Hvilke overvejelser er afgørende, når man skal bygge bro mellem en dansk hærenhed og et lokalsamfund i et missionsområde? Hvilke udfordringer står man overfor, når man skal ind under huden på Kosovos lokalbefolkning en kold vinterdag og siden pleje kontakten og udvikle samarbejdet? Hvor meget betyder den sproglige kløft mellem danskere og lokale egentlig? Og hvad skal vi være særligt opmærksomme på for at undgå, at kommunikationen kører af sporet eller bliver meningsløs?
Kosovo – den sidste brik på Balkan
Med Jugoslaviens opløsning og de missioner, som danske soldater blev indsat i på Balkan op gennem 1990'erne, blev sprogofficererne for alvor hevet ud af den tilbagetrukne og strengt efterretningsprægede rolle, de havde været tiltænkt indtil da. Efter krige og spændinger i Bosnien og Kroatien, Makedonien og Albanien blev Kosovo som den sidste brik i det sprængfarlige eksjugoslaviske puslespil med blodig alvor aktuel også for dansk forsvar i foråret 1999. NATO fik nok af den serbiske præsident, Milosevics, fremfærd over for kosovoalbanerne, og med Bosniens tragedier i frisk erindring blev det besluttet at skride til militær handling over for Serbien og de serbiske tropper i Kosovo.
Danmark deltog i NATOs 78 dage lange luftkampagne, der omsider resulterede i de serbiske styrkers tilbagetrækning fra Kosovo og vedtagelsen af FN‐resolution 1244. Resolutionen førte til indsættelsen af en international militær tilstedeværelse under NATO‐ledelse, The Kosovo Force (KFOR). KFORs opgave blev at tilvejebringe en uvildig ramme af sikkerhed og stabilitet for alle parter i det krigshærgede område. Dette ansås nemlig for en absolut forudsætning for, at den politiske proces, der på langt sigt skulle afgøre det følsomme spørgsmål om Kosovos status, overhovedet kunne tage sin begyndelse.
Det danske kontingent i KFOR skulle først og fremmest bestå af en enhed af bataljonsværdi med underlagte franske og senere også baltiske enheder. Denne danske bataljon skulle have ansvaret for at opretholde fred og sikkerhed i den del af Kosovo, hvor konfliktens linjer var allerskarpest trukket op, nemlig i og omkring den delte by Mitrovica i det nordlige Kosovo. Et område hvor voldelige sammenstød mellem kosovoserbere nordfra og kosovoalbanere sydfra var ganske hyppige.
Eftersom de egentlige krigshandlinger i princippet var overstået allerede ved indsættelsen af den danske bataljon i sommeren 1999, må det helt fra starten have stået temmelig klart, at en væsentlig del af hærens opgave i Kosovo med tiden ville komme til at dreje sig om samarbejde med lokalbefolkningen og de civile strukturer, der efterhånden skulle overtage ansvaret for sikkerhed, lov og orden i området.
Det var i spændingsfeltet mellem – på den ene side – en dansk bataljons håndhævelse af sit sikkerhedsmandat og – på den anden – lokalbefolkningens forventninger og krav, at jeg i et område af det nordlige Kosovo gjorde tjeneste som forbindelsesofficer i et Liaison Monitoring Team (LMT) i perioden op mod 10‐året for den danske militære tilstedeværelse i Kosovo.
Liaison Monitoring Teams (LMT)
LMT er en struktur i KFOR, der blev oprettet i kølvandet på de voldsomme uroligheder i marts 2004, der kostede både serbere og albanere livet, og sårede snesevis af KFOR‐soldater. Urolighederne kom i nogen grad bag på KFOR, der ikke var i stand til at optræde som garant for sikkerheden, da det virkelig gjaldt. KFORs traditionelle militære efterretningsstruktur havde ikke i tilstrækkelig grad opfanget de spændinger, der var under opbygning i civilbefolkningen, og som fra den ene dag til den anden brød ud i voldsomme interetniske sammenstød.
