I. L’ancien regime.

Naar man læser Hertugen af Brunsvigs Proklamationer af 25de og 27de Juli 1792, faar man det Indtryk, at han i Franskmandene kun saa Preussens gamle Modstandere fra Syvaarskrigen; ellers havde han vel næppe i en saa selvsikker Tone truet Paris med den frygteligste Straf, hvis der blev krummet et Haar paa Hans Allerkristeligste Majestæts Hoved. Hvis Hæren i 1789 havde staaet paa samme Standpunkt som i Soubises og Mar- schal Richelieus Dage, vilde den ganske vist være bleven saa medtagen af Revolutionen, at dens desorganiserede Rester hurtig havde maattet bukke under for de preus­ siske og østerrigske Veteraner; men Perioden mellem Syvaarskrigens Slutning og Revolutionens Udbrud var bleven saa vel benyttet, at den franske Armee nu havde indre Kraft nok til heldig at gjennemgaa den frygteligste Krise, nogen Armee har gjennemgaaet. Man har saa ofte sagt, at det var Masserejsningen, der reddede Republiken. Intet er mindre korrekt. Det var den kongelige Armee, der tog det første Stød af; den ny Hær blev først krigsdygtig, efter at den var inkor­ poreret i den gamle. Det Fædrelandssind, der 1791— 92 kaldte de Frivillige til Grændsen, fortjener al mulig Anerkjendelse, men Begejstring holder ikke Stand mod Nederlag, og Mod alene gjør ingen til Soldat. De talløse Skarer, Konventet væbnede og organiserede, vare endnu mindre krigsdygtige end de Frivillige; thi de manglede endog Begejstring. Først da man fik den heldige Ide at «amalgamere» den væbnede Magts ny og gamle Bestand­ dele, først da fik Frankrig en Hær, der ikke blot havde tilstrækkelig defensiv Styrke til for lange Tider at holde enhver Fjende udenfor Landets Grændser, men som endog havde Kraft nok til at optræde offensivt imod næsten hele Europa.

Lige til Syvaarskrigens Slutning levede man i Fran­krig paa Stumperne af den Organisation, Louvois havde givet Hæren. Ganske vist havde denne store Orga­ nisator bragf, Hærvæsnet til en høj Grad af Fuldkom­ menhed, men den ulykkelige spanske Arvefølgekrig havde stærkt medtaget hans Værk. I Ludvig XIV’s sidste Leveaar reorganiseredes Hæren i Grunden kun paa Papiret, og Ludvig XV og de Statsmænd, der i hans Mindre- aarighed styrede Riget, manglede Evne og Villie til at bringe Hæren paa Fode igjen og give den en tidssvarende Organisation. Flere af de Mænd, der beklædte Krigsministerposten, som d’Argenson (1743) og Belle-Isle (1758), saa klart Hærens Brøst og forsøgte at bøde paa dem, men de formaaede ikke at overvinde Hoffets Modstand eller Kongens Mangel paa Interesse for Hæren.

Hoffet var efterhaanden blevet almægtigt. I Ludvig XIV’s bedste Tid havde det kun været Staffage; men i hans sidste Dage og under hans Efterfølger blev det eneraadende. Ludvig XV nærede ingen Interesse for Hæren; Datidens Memoirer vrimle^af Vidnesbyrd derom. Hertugen af Luynes fortæller saaledes, at Kongen engang sagde til Marschal Villars: «Hvor meget vil jeg komme til at tjene ved Deres Død?» Hvortil Marschallen sva­ rede: «Jeg ved ikke, hvor meget Deres Majestæt vil tjene derved, men den Højsalige Konge vilde have betragtet min Død som et Tab.» Ogsaa Marschallen af Sachsen beklager sig over den ringe Paaskjønnelse, han fandt hos Kongen, selv efter at han ved sine Sejre havde kastet Giands over de franske Vaaben. Interesserede Kongen sig ikke for Hæren, saa gjorde Hoffet det saa meget mere. Kun under ganske særlige Omstændigheder kunde en Officer, der ikke var udgaaet fra dets Kredse, vente at gjøre Karriere. Men den mægtigste af alle, den hvis Gunst det især gjaldt at opnaa, var «la maitresse entitre». Ministeren kom først i anden Række, og man brød sig i Reglen ikke meget om hans Befalinger. «Vi have for­ træffelige Ordonnancer i Massesvis», siger Marschallen af Sachsen, «men deres Mangfoldighed er et sikkert Tegn paa, at de ikke blive overholdte».

Det er bekjendt nok, at det var Mme de Pornpadour, der indviklede Frankrig i Syvaarskrigen, og det er sikkert nok, at Krigen blev ført i hendes Aand, af hendes Gene­ raler og tildels efter hendes Planer. Feltherrer som Soubise, Clermont og Contades kunde ikke gjøre For­ dring paa deres Undergivnes Tillid, de unge, uerfarne Hofmænd, der »i Kraft af deres Fødsel» kommanderede Regimenterne, kunde hverken føre dem paa Valpladsen eller opretholde Disciplinen; den fattige Landadel, der uden Haab om Forfremmelse beklædte de lavere Officers- charger, begyndte at tabe Modet, og de menige Soldater, der lede under deres Foresattes Ekyndighed og Mangel paa Tjenesteiver, maroderede og deserterede i Massevis. Allerede den østerrigske Arvefølgekrig havde viist Om­ fanget af de Mangler, Hæren led under. Syvaarskrigen blottede dem endnu ubarmhjertigere. Efter den første havde Marschallen af Sachsen hævet sin advarende Røst, under den anden havde Frederik den Store ved sin bidende Spot forøget Svien af Nederlagene. Efter Freds­ slutningen blev der endelig taget alvorlig fat paa at af­ hjælpe de Mangler, der klæbede ved Hæren, og paa at fjerne de Hindringer, der hæmmede dens tidssvarende Udvikling.

At Aanden i Hæren var slet, var vitterligt for Alle, og Grunden dertil var heller ikke vanskelig at se. Den laa i de privilegerede Korpsers Særstilling, iden slette Officersuddannelse, i de absurde og uret­ færdige Avancementsforhold, i den uheldige Re- kruteringsmaade, i den daarlige Administration, i den slappe Disciplin og iden forældede og uens­ artede Organisation. Selvfølgelig lykkedes det ikke at afhjælpe alle Mangler, dertil vare de militære Refor­matorer i for høj Grad Børn af deres Aarhundrede, og dertil var de priviligerede Klassers Modstand for stærk, men mange af dem forsvandt for bestandig, og der blev gjort hæderlige Forsøg paa at fjerne dem alle.

De Afdelinger, hvoraf Hæren bestod, havde alle deres særlige Privilegier, ligesom hvert Regiment havde sin Rang, der tildels rettede sig efter dets Alder. Mest begunstiget var selvfølgelig la maison militaire du Ro i, men ogsaa andre Afdelinger, særlig de fremmede Regimenter og «les vieux» d. v. s. de Regimenter, der vare oprettede før 1659, havde store Forrettigheder. 

Officerer og Mandskab havde saaledes højere Løn, og de gamle Regimenter havde Ret til særlige Pladser i Slagordenen og i Marcheformationerne, ligesom de ogsaa stedse fik de bedste Kvarterer. Nogle Regimenter havde egen Jurisdiktion, medens andre i saa Henseende stode under Hærens grand-prévot. Nogle Regimenter fik hele deres Udstyring af Kongen, medens andre selv maatte holde sig med Train og Lejrrekvisiter. Det far­ ligste Privilegium var imidlertid det, ikke at være Krigs­ ministeriet underlagt. Mange Afdelinger stode saaledes direkte under Kongen, andre under Prinser af Blodet eller andre høje Herrer, der næsten havde Suverænitets Rettigheder over de dem underlagte Tropper. Schweitzerne dannede en Hær i Hæren, de vare stedse kun Auxiliærtropper, og vedbleve i mange Henseender at staa under de Kantoner, der havde stillet dem. Paa Grund af denne særlige Stilling og paa Grund af den Nidkjærhed, hvormed Kantonerne vaagede over deres Regimenters gode Beskaffenhed, var Aanden i disse Tropper i Reglen god, og deres særlige Privilegier ska­ dede ikke Aanden i den egentlige franske Hær.

Revolutionen forstod fortræffelig at nivellere; den fik alle de fornævnte Privilegier til at forsvinde; dog havde allerede Kongemagten faaet en stor Del af dem bragt ud af Verden inden 1789. Man maa kun undre sig over, at de havde kunnet holde sig saa længe, da de dog vare mægtige Hindringer for den Enhed i Styrelsen, som i næsten 2 Aarlnindreder havde været det ledende Princip for Statskunsten.

De største Privilegier havde la maison militaire. Dette Korps havde gjort store Tjenester. Flere af dets Afdelinger vare meget gamle og havde en glimrende Krigshistorie. 1 Ludvig XIV’s Krige havde det ofte ud­ mærket sig, og mange duelige Officerer vare udgaaede fra dets Rækker. Store Forrettigheder blev Korpsets Belønning; det forøgedes i Tidens Løb og naaede efter- haanden en betydelig Styrke; men jo større og jo mere begunstiget det blev, desto ringere Tjenester ydede det. I Slaget ved Fontenoy høstede det sine sidste Laurbær, men saa forsvandt det ogsaa fra Kamppladserne og blev udelukkende en Hofarmee, der kostede uhyre Summer og trykkede hele Hæren. Allerede i Ludvig XV’s Barn­ dom var man paa det rene med, at Garden var for kostbar, men Frygten for de Priviligeredes Modstand holdt Regjeringen tilbage. Det var først i Begyndelsen af Ludvig XVI’s Regjering, at der blev taget fat paa Reduktioner og Reformer.

Foruden af nogle mindre Afdelinger, der kun gjorde Palaistjeneste, bestod la maison militaire 1775 af følgende Korps:

Fordum havde disse Afdelinger dels tjent som Plante­ skole for Hærens Officerskorps, dels havde de lavere Officers­ charger været Belønningsposter for ældre, veltjente Befalingsmænd, men dette Forhold var nu aldeles forandret. Vel traadte unge Adelsmænd fremdeles ind i la maison mili­ taire, men de forbleve der og naaede uden at gjøre andet end Hoftjeneste de højeste militære Charger. Alle, der tjente i de 4 førstnævnte Afdelinger, fik en meget højere Rang end den, der svarede til deres Grad. Den menige garde du corps havde f. Ex. indtil 1759 Kaptejns Rang og kunde som Kaptejn træde over i Hæren. Efter dette Tidspunkt mistede han Patentet, men Rangen beholdt han. Underofficerer og Officerer havde Rang i Forhold dertil. Der var en Mængde Generaler og Oberster, der kun havde tjent i Garden, men som kunde træde ud i Armeen med deres Grad. "Mangen, der aldrig har ført mere end 50 Ryttere, faar Kommandoen over en Armee», siger Marschallen af Sachsen. 1775 var der i Garden c. 100 Generaler og 130 Oberster til en Styrke af 8— 9000 Md.

Saint-Germain, der blev Krigsminister, secrétaire d’état de la guerre, i |Aaret 1775, havde helst opløst alle de adelige Korps med Undtagelse af les gardes du corps, men han stødte paa uovervindelige Vanskeligheder og maatte lade sig nøje med at foretage en Del Reduktioner og Reformer. Først 1787 naaede Brienne det Maal, St. Germain havde foresat sig.

Les gardes du corps vare inddelte i 4 Kompag­ nier, der kommanderedes af Generaler, som stode umid­ delbart under Kongen og kun aflagde ham Regnskab for Udnævnelser og Ansættelser, Tilgang og Afgang i deres Underafdelinger. Kun for Kongen og de kongelige Prin­ ser afgav Korpset Honnør. I Felten honoreredes tillige den kommanderende General, hvis han var Marschal af Frankrig, og Kavallerigeneralen. Korpset, der tjente til­ hest, var i taktisk Henseende inddelt i 10 Eskadroner. Naar det drog i Felten, ledsagedes det af et uhyre Train, alene Villeroys Kompagni, der fulgte Soubises Hær, havde et Train paa 1200 Heste. Det skal villig indrømmes, at les gardes du corps i Reglen kæmpede glimrende, men de vare indisciplinerede, og Officerernes høje Rang greb ofte forstyrrende ind i Kommandoforholdene, idet en maréchal de camp (Generalmajor) som Eskadronschef kunde komme til at staa under en brigadier, der kun var Oberst, undertiden endog Oberstløjtnant. I Fredstid deltoge de ikke i Øvelserne, og Reglementerne gjaldt ikke dem. Ved Ordonnance af 15. December 1775 reduceredes les gardes du corps til 10 Eskadroner å 130 Mand. Gene­ ralspersoner optoges ikke mere i Kompagnierne, Løjt­ nanterne skulde have tjent 3Aar som Majorer i Kavalle- riet og have 200 Aars Adel; de fik Oberstløjtnantsrang, som efter 6 Aars Tjeneste forhøjedes. Underofficererne fik Kaptejns-, de Menige Løjtnantsrang. Alle skulde være af Adel. Alle de særlige pekuniære Fordele, Korpset før havde haft, mistede det, alle Udnævnelser skulde pas­ sere Krigsministeriet, og det blev paa det strængeste for­ budt at kjøbe eller sælge Patenter. Endelig fastsattes, at de 8 Eskadroner, der ikke i Øjeblikket gjorde Tjeneste hos Kongen, aarlig skulde deltage i Manøvrerne for at indøves efter de for hele Rytteriet gjældende Reglementer. Saaledes blev gardes du corps atter en militær Afdeling.

Les gendarmes og les chevau-légers de la garde havde omtrent samme Rang som les gardes du corps. Oprindelig havde chevau-légers Rækker staaet aabne for Borgerlige, der efter 5 Aars Forløb opnaaede Adel, men dette Forhold var forlængst ophævet, og 1775 krævedes 200 Aars Adel for at indtræde.

Paa Grund af deres ringe Styrke vare disse to Afdelin­ ger uden militær Betydning, men forskjellige Hensyn gjorde det for Øjeblikket umuligt at opløse dem. Gendarmerne kommanderes af Soubise, medens le duc d’Aiguilion kom­ manderede chevau-légers. Begge disse Personer havde endnu mægtige Forbindelser, og, hvad der var det værste, deres Poster vare tilsammen 2 Millioner livres værd. Man nøjedes derfor foreløbig med at reducere hvert af Korpserne til 63 Mand. Løjtnanterne tik samme Rang som i gardes du corps og maatte aarlig tjene 3 Maaneder i Hæren. — De inddragne Poster kostede c. 1Million livres at indløse.

Les mousquetaires havde især nydt Anseelse som Skole for unge Officerer, men allerede i Aarhundredets Begyndelse havde de i denne Henseende tabt deres Anseelse. 1 Stridighederne mellem Kongen og Parla­mentet havde de været benyttede som Overbringere af Forvisningsordrer og "lettres de cachet», de vare derfor nu særlig upopulære. Da deres Chefer ikke vare syn­ derlig højt anskrevne ved Hove, lod det sig gjøre at op­løse Kompagnierne. Kun maatte Chargerne indløses med 2800000 livres, omtrent 7 Millioner Kroner.

Les grenadiers á cheval var et Elitekorps, hvis Mandskab var udtaetg af det i 1771 ophævede franske Grenaderkorps. Denne Afdeling ophævedes ligeledes 1775, Officererne, hvis Charger ikke skulde indløses, sattes à la suite, Underofficerer og Mandskab forsattes til Tropperne som Underofficerer.

Som ovenfor omtalt opløstes Resterne af de redu­ cerede Afdelinger 1787, saaledes at det egentlige maison militaire ved Revolutionens Udbrud kun bestod af les gardes du corps.

Medens de førnævnte Korps i Grunden kun bestode af Hofmænd, var der i Garden 2 Regimenter, der vare virkelige Elitekorps, og som vare istand til at gjøre vir­kelig militær Tjeneste, les gardes françaises og les gardes suisses.

Les gardes françaises, der udgjorde 1 Regiment paa 6 Ratailloner, var den fornemste Afdeling i det franske Fodfolk. Chefen, der ofte var Marschal af Frankrig, stod umiddelbart under Kongen, Regimentet præsenterede kun Gevær for Kongen, Dronningen og Dauphin. I Krigstid havde det Ret til først at rykke ind i en erobret By. Officererne vare alle af høj Adel, Kompagnicheferne vare i Reglen Generalspersoner, og Chargerne, der alle maatte kjøbes, vare særdeles kostbare. Fra Ludvig XlV ’s Tid havde Sergenterne Løjtnantsrang, men de kunde ikke blive Officerer, medmindre de vare adelige. Alandskabet rekruteredes især i Paris og fik højere Løn end i Fodfolket.

Ved Ordonnance af 17de Juli 1776 bestemtes, at Re­ gimentet for Fremtiden ikke maatte have Generalspersoner som Kompagnichefer. Kompagniernes Antal reduceredes fra 6 til 5 pr. Bataillon, men deres Styrke forøgedes, saaledes at den samlede Styrke blev c. 6000 Mand. Chefen vedblev i nogle Henseender at staa umiddelbart under Kongen, men iøvrigt blev Regimentet, hvad Uddannelse, Rekrutering, Retsvæsen og øvrige Tjenesteforhold angik, stillet lige med Fodfolket.

Les gardes suisses var som de øvrige Schweitzerregimenter et halvt uafhængigt Korps. Regimentets sidste Organisation skrev sig fra 1767. Det var inddelt i 4 Batailloner à 4 Kompagnier og talte c. 2500 Mand. Det havde sit eget Retsvæsen og Forplejningsvæsen og kunde kun med Kantonernes Tilladelse omorganiseres eller redu­ ceres. I Rang fulgte Schweitzergarden efter les gardes françaises dog saaledes, at den altid var Nr. 2, naar den var sammen med franske Tropper. Som Følge heraf var den altid i Brigade med les gardes françaises. Les gardes suisses bestode i uforandret Skikkelse til Revolutionen.

I nær Forbindelse med la maison militaire stode 2 Rytterregimenter, Gendarmerne og Karabiniererne.

Gendarmerne dannede 1775 1 Regiment paa 10 Kompagnier à 150 «maîtres». Kongen, Dronningen og Prinserne vare Æreschefer for Kompagnierne, Officererne havde samme Rang som i la maison militaire, med hvilket Regimentet stod i Brigade. Gendarmerne havde Officers- rang og kunde som Lnderløjtnanter træde over i Kavalleriet. Korpset var meget kostbart, og St. Germain havde helst opløst det, men da Indløsningen af Chargerne vilde koste 5— 6 Millioner livres, og da Gendarmerne nøde en vis Grad af Popularitet, da Borgerlige derigjeunem kunde blive Officerer, maatte han lade sig nøje med en Reduk­tion. Fra 1776 talte Regimentet 8 Kompagnier à 104 Mand, og det stilledes i de fleste Henseender lige med de øvrige Kavalleriregimenter. 1787 ophævedes Gendar­ merne fuldstændig.

Karabiniererne dannede 1 Regiment, der tilhørte Monsieur, Greven af Provence, den senere Ludvig XVIII. Hensynet til ham gjorde det umuligt at opløse dette Korps. St. Germain fik det dog reduceret til 8 Eskadroner à 151 maîtres og stillede det i administrativ Henseende lige med det øvrige Rytteri, hvis Reglementer det fremtidig maatte følge. Det mistede ogsaa Retten til at rekrutere sig i Rytterregimenterne. Den senere Minister, Montbarey, for­ øgede 1779 Regimentet med 2 Eskadroner, og ved Re­ volutionens Ldbrud talte det 10 Eskadroner fordelte i 2 Brigader, der ofte opføres som 2 Regimenter, og som endnu vare i Besiddelse af visse Forrettigheder. Adskillige Regimenter baade i Infanteriet og Kavalleriet vedbleve indtil Periodens Slutning at besidde enkelte Privilegier, men en Ting opnaaedes: at intet Korps ganske var und­draget Krigsministeriets Indflydelse.

