I den svenske marinestabs tidsskrift Marinnytt nr. 1/1969 behandles indgående den maritime situation i Østersøen med henb lik på belysning af Marinens placering i det svenske neutralitetsforsvar. I en af artiklerne redegøres for orlogsflådernes udvik ling i nabolandene. Det følgende er et uddrag fra denne artikel.
Sovjet
Inden en analyse af sovjetmarinens udvikling i Østersøen forsøges kan det være interessant først at se, hvorledes de russiske strategiske skribenter vurderer de sikkerhedspolitiske forhold i østersøområdet. T il østersøområdet plejer sovjettiske forfattere normalt at regne de dele af følgende stater, som grænser op til Østersøen: Sovjet, Polen, Østtyskland, Finland, Sverige, Danmark og Vesttyskland. Desuden på grund af økonomiske interesser til en vis grad også Norge og Tjekkoslovakiet, eftersom Norge grænser til Kattegat og Skagerak —»Østersøens forstue« — og Tjekkoslovakiet anvender to havne ved Østersøen. Man fremholder særligt østersøområdets betydning for kommunikationer og økonomi samt dets militærstrategiske betydning. A f de 250 floder, som udmunder i Østersøen, anses de i østlandene og Vesttyskland for at have særskilt stor betydning som følge af, at de er forbundne ved et net af kanaler. Betydning har også mange båd-, færge-, tog-, fly- og kabelforbindelser samt broprojektet mellem Danmark og Sverige. Man erindrer videre om de vigtige råvarer, særligt træ, malm og flere metaller, som findes i området, og som derfra udskibes til forskellige dele af jorden. E fter sovjettisk opfattelse har Østersøen en afgørende strategisk betydning ikke alene for østersøstaterne, men for hele verden. Dette forklares ved områdets handelspolitiske betydning samt ved, at Østersøen udgør et grænseområde mellem magtblokkene og danner et flankeområde for det centraleuropæiske afsnit. Udviklingen i forbindelse med krigsafslutningen 1945 indebar blandt andet, at Sovjet blev en betydende østersøstat. Denne fremskydning mod vest er helt i overensstemmelse med russiske politiske intentioner gennem flere århundreder, og man kan på baggrund heraf spørge om Sovjets ekspansion mod vest nu belt er afsluttet. En stræben efter at styrke positionerne i Østersøen, især i spørgsmålet om østersøudløbet kan ses af de russiske forslag om Østersøens såkaldte neutralisering - »Østersøen et fredens liav« - som først og fremmest gik ud på at lukke Vestens søstridskræfter ude og derigennem få en vis russisk kontrol over udløbet. Som bekendt har disse diplomatiske fremstød ikke mødt nogen forståelse udenfor østblokken, og det er derfor tænkeligt, at Sovjet kan tænkes at gribe til andre metoder. Der findes i hvert fald flere tegn på, at Sovjet ikke i længden v il lade sig nøje med den nuværende situation. Det, der i de senere år har skærpet situationen i Østersøen er Sovjets stadigt stærkere reaktion mod den vesttyske oprustning og Vesttysklands øgede indflydelse inden for N A TO og inden for NATO s Østersøkommando, B A L T A P . Reaktionen har været særlig stærk mod de vesttyske søstridskræfters aktivitet i den centrale Østersø. I sovjettisk presse og litteratur om »Østersøen og kampen for freden« har også Sverige været berørt. Det er herunder fremhævet, at Sverige næppe v il kunne holde sig uden for en krig i Østersøen. Da Tyskland kun bar en kort kyststrækning i den sydvestlige del af Østersøen, mener man, at »Bonn-militaristeme« v il »behøve« et område af den neutrale del af Østersøen, nærmere bestemt Gotland og den svenske østersøkyst, med
