffreij McNeill-Moss: „The Epic of Alcazar“ (Rich & Cowan Ltd.) er der givet en udmærket Skildring af de flyvende Kolonner og deres Modstandere. Forfatteren har opholdt sig som Krigskorrespondent i Spanien under de skildrede Begivenheder, og hans Fremstilling er saa malende, at det lønner sig at citere Brudstykker deraf.
Det vides ikke nøjagtigt, hvilken Dato Marchen mod Nord begyndte til Undsætning af de belejrede Garnisoner i Toledo, Huesca og Oviedo, men den 7’ August naaede Oberst Castajon’s forreste Styrker Zafra, en By, der ligger rundt 180 Marchckilometer Nordvest for Sevilla. Den 8’ August var de i Almcndralejo mere end 30 km lamgere mod Nord. Den 10’ havde de erobret det vigtige Knudepunkt for Jernbaner og Veje, Merida, andre 30—35 km mod Nord. Iler fik de Underretning om, at Regeringen for at standse Marchen havde sendt betydelige Styrker til Badajoz, der laa rundt 05 km mod Vest. Byen faldt den 14’ August, og der fulgte tredive Timers Gadekampe, men ikke desmindre var den flyvende Kolonne klar til at marchere tilbage mod Merida allerede den 16’ om Morgenen. Det var kun en lille Styrke, og den forsvandt bogstavelig talt i det øde, solhede Sommerland i dagevis. „Kolonnen kom fra tre Døgns Belejring og paafølgende Storm af en By. Rygtet sagde, at en betydelig Styrke truede dens Flanke fra Caceres, men halvfjerde Hundrede Kilometer fremme laa Toledo og det belejrede Alcazar“. Om Aftenen, den 18’ August, gik Kolonnen i Kvarter i Merida 65 km fra Badajoz. Efter Kampe med flygtende Regeringstropper og Detachementer sendt til deres Undsætning naaede Kolonnen den 22’ August Trujillo. Vejen frem var farlig. Kolonnen skulde gennem Pas i Sierra San Pedro og over Tagusfloden, der her var bred og dyb, desuden var dens Flanke alvorligt truet. Men det gjaldt om at komme hurtigt frem, og Vanskelighederne blev overvundet. Om Eftermiddagen, den 27’ naaede Kolonnen Navalmoral efter at have udkæmpet over en halv Snes Træfninger og efter 80 km Marche paa smaa fem Døgn. Den 29’ August, tretten Dage efter, at Kolonnen var forsvundet fra Badajoz, naaedc den Oropcsa, næsten 250 Marchekilometer derfra. I tre Uger havde Oberst Castajons Kolonne tilbagelagt over 400 km og paa Vejen taget Del i en Snes større eller mindre Kampe. Ved Oropesa gik den hurtige Fremrykning istaa. Her havde Regeringen i rigtig Erkendelse af Frontens Vigtighed samlet meget overlegne Styrker, som blokerede Vejen til Toledo for General Varelas Tropper, ialt ca. 9000 Mand.