Oprettelsen af LMT afspejlede den lektie, at den snævert militære struktur måtte suppleres yderligere, når missionen nu favnede bredere end strengt sikkerhedsmæssige opgaver, og når sikkerhedstruslen nu primært udgjordes af en strid mellem to parter – kosovoserbere og kosovoalbanere – og ikke blot af modstand mod den militære tilstedeværelse. Når opgaveløsningen ofte afhang af hvor god en kontakt man havde til lokalbefolkning og myndigheder, var der behov for at tilpasse de virkemidler, man havde til rådighed.
I små enheder på 6‐8 mand skal Liaison Monitoring Teams operere i hver deres kommune i Kosovo, hvor de over for lokalbefolkning og ‐myndigheder samt internationale organisationer skal fungere som ’det kendte ansigt’ og ’den levende forbindelse’ til KFOR. Målet for opgaveløsningen kan beskrives som følger:
1) Generelt tættere samarbejde og koordination mellem den militære enhed og lokale myndigheder gennem konstant tilstedeværelse i lokalmiljøet,
2) Løbende åben indhentning af information om aktuelle problemstillinger og tendenser, der påvirker lokalbefolkningen, samt ikke mindst,
3) Etablering og vedligeholdelse af kontakt til nøglepersoner i lokalmiljøet, som den stedlige KFOR‐enhed eller højere niveauer i KFOR hurtigt kan optage dialog med, når en spændt situation skal deeskaleres.
Alt sammen for at fremme KFORs og det danske kontingents overordnede opgave: at bevare og udbygge fred og stabilitet i ansvarsområdet ved at inddrage lokale myndigheder.
Det handler altså om at etablere en kommunikationsbro mellem den danske enhed og lokalsamfundet, opbygge et normalbillede af området, som man kan registrere udsving i, og dertil sikre, at dialogen med nøglepersonerne i lokalmiljøet til enhver tid er et tilgængeligt virkemiddel, der straks kan tages i anvendelse af den stedlige militære chef, hvis situationen i ansvarsområdet eskalerer.
For at løse sin opgave må et LMT derfor sætte sig lidt uden for den ordinære militære ramme, så at sige stille sig midt mellem denne og de lokale omgivelser, for således at optræde som organiserende og vejledende medium i kommunikationen begge veje. Udgangspunktet for et LMTs opgaveløsning er altså en position midt mellem de danske soldater og lokalbefolkningen – hver især med deres sprog og kultur.
Kulturkløften – den skjulte forhindring
Hvis man starter med den kulturelle problemstilling, så er det vigtigt at holde sig for øje, at den kontakt, der skal opbygges mellem et LMT og lokalbefolkningen er væsensforskellig fra den, som fx en gruppefører skal etablere i forhold til en oprevet familiefar, når gruppen kommer for at ransage et hus for illegale våben midt om natten. Gruppeføreren skal – med eller uden en tolk – på et øjeblik sikre sig familiefarens tillid, så han kan skaffe sin gruppe arbejdsro, undgå at forskrække familiens sovende børn og samtidig opnå, at bataljonen ikke falder i unåde for sin kontante optræden.
Et LMT har et anderledes langsigtet mål. Det drejer sig om at opbygge forhold, hvor den lokale part ikke kun ser danskeren som en soldat med våben og uniform, men snarere som et menneske på lige fod med sig selv. Først da kan samarbejde, kommunikation og indhentning af informationer gå op i en højere enhed.
Eftersom man med sin uniform, sin baret og sit våben ligner alle andre danske soldater i området, må man nødvendigvis gøre en særlig indsats for at fremstå anderledes over for sine lokale kontakter. Der er derfor, som nævnt i indledningen, nogle overvejelser, man bør gøre sig, inden man kaster sig ud i den store, spontane forbrødring med lokalsamfundet.
Først og fremmest skal man huske på, at det er mennesker af kød og blod, man skal ud at opbygge relationer til. Mennesker med følelser, ideer og meninger, med traditioner, en historie og et sprog, der alt sammen er forskelligt fra vores. Og man skal gå ud fra, at de i reglen kun åbner sig over for mennesker, som de kan relatere til og føler sig forstået af. Går man ud fra dette, stiller man nemlig fra starten de afgørende spørgsmål: Hvem er de andre? Hvad er vigtigt for dem og hvorfor? Hvordan er de forskellige fra os? Hvordan opfører de sig? Hvordan behandler de hinanden? Hvordan ser de verden omkring sig? Hvad er deres forventninger til os? Hvad har de mon hørt fra tidligere danske enheder i området? Hvad er deres syn på autoriteter? – Og på den lavpraktiske, men for kommunikationen ikke mindre væsentlige side: Hvilket kropssprog benytter de? Er der forskel på mænd og kvinders optræden? Hvilken? Og hvordan kan jeg i netop disse omgivelser bedst fremstå myndigt, men uden at virke arrogant?
