Særlig vedrørende Rekylgeværkompagniet.
Ligesom Finnerne under den finsk-russiske Krig straks omsatte indhøstede Erfaringer i reglementariske Bestemmelser, har Tyskerne ogsaa umiddelbart efter Felttoget i Polen omsat de der indhøstede Erfaringer i reglementariske Bestemmelser, der som Merkblätter dels afløser, dels supplerer hidtil gældende Bestemmelser. Merkblätter behandler saavel Organisationsændringer som Ændringer paa uddannelsesmæssigt og taktisk Omraade. I det følgende behandles nogle af de Forhold, der angaar Fodfolket. Omend Ændringerne i det tyske Fodfolks Organisation maa formodes for største Delen at være kendte, skal de dog kort omtales her.
— Bataillonen bestaar som hidtil af:
3 Rekylgeværkompanier (1.—3., 5.—7. og 9.— 11. Kp.).
1 Maskingeværkompagni (4., 8. og 12. Kp.).
— Rekylgeværkompagniet bestaar af:
1 Kommandogruppe (1 F. + 5 M.),
3 Delinger og
1 Panserværnsgruppe.
— Rekylgeværdelingen bestaar af:
1 Fører,
1 Næstkommanderende,
1 Delingstrop (1 Hornblæser T 2 Ordonnanser),
4 Grupper (tidligere kun 3) og
1 Granatkastertrop (4 Mand).
— Panserværnsgruppen bestaar af:
1 Fører og
6 Mand med 3 Panserværnsgeværer.
— Rekylgeværgruppen bestaar af:
1 Fører,
1 Næstkommanderende og
8 Mand med 1 let Maskingevær.
Forskellen mellem den ovenfor beskrevne Organisation og den tidligere er i grove Træk følgende: Rekylgeværkompagniets Maskingeværgruppe (2 tunge Maskingeværer) er faldet bort. I Stedet har Kompagniet faaet Panserværnsgruppen, der er bevæbnet med 3 13 mm Panserværnsgeværer. Delingen har faaet en Fører for Delingstroppen, der tillige er næstkommanderende ved Delingen. Yderligere er Delingens Gruppe forøget fra 3 til 4. Gruppens Styrke er reduceret fra 13 Mand til 10 Mand (incl. Fører og næstkommanderende).
Kompagniet har ialt 7 Vogne:
1 Fægtningsvogn pr. Deling (4 1 til Panserværnsgruppen ),
1 Ammunitions- og Værktøjsvogn,
1 Forplejningsvogn og
1 Bagagevogn.
Samtlige Førere fra Kompagnichef til Gruppefører er udrustet med Maskinpistol.
— Maskingeværkompagniet bestaar af: 3 Maskingeværdelinger og 1 Granatkasterdeling.
— Maskingeværdelingen bestaar af: 2 Maskingeværgrupper å 2 tunge Maskingeværer.
— Granatkasterdelingen bestaar af: 6 Granatkastergrupper.
Ud over at Maskingeværdelingen nu inddeles i 2 Grupper mod tidligere 2 Halvdelinger å 2 Grupper, er Organisationen ligesom Bevæbning og Føringspersonel som hidtil. Den anførte Omorganisation har i sig selv medført en Del Ændringer med Hensyn til Indsættelsen af først og fremmest de tunge Vaaben. Saaledes har Bortfaldet af Reky1 geværkompagniernes tunge Maskingeværer medført, at en Del af disses Opgaver under Kamp, herunder Luftbeskyttelsen, har maattet overtages af Maskingeværkompagniet. Normalt underlægges Maskingeværer med disse Opgaver Rekylgeværkompagnierne i forreste Linie. Ligeledes underlægges Hovedparten af Granatkasterne — og hyppigt alle — disse. Til Grund for Omorganisationen ligger først og fremmest Kravet om en Simplificering af Føringen af Rekylgeværgruppen og en Forøgelse af Ildkraften. Det første opnaas ved, at den tidligere Inddeling i Rekylgeværhold og Geværhold bortfalder, medens det sidste bl. a. opnaas ved, at Antallet af Geværskytter for hvert indsat, automatisk Vaaben formindskes, samtidig med at disses Antal forøges. I øvrigt er Forøgelsen af Ildkraften og Udnyttelsen af enhver Mulighed til Fremrykning den røde Traad gennem samtlige Bestemmelser. I det følgende skal kort gennemgaas nogle af de Bestemmelser, der med disse Formaal er udgivet for Uddannelsen. Uddannelsesbestemmelserne siger bl. a .: »Tyngdepunktet i al Uddannelse fra Enkeltmand til Regiment ligger i Uddannelsen i Ildkamp, og Grundlaget for denne er den enkelte Skyttes Beherskelse af sit Vaaben, snævert Samarbejde mellem alle Fodfolkets Vaaben, Fodfolkets Samarbejde med Artilleriet og den ubændige (ungestiime) Vilje til at udnytte enhver Ildunderstøttelse til Terrainvinding.