Officers uddannelsen havde været Gjenstand for Louvois Omsorg. 1682 oprettedes 2 Kadetkompagnier for unge Adelsmænd, der vilde uddannes til Officerer; 1684 var der 7 saadanne Kompagnier, der talte c. 4000 Kadetter, men 10 Aar efter opløstes hele Institutionen. Fra 1726—33 existerede der 6 Kadetkompagnier, der navnlig skulde uddanne Militsofficerer. Flere Afdelinger havde Skoler, der bl.a. meddelte Undervisning i Mathematik og Tegning. 1738 oprettede de Lussan sin école de Mars, et Slags privat Akademi, der foruden almindelig theoretisk Undervisning ogsaa gav Vejledning i Krigskunst. Stanis- laus Leczinsky havde sit Akademi i Lorraine. Hertugen af Chaulnes, der kommanderede Gardens chevau-légers, oprettede et Akademi i Versailles, der roses meget af d’Argenson. Men alle disse Skoler kunde kun modtage et begrændset Antal Elever, og den aarlige Betaling var meget høj, 1500 livres, c. 6000 frcs. Sædvanligvis fandt Uddannelsen Sted ved Afdelingerne. Den unge Adels­ mand traadte som «enseigne» ind i et Regiment, efter at dettes Chef havde forsikret sig om, at Hjemmet var istand til at yde ham en aarlig Understøttelse af 500 livres. Han modtoges af en ældre Kaptejn, hvem Forældrene havde formaaet til at være Mentor, og denne formanede ham til «at skaane sin Pung, være høflig mod Officererne og god mod Soldaterne«. Ved Oberstløjtnantens eller Majo­ rens Foranstaltning lærte han senere at exercere, og dertil indskrænkede hans militære Studier sig. Hans Lærere kunne selv ikke andet, siger Marschallen af Sachsen. 1752 oprettedes i Paris en militær Skole af storartede Dimensioner. Mme de Pompadour, der i St. Cyr havde set den Skole, Mme de Maintenon havde oprettet for unge Piger, besluttede at sætte sig selv et varigt Minde ved at oprette en Skole for unge Adelsmænd. Hun henvendte sig til den bekjendte Armeeleverandør, Paris Duverney, le général des farines, som man kaldte ham, der længe havde ønsket at oprette en Militærskole. Han udkastede Planen, hun vandt Kongen for den, Skolen oprettedes og fik foreløbig Lokale i Vincennes, indtil Gabriel paa Gre­ nelles Slette havde rejst det mægtige Etablissement, der endnu bærer Navn af l’école militaire. Skolens Maal var at lette den fattige Adels Indtrædelse i Armeen. Den kunde optage 500 Elever, der alle maatte præstere Bevis for 4 Generationers Adel paa fædrene Side; Forældreløse havde Forret. Der afholdtes ingen Adgangsprøve, Eleverne skulde ved deres Optagelse kunne læse og skrive, de maatte ikke være under 8 og ikke over 11Aar. Der af­ holdtes heller ingen Afgangsprøve, men Eleverne traadte i 18—20 Aars Alderen ud i Hæren med en aarlig Under­ støttelse fra Skolen af 200 livres. Der undervistes i de almindelige Skolefag, ogsaa i Latin; de ældste Elever lærte lidt Taktik; de praktiske militære Fag dyrkedes kun i ringe Omfang. Exercitsen og Manøvrerne udartede snart til latterlige Optog og theatralske Forestillinger.

Opdragelsen lededes slet, utidig Mildhed vexlede med barbarisk Strænghed. I det Hele svarede Skolen ikke til Forventningerne, og hertil bidrog bl. a. den Omstændighed, at Eleverne, der mødte med højst forskjellige Forkund­ skaber, kunde indtræde til enhver Tid paa Aaret. For at raade Bod paa en Del af disse Ulemper oprettede den berømte Minister Choiseul 1764 i la Fléche 250 Pladser for unge Adelige, der fra det Ilte til det 14de Aar mod­ toge en grundigere Undervisning i de almindelige Skole­ fag, saaledes at de efter aflagt Afgangsprøve med Frugt kunde træde ind i l’école militaire.

Eleverne fra denne Skole traadte som Underløjtnanter ud i Infanteriet eller Kavalleriet; de, der vilde indtræde i Artilleriet eller Ingeniørkorpset, maatte fortsætte deres Uddannelse ved disse Vaabens Skoler. Det var dog kun et ringe Antal af dem, der besad de dertil fornødne Kundskaber. Artilleriet havde fra 1728 o Skoler, af hvilke de i Metz og la Fere ere de mest bekjendte; for Ingeniørofficerer havde d’Argenson 1748 oprettet en Skole i Méziéres.

I den Ordonnance, hvorved l’école militaire oprettedes, udtalte Kongen det Haab, »at de private militære Akade­ mier vilde tage denne Skole til Mønster, at man vilde overvinde den gamle Fordom, at Mod er nok til at skabe Soldaten, og lægge sig efter militære Studier«. Heldigvis fulgte de private Skoler ikke det anviste Forbillede; der fandtes private Akademier, som gave grundig Undervisning til dem, der vilde indtræde i de specielle Vaaben, der t nævnes saaledes Longpré’s Skole i Paris, der talte Carnot mellem sine Elever, Berthaud’s og andre.

Medens der krævedes Adel for at indtræde i l’école militaire og la Fléche, var dette ikke nødvendigt for at blive Elev i de specielle Vaabens Skoler; det var nok at høre til en Famitie, der levede «noblement».

Der var dog Grændser; den senere saa berømte Monge kunde ikke blive Elev i Méziéres, da hans Fader var Haandværker; han maatte lade sig nøje med at blive Lærer ved samme Skole.

Datidens Hære brugte mange Officerer, de nysnævnte Anstalter kunde kun optage en Del af Aspiranterne, de fleste traadte vedblivende ind i Hæren uden Fordannelse og modtoge i la maison militaire, i Gendarmerne eller i Regimenterne en tarvelig militær Uddannelse. Først under St. Germains Ministerium lykkedes det at faa tilvejebragt Enhed i Officersuddannelsen. L ’ecole militaire ophævedes 1776; 10 Skoler, der lededes af forskjellige gejstlige Kongregationer, fik Navn af kongelige Militærskoler, og hver af dem skulde mod en aarlig Betaling af 700 livres for hver Elev modtage 50—60 kongelige Pensionærer, samtidig med at de fremdeles modtoge egne Elever af alle Stænder. Undervisningen var ogsaa her rent humanistisk, dog gaves der en ganske overfladisk Vejledning i Forti­ fikation og Artilleri. Skolerne stode under Krigsministe­ riets Tilsyn. Eleverne, der maatte opfylde de samme Betingelser, som krævedes ved Optagelsen i den gamle école militaire, indtraadte i 8—9 Aars Alderen og fulgte Undervisningen i 6 Aar. Opholdet i Skolerne afsluttedes med en Examen i Brienne, hvortil ogsaa andre end Sko­ lernes Elever kunde indstille sig. Den mest bekjendte af disse Skoler er den i Brienne, der blandt sine Lærere talte Pichegru, blandt sine Elever Napoleon. Som det ses, vare de kongelige Militærskoler rene Latinskoler, der ikke gave Eleverne nogen egentlig militær Uddannelse; denne skulde de fremdeles modtage ved Afdelingerne. St. Germain kaldte Kadetinstitutionen til Live; han op­ rettede dog ikke Kadetkompagnier, men hvert Infanteri- og Kavallerikompagni fik 1 Kadetnumer. Forret til disse Pladser, der besattes af Kongen, havde de, der havde bestaaet Afgangsprøven i Brienne, men naar deres Antal ikke var tilstrækkeligt, kunde Regimenterne ogsaa indstille andre Aspiranter. I Regimenterne fik Kadetterne af særlig dertil udtagne Officerer en militær Uddannelse og Op­ dragelse ; de lærte praktisk Tjenesten at kjende og maatte gjennemgaa alle Underofficersgrader; de, der vare udgaaede fra Skolerne lønnedes, de andre skulde fra Hjemmet have en Understøttelse, der ikke maatte overstige 200 livres aarlig.

Da det ikke var muligt at sælge det vidtløftige Byg- ningskomplex, der havde huset l’ecole militaire, benyt­ tedes dens Bygninger til en militær Højskole, der fra 1777 optog Eliten af Eleverne fra de andre Militærskoler og de civile Aspiranter, der bestode dens Adgangsprøve. Eleverne førte ogsaa her Titel af cadets-gentilshommes, de modtoge en højere theoretisk og praktisk militær Uddan­ nelse og udgik fra Skolen som Underløjtnanter. Ogsaa ved denne Skole har Napoleon studeret. Eleverne i de specielle Vaabens Skoler udnævntes til Underløjtnanter ved deres Indtrædelse i disse. Artilleriet fik 2 nye Skoler. 

Ved Periodens Slutning var Officersuddannelsen nogen­ lunde tidssvarende. Der var gode kongelige og private Forberedelsesskoler, en fortræffelig Højskole, gode Ingeniør- og Artilleriskoler og fornuftige Regler for den praktiske Uddannelse. Skolene kom kun til at virke i 15Aar, men de gjorde dog megen Nytte, og mange Officerer, der senere gjorde en glimrende Karriere, havde faaet deres første Uddannelse i dem.

Principielt var Adel en Betingelse for at kunne blive Officer, der krævedes jo endog 4 Generationers Adel for at blive Elev i de kongelige Militærskoler. Adgangen til Officersstillingen var dog ikke ganske lukket for Borger­lige. I Krigene udnævntes mange Underofficerer til Offi­ cerer, og gjennem Militsen og Gendarmerne kunde man blive Officer i Hæren uden at være adelig. I de specielle Vaaben krævedes ikke Adel. 1750 gjenoprettede d’Argenson den militære Adel, Generalerne fik Adel for sig og Efterkommere, og Ludvigsridderne bleve adelige, naar deres Fædre og Bedstefædre havde baaret samme Dekora­ tion. I Aaret 1776 aabnedes der Underofficererne en regelmæssig Adgang til Officersstillingen, idet det be­ stemtes, at "Adjudanterne», den ældste Underofficers- klasse, efter 10 Aars Tjeneste kunde faa Underløjtnants Patent. I Artilleriet oprettedes Pladser som lieutenants en 3iéme, der vare forbeholdte Underofficererne. Man var saaledes paa Veje til at aabne den militære Karriere for Talentet uden Hensyn til Fødselen. Intet Under at Ségurs famøse Ordonnance af 22de Maj 1781, der krævede 4 Generationers Adel som Betingelse for overhovedet at blive Officer, vakte almindelig Uvillie og i høj Grad bidrog til at berede Jordbunden i Hæren for Revolutionen. Ganske uden Betydning bleve de tidligere, mere frisindede Be­ stemmelser ikke; thi de skaffede Hæren et fortræffeligt Underofficerskorps, der i den næste Periode kom til at afløse Officererne.

Naar nu en Mand paa den ene eller anden af de mange ovenfor beskrevne Maader var bleven Officer, kunde han ikke rolig se Fremtiden imøde, sikker paa at avancere, hvis han egnede sig dertil. Det første Skridt, at blive Kompagnichef, var ikke let; thi Kompagniet ejedes af Chefen; man maatte altsaa kjøbe det af Ejermanden. Avancementet gik i Reglen efter Aldersorden indenfor Regi­ mentet, det gjaldt altsaa om at have fattige Formænd, der frafaldt Retten til at avancere. Priserne vare højst forskjellige; i Garden kostede et Kompagni 75— 80000 livres, i Hæren var 5—6000 livres den sædvanlige Pris. Den, der ikke kunde opdrive denne Sum, og det kunde den avancerede Underofficer sjældent, blev staaende i Løjt­ nantsklassen hele sin Tjenestetid; thi vel disponerede Kongen, undertiden ogsaa Regimentets Ejer, over de ved Dødsfald ledige Kompagnier, men de trængte ogsaa til Penge. Var det lykkedes en fattig Adelsmand at skrabe de nødvendige Penge sammen og at faa et Kompagni, stod han i Reglen ved Maalet for sin Karriere. Et Ludvigskors og en ringe Pension efter 20—30 Aars Tje­ neste var alt, hvad han endnu kunde vente. Ja, var han meget heldig eller meget dygtig, kunde han maaske op- naa at blive Oberstløjtnant eller Major; disse Pladser bortgaves nemlig af Kongen uden Vederlag, Majors­ posterne efter Valg, Oberstløjtnantsposterne efter Alders­ orden. Anciennitetsprincipet var det gjældende, dog med Udelukkelse af dem, der havde følgende Vedtegning: «borné par le Roy au grade qu’il occupe actuellement«, og disses Antal var meget stort. Højere end til Oberst­ løjtnant naaede den simple Adelsmand kun saare sjældent; for at blive Oberst og General maatte man høre til Hofadlen og være rig. Regimenternes Pris varierede stærkt. Den rettede sig efter deres Størrelse og Privile­ gier, deres Garnisoner o. s. v. Under Ludvig XIV kostede af de gamle Regimenter et «grand vieux« 75000, et «petit vieux« 55000, et almindeligt Infanteriregiment 30—40000 livres. I Midten af det 18de Aarhundrede vare Priserne de samme; i Dragonerne og Rytteriet va­ rierede de fra 22500— 120000 livres. De, der hørte til Hofadlen, nøde den Begunstigelse som spæde Børn at træde ind i Armeen, hvor de ved Gunst og Penge gjorde hurtig Karriere. Der er Exempler paa at Drenge paa 6 Aar have været Regimentschefer. Disse «colonels a la bavette», som man kaldte dem, hørte vel til Undtagelserne, men det var meget almindeligt, at ganske unge Menne­ sker, der kun nominelt et Par Aar havde ført Kompagni, tik Lov til at kjøbe et Regiment. Stod en ældre Kaptejn ivejen, kjøbte man ham ofte til at renoncere paa sin Ret til at avancere. Forresten var det ikke nødvendigt at have Regiment for at blive Oberst. I trange Tider solgte Kongen Patenter i Massevis. Generalstitlen bortgaves af Kongen, men i Reglen kun til Oberster, der havde kjøbt deres Patenter. Kun ganske enkelte gik umiddel­ bart fra Oberstløjtnantsstillingen over til at blive Brigaderer; saaledes have hverken Vauban eller Catinat nogensinde kjøbt et Regiment. Disse fortvivlede Avancementsforhold skjænkede Frankrig en uhyre Mængde ubrugelige Gene­ raler og uduelige og uerfarne Oberster, medens den virke­ lige Erfaring og Duelighed fandtes i de lavere Charger. D’Argenson, Belle-Isle og Choiseul søgte forgjæves at tilvejebringe retfærdigere Avancementsforhold. De kunde ikke faa Bugt med de spæde Oberster. L ’almanacli militaire fra 1775 har opført c. 1000 Generaler og c. 900 Oberster til en Hær paa 163 Regimenter.

Det er St. Germains uvisnelige Fortjeneste at have skaffet retfærdigere Avancementsforhold. Det var ham i højeste Grad imod, at de højere Charger ene skulde tilfalde Hofadlen eller Finansbaronerne, to Klasser, han inderlig hadede, da han selv havde lidt under deres Overmagt. Den 25de Marts 1776 udkom en Ordonnance, der regulerede den gradvise Afskaffelse af Salg af Paten­ terne. Alle Afdelinger taxeredes, og hver Gang en Post blev ledig, tabte den en Fjerdedel af sin oprindelige Værdi, saa­ ledes at den tilsidst blev stillet til Kongens Disposition. Blev en Plads ledig ved Dødsfald, fik Arvingerne Salgssummen, og de strængeste Straffe bestemtes for dem, der omgik disse Bestemmelser, der virkede saa godt, at den samlede Indløsningssum for alle Infanteriregimenter 1791 næppe var en Million livres. Ved Rytteriet var den noget højere.

St. Germain fik ogsaa Bugt med «Savlesmække-Ober- sterne». Fremtidig maatte Ingen «selv om han hørte til den allerfornemste Familie« blive Oberst, førend han havde tjent 14 Aar, deraf 6 som «colonel en second» eller som Oberstløjtnant. Stillingen som Sekondoberst, der udeluk­ kende var bestemt for Ilofadlen, kunde naas efter 8 Aars Tjeneste, medens der krævedes 16 Aars Tjeneste for at blive Oberstløjtnant; Ilofadlen vedblev saaledes at indtage en mere begunstiget Stilling end den lavere Adel. Alle Avancementer skulde ske efter Valg, kun naar alt ellers var lige, blev Aldersordenen det afgjørende. Ségurs før­ omtalte Ordonnance oprettede den tidligere Forskjel mel­ lem Hofadel og lavere Adel, dog besattes Chefsposterne ved de 1784 oprettede Jægerafdelinger med Oberstløjt­ nanter og Majorer til største Fortrydelse for Ilofadlen, der følte sig tilsidesat. Det lykkedes vel ikke l’ancien regimes militære Reformatorer at faa fuldstændig Bugt med de indgroede Misbrug paa dette Omraade, men man maa dog sige, at der udrettedes meget.

De højere Charger forandredes inden Revolutionen. 1788 forsvandt Stillingerne som colonel general, mestre de camp general, brigadier og colonel en second. 1789 findes følgende Charger i det franske Officerskorps:

Dog fandtes der endnu ved forskjellige Korps sær­ lige Betegnelser for enkelte af disse Stillinger.

»L’arrière-ban», den sidsle Levning af Lehnshæren, forsvandt under Ludvig XIV, Renaissancetidens Kondot­ tierer optraadte for sidste Gang i Trediveaarskrigen. Den enevældige Konge maatte have direkte Kommando over Hæren, og denne maatte ogsaa i Fredstid have en betyde­lig Størrelse. For ubetinget at kunne stole paa Soldaterne maatte man lade disse indgaa paa et frivilligt Kontrakts­ forhold til Landsherren, der paa sin Side paatog sig For­ pligtelser. Med andre Ord man maatte rekrutere Hæren ved Hvervning. Soldatens Kaar vare ikke glimrende; den franske Nation havde den Gang ingen udpræget Forkjærlighed for Soldaterstanden, det kneb derfor stærkt med at faa frivillige Rekrutter, skjøndt man ikke var nøjeregnende med Kvaliteten. Det var tilstrækkeligt, naar de fremstil­ lede Rekrutter ikke vare «Tiggere, Børn eller Krøblinge». Under Ludvig XIV var 21 Aar Minimumsalderen, under hans Efterfølger gik man ned til 16. Vagabonder og andre, der vare straffede for mindre Forseelser, modtoges med Kyshaand, saa at sige paa Fængslets Tærskel. De­ sertører fra fremmede Hære, ja selv fra andre Afdelinger i Landets egen Armee vare særdeles velkomne og behø­ vede ikke at frygte for en nærgaaende Undersøgelse af deres Fortid. Bønder, der hverken kunde læse eller skrive, narredes til med ført Fen at underskrive en Ka­ pitulation, Haandværkere og Handelsbetjente underskreve i halvberuset Tilstand en fingeret Kontrakt med en Arbejds­ giver. Unge Mennesker, der havde gjort gale Streger, fandt i Hæren et Fristed. Paa Markeder og ved Folke­ fester var Hververen en sikker Gjæst. Som en anden Markskriger opramsede han de Herligheder, der ventede dem, der toge Tjeneste. »Suppe, Mellemret, Steg og Salat» er den daglige Forplejning, kun om Søndagen vanker der Vin og Postej», siger Hververen hos Mercier. «I faa ikke altid Oxesteg, det indrømmer jeg», siger en anden Hverver, «i Felten maa I undertiden nøjes med en And eller en Høne, men à la guerre comme à la guerre.»

Disse Forhold vare ens overalt; alle Soldaterhistorier fra forrige Aarhundrede vrimle af Beretninger om Hver­ vernes Færd; deres Snildhed er ikke mindre beundrings­ værdig end Offrenes Dumhed. Var Kapitulationen en Gang underskreven, var det yderst vanskeligt at slippe fri. Hververne toge ofte ikke imod Bestikkelse, de satte en Ære i at skaffe mange Rekrutter. Ofte udførtes Hvervningen lejlighedsvis; naar en Løjtnant havde et halvt Aars Orlov, maatte han skaffe 2 Rekrutter for at faa Lov til at beholde sin Gage.

Kapitulationens Varighed varierede fra 3 til 8 Aar, men Soldaten var ikke sikker paa at blive hjemsendt, naar Tiden var omme; havde man Brug for ham, beholdt man ham uden videre. Haandpengene vare højst forskjellige; i Midten af det 18de Aarhundrede fik Soldaten 20 livres ved Antagelsen, 30 ved Hjemsendelsen.

Indtil 1763 var Hvervningen privat Entreprise. Kom­ pagnichefen skulde holde sit Kompagni komplet; det blev hans Sag at skaffe Rekrutter. Staten havde ofte gjort Indvendinger mod den samvittighedsløse Hvervning, «le racolage», og talrige kongelige Ordonnancer nedlægge Forbud derimod, men de hjalp selvfølgelig ikke stort; man skulde have Rekrutter, og det tilmed mange, man var nødt til at lade Hensigten hellige Midlet.

1763 under Hertugen af Choiseuls Ministerium tog Staten selv Rekruteringen i sin Haand. Der oprettedes 3 1 Rekrutregimenter, hvorfra Afdelingerne skulde kom­ plettere sig. Prisen for en Rekrut sattes til 100 livres, hvoraf 50 kom Manden tilgode, medens Resten anvendtes til at dække Omkostningerne ved disse Depoter. Denne Ordning var meget bekostelig, allerede 1766 reduceredes derfor Rekrutregimenternes Antal til 7, og 1768 indskræn­ kede man sig til 4 Depoter. Snart efter bortliciteredes Re­ kruteringen under et, som en anden Entreprise, og indtil 1776 herskede der paa dette Omraade en Uorden og en Lovløshed, der var var værre end nogensinde. 1774 foresloges en nyOrdning, og 1776 dekreteredes, at hvert Regiment, med Undtagelse af Artilleriet, skulde have et Rekruteringskompagni. Fra den Tid førtes et skarpere Tilsyn med Tilgangen til Hæren, der i hvert Fald i fysisk Henseende nu ikke mere lod noget tilbage at ønske; men det lykkedes heller ikke at holde Afdelingerne fuldtallige.

For at blive fransk Soldat var det ikke nødvendigt at være Franskmand. I den franske Hær ligesom i alle Datidens Armeer tjente Masser af Udlændinge. «En frem­ med Soldat er 3 Mand værd», siger Choiseul, «han skaffer os 1 Soldat, berøver Udlandet 1, og lader en af vore egne blive hjemme for at dyrke Jorden.» Fra Stuarternes Tid stammede de en Gang saa talrige irske Regimenter, Ludvig Xll's Tog til Italien var Oprindelsen til de italienske «Bander», Tydskerne havde fra gammel Tid Patent paa at være Lejetropper overalt. Schweitzerkantonerne stillede, som ovenfor omtalt, talrige Regimenter til den franske Konges Raadighed. Hovedbestanden i de fremmede Re­ gimenter var Desertører og Vagabonder; var der ikke Fremmede nok, tog man til Takke med Rekrutter fra Elsas og de andre Grændseprovinser. Ved Aarbundredets Midte havde man foruden Schweitzerregimenterne tydske, irske og italienske Regimenter. Tidligere havde man haft Specialiteter som Kroater og Tartarer; Negere havde man paa Koloniernes indtrængende Anmodning ophørt med at antage som Rekrutter. Endnu ved Periodens Slutning tjente 40000 Udlændinge i Hæren.