Glemmer man at stille disse spørgsmål kritisk og eftertænksomt, risikerer man at drage ud på patrulje med de forkerte svar, nemlig dem man selv ville komme med, hvis man fik stillet selvsamme spørgsmål. Og så starter samtalen på det forkerte grundlag. Den lokale vil få det indtryk, at du ikke forstår ham, at din opmærksomhed ikke rækker stort ud over almindelig høflighed, og at du nok egentlig er ret ligeglad med ham. Som miljørigtig dansker snakker du måske om globale miljøproblemer og behovet for at beskytte grundvandsforsyningen, mens den lokale samtalepartner lige har været en tur nede ved floden og dumpe den sidste uges affald. Og nu sidder han dér og forstår ikke, hvad i alverden danskeren fabler om. Og så klapper han nok i. Hvis han oven i købet er en lidt modløs kosovar, der har oplevet noget lignende et par gange før, så får han måske også stemplet dig som arrogant, fordi du sagde det med grundvandet, og så er chancen for at opbygge en relation måske helt spildt.
Vi kender det sådan set også fra os selv. Vi åbner os ikke over for fremmede, der ikke ved bare lidt om os og vores referenceramme. Vi finder deres henvendelse kunstig, måske tilmed lidt mistænkelig, og samtalen går snart i stå. Det samme gælder i Kosovo: De lokale indbyggere gider ikke for alvor tale med en dansker, der oplagt ikke ved noget om Kosovo og – hvis det er en kosovoserber – om det serbiske folks århundredlange lidelser under fremmed herredømme. Hvis man udelukkende forlader sig på sin uniform og sin officielle autoritet, risikerer man, at kosovoserberen blot afleverer et par standardiserede og affærdigende påmindelser om, at Kosovo jo er Serbiens hjerte, skønt det for tiden banker i en fremmed krop, og at serberne i århundreder har beskyttet det kristne Europa mod den muslimske trussel fra syd og i øvrigt er fredselskende mennesker. Tilsvarende automatiserede og generelle kommentarer risikerer man ved samtale med kosovoalbanere, blot med modsat fortegn. Men ingen af delene får man noget ud af: I stedet for en værdifuld personlig kontakt står man tilbage med dogmer, fordomme og stereotyper.
Nøgleordet hér er altså viden. Og hvis man har at gøre med mennesker, som ikke kan forventes at have en referenceramme, der rækker ud over deres nærmiljø, så er der – hvis man vil knytte en brugbar kontakt – desto større behov for specifik og detaljeret indsigt i lokale forhold, både aktuelt og historisk.
En del af denne indledende proces kan finde sted under den missionsforberedende uddannelse i Danmark. Derimod er det naturligvis vanskeligt at uddanne personel i detaljeret, lokalt områdekendskab forud for en udsendelse. Så meget desto vigtigere er det at opridse den proces, man så skal igennem, når man først er operativ i missionsområdet. Det farligste er nemlig, at man – med udgangspunkt i at lokalbefolkningen på overfladen kan ligne os – ubevidst tager sin egen kultur, sine forestillinger og interesser med sig ud i området og derved er blind for den forskellighed, der vitterligt eksisterer. Det – om noget – hindrer opbygningen af relationer, af reel indsigt i hvad der optager folk og er dermed til skade for opgaveløsningen.
Sprogkløften – hvor meget betyder den?
At sprog er enten en barriere eller en bro, er en kendsgerning, som udsendte danske soldater konfronteres med hver eneste dag. Men hvor meget betyder denne sprogbarriere egentlig? Den betyder selvfølgelig, at kun en lille del af den samlede styrke kan kommunikere med lokalbefolkningen, på egen hånd eller gennem tolk. Men det afhænger også i høj grad af, hvor detaljeret et budskab der skal overbringes.