« Det paapeges kraftigt, at Ilden er det stærkeste Kampmiddel. Under Omtalen af, hvorledes egen Ildvirkning forøges, fremhæves Samling af Ilden fra talrige Vaaben saavel som Dannelsen af Ammunitionstyngdepunkter, ligesom det, under Omtalen af, hvorledes fjendtlig Ildvirkning formindskes, fremhæves med fede Typer, at dette først og fremmest sker gennem Udnyttelsen af Virkningen fra eget Artilleri, tunge Fodfolksvaaben og Kampvogne, og at denne Udnyttelse skal læres og indøves ved enhver Tjeneste for derigennem at stille Samarbejdet med andre Vaaben sikkert. Under Omtale af moralsk Virkning fremhæves, at Krigserfaringerne viser, at det er forkert, naar Ildkraften indsættes »sparsomt«. Derfor skal Geværskytterne ogsaa hyppigt deltage i Ildkampen. Fægtningsskydningen anføres at være Kronen paa Uddannelsen, samtidig med at det videre hedder: »Kun ved skarpe Skud viser Kompagniet, hvad det kan.« Som Følge heraf er det endvidere foreskrevet, at Inspektioner fremtidigt skal afholdes under Fægtningsskydningen. Der skal under Uddannelsen lægges stor Vægt paa — gennem Frigørelsen af den sunde Manneslcefor stand — at opdrage Underførere og Mandskab til under Udkamp at tilpasse sig enhver Situation og ethvert Terrain og til at søge at naa Maalet med de simpleste Midler. Under Omtale af Maaludpegning foreskrives, at denne hyppigt bør indledes med Angivelse af omtrentlig Afstand. Ofte vil det betale sig bedst, at Gruppeføreren selv aabner Ilden med Rekylgeværet. Endelig fremhæves her, at Skydning mod Terrainpunkter, hvor Fjenden kun lader sig erkende gennem Kikkert eller slet ikke, ikke kan øves for ofte. Den hidtil benyttede Udpegningsmaade, hvor Fører og Mandskab skiftes til henholdsvis at opgive og gentage, betegnes som forkert. Føreren skal kort og klart give hele sin Ordre, og først derefter gentages. Talemaaden skal ved Maaludpegning ikke være overhøj. Anvendelse af Hjælpemaal skal ikke være Regelen, men en Undtagelse. Under Formationer er Rodekolonne og Leddelingen i Hold faldet bort. Fægtningsformationerne er nu kun Enkeltkolonne eller Skyttekæde (d. v. s. Skytterne paa Linie med Mellemrum), der kan tillempes, naar det gælder om at udnytte særlige Terrainforhold m. v.. Linien bør være uregelmæssig, medmindre Terrainet byder noget andet; men en Skytte maa aldrig ligge længere tilbage, end Hullet mellem forannævnte Skytter er bredt. Det fremhæves, at Formaalet med Dybdespredning ikke er at formindske den fjendtlige Ildvirkning fra Maskingeværer og Artilleri, idet disse Vaabens Dybdespredning altid vil være større end den indtagne Dybdeformering, men derimod at vanskeliggøre Opdagelse og at forøge egen Ildvirkning gennem Opnaaelse af henholdsvis bedre Skjul (Dækning) og bedre Udstillinger for de enkelte Skytter. Kun Formaalet at forøge Antallet af automatiske Vaaben i forreste Linie kan berettige Spredning af Gruppen i Dybden for derved at gøre Plads til Inddoublering. Saa længe Udkampen ikke er optaget, gaar Skyttekæden med store Mellemrum (10—20 Skridt), der, saa snart Udkampen optages, formindskes mest