Til Trods for de store Mangler, der vare forbundne med Hvervning som eneste Rekruteringsmaade, holdt man dog fast ved den. Næsten alle Datidens Militære sværmede for den gamle Soldat, der ikke havde andet Hjem end Regimentet. Kun enkelte skimtede en bedre Ordning. Midt i Aarhundredet skriver saaledes Marschallen af Sachsen: «Vilde det ikke være bedre at fastsætte ved Lov, at hver Mand, hvorledes han end var stillet i Sam­ fundet, skulde tjene sin Fyrste og sit Fædreland i a Aar? Denne Lov vilde ikke vække Misfornøjelse; thi det er naturligt og billigt, at Statsborgerne anvendes til Statens Forsvar. Den Fattige vilde finde Trøst ved at se den Rige være samme Pligt underkastet, og denne vilde ikke vove at beklage sig, naar han saa den Adelige tjene». En Hær, der udelukkende tilvejebringes ved Hverv­ ning, har i Heglen ingen Reserve, særlig naar man bruger Soldaten, saa længe han endnu kan tjene.

De store Krige under Ludvig XIV og Ludvig XV medtoge den egentlige Ilær saa haardt, at man maatte ty til en Insti­ tution, der havde bestaaet fra gammel Tid, «les milices». Les milices var Feudaltidens Fodfolk, der paa Grund af Riddernes og senere Lejetroppernes Overlegen­ hed var kommet i Miskredit, i Forfald og i Forglemmelse. Nu, da Nodens Time kom, droges de frem, og i Slut­ningen af det 17de Aarhundrede dannede de ligefrem en Reservehær.

Folkene udtoges ved Lodtrækning, vare værnepligtige i 2 Aar, øvedes een Gang ugentlig og vare stavns­ bundne , saa længe Værnepligten varede. Efter Freden i Rysvick blev en Mængde miliciens ulovlig indlemmede i Afdelingerne. I det 18de Aarhundredes første Krige benyttedes Militsen især til at danne nye Regimenter, dog anvendtes den ogsaa til Supplering. Efter 1726 udskreves aarlig et vist Antal Militssoldater ved Lodtræk­ ning; og Tjenestetiden forhøjedes til 6 Aar. Stillings­ væsenet var taalt, om ikke tilladt. Folkene indkaldtes til aarlige Mønstringer, Udeblivelse straffedes haardt. Milit­ sen dannede selvstændige Afdelinger , men anvendtes i Krigstid til Supplering. 1775 ophævedes Militsbataillonerne, men det aarlige Kontingent udskreves fremdeles for i Krigstid at bruges som Erstatningsreserve. 1778 op­ rettedes Militsafdelingerne paany og vedbleve at bestaa indtil Revolutionen. Militsens Organisation vil senere udførlig blive beskrevet; dens Styrke ved dens Ophævelse var c. 76000 Mand.

Hvis det i og for sig sunde Princip, at have en værnepligtig Reserve- og Erstatningshær, var bleven loyalt gjennemført, vilde Militsen have været en for sin Tid fortræffelig Institution. Uheldigvis var det forrige Aarhundrede de Priviligeredes Tidsalder. Udskrivningen var højst ulige fordelt til de forskjellige Provinser, nogle vare helt fritagne, og først 1742 bleve de store Byer tagne med. Selvfølgelig gjorde Adel og Gejstlighed ikke Tjeneste, men ogsaa af tredie Stand undgik mange Lodtrækningen. Større Landbrugere og Industridrivende, Embedsmænd, Læger og Advokater, kort sagt, hele den højere .Middel­ stand vare fritagne, og det samme gjaldt alle dem, der stode i tjenende Forhold til de saaledes begunstigede Klasser. De, der havde Raad til det, kjøbte sig fri, og Militsen kom saaledes til at bestaa af den fattigste Del af Land- og Bybefolkningen. Militsen var af alle l’ancien régimes Institutioner den mest upopulære; den føltes som en uhyre Byrde, der uretfærdig paalagdes dem, der havde mindst Modstandskraft. Uvillig rykkede Bonden og Smaaborgeren i Felten, og paa Marchen maatte de tilmed døje den Tort at «de Dagdrivere af Lakajer fra Vogn­ trinet haanede dem med usømmelige Gebærder«. Slet udrustet og indøvet, som Militsen var, gjorde den særlig i Felttogenes Begyndelse kun ringe Nytte. Den var Hærens Syndebuk, Navnet milicien blev et Skjældsord, kun lidet hjalp det, at det i Periodens Slutning ombytte­ des med «soldat provincial«.

De fornævnte Reformer vise alle en Tendens til at centralisere. Korpsernes Privilegier, d. v. s. deres Uaf­ hængighed, formindskes, Staten overtager Officersuddan­ nelsen og besætter selv Posterne, og Rekruteringen gaar fra at være en privat Entreprise over i Statens Hænder. Denne Tendens gaar igjennem hele den militære Reform­ bevægelse og griber mægtig ind i Administrationen.

Da Kongen overtog Landets Forsvar, bød han paa en Maade Foretagendet ud i Entreprise. Den, der stil­ lede en Troppeafdeling, modtog en vis Betaling og præ­ sterede derfor et vist Arbejde, men det blev hans Sag at administrere sin Afdeling. Kongen forbeholdt sig kun at kontrollere, at Tropperne vare fuldtallige, forsvarlig ud­ rustede og udstyrede. Kraftige Ministre som Richelieu og Louvois kunde nok holde Cheferne til deres Pligt, men i Ludvig XIV’s sidste Dage, under Regentskabet og Ludvig XV blev Kontrollen mindre og mindre effektiv. Den almindelige Demoralisation gjorde Cheferne mere samvittighedsløse og de Tilsynshavende mindre nøje­ regnende.

Indtil Syvaarskrigens Slutning var Kompagniet den administrative Enhed. Mod en vis aarlig Betaling sørgede dets Chef for Rekrutering, Korplejning og Udstyrelse, ja, til 1718 endog for Bevæbning og indtil 1747 for Beklæd­ ning. Tilsynet førtes indenfor Regimentet af Majoren, der intet Kompagni havde, medens cle commissaire des guerres» repræsenterede Kongen. Kompagnichefen havde jo i sin Tid maattet kjøbe sin Charge; Gagen var kun ringe, Udsigten til Avancement i Reglen lig Nul, det gjaldt da om at tjene saa meget, at man kunde supplere Afstaaelsessummen og den eventuelle Pension med en lille Kapital. Vedligeholdelsessummen blev ikke større ved at passere Regimentet, Majoren maatte bestikkes og Krigskommissæren vindes, man maatte lade Staten og Soldaterne betale Gildet, man maatte «griveler sur les gens de guerre», som man kaldte det. Man hvervede billige og slette Rekrutter, man klædte dem usselt og forplejede dem daarligt. Man gav Soldaterne Lov til at gaa paa Arbejde og skadede derved Uddannelsen, man saa igjennem Fingre med Plyndring og Marodering og nedbrød derved Disciplinen. Man undlod at holde Kom­ pagniet komplet og opførte »passe-volants« paa Styrke­ listen. Denne indgroede Uskik at hæve Lønning for Folk, der kun stode paa Papiret, hævedes først, da Staten overtog Rekruteringen. »Kompagnicheferne ere Forpag­ tere», siger Choiseul, og det kan ikke nægtes at de dreve den skammeligste Rovdrift. Ganske vist lettede denne Ordning i høj Grad Ministeriets Arbejde, men Systemets skadelige Følger viste sig især i Syvaarskrigen i et saadant Omfang, at det blev nødvendigt at skride ind.

Choiseul satte igjennem, at alle Tropper skulde underholdes af Kongen. Hvert Regiment fik sin Regnskabsfører, trésorier, og maatte aflægge Ministeriet Regnskab for de Midler, der betroedes det. Tvende Gange aarlig inspiceredes Regimentet af en General, der atter indberettede til Ministeriet. Choiseul vilde tvinge Obersten til «selv at kommandere og aflægge Regnskab»; det lykkedes ham ikke fuldt ud, derimod fik han Bugt med «la compagnie-ferme». Staten sørgede nu gjennem sine Agenter for Afdelingernes Forsyning med fleste, Furage, Proviant og Beklædning. Dette System var vel et Fremskridt, men det led af flere Mangler og kom under Choiseuls Efterfølgere i Forfald. St. Germain brød med det og indførte en ny Ordning. Han gjorde Regimentet til administrativ Enhed, og det blev overdraget et Raad, «conseil d’administration», bestaaende af Stabsofficererne og den ældste Kaptejn, at forvalte Pengemidlerne. En Del af den Sum, der forhen udbetaltes Kompagnicheferne til Troppernes Anskaffelse og. Underhold, havde Choiseul ladet holde tilbage i Ministeriet; den deltes i forskjellige «masses» eller Konti; en til Rekrutering, en til Remon­ tering, til Furage o. s. v. Afdelingerne forsynedes saa gjennem de kongelige Agenter. St. Germain samlede det hele pr. Regiment i en «masse générale», og det var den, Bestyrelsesraadet administrerede. Officerernes Uvanthed med Forretninger tvang Ministeren til i flere Retninger at vende tilbage til Regien, den direkte For­syning. Ved Periodens Slutning var saaledes Administra­ tionen fuldtud underkastet Statens Kontrol; ved Revolu­ tionens Udbrud var Troppernes Udrustning, Remontering, og Forsyning efter Datidens Forhold forsvarlig.

Krigskommissærerne havde Tilsyn med Trop­pernes Tilstand, Udrustning, Remontering, Lønning, For­ plejning o. s. v. De havde Ret til at kassere Soldater, Heste og Udrustningsgjenstande. Hospitalsvæsen, Kasernevæsen og Udskrivningsvæsen var dem underlagt. Det var altsaa en meget vigtig og indflydelsesrig Stilling. Chargen var arvelig og kunde sælges, Prisen var høj, indtil 80000 livres. Por Kommissærernes Forhold var der givet en Uendelighed af Forskrifter, men Stillingen var vanskelig, da Officererne kun nødig bøjede sig .for en civil Embedsmands Afgjørelser. D’Argenson gav dem 1746 Uniform, og Choiseul bestemte deres Pladser i den militære Rangforordning. 1776 knyttedes de endnu fastere til Armeen, idet det bestemtes, at Ingen kunde ansættes som Kommissær uden efter o Aars Tjeneste som Officer eller Administrationselev. Samme Aar inddeltes Kommis­ særerne i 3 Klasser. Den øverste Klasse, commissaires ordonnateurs eller principaux, fik Overtilsynet med For­ plejningstjenesten hver i sin Provinds, ligesom de ogsaa beklædte de overordnede Embeder i Krigsministeriet. Kommissærerne af 2den Klasse, commissaires à départe­ ment, stode i direkte Forbindelse med Tropperne; hver- anden Maaned afholdt de Eftersyn, og hver Uge modtoge de Styrkelister og Meldinger fra Afdelingerne. Kommis­ særerne af 3dje Klasse, commissaires nouveaux-admis, vare nærmest at betragte som Administrationseiever. De uddannedes dels i Krigsministeriet, dels ved Tropperne. Denne Ordning af Forplejningskorpset ligner meget den, der endnu den Dag i Dag er i Brug i Frankrig. Ee trésorier, le conseil d’administration og les commissaires funktionnere endnu; kun Navnene ere ikke aldeles de samme.

Krigsministeriet omordnedes 1776. Det var efterhaanden blevet en civil Institution, hvis Embedsmænd vare ganske fremmede for Hæren. Generalerne klagede ofte over den Medfart, de lede hos disse «commis», der intet forstode, men vilde blande sig i alt. De fleste af dem beklædte tillige Hofcharger, og en Mængde af Pladserne vare rene Sinekurer. St. Germain inddelte Ministeriet i Departementer, der hver fik sin Gren af Administrationen at varetage. Han tilvejebragte et bedre Forhold mellem Hærens og Ministeriets Embedsmænd ved at lade disse skifte imellem Afdelingerne og Konto­ rerne; han vilde gjøre Ministeriet til en Administrationsskole for Hæren, han ophævede Sinekurerne og optog hele Krigsministeriets Personale i »den store militære Familie».

Den højeste militære Sagkundskab skulde repræsen­ teres af et Raad, der var stillet ved Ministerens Side og sammensat af prøvede og dygtige Mænd. Her skulde alle Reformer diskuteres, herfra skulde Reglementerne udgaa, og herfra skulde man kontrollere deres Udførelse. Ideen var ikke ny. Under «la régence» havde man endog søgt at erstatte Ministeren ved et «conseil supréme de la guerre». Dengang mislykkedes Forsøget; men St. Germain, der ogsaa i Danmark havde sværmet for et saadant Raad, som dog ikke skulde erstatte men kun assistere Ministeren, havde sat det paa sit Program. Han kom ikke til at gjennemføre denne Plan, vistnok fordi han frygtede for, at Raadet skulde forhale Udførel­sen af hans Reformer. Først i 1787 under Briennes Ministerium oprettedes «Conseil supérieur de la guerre», der i modificeret Form endnu existerer.

Lønningerne, der forbedredes i 1776, vedbleve at være meget smaa. Nævnte Aar steg Oberstløjtnanternes Lønning fra 2000 til 3600 livres, Kaptejnernes fra 1500 til 2000, Under-Løjtnanternes fra 540 til 720. Ober­sterne fik 4000 livres. De menige Soldater fik fra 6—7 sous, Korporalerne 9, Sergenterne 11, sergents­ majors 14 og adjudants 30 sous. Naar man hører, at Fabrikarbejderne, der dog kun lønnedes slet, kunde tjene 26 sous daglig, ser man ret, hvor usle Lønningerne vare. I Underofficerernes og Soldaternes Lønning er tilmed Brod og Undermundering medtaget. Soldaten fik kun et ganske ringe Beløb udbetalt i rede Penge. Løn­ ningen udbetaltes i Fredstid forud for 5Dage ad Gangen. Som Kuriositet kan bemærkes, at Maaneden kun regnedes til 30 Dage, den 31te vedblev indtil henimod Periodens  Slutning at være «le jour sans pain». Aarlig blev der gjort Afregning, og det tiloversblevne af «les masses« udbetaltes Soldaterne.

At Hæren i den østerrigske Arvefølgekrig og i Syv- aarskrigen gjorde saa ringe Fyldest, havde ikke blot sin Grund i mangelfuld Taktik og underlegen Bevæbning. Hovedgrunden var den slette Aand, der baade var en Følge af og en Aarsag til den slappe Disciplin. Der er Vidnesbyrd nok derom, og der er beller ingen Mangel paa skarpe Udtalelser. «Jeg skal bevise«, skriver Marschallen af Sachsen, «at vore Troppers Mangel paa Disciplin bar været Aarsagen til alle vore Ulykker, og at den Tilstand, hvori vort Krigsvæsen befinder sig, nød­ vendigvis har maattet bringe Disciplinen i Forfald.« Efter som Modsætning at have skildret Forholdet i Preus­ sen, fortsætter ban: «Vel udrustede og fuldtallige rykkede vore Tropper ind i Fjendens Land, ødelagte og opløste vendte de tilbage efter at have mistet et uhyre Antal Officerer og Soldater . . . . De fleste Eskorter og deta- cherede Poster bleve overraskede og slaaede paa Grund af Officerernes Forsømmelighed og Mandskabets Indisciplin. Det er Fremtiden forbeholdt at se en Eskorte marchere i god Orden. Soldaterne ere optagne af at plyndre, og der er næppe een Officer, der lægger Mærke til det. Soldaten, der er vant til ustraffet at begaa Respekts- og Subordinationsforseelser, bryder sig ikke om Officerernes Paamindelser, men deserterer, naar han ikke mere gider høre paa dem. Officererne tilstaa selv, at de ikke formaa at holde deres Folk til Lydighed . . . . Naar Soldaten ikke maroderer, marcherer han i slet Orden, standser, naar han bar Lyst, snakker, naar han skulde tie, og gjør Indvendinger, naar han skulde lystre.« Efter at have skildret den utrolige Forvirring, et uventet Angreb foraarsager, slutter han saaledes: «Det er umuligt at faa Officererne til at begribe, hvorledes en Afde­ ling skal marchere, de have aldrig set en ordentlig Marche; man maa nøjes med at bede dem passe paa, at deres Folk ikke løbe for langt bort, men selv det er vanskeligt nok for dem at overholde».

Efter Slaget ved Rosbaeh skriver St. Germain til Paris Duverney: «Jeg fører en llande Røvere, der for­ tjente at radbrækkes; ved første Skud ere de rede til at flygte, og de ere altid paa Nippet til at gjøre Mytteri. Kongen har det sletteste, det mest indisciplinerede Fod­folk under Solen, det er ikke muligt at udrette noget med saadanne Tropper.»

Aarsagerne til denne Mangel paa Disciplin ere alt omtalte. Den Maade, bvorpaa Officererne antoges og forfremmedes, Underklassernes Sammensætning af Lan­ dets Bærme, den slette Administration maatte give slette Befalingsmænd og daarlige Soldater. Hvor kunde de Foresatte vente Lydighed, naar de selv foregik med det sletteste Exempel? Naar Feltherren udsugede Landet, maatte ban se igjennem Fingre med sine Undergivnes Plyndringer. Naar Officererne førte deres Mætresser med sig, maatte de tillade Soldaterne at have Glædes­ piger; naar de Overordnede egenmægtig fjernede sig fra deres Afdelinger, maatte de finde sig i, al de Underord­ nede maroderede, og naar Kompagnichefen bedrog Mand­ skabet for dets Tilgodehavende, maatte han finde rimeligt, at det drev Røveri for at leve.

Selv de bedste, de hæderligste Generaler vare uly­ dige, og det var menneskeligt. Det maa have været haardt for en St. Germain at staa under en Soubise.

Ogsaa i Fredstid var Disciplinen kun daarlig, og det kunde ikke være anderledes. «Det er indlysende, at man kun bør betro Opretholdelsen af Troppernes Disci­ plin til fornuftige og erfarne Mænd . . . . I Lande, hvis Hærvæsen er grundet paa rigtige Principer, ser man heller aldrig unge, ukyndige og uerfarne Mennesker i Spidsen for Regimenterne, langt fra at kunne holde andre i Tømme, kunne de ikke engang styre sig selv». Naar Regimentschefen laa i Vuggen, var han lovlig undskyldt, men selv naar han var voxen, var han sjæl­dent, hvor han skulde være. Den unge, rige Oberst blev snart ked af Garnisonslivet; han kjendte ikke Tje­ nesten og brød sig ikke om at lære den at kjende. Som Regel opholdt han sig ved Hoffet og mødte kun ved Regimentet, naar det var absolut nødvendigt. Han var saaledes ikke istand til at holde Disciplinen oppe og kunde umulig nyde Respekt hos sit Officerskorps, hvor flot han end trakterede det. Som Herren er, saa følge ham hans Svende. I Oberstløjtnants- og Majors­ klassen var der vel mange fortræffelige Elementer, men Mangel paa Paaskjønnelse, den knappe Lønning og Umuligheden af at kunne avancere slappede deres Tjene­ steiver. Og nu Kompagnichefen. Han skulde jo leve af sit Kompagni og var interesseret i, at Folkene ikke de­ serterede eller bleve overanstrængte. Som Følge deraf undgik han at straffe dem og øvede dem saa lidt som muligt. De unge Officerer, der meldte sig til Kompag­ niet, fik indtrængende Paalæg om ikke at være haarde mod Soldaterne og om aldrig at fortælle, hvad de fik at se ved Kompagniet. Ve den Officer, der meldte en Mand, særlig hvis denne ikke hørte til hans eget Kom­ pagni; han udsatte sig for, at den vrede Chef ud­ fordrede ham for at hevne den Tort, han havde lidt.

Naar Soldaten traadte ind i Regimentet, var han borgerlig død. Han aflagde sit Navn og antog et mere eller mindre velklingende »nom de guerre» som Brin- d’Amour eller Va-de-bon-Coeur, Bellerose eller Sans- Quartier. Kjærlighed til Fanen havde han ikke, han deserterede ogsaa for et godt Ord.

Desertøren levede gjerne først en Stund som Røver og Vagabond, saa lod han sig atter hverve ved en anden Afdeling eller til en fremmed Armee, det kom an paa Konjunkturerne. Frederik den Store havde samtidig 20000 Franskmænd i sin Tjeneste, og de maatte bøje sig under Preussernes Jerndisciplin, men de deserterede alligevel ligesom hans øvrige Tropper. Desertionen var en indgroet Kræftskade i alle det 18de Aarhundredes hvervede hære.

Der var Straffebestemmelser nok, men de vare meget forældede. Der var ingen Straffelov, men man havde en Mængde tildels modsigende Bestemmelser spredte i et stort Antal Ordonnancer, tildels fra det 17de Aarhundrede. 1 mange Tilfælde gik man kun efter Traditionen. Straf­ fene, der ofte vare meget barbariske, kunde idømmes ved Krigsret eller arbitrært. Krigsretten kunde nedsættes af de Regimenter, der selv havde en «prévôt» , ellers nedsattes den af Garnisonens Kommandant. Enhver Foresat havde Straffemyndighed over sine Undergivne, men enhver højere Foresat kunde ophæve de af hans Undergivne ikjendte Straffe. Af de ovenanførte Grunde bleve Straffene ofte ikke exekverede, ligesom Forseelserne mange Gange skjultes.

