Resumé
I herværende artikel skal der gøres et forsøg på at. trække hovedlinierne i den russiske østersøflåde og dens sømilitære baggrund op.
Artiklen er delt i 3 afsnit:
1. afsnit behandler østersøflådens udvikling siden den anden verdenskrig til i dag. I 2. afsnit søges at finde frem til den militære tankegang, der har været baggrunden for denne flådes opbygning, og endelig gives i 3. afsnit en vurdering af flådens status og muligheder i dag.
1. Østersøflådens udvikling siden 2. verdenskrig:
Under den 2. verdenskrigs sømilitære begivenheder i Østersøen høstede den russiske østersøflåde kun få erfaringer i søkrig — og færre laurbær. Flåden var i realiteten spærret inde i den finske bugt, og bortset fra enkelte dristige ubådsoperationer var flåden som helhed neutraliseret, indtil „Den røde hær“ begyndte at trænge frem langs østersøkysten.
Men det fynske sammenbrud og den deraf følgende enorme forøgelse af russisk kontrolleret kyststrækning blev grundlaget for en dominerende stilling til dels skabt.
Dog, bortset fra en effektiv kystbevogtning, var der på dette tidspunkt næppe tale om noget egentligt russisk „Søherredømme“ i Østersøen. Den russiske flåde bestod af førkrigsenheder suppleret med erobrede tyske skibe. Såvel skibe som materiel iøvrigt var i høj grad forældet, og — som nævnt — kun liden erfaring i moderne søkrig var indhentet.
Først i 1948 begyndte visse nye træk at vise sig.
En ny jagertype iagttoges nu i Østersøen, og i sommeren 1949 dukkede endelig den første efterkrigskrydser op — den såkaldte Tjapajev-klasse — bygget på et af Leningrads værfter. Af denne klasse byggedes ialt 3 i Østersøen.
Samtidig med denne gradvise forøgelse af materiellet begyndte de organisatoriske rammer at kunne skimtes.
Der oprettedes 2 „Østersøflåder“, en nordlig med hovedkvarter i Tallin (Reval) og en sydlig i Baltijsk (Pillau). Kysten fra Leningrad i nord til Wismar i syd opdeltes i marinedistrikter eller „Kystforsvarsområder“. De oprindelige temporære baser i Polen og Østtyskland ændredes og udbyggedes, således at det efterhånden blev klart, at disse havneområder ikke stod over for en umiddelbar rømning — og medens disse kystforsvarsområder etableredes, påbegyndtes ved værfterne i Leningrad og Kaliningrad (Königsberg) en produktion, der snart skulle vise sig i stand til at fremstille en lang og ubrudt række af orlogsfartøjer.
Kølen til den første Svedlov-krydser i Østersøen blev lagt i april 1949, og først 7 år senere — nemlig i løbet af 1956 — syntes dette program udtomt, men da var også 12 krydsere af denne klasse søsat. Sideløbende hermed byggedes jagere, ubådsjagere, minestrygere og MTB efter en målestok, som ikke har sit sidestykke i efterkrigstiden.
Medens de nu nævnte overfladefartøjer tilsyneladende havde
1. prioritet i disse første „expansionsår“, var der endelig i 1952/53 tegn til, at byggetempoet for disse typers vedkommende var ved at blive nedsat, og den hidtidige konstant flydende produktion af krydsere og jagere blev nu afbrudt af fremstilling af tankskibe og — endelig — af ubåde.
De ubåde, der nu blev sat på beddingerne på værfterne i Leningrad var vel ikke de første, der overhovedet blev fremstillet efter krigen, men det var de første efterkrigstyper, d. v. s. det var typer, der var tegnet og konstrueret bl. a. på basis af tyske krigserfaringer.
De første ubådstyper var oceangående både med stor aktionsradius, og først i begyndelsen af 1955 viste en ubåd af den såkaldte „medium range“ sig.
Skønt en del af Østersøens værftskapacitet i disse år som omtalt udnyttedes til ubådsbygning, var fremstillingen af overfladefartøjer dog stadig aktuel.
Den bemærkelsesværdige bygning af mellemstore tankskibe, der påbegyndtes i 1953, blev fortsat og blev iøvrigt siden suppleret med mindre tankskibe. De første jagertyper (bl. a. Skory-ja- geren) afløstes af nye og kraftigere modeller (Tallin og Kotlin jagere) og også mindre orlogsskibe, eskortejagere (Riga-klasse), minestrygere og MTB, fremstilledes i stadig rækkefølge.
Men fra begyndelsen af 1956 blev det imidlertid klart, at de sidste i rækken af Sverdlov-krydsere ikke fulgte det sædvanlige byggetempo.