I denne Periode kæmpedes paa flere, vidtskilte Fronter, men i Verdenspressen kom Kampene om Irun til at spille en overvældende Rolle. Det skyldtes bl. a., at ingen Korrespondenter paa nogen af Siderne fik Lov at komme i Nærheden af Oropesa, medens Kampene ved Irun kunde iagttages fra fransk Omraade og skildres i ucensurcredc Meddelelser via fransk Telefon og Telegraf. „Kampen om Irun var malerisk og forbitret, men spillede ingen større Rolle for Krigen som Helhed. Faldt Irun, vilde den spanske Regering kun miste den Jernbane, der gav nærmest Forbindelse med Meningsfæller og Hjælpere i Paris“. Naar Oropesafronten faldt, vilde Vejen ligge aaben for Oprørerne ikke blot til Toledo, men til Madrid. Oropesafronten var derfor afgørende vigtig, og Talavera, hvortil Regeringen sammendrog Tropperne i denne Sektor, laa kun tre Timers Motorkørsel fra Hovedstaden. Hver raadig Soldat, hvert undværligt Vaabcn blev ilsomt sendt dertil. Der blev gjort alt for at skaffe frivillige, der fik blaat Maskinisttøj som Uniformer og Vaabcn fra Madrids Arsenaler. De blev bunket sammen paa Motorvogne og kørt afsted til Fronten under larmende Hyldest fra de hjemmeblevne Folket'rontsmcdlemmer. „Kolonnerne, som Regeringen samlede om Talavera de la Reina var stærke af Mængde og Vaabcn, men daarligt enkadrerede og uden nødtørftig Føring. De raadede over nogle faa Linieofficerer, men deres Tal var i konstant Aftagende. Man troede aldrig helt paa dem, og deres Anvisninger blev kun fulgt, naar det passede Mandskabet. Var Krigslykken unaadig, blev de gjort ansvarlige derfor og skudt til Straf. Mandskabet bestod af de nævnte frivillige samt nogle faa regulære Soldater og saadanne Medlemmer af Civilgarden, som ikke havde villet eller ikke kunnet gaa med Oprørerne. De frivillige inordncdes i Kompagnier enten efter deres Profession eller efter Bykvarterer, eller — hvis de ønskede det efter politisk Anskuelse: Anarkister, Socialister, Syndikalister etc. De var dristige, begejstrede, i Feriehumør og rede til hvad som helst. I Frankrig havde den dervaerende Folkefrontsregering lige indført les varaners payées for Arbejderne. I Spanien var det ogsaa Ferietid. Der var ulidelig varmt i Madrid. Fortovene brændte Fodsaalerne. Skygge fandtes ikke! Hvad kunde være mere fristende end en Tur paa Landet? Her tilbød Regeringen enhver, som ønskede det, en fuldstændig gratis Udflugt i Automobil plus en ny blaa Overall, en Militærhue med broderet Emblem, fem Pesetas om Dagen og Udsigt til spændende Oplevelser. Desuden gavnede man et ædelt Formaal Forsvaret for Friheden og Demokratiet. Det var for godt at sige Nej til. Masser af frivillige meldte sig. Der var ikke Tale om kedsommelig Eksercits, ingen irriterende Mandstugt. De frivillige fik deres Rifler og Patroner og klavrede op i ventende Lastvogne. Saa rullede de bort fra Hovedstaden — syngende, raabende og vinkende til forbipasserende. I og paa Lastvognene laa deres Bagage i uordentlige Dynger: Madrasser, de havde taget med hjemme fra eller stjaalet til Lejligheden, Kufferter overmålet med Ejerens Navn og med hans politiske Partis Initialer, store Tøjskrin, Frugt og Grønsager rapset paa Vejen, Kurve med Brød og Kasser med Konserves, fyldte Vinsække. Afsted kørte de med røde Flag blafrende fra Køler og Vognside. Talrige medbragte Grammofoner spillede omkap. Vejen til Talavera er glimrende: bred, lige, duvende over den kastilianskc Slettes nøgne Bakkedrag, gennem støvede Landsbyer, forbi falmetgrønne Olivenlunde og smuldrende, gyldne Slotsruiners Mure. Stadig nyt aabent Land. Mange havde ikke før været ude af Byen...... De var Byfolk og ilde stedt, saa snart de naaede længere ud end Gadernes Brolægning. I samme Nu, som de forlod Lastbilerne, syntes det golde Kastilien dem en Ørken. De klumpede sammen om Landsbyerne. Enhver Skyttegrav paa nogen Afstand af menneskelige Boliger forekom dem en Uriaspost. Selv under Flugt med alle øde Højder og Olivenlunde at skjule sig i, løb de i Flok ad Landevejene, og Flyvemaskiner susede ned over dem og massakrerede dem. Saadannc Tropper er vanskelige at kommandere, og det er haabløst at ville manøvrere med dem. Det er svært at faa et Kompagni paa Benene, saa længe der er Halm at ligge i og Tobak at ryge. Nogle faa rejser sig paa Kommando. Besten sukker træt og ser til en anden Side. Naar omsider nogle flere bliver enige om at rejse sig, er de første blevet trætte og sætter sig atter til Ko. Men anbring saadanne Folk bag en Mur eller en Barrikade, giv dem Geværer og Patroner nok — saa vil de slaas mod Satan selv og alle hans Engle.“*)