Alle de tidligere omtalte Reformer havde til Hensigt indirekte at ophjælpe Disciplinen; men der blev ogsaa truffet mange Bestemmelser, der direkte havde dette Maal for Øje. St. Germain søgte at faa Bugt med Spillemanien og med den Luxus, der ruinerede Officererne, og han be­ stræbte sig for at holde dem til Arbejde. Han forbød Officerernes direkte Henvendelse til Ministeriet og fast­ slog en Tjenestevej. Han traf Forholdsregler mod Offi­ cerernes Fraværelse fra Tropperne og gav bestemte Regler for Orlov. Obersten skulde mindst det halve Aar være ved Regimentet, Majoren og Oberstløjtnanten maatte aldrig samtidig være fraværende, mindst Halvdelen af Kompagniernes meget talrige Officersbesætning skulde til enhver Tid være i Garnisonen.

Selve Retsplejen forbedredes noget. Choiseul ind­ drog 1762 les prévôts og overgav deres Funktioner som Tilsynshavende ved Retsplejen til Majorerne; 1768 traf han Bestemmelser for Krigsretters Sammensætning og Forhold. Kommandanterne kunde nedsætte Krigsret over Menige og Underofficerer, Kongen alene over Officerer. Krigsretten bestod af 7 Officerer. Kommandanten præ­ siderede, Forhandlingerne holdtes hemmelige. 1776 ind­ førtes Fugtel som arbitrær Straf, den var kun anvendelig paa Menige og kunde kun ikjendes af Officerer. Løjt­ nanter kunde tilkjende en Mand 10 Slag, højere Fore­ satte 25. Straffen for Desertion fastsattes til Dødsstraf i Krigstid, Slaveri i Fredstid, de tidligere Lemlæstelses­ straffe hævedes. Den Desertør, der inden 6 Dage vendte tilbage, slap med 14 Dages Arrest. løvrigt skulde Ar­ reststraffe anvendes saa lidt som muligt, da de vare »skadelige for Soldaternes Sundhed». 1787 fik det tid­ ligere omtalte Krigsraad Overtilsynet med Disciplinen i Armeen, og Iste Juli 1788 udkom et Reglement for indre Tjeneste og Disciplin, der fastsatte Reglerne for Anven­ delsen af Straf uden Dom. Samme Aar toges der fat paa Udarbejdelsen af en militær Straffelov og et Regle­ ment for den militære Retspleje.

Disciplinen i den franske Hær var ved denne Peri­ odes Slutning ubetinget bedre end ved dens Begyndelse. Man kan ikke maale en Hærs Disciplin med en bestemt Alen, man maa tage Hensyn til Nationens Karakter og Naturel. Samtidige tydske Militære bedømme den franske Hær meget strengt, men Dommen maa blive mildere, naar man ser pha Resultaterne. Hvis den gamle konge­ lige Hær havde været en indisciplineret Bande, var den gaaet fuldstændig istykker under Revolutionen; men dette skete ikke. Der var i Regimenterne saa meget Sammen hold, at de ikke blot ikke opløstes, men endog midt under Krigen formaaede at uddanne og optage de uhyre Masser af Rekrutter, som Republikens Værnepligtslove kaldte under Fanerne.  

Det, var det 18de Aarhundrede forbeholdt at give Hærene en fast og ensartet Organisation, der tillod en let Overgang fra Fredsfod til Krigsfod og om­ vendt. Førend man havde staaende Hære, oprettede man Afdelingerne ved Mobiliseringen og opløste dem, naar Krigen var forbi. Under Ludvig XIV var den staa­ ende Hær meget betydelig, men han oprettede dog i Krigstilfælde talrige ny Afdelinger. I Ludvig XV’s [(rige nøjedes man i Reglen med de bestaaende Afdelinger, hvis Kadrer alt existerede i Fredstid; der oprettedes kun faa midlertidige Regimenter, man udfyldte og vedligeholdt de gamle. Men Afdelingernes indre Organisation var højst forskelligartet og uhensigtsmæssig, Kommando­ forholdene vare vanskelige, og den Omstændighed, at der i Fredstid ikke existerede større Enheder end Regimenter, gjorde Overgangen til Krigsfod meget besværlig. Paa alle disse Forhold blev der raadet Bod, og denne Del af Reformarbejdet var maaske den, der lykkedes bedst.

Fra Ludvig XIV’s Tid vare Fodfolkets Regimenter inddelte i Batailloner, men disses Antal indenfor Regi­ mentet var meget forskjelligt. Nogle Regimenter havde 1, andre 2, andre 3 eller 4, enkelte endog 6 Batailloner. Foruden Garderregimenterne, Grenadererne og 31 frem­ mede Regimenter talte den franske Hær, der efter Freden i Aachen 1748 var reduceret med 18 Regimenter:

Under Marschal du Muy’s Ministerium (1775) hal­ veredes 7 af de store Regimenter, saa at deraf dannedes 14 Regimenter á 2 Batailloner; samtidig dannedes 4 Re­gimenter derved, at de smaa Regimenter sloges sammen 2 og 2. Sammensætningen blev altsaa følgende:

Under St. Germains Ministerium halveredes 11 af de store Regimenter, og det eneste lille Regiment bragtes til den dobbelte Styrke. Samtidig bragtes alle de frem­ mede Regimenter op paa 2 Batailloner. De vare for­ øvrigt næsten alle iforvejen inddelte paa denne Maade. 1776 var Fodfolket saaledes formeret:

I Aarhundredets Begyndelse var Kompagniernes Antal indenfor Bataillonerne meget variabelt. 1734 fastsattes det til 15, hvoraf 1 bestod af Grenaderer. Styrken var 45 Mand og 3 Officerer. 1750 reduceredes Antallet til 1 Grenaderkompagni og 12 Fusilierkompagnier a 50 Mand. 1763 fastsloges Antallet til 1 Grenaderkompagni a 40 Mand og 8 Fusilierkompagnier å 60 Md. Saavel Batailloner som Kompagnier vare saaledes meget svage, tilmed vare de sjældent fuldtallige. St. Germaiu, der i mange Ret­ ninger var forud for sin Tid, var en afgjort Modstander af de smaa Kompagnier; ban indskrænkede derfor Kompag­ niernes Antal og forøgede deres Styrke. Fra 1776— 91 kom Bataillonerne til at omfatte 1 Grenaderkompagni, 1 Jægerkompagni og 4 Fusilierkompagnier, hvis Krigsstyrke var henholdsvis 84, 144 og 144 Menige.

Saavel Obersten som Oberstløjtnanten havde i Reglen tillige Kompagnier. I Regimentets 1ste Bataillon fandtes Oberstens og Oberstløjtnantens Kompagnier, i 2den Ba­ taillon den ældste Kaptejns, i 3dje den næstældstes o. s.v. Oberstløjtnanten førte 1ste Bataillon, de ældste Kaptejner de øvrige. Bataillonschefschargen oprettedes under du Muy for strax at forsvinde. Fra 1776—88 existerede Stillingen som «coIonel en second», en højst uheldig Indrømmelse til Hofadlen, for hvem disse Pladser ude­ lukkende vare bestemte. Sekondobersten maatte aldrig remplacere Regimentschefen, han førte 2den Bataillon. Kadrerne vare meget stærke. I Periodens Slutning havde et Kompagni: 2 Kaptejner, 2 Løjtnanter, 2 Underløjt­ nanter, 1 Kadet og 14— 17 Underofficerer.

Af særlige Infanterikorps skal her nævnes »les gre­ nadiers de France», der dannedes af de i 1748 opløste Regimenters Grenaderkompagnier. Det bestod til 1771 og dannede 4 Brigader á 12 Kompagnier. Dette Elite­ korps kommanderedes af 1 Generalløjtnant, 4 maréchaux-de-camp og 24 Oberster.

Trangen til lette Tropper havde været følelig i Aar- hundredets Krige. For at bøde paa den havde man grebet til den mærkelige Udvej at lade Grenadererne gjøre Tjeneste som Blænkere og Flankerer. 1725 og 27 oprettedes nogle Jægerkompagnier, men de havde kun en kort Levetid. 1743 oprettede Partigængeren Fischer et Jægerkorps, der ved Krigens Slutning talte 400 Jægere tilfods og 200 tilhest. Hans Exempel fulgtes af Flere, og der oprettedes en Mængde Frikorps, der skulle have talt 13000 Mand. Desuden oprettede de fleste Regimen­ ter frivillige Jægerkompagnier. I Fredsperioden forsøm­tes de lette Tropper, men i Syvaarskrigen meldte Kravene sig paany. De Fischerske Jægere og deres Efterlignere kom atter frem, og Regimenterne dannede spontant Jægerkompagnier. Choiseul ophævede disse, men han beholdt Frikorpsene, som indordnedes i 6 «legions mixtes«, der bestode af begge Vaaben, men vare temmelig irregulære.

St. Germain opløste Legionerne og benyttede deres Fodfolk ved Oprettelsen af de ovenfor omtalte Jæger­ kompagnier. 1784 oprettedes 6 Jægerbatailloner, og 1788 forvandledes de to italienske Regimenter til 6 andre Jægerbatailloner. 1787 havde man oprettet et nyt tydsk Regiment. Fodfolket bestod saaledes 1789 af:

79 franske Regimenter
23 fremmede do.
12 Jægerbatailloner.

Lægges hertil Gardens 10 Batailloner, faas 228 Batailloner.

Den gamle Organisation sondrer kun imellem «le service å pied» og «le service a cheval«. Artilleriet har sin Plads i den første Kategori, og i Listerne over Infanteriregimenterne figurerer stadig «Royal-Artillerie». 1763 bar Regimentet Nr. 47, 1776 og 1789 har det Nr. 64. 1755 bestod Regimentet af 5 Batailloner å 10 Kompagnier. Under Syvaarskrigen oprettedes en 6te Bataillon, og Bataillonerne fik Navn af Brigader, Kompag­niernes Antal var 16 pr. Brigade. 1765 reorganiseredes Artilleriet af Gribeauval. Han inddelte det i 7 Regimen­ ter å 20 Kompagnier, hvortil kom 7 Minør- og 7 Arbejderkompagnier. Da Choiseul faldt i Unaade, maatte Gribeauval en Stund nedlægge sit Reorganisationsarbejde, men under St. Germains Ministerium optog han det paa- ny. 1776 kom Artilleriet til at bestaa af 7 Regimenter, 9 Arbejderkompagnier og 6 Minørkompagnier. Regi­ mentet bestod af 4 Bombarderkompagnier og 2 Artilleri- batailloner. Bataillonen inddeltes i 2 Brigader, af hvilke den 1ste bestod af 4 Kanonerkompagnier, den 2den af 3 Kanoner- og 1 Sapørkompagni. Royal-Artillerie talte saaledes 1789:

Kompagniets styrke var c. 80 Mand.

Gribeauval sondrede Positionsartilleriet fra Felrartilleriet; dettes Bespænding var vedblivende civil, dog an­ sattes militære Overtrainkonstabler. Fodfolkets Batailions- piecer betjentes fremtidig af Artilleriet.

Som det fremgaar af det ovenanførte, hørte Ingeniørtropperne ind under Artilleriet. Ingeniør­ korpset oprettedes først 1744 af d’Argenson; før den Tid havde Ingeniørofficererne haft Grader i Vaabnene. 1755 sloges Ingeniørkorpset sammen med Artilleriet under Navn af: «corps royal de l’artillerie et du génie»; men 1758 udskiltes det atter. Det følgende Aar gjordes et mislykket Forsøg paa at danne Ingeniørtropper. Korp­ sets Organisation var en Tid næsten civil; «les ponts et chaussées» hørte i Begyndelsen ind under det. Grændseprovinserne vare delte i «chefferies», der styredes af Direktører, som stode direkte under Ministeriet og under sig havde Ingeniører i Distriktets Fæstninger. 1776 fik Korpset en ny, mere militær Ordning; det fik Navn af «corps royal du génie», og der oprettedes 5 Pionerafde­ linger à 2 Batailloner à 7 Kompagnier. Kompagniets Styrke var 160 Mand. Ogsaa dette Forsøg paa at danne Ingeniørtropper mislykkedes. Bataillonerne opløstes 1779.

Det Arbejde, der nu paahviler Generalstabens topo­ grafiske Afdelinger, udførtes fra 1696 af «les ingénieurs-géographes»; fra 1744 vare de knyttede til Krigsarkivet (le dépôt de la guerre), men fra 1777 under­ lagdes de Ingeniørkorpset.

Medens de specielle Vaaben ikke stode synderlig højt i Bang, havde Rytteriet «le pas sur toute la pédaille». Foruden af la maison militaire og de dertil knyttede Gendarmer bestod det af det egentlige, svære Kanonerer Sapører Arbejdere Minører. Styrke var c. 80 Mand. Gribeauval sondrede Positionsartilleriet fra Feltartille­ Kompagniets Kavalleri, Dragonerne, oprindelig beredent Fodfolk, og Husarerne. Den sidste Art Rytteri forekom ikke til Sta­ dighed før efter Syvaarskrigen. 1756 bestod Rytteriet af 64 Kavalleri- og 17 Dragonregimenter. Organisationen var meget uensartet, og Uddannelsen og Remonteringen højst mangelfuld. I Krigen gjorde Rytteriet Fiasko, det var for tungt og for lidt manøverdygtigt. Under Syvaars­ krigen formeredes flere Husarregimenter og lette Rytter­ korps, de sidste optoges i de blandede Legioner. Rytte­ riets Reorganisation er Choiseuls Fortjeneste; han til­ vejebragte en ensartet Inddeling, sørgede for Remonte­ ringen, som Staten overtog, og oprettede Rideskoler og Veterinærskoler. Fra hans Tid kunde Rytteriet «char­ gere i Galop». «Kavalleriet» reducereres til 30 Regi­ menter, Dragonregimenterne bibeholdtes, det lette Rytteri tildeltes 4 Husarregimenter og de 6 blandede Legioner. Regimentet inddeltes i 3 Eskadroner a 4 Kompagnier paa 36 Mand. Denne Inddeling, der krævede c. 150 Befalingsmænd pr. Regiment, forandredes 1776. Det svære Rytteri formindskedes da med 7 Regimenter, der tildeltes Dragonerne. Legionerne opløstes, og af Rytterne dan­ nedes 24 Jægereskadroner. 1776 var Rytteriet saaledes organiseret:

23 Reg. Kavalleri á 4 Eskadr. Kav. I Eskadr. chevau-légers
24 — Dragoner – 4 — Drag.1 —Jægere
4— Husarer -5 —

Eskadronens Krigsstyrke var 152 Menige og 22 Befalings- mænd. I Krigstid skulde hvert Regiment formere et Depot.

Inden Revolutionens Udbrud formeredes 12 Jæger­ regimenter af de 24 Jægereskadroner og 6 af Dragon­ regimenterne; 2 ny Husarregimenter oprettedes.

Naar Karabiniererne medregnes, bestod Rytteriet 1789 af følgende Afdelinger:

Regimenterne vare inddelle i 3 Kompagnier å 2 Eska­ droner paa 100 Mand. Af Kavalleriregimenterne vare 4 fremmede.

Nederst i Rækken af de franske Regimenter figu­ rere des milices» eller, som de kaldtes fra 1771, «les troupes provinciales«. De forskjellige Afdelinger, der tilsammen dannede dette Regiment, havde en yderst forskjellig og vaklende Organisation, der tilmed forandre­ des paa Krigsfod, idet man indlemmede enkelte Kom­ pagnier eller hele Batailloner i den egentlige Hær. Bataillonerne havde 1741 fra 10— 14 Kompagnier. Ender Krigen med Østerrig dannedes af Grenaderkompagnierne 11 Regimenter «grenadiers royaux» å 10 Kompagnier, der med Hæder optraadte i forskjellige Kampe. Ender Syvaarskrigen fik Grenaderregimenterne 18— 20 Kompag­ nier. Militsen bestod desuden af 100 Batailloner ii 6 Kom­ pagnier, hvoraf 1 «grenadiers postiches» (forlorne Grenaderer). I Fredstid stode de kongelige Grenaderer ved deres oprindelige Batailloner. 1771 bestod Militsen af:

12 Reg. á 3 Bataill.                                  33 Reg. a 2 Bataill.
 2   –   -1   —

Bataillonen havde 8 Kompagnier, hvoraf 2 bestode af Grenaderer. Bataillonernes 1ste Grenaderkompagni dan­nede de 11 Grenaderregimenter.

St. Germain opløste Militsen, men 1778 formeredes den paany i følgende Afdelinger:

For hvert Artilleriregiment var der saaledes 1 Provinsialregiment, og for hvert Infanteriregiment I Bataillon, der skulde tjene som Reserve og Depot; kun Regimentet le Roi, der talte 4 Batailloner, fik 2 Batailloner.

Hærens samlede Fredsstyrke var paa Papiret 182000 Mand, men 1789 manglede der c. 32000 Mand i, at denne Styrke var komplet. Militsen opfortes med en Styrke af c. 76000 Mand.

Den Tanke at inddele Hæren i Afdelinger, der ind­ befattede alle 3 Vaaben, optoges paany i Aarhundredets Midte. Den romerske Legion med sit stærke Fodfolk, sin lille Rylterafdeling og sit «Artilleri» var de klassisk dannede Officerers Ideal. Selv Navnet optoges. Mar- schallen af Sachsen foreslog som større Enhed en Legion paa 4 Regimenter Fodfolk og 4 Kompagnier Rytteri. De lette Tropper optraadte som blandede Legioner, og Artilleriet knyttedes i Syvaarskrigen paa en ganske vist taktisk uheldig Maade til Fodfolket. Paa Folards Raad inddelte Marschal Belle-Isle paa Tilbagetoget fra Bøhmen 1742 sin Hær i 5 smaa, af alle Vaaben sammen­ satte Divisioner.

I Fredstid bestod Divisionsinddelingen først fra 1776. Hæren inddeltes da i 16 Divisioner, som hver kom­ manderedes af 1 Generalløjtnant og 3 maréchaux de camp. Inddelingen var mangelfuld og kunde ikke maale sig med Nutidens Territorial- eller Armeedivision. St. Germain havde vel tænkt sig, at hver Division skulde danne en lille Hær; men kun 6 Divisioner bestode af alle 3 Vaaben, 8 bestode af Fodfolk og Rytteri, 1 af Fodfolk og Artilleri, 1 alene af Fodfolk og I alene af Rytteri. 1 administrativ Henseende fik Institutionen stor Betydning. Divisionsgeneralerne traadte i Generalinspek­ tørernes Sted og fik Tilsyn med 'Troppernes Uddannelse, Forplejning og Disciplin. Artilleriets og Ingeniørkorpsets Etablissementer vare dem underlagte, og de vare be­ myndigede til at samle de dem underlagte Tropper til større Øvelser. Divisionen skulde stedse være Mellem­ leddet mellem Ministeriet og Afdelingerne. Forholdet mellem Divisionsgeneralerne og de civile Myndigheder, Guvernører og Intendanter i Provinserne, ordnedes. Or­donnance af 17. Marts 1788 inddelte Hæren i 21 permamente Divisioner og 80 Brigader.

Paa Grund af Forholdene kom Divisionsinddelingen af 1776 og 88 ikke til at spille nogen Bolle i Krigen, men den fortjener dog at anføres som et Bevis paa, at man i Frankrig inden Revolutionstiden havde Øje for Vigtigheden af, at Generalerne alt i Fredstid lærte deres Tropper at kjende, og for Betydningen af en intim Sam­ virken mellem Vaabnene.

«Saaledes har da Monarkiet i det Øjeblik, det staar paa Nipppt til at forsvinde, en fortræffelig organiseret Armee. Ludvig XYTs Hær, Choiseuls Rytteri og Gribeauvals Artilleri, hindre Europa i at kue Revolutionen. I den kongelige Armees Kadrer inkorporerer man de Fri­villige , og af den kongelige Armees Rækker udgaa de Generaler, der faa Republiken til at triumfere». (Dussieux. l'armée en France II)

II. Revolutionstiden.

Det er Oplysningstidens Filosofer, der have forberedt Revolutionen. De vakte hos de Styrende en dunkel Be­ vidsthed om, at de havde misbrugt deres Magt, hos de Underkuede kaldte de et dæmrende Haab om en bedre Tilstand tillive. Besjælede af de bedste Hensigter søgte ædle Monarker og frisindede Ministre at lette de Byrder, Folkene segnede under, men deres velmente Bestræbelser bleve ofte inisforstaaede, snart bleve de tydede som Tegn paa Svaghed, og snart, mirabile dictu, bleve de op­ fattede som en ny Art Tyranni.

