Log ind

Vejen til Krig

#

Nogle Betragtninger i Anledning af Oberst Ivan Carstensens Stilling til Folkeforbundets Fredsværn.

I „Militært Tidsskrift“s Februarnummer gennemgaar Oberst Ivan Carstensen det sidste franske (Herriots) Forslag om Oprettelse a f en Folkeforbundshær. Obersten nøjes im idlertid ikke med at gennemgaa og belyse Forslaget. Trods adskillige Forbehold og trods Kritik her og der (det er dog mere Ængstelse end egentlig K ritik , Obersten giver U dtryk fo r), tiltræder han im idlertid i det store og hele selve G rundtanken: Skabelse a f et fast Folkeforbundsværn, der giver Folkeforbundet den fornødne Magt. Oberst Carstensen gaar endda saa vidt, at han fremhæver, at „Organisationstanken om at kombinere en national Militshæ r, begrænset bevæbnet og udrustet, med en moderne, hurtig bevægelig, fuld t m obiliseret Folkeforbundsstyrke, er original og tiltalende. Den vil volde mange Fødselsveer, inden den fuldbaaren ser Dagens Lys i Realiteternes Verden, men engang undfanget vil den have sin store Mission; thi Grundtanken er sund.“

Jeg er — for blot at blive ved dette Citat — saa fuldkommen uenig med Oberst Carstensen i alle de anførte Synspunkter, som jeg overhovedet kan være. Med den ærede Redaktions Tilladelse vil jeg i det følgende prøve at belyse, a f hvilke Grunde jeg, som Helhed, finder det franske Forslag at være det stik modsatte af, hvad Oberst Carstensen mener — ikke originalt, ikke tiltalende, ikke sundt. Det nye Forslag støttes sikkert, anfører Forfatteren, a f Polen, Belgien, Finland, den lille Entente, Estland og Letland, og det er udarbejdet efter Forhandling blandt andre med Benes og Politis, saa „der herved er skabt Udsigt til forøget Tilslu tning til det“ . Det vilde unægtelig have været nok saa afgørende fo r Forslagets videre Skæbne (og navnlig fo r Folkeforbundet), om f. Eks. Tyskland, England og Italien ogsaa havde staaet bag det, eller blot en a f de sidste to Magter. Med al mulig Respekt fo r Benes Navn og fo r hans Indsats i det mellem folkelige Arbejde, siden Verdenskrigen sluttede, saa gaar man hverken ham eller andre Statsmænd fo r nær ved at antyde, at hvis der ved Siden a f Herrioss Navn under Forslaget havde staaet Mac Donalds, saa vilde Stormagterne m uligvis have været paa Vej til at skænke Forslaget en tilnærmelsesvis lige saa stor Opmærksomhed, som den danske Oberst nu viser det. Lad os ganske kort se paa, hvorledes de europæiske Stormagter tog mod Forslaget, da det kom frem . De tog slet ikke imod det. Italien sagde, at det vilde vente og se, hvad England vilde gøre. Og England? Den samlede engelske Presse stillede sig meget skeptisk overfor Planen. „Times“ erklærede, at den „stillede Sikkerheden fo r A fru stning fuldstændig i Baggrunden.“ „D aily Telegraph“ betegnede Forslaget som de franske Sanktionsfordringer i et nyt Klædebon. „Manchester Guardian“ understregede, at Forslaget var ensbetydende med Rustning, og Sunday Express“ kaldte uden videre Planen fo r „Vejen til Krig-“ Hvad det o fficielle England angaar, saa forelaa den engelske Regerings Svar den 28. Januar i Genève i Form a f et Arbejdsprogram fo r Afrustningskonferencen (en ikke helt uvæsentlig Side a f hele Spørgsmaalet, som Oberst Carstensen mærkeligt nok ikke omtaler). Konferencens Præsident, Mr. Arthur Hendersson, havde naturligvis ikke modtaget et saadant Program fra sin Regering, hvis den (for slet ikke at tale om ham selv) havde fundet Herriots Forslag tilstræ kkelig „o rig inalt, tiltalende og sundt“ , blot som Forhandlingsgrundlag fo r Konferencens videre Drøftelser. Det engelske Arbejdsprogram er dog mere end en Rettesnor fo r Konferencen. Det foreslaas bl. a., at der skal arbejdes hen til en ny Konvention, som bygger paa Rustnings-Ligeberettigelse, og i Forbindelse hermed foreslaas det at drøfte Spørgsmaalet om Gennemførelse a f ensartede Arm éer paa Kontinentet. Herunder kommer ogsaa Spørgsmaalet om Drøftelse a f Hoovers Forslag om Arméernes Størrelse og Problemet om Hærenes M ateriel og Flyvervæsenet. Angaaende dette sidste Vaaben ønsker Englænderne nedsat en ny Komité, hvis Maal skal være at afskaffe Kampmaskiner og Luftbombardement samt søge gennem ført en international Kontrol med den civile Luftfart For Flaadernes Vedkommende skal de Forhandlinger, der føres fo r Tiden om en samlet Nedrustning (eller vel snarere ikke føres), fortsættes.

