For Feltingeniøren, der skal befæste en Stilling, er det nødvendigt at vide, hvorledes den skal forsvares og angribes, thi uden en saadan Kundskab vil det ikke være ham muligt at lægge Vægten paa det Væsentligste samt at tilvejebringe den uundværlige Harmoni imellem de udførte Skandsearbejder og det levende Forsvar. Er der Tid til i Stillingen at anlægge Redouter, er især en endog i stor Detail gaaende Kundskab til Angreb og Forsvar nødvendig, da det ellers ikke ved Anlæget er muligt at opnaa i hver Enkelthed den størst mulige Vanskelighed for Angrebets Gjennemførelse.
Som et i Forbindelse med det Efterfølgende staaende Exempel paa den Harmoni imellem Skandsearbejderne og det levende Forsvar, hvortil jeg sigter, anføres Følgende. I 1. Ingeniørbalaillons Feltbefæstning er i Fig. 29 viist en let Redoute, hvor Midtetraversen har et Banket til 2 Geledder for Reserven, medens Facernes og Flankernes Besætning samler sig ved begge Strubepunkter, alt for at tilvejebringe en kraftig og vel rettet Ild imod de for- anværende Brystværnskroner. Vil man «ubetinget» lade Facernes Forsvarere forblive paa Bankettet, maskere de Ilden fra Midtetraversen, og det vil da være rigtigt ikke at indrette denne til Forsvar, men udelukkende til Dæk ning. Den samme Forandring i Konstruktionen bør da ogsaa foretages, naar man godkjender Forslaget om at forøge Ildvirkningen til et Maximum paa den af mig foreslaaede Maade.
I Erkjendelsen af Foranstaaende har jeg søgt Be læring overalt, hvor jeg har troet at kunne finde denne ; selv det Bedste, jeg har fundet, den af mig tidligere nævnte «der Kampf um Feld-Schanzen«, har ikke helt tilfreds stillet mig, og jeg er derfor gaaet min egen Vej, villig erkjendende, at mine mangeaarige Overvejelser endnu ikke have ført mig helt til Maalet. For at komme dette nærmere har jeg indtrængende opfordret til en streng Kritik og til Diskussion om de brændende Punkter; jeg tillader mig derfor at bringe General Ernst en hjertelig Tak, fordi han om eet af Punkterne er fremkommen med Kritik og har begyndt Diskussionen, et Exempel, som jeg haaber, Andre snart ville følge.
Det blev mig for længe siden klart, at den gamle, alene lyksaliggjørende Regel om at modtage de Stormende paa Brystværnskronen som oftest vilde være uheldig, og at Forsvaret fortrinsvis maatte føres med Geværilden, ikke med Bajonetten. Efter General Ernst’s værdifulde Til slutning i Tidsskriftets forrige Hefte ville den fornævnte gamle Regels Tilhængere formentlig hos os snart for svinde. Imod den Maade, hvorpaa jeg foreslaar tilveje bragt «en kraftig og vel rettet Ild», gjør Generalen derimod Indsigelse, og i den Anledning beder jeg Redaktionen om velvillig at give mig Plads for efterfølgende Bemærkninger.
Den forskjellige Opfattelse af Forholdene, saaledes som de antages at ville stille sig, begynder allerede for Tiden, inden Angriberen bestiger Brystværnet. Generalen gaar ud fra, at under en ualmindelig ugunstig Beliggen hed m. m. af en Redoute kunne Forsvarerne «maaske»
nødes til i kort Tid «at opgive Skydningen for at dække sig helt«, men at de atter indtage deres Skydestillinger, naar den fjendtlige Skyttesværm nærmer sig Kontreskarpen. Heri er jeg ikke enig. Jeg troer, at Tabene ogsaa under ugunstigere Forhold for Angrebet kunne blive saa store, at Skandsens Kommandant gjør rigtigt i helt at unddrage de angrebne Ildliniers Besætning Ilden, og jeg er over bevist om, at naar man engang med god Grund har ladet Faceforsvarerne søge Dækning, saa faar man dem ikke let frem igjen; thi bliver Skyttekjeden, naar Angrebet er omsluttende, kortere, eftersom den kommer Graven nær mere, bliver den ogsaa tættere; hertil kommer endnu, at Skyttekjeden efterhaanden kan forstærkes saaledes, at den, om behøves, foran Kontreskarpen faar indtil 4 Geledder, der alle samtidig kunne skyde; fremdeles kommer hertil, at Forsvarerens delvise Dækning taber Noget i Betydning, eftersom Angriberen kommer nærmere. Efter det foran Anførte troer jeg ikke paa Muligheden af, at Forsvareren — imod et vel rettet Angreb — med Fordel kan gjen- optage det een Gang opgivne Forsvar fra Bankettet, og det har altsaa efter min Mening ingen Vanskelighed at gribe det rette Øjeblik til at tage Opstilling langs Struben.