I Frankrig var Tilstanden mod Slutningen af l’ancien régime yderst sørgelig; der herskede Dyrtid alle Vegne, og paa Grund af den slette Høst var Brødet af den elen­ digste Beskaffenhed. Samtidig tyngedes og trykkedes de upriviligerede Stænder, navnlig Landalmuen, paa alle Maa- der af utaalelige og ubillige Skatter og personlige Byrder. Nu rygtedes det, at Regjeringen vilde lindre Nøden, men derved steg Utaalmodigheden yderligere; «man vil hjælpe os», hed det, «lad os selv hjælpe til». Les états géné- raux skulde indkaldes, Aarsagerne til Nøden skulde under­ søges; men under Forberedelserne hertil brast Taalmodigheden, Folket rejste sig for med eet Slag at opnaa, hvad der dog engang skulde tilfalde det. I alle Landets Egne udbrød der lokale Oprør. Bastillens «Erobring» gav ingenlunde Signalet; i de 4 Maaneder, der gik forud for denne Begivenhed, fandt ikke mindre end 300 lokale Rejsninger Sted. Tidligere, under Ludvig XIV og XV havde saadanne partielle Oprør ikke været ualmindelige, men Regjeringen havde kuet dem med Jernhaand. Hoved- mændene havde maattet udsone deres Brøde i Galgen eller paa Galejerne, og alt var vendt tilbage til den gamle Tilstand. Nu var Forholdet ganske forandret. Folket er et Barn, hed det nu, man maa bære over med dets Uartigheder, ved gode Ord og Formaninger vil det nok atter lade sig lede tilbage til den rette Vej. Autoriteterne optraadte derfor med stor Overbærenhed; i de ledende Kredse var man i Grunden ganske glad over Rejsningen; thi den var oprindelig kun rettet mod de kommunale og feudale Myndigheder. Men Folket begreb ikke denne usædvanlige Mildhed, det saa deri kun Svaghed og Af­ magt; det følte sin egen Styrke, og langt fra at lade sig stille tilfreds gik det videre i sine Udskejelser. Heller ikke den væbnede Magt forstod denne forandrede Frem­ færd. Man forbød den at gribe in d , man fordømte den til at spille en ørkesløs Tilskuers Rolle; kan man da undres over, at den snart betragtede Oprøret som beret­tiget, og at den for en stor Del nægtede Tjeneste, da   man endelig, men altfor sent, fik Øjnene op? En kraftig Optræden fra Regjeringens Side kunde maaske have hin­ dret Kongemagtens Fald og vilde rimeligvis have fore­ bygget Hærens Frafald; thi Oprøret var i Begyndelsen aldeles ikke organiseret, ingen tænkte paa at styrte Konge­ magten, de plyndrende Bander paastode at handle i Kon­ gens Navn. Revolutionens første Maal var rent socialt, ikke politisk.

Da Regjeringen ikke vilde eller kunde bringe Orden tilveje, sluttede de besiddende Borgere sig sammen for at værne Liv og Ejendom mod Pøbelen; saaledes op­ stod aldeles spontant Nationalgarden. Herved var Grunden lagt til en mægtig, af Regjeringen aldeles uaf­ hængig Hær; den var i Besiddelse af Intelligents, den lod sig bruge i politiske Øjemed, og den omstyrtede den gamle Forfatning. Men Nationalgarden blev træt; i Stedet for at værne om den ny, ordnede Forfatning, den selv havde fremkaldt, lod den sig afløse af de samme Bander, den oprindelig havde bekæmpet, og nu skiftede den ganske Karakter. Den ny Nationalgarde blev kun et Redskab for den lille Skare, der havde haft Dristighed nok til at optage Arven efter Kongedømmet.

Med den egentlige Hær gik det en Stund slemt ned ad Bakke; bevidst og ubevidst arbejdede man fra alle Sider paa dens Demoralisation; kun Krigen frelste den. Under Kampen med de Allierede nødtes man til at ind­ rømme, at man ikke kunde føre Krig med National­ gardister, men at man behøvede disciplinerede Soldater. Lidt efter lidt kom der Orden i det militære Anarki, Revolutionstiden havde fremkaldt. Af den brogede Blan­ ding af gamle Soldater og uøvede og indisciplinerede Nationalgardister udvikledes Direktoriets, Konsulatets og Kejserdømmets Hære.

Jordbunden i Hæren var ikke ugunstig for Revolu­ tionen. Soldaternes flovedmasse vedblev at udgaa fra Befolkningens laveste Lag. Ved Drik og Fruentimmer vare mange lokkede til Fanerne, ved de samme Midler lode de sig forlede til at svigte deres Pligt. Vel fandtes der i Hæren ikke faa «fils de famille», unge Mænd med god Opdragelse, der havde ladet sig hverve, men det var ikke for deres Dyders Skyld, de havde taget Musketten paa Nakken; langt fra at styrke Disciplinen virkede de som et farligt Gjæringsstof. De, der havde deltaget i den amerikanske Frihedskrig, medbragte derfra Ideer, der ikke skulde gjøre dem skikkede til at bekæmpe Friheden. Lønningen var vedblivende ussel, og de nylig indførte korporlige Strafle havde vakt megen Misfornøjelse. De Soldater, der laa i de store Byer, omgikkes udelukkende Samfundets Pariaer; de stolte Karle, der tjente i les gardes françaises vare særlig yndede af palais royal’s kvindelige Starngjæster, der spillede saa vigtig en Bolle under Revolutionen. Mandskabets Tilstand var saaledes ikke af den Beskaffenhed, som ønskeligt var, om Hæren skulde løse sin ene Hovedopgave, at opretholde den indre Orden. Befalingsmændene vare heller ikke egnede dertil. Underofficererne vare i høj Grad upaalidelige, og det var ikke saa mærkværdigt. De unge Mænd af bor­gerlig Herkomst, der havde ladet sig hverve for at blive Officerer, saa deres Karriere afbrudt ved Ségurs Ordon­ nance; fremtidig kunde ikke den største Bravur hæve dem op i Officersstanden. Hvem kan undre sig over at Folk som Hoche, Murat, Bernadotte, Ney, Rapp, Soult, Lefebvre og mange andre med Glæde hilsede en Bevæ­gelse, der aabnede den videste Mark for deres Ærgjerrighed? Officererne faldt nu igjen i 3 Klasser, Hofadlen, Provinsadlen og de Borgerlige. Der var altsaa ingen Enhed tilstede, og Officerskorpsets Optræden overfor Re­ volutionsbevægelsen var højst forskjelligartet.

Officererne af den første Kategori fulgte de af Kongefamilien givne Exempler. Nogle flygtede strax med Kongens Brødre, andre fulgte Kongens Exempel og bleve, atter andre styrtede sig som Hertugen af Orléans ind i Bevægelsen og søgte med større eller mindre Held at spille en Rolle i det ny politiske Liv. Officerskorpsets Hovedmasse, den lavere Adel, kunde kun vinde ved en Forandring, der aabnede den Adgangen til de højeste militære Værdigheder; men disse loyale Officerers roya­ listiske Anskuelser hindrede dem i aabent at slutte sig til Revolutionen. I deres Optræden lignede de kun alt for meget Kongen, deres Hovedfejl var Resignation. De fandt sig i at blive haanede og spottede af Pøbelen, de bar over med deres Folks Ulydighed, de holdt ud paa deres Post blot for at hindre den almindelige Opløsning. I lange Tider havde de lært at resignere. «Intet Sted» siger Taine, «var den praktiske Filosofi, den der bestaar i Selvfornægtelse, trængt dybere ind end hos denne miskjendte Elite». De borgerligfødte Officerer, der vare tal­ rigst i de specielle Vaaben, sluttede sig strax til Revolutionen. De havde ingen Fordomme at bekæmpe.

Den ote Maj 1789 traadte les états généraux sammen, og nu begyndte Bevægelsens politiske Side at blive den overvejende. Den 17de Juni erklærede Trediestand sig for Nationalforsamling, Revolutionen var i fuld Gang. Magten gled ud af Kongens Hænder, og Forsamlingen be­ stræbte sig for at hindre ham i nogensinde at kunne optage den igjen. Men selv formanede den ikke at føre Tøjlerne. Trældyret havde taget Bidslet mellem Tænderne, ophidset af mangfoldige Aars Mishandlinger løb det løbsk uden at agte paa de ny, uøvede Vogn­ styreres Tilraab. Hverken Kongen eller den konstituerende eller den lovgivende Forsamling lige saa lidt som Kon­ ventet styrede Frankrig; fra 1789— 93 herskede fuldstæn­ digt Anarki. Først da Velfærdskomiteen med fast Haand greb Tøjlerne, blev der Tale om at lystre.

Nationalforsamlingen saa i Hæren Frihedens farligste Fjende; dens første Bestræbelser gik derfor ud paa at demoralisere den. Jordbunden var kun altfor vel for­ beredt, og Resultatet oversteg snart de dristigste For­ventninger. Forfærdet søgte den da at sætte en Bom for Udskejelserne, men det var for sent. Den ulykkelige Konge var langtfra at være den forfærdelige Situation voxen. Hans Svaghed og Ubestemthed arbejdede Haand i Haand med Demagogernes direkte Bestræbelser. Ludvig XVI var ingen Soldaterkonge; han var vel modig, men hans Mod var kun passivt. Hvis han havde haft en eneste Draabe Solduterblod i sine Aurer, kunde han have knust Oprøret i 1792, da det egentlige Folk, der havde opnaaet hvad det ønskede, var træt og ked af Anarkiet. Der er ingen Tvivl om, at den største Del af den regulære Hær, der den Gang var kommet til Besindelse, med Begejstring havde samlet sig om Kongen, hvis han blot havde skjænket den sin Tillid.

Resultatet af Regjeringens Slaphed og Folkeledernes Agitation viste sig snart i en lang Række militære Emeu- ter. Det var les gardes françaises, der lagde for. D. 23. Juni 1789 nægtede 2 Kompagnier at gjøre Tjeneste. De konsigneredes, men den 27de brøde de ud, og fra den Dag saa man dem hver Aften i palais royal, hvor «Pa­ trioterne» kappedes om at traktere dem. Et hemmeligt Selskab havde dannet sig i Regimentet, Soldaterne havde svoret, intet at foretage mod Folket. Den 30te Juni arresteredes II af Hovedmændene ; Kammeraterne, under­ støttede af Civile, befriede dem, og denne Gang gjordes der ikke engang Forsøg paa at straffe de Skyldige. Regjeringen forsøgte forgjæves at forlægge Garden til St. Dénis, Soldaterne nægtede Lydighed, og de bragte endogsaa deres Kanoner i Sikkerhed for at hindre de paa Marsmarken samlede Tropper i at gjøre dem ubrugelige. Den 12te Juli vare de 5 Batailloner i fuldt Oprør, og den 14de spillede de en Hovedrolle ved Stormen paa Bastillen. Til Gardisternes Ære skal det dog bemærkes, at de ikke midt under Oprøret glemte, at de vare Soldater. De tilføjede ikke deres Officerer, end ikke den forhadte Regimentschef, le duc de Châtelet, som dog var i deres Vold, den ringeste Overlast, og de gjorde overmenneske­ lige Anstrængelser for at beskytte Bastillens Forsvarere mod den rasende Pøbel. Den 31te Juli sluttede den 6te Bataillon, der havde staaet i Versailles, sig til Oprørerne, og med den fulgte en Del af les gardes suisses. Exemplet smittede. De Soldater, som den 12te Juli sendtes til lnvalidehotellet for at aftage Hane og Ladestok af de der opbevarede c. 30000 Geværer, anvendte 6 Timer om et enkelt Vaaben og gave dermed lydelig nok tilkjende, at de ønskede, at Folket skulde kunne benytte Oplaget. Den 13de Juli stormede Pøbelen dette Arsenal, uden at der gjordes Forsøg paa at hindre det fra den nærliggende iVlarsmark, hvor dog en talrig Styrke var samlet. I det Hele blev der kun gjort svage Forsøg paa at kvæle Op­ røret i Fødselen. I August gjorde Artilleristerne i Be­ sançon Revolte; de opbrøde Arresterne og insulterede deres Officerer. Der som saa mange andre Steder endte Opstanden med Drikkelag, der varede flere Dage. I Bre­tagne solgte Grenadererne af Regimentet Isle de France deres Klæder, Vaaben og Sko, hvorefter de drak Pengene op. 56 Soldater af Begimentet Penthiévre truede med at »massakrere» deres Officerer. I Eure et Loir plyndrede Dragonerne med Sablen i Haanden Bøndernes Ejendomme, og Soldaterne af Royal-Comtois udvandrede i Masse til Paris »hvor man morer sig». Regimentet Beauce gjorde Opstand, da en af dets Batailloner skulde sendes til Vest­ indien. Bataillonen kom vel afsted, men paa Martinique gjorde den Mytteri og gik paa egen Haand tilbage til Frankrig. I Strasbourg fandt der store Lordener Sted; Soldaterne havde først dæmpet en Pøbelopstand, men da den taknemlige By skjænkede dem en større Pengegave, gav det Anledning til de samme Orgier som i Besançon. Nationalforsamlingen søgte ved Proklamationer at tilveje­ bringe Orden, men den undergravede kun Disciplinen ved sine Bestemmelser. I August 1789 dekreteredes en ny Edsformular, hvorefter Soldaterne skulde sværge at være lydige mod Nationen, Kongen og Loven, medens Office­ rerne tillige maatte sværge aldrig at ville anvende Trop­ perne mod Borgerne uden efter de civile .Myndigheders Ordre. Eden skulde aflægges for Civilautoriteterne; der­ ved og ved Edens Indhold fik disse i Soldaternes Øjne en Betydning, der svækkede Officerernes Stilling.

Læren om Menneskerettighederne prædikedes aarie og silde for Soldaterne, og de politiske Klubber bearbej­ dede dem af al Magt: «Alle Mennesker havde lige Ret­ tigheder, hvorfor skulde der da være Forskjel for den væbnede Magts Vedkommende? Kun den personlige For­ tjeneste berettigede en Mand til at indtage en højere Stilling i Samfundet; men Officererne havde jo slet ikke haft Lejlighed til at bevise deres Værdighed dertil; de beklædte deres Stillinger i Kraft af de gamle Privilegier, og dem havde Nationalforsamlingen hævet. Naar den frie Udvexling af Tanker og Meninger hørte til Menneskets helligste Rettigheder, saa kunde ingen forbyde Soldaterne at oprette Klubber eller indlræde i saadanne». Der dan­ nedes en stor Mængde Regimentsklubber; i Begyndelsen drøftedes kun politiske Spørgsmaal, men man tog snart fat paa de militære; navnlig da Nationalforsamlingen be­ gyndte Behandlingen af Organisationslovene. I Spidsen for Klubberne stode overalt Underofficerer, der jo med Glæde havde modtaget det ny Evangelium. Ofte sloge flere Klubber sig sammen; i Strasbourg dannede Garni­ sonens 7 Regimenter en Kongres, og i Brest havde man et militært politisk Forbund. Disse Klubber henvendte sig ved Deputationer baade til Krigsministeren og til Nationalforsamlingen, og i dem toges Bestemmelse om Mytterier. Ofte bleve Regimenterne uenige om politiske Spørgsmaal, saa grebe de til Vaaben, og i Lille, Tarascon, Nîmes og Aix fandt heftige Gadekampe Sted.

I Foraaret 1790 begyndte enkelte Regimenter at fordrive deres Officerer, ofte paa en meget naiv Maade. Dragonregimentet Lorraine opfordrer saaledes Chefen til at blive, «da han har tjent sig op gjennem alle Grader», men beder de adelige Officerer om at fortrække, da deres Forbliven «kan foranledige Uordener». Royal-Marine bortsender alle sine Officerer, men medgiver dem de var meste Anbefalinger til Nationalforsamlingen paa Grund af deres gode Opførsel. Paa Forsamlingens Anmodning op­ tog Regimentet kort efter alle sine Befalingsmænd igjen. Men saaledes gik det ikke til alle Vegne. F Metz fordrev Garnisonen alle de Officerer, den ikke kunde lide, og mange Regimenter forjoge deres Chefer og andre adelige Foresatte. Den 4de Juni 1790 kunde Krigsministeren, Latour-Dupin, meddele Nationalforsamlingen: »Hæren truer med at blive et Bytte for Anarkiet . . . . De mest uhørte Fordringer fremsættes uden Omsvøb, Befalingerne ere uden Virkning, Kongens Ordrer trodses aabenlyst. Officererne ere uden Myndighed, de blive haanede, nedværdigede, bortjagne, nogle endog fangne af deres egne Folk». Men Maalet var endnu ikke fuldt.

Nationalforsamlingen havde besluttet, at «les masses» skulde udbetales til Folkene, og disses Forventninger spændtes til en vanvittig Højde. Regimentet Fores tvang Chefen til at udbetale 70000 livres, og endnu værre gik det til i Nancy, hvor Regimentet le Roi laa i Garnison sammen med Kavalleriregimentet Mestre-de-camp-général og Schweitzerregimentet Chateauvieux. Da Efterretningen om Afregningen kom til Byen, krævede Schweitzerne 200000 livres, medens le Roi skruede sine Fordringer op til 1200000. Den 13de August 1790 bemægtigede Soldaterne sig Kassen efter at have mishandlet og for­ drevet Regnskabsførerne, og Schweitzerne, der vare særlig gridske, tvang deres Officerer til at give Løsepenge. Paa Efterretningen om denne Begivenhed afsendte For­ samlingen maréchal de camp, Grev de Malseigne, hvem det lykkedes at faa de franske Tropper til at underkaste sig. Den 20de August var alt nogenlunde roligt. Da Schweitzerne imidlertid ikke vare til at stole paa, gav Provinsens Guvernør, Generalløjtnant Marquis de Bouillé, dem Marcheordre; men de nægtede at adlyde og fik de franske Tropper med sig. Den 26de var hele Garnisonen i fuldt Oprør og Officererne satte i Forvaring. Malseigne flygtede til Lunéville, hvor han tidligere havde haft en Kommando. Ledsaget af nogle Eskadroner Karabinierer gik han mod Nancy, men Oprørerne rykkede ham imøde, og efter en kort Fægtning blev han udleveret af sine egne Tropper. Nu blev det dog Nationalforsamlingen for galt; den søgte at dæmpe Oprøret ved en energisk — Prokla­ mation, men Kongen havde heldigvis mandet sig op og givet den energiske Bouillé Ordre til at tugte Rebellerne. Generalen samlede en lille Hær af paalidelige Tropper og Nationalgardister, og den 31te August stod han foran Nancy med 7—8000 Mand og 10 Kanoner. En Deputa­ tion fra Garnisonen tilbød Enderkastelse og lovede at ud­ levere Malseigne og Hovedmændene for Oprøret; tillige gik den ind paa, at Regimenterne skulde afvæbnes paa et nærmere betegnet Sted. Efter kort Tids Forløb kom Malseigne ogsaa ud til Guvernøren; men de andre Be­ tingelser opfyldtes ikke, og da Bouillé vilde rykke ind i Byen, modtoges han med Kardæsker, lian stormede da Porten, og efter en rasende Gadekamp, hvori flere Tusinde Mand faldt, strakte Garnisonen Gevær med Undtagelse af en Del Kavallerister, der flygtede ud af Byen.

De oprørske Regimenter opløstes, og Hovedmændene straffedes haardt, særlig gik det ud over Schweitzerne, der dømtes af deres Landsmænd. 23 af dem henrettedes, og 14 dømtes til livsvarig Galejstraf. Nationalforsamlingen voterede Bouillé og hans Tropper Fædrelandets Tak, hvil­ ket dog ikke forhindrede, at man kort efter kaldte dem «les tigres sans pitié de Bouillé», eller at man 1,5 Aar efter mod Kantonernes Ønske frigav Galejslaverne, ja endog modtog dem i Nationalforsamlingen med de største Æresbevisninger.

Katastrofen i Nancy havde en heldbringende Virk­ning. Resten af Aaret 1790 gik hen uden større Revol­ter; men Nationalforsamlingen vedblev med lige Uklog­ skab at modtage Regimenternes Deputationer, og Regi­mentsklubberne florerede stadig, skjøudt deres Virksomhed ved Dekret af 19de September 1790 var bleven forbudt. Det følgende Aar tillod Krigsministeren, Duportail, ud­ trykkelig Soldaterne at besøge de politiske Klubber, og det Forbud Forsamlingen nedlagde mod, at disse behand­ lede Spørgsmaal, der vedrørte Hærens indre Forhold, var naturligvis ganske uden Virkning. I Februar 1791 be­ gyndte Revolterne paany, men nu var det især indre Stri­ digheder, der udfægtedes mellem Regimenterne indbyrdes.

Officerernes Stilling var forfærdelig, og dog holdt de trolig ud paa deres Post saa længe som muligt. De fandt sig i at lyde et improviseret Municipalraads taabelige og urimelige Befalinger; de taalte ved Siden af sig en Nationalgarde, hvis jammerlige Førere de maatte be­ handle som Ligemænd, ja de maatte endog rømme Plad­ sen for bevæbnede Bander, der førtes af en Advokat uden Klienter, en forhenværende Munk, en Skrædder, maaske endog en Desertør eller en degraderet Soldat af deres eget Regiment. Uden Støtte fraoven, forraadte af deres Undergivne holdt de alle ud i 2 lange Aar. De emigrerede «for ikke at blive hængte», eller fordi man ligefrem jagede dem bort. Den 19de Juli 1790 dekre­ teredes Adlens Ophævelse, men længe efter vedblev det at være en Forbrydelse at have været adelig, og mangen Officer, der ærlig havde sluttet sig til Revolutionen, maatte bøde med Livet eller redde sig ved Flugten, blot fordi han var en «ci-devant». En stor Del af Hærens højeste Førere bleve paa deres Plads; her skal kun næv­ nes Rochambeau, Luckner, La Fayette, Dumouriez, Biron, Beauharnais, Custine, Kellermann og «le general Égalité» (Ludvig Philip), mange af dem ydede Revolutionen glim­ rende Tjenester, men hvorledes bleve de lønnede? Endnu i 1703 vedblev man at udrense de aristokratiske Ele­ menter. Republikens Kommissærer, som Billaud og Ronsin, suspenderede paa deres Rundrejser Tusinder af adelige Officerer. Selv Rouget de L’lsle, Marseillaisens berømte Forfatter, maatte forlade Tjenesten, om han end ikke direkte blev jaget bort. I Velfærdskomiteen rettede Robespierre heftige Angreb mod de adelige Officerer, og det var med stor Møje, ofte kun ved List, at Carnot red­ dede nogle af dem. Anklagerne forstummede først, da det var lykkedes at «desaristokratisere» Hæren, som det hed i det ny Sprog.