Ganske fraset, hvad England har ment at burde møde med fo r at faa Konferencen til at glide, saa ligger det nær at underkaste det franske Forslag en Gennemgang ud fra lid t andre Synspunkter end dem, Oberst Carstensen anlægger i sin A r tikel. Lad os da først prøve at tænke os, at man i Genève cr naaet saa vidt, at man i Praksis skal til at tale om Sagerne. V i gaar ud fra, at der mellem alle Magterne i Forbundet er opnaaet Enighed om, at hver enkelt Magt skal have sin nationale Hær med kort Uddannelse (til Landets egen Sikring) og en mindre, svært bevæbnet Styrke, klar til øjeblikkelig Anvendelse, naar den dertil indrettede internationale Overkommando trykker paa Knappen. De nationale Tropper skal ikke have langtrækkende Skyts eller svære Kampvogne o. s. v. Folkeforbundet skal alene raade over samtlige „Angrebsvaaben“ . V i holder os foreløbig til Europa alene. Fran k rig opgiver fo r sit Vedkommende (det oprindelige Tardieu’ske Forslag) Landkrigsstyrken til 1 Division, 1 Flyvergruppe samt fornødent Hærmateriel og Ammunition- Da det form odentlig ikke er Meningen, at den franske (plus den engelske, den tyske, den italienske o. s. v.) Division skal staa samlet et eller andet Sted i Europa og til enhver Tid være parat dér, maa det forudsættes, at hvert Land fra den Dag, Ordningen træder i K ra ft, faar to A rte r Soldater og altsaa ogsaa to Slags Hære indenfor sine egne Grænser, nemlig først de nationale M ilitssoldater og dernæst de rigtige Folkeforbundstropper, der baade ved, hvad en Tank og hvad en 15 cm Kanon er. V i ser nu bort fra de Konflik te r a f forskellig A rt, som sandsynligvis vil opstaa a f og til i enhver Stat, der har to sideordnede og alligevel bundforskellige Hære i Landet, bl. a. fo rdi den ene kun er bestemt til en Slags krigsmæssig Polititjeneste, medens den anden til enhver Tid skal være parat til paa fremmed Bud at slaas med en tilfældig M agt ude i Europa, med hvem denne Hærs O fficerer saa lid t som dens øvrige Befalingsmænd eller dens Mandskab har haft noget udestaaende, hvilket skal forstaas saaledes, at deres egen Nation ikke har ha ft noget at udsætte paa den paagældende Magts Optræden i dette eller hint Tilfælde. V i ser tillige bort fra, at man har klaret Problemet om „langtrækkende Skyts“ (hvad der, med mine Civilistøjne, maaske er langtrækkende Skyts, er muligvis, fo r engelske og franske A rtille riste r, kun at betragte som en gammeldags, forholdsvis uskyldig lille Feltkanon). Og endelig ser vi bort fra, at der til den Tid fin ­ des saa mange Tayllerand’er, at de med deres forenede diplomatiske Kræ fter vil have gennem ført Sammensætningen a f den internationale og, vel at mærke, samtidig, nationale Hærs Overledelse.

