Med al Respekt for den organisatoriske Dygtighed, som Krigen andet Steds har givet Lejlighed lil Udfoldelse, turde det, England har præsteret ved i Løbet af et Par Aar at tidoble sin Hær, være en Bedrift, som ingen anden har stillet i Skyggen. Ikke mindst fordi det blev England, der udførte den; thi naar vi siger, at delte Land var slet forberedt paa en Krig, gør vi os noppe altid klart, hvor Manglerne i Beredskab forst og fremmest maatle soges — og afhjælpes! Det, at Landet f. Eks. efter Afsendelsen af sit forsle Ekspeditionskorps i August 1911 praktisk talL ikke raadede over en nævneværdig Beholdning af Infanteri-Geværer, saa at Kompagnierne inden for en Rckrutbataillon maatte lade nogle faa Geværer gaa paa Omgang under Øvelserne, eller at der var Batterier, som i Maancder gik og eksercerede med Trækanoner, som Officererne i Mangel af bedre lod lave til Øvelsesbrug — alL den! Slags, der nok kunde faa dem, der ledede Arbejdet, til at fortvivle, det var i Virkeligheden Smaating, — Hovedvanskeligheden laa andet Sleds. At det lykkedes at faa en Nation, som altid har set det som en Fordel og en Ære at gaa langsomt og prøvende til Værks — „from precedent lo precedent“, en Nation, hvis Flertal i Juli 1914 stod absolut fremmed over for den Tanke, at det, der siden er overgaaet den, skulde kunne hænde,
— at det lykkedes at faa en saadan Nation, den vanskeligst paavirkelige af alle, omdannet til et Folk i Vaaben i Løbet af et Par Aar, det maa for enhver, der kender Englænderne, og ikke mindst for Englænderne selv, slaa som næsten el Mirakel.
Vanskelighederne ved Løsningen af det Problem, der er antydet i Titlen paa denne Artikel, hænger naturligvis i en vis Henseende nøje sammen med de andre Vanskeligheder, som Englands relative Uforberedthed stillede i Vejen for Nydannelser og Udvidelser af Hæren. Hovedtanken i den engelske Hær- ordning før Krigen var jo at tilvejebringe en „stri- king force“ paa seks Divisioner til Anvendelse, hvor det maatte behøves, samt en forholdsvis lille og løst organiseret Styrke til Forsvar af Moderlandet, og det Officerskorps, som denne Ordning havde tilvejebragt, svarede til en Maximumstyrke af knap 300 000 Mand.
Da denne Styrke ret tidligt stod paa Krigsskuepladsen, skulde den Opgave at udvide Hæren, end sige mangedoble den, altsaa synes uoverkommelig.
— Men paa dette Punkt maa man sikkert sige, at Nationens særlige Evner og Traditioner i ganske særlig Grad kom den til Hjælpl; thi er Tyskeren uovertruffen med Hensyn lil at lyde og til villig at indordne sig, saa er Englænderen ganske sikkert uovertruffen med Hensyn, til at byde og at tage et Ansvar — 'kort sagt: til at være Befalingsmand. Ikke for intet har England i Aarhundreder været et Herskerfolk; rent bogstaveligt og direkte er Vanen lil at lede og lage Ansvar gaael dels Overklasse i Blodet. Der er neppe noget andet Land, hvor man træffer saa mange unge Mænd i ledendo Stillinger, thi i England har i saa Henseende „selection“- altid gaaet forud for „training“, medfødte Evner forud for erhvervet Routine. Den engelske Regel kan omtrent udtrykkes saaledes: vælg den rette Mand, anvis ham hans Arbejde og giv ham Ansvaret for dels rette Udførelse — sin Uddannelse vil han selv skaffe sig!
Reglen er i vid Udstrækning blevet anvendt ved Dannelsen af de nye engelske Hæres Officerskorps, og hvem tør paaslaa, at den har vist sig uanvendelig!
Da England i Begyndelsen af August 1911 sendte sit første Troppekontingent til Fastlandet, var saa at sige alt Befalingsmandspersonale, der hørle til den regulære Hær, optaget i den nævnte Styrke. — Endog de af disse Befalingsmænd. der midlertidigt gjorde Tjeneste i Territorialhæren, afgik til Fronten.