Krigen reddede Hæren. Efter de første Paniker tog Linieregimenterne sig sammen. Ved Valmy og Jemmap- pes, ja selv efter Nederlaget ved Neerwinden var deres Forhold fortræffeligt. Mænd som Dumouriez, Lafayette, Kellermann og Custine forstode at vinde Tropperne og at hævde Mandstugten. Efterretningen om det første Pøbelangreb paa Tuilerierne den 20de Juni 1792 mod­ toges af Linien med dyb Indignation. Næsten alle Regi­menter sendte Adresser til Overgeneralen og bade ham meddele Forsamlingen, at de vilde handle efter Kongens Ordre og ikke følge Partierne. Alle Tropper ved La-fayettes Armee erklærede, at de vilde bekæmpe de indre Fjender saa vel som de ydre. Denne Situation burde have været benyttet; Indignationen var saa almindelig, at endog den lovgivende Forsamling fandt Anledning til at udstede en Proklamation, hvori den i stærke Udtryk dad­ lede »de skamløse Literater, der søgte at desorganisere Hæren ved at udbrede Mistillid til Førerne«.

Tiltrods for Klubbernes stadige Agitation, tiltrods for Republikens Kommissærers egenmægtige Optræden bedre­ des Disciplinen i Liniehæren stadig. Den militære Selv­ følelse var vaagnet; med Foragt saa Liniesoldaterne paa «de Frivilliges« indisciplinerede Skarer, og med Harme vare de Vidne til Sansculotternes blodige Færd.

Selvfølgelig maa man fordømme de militære Udskejel­ ser, der fandt Sted 1789— 91, skjøndt der er saa uendelig meget, der taler til Soldaternes Undskyldning, men man maa beundre den esprit de corps, der holdt Regimenterne sammen under den værste Krise, og den militære Aand, der sejrede efter 3 Aars haarde Anfægtelser og fra Linien meddelte sig til de store Skarer, der sammensmeltedes med den for at danne den ny franske Hær.

Nationalforsamlingen nedsatte allerede 1789 en Militærkomite, der skulde drøfte de militære Reformer. De fleste af Komiteens 12 Medlemmer vare aktive Officerer, og adskillige af dem vare ganske dygtige Mænd. De mest fremragende vare Noailles, Mirabeau d. Y., Lameth og især den yderst radikale Dubois de Crancé, der i sin Tid under St. Germain havde faaet Afsked i Unaade. Ogsaa Broglie, Custine og Biron, der kun vare Medlem­ mer af Forsamlingen, toge ofte Del i Forhandlingerne. Der skulde tages fat paa Reformer, men nu gjaidt det ikke som i forrige Periode om at supplere Louvois Værk, nej, nu skulde det hele rives ned og bygges op paa et nyt Grundlag. Uheldigvis vare Komiteens Medlemmer lige saa meget Politikere som Militære, de higede efter Popu­laritet.

Der var mange Forhold ved den gamle Ordning, der krævede Reformer; dette gjaldt i høj Grad om Retsplejen, hvad da ogsaa l’ancien regime fuldt ud havde anerkjendt. Men i Stedet for at afhjælpe de værste Mangler ved de gamle Bestemmelser og foreløbig nøjes dermed, indtil en ny Straffelov var udarbejdet, suspenderede man i April 1790 alle de gamle Straffebestemmelser og levede uden Spor af Straffelov indtil September, altsaa i næsten et halvt Aar under de vanskeligste og mest fortvivlede For­hold. Under Paavirkning af Excesserne i Nancy vedtog Forsamlingen den 15de September 1790 en Lov om An­ vendelse af Straf uden Dom, der i mange Henseender var et fortræffeligt Arbejde. Korporlige Straffe afskaffedes, og Arreststraffenes Varighed bestemtes. Enhver Foresat fik Straffemyndighed over sine Undergivne, men Straffene skulde indmeldes til Regimentet, hvis Chef kunde modi­ficere dem. Hvert Regiment fik et Disciplinarraad, bestaaende af 7 Officerer, der skulde afgjøre tvivlsomme Tilfælde og undersøge Klager. Den 22de September s. A. vedtoges en Lov om militær Retspleje, der gav Anledning til mange Konflikter mellem de civile og militære Dom­ stole, idet den paa en højst uheldig Maade henviste de af Militære begaaede Forbrydelser snart til den ene, snart til den anden Ret.

De militære Domstole bleve permanente, der opret­tedes 1 i hvert Militærdistrikt, bestaaende af en Præses og tvende Dommere, der vare Jurister og skulde under­ søge Sagen og bestemme Straffen, efter at den militære Jury havde afsagt sit Skyldig. Juryens Sammensætning sikrede Underklasserne Overtaget, selv naar Sagen gjaldt en Officer. Først den 30te September 1791 dekreteredes den egentlige Straffelov, der fastsatte Straffe efter Dom. De Bestemmelser, den indeholdt, vare strænge nok; der fandtes baade Dødsstraf og Galejslaveri. Inden denne Lov udkom, havde Forsamlingen udstedt strænge proviso­riske Straffebestemmelser for at kue de Uordner, der 1791 paany vare begyndte. Som det ses, tog den konsti­ tuerende Forsamling sig sammen henimod Slutningen af sit Liv, men Ulykken var, at den slet ikke havde Magten.

Da Krigen truede med at udbryde, udstedte Krigs­ ministeren, de Narbonne, et Reglement for Anvendelse af Straf i Felten, som bekæmpedes paa det heftigste i For­ samlingen blandt andre af Carnot, hvis Anskuelser om Disciplin, inden han selv kom til Roret, vare højst be­ synderlige. Reglementet ophævedes, men i Midten af Maj 1792 vedtoges en Lov, der indeholdt Bestemmelser om mobile Krigsretter og Feltpoliti-Tribunaler. Strænge Straffe fastsattes for Desertion og Fejghed, og Justits­ ministeren bemyndigedes til at skride ind mod alle dem, «der i Skrift og Tale bidroge til at svække Subordinatio­ nen». Havde Ministeren været humoristisk anlagt, havde han sikkert strax anlagt Sag mod selve den lovgivende Forsamling.

De gamle Regler for Officerernes Udnævnelse og Forfremmelse kunde naturligvis ikke bestaa under det ny Regimente, heller ikke Underofficerernes Forfremmelsesforhold kunde forblive uforandrede.

Lov af 20de September 1790 fastsatte ny Regler for Refalingsmænds Antagelse og Avancement. Naar en Korporalsplads blev ledig ved et Kompagni, skulde dettes Korporaler foreslaa hans Efterfølger. Chefen forelagde Obersten en Liste, indeholdende Navnene paa de 3 dyg­ tigste Aspiranter, og denne udnævnte da en af dem. Lig­ nende Regler fastsattes for de andre Underofficerscharger, dog kunde Valget her gaa igjennem hele Bataillonen eller Regimentet. Af de ledige Underløjtnantspladser skulde 3/4 besættes med unge Mænd, der skulde være Sønner af «aktive» Borgere. Aspiranterne skulde mindst være 18 Aar gamle og maatle underkaste sig en Prøve, efter hvis Udfald deres Aldersorden bestemtes, derimod var det ikke nødvendigt at have gjort praktisk Tjeneste. 1/4 af Plad­serne tilfaldt Underofficererne dels efter Anciennitet, dels efter Officerskorpsets Valg. Kongen udstedte Patenterne, men havde faktisk ingen Indflydelse paa Udnævnelserne. Mærkelig nok havde Militærkomiteen indstændigt fraraadet at lade de Underordnede faa Lov til at vælge deres Fore­ satte i den regulære Hær. Avancementet til Løjtnant og til Kaptejn gik udelukkende efter Aldersorden indenfor Regimentet, derimod kunde Kongen disponere over 1/3 af Oberstløjtnants- og Oberstpladserne, Halvdelen af Gene­ ralspladserne og samtlige Marschalspladser. Majorstillingen faldt bort. De Officerer, der endnu havde Ret til en Del af deres Charges oprindelige Værdi, fik denne udbetalt.

24de Juni 1791 bestemtes, at Halvdelen af de vakante Underløjtnantspladser skulde tilfalde Underofficererne. Da Officerernes frivillige og tvungne Bortgang fra Afdelin­gerne havde frembragt en Masse Vakancer, udstedtes 1. August 1791 en provisorisk Avancementslov, ifølge hvilken Forfremmelser til Løjtnant og Kaptejn skulde gaa over hele Vaabnet for de Regimenters Vedkommende, der havde over 4 ledige Numre i de nævnte Klasser. I de Regimenter, der havde fordrevet deres Officerer, skulde Underofficererne kun have 1/4, ved de øvrige skulde de have Halvdelen af de ledige Underløjt­ nantspladser, Resten af disse skulde besættes paa samme Maade som før. Ved alle Avancementer krævedes en Attest for konstitutionelt Sindelag. I Krigsministeriet voldte disse Bestemmelser store Vanskeligheder, da der ikke existerede nogen Aldersordensliste for hele Hæren.

I August 1792 fremsattes i Forsamlingen det Forslag at bortjage alle Officererne og lade Soldaterne vælge ny. Der blev dog ikke taget nogen Beslutning herom.

Saa længe Liniehæren existerede, blev der ikke Tale om direkte Valg af Officerer, men da de ny Formationer 1793 sloges sammen med de gamle, bestemtes det, at 2/3 af Officererne skulde vælges direkte af deres Underordnede, medens 1/3 af de ledige Poster reserveredes "à l’ancien­ neté de service à grade égal».

Denne sidste Bestemmelse var højst uheldig; thi naar Avancementet var lidt livligt, kunde en gammel Trænkusk, der i 30— 50 Aar havde tjent i denne beskedne Stilling, i Løbet af 3 Uger blive Brigadegeneral. «Snart kan ikke een af Eders Officerer læse eller skrive», ind­ berettede Calés til Konventet den 28de Juli 1793. Et Dekret af 27. pluviôse II (12/2 94) fastslaar endelig, at «ingen Borger kan udnævnes til Korporal, endsige til Gene­ral, hvis han ikke kan læse og skrive.» Naar nu hertil kommer, at ogsaa de kommanderende Generaler havde Udnævnelsesret, ser man, at Forholdene vare saa forvir­ rede som vel muligt. Disse demokratiske Regler vare ikke længe gjældende. Der blev stadig sat snanrere Grændser for de Undergivnes Valgret, indtil den 1796 forsvandt.

De kongelige Militærskoler ophævedes 1792, efter at Adgangen til dem 1790 var bleven aabnet for Uadelige. Derimod fik Frankrig i denne bevægede Periode de Skoler for de specielle Vaaben, som endnu blomstre. Ved Lov af 28de September 1794 og 1ste September 1795 opret­ tedes l’école polytechnique og Applikationsskolerne. Det er Carnot og hans berømte Lærer, Monge, der have Æren for disse Institutioners Oprettelse. Et mindre heldigt Udfald fik Carnots Forsøg paa at oprette en almindelig Officersskole; «l’école de Mars» gik ind efter en Levetid af nogle faa Maaneder.

Den Maade, hvorpaa Hæren og navnlig dens Reserve, Militsen, udskreves, havde længe været Gjenstand for en ganske vist ikke uberettiget Misfornøjelse. Ogsaa her gik man radikalt tilværks, man afskaffede «le racolage» og ophævede Militsen, men man satte ikke noget nyt i Stedet. Militsens Ophævelse gav forresten Anledning til en meget heftig Diskussion mellem Krigsministeren Latour-Dupin og den Deputerede Dubois-Crancé; Ministeren ønskede meget at bevare Militsen som en Reserve for Hæren, medens den Deputerede vilde «nationalisere» hele Hæren og indføre en Art Værnepligt, som alle Franskmænd skulde være underkastede. Som ovenfor omtalt vedtog man kun den negative Foranstaltning at ophæve Militsen; den 16de December 1789 forsvandt denne ældgamle In­ stitution for bestandig; den ophævedes dog først officielt 4de Marts 1791.

Den 28de Februar 1790 udgik det konstituerende Dekret, hvorved Hærens Stilling i det ny Samfund be­ stemtes. Ifølge Dekretets Punkt 7 skulde Hærens Styrke og Reglerne for dens Tilgang fastsættes for hver Lov­givningsperiode.

I August s. A. fastsattes Hærens Styrke til: 110000 Mand Fodfolk, 30000 Mand Rytteri og 10000 Mand Artilleri. Af Mandskabet kunde 26000 Mand være Udlændinge.

I Marts 1791 var Reorganisationen færdig paa Papiret. Foruden af de ovennævnte 150000 Mand skulde Hæren paa Krigsfod bestaa af 100000 «auxiliaires», der i et bestemt Forhold stilledes af Departementerne, og som skulde anvendes dels til at bringe de bestaaende Regimenter paa Krigsstyrke, dels til Dannelsen af ny Afdelinger og dels til Flaaden. Al Tilgang til Hæren skulde ske ved frivillige Engagementer, og Hvervningen stilledes under de civile Myndigheders Tilsyn.

Tilgangen til Hæren var i de første Revolutionsaar kun ringe og dækkede ikke Afgangen. 1ste Januar 1791 var Styrken 120000 Mand, 1ste Marts var den 130000 Mand, 1ste Juli 146000 Mand. Auxiliærsoldaterne bleve aldrig designerede, og de ny Formationer, som senere ville blive beskrevne, berøvede snart Hæren al ny Tilgang og skilte den tilmed af med mange af dens bedste Ele­ menter, der fandt rigelig Anvendelse i den ny Hær. I Slutningen af 1791 maatte Ministeren, Narbonne, meddele Forsamlingen, at Hæren manglede 50000 Mand i sin Krigs­ styrke, og at Auxiliærinstitutionen var betydningsløs. I Begyndelsen af det næste Aar bad han om at maatte supplere Linien med Mandskab fra de frivillige Batailloner. Forslaget bekæmpedes paa det heftigste, og mange Stemmer hævede sig for at afskaffe den regulære Hær. «Hvorfor skulle vi rekrutere Armeen? Naar Stormklokken lyder, ile alle Borgere til Vaaben». Ministeren tog sit Forslag tilbage, dog udstedte Forsamlingen et Dekret, der opfordrede Borgere fra 18— 50 Aars Alderen til at lade sig hverve for et Tidsrum af 2—4 Aar. Dekreterne af 17.— 19.-— 20. Juli 1792 paalagde Departementerne at stille 50000 Rekruter til Linien, og da denne Befaling blev overhørt, bemyndigedes Linien den 12te September s. A. til at hverve Mandskab i de frivillige Batailloner. Hæren naaede dog aldrig de 205000 Mand, der udgjorde dens Krigsstyrke, den talte sjældent over 170000 Mand. Regimenterne bleve tilmed forsætlig desorganiserede, idet Størstedelen af deres anden Bataillon anvendtes i Kolo­ nierne eller det indre, medens kun første Bataillon og anden Bataillons Grenaderer vare ved den aktive Hær. Afgangen ved Desertion til Fjenden var meget ringe, dog deserterede nogle, mest fremmede Regimenter dels i Slutningen af 1792 dels sammen med Dumouriez. Lige­ ledes svækkedes Linien betydeligt ved Schweitzerregimenternes Hjemsendelse.

Les gardes françaises opløstes officielt den 31te Au­ gust 1789. Sammen med Desertører fra andre Regimen­ ter dannede de 60 lønnede Kompagnier, 1 i hver af den parisiske Nationalgardes Batailloner. Da Tilstedeværelsen af disciplinerede Tropper i Hovedstaden generede Dema­ gogerne, opløstes «les compagnies du centre» den 10de Oktober 1791, og af Mandskabet formeredes 3 Infanteri­ regimenter, 2 Jægerbatailloner og 3 Gendarmeriafdelinger.

De ny Regimenter fik Numrene 102—4, medens det ny Regiment, der formeredes af Resterne af le Roi fik Nr. 105. Jægerbataillonerne fik Nr. 13 og 14. 16. Oktober 1791 oprettedes »la garde constitutionnelle», der skulde bestaa af 1200 Mand Fodfolk og 600 Ryttere. Halvdelen af Styrken skulde tages af Linien, Halvdelen af de ny Batailloner. Kongen overholdt ikke disse Bestemmelser. Han overskred den normerede Styrke og erstattede snart Mandskabet af de «frivillige» Batailloner med forhen­ værende gardes du corps og andre Adelsmænd, efter Sigende ogsaa med afsatte Gejstlige. Den lovgivende Forsamling opløste derfor den ny Garde den 29de Maj 1792. Allerede den 16de Marts s. A. var den schweitzi- ske Hundredgarde opløst, medens les gardes suisses først opløstes den 10de August 1792, da dette brave Regiment, forladt af Kongen, nedsabledes af den rasende Pøbel. Den 21de Juli 1791 stilledes de fremmede Regimenter paa lige Fod med de franske, d. 6. Oktober s. A. gik de 6 Kolonialregimenter over i Hæren, de fik Numre fra 106 — 11. 20de August 1792 bjemsendtes Schweitzerregimenterne, og samme Aar opløstes et af de fremmede Begimenter. I Tidsrummet 1789— 92 tilgik saaledes følgende Regimenter det franske Linieinfanteri: Nr. 102— 4 (forh. gardes françaises), Nr. 105 (forh. le Roi), Nr. 106— 11 (forh. Kolonialtropper) i alt 10 Regimenter, medens følgende Regimenter opløstes: le Roi, 11 Schweitzerregimenter og Royal-Liègeois ialt 13 Regimen­ ter. Da Styrken 1789 var 102 Regimenter, beløb den sig altsaa ved Udgangen af Aaret 1792 til 99 Regimenter à 2 Batailloner. Jægerbataillonernes Antal forøgedes med Nr. 13— 14 (forh. gardes françaises).

I August 1790 var det blevet fastslaaet, at Regimen­ terne skulde bestaa af 2 Batailloner à 1 Grenader- og 8 Fusilierkompagnier. Kompagniernes Fredsstyrke sattes til 3 Officerer, 8 Underofficerer og 42 Menige. Jægerbataillonerne fik kun 8 Kompagnier af omtrent samme Styrke. Bataillonen paa Krigsfod talte 750 Mand.

Fra 1ste Januar 1791 mistede alle Regimenter deres gamle Navne og fik et Numer, men endnu i 1793 hører man kun Tale om «Picardie, Champagne, Auvergne» o. s. v. i saa Henseende var Hæren konservativ nok.

Rytteriet inddeltes fremdeles i Kavalleri, Dragoner, Jægere og Husarer. De to førstes Regimenter fik 3 Eskadroner à 2 Kompagnier, de øvriges fik 4 Eska­droner ligeledes à 2 Kompagnier. Fredsstyrken blev henholdsvis 382 og 508 Heste, Krigsstyrken 510 og 680 pr. Regiment.

Artilleriet udskiltes 1790 fra Fodfolket; det talte da 7 Regimenter à 20 Kompagnier, 6 Kompagnier Minerer og 10 Kompagnier Arbejdere. Bombarderkompagnierne og Sapørkompagnierne ophævedes som saadanne. Felt­ artilleriet havde 1300 Piecer, hvoraf c. 600 vare tildelte Fodfolket. 29de April 1792 oprettedes 9 Kompagnier ridende Artilleri à 6 Piecer, de tildeltes Regimenterne, men dannede indenfor disse særlige Afdelinger paa 3 Kom­ pagnier under en Oberstløjtnants Kommando. I Aarets Løb steg Antallet til 28 og forøgedes siden yderligere. Artilleriet rekruteredes i de første Aar næsten udeluk­kende fra de andre Vaaben. Det udmærkede sig gjennemgaaende ved sin fortræffelige Holdning, og da de øvrige Afdelinger fordreve deres Officerer, sendte Artilleristerne deres Officerer en energisk Tillidsadresse.  

Ingeniørkorpset fik i Aaret 1793 paa Carnots For­slag 12 Datailioner Sapører á 1600 Mand, fordelte i 8 Kompagnier.

Grunden til, at det varede saa længe, inden National­ forsamlingen gjorde noget alvorligt for at reorganisere Hæren, var den store, men aldeles ugrundede Tillid, den nærede til Nationalgarden. Det er allerede nævnt, at de talrige Lokalrejsninger, der fandt Sted i hele Frankrig, gave Anledning til Oprettelsen af Nationalgarden, der op­ rindelig var bestemt til at opretholde den indre Orden. Det er ogsaa berørt, at Nationalgarden fortræffelig egnede sig til at omstyrte del bestaaende; men deraf at slutte, at den ogsaa maatte egne sig til at forsvare Higet mod ydre Fjender, var en Fejl, som kun saa uerfarne Statsmænd som de, der dannede Nationalforsamlingens Majo­ ritet, kunde gjøre sig skyldige i. I Juni 1790 angaves Styrken til 2,571700 uniformerede Borgere. De Ledende vidste vel, at dette Tal var en uhyre Overdrivelse; men selv om det var 4 eller 5 Gange for stort, var den reste­ rende Styrke jo imponerende nok, og de tvivlede ikke om, at et saadant Antal nok kunde paaregnes. Det hele var en Kimære; Nationalgardens Sammensætning, Orga­nisation og hele militære Værdi var af en saadan Art, at der ikke kuDde være Tale om at lade den rykke i Felten.