henblik på strategisk gruppering af sine styrker. Truslen om Bonns revanchistiske kamp mod de socialistiske lande anses derfor af forfatterne også at være rettet mod Sverige. Fra vesttysk synspunkt er det naturligt at måtte søge ind i Østersøen for at få tilstræ kkeligt øvelsesområde. Fra Sovjets side opfater man ikke situationen på samme måde. Dér går man ud fra, at de vesttyske enheder gennemfører offensiv virksomhed, rettet mod Sovjet. Den vesttyske øvelsesvirksomhed bliver derfor mål for intensiv overvågning fra Sovjets side, der også i nogen grad kan forudsættes at overvåge, at svensk territorium ikke udnyttes under vesttyske øvelser. Noget tyder på, at øvelsesvirksomheden v il blive intensiveret i takt med den vesttyske flådes fortsatte opbygning. Ved forskellige lejligheder, som f. eks. ved den såkaldte notekrisc med Finland i 1961, har Sovjet-lederne talt om faren for et vesttysk angreb mod Leningrad-området via Østersøen og Finland. Såfremt den vesttyske øvelsesvirksomhed udstrækkes til at omfatte endnu nordligere dele af Østersøen, kunne denne aktivitet få alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser for Finland, og også for Sverige. I en tilspidset situation findes der umiskendelige tegn, som taler for, at øerne i Østersøen, deriblandt Gotland, i særlig grad kan pådrage sig interesse. Der findes også andre grunde til den russiske interesse for Østersøen. Østersøen spiller stadig rollen som et vigtigt øvelses- og baseområde for den sovjettiske marine, og nybygning af orlogsfartøjer sker først og fremmest ved værfter i østersøområdet. For søstridskræftemes operationsmuligheder er det desuden nødvendigt, at passage gennem Østersø-udløbet kan foregå uhindret. Dette er også ønskeligt for Sovjets ekspanderende civile sø-trafik. I en spændt situation er deres største betydning for Sovjet, at beskyttelsen af Balticum kan forøges, og at Østersøens transportveje kan anvendes uhindret. Forudsætningerne herfor er, at Vest’s søstridskræfter forhindres i at udnytte Østersøen, og at de ikke kan forstærkes via Øresund og bælterne. Det er på denne baggrund, man må se Sovjets handlinger og forslag med hensyn til Østersøen og dens udløb. Sovjet gør sig store anstrengelser for at sikre sin stilling inden for Østersø-området, og har stærke hær-, søog fly-stridskræ fter i Leningrad-området og i Balticum . Den sovjettiske overlegenhed med hensyn til konventionelle stridskræ fter af alle arter er meget stor.
Transportkapaciteten øges
Udbygningen af søtransportkapaciteten er i øjeblikket meget markant. 1 de senere år har Sovjet samt Polen og Østtyskland udviklet typer af special-tonnage, som ikke er underlegne i forbold til de, der forekommer i Vest. Landgangsfartøjer af en størrelsesorden på 5.000 t, som kan medføre eksempelvis 2 m arineinfanteribataljoner, er bl. a. observeret i Østersøen og i den Sovjet-flåde, som opererer i Middelhavet. De sovjettiske værfter, ofte tilbagetrukne i flodsystemcrnc, synes at kunne præstere en anselig udbygning på relativ kort tid. Samtidig sker der også en bemærkelsesværdig hastig opbygning af Sovjets handelsflåde. I 1955 udgjorde denne flåde kun 4,3 m ili. B R T ; i dag omfatter den 12 m ili. BR T . - en forøgelse på næsten 300 % - hvilket gør Sovjet til den 6. største nation i verdensstatistikken. A lt tyder på, at denne flåde kan øges til 20 m iil. B R T eller endnu mere året 1980. Givetvis er ikke hele denne flåde placeret i Østersøen, men man kan dog konstatere, at Sovjets handelspolitiske interesse i betydende grad ligger i Østersøen. Fiskeriflåden i Østersøen omfatter 500 moderne trawlere. Udbygningen af handels- og fiskeriflåderne sker efter moderne principper. Fartøjerne får øgede fartressourcer og afpasses efter enhedslaster (containers), og for transport af rullende enheder efter »roll-off - roll-onprincippet«. Handelstonnage af de lier angivne typer kan uden større ombygninger indsættes i militæ re operationer til transport af enheder og forsyninger til udladeområder, som i mindre grad end tidligere behøver at være udrustet med specielle losseanordninger. Container-teknikken kan direkte tillempes forsyningstransporter. For lastning og losning kan også helikoptere komme i anvendelse. Sovjettonnagens forøgelse i de nærmest følgende tiår gør, at der ikke v il forekomme begrænsninger med hensyn til transportkapacitet for landgangsoperationer i østersøområdet. D ertil kommer, at tonnagen kan tilføres fra andre områder gennem kanalsystemer og ved udnyttelse af polsk og østtysk tonnage.