muligt. Saaledes betegnes et Gruppeanlæg bestaaende af 4 2-Mands Skyttehuller inden for 15 m som værende en passende Spredning, naar Gruppen under Angreb tvinges til Standsning. Under Kritik af den hidtidige lidtaktik peges der bl. a. paa Underføreres og Mandskabs Tilbøjelighed til under Fægtningsskydning at skyde paa ethvert Maal, der viser sig inde paa Afstande, som passer for det paagældende Vaaben, uden Hensyn til, at Maalet i Forvejen ligger under saa kraftig Ild fra andre Vaaben, at Bevægelse er mulig. Videre fremhæves, at saavel Rekylgeværskytter som Geværskytter hører til Stødtropperne og saaledes er underkastet det hidtil alene for Geværskytter gældende, at Fremadbevægelsen under Angreb er Maalet og Ilden kun et Middel til at naa dette, og dertil et Middel, der kun maa bruges, naar alle andre Midler forsager eller ikke slaar til. De tyske Skydereglementer har allerede tidligere taget Afstand fra at danne Sammenligninger paa Grund af Træfferprocent og foreskrevet, at den, der drager Sammenligninger mellem flere Enheders Skydninger, skal have overværet disse, og yderligere at der ved Sammenligninger kun maa tages Hensyn til taktiske Resultater (trufne Figurer), der er opnaaet ved Skydning inden for samme Tidsrum. Dette fremhæves igen kraftigt i Merkblätter. Med Hensyn til Skudhastighed anføres, at denne er individuel, og at den Hastighed, der for den enkelte Skytte giver flest Træffere inden for den raadige Tid, er den rigtigste for ham. Dette vil sige, at Ildhastigheden, foruden af Maalets Synlighed, Farlighed og Afstand afhænger af Uddannelsesgraden. Under Fægtningsskydning maa der aldrig forekomme nogen »liggen Skive« — d. v. s. ikke noget med at gøre Skydningen langsommere og roligere —, derimod enten intensiv Skydning, intensiv Gravning eller forsvinde i naturlig Dækning. Med Hensyn til Ildtaktikken i Verdenskrigen har General Ott tidligere skrevet, at den tyske Soldats Opdragelse til at holde ud i den fjendtlige Ild var fuldstændig udvisket i samme Øjeblik, en velrettet Maskingeværbyge fra de franske Maskingeværer sprøjtede om Skytterne, og dette fremhæves nu som rigtigt. Det i tyske Skydereglementer fra 1934 stærkt fremhævede Ildo\ 'rfald med hurtig og sikkert Skydning, der fremgik af Erfaringerne fra Verdenskrigen, fremhæves yderligere gennem de udgivne Merkblätter, der angiver, at den stadig sjældnere Lejlighed til i rolig Ildkamp at skyde mod en Modstander, der gennem længere Tid viser sig som lønnende Maal, har foranlediget, at Ildoverfaldet efterhaanden er blevet den almindelige Udmaade inden for Fodfolket. Ildoverfaldet tager Sigte paa ved hurtigst mulig Ildafgivelse at nedkæmpe Modstanderen eller opnaa Udoverlegenhed ved at tvinge ham i Dækning. I det hele taget synes Udtrykket Ildoverfald at have afløst »Schnellschuss« (»Schnappschuss«), hvilket antageligt skyldes, at det sidste af mange var blevet udlagt saaledes, at Skytten dukkede frem fra sin Dækning og hurtigt afgav et Skud for derefter igen at forsvinde. Meningen har imidlertid altid været den, at Skytten, inden han forsvandt, skulde opnaa een eller flere Træffere i Maalet, og dette Formaal, saavel som den Hurtighed med hvilken det skal tilstræbes opnaaet, dækkes absolut bedre af det nye Udtryk. Visse Spørgsmaal, der i den tyske Hær tidligere har været stærkt omdiskuteret, har nu fundet deres Afgørelse. Om Fodfolkets Angreb gennem aabent Terrain hedder det, at Terrainet passeres saa hurtigt som muligt, idet Ildstøtten kun kan paaregnes