Det maa anses for rigtigt, at der er et svagere Øjeblik, idet Stormkolonnerne skulle frem igjennem Skytte kjeden; men dette Øjeblik varer kun enkelte Sekunder og er vanskeligt at gribe af de helt dækkede Forsvarere. Da dette Forhold ikke anses betydningsfuldt med Hensyn til den fremkomne Indsigelse, skal jeg — paa en strax efterfølgende lille Bemærkning nær — lade det ligge med Ønsket om, at det maa gjenoptages til Forsøg af Fod folket, da her kan være en Vanskelighed at overvinde paa nemmest Maade.
For at Angrebet paa en Redoute skal kunne lykkes, troer jeg, at det er en nødvendig Betingelse, at det foregaar saa uafbrudt som muligt, altsaa helst uden nogensomhelst Standsning, for ikke at tabe den Elan, som for Angriberens Vedkommende er den halve Sejr.
Det er ogsaa min Grund til at tvivle om Hensigtsmæs sigheden af Generalens Tanke, den nemlig at lade Skytte- kjeden — der vil være sammenblandet af forskjellige Kompagnier og Batailloner, som har lidt meget betydelige Tab under den møjsommelige, springvise Fremrykning — udføre ogsaa den sidste Storm, medens de efterfølgende Tropper besætte Kontreskarpen. Dette er fremdeles min Grund til ikke at tro paa et godt Udfald af en Skyde- fægtning fra paa eller foran Brystværnskronen liggende Angribere. Grunden til, at Fredericiaskandserne bleve tagne, maa vistnok fortrinsvis tilskrives den uimodstaaelige Elan, hvormed Angrebet udførtes, medens den timevise Kamp over Mølleskandsens Brystværn Intet udrettede, vistnok fordi Angrebets Elan strax blev brudt ligeoverfor det glimrende Forsvar.
Generalen gaar ud fra, at Redoutens Udseende er, som da den var færdig fra Feltingeniørens Haand, altsaa iblandt andet med noget fremadheldende Brystværnskrone. Ved den sidste Sommer foretagne, interessante Skydning med Feltskyts imod en let Redoute, forsvandt ved faa Granatskud Merloner, der kunde ikke være Tale om en Bærme til Patronoplag, Brystværnskronen var paa de beskudte Steder uregelmæssig udjevnet, dog tilnærmel sesvis vandret c. 1' under den oprindelige Ildlinie, og Dækningen var meget væsentlig formindsket for den For svarer, som vilde beskyde den ligeoverfor staaende An griber fra Hoved til Fod.
Naar jeg nu kommer til det, hvorimod Indsigelsen særlig er rettet, troer jeg det bedst at imødegaa den ved en kort Fremstilling af, hvorledes jeg er kommen til det Resultat, der ikke har været saa heldigt at vinde min højagtede Generals Bifald.
Forsvaret maa selvfølgelig afpasses efter Angrebet. Jeg har derfor søgt at gjøre mig det klart, hvorledes Forsvaret skal ledes, naar Slutningen af Angrebet er mat og daarlig udført, og naar det i alle Henseender bliver godt gjennemført. De største Fejl, Angriberen kan begaa,
ere at anvende for faa og uøvede Kræfter, at Skyttekjeden kaster sig ned i Graven tilligemed Stormkolonnerne, ikke at medgive disse Midler til Brystværnets Bestigelse og at holde Reserverne for langt borte. Begaar Fjenden alle disse Fejl, troer jeg, at Forsvarerne ikke kunne tvinges til at opgive Ilden, og at de ikke kunne gjøre bedre end i rette Øjeblik at følge den gamle Universalregel, at bestige Brystværnet for derfra at nedskyde og nedstøde de paa Gravbunden staaende og de langsomt opad Eskarpen klatrende Angribere. Udføres Angrebet noget bedre, f. Ex. uden at hele Skyttekjeden følger med ned i Graven, men endnu uden Hjælpemidler, saa mat og med saa faa Kræfter, at Brystværnskronen kun kan ventes samtidig besteget af faa Angribere, vil det, naar Ildlinierne besættes med 2 Geledder, formentlig endnu være til strækkeligt at forholde sig, som forlangt af Generalen. Lykkes det derimod i Slutningen af Kampen at angribe med rigelige og vel øvede Kræfter, der ere rigelig for synede med Stiger eller endnu bedre med bevægelige Broer, og udføres Angrebet godt, saa ville Angriberne kunne bestige Brystværnet saa hurtig, at Ilden fra de paa Bankettet (Trinene) staaende og sig under Ildlinien dæk kende Forsvarere ikke vil være tilstrækkelig, og Skandsen tabes. Hvert enkelt Sted af Brystværnet vil nemlig kun kunne beskydes af de lige bagved staaende Roder, som maskere Ilden fra hele