Det er klart, at kendskab til blot nogle få grundlæggende gloser som ’goddag’ og ’tak’ virker tillidsvækkende på omgivelserne. Men velvilje, åbenhed, tålmodighed og andre attituder kan udtrykkes på mange andre måder end ved ord. Med sit kropssprog, sin gangart, sin våbenføring eller en enkelt håndbevægelse kan en soldat på fodpatrulje fremstå mere eller mindre truende, imødekommende, ydmyg eller dominerende. Og det måske endda lettere og mere effektivt end ved at anvende ord.
Når det gælder om at opbygge personlige relationer med henblik på åben indhentning af informationer og udvidelse af samarbejdet mellem militære og civile, kan sprogkløften sjældent omgås, men må simpelthen overvindes. Ellers opnår man ikke den fortrolighed, der skal til, for at den lokale samarbejdspartner åbner sig og deler sin uforbeholdne mening om dette og hint med sin ’ven’, den danske forbindelsesofficer. Hvis denne tillige taler det lokale sprog, er samtale under fire øjne også mulig. Og fra Kosovo er det min erfaring, at samtale under fire øjne på lokalsproget – selv hvis danskeren ikke taler det flydende – er at foretrække i langt de fleste tilfælde, hvor det handler om at vinde tillid og opbygge en personlig relation. Også selvom lokale engelsktalende tolke kan være endda meget dygtige. Er der en lokal tolk til stede, vil kosovaren øjeblikkeligt føle, at han deler sine meninger med andre end forbindelsesofficeren, og hans tale bliver mere lukket og mindre oprigtig. Fra det gamle Jugoslavien er befolkningen jo vant til, at det frie ord kan koste dem dyrt.
Sprogfærdigheder kan også være afgørende ved forventningsstyring og indgåelse af aftaler i forbindelse med civil‐militære samarbejdsprojekter, især når det drejer sig om klar og utvetydig besked til lokale ledere. Fx om hvilken opførsel de danske styrker vil acceptere fra lokal side i spændte situationer, eller når lokalbefolkningen skal oplyses om de danske styrkers aktiviteter i det hele taget. Når det kommer til disse emner – den direkte og løbende kommunikation – ja, så er det uhyre vigtigt at gøre sig klart, at der skal ord – masser af ord – på banen og at hvert og et skal være velvalgt. Misforståelser kan opstå hurtigt og kan tage lang tid at udrede. Et upræcist leveret budskab skal ofte gentages mange gange, hvad hverken afsender eller modtager nødvendigvis har tid eller tålmodighed til.
Her er det også, at forbindelsesofficeren (sprogofficeren) med sit kendskab til begge kommunikationsparters forudsætninger skal rådgive den militære chef og hans stab om, hvad der virker bedst i netop denne situation, med denne konkrete person. På den formelle side skal hun eller han således sikre, at den militære chef anvender de korrekte stednavne, fx de albanske frem for de serbiske eller vice versa, og på indholdssiden give input til, hvad der skal lægges vægt på og hvordan, for at budskabet går klart igennem. Senere skal han så kunne genformidle budskabet til sine lokale kontakter, som uvægerligt vil spørge ind til de rygter, der cirkulerer om, hvad danskerne nu har sagt. I Kosovo består udfordringen fx i konstant at formidle et komplekst budskab til en lokalbefolkning, der efter ti års politisk tovtrækkeri ofte ikke har overskud til at optage det. Det er vanskeligt for os at forklare, og for dem at forstå, at de danske styrker er ivrige efter at hjælpe med fx opbyggelse af lokal infrastruktur, men samtidig parate til at bruge magt til at implementere deres mandat: at bevare bevægelsesfrihed og sikkerhed for sig selv og de internationale civile organisationer i Kosovo.
Sprog- og kulturkløften i praksis
De danske styrker har i samarbejde med lokale myndigheder iværksat et storstilet projekt om at reparere en nedslidt vej, der fører ud til en landsby i bjergene. Mange familier i landsbyen er afhængige af vejen for kontakt med omverdenen. Planlægningen har været omfattende: Hvilke maskiner har man til rådighed? Hvor farbar er vejen? Hvor lang tid kan der sættes af til projektet? Kan kommunen holde sin del af aftalen? Der holdes mange møder, og i fællesskab udarbejder man en plan for arbejdet.