Efter disse forskellige Forbehold gaar vi videre- V i tænker os, at der endelig er gaaet H ul paa Bylden i Østeuropa. Folkeforbundet er i første Omgang kommet fo r sent. Tyskland er marcheret ind over Polens Grænse, og de første Kampe er i fuld Gang. Polakkerne bliver hurtig t klare over, dels at de ikke kan staa sig, og dels at Udviklingen er oplagt til, at Folkeforbundet skal tage sig a f Sagen. Medvirkende hertil har maaske ogsaa været den Omstændighed, at Polakkerne har konstateret, at Tyskernes ikke langtrækkende Kanoner alligevel rækker betydeligt videre, end de maa og skal efter de i Genève givne Fo rskrifter. Altsaa alarm erer Polen Folkeforbundsraadet. Raadet kommer straks til det Resultat, at Forhandlinger ikke fører til noget. Derefter ringer samtlige Kirkeklokker (hvis de ringer) over Europa (dog ikke i Tyskland og sandsynligvis heller ikke i enkelte andre Lande). De forenede europæiske Magter ile r Polen til Hjælp, det vil sige — de skal altsaa ile til Hjælp. Men tro r nu nogen i dette Land, at man nogen Sinde vil faa en saadan M obilisering at se i Praksis? Det kan ikke være muligt, at Oberst Carstensen tror det- I saa Fald er han sandsynligvis den eneste Europæer, der i fuld t Alvor lever i denne Fantasi. Det ligger jo ligefor at anstille Betragtninger over, hvorledes visse andre europæiske Magter vilde reagere overfor Mobiliseringsordren fra Genève. Hvad v il Tyskernes Venner (og eventuelle ikke o fficielle Forbundsfæller) sige og gøre? H vis de f. Eks. nægter at efterkomme Ordren, hvad saa? Og Polens Venner? Faar de Lov at gøre, hvad de helst vil? Det turde ogsaa være indlysende, at det vil blive fuldkommen um uligt at gennemføre Sikkerhed for, at de m ilitæ rer O rdrer fra Genève bliver lystret paa almindelig Vis. Det kunde jo udmærket tænkes, at England og Italien ikke var til Sinds at ville starte deres (altsaa Folkeforbundets) Bombardementsmaskiner lige med det samme, eller at de franske Kampvogne, der ad en eller anden Vej skulde over til den østeuropæiske Front, et eller andet Sted blev sinket, eller maaske kom et eller andet til under Vejs, saaledes at deres Kampværdi var mindre effektiv, naar de endelig naaede frem.