Det var saadanne Tropper, Oprørsbærens smaa flyvende Kolonner løb paa ved Oropesa. Paa Grundlag af Selvsyn skildrer Major McNeill-Moss en flyvende Oprørskolonne paa Marche. „Forrest en Spejder — en improviseret Panserautomobil erobret fra Fjenden — Mellemrum — tre, fire Vogne med Legionærer og Maskingeværer — Mellemrum — saa Hovedstyrken i den besynderligste Samling Køretøjer, man kan tænke sig. De er taget, hvor man fandt dem og straaler i muntre Kulører, som man maler Automobiler paa Landet og i Smaabyerne: knaldrøde, hvide, lyseblaa, orange, æblegrønne, lila, blegrøde. De er tætpakket med Soldater. Fyrre Personvogne med Legionærer, fyrre med Maurer, otte Lastvogne med Ammunition, maaske ogsaa et Par Feltkanoner læsset paa, atter fyrre Vogne med Legionærer, en Radiovogn, improviseret til Lejligheden, en eller to Ambulancevogne, en Tankvogn med Benzin og en Vogn med Maskingeværer fastgjort til Bagsmækken. Oven paa alle Vogne Madrasser — for en Spanier, der vil slaas uden Løn og Forplejning, afskyr at ligge haardt. Bylter i Lagner, Sjaler og stribede Tæpper, Kufferter, røvet Gods fra forladte Landsbyer — for ingen anden Røver kommer paa Højde med en Maurer: et Bundt Høns, en Papegøje i Bur, en Malkeged, et Torvenet Meloner og paa hvert tredie Vogntag tre Mand ved et Luftmaalsmaskingevær klar til Skud.
*) Den socialistiske Forfatter Franz Borkenau skriver: „Det var mærkeligt at se, hvorledes disse Helte fra Gadekampene blev Kujoner i aaben Mark.“ A . S .
Foran paa Kølerne er anbragt religiøse mascots: et Krucifiks fundet i en ødelagt Kirke, et Madonnabillede med Krone af Similijuveler — og ved Siden af hende, uden at et Menneske har tænkt paa Haan eller Blasfemi, maaske en Mickey Mouse. Legionærerne er i Khakiskjorter med korte Ærmer og guldbroderede Regimentsmærker paa sorte Klædesunderlag, med Bandolerer, Riflerne overhængt og en Khakihue med Kvast paa Hovedet. De har haarde, brune Soldateransigter overklistret af Støv og Sved. De er i ypperlig Form, aarvaagne, selvsikre, visse paa at va>re fremragende Soldater og lige saa visse paa Sejren, hvorfor de ogsaa er muntre og glade. Maurerne er højtidelige, tavse, taalmodige. Nu og da kan enkelte nogle korte Øjeblikke være nysgerrige, naar de ser noget helt nyt. De er gennemgaaende ikke meget mørkere end Spanierne, men de har et særligt graat eller gulligt Skær under den valdnødbrune Hud. De er magre, senestærke og hulkindede. De er høflige og smiler kun sjældent. De træder næsten lydløst og gaar paa samme Vis som Vilddyr, der har Fært af Fare. De hærer Korpsets meget vide Benklæder, aabne Militærskjorter og Turban. Under Kamp rykker Legionærerne frem i de korte, velberegnede, hurtige Spring, som kun det bedste Fodfolk vover, naar det under Ild er faldet ned og i Dækning. Maurerne kryber derimod under Kamp, hurtigt og slangesmidigt. Paa Automobilerne sidder de alle indhyllet i deres Burnus. Naar de ikke har fuldt op at gøre, fryser de.“
DEN FØRSTE PERIODES KAMPMAADE.
Der er ofret en Del Plads paa disse Nærbilleder af Tropperne under de indledende Kampe, fordi det er noget usædvanligt, og fordi det er værd at huske, at Borgerkrigen ikke — som f. Eks. „Borgerkrigen“ under de afsluttende, britiske Efteraarsmanøvrer i Aar — førtes med Tropper i almindelig europæisk Forstand. Det forekommer mig ogsaa interessant at skildre en typisk Kampsituation fra denne Periode dels — og navnlig — paa Grundlag af den citerede Bog, dels paa Grundlag af andre Kilder*).