De 4 sidste af de tidligere nævnte 12 krydsere blev nok søsatte, men derefter standsedes arbejdet, og disse 4 lialvfærdige krydserskrog henligger i dag i Leningrad, kun underkastet nødtørftige vedligeholdelsesarbejder.
Med denne stagnation i krydserbygningen fra 1956 blev signalet til en almindelig nedgang i byggetempoet for næsten alle orlogsskibstypers vedkommende givet. På så godt som alle værfter veg orlogsfartøjerne efterhånden pladsen til fordel for handelsfar- tøjer — herunder tankskibe — og kun på enkelte specialværfter fortsattes fremstillingen af orlogsf artø jer.
Blandt de i de seneste år konstruerede orlogsf artø jer fremtræder uden tvivl en endnu ikke afsluttet serie landgangsfartøjer som den mest significante type. Blandt specialfartøjer fra denne senere periode bør også nævnes et antal ubådsdepotfartøjer bygget ved østtyske værfter for russisk regning.
Tøver man et øjeblik for at prøve at summere begivenhederne op inden for den russiske skibsbygning fra krigens afslutning til i dag, vil man finde følgende billede.
Efter en træg start i perioden 1945—49, hvor såvel mangel på værftkapacitet som famlen efter hensigtsmæssige typer hemme- de byggeriet, var årene 1949—53 prægede af en springflodsagtig expansion, der ebbede ud henimod årsskiftet 53/54. Derefter fandt produktionen et roligere leje, indtil vi står ved begyndelsen af 1958, hvor fremstillingen af orlogsskibe tilsyneladende er gået til dels i stå.
Denne vældige indsats på skibbygningens område har ikke blot resulteret i en talmæssig forøgelse af flådestyrkerne i Østersøen, men de enkelte nykonstruerede typers slagkraft, aktionsradius og taktiske egenskaber er blevet væsentligt, forøget bl. a. ved indførelse af moderne radar og ildledelsesmateriel.
Det vil dog nok være på sin plads at understrege, at adskillige af nybygningerne efterhånden er overført til andre flådeområder — først og fremmest Ishavet og Fjerne Østen (via den Nordlige Søvej) således at Østersøens flådestyrke ikke lielt har det omfang, som de foregående sider kunne lade formode.
2. Baggrunden for flådeexpansionen.
Er det muligt at skimte omridsene af den strategiske og politiske tankegang, der liar været baggrunden for den flådeexpansion, som er skitseret i det forudgående.
Der er næppe tvivl om, at marinen i efterkrigstidens Rusland ikke har haft politisk stabile forudsætninger, men at netop den har været en kastebold mellem modstridende interesser.
I 1946 blev det kun ca. 10 år gamle marineministerium atter slået sammen med hærministeriet under fælles, men hærbetonet, ledelse.
Baggrunden for dette skridt skal formentlig bl. a. soges dels i marskallernes store indflydelse og anseelse, dels i flådens ringe indsats under den „Store Fædrelandskrig“.
Denne udvikling syntes at medføre, at det tidligere marine- ministeriunis drømme om en russisk „fremtid på havene“ blev skrinlagt med ophugningen af de slagskibe, der var under bygning fra 1939.
Admiralernes forestilling om en russisk „Fleet in Being“ afløstes af marskallernes krav om en „Fortress Fleet“, og i den kommanderende admirals (Adm. JUMASHEV) mund blev lagt ordene om, at det ikke var marinens opgave at optræde adskilt fra landstridskræfterne, men sammen med disse — og med disse som den afgørende faktor.
Tankegangen afspejledes i østersøflådens organisation og baseringsforhold. Der blev oprettet 2 adskilte flåder, begge støttede på befæstede baseområder — og begges hovedopgaver syntes at være at beskytte landets sårbare grænser langs Østersøen.
Det var tilsyneladende Kreml’s (og marskallernes) ufravigelige ønske, at denne nordlige flanke skulle sikres — og denne opgave skulle løses af de 2 østersøflåder.
Skønt der ikke længere bestod nogen trusel fra nogen østersø- magt, stod „interventionskrigen“s britiske flådeoperationer og Churchills tanker om atter i den anden verdenskrig at lade britiske orlogsfartøjer operere i Østersøen ganske sikkert de russiske militære ledere i klar erindring, og Østersøen måtte erkendes som et non-russisk „uflytteligt“ forbjerg langt inde i det nordvestlige Rusland.