Der vilde praktisk talt ikke have været fuldt uddannede, tjenstgørende Officerer tilbage i England, hvis ikke the War Office Aftenen før Styrkens Afrejse til Fastlandet havde givet Ordre til, at 1 Kaptajn og 1 Løjtnant af hver Bataillon skulde blive tilbage for at anvendes ved Uddannelsen af Rekrutter. Men da Hæren allerede en Maaned efter var vokset med 300,000 Mand, forslog disse faa Officerer selvfølgelig langt fra; man maatte søge anden Udvej, og følgende Metode blev anvendt:
Til Besættelsen af Kommandoposterne ved de overordnede Led (fra Bataillon opefter) gjorde man Anvendelse af de ældste af de ovennævnle hjemmeblevne Officerer; endvidere blev ca. 200 Officerer af den indiske Hær, som var hjemme med Orlov, kommanderede til Tjeneste ved de nydannede Troppeled, og en Mængde afskedigede Officerer blev genudnævnte. Endelig ansatte man en Del civile Folk i Kommandoposter ved saadanne Vaabcn og Korps, hvor deres tidligere Erfaring som Ingeniører, Fabriksledere o. 1. kunde komme til Anvendelse.
De underordnede Officérsposlers Besættelse frembød i en vis Henseende større Vanskelighed, idet den i Frankrig kæmpende Styrke stadig havde stor Afgang af saadanne Officerer, for hvilken der maatte skaffes Dækning, samtidig med, at de nye Afdelinger maatte have fornøden Tilgang af yngre Officerer. — Den normale Vej til Stillingen som fast Officer gik før Krigen gennem Officersskolerne i Sandhursl og Woolwich eller naaedes ved en vis Tids Tjeneste i the Special Reserve. Disse Veje holdtes stadig aabne og ved at nedsætte Uddannelsestiden til 1/4 Aar paa Sandhurst og 1/2 paa Woolwich (fra henholdsvis 1 og 2 Aar) og ved at hæve Aldersgrænsen for Indtrædelse i disse Skoler fra 19,5 til 25 Aar, lykkedes det at firdoble Tilgangen af skole-uddannede Officerer; men disse forslog kun til Styrken i Frankrig; til Styrken under Uddannelse maatte Tilgang skaffes ad anden Vej. Man greb da til Udnævnelse af forhenværende Underofficerer til Officerer; særlig til Uddannelsen af nye Folk viste disse Officerer sig vel egnede, og adskillige af dem er senere avancerede.
Imidlertid strømmede Rekrutterne til i stadig stigende Mængde; man havde ikke Uniformer til dem, ingen eller kun højst ufuldstændig Udrustning, ingen Steder al underbringe dem, thi der var i samtlige Kasernebygninger i Storbritannien, efter at alle Kvarterer for gifte Befalingsmænd var laget i Brug, kun Plads til 202,000 Mand, og en brugelig Indkvarteringslov eksisterede ikke. Men værst af (alt var stadig Manglen paa Officerer. Man greb da lil et Middel, som vistnok ingen Slat med stærkere militære Traditioner havde lurdel vove. Man udnævnte i stor Mængde unge Mænd, hvis Forudsætninger for at være Befalingsmænd man stolede paa, men hvis Uddannelse dertil var ydersi ringe, lil Officerer, idet man saa haabede, al selve Arbejdet og det Ansvar, der paalagdes disse nyudnævnte Befalingsmænd, i Forbindelse med den glødende Begejstring, hvormed de gik lil deres nye Kald, efter- haanden vilde gøre dem brughare som Førere for de Folk, de fik overdraget at uddanne. — De saaledes udnævnte Officerer skaffedes lil Veje fra tre forskellige Kilder:
1) Da Haldanes Hærlov i 1907 indførte Territorialhæren til hjemmeforsvar, søgie man at sikre den Tilgang af Officerer ved Oprettelsen af saakaldte Officers Training Corps (O. T. C.s), d. v. s. Korps, der søgte al samle unge Mennesker ved Universiteter og lignende højere Læreanstalter samt de ældste Elever i de store Kostskoler lil militære Øvelser under Hærens Befalingsmænd (sml. Akademisk Skyttekorps); Medlemmerne af disse Korps var ikke forpligtede til at indtræde i Terrilorialhæren, men at de var besjælede af den rette Aand, fremgaar deraf, at Oxford University O. T. 0. i Løbet af Krigens første Aar stillede 2500, Cambridge O. T. C. 2300, Inns of Court O. T. 0. 2500 og Universiteterne i Nordengland tilsammen 1000 Officersaspiranter til Hærens Raadighed.