Baser - kanaltrafik - pipelines
Sovjetmarinen har adgang til en halv snes store baser ved Østersøen. Flertallet af disse ligge* på sovjettisk territorium , men man disponerer også, i overensstemmelse med Warszawapagt-aftaler, over nogle på polsk og østtysk territorium , f. eks. Gdynia og Swinemiinde. Baserne ligger ofte vet flodmundinger, hvilket giver mulighed for spredning af værfts- og reparationsinstallationer, samtidig med at det giver gode kommunikationsmuligheder på flod- og kanalsystemet ind i landet. Det bør nævnes, at Liepaja, B altisjk og Kaliningrad er lukkede havne i fredstid. D. v. s., at ingen tra fik fra lande uden for Østblokken er tillad t på disse havne. I stedet for at transportere flydende brændsel over land med tog eller tankvogne er Sovjet i stor udstrækning gået ind for pipelines. U dbygningen omfatter også pipelines for naturgas, bl. a. til Leningrad, hvorfra eksport siden kan ske. Mest kendt er »Venskabsolieledningen« fra Kaukasus til Østtyskland, som har afstikkere til bl. a. Ventpiels ved Østersøen. Udbygningen af pipelines giver Sovjet øgede muligheder for at eksportere både olie og naturgas. For de væbnede styrker — ikke mindst for søstridskræfteme i Østersøen - indebærer denne olietilførsel øget forsyningssikkerhed.
Østersfimarinen vokser
Som det allerede er fremgået, holder Sovjet stærke operative hær-, søog flystridskræ fter i beredskab i det nordeuropæiske flankeområde. Styrkeforholdet med hensyn til kernevåbenladninger er til fordel for N ATO , men med hensyn til konventionelle stridskræ fter i Europa har Sovjet en stor numerisk overlegenhed. Sovjets muligheder for at tilføre enheder for hurtigt at slå modstanderens stridskræ fter er i de senere år forbedret gennem udbygningen af søtransportmidler. Den Røde Hær disponerer over ialt ca. 130 divisioner og 10.000 kam pfly inden for Warszawa pagten s område. Ved den 2. verdenskrigs slutning fandtes der i Østersømarinen, foruden en da moderne krydser af typen Kirov, ca. 10 ubåde og en snes motortorpedo- og kanonbåde, kun nogle forældede krydsere og jagere. I modsætning til den nedrustning, som straks iværksattes i Vest, begyndte russerne omgående efter krigsafslutningen at forstærke og udvikle deres væbnede styrker, bl. a. flåden. I begyndelsen af 1950’eme var den sovjettiske flådeoprustning en realitet. Da Kruschcbev var kommet til magten, lod han foretage en omlægning af forsvarsbudgettet, som indebar en forøgelse af midlerne til rum- og afskrækkelses-komponenten på bekostning af de konventionelle styrker, bl. a. flåden. Under en rejse i USA i 1960 udtalte Kruschchev under et besøg på flå debasen San Diego, at russerne havde skrottet alle større overfladefartøjer. Det spørgsmål har været rejst om Kruschchevs udtalelse var en finte for at formå vestmagterne til at nedskære deres konventionelle søstridskræfter. Spørgsmålet kan ikke være helt ubegrundet, når man betænker, at det netop var Kruschchev, aom i 50’emes sidste halvdel fastlagde det flådeoprustningsprogram, omfattende missilbestykkede krydsere, jagere, fregatter og mindre enheder, som stadig løber. A t der aldrig gennemførtes udrangeringer af overfladefartøjer, som Kruschchev udtalte, er alt for velkendt. T il og med er den gamle krydser Kirov stadig i tjeneste og moderniseret. Den besøgte Stockholm så sent som for et halvt år siden. I dag sker udskiftningen af forskellige typer af orlogsfartøjer i et ikke tidligere kendt omfang. Udbygningen har stort set fulgt samme takt som udbygningen af handelsflåden, d. v. s. med næsten 300 % i løbet af en 15 års periode, regnet fra 1950. Foruden ubåde koncentreres opbygningen om missilbestykkede fartøjer på 3-5000 t, f. eks. typen Kresta, samt jagere, fregatter og mindre fartøjer, udrustet med missilsystemer. Ifølge The M ilitary Balance 1968/69, Jane’s Fighting Ships og Marinekalenderen 1969 kan Sovjets Østersøflåde opgøres til at omfatte:
Sovjetmarinen har nylig fået tilfø rt 2 helikopter-hangarskibe på 20.000 t. Disse har endnu ikke vist sig i Østersøen. I Østersømarinen indgår også specielle marinefly-enlieder, beregnet til samvirke med flådestyrkerne. Den igangværende ændring af søstridskræfterne samt udbygningen af transporttonnage og baser peger mod, at Sovjet kan blive Verdens største sømagt i 1980’eme, eller endnu tidligere.