I mellemtiden begynder spændinger i lokalsamfundet at vokse frem. Det er det internationale politis optræden, der vækker vrede hos lokalbefolkningen. Og en morgen mens de danske gravemaskiner er på vej ud for at arbejde på bjergvejen, beslutter de lokale sig for uden forudgående varsel at spærre en hovedfærdselsåre midt i byen i protest mod det internationale politi. Den danske bataljon må reagere på dette klare brud på de internationale organisationers bevægelsesfrihed (de er omfattet af diplomatisk immunitet) og sender det mekaniserede infanteri ud for at observere og holde klar til at rykke ind. Forbindelsesofficeren og en repræsentant for bataljonen sendes frem for at indgå i dialog med lokale ledere.
På vej ind gennem landsbyen bemærker de, at alle butikker, skoler og cafeer står tomme hen. Alle er blevet kommanderet ud til demonstration. Byens ledelse står på hovedvejen med bannere. Danskerne gør holdt på behørig afstand, stiger ud af deres køretøj, og går hen ad gaden mod folkemængden. De ved, at demonstrationen ikke er rettet direkte mod dem, så de bærer deres våben diskret og virker ikke truende. Blandt de forsamlede får de øje på en lokal leder, som de kender. En interessant scene udspiller sig.
Den lokale leder er overordentlig glad for at se danskerne, og smilende giver han dem hånden. Han interesserer sig straks for status på vejprojektet og spørger forventningsfuldt, om danskerne er ude med maskinerne den dag. Han er naturligvis ked af rygterne om, at det trækker lidt i langdrag med fremstilling af grus til vejens belægning, men sådan er der jo så meget i Kosovo. Livet er svært her i Kosovo. Han afslutter sin varme velkomst med en kommentar om vejret, der er blevet bedre, og solen skinner da heldigvis også, så danskerne kan fortsætte arbejdet på vejen til landsbyen…
Danskerne er først forbløffede, men bliver så lidt irriterede og går lige til sagen: Hvorfor er hovedvejen spærret? Hvorfor har kommunen hverken varslet politiet eller de danske styrker om demonstrationen? Lokalbefolkningen må da kunne forstå, at det er et klart brud på de indgåede aftaler? Man kan jo ikke bare stille sig op og lege politi og dirigere rundt med folk og trafik, som man lyster. Den lokale kigger undrende på danskerne. Han kan ikke se problemet: Han indvender, at det jo er en fredelig demonstration, det er jo demokrati. Den slags fortjener støtte, det er da indlysende. Lokalbefolkningen udtrykker bare sin mening og utilfredshed ved hjælp af bannere. Danskerne skal jo huske på, at ingen ønsker at blokere vejen for dem; samarbejdet med danskerne er jo godt. Danskerne hjælper jo de lokale på mange områder. Det er kun det internationale politi, der er nogle banditter… Hans talestrøm går et øjeblik i stå, og han tilføjer så med pludselig alvor i stemmen, at hvis danskernes utilfredshed med vejblokaden betyder, at de nu alligevel ikke vil hjælpe lokalbefolkningen, ja, så må samarbejdet jo afbrydes.
I denne lidt håbløse situation, hvor en legitim indvending fra en anerkendt og respekteret autoritet (KFOR) nær havde ført til sammenbrud i kommunikationen, var det helt essentielt, at få leveret beskeden så klart og tydeligt som muligt: Vi er her for at hjælpe jer, men vi må alle følge samme spilleregler. Det virkede. Og det gode forhold til de lokale var reddet. Det viste sig også at være vigtigt, at den lokale leder allerede havde et tillidsforhold til danskerne og i forvejen kendte dem for noget godt. Ellers kunne de strenge formaninger let have ført til, at han havde lukket i og var gået sin vej. Men han var altså villig til i det mindste at lytte til danskernes mindre behagelige budskaber. Jeg er også overbevist om, at det havde sin positive betydning, at den ene dansker talte lederens eget sprog. Denne var derved fri for – i en følelsesladet situation – at skulle fægte sig frem på sit anstrengte og begrænsede engelsk. Samtidig fik danskerne lejlighed til at høre den lokale leders synspunkter i fuld udfoldelse og – vigtigst – i alle detaljer.