*) En paa mange Maader interessant Bog fra denne Periodes Begivenheder er den britiske Journalist N ig e l T a n g y e ’s „ H ed , W h ite a n d S p a in “ (B ich & Cowan Ltd., London). Der findes en Del m eget billige men udmærkede Publikationer om Krigens allerførste Faser og Forudsætninger f. Eks. D o u g la s s J e r r o ld : „ S p a in - I m p r e s s io n s a n d R e f le c tio n s “ (Særtryk af „Nineteenth Century“ — Constable & Co.), G e n e ra l J. C. F u lle r : „ T h e C o n q u e s t o f R e d S p a in “ og J a c q u e s B a rd o u x : „ C h a o s in S p a in “ (begge Burns Oates & W ashbourne Ltd.). En blændende skrevet, katolsk præget Karakteristik af Folkeforbundet paa Tærsklen til den spanske Krig er den tidligere franske Ambassadørs S a in t- A u lu ir e ’s : „ G e n è v e c o n tr a la P a ix “ (Plon— P aris). En — da dette skrives — nylig udkommet Bog, Professor E . H . C a n : „I n te r n a tio n a l R e la tio n s sin ce, th e P e a c e T r e a tie s “ (Macmillan & Co.) tegner en klar Baggrund for moderne Storpolitik Udmærket oplysende er den socialistiske Forfatters, Sociologen F r a n z B a r k e n a u s Bog: „ T h e C o c k p i t o f S p a in “ (Faber & Faber, London).
Regeringstropperne var overalt talmæssigt overlegne, men sammenklumpet om Landsbyer o. 1. uden ordentlig militær Uddannelse, uden fornøden Viden og Evne til at vurdere en Situation og i sidste Instans uden den disciplinerede Tapperhed, der er Forskellen paa Soldater og kamplystne Horder. Oprørstroppernes Taktik maatte afpasses til Lejlighederne, dens Grundelementer var bluff, hensynsløs Dristighed, Manøvre og Fart. Kampmaaden var — man mindes General Graziani i Somaliland — altid den samme:
„Forreste Panservogn naar op over en Højde. Et Par Kilometer fremme ligger en Landsby, lave, lerklinede Huse uden om en Kirke. To Mundingsglimt ses fra Landsbyen. Den er altsaa besat af Regeringstropper, som raader over Artilleri. To Granatkærdæsker springer meget højt oppe. Panserautomobilen standser og begynder at bakke ned bag den skjulende Kretc. Sletten synes atter øde: Stubmarker, tør Majs, solsveden Prairie, bølgende rødgult Landskab, mægtigt Udsyn, en fjern, koralrød Rjergkæde, Kiming, blaa Himmel, Stillied. Bag Højden samles Kolonnens Køretøjer i Dækning. Legionærer og Maurere springer ned fra dem. En lille Styrke med Maskingeværer rykker gruppevis frem paa begge Sider Vejen. En Rataillon, ligeledes med Maskingeværer, løber hurtigt ud til venstre for Vejen, en tilsvarende Rataillon breder sig i Gruppeformationer til højre. Reserven — en Rataillon minus den fremsendte Styrke med Maskingeværerne — samles gruppevis lige bag den dækkende Kréte. Radiovognen har meldt om Fjenden og bedt om Flyverhjælp. Samtlige Køre to jer trækkes tilbage fra Kampomraadet. Luftværnsskytset er klart til Skud. Chefen med Stab gaar til Kommandostationen paa Højderyggen. Der gives Ordre til Fremrykning. Midterstyrken gaar forrest med Maskingeværerne, gruppeudviklet, forsigtigt, men uden Standsninger. Feltkanonerne fra Landsbyen begynder at skyde. Granater springer, og pludseligt begynder en voldsom Ild af Maskingeværer og Rifler fra Landsbyens Udkant og fra de hidtil uobserverede Skyttegrave paa begge Sider af den. Midterstyrken falder ned og aabner Ilden med sine Maskingeværer.