På dette grundlag påbegyndtes — så snart det var fysisk muligt — nu fremstillingen af en lang, ubrudt række af orlogsfartøjer — krydsere, jagere, minestrygere, antiubådsfartøjer — og skønt der i 1950 atter oprettedes et selvstændigt marineministerium i Moskva, og skønt der nu i forbindelse med denne selvstændighed udfoldedes en ganske overordentlig intensiv intern propaganda for den „Røde flåde“ og dens betydning — også som et selvstændigt våben — kan der ikke skelnes nogen væsentlig ændringer i den strategiske koncept.
Der skete ingen forandringer i den organisationsmæssige struktur, og skønt orlogsfartøjerne blev større og mere sødygtige, var de dog stadigvæk kystbundne — først og fremmest som følge af den totale mangel på luftstøtte uden for de landbaserede jagerflys rækkevidde.
I løbet af årene 1950—1953 udbyggedes flåden i en sådan grad, at admiral Kuznetzov kunne forsikre marskallerne om, at den røde flåde med alle dens komponenter nu formåede dels at holde den svenske flåde i skak og dels at sikre hærens søflanke, d.v.s. at i Østersøen var „The Fortress Fleet“ skabt.
For yderligere at befæste dette herredømme, og stadigvæk i „Fortress Fleet“ens ånd, planlagdes og påbegyndtes i 1952 et kæmpekomplex af baser og befæstningsanlæg på øen Rügen. (Planen var i virkeligheden en genoptagelse af en tysk plan, der var opstået under krigen, og visse forarbejder var allerede gjort i krigens første år).
Det var vel den russiske flåde ledelses tanke, at man derfra skulle være i stand til at kontrollere al sejlads på Østersøen, men efter ca. iy2 års arbejde blev aktiviteten afbrudt, arbejdslejrene blev rømmet, og der er ikke siden gjort forsøg på at genoptage arbejdet.
Denne udvikling er bemærkelsesværdig.
Den kan skyldes en russisk — og almen — mangel på tillid til store permanente anlægs værdi i en atomkrig, men den kan også skyldes en skiften fra en passiv defensiv holdning til en aktiv defensiv strategi i Østersøen.
Det kan betyde, at den russiske militære ledelse i en evt. kommende krig eller krigslignende situation vil søge at løse dette „uflyttelige forbjergs“ problem ved at flytte forsvaret deraf hen til det område, hvor et forsvar lettest kan gennemføres — dette område er de danske farvande.
Der er måske grund til et øjeblik at betragte dette problem lidt nærmere, da det vel nok udgør et af de centrale punkter i hele østersøspørgsmålet.
Peter d. Store og Katarina d. Store dominerede begge Østersøen under de mere heldige perioder af deres krige — men de beherskede den aldrig, fordi de aldrig kom til at kontrollere de danske gennemsejlingsfarvande.
Sovjetunionens stilling i Østersøen er i dag tilsvarende, dens flåde er den dominerende magtfaktor i Østersøen, men beherskelse og sikkerhed kan først endeligt opnås, når de danske farvande er under russisk kontrol, idet den magtgruppe, der behersker Storebælt og Kattegat, i virkeligheden er Østersøens herre, da „nøglen“ til dette „uflyttelige forbjerg“ ind i Nordvestrusland ligger i Storebælt.
Den russiske behandling af problemet kommer blandt andet til udtryk i 2 begivenheder, som refereres i Mairen Mitchells bog „The Maritime History of Russia“, London 1949.
a) Under Nürnberg-processen hævdede Göring, at under forhandlingerne mellem Hitler og Molotov i november 1940 fremsatte Molotov ønske om, at Rusland fik kontrollen over Storebælt og Kattegat — og
b) Den 17. juli 1945 oplyste den danske radio, at Rusland ved Potsdamkonferencen havde foreslået, at alle indfaldsveje fra Nordsøen til Østersøen — incl. Kielerkanalen — skulle sættes under international kontrol, og at USSR skulle deltage i denne kontrol.
Skønt det ikke har været muligt at kontrollere rigtigheden af disse punkter, kan de dog nok betragtes som symptomatiske for den russiske opfattelse — og den betydeligt senere kampagne om Østersøen som et „Fredens hav“ med kun bredstaternes orlogsfartøjer i fredelig sameksistens er atter et politisk udtryk for en realmilitær koncept. På samme grundlag propaganderes imod et nordisk forsvarsforbund og dansk-tysk flådesamarbejde og flådeopbygning modarbejdes med stærke politiske midler — jfvf. Rulganins brev til statsminister H. C. Hansen af 14.12.57, hvori der advares mod forberedelser af denne art, idet „disse foranstaltninger komplicerer situationen i Østersøen og nødvendigvis må berøre andre Østersø-staters sikkerhedsinteresser“. (I parantes bør bemærkes, at Sovjetunionen ikke udviser samme omhu for „andre Østersøstaters sikkerhedsinteresser“, når Warszawa-pagt landene slutter sig sammen om en fælles flådepolitik i Østersøen).