at vare kort Tid. Derfor lange sluttede Spring (ikke Enkeltmand) og saa hurtigt som muligt fremad. I denne Forbindelse peges paa vaagen Udnyttelse af enhver Ildstøtte, Kampvogne, Taage m. m. Kun hvis Støtten ikke slaar til, aabner Rekylgeværskytten og Geværskytterne Ilden. Angaaende Geværskytternes Deltagelse i Ildkampen under Angreb 'hedder det: Angrebet bliver ofte opholdt af smaa og skjulte Maal. Mod saadanne Maal paa korte Afstande har det omhyggeligt afgivne Geværskud hyppigt ødelæggende Virkning. Angaaende Enkeltmandsspringet hedder det: At Enkeltmandsspringet kun er en Følge af den rene Rekylgeværkompagnitaktik, der skyldes Manglen paa Støttevaaben under de daglige Øvelser. Videre hedder det angaaende Rekylgeværkompagniets Angreb, at dette først er rigtigt, naar hver Mand i Kompagniet er systematisk skolet i at udnytte enhver nok saa kort Ildkoncentration fra de tunge Vaaben til et hurtigt Spring fremad. Foreskrevet er nu, at Kompagnichef, Delingsfører og Gruppefører befaler »sluttede Spring«, medens »Enkeltmandsspring« kun forekommer som Følge af fjendtlig Ild. Ved alle Angrebsøvelser hedder det: »Udnyttelsen af Dækning bevarer Kampkraften. At forlade Dækningen og storme frem i rette Øjeblik, selv under Anvendelse af de sidste Kræfter, bringer Sej ren.« Angaaende Spørgsmaalet Ødelæggelsesild eller Nedholdelsesild hedder det: »Enhver Ild, der rettes mod Fjenden, har til Formaal at tilintetgøre ham og ødelægge hans Kampmidler. Ofte vil det imidlertid lykkes Fjenden at unddrage sig Tilintetgørelsen ved at gaa i Dækning, og fra dette Øjeblik er han tvunget til at indstille Betjeningen af sine Vaaben (holdt nede).« Heraf fremgaar klart, at Maalet for enhver lid er Tilintetgørelse (Træfning), og at det er Fjenden, der afgør, om det kun skal blive Nedholdelse. Tidligere har Tyskerne svarende til vore feltmæssige Skydninger haft Skolefægtningsskydninger med Enkeltmand. Det vil sige, at den enkelte Skytte blev sat ind i en Fase af en Fægtningssituationen, og her blev han stillet fuldstændig frit med Hensyn til Løsningen. Derefter blev hans Optræden detailleret behandlet af Skydelæreren, der stadig har kontrolleret Skytten og foranlediget Maalenes Fremkomst uden at gribe ind i hans Handlinger. Senere afholdtes Skolefægtningsskydninger, nærmest svarende til vore forberedende Fægtningsskydninger, med Rekylgeværtroppen, Skyttetroppen og til sidst Gruppen. Medens Øvelserne med Rekylgeværtroppen og Skyttetroppen er faldet bort som Følge af Indførelsen af Enhedsgruppen, lægges der endnu mere Vægt paa Enkeltmandsskydningen end tidligere, idet Øvelserne nu forlanges gennemført først med blinde eller løse Patroner mod levende Maal og derefter med Salonpatroner mod Skiver paa reducerede Afstande, f. Eks. saaledes at 80 m svarer til 400 m. Øvelserne med Salonpatroner afholdes paa Eksercerpladsen og af Sikkerhedshensyn saa vidt muligt i en Lavning. Ved Gennemgangen, der foregaar dels paa Stedet, dels hjemme paa Kasernen, faar Skytten Lov til at fremføre, hvorfor han gjorde som gjort. Omend Gennemgangen skal være detailleret, maa eventuel Kritik ikke være smaalig, og enhver Skytte skal uanset Resultatet bibringes den Tro, at han vil kunne opnaa Træffere, naar han blot efterkommer de givne Anvisninger. Hvor der skydes paa Tid, er Antal opnaaede Træffere afgørende og ikke Træfferprocenten. Saaledes er inden for samme Tidsrum 7 Træffere ved 10 Skud bedre end 6 Træffere ved 7 Skud. Med Hensyn til Skudhastighed regner man i øvrigt