Skydningen varer en halv Times Tid. Imens har de to Batailloner til højre og venstre for Vejen i meget hurtigt Tempo trukket saa langt til Siderne, at de er et Par Kilometer uden for Fjendens Fløje. I denne Afstand fortsætter de Fremrykningen forbi Landsby og fjendtlige Skyttegrave. De frivillige Madrilcnere opdager dem, raaber og peger og gør omkring i Skyttegravene. De nærmeste Oprørssoldater er 1500 m ude til Siden. Paa den Skudvidde er Madrilenernes Skydning ufarlig. Fremrykningen fortsa-tter uden om Flankerne. Maskingeværerne i Landsbyens Udkant kan ikke komme til Skud. Der er sendt Anmodning om Flyverhjælp, men i en Hær af saadannc frivillige er det tilfældigt om Meldinger og Depecher naar frem. Nervøsiteten breder sig i Landsbyen. Artilleristerne ved Landsbyens Udkant synes ikke om Situationen. Det er for dyrt at miste Skytset. De smækker Ammunitionsvognenes Lemme i og gør klar til Paaprodsning. Naa, saa Artilleristerne vil ikke mere? Nogle frivillige skyder endnu hurtigere, andre begynder at liste af. Oprørsbataillonerne er nu naact saa langt frem, at de behersker Udgangen fra Landsbyen. De standser og gør Maskingeværerne klar til Skud. I Landsbyen hersker nu stor Forvirring. Marxisterne samles til Komitémøde. Syndikalisterne skyder stadig. Anarkisterne er mest stemt for et dristigt Udfald mod Fjenden, men inden længe begynder de mindst modige Militsmænd at luske bort. Man prøver at hindre dem deri. Et voldsomt Skænderi indledes. Flere kommer til og deltager ivrigt i det. En eller anden, som endnu bar en Smule Myndighed, samler en mindre Styrke og begynder at føre den mod Byens bagesto Band. Den drager de andre som en Magnet bort fra den Front, hvor Fjenden viste sig. I Løbet af ganske kort Tid er der en Stimmel ved Landsbyens Bagudgange som ved et Biografteaters Døre efter Forestillingen. Nogle Militsmænd begynder at løbe. Inde i Landsbyen tudes med Automobilhorn. Maaske vil Chefen paa den Maade prøve at samle sine Folk, maaske vil ban bare skaffe sig og sin Stab fri Bane til Flugt. I Løbet af Minutter er et uordentligt Tilbagetog af hele Styrken — tre til fem Tusind Mand — i fuldt Sving. De holder sig saa idt muligt alle paa Asfaltvejen, som over det aabne Land fører mod Madrid. Paa begge Flanker ligger Oprørernes Maskingeværskytter. De har kun ventet paa dette. De aabner Ilden. Projektilerne fejer over Vejen. Militsens Tilbagetog bliver Panik, alle maser paa, men ingen tør gaa gennem den Zone, der ligger under Maskingeværild. De forreste standser og viger tilbage fra dræbte Kammeraters Ligbunker, bagfra raabes der op og mases der paa. Det er ikke muligt at holde igen. Menneskestrømmen vælter frem som en Flodbølge. Et glimrende Maal. To Maskingeværer skyder vinkelret paa Vejen, de andre mere eller mindre langs ad den. De frivillige Militsmænd mej es ned i Striber. Endeligt forstaar de, at Vejen er ensbetydende med Døden. De flygter, spredes til begge Sider og er helt fortabt ude i Terrainet, hvor der hverken er Brosten eller Asfalt. Fire Flyvemaskiner kommer fra Syd. De skilles og svinger ud til højre og venstre for Landsbyen. De kaster Smaabomber i passende Afstand fra Vejen og driver Flygtningene ind paa den igen. Der er det nemmere at løbe. De flygtende frivillige smider Geværer og Ammunition fra sig, de er aandeløse og kan ikke komme til at løbe for deres Kammerater. Saa snart Trængslen paa Vejen skønnes tab nok, jager en Flyvemaskine hen over den og bestryger den med sine Maskingeværers Ild. Saadan fortsættes, til der ikke længer findes lønnende Maal. I Landsbyen og fem, seks Kilometer ud ad Vejen ligger talrige døde og døende. Oprørernes Vogne er imidlertid trukket frem bag Landsbyen. Kort efter er Mandskabet atter paa Plads og Marchen kan fortsætte. To Timer og tyve Minutters Forsinkelse. Endnu en af de ensartede Kampe overstaaet. Legionærerne har mistet en Snes Mand. Regeringens frivillige Milits er atter skrumpet fem, seks Hundrede Amatører ind. Altid samme Forestilling!“