Parises Nationalgarde dannedes spontant i Dagene omkring den 14de Juli 1789. Adelsmænd og Borgere organiserede og væbnede sig for at beskytte Byen mod de Bander, som havde stormet Invalidehotellet og erobret Bastillen. Den oprindelige Inddeling i 16 Legioner med tilsammen 60 Batailloner er der ingen Anledning til at dvæle ved, da den efter en Maaneds Forløb afløstes af en ny, af Lafayette foreslaaet Organisation. Paris ind­ deltes i 6 Divisioner à 10 Batailloner. Hvert af Byens 60 Distrikter stillede 1 Bataillon paa 5 Kompagnier, hvoraf 1, som tidligere omtalt, bestod af regulære Sol­dater. Kompagniets Styrke var 100 Mand; hele National­ garden talte altsaa 30000 Mand foruden Officerer. Hver Bataillon fik et Par Piecer, og der oprettedes desuden en lille Rytterafdeling paa 4 svage Eskadroner. Saavel Na­ tionalgardens Chef som Divisionskommandørerne vare Generaler. Alle Befalingsmand valgtes af deres Under­ givne, Valget gjaldt kun for en Tid. 12. August 1791 fastsattes det, at Valget skulde gjælde for et Aar, og at man først kunde gjenvælges efter et Aars Tjeneste som menig Nationalgardist, en Regel, som forøvrigt aldrig blev overholdt. Landets øvrige Nationalgarder organi­seredes paa lignende Maade. Oprindelig optoges i Natio­nalgarden kun de aktive Borgere, medens den ejendoms­ løse Pøbel var udelukket fra den. Den optraadte derfor, efter at have sat Trediestands Ønsker igjennem, væsent­ lig konservativt og udfoldede enkelte Gange nogen Energi for at tilvejebringe Orden. Saaledes kuede den parisiske Nationalgarde den 17de Juli 1791 en Pøbelopstand, der var rejst af Anarkisterne, efter at Nationalforsamlingen havde gjenindsat Ludvig XVI, der var vendt tilbage fra sit mis­ lykkede Flugtforsøg. Ogsaa ved Undertvingelsen af den op­ rørske Garnison i Nancy gjorde Nationalgarden god Nytte.

I Begyndelsen dannede Nationalgarderne intet or­ganisk Hele, hver Kommune havde sin egen Armee; men ogsaa her tilvejebragtes spontant en Art Enhed. I November 1789 sluttede Nationalgarderne fra Omegnen af Valence en Føderation, der omfattede 12000 Mand. De svore at holde sammen, beskytte den frie Samfærdsel og støtte Nationalforsamlingen. Exemplet smittede. 14 Byer i Franche Comté dannede en Liga; Bretagne for­ bandt sig med Anjou, Vivarais med Languedoc. I Dauphiné, Alsace, Champagne og mange andre Steder slut­ tedes Føderationer med al den oratoriske Pomp og dramatiske Effekt, som var uundgaaelig i de Tider. Be­ vægelsen kulminerede i den store Føderationsfest, som fandt Sted paa Marsmarken den 14de Juli 1790, den første Aarsdag for Bastillens Erobring. Samtlige National­ garder sendte 1 Mand af 200, og alle Hærens og Flaadens Afdelinger sendte Deputationer. 14000 Repræsentanter for Nationalgarderne, 11000 Repræsentanter for Hæren og Flaaden, hele Parises Nationalgarde og 160000 Til­ skuere svore højtidelig Troskab mod «Nationen, Loven og Kongen», og alle Vegne i hele Riget aflagdes sam­tidig den samme Ed.

Saa længe Nationalgarden hovedsagelig bestod af konservative Elementer, gik det nogenlunde. Den svæk­ kede ganske vist Disciplinen i Hæren, der ikke kunde taale ved Siden af sig at se en Armee, der var organi­ seret paa en ganske anden Basis og nød ubegrændset Frihed, men den gavnede dog noget ved at holde de værste Urostiftere i Tømme. De gode Borgere bleve imid­ lertid efterhaanden kede af at lege Soldat, ligesom de ogsaa trak sig mere og mere tilbage fra Deltagelsen i det poli­ tiske Liv. Trætheden ytrede sig snart. Dumouriez, der ved Revolutionens Begyndelse var Kommandant i Cher- bourg, fortæller saaledes, at Nationalgarden i denne By, der strax havde forlangt at afløse Linietropperne i Bevogt­ ningen af Magasinerne og Forterne, efter 14 Dages For­ løb bad om at blive fritagen for denne anstrængende Tjeneste, hvilket Forlangende han efter nogen Tids for­ stilt Vægring gik ind paa. I September 1789 laa Schweitzerregimentet Sonnemberg i Lyon. Nationalgarden forlangte, at disse forhadte Fremmede skulde konsigneres, hvilket ogsaa skete; men efter kort Tids Forløb indtraadte der det mest kordiale Forhold mellem Borgerne og Tropperne, da disse tilbøde at overtage en Del af de besværligste Vagter. Uheldigvis var det kun saare sjældent Linie­ tropper, der afløste de brave Borgere.

Revolutionens første Følge var Anarki. Den Kraft, der trykkede alle Rigets Dele ind mod dets Midtpunkt, var brudt, og indtil Parises Kommune ved sin Overlegen­ hed tvang de andre til Lydighed og paany indførte Cen­ tralisationen, var hver Kommune noget for sig.  

De ny Love havde givet Municipalraadene stor Myn­ dighed over Linietropperne; de tiltoge sig paa egen Baand endnu mere Magt. De nægtede at modtage Tropper fra andre Stæder eller afsloge at lade dem afmarchere; og det gik saa vidt, at Ministeren overlod de Deputerede fra paagjældende Byer at komme til Enighed om saadanne Sager, i Stedet for at give en kategorisk Ordre.

Over Nationalgarderne herskede de med uindskrænket Myndighed, og de anvendte dem til at forfølge egne For- maal. De bemægtigede sig Korn- og Pengetransporter, førte Krig med Nabokommunerne, fængslede og dræbte Aristokrater, brandskattede Omegnen og regjerede paa den mest vilkaarlige og despotiske Maade. Landdistrik­ ternes Nationalgarder formerede saakaldte «armées villa­ geoises», der talte Tusinder af bevæbnede Mænd; de plyndrede, stoppede Flodskibene, dominerede Torvene i Byerne og tillode sig alle mulige Udskejelser.

Den 4de Februar 1792 marcherede 4000 National­ gardister med 6 Kanoner fra Marseille mod Aix, hvor et Schweitzerregiment laa i Garnison. Undervejs fik de For­ stærkning fra Landkommunerne; de toge Byen ved Over­ raskelse og tvang Soldaterne til at aflevere deres Vaaben. Erobrerne afsatte Municipalraadet, der var for aristokratisk, og indsatte et nyt. Fra Aix marcherede de til Arles, hvis monarkisksindede Nationalgarde havde forjaget Anar­ kisterne, der i Begyndelsen havde terroriseret Byen. Den 29de Marts erobredes Arles, der behandledes som en fjendtlig By.

Dette Exempel er taget paa Maa og Faa, men det viser tilstrækkelig, at Nationalgarden langtfra at støtte Or­ denen var bleven en Fare for den. Nationalgarden havde fuldstændig skiftet Karakter. De besiddende Borgere vare dels frivillig, dels tvungne traadte ud af den eller havde i alle Tilfælde ophørt med at gjøre aktiv Tjeneste, og i deres Sted var den ejendomsløse Pøbel traadt til. Da Parises Nationalgarde den 5te Oktober 1789 marcherede til Versailles for at afhente Kongen, ledsagedes den af store Bander bevæbnede Røvere; det var Elementerne til den vordende Nationalgarde, «l’armée révolutionnaire».

Ved Siden af den egentlige Nationalgarde optraadte i Paris organiserede Bander, bestaaende af Vagabonder og Eventyrere fra alle Verdens Egne. Nøden var steget til en uhyre Højde; Handel og Industri hvilede, intet var lettere for Anarkisterne end at samle en Armee. I Faubourg St. Antoine og i Faubourg St. Marcel organiseredes 6 Batailloner paa tilsammen 3000 Piker, en lignende Styrke stilledes fra de øvrige Forstæder, og disse Skarer dannede tilligemed Nationalgardens Kanonerer, lutter Smede og Jernarbejdere, en Hær paa 9000 Mand, der var rede til at udføre, hvad det skulde være. Den havde alt at vinde, intet at tabe. Det var Klubbernes Armee.

Vel fandtes der endnu i 1792 i Parises National­ garde mange besindige Mænd, ja hele Batailloner vare afgjort kongeligsindede; men de bleve ikke støttede fra- oven, og Kongen undlod den 10de August at benytte sig af Nationalgardens gode Aand. De regulære Kompagnier vare alt i 1791 udtraadte af Nationalgarden. 1 Juli 1792 ophævedes Elitekompagnierne som Følge af et Sammen­ stød mellem Nationalgardens Grenaderer og de Fødererede fra Marseille, og den Ode August samme Aar reorgani- seredgs eller rettere desorganiseredes Nationalgarden al­ deles. Hver af Parises 48 Sektioner stillede en Bataillon, hvis Kompagniers Antal rettede sig efter Sektionens Folke­ mængde. Paa Papiret stod der opført 110000 Mand, men kun 100 Mand af hvei* Sektion gjorde Tjeneste. Alle Mistænkelige bleve afvæbnede, og Borgerne mødte aldrig, de foretrak at lade en Sansculot gjøre deres Tjeneste, selvfølgelig for Betaling. Kommunens Hær bestod saaledes af c. 5000 fuldtro Sansculotter, der besørgede Sep­ tembermordene og exekverede de øvrige Bloddomme; deres Tjeneste lønnedes naturligvis rigelig.

Hver Sektion valgte sine Befalingsmænd, og alle Sektioner valgte den fælles Chef. Valget gjaldt kun for 3 Maaneder, men kunde fornyes 3 Gange. Denne ny Organisation var uden nogensomhelst militær Betydning. Heller ikke i Provinserne fandtes nogen brugelig Organi­ sation. Nominelt vare Kompagnierne forenede i Batailloner, der atter dannede Legioner, men alle disse Enheder vare højst forskjellig sammensatte, og Forbin­ delsen mellem dem var meget løs.

Efterhaanden som Paris fik Suprematiet, afvæbnedes Provinsernes Nationalgarder, og den 10de Oktober 1795 opløstes hele Institutionen for først under Kejserdømmet at opstaa i en meget modificeret Skikkelse.

De Forventninger, man havde stillet til National­ garden, vare bievne skuffede, Masserejsningen, som senere vil blive omtalt, var nærmest en Fiasko. »Det vil være vanskeligt», siger General Susane, «at anføre en Lejlig­ hed af Betydning, hvor Nationalgarden, taget som Helhed, har gjort virkelig Gavn. Den har efter Omstændighederne været latterlig, generende eller farlig...........med Rette har man sagt om den, at den var bestemt til at støtte eller, om fornødent gjordes, at styrte Regjeringen».

Dekreterne af 28de Januar og 4de Juni 1791 havde givet Bestemmelser om Liniehærens Supplering, men Na­ tionalforsamlingen var kun nødig gaaet med dertil, da den stadig frygtede for, at Hæren skulde blive farlig, naar Krigsforholdene formindskede Agitatorernes Indvirkning paa den. Faa Dage efter det sidste Dekrets Udstedelse ødelagde den derfor med let Hjerte sit Værk, idet den ved Dekreter af II.— 13. Juni bestemte, at Departemen­ terne skulde stille en frivillig Styrke, der svarede til 5% af deres Nationalgarder. De Frivillige skulde dog først samles og organiseres efter nærmere Ordre. Den 21de Juni dekreteredes Mobiliseringen, og den 22de Juli be­ stemtes Kontingentets Styrke til 97000 Mand. De Fri­ villige skulde danne 169 Bataillouer paa I Grenader- og 8 Fusilierkompagnier. Kompagniets Styrke sattes til 3 Officerer, 7 Underofficerer og 53 Menige. Bataillonens Stab skulde bestaa af 2 Oberstløjtnanter, 1 «adjudant- major», 1 «adjudant-sousofficier» og 1 Regnskabsfører. Kompagnierne valgte deres Befalingsmænd, Staben valgtes af hele Bataillonen. Den ene Oberstløjtnant maaite have ført Kompagni i Linien, hvorfra de 2 adjudants skulde tilgaa, naar Bataillonen, efter at være organiseret, stødte til Hæren. Lønningen sattes til 15 sous daglig, Kap­tejnen fik 5, Oberstløjtnanten 6 «Lønninger». Hærens Reglementer skulde ogsaa gjælde for de Frivillige, dog mildnedes Straffebestemmelserne meget for deres Ved­ kommende. Staten skulde sørge for Bevæbning, Departe­ menterne for Beklædning. De ny Tropper skulde bære Nationalgardens (egentlig les gardes françaises) blaa Uni­form, medens Linien beholdt den hvide Mundering. Set fra et militært Synspunkt var Oprettelsen af denne ny Hær en aldeles uforsvarlig Forholdsregel. Den Enhed, der nødvendigvis maa herske i en Hær, blev aldeles brudt, Tilgangen til Linien standsedes, og Regimenterne maatte tilmed afgive en Del af deres stærkt medtagne Befalings­ personale til de ny Afdelinger.

Dekretet af 22de Juli modtoges strax med Begej­ string, og Listerne fyldtes hurtig. Men Iveren tog snart af. I Begyndelsen gik det livlig med Organisationen, og den 25de September kunde Krigsministeren meddele, at 60 Batailloner vare organiserede og afmarcherede til deres Bestemmelsessteder. Men Resten organiseredes meget langsomt; nogle Batailloner kom aldrig til at rykke ud, Paris stillede saaledes kun 4 af de 6 Batailloner, der ud­ gjorde Byens Andel af Kontingentet. Mange, der i Be­ gejstringens Hede havde tegnet sig, toge deres Ord til­ bage eller stillede en Stedfortræder. I Foraaret 1792 vare dog de fleste Batailloner stødte til Hæren, men deres Styrke var gjennemsnitlig kun 500 Hoveder, deri ind­ befattet den Deling, der betjente Bataillonens 2 Kanoner, og mange vare ikke fuldt udrustede.

Den Tilgang, den aktive Hær saaledes havde faaet, beløb sig højt regnet til 80000 Mand, en Styrke, der let kunde have været optaget i Linien, hvor den kunde have gjort meget mere Nytte. De frivillige Batailloners Værdi var meget forskjellig. Nogle havde haft den heldige Ide at benytte de opløste Militsafdelingers Kadrer, og disse vare ubetinget de bedste, men de fleste havde taget poli­tiske eller andre ikke-militære Hensyn, de havde valgt de største Pralere, Skrydere og — Drankere til Befalings- mænd. Det nordostlige Frankrig, der altid har udmærket sig ved militær Aand, stillede fortræffelige Batailloner, men fra andre Egne af Landet mødte de Frivillige slet bevæbnede, slet ekviperede og kommanderede og besjæ­ lede af en Aand, der just ikke var militær. I Gene­ralernes og Krigskommissærernes Indberetninger træffer man af og til paa gunstige Udtalelser om de ny Afde­ linger, men de ugunstige ere 10 Gange talrigere; og dog vare disse Frivillige rene Elitesoldater mod dem, der senere bleve rejste. Mangel paa Disciplin var den værste Anke, og de Egne, de droge igjennem paa deres Marche til Grændsen, klagede meget over disse ubudne Gæsters Tøjlesløshed.

I Slutningen af Aaret 1791 vedtog den lovgivende Forsamling, betegnende nok i Ministerens Fraværelse, forskjellige Bestemmelser, der grebe ind i de ny Batail­ loners Forhold. Saaledes bestemtes den 28de December, at de Frivillige vare berettigede til at forlade Tjenesten ved Felttogets Slutning, naar de 2 Maaneder forinden averterede Kompagnichefen derom. «Felttoget anses for at være sluttet hvert Aars 1ste December» hedder det i dette naive Dekret. I samme Møde besluttedes, at alle Linieofficerer skulde udtræde af de frivillige Afdelinger. Da Ministeren kom tilbage, søgte han at faa disse van­ vittige Bestemmelser ændrede, men hans Bestræbelser vare selvfølgelig frugtesløse.

Den 20de April 1792 erklæredes Krigen, og allerede 14 Dage senere dekreterede den lovgivende Forsamling Oprettelsen af 31 ny frivillige Batailloner, faa Dage senere oprettede den 14 andre og bestemte, at alle 214 ny og gamle Batailloner skulde bringes op paa 800 Mand. Hvis disse Bestemmelser vare bievne udførte, vilde Frankrig have haft c. 170000 Frivillige, men Dekretet blev aldrig fuldt gjennemført, desuden vare kun lidt over 100 af de ældre Batailloner blot nogenlunde kampdygtige.

Først midt i Juni begyndte Departementerne at tænke paa at udruste de ny Afdelinger, men Oprettelsen af dem stødte paa store Vanskeligheder. I og for sig var det allerede vanskeligt nok under saa forvirrede Forhold at oprette ny Afdelinger, men det var næsten ugjørligt at supplere de Batailloner, der stode ved Grændsen, med Mandskab fra det Indre. Hertil kom, at Begejstringen nu var stærkt afkjølet. Selv de, der det foregaaende Aar havde tegnet sig, vægrede sig ved at møde, under Paaskud af at Forholdene nu vare aldeles forandrede. Det viste sig navnlig umuligt at faa Suppleringsmandskab; thi dette kunde ikke komme til at vælge sine Officerer, der jo allerede vare valgte, og det 'havde intet Haab om selv at blive valgt til disse Pladser.»

Det 2det Opraab til Nationen forfejlede saaledes sin Virkning. Man maatte opgive Frivilligheden, men man krym­ pede sig ved at dekretere den personlige Værnepligt. Man gik da en Middelvej og gjorde paa en Maade Departe­ menterne værnepligtige. Ved Dekret af 5te Juli 1792 bestemte Forsamlingen de Forholdsregler, der skulde tages naar »Fædrelandet erklæredes i Fare». Naar dette Op­ raab var udstedt, skulde Forsamlingen bestemme Antallet af de »Frivillige», Departementerne skulde stille. Disse skulde reparlere Styrken paa Distrikterne, der atter skulde ligne den paa Kantonerne. Disses Nationalgarde skulde samles og »udvælge det Antal Mænd, Kantonet skulde stille». De, der »opnaaede den Ære at skulle marchere Fædrelandet til Hjælp», skulde 3 Dage efter Valget møde i Distriktets Hovedstad, hvor de skulde organiseres i Kom­ pagnier, der departementsvis foreløbig skulde danne Ba­tailloner. 

11te Juli erklæredes Fædrelandet i Fare, og 16.— 17. — 20. Juli udgik de Dekreter, der bestemte, hvor stor en Styrke, der skulde udskrives. Meningen var at bringe den samlede Styrke af Linie og Frivillige op paa 450000 Mand, og Udskrivningen skulde anvendes til følgende Formaal:

1) at bringe de ældre 169 Batailloner op paa 800 Mand;
2) at danne de 45 Batailloner, der vare oprettede d. 5te Maj, men som Departementerne »ikke vare færdige med at udruste";
3) at danne 42 ny Batailloner til en Reservehær;
4) at formere 54 Frikompagnier, og endelig
5) at supplere Linien med 50000 Mand.

Denne første Udskrivning gav et overmaade slet Resultat. Stillingsvæsnet florerede, og Kommunerne be­ nyttede sig af den velkomne Lejlighed til at skille sig af med besværlige Individer af alle Slags. Bestemmelserne overholdtes ikke, og det forlangte Antal kom langtfra ikke tilstede.

En stor Del af de «udvalgte Frivillige« førtes til Paris, hvorfra de dirigeredes til Lejren ved Soissons, hvor de dannede de Batailloner, som ere noksom bekjendte under Navnet «les fédérés». Lejren var oprettet tiltrods for Kongens Veto; den blev ogsaa snart farlig for Konge­ dømmet, da Mandskabet var meget modtageligt for Jakobi­ nernes Agitation. Her mødte Kontingenterne fra Brest og fra Marseille, og herfra udgik den Bevægelse, der førte til Katastrofen den 10de August 1792. Mange af de Fødererede indtraadte i den «revolutionære Armee», men adskil­ lige naaede til Hæren, blandt andre de berygtede Bataillo­ner Républicain og Mauconseil, som Dumouriez kun med Magt kunde bolde til Orden. I Chalons var der et Sam­ lingssted for de ny Batailloner, hvorfra de, yderst nød­ tørftig udrustede og indøvede sendtes til Armeen.

Alt i Alt fik den aktive Hær ved denne ny Udskriv­ ning en Tilvæxt af c. 60000 Mand; de ny Batailloner dannedes langsomt, mange forbleve inde i Landet for at deltage i de indre Stridigheder, Linien fik ikke den lovede Tilgang, og den Bemyndigelse, Generalerne havde faaet, til af de nærmeste Nationalgarders Elitekompagnier di­rekte at danne Feltbatailloner, var vanskelig at benytte.

Medens de ældre Batailloner bare Navn efter de De­ partementer, der havde stillet dem, antoge de ny Af­delinger de mest forskjellige Navne. Mest berygtede vare foruden de 2 ovennævnte les amis de la revolution og les 82 departements, der betegnede deres Vej til Grændsen med Mord og Plyndring.