med, at Underofficerer kan afgive 11 Skud, menige 8 Skud og Rekrutter 5—7 Skud i Minuttet. Under Enkeltmandsskydningen med Rekylgevær, der udføres af alle, overtager en Gruppefører Ildledelsen, der angives at være Gruppeførerens første Opgave. Ved Enkeltmandsskydning med Rekylgevær er Ildhastighen god, hvis Skytten er i Stand til i 30 Sekunder at lægge 60—80 velrettede Skud over Maalet. Tilsvarende som for Enkeltmandsskydningen anført, lægges der under Skolefægtningsskydningen ogsaa større Vægt paa Gruppeøvelserne end tidligere; men til Gengæld bortfalder de under de egentlige Fægtningsskydninger. Medens der ved Skydningen med Enkeltmand lægges særlig Vægt paa at lære Geværskytterne selvstændig Optræden og Rekyl geværsky tterne rigtig Betjening af Vaabnet, lægges Hovedvægten under Gruppeøvelserne paa at lære Gruppeføreren hans Rolle som Fører og Forkæmper for Gruppen. Som anført er Ildledelsen Gruppeførerens første Opgave, og kun naar der foreligger særlige Grunde, skyder han selv med Rekylgeværet eller, paa Afstande over 200 m, med et Gevær. Paa Afstande under 200 m skyder han med sin Maskinpistol. Den egentlige Fægtningsskydning afholdes nu kun med Deling og Kompagni. Kompagniøvelserne afholdes fremtidigt altid med underlagte Maskingeværer og Morterer og saa vidt muligt ogsaa i Forbindelse med andre tunge Fodfolksvaaben. Under Skolefægtningsskydningerne afholdes enkelte Øvelser i Forbindelse med Kastning af skarpe Haandgranater ligesom andre Nærkampøvelser med Skydning under Bevægelse fra ca. 50 m. Disse Øvelser er af Sikkerhedshensyn meget bundne. Under Skolefægtningsskydningen afholdes alle de særlige Skydninger, saaledes Skydning med Gasmaske paa, Skydning i Tusmørke eller Maaneskin, Skydning med paasat Bajonet, Skydning fra Træer, Hustage e. lign. og Skydning mod Maal, der bevæger sig i Siden. Enkeltmandsskolefægtningsskydningerne udføres af samtlige Befalingsmænd fra Oberleutnant og nedefter, men almindeligvis deltager de kun i een Øvelse, da denne Art af Skydninger betragtes som Rekrutternes vigtigste Skydeuddannelse, og mest mulig Ammunition derfor bør forbeholdes dem. Med Henblik paa Geværskytternes Indsættelse i Kampen hedder det: »Med gode Virkemuligheder og utilstrækkelig Dækning indsættes Geværskytterne tidligt«, i Tvivlstilfælde skal det hedde: »Vi vil kæmpe, skyde og træffe.« Med Hensyn til de i Indledningen omtalte Ændringer af den tidligere Organisation, der har været gældende fra 1935, var et Par allerede indført før Felttoget i Polen. Saaledes var der under dette indført en Granatkaster (51 mm) i Rekylgeværdelingen og Pansei’værnsgeværer i Rekylgeværkompagniet. Af Merkblåtterne fremgaar yderligere, at Rekylgeværdelingen skal have angivet bestemte Maal for Angrebet og ikke Fremrykningsstriber, og at Delingens Angreb altid skal søges sat an med Omfatning for Øje. Tidspunktet for den sidste Fremrykning angives almindeligvis saaledes, at den enkelte Mand øjeblikkeligt søger frem, naar Delingens Granatkaster har skudt f. Eks. 8 Skud. Udfra at Ledelsen under selve Stormen er vanskelig, er det foreskrevet, at Vaaben, der under Stormen er efterladt med Støtte af denne for Øje, straks skal søge frem af sig selv, for at der hurtigt kan dannes Kampgrupper for fortsat Fremrykning. Gruppeføreren angiver Tidspunktet for Ildaabningen, men Krigserfaringerne har vist, at han derefter normalt kun kan lede Rekylgeværets Ild, saaledes at Geværskytterne under Resten af Kampen vil være overladt til sig selv.
H.