Polen og Østtyskland
De stridskræfter, der tilhører Østblokkens kyststater ved Østersøen, Sovjet, Polen og Østtyskland - er underlagt Warszawapagtens hovedkvarter i Moskva. Den stærke russiske dominans inden for pagten er en fordel med hensyn til planlægning og ledelse af militæ re operationer. Sådanne vanskeligheder, som findes i Vesten, når det gælder materielanskaffelse, synes ikke at foreligge. Warszawapagten har et integreret system under sovjettisk ledelse for anskaffelse af våben. Forsyningslinierne er i de senere år blevet væsentligt forbedret, og Sovjet har bl. a. derigennem bedre muligheder end USA med hensyn til hurtigt at tilføre enheder til Østersøområdet.
Trods de negative psykologiske virkninger af besættelsen af Tjekkoslovakiet, samt Rumæniens selvstændige optræden ved forskellige lejligheder, forekommer der ikke tegn på en sådan splittelse inden for Warszawapagten, at Sovjet kunne tænkes at opgive sin ledende stilling i organisationen. I det omfang en strategisk debat forekommer, er denne helt domineret af Moskva. Fra et m ilitæ rt synspunkt giver Østblokken i Østersøen stadig et billede af sammenhold og styrke, og nogen tendens til svækkelse kan ikke spores. Der er tværtimod grund til at pege på den styrkelse, som er sket ved, at satellitenheder nu kan skønnes at være kommet op på samme kampkraft som de sovjettiske enheder. Gennem standardisering af udrustning samt samordning af uddannelse og øvelsesvirksomhed er Sovjets og Warszawapagtcns offensive styrke blevet øget. Den polske marine rådede ved den 2. verdenskrigs slutning kun over nogle få enheder, heriblandt 2 jagere (i England) og 4 ubåde (interneret i Sverige). Den østtyske marine er opbygget fra grunden efter Warszawapagtens oprettelse. Størsteparten af de to landes fartøjsmateriel udgøres i dag af enheder, som er overtaget fra Sovjet.
Polen tilfører Warszawapagtens søtransportkapacitet et betydeligt tilskud gennem sin handels- og fiskeriflåde, samt gennem de på polske værfter byggede landgangsfartøjer af bl. a. typen Polnocna på 1000 t, der også forekommer i stort tal i Sovjetmarinen.
Østtyskland tjener i fredstid som fremskudt base for sovjettiske enheder, forstærket med østtyske stridskræfter. Warszawapagtcns overvågning i den sydlige del af Østersøen og ved dens udløb sker i stor udstrækning fra baser på den østtyske kyst. E t markant indslag i denne overvågning udgøres af de talrige østtyske minestrygere og patruljebåde, som til stadighed kontrollerer trafikken i den sydvestlige del af Østersøen. Hvis Warszawa pagt en planlægger et offensivt fremstød i Østersø-området, selv inden for rammen af den defensive strategi, men for at forbedre sin position, er både Østtysklands og Polens stridskræ fter en væsentlig faktor, eftersom disse enheder nu besidder samme slagkraft og bevægelighed som de sovjettiske enher, med hvilke de kommandomæssigt kan integreres. Stridskræfterne er ensartet udrustet, og både sø- og flystyrker er tilpasset integreret optræden raed tilsvarende sovjettiske enheder, støttet af Østs søtransporter og luftforsvar. Det store antal lette angrebsfartøjer muliggør også deltagelse i offensive fremstød mod modstanderens søforbindelse sammen med sovjettiske enheder. Det samlede søtransportmateriel i de to lande udgør et betydeligt tilskud til Warszawapagtens vitale søtransportkapacitet i Østersøen.