I Slutningen af 1792 begyndte de fordærvelige Følger af Bestemmelserne om de Frivilliges Hjemsendelse at vise sig. I store Masser forlode de deres Batailloner og droge hjem, med eller uden Tilladelse; det hjalp kun lidet, at Krigsministeren udstedte strenge Forbud mod at give Orlov. Man agtede ikke hans Befalinger. Folket var jo suverænt, og de Frivillige vare Folket i Vaaben.

Afgangen var saa uhyre stor, at der den 1ste Januar 1793 næppe var 150000 Mand ved den aktive Hær; omtrent 60000 Frivillige af det første Opbud havde forladt Fanerne. Vel fandtes der i Depoterne og Garnisonerne en Del Tropper, men man var meget langt fra at have de 450000 Mand, som man havde haabet at samle.

Den 20de Februar 1793 rekvirerede Konventet 300000 Mand, som skulde stilles af Departementerne. Kantonerne gjordes ansvarlige for, at det forlangte Kon­ tingent stilledes. Der forlangtes kun at «de Frivillige» (sic) skulde være mellem 18 og 40 Aar gamle. Kom­ munerne foretoge en ny Udrensning, de udskreve alle dem, der vare mistænkte for at nære moderate, maaske endog royalistiske Anskuelser, og de skilte sig af med alle andre ubehagelige Personer. Man naaede imidlertid ikke den ønskede Styrke. Vel findes i St. Justs efter­ ladte Papirer hele Hærens Styrke midt i Juli 1793 op­ givet til 479000 Mand, men dette Tal er meget over­ drevent. Saaledes havde Nordarmeen, som staar opført med 92000 Mand, faktisk ikke mere end 40000 Mand under Fanerne, og deraf kan man slutte sig til Tilstanden ved de andre Hære. Forgjæves havde man søgt at basere Hærens Tilgang udelukkende paa Frivillighed, med lige saa lidt Held havde man gjort Landet værnepligtigt.

Nu havde man ingen anden Udvej end at prøve den personlige Værnepligt. Den 14de August 1793 dekreteredes Masserejsningen og den permanente Rekvisition. Disse 2 højst forskjellige Begreber blandes ofte sammen, og i Begyndelsen gjorde man det med Forsæt. Det vilde jo ogsaa være langt smukkere, om «alle Franskmænd fri­villig vare ilede til Vaaben for at redde Fædrelandet», end om de vare mødte ved Fanerne simpelthen for at aftjene deres Værnepligt. Sandheden er imidlertid denne, at Masserejsningen kun var et kortvarigt Udslag af en øjeblikkelig patriotisk Begejstring, der var uden nogen­ somhelst militær Betydning. Vel kaldte Opraabet store, slet bevæbnede og slet organiserede Masser til Grændserne og til de oprørske Provinser, men de svandt som Dug for Solen, naar Fjenden nærmede sig. General Landre- mont skriver saaledes, at man havde meddelt ham, at han kunde vente 120000 Mand af Masserejsningen, men at der kun mødte 9000, et Antal, der inden Mødedagens Aften svandt ind til 2000. Selv Folkerepræsentanterne maatte melde Velfærdskomiteen, at over 6000 «agricoles» vare løbne bort efter Fægtningen den 13de November 1793. Repræsentanten Isoré melder, at af de 15000 Mand, Departementet l’Aisne skulde stille, vare 13000 gaaede hjem. «Under Inspiceringen af en Række Poster, der skulde være besatte af 1200 »agricoles», skriver Generaladjudant Wolff den 10de November 1793, «fandt min Adjudant en Masse Vaaben men ingen Folk. 2—3 Aland repræsenterede Kommunerne; 34 Sognes Kontin­ genter ere gaaede hjem, der er knap 150 Mand tilbage». Den 22de September s. A. skrev General Dubois: «En Masse citoyens agricoles ere gaaede bort paa egen Haand. Af en Bataillon fra Strasbourgs Omegn er der kun 3 Mand tilbage.»

Medens Masserejsningen var uden varig Betydning, var den permanente Rekvisition et særdeles betydnings­ fuldt Skridt. Dekret af 23de August 1793 fastslog, at alle Franskmænd vare værnepligtige. Det forbødes at stille for sig. Ungkarle og Enkemænd uden Børn fra 18—25 Aars Alderen skulde uopholdelig møde i Distriktets Hoved­ stad for der at formeres i Batailloner «efter de gjæl- dende Regler». Et Dekret af 27de September 1793 stil­lede de nysudskrevne Soldater til Krigsbestyrelsens Raadighed.

Den almindelige Værnepligt virkede langt bedre end de tidligere, yderst vilkaarlige Rekvisitioner. Medens man ikke med Opbydelse af alle Terrorismens Midler havde kunnet stille 300000 Mand i Februar, strømmede de Ud­ skrevne nu saa villig til Fanerne, at den virkelige Styrke Iste Januar 1794 vist kan sættes til c. 650000 Mand, et Antal, der i Aarets Løb steg til 750000, hvoraf 500000 Mand kunde anvendes mod Fjenden. Det er ganske vist en efter Datidens Forhold betydelig Styrke, om den end er langt under de 1169000 Mand, der figurere paa Papiret.

Den Ide at lade de ny «Frivillige», som de stadig kaldtes, formere sig i egne Afdelinger og selv vælge Be- falingsmænd var yderst uheldig. De unge, uerfarne og opagiterede Folk valgte næsten udelukkende Wiihlere og Demagoger til Førere. Deres Indisciplin og slette Hold­ ning overfor Fjenden gav Carnot Anledning til Dekretet af 22de November 1793, der inkorporerede alle de ny Ba­tailloner i de ældre frivillige Afdelinger. Samme Dekret af­ satte alle de ny Befalingsmænd og gjorde dem til Menige. Denne sidste Foranstaltning gav Anledning til flere Oprør, der kuedes med Energi.

Den ny Hær, Folkehæren, kan deles i 3 Klasser: de egentlige Frivillige fra 1791 og Begyndelsen af 92, de rekvirerede Frivillige fra Slutningen af 1792 og Begyndelsen af 93 og endelig de udskrevne, værne­ pligtige Frivillige fra Slutningen af 1793.

Trods sine mange Fejl var den første Klasse ubetin­ get den bedste. Folkene vare virkelige Frivillige, og mange af Befalingsmændene havde tidligere tjent i Hæren. De rekvirerede Frivillige vare derimod de sletteste og lode meget tilbage at ønske. «Nogle ere angrebne af ulægelige Sygdomme, andre ere idiotiske, enøjede, halte eller pukkelryggede, nogle ere altfor gamle, andre for unge og svage», skriver Oberstløjtnant Vézu i Juli 1793 til Velfærdskomiteen. Mindst 1/3 af de Mødte maatte strax hjemsendes paa Grund af Utjenstdygtighed. Om Disciplin var der naturligvis ikke Tale. Officererne nøde ingen Agtelse, de vare jo »Soldaternes eget Værk«. Næsten alle Rapporter tale om disse improviserede Befalingsmænds Ilduelighed og om de fordærvelige Følger af Valgsystemet. Kadrerne bleve ringere og ringere ved hvert nyt Opbud, tilsidst bleve de saa slette, at Carnot maatte gribe til den ovenfor nævnte radikale Forholds­ regel.

Intet Menneske kan bestemt angive Antallet af de frivillige Batailloner. Man mener, at der i Januar 1793 var henved 450, og at dette Antal i Begyndelsen af No­ vember s. A. var steget til over 1000; men mange Afde­ linger bestode kun paa Papiret. Enkelte bestode næsten udelukkende af Befalingsmænd; der angives saaledes, at 5 Batailloner tilsammen talte 319 Officerer og Under­ officerer til 342 Menige. Ret betegnende er det Cirku­ lære, Krigsminister Pache i November 1792 sender til Departementerne, hvori han beder dem om at opgive Ministeriet hvor stor en Styrke, de have sendt til Ar­meen «da den Uregelmæssighed, hvormed de nationale frivillige Batailloner og andre Afdelinger ere bievne dan­ nede, og det Hastværk, de have haft med at afmarchere (sic) ikke har tilladt Ministeriet at føre Lister over dem». Som Supplement følger her en anden Udtalelse fra Xavier Audouin, Paches Svigersøn, der havde været ansat i et af Ministeriets Kontorer: «Det vil blive let at skrive Frikompagniernes Historie; thi man har set dem overalt, og alle vide, hvilken Del, de have haft i vore Sejre, men det vil blive vanskeligt at skildre deres Or­ ganisation . . . . Mange Kompagnier havde et berømt Navn hos Fjenden, inden de vare kjendte i Krigsmini­steriet.« Uheldigvis nød Fjenden kun sjældent den Ære at kjende disse brave Kompagnier, men Revolutionens indre Historie indeholder et og andet om deres vakkre Bedrifter.

Historien om at Frankrig blev reddet af en Million Frivillige, der ilede til Fanerne, besjælede af brændende Kjærlighed til Frihed og Fædreland og glødende Had til Tyrannerne, er saaledes kun en Legende eller rettere sagt en Løgn.

Den væbnede Magts indre Historie fra 1789—93 er ikke lystelig. Det skal villig indrømmes, at Revolutionen udryddede mange Misbrug. Den ophævede Militsen og le racolage, den gjorde Ende paa Aristokratiets Eneret til Offlcersstillingen, paa de priviligerede Korpser og paa de udenlandske Regimenter, den afskaffede ogsaa de barba­ riske Straffebestemmelser og fjernede i det hele de værste Mangler, der klæbede ved den gamle Ordning; men dens Virksomhed var hovedsagelig nedbrydende. Den skilte Patienten af med Sygdommen, men den var paa Nippet til at skille ham af med Livet ved samme Lejlighed. «Hvis De ikke ufortøvet faar Konventet til at gjøre noget alvorligt for Hæren», skriver Custine den 7de Februar 1793 til Pache, «vil Republikens Hær snart ligne en tyr­ kisk Armee.» Til Ære for Tyrkerne maa man antage, at Custines Fjendskab til dem har været noget over­ fladisk.

Den Usikkerhed, der herskede i alle Forhold, lammede nalwligvis i høj Grad Krigsbestyrelsens Bestræbel­ser. Ministeren havde ikke Sæde i Forsamlingen, og naar han tillod sig at have en afvigende Mening, blev han styrtet. Som Kuriositet anføres her Ministerlisten fra 1789—93:

Det bevægede Aar 1792 havde saaledes ikke mindre end 10 Krigsministre. Denne fortvivlede Vexlen i saa vanskelige Tider havde naturligvis den skadeligste Ind­ flydelse, og da tilmed Ministrene anbragte deres Krea­turer i Kontorerne, der navnlig under Pache fyldtes med renlivede Jakobinere, der intet kunde og intet vilde ud­ rette, begriber man let, at Forvirringen maatte blive uhyre stor.

Frankrig var aabenbart ikke modent til Frihed. Hver­ ken den konstituerende eller den lovgivende Forsamling havde formaaet at regjere. Alt truede med at opløses, da der af Konventet udvikledes en ny Regjeringsfaktor, der ved Hjælp af de voldsomste Midler bragte Orden i Forvirringen og ganske overflødiggjorde saa vel Ministerium som Nationalforsamling. Denne Faktor var Vel­færdsudvalget.

I Begyndelsen havde man i den lovgivende Forsam­ling og senere i Konventet saa at sige in pleno drøftet alle de militære Spørgsmaal og derved strax sat Offent­ligheden og Fjenden i Kundskab om Armeens Tilstand og Foretagender. Belært af Erfaringen indskrænkede man sig fra den 26de Marts 1793 til at forhandle om disse Emner i en »comité de défense et de salut public« paa 26 Medlemmer. Allerede den 6te April reorganiseredes Udvalget, Girondinerne udrangeredes, og der valgtes en «comité de salut public« paa 9 Medlemmer, alle «Konge­ mordere«. Den 10de Juni og 14de August foretoges ny Udrensninger, Komiteen suppleredes med flere ny,Mænd, og stod nu fuldt færdig med 12 Medlemmer. Her er ikke Stedet at tale om «les gens révolutionnaires«, Barrére, Billaud-Varrennes og Collot d’Herbois, eller om «les gens de la haute main«, Ilobespierre, Couthon og Saint-Just; i militær Henseende har kun den 3die Gruppe «les travailleurs«, Carnot, Prieur (de la Cote-d’or) og Lindet, Interesse. Carnot overtog Hærens Personel og Ledelsen af Operationerne, Prieur og Lindet toge sig af Forplejningsvæsenet, Fabrikationen af Vaaben og Ammu­ nition. Det skal indrømmes, at Carnot i den lovgivende Forsamling havde gjort Hæren stor Skade, hans Taler om Disciplinen og om Folkets Berettigelse til at demolere Citadellerne tage sig mildest talt besynderlig ud i en gammel Soldats Mund, men hans Besøg ved Armeen som Folkerepræsentant havde aabnet hans Øjne. «Vore Fri­ villige ville ikke underkaste sig Disciplinen«, skriver han til Konventet, «de ere en Svøbe for deres Værter . . . . de sælge deres Klæder, Sko og Vaaben og ere altid nøgne . . . . Det er umuligt at skildre de Ulykker, Stillingsvæsenet har foraarsaget, det har givet det Resul­ tat, at Folk sælger sig som Kvæg og desertere for at sælge sig 5— 6 Gange . . . . Den ny Straffelov hjælper ikke; hvis den Soldat, der stjæler en Knappenaal, ikke bliver skudt, vil intet kunne udrettes.» Erfaring er en stræng Læremester, men Carnot havde indset, at i det praktiske Liv kan man ikke handle efter taagede Theorier. Lad være, at Carnot ikke var nogen genial Felt­ herre, hans Taktik minder noget om General Grants, lad være, at han har sat sit Navn under mange uretfærdige Bloddomme »uden at læse dem», een Ære kan man ikke fratage ham, den at have «organiseret Sejren».

Komiteen traadte i Ministeriernes Sted, Carnot ud­ drev Paches Kreaturer og erstattede dem med et lidet Antal arbejdsdygtige Mænd, hvoriblandt mange «Aristo­krater»; selv arbejdede han uden at trættes indtil 18 Timer i Døgnet, og i forholdsvis kort Tid bragte han Orden i det Kaos af Soldater, Frivillige og Udskrevne, der dan­nede Armeen.

Linien var den eneste Del af Hæren, der besad nogen Fasthed; den alene modstod Fjenden i Begyndelsen af 1793, den brugtes til at bringe de Frivillige til at lystre, og den alene kunde anvendes til at opretholde den indre Orden. I Generalernes Indberetninger hæves den stadig paa de ny Formationers Bekostning; selv Republikens Kommissærer maatte anerkjende dens Overlegenhed. Paa en træffende Maade udtrykkes Generalernes Anskuelser om Nationalgarden i et Brev fra Hoche, hvem man vel næppe vil beskylde for Royalisme: «Send mig frem for alt ingen Nationalgardister, deres Fejghed og Praleri vilde fordærve alt. Nationalgarden skal blive hjemme for at fejre os, hvis vi sejre, og begræde os, hvis vi bukke under». Heldig­ vis var dette Brev ikke stilet til Konventet, der ikke kunde lide den Slags Udtalelser; Biron, Custine, Montesquiou, Beauharnais, Houchard og mange andre maatte bøde med Livet, fordi de havde skrevet: «Send os regulære Sol­dater, skil os af med Sansculotterne». Konventet fryg­ tede Linien, det afviste haardnakket ethvert Forsøg paa at inkorporere de Frivillige i de gamle Regimenter, skjøndt mange af dem, især af Officererne, hellere vilde tjene der; det afviste ogsaa Forslaget om at supplere hvert af Linie­ regimenterne med 1 Frivilligbataillon. Man frygtede for at Linien skulde ødelægge de Frivilliges gode republikanske Aand. Den regulære Hær stod ikke paa Højde med Tiden og havde endnu mange gamle Fordomme, den nærede saaledes aristokratiske Anskuelser om Disciplinens Nød­vendighed. "Det er paa Tide», indberette Kommissærerne Celliez og Varrin den 24de Juni 1793, «at indlemme Soldaterne i de frivillige Batailloner. Derved vil man opnaa den dobbelte Fordel: atomgive dem med Patrioter, som kunne oplyse dem og tvinge dem til at vandre ad Patriotismens Veje, og at forstærke de Frivilliges Ba- tailloner med krigskyndige Mænd, der kunne lære disse Batailloner de store militære Evolutioner . . . . Hvis man kjendte Liniens Aand, vilde man blive opfyldt af Frygt for hvert Øjeblik at se den vende sine Vaaben mod Friheden«. Man undskylde d’Hrrs knuddrede Stil.

Det var paatrængende nødvendigt, at bringe Orden tilveje; enhver Administration var umulig under disse utrolig forvirrede Forhold , hvor endog Linieregimenterne ikke vare samlede men spredte paa 3—4 forskjellige Steder. Fra alle Sider forlangtes «ramalgame«. Gene­ ralerne begjærede den, for at Linien kunde komme til at indvirke paa de Frivillige, Jakobinerne ønskede den af den modsatte Grund. Allerede i den lovgivende Forsamling var Ideen fremsat, og mange Generaler havde foreslaaet den, endelig den 21de Februar 1793 blev »Amal­ gameringen» til Lov efter en yderst langvarig Diskussion, hvori navnlig Dubois-Crancé tog Del.

Loven bestemte bl. a., at der fremtidig ikke skulde gjøres nogen Forskjel mellem »de saakaldte Linieregi­ menter» og «de nationale Frivillige«, samt at Republikens Fodfolk skulde inddeles i Halvbrigader bestaaende af en forhenværende Liniebataillon og tvende frivillige Bataillo­ner. Hele Fodfolket skulde bære den blaa Uniform. Lovens Punkt 8 bestemte, at de to Arter Fodfolk først skulde sammensmeltes efter nærmere Ordre. Det var nemlig umuligt midt under Krigen at foretage en saa radikal Omordning.

Den 10de Juni 1793 bemyndigedes Generalerne til at forsøge paa at gjennemføre Amalgameringen, men Forsøget mislykkedes paa Grund af Krigsforholdene, og fordi der manglede Bestemmelser for Fremgangsmaaden. Udskrivningen af de første Værnepligtige gjorde Fore­ tagendet for Tiden umuligt; først da de ny Batailloner vare opløste, blev det muligt at tage fat for Alvor.

8de Januar 1794 befaledes, at «Embrigaderingen« skulde gjennemføres. Fremgangsmaaden blev slaaet fast, og Operationen skulde udføres under Folkerepræsentan­ternes Tilsyn.

Som det vil erindres, fandtes der 1793 198 Linie- og 14 Jægerbatailloner. Der skulde altsaa oprettes 198 Linie- og 14 lette Halvbrigader, men der var endnu i Begyndelsen af 1794 over 700 frivillige Batailloner, og en stor Del af Liniebataillonerne vare fraværende, nogle i Kolonierne, andre i Vendée, enkelte ogsaa i Krigsfangen­skab.

De 14 lette Halvbrigader formeredes alle, derimod bleve af Liniens Halvbrigader 47 slet ikke oprettede, medens andre kun fik en ufuldstændig Organisation. Man oprettede imidlertid en stor Del Halvbrigader alene bestaaende af Frivillige. Omorganisationen blev først færdig i det følgende Aar, og Fodfolkets Inddeling var da følgende:

Foruden dette store Antal Halvbrigader fandtes der endnu mange isolerede Linie- og Frivilligbatailloner, for­ uden Frikompagnier og andre irregulære Afdelinger.

Endnu var Ordningen langtfra ikke god; de Frivillige syntes ikke om at være Soldater, de bøjede sig kun ugjerne under de militære Love. Mange deserterede, og mange fjærnedes; kun hvad der virkelig havde Værdi blev til­bage.

1ste Februar 1796 reorganiserede Carnot Fodfolket for sidste Gang. Halvbrigadernes Antal reduceredes til 140, hvoraf 30 lette. Ikke mindre end 23000 Officerer refor­ meredes ved denne Lejlighed, men nu var Sammensmelt­ ningen fuldendt, Frankrig havde et ensartet, fortræffeligt Fodfolk.

I Spidsen for Halvbrigaden stilledes en Oberst, og Ilataillonschefschargen blev paany indført i 1793. Bataillo­nen fik 1 Grenader- eller Karabinierkompagni efter Halv­ brigadens Art og 8 Fusilierkompagnier. Styrken var 700 Mand.

De øvrige Vaabens Udvikling gik langt roligere for sig, de lade sig ikke improvisere, og Frivilligbevægelsen havde her langt ringere Dimensioner. Fra 1793 stilledes de ny og gamle Afdelinger ens, Regimentsbenævnelsen bibeholdtes.

Artilleriets samlede Styrke var 41000 Mand. Indtil 1796 havde hver Bataillon Fodfolk 2 Piecer, betjente af Artillerister.

Hæren inddeltes i Divisioner, hvis Sammensætning varierede noget. I Begyndelsen bestode de af 2 Linie­ brigader og 1—2 lette Halvbrigader, en Artillerireserve og de nødvendige Administrations Institutioner. Senere tik de 1 Rytteriregiment og en Divisionspark, ligesom Bataillonspiecerne samledes i Batterier, der henlagdes under Divisionsartilleriet.

Naar Druesaften gjærer, svder og bobler det i den plumrede Vædske, de væmmeligste Stoffer stige op til Karrets Overflade, og dog fremgaar den klare Vin af denne hæslige Blanding. Den franske Hær havde gjengaaet en frygtelig Gjæringsproces, men ogsaa den var fremtraadt i en ny og bedre Skikkelse.