Det var af mange Grunde saa paakrævet at faa undsat det belejrede Alkazar i Toledo, at General Franco maatte se bort fra den militært vigtigere Opgave at komme i fast Forbindelse med General Mola mod Nord. Dér var det vestlige Galicien uden stort Besvær taget af Oprørerne, livis fremskudte Front ved Teruel ikke havde holdt, og som endnu ikke havtie kunnet erohre det nordlige Kystland. I Sierra de Guadarrama var General Molas Tropper trængt noget tilbage af Madrids frivillige Milits, som havde særlige Forudsætninger for at klare sig i dette Bjergland. Mellem Guadarrama og Saragossa maatte der holdes betydelige Styrker bundet til Bevogtning af den vigtige Jernbane Valladolid—Saragossa, hvilken sidste By truedes af de kommunistiske Arbejderes „Jernkolonne“. Huesca blev haardt trængt af Katalanerne. General Mola maatte holde sig til Forsvaret paa disse Frontafsnit. Paa Biscayafronten angreb han derimod med Hovedtrykket paa den østlige Del af Fjendens Stillinger fra 15/8 over vanskeligt tilgauigeligc Bjerge mod Oyarzun, hvorfra han truede Forbindelsen mellem Irun og San Sebastian, lrun maatte dog tages fra Sydøst langs Vejen gennem Bidassoadalen. Den 20 8 angreb han det stærkt befæstede gamle Fort San Marcial. General Franco havde afgivet en Del af sine Legionærer til General Mola, og det var i første Række dem, som førte Angrebet. Fortet og de stærke, feltbefæstede Stillinger uden om det faldt dog først efter en planmæssig Artilleriforberedelse den 2/9. Byen, der støttedes af Flaadeenheder, faldt den 5 9, Fuenterrabbia og Fort Guadalupe Dagen efter. Kampen om lrun var Anskuelsesundervisning i Artilleriets Uundværligbed og Betydning for Angriberen. Efter I runs Fald vendte General Mola sig mod den store By Bilbao (250,000 Indbyggere), da den havde nægtet at overgive sig godvilligt. Den blev forsvaret af 14,000 Militssoldater og 30,000 Reservister. General Mola begyndte Angrebsmarchen den 25/9 og havde den 30/9 taget Eibar, som laa 40 km Syd for Bilbao, der blev meget kraftigt bombarderet fra Luften. Angrebene fra Syd paa Madrid var efterhaanden begyndt. Der førtes adskillige Kampe om de baleariske Øer. Den stærkt befæstede Minorca forblev i Begeringens Besiddelse. Majorca og Ibiza erobredes af Oprørerne. Situationen ved Septembers Udgang (se Skitse i første Artikel) gør Oberst von Xylander op saaledes. Oprørerne — nu Militærpartiet, senere Nationalisterne - havde i Løbet af 10 Uger af Spaniens 49 Provinser sikret sig ubestridt Herredømme i 17 med 155,857 km2 og 7,85 Millioner Indbyggere. Regeringen havde 18 sikre Provinser med 175,293 km2 og 11,52 Millioner Indbyggere. I de 14 Provinser, hvorom der kæmpedes, var der Flertalsstemning for Militærpartiet. General Mola havde 130,000 Mand under sig mod Nord, Queipo de Liano havde ved Saragossa, Malaga og Cadiz ialt 35,000 Mand og General Franco kun 20,000 Legionærer og Maurer. Hans Styrke var talmæssigt den ringeste, men det var rigtige Sol-
dater, derfor havde de langt større Slagkraft end de to andre Hære. Man har endnu engang — til Overflod — faaet bevist, at kun rigtige Soldater under Kommando af veluddannede, professionelt dygtige og erfarne Officerer duer til rigtig Krig. Regeringens Tropper var langt talrigere end Militærpartiets og bedre udrustet. Mange var overmaade tapre og besjælet af en fanatisk Sejrsvilje. Naar de kom tilkort, skyldes det deres slette Uddannelse og Manglen paa faste Kadrer.
Arne Stevns.