Med danskere blandt fremmede
Som beskrevet er kulturbevidsthed, sprogfærdigheder og detaljeret lokalkendskab samt evnen til at kommunikere af vital betydning for forholdet og samarbejdet mellem styrkerne og de civile omgivelser.
I min erfaring er positionen midt mellem to sprog og to kulturer imidlertid også krævende på en ganske bestemt måde, og endda så krævende at funktionen som bindeled til lokalsamfundet ved enhver mission bør være forankret i én enhed eller sektion, der udelukkende har dette som opgave og kan fokusere sin indsats på de overvejelser, der er nødvendige for at løse opgaven tilfredsstillende.
Trods sin formidlende rolle for begge parter i kommunikationen, fungerer forbindelsesofficeren pr. definition i den militære tilstedeværelses interesse og inden for den militære tilstedeværelses rammer. Men hvis han konsekvent promoverer især det sidste forhold, når han opererer i lokalmiljøet, så vil han ikke have meget held med at opbygge tillidsfulde og anvendelige relationer til lokale kontakter. Han vil intet få at vide om hvad der rører sig lokalt, ingen lokale vil betro sig til ham eller stole rigtigt på ham. For de lokale lukker nødigt en soldat ind i deres liv, men gerne et andet menneske. Forbindelsesofficeren må derfor gå en forsigtig balancegang, hvor han blandt lokale hovedsageligt præsenterer én del af sin dagsorden, nemlig den om samarbejde og støtte, og om at være bindeled til styrken. Og når han så er hjemme i lejren, er han en holdspiller, der med blik for den militære tilstedeværelses overordnede formål og opgave deler informationer, erfaringer og anbefalinger med sin enhed og sit kontingent.
Det stiller særlige professionelle og personlige krav til forbindelsesofficeren, at han skal kunne træde ind og ud af disse to forskellige identiteter. Han skal vælge sine ord med omhu, han skal være uhyre opmærksom på, hvilke signaler han i øvrigt sender, og ikke mindst skal han konstant forsøge at have sin samtalepartners kulturelle og sproglige referenceramme in mente.
Kun ved grundig forberedelse – både under opstilling og i missionsområdet – og gennem løbende selvransagelse undgår han, at den ’personlige empati’, han i fagligt øjemed udviser over for de lokale omgivelser, og den opførsel, som han bevidst anlægger for at komme på frugtbar talefod med folk med en anden kultur og et andet sprog, ikke undervejs slører hans dømmekraft, fjerner hans fokus fra opgaveløsningen eller stækker hans loyalitetsforhold over for den større organisation, han er en del af.
Hverken absolut kynisme i forhold til omgivelserne eller behagelig hensynsfuld sympati er farbare veje ud af problemstillingen. Forbindelsesofficeren risikerer, at han holder op med at registrere vigtige hentydninger og signaler fra sine omgivelser, og han risikerer at miste sin realitetssans og motivation. Måske endda uden han selv bemærker det.
Uddannelse forud for udsendelse til denne type tjeneste bør tage højde for dette dilemma, og søge at ruste den enkelte forbindelsesofficer til at navigere bedst muligt i spændingsfeltet mellem forskellige sprog og kulturer – uden at miste sin overordnede opgave af syne. Først og fremmest ved at bibringe ham så stor og bred en viden om missionsområdet, at han efter indsættelse bliver i stand til selvstændigt at skabe sig en platform for sit virke og definere sin specifikke rolle i den kontakt, der skal opbygges mellem danskere og fremmede.
Den moderne sprogofficer er med sin specialiserede forståelse for vigtigheden af detaljer i den verbale kommunikation samt erfaring for betydningen af kulturel know‐how velegnet til denne form for tjeneste, der i sin kerne forudsætter netop evnen til at skifte hurtigt og ofte mellem to helt forskellige sproglige og kulturelle universer – uden at glemme hvilken uniform man bærer.