I 1953 skete der i forbindelse med reorganiseringen efter Sta- lins død atter en ændring i flådens ledelse, idet søstridskræfterne igen kom under ledelse af et fælles forsvarsministerium under en marskal,og samtidig hermed ebbede overfladeflådens expansion ud. Den havde utvivlsomt først og fremmest sit udspring i det russiske ønske om at skaffe sig maritime midler til reelt at kunne opretholde og håndhæve den dominerende stilling, som det heldige udfald af krigsoperationer og konferencer havde spillet dem i hænde.
Østersøflåden synes i årene derefter at have fundet ind i en roligere og konsoliderende periode, og i 1956 gennemførtes en længe ventet organisatorisk ændring, idet den sydlige og nordlige flåde blev slået sammen til een østersøflåde — Baltiski Flot.
3. Flådens status og muligheder i dag.
Den østersøflåde, man ser i dag, er en flåde opbygget som en „Fortress Fleet“ med „begrænsede“ offensive muligheder. Krydsere og mobile kystbatterier er den „hårde kærne“, dækket og støttet af jagere, kystubåde, MTB og minestrygere, landbaserede jager- og bombefly i samarbejde med langtrækkende „warnings“-anlæg og GCI-stationer. Det er en flåde, som søger at møde en atomkrig med spredning, mobilitet og delvis uafhængighed af faste baser. (Dette opnås ved et system af tank- og forsyningsskibe). Det er en flåde med højt beredskab og så godt som konstant fuldt mobiliseret.
Endelig er det en flåde, som står rustet til de opgaver, som i givet fald vil stilles den, nemlig formodentlig
1. Under alle omstændigheder at sikre den russiske østersøkyst mod angreb udefra.
2. At deltage aktivt i en erobring af de danske gennemsejlingsfarvande, thi kun dermed er herredømmet i Østersøen sikret.
3. At sikre søværts forsyningslinier i Østersøen.
Med disse opgaver for øje er den russiske østersøflåde bygget op og udviklet, på dette grundlag er den opøvet og trænet.
Det er ikke en flåde, der kan gore sig gældende hinsides havene — den er ikke tænkt som grundlag for en expansion tværs over havene, og derfor har den russiske flåde — incl. østersøflåden — ingen hangarskibe, og derfor er den ikke indstillet på større kamphandlinger uden for egne landbaserede fly’s rækkevidde.
Men som en i videste forstand „Fortress Fleet“ er den indstillet på at sikre eget område og egne kyster til dels i form af taktisk offensive operationer med begrænsede og strategisk defensive mål. Blandt disse vil den betydningsfuldeste opgave formentlig være erobring og sikring af „lågen“ til Østersøen for derved at afskære en fjende fra benyttelsen af indfaldsvejene hertil.
Man kan næppe i en artikel som denne helt undlade at nævne det russiske ubådsproblem.
Grunden til, at dette kun har været omtalt perifert, er, at ubådene ikke er et speciel østersøproblem, men et generelt russisk flådeproblem.
Østersøens værfter har dog været en vigtig faktor ved fremstilling af nye ubåde, og som øvelsesområde for de oceangående ubåde spiller delte hav en vigtig rolle, men ubådenes optræden i Østersøen har ikke nogen egentlig relation til østersøflåden, bortset fra at det påhviler denne at sikre øvelsesområderne.
En hidtil ikke nævnt del af den russiske flådestyrke i Østersøen har derimod nok så meget betydning for selve Østersøen og for de ikke-russiske bredstater. Dette er det russiske marinein- fanteri.
Der er mulighed for, at russerne er ved at udvikle et ma- rineinfanteri efter amerikanske retningslinier, d.v.s. angrebstyrker specielt trænet i amphibie-krigsførelse. Hidtil har russisk marine- infanteri haft en uortodox og improviseret form uden egentlig taktiske doktriner. Men i de senere år er der givetvis opstået et behov for en specialiseret og moderne angrebstaktik og -teknik på dette felt.
Det vil derfor være naturligt at afslutte dette forsøg på nogle få sider at nå gennem hele dette komplicerede emne med følgende:
Det centrale russiske problem i Østersøen er, at i en eventuel fremtidig krig, hvor raketter og fly vil gøre sikkerheden i „punktbaser“ illusorisk, må den russiske flådeledelse skifte til anvendelse af „områdebaser“, og Østersøflåden kan da ikke under nogen omstændigheder lade sig nøje med mindre end hele Østersøen.
P. Wille-Jørgensen.