den ikke til de fremadvendende Brystværn fordelte Forsvarsstyrke; jeg kan ikke se rettere, end at Ilden, det eneste Middel til at afslaa Angrebet, i dette Tilfælde er muligst svag. Samles derimod Besæt ningen langs Struben paa 4—6 Geledder, kan omtrent den hele Styrke samle sin Ild paa hvert Sted af Face- brystværnene; herved opnaaes altsaa den kraftigste Ild, og jeg kan derfor ikke skjønne rettere, end at mit Forslag maa være det bedste og i det forudsatte Tilfælde det eneste rigtige. Endnu skal jeg tillade mig herom at udtale Følgende. Den eneste Fordel, som jeg formaaer at finde, ved at lade de hel Dækning søgende Forsvarere
forblive paa Bankettet, bestaar deri, at de ere Maalet nærmere; men denne Fordel opvejes mange Gange derved, at der bringes i det mindste det dobbelte Antal Geværer i Virksomhed, at man fra den tilbagetrukne Stilling (de bageste Geledder paa Strubebrystværnets Trin) bedre ser og behersker Brystværnskronen end fra en bukket Stilling paa Facernes Banket eller Trin, og at Officererne have et ganske andet Hold paa den samlede end paa den spredte Besætning. Yi have ganske sikkert ingen Grund til at tvivle om vore Soldaters Behjærtethed i Alminde lighed, men jeg troer, det kan være farligt ved en Re doutes Forsvar at stole ubetinget paa, at Modet intetsteds og intet Øjeblik svigter, naar man uden at have Soldaten umiddelbart i sin Haand stiller ham paa et Banket imod modige Angribere paa den dominerende Brystværnskrone.
I Modsætning til Generalen, som »ubetinget» lader Forsvareren forblive ved Ildlinien, mener jeg, at man maa have 2 Alternativer. Det kan have sin Fordel kun at behøve 1 Forsvarsanordning, men jeg troer ikke, at det kan afstedkomme nogen Fare at have 2, naar Skandsens Kommandant i Tvivlstilfælde følger den Anordning, som anses bedst imod det godt udførte Angreb.
Ses der tilbage paa de nu fremkomne Udtalelser, troer jeg, det maa erkjendes, at Meningsforskellen forskriver sig derfra, at Generalen er overbevist om, at Besætningen baade kan og vil staa paa Bankettet og derfra beskyde Fjenden paa Kontreskarpen, hvorledes Forholdene end iøvrigt stille sig, medens jeg troer, at, naar Forsvareren tvinges til at dække sig helt imod den springvis fremrykkende Fjendes Ild, formaaer han ikke at komme frem igjen imod den sig nærmende, stedse virksommere Ild, der naaer sit Maximum, naar hele Kjeden staar paa Kontreskarpen. Der er ingen Menings forskel om, at Besætningen forbliver skydende fra Bryst værnet, naar den ikke tvinges til at unddrage sig Ilden.
Da alle ældre Forfattere uden nogen mig bekjendt Undtagelse bedømme de sammenhængende Forskands- ningslinier uretfærdig, lod jeg i mine «Betragtninger» herom falde en enkelt Udtalelse, som Generalen mener kan misforstaaes ; jeg skal derfor i Korthed søge at udtale mig tydeligere.
Naar en vigtig Del af en hvilkensomhelst, forskandset eller uforskandset, Stilling er gjennembrudt, og naar det ikke kan lykkes at afslaa Angrebet, saa er Stillingen uigjenkaldelig tabt. Det kan for Forsvareren være mere eller mindre vanskeligt at tilbagetage den tabte Del af Stillingen, eller det kan for Angriberen være mere eller mindre vanskeligt at oprulle den øvrige Del af den, men den Anskuelse er grundurigtig, at det er det mere eller mindre Sammenhængende i Linien, som afgjør, om Stil lingen er tabt eller ej. Til yderligere Forklaring endnu Følgende. Efter en for mig liggende Feltbefæstning vil en Linie med Mellemrum, Værkerne Lynetter, ikke være afgjort tabt, fordi et enkelt Værk tages, og endnu mindre fordi Fjenden bryder igjennem Linien; dersom Lynetterne forenes, saaledes at Linien bliver sammenhængende, skal Linien være fortabt. Den logiske Slutning heraf er den, at det Afgjørende, om Stillingen holder sig eller tabes, væsentlig afhænger af, om der ud til Siderne af det gjennembrudte Sted udgraves Jord eller ej.
Det er iøvrigt ikke nødvendigt at bryde en Landse til Fordel for den sammenhængende Forskandsningslinie, da Linien med Mellemrum meget nær kan anses som fuldstændig fordreven fra Valpladsen; Bagladevaabnene have heldigvis gjort det af med den.