2) En Mængde unge Mænd ved Universiteterne, der ikke havde været Medlemmer af et O. T. C., men som iøvrigl syntes egnede til Officerer, samt el meget betydeligt Antal Mænd, der før Krigen var dyagne lil Kolonierne og havde begyndt et Arbejde der, men nu
strømmede tilbage for at tilbyde deres Tjeneste, blev antagne som „midlertidige“ Officerer, og særlig den sidstnævnte Kategori har gjort fortrinlig Fyldest.
3) En Del af de nye Batailloner, der blev oprettet, skyldtes Enkeltmænds eller Bykorporationers Initiativ deres Oprindelse, og i disse „Pals’“-Batailloner var det i vid Udstrækning overladt den eller de, der havde skaffet Mandskabet til Veje. at vælge Officererne. Dette blev i Keglen gjort paa følgende Maade: Var vedkommende Afdeling „raised“ i et Fabriksdislrikl, blev Folk, der indtog en ledende Stilling i en eller anden Fabrik, f. Fks. Kompagnikommandører, medens andre, der ogsaa til Dagligdags var vante til at arbejde under de førstes Ledelse, men dog selv indtog overordnede Stillinger, fik Løjtnantspladserne tildelte o. s. v. — med andre Ord, man søgte at overføre det i del daglige, civile Arbejde indarbejdede Over- og Underordningsforhold paa det nye militære Arbejde.
Til teknisk Tjeneste af forskellig Art udnævnte man Folk, der indstilledes af Læreanstalter og Firmaer, hvis Virksomhed omfattede Undervisning i eller Udøvelse af den tekniske Virksomhed, der var Brug for.
Det vil ses, at af de saaledes udnævnte Officerer var der adskillige, der aldeles ingen militær Uddannelse havde. Ved deres Udnævnelseblev tle i Beglen ansal ved én „Training Batlalion“, men for at de dog kunde have noget at lære fra sig, kom de ofte straks til at gennemgaa et kort Kursus i el eller andet specielt militært Undervisningsfag, f. Fks. Skydning, Feltarbejder eller Granalkastning, og naar de var færdige dermed, fik de Undervisningen paa Rekrutskolen af vedkommende Fag overdraget. — Efter 4—5 Maaneders Forløb fik nogle deres Duske om at komme til Fronten opfyldt, medens andre sendtes til Uddannelse paa Skoler, der er oprettede inden for hvert General- kommandodistrikt (Command School). Som Lærere ved disse Skoler virker Officerer, der paa Grund af Saar eller Svagelighed er ude af Stand til at gøre Tjeneste ved Fronten, men som alle har været der. Undervisningen, der drives meget energisk, omfatter alt, hvad der anses for nødvendigt for en Kompagnikommandør, pg Skolen afsluttes med en Eksamen. Blandt Ting, der lægges særlig Vægt paa. kan nævnes Nat-fægtning og Orientering i Mørke og Taage. Enhver, der udgaar fra Skolen, har haft Lejlighed til at betjene el Maskingevær og til at bruge en Afslandsmaaler.
Om den Maade at tilvejebringe og uddanne Officerer paa. som ovenfor er skildret, er god og fyldestgørende, afgøres ikke ved en Diskussion i den militære Fagpresse; Afgørelsen træffes paa den Maade, som falder bedst i Englænderens Smag, gennem en „lest“ — paa Fronten i Frankrig skal Prøven bestaas! Englænderne selv nærer en fast Overbevisning om, at deres nye Hære, ledet — som de for største Delen er det — af det under Krigen skabte Officerskorps, ikke vil skuffe de Forventninger, der knyttes til dem. De Principper, efter hvilke dette Officerskorps er tilvejebragt og uddannet, er saa forskellige fra dem, man før Krigen ,ansaa for forsvarlige, at det bliver af største Interesse at se disse Principper prøvede i Krig.