Saa er der Spørgsmaalet om selve Mobiliseringsordrens Vedtagelse. Simpel M ajoritet i Folkeforbundsraadet bestemmer, naar Hjælpen skal ydes. H vilket vil sige, at hvis otte a f Raadets 14 Medlemmer stemmer for, at der skal ringes med Klokkerne, træder Europa under Vaaben og under den fælles Fane fo r at slaas fo r det overfaldne Polen. Men hvem garanterer for, at de seks Magter i Raadet, der ikke vilde være med at ringe, og som altsaa paa Forhaand har sagt, at de vil lade deres svære (Folkeforbundet tilhørende) Kanoner og Kampvogne blive hjemme, overhovedet rører en Finger fo r at følge Ordren. Og hvis de foretrækker at være passive, hvem skal saa tvinge dem. Da vel ikke de Magter, der ovre i Østepropa samtidig er travlt optaget a f at slaas — bundet a f den hellige Pagt, som alle, ogsaa de seks, har sat deres Navn under. Og hvis ogsaa de seks lystrede Parolen fra Genève, hvem og hvad skulde saa hindre dem — f. Eks. hvis et Pa r a f dem skal stille Fly ­ vere — at vende om paa Halvvejen. I det her anvendte Tilfæ lde har jeg kun tænkt mig Situationen Tyskland kontra Polen. Vender man nu Situationen om, saaledes at det bliver Tyskland, der angribes og raaber om Hjælp, fremkommer der a f sig selv andre Konstellationer og Problem er vedrørende M obiliseringsordren og dens Udførelse i Praksis. Lettere bliver Problemerne ikke, hvis man forudsætter, at det er Italien— Jugoslavien, der frem kalder en M obilisering, eller Frank rig— Tyskland eller Frank rig— Italien. Det i og fo r sig mest nærliggende, Rusland kontra en vesteuropæisk Magt, holder jeg udenfor, da Rusland ikke er Medlem a f Folkeforbundet. Men hvilke Mobiliserings-Perspektiver vilde der ikke oprulles, hvis Sovjet ogsaa var mellem de 14, og hvis det saa kom til K rig mellem Rusland og England, i hvilken f. Eks. Sovjet var den angribende, altsaa den internationale Fredsbryder. V i gaar et Skridt videre og betragter Problemet internationalt. T il Anvendelse udenfor Europa stiller Frank rig efter Tardieus Forslag 1 Brigade, 1 Flyverafdeling, Hærmateriel og 1 let Flaadedivision. Form odentlig skal de respektive Hæ rstyrker, ligesom de europæiske Folkeforbundsenheder, garnisonere i Europa. V i kan vel derfor med det samme se bort fra disse Styrkers Indsats f. Eks. i Am erika og i Østasien. Hvis en Stormagt, eller blot en større Magt, udenfor Europa vil have K rig , saa er K rigen selvfølgelig i fuld Gang, m uligt delvis afgjort, inden de europæiske Kontingenter naar frem til Skuepladsen. Man kan form odentlig derfor nøjes med at holde sig til de „lette Flaadedivisioner“ , bl. a. a f den Grund, at de m uligt er i Nærheden a f Aastedet i Forvejen. Men v il der blive Brug fo r dem? Lad os tænke os, at to a f de større sydamerikanske Republiker, der er Medlemmer a f Folkeforbundet, i Stedet fo r at lave deres halvaarlige Revolution roder sig ind i en virkelig K rig — saa virkelig, som en K rig nu kan udvikle sig derovre. Den overfaldne løber til Genève, og Raadet dekreterer M obilisering. Men endnu inden de lette europæiske Flaadedivisioner har forladt deres Havne, kommer der et Telegram til Genève. Det er ikke den overfaldne, der takker fo r Hjælpen. Nej, Telegrammet indløber fra Washington, og naar alle Høfligheder og venskabelige Fo rsikringer er siet fra, staar der paa jævnt og godt Dansk i det: „U . S. A. er ganske vist ikke Medlem a f Folkeforbundet, men det maa maaske alligevel være os tillad t at bemærke, at hvad der skal ordnes paa denne Side Atlanterhavet, skal vi nok besørge. Vore Interesser syd fo r Panama er fo r store til, at vi skal have fremmed Indblanding. Skulde vi komme til at mangle nogle lette Flaadedivisioner, skal vi nok sende Bud !“ Hvad Østen angaar, bliver Forholdene saa komplicerede, at det blot v il være Tidsspilde at fortabe sig i Betragtninger over de Situationer, der kan tænkes at opstaa. lø v rig t synes det netop i disse Dage, da denne A rtik el skrives (Midten a f Februar), at man staar overfor den snart gamle Kendsgerning, at Folkeforbundet er en glimrende Institution, naar det drejer sig om at ordne en Uoverensstemmelse mellem to mindre Magter, men at samtlige Pagter og Traktater, Kellog og Locarno iberegnet, er at betragte som kønne Vægprydelser i et Bedehus, naar en Stormagt er med i Spillet. Fo r slet ikke at tale om Situationen, naar to Stormagters Interesser krydses.

Men sandsynligvis kan man spare sig alle Betragtninger over tænkte Situationer ved en Folkeforbunds-Mobilisering. Thi der vil naturligvis aldrig blive forordnet en saadan M obilisering. Selve Folkeforbundsraadets Sammensætning vil hindre det, selv om alt andet kunde tænkes at være i Orden. Det er, som nævnt, Folkeforbundsraadet, der ved simpel M a joritet skal tage den endelige Bestemmelse. De 14 Nationer, der er repræsenteret i Raadet, udgøres først og fremmest a f de fem faste (fødte) Magter, England, Frankrig , Tyskland, Italien og Japan. De ni andre, der er valgt a f Folkeforsamlingen, er fo r T iden Norge, Irske Frista t, Guatemala, Spanien, Kina, Panama, Polen, Tjekkoslovakiet og Mexiko. Raadet kan aldrig paa noget Tidspunkt være sammensat saaledes, at Stormagterne ikke fo r selve Sammensætningen har haft deres specielle Interesser at pleje. Først besætter disse Magter jo selv de fem Pladser, men dernæst er de med til at vælge de ni andre ud a f Folkeforbundsforsamlingen. V or nuværende Gesandt i Tyrkiet, M inister P. Schou, har i sin Bog om Folkeforbundet betegnet Raadet som „Forbundets altid vaagne Brandkorps, der er parat til hurtig Udrykning, naar som helst en Tvist mellem to Nationer truer med at bryde ud i lys Lue“ . Karakteristiken er sikkert rig tig — hvis man tilfø je r: den hurtige Udrykning gælder kun, naar det drejer sig om Smaastaterne. Endnu en Svaghed har Raadet (kloge Hoveder siger iøvrigt, at det har mange), nemlig i den Maade, paa hvilken dets Ledelse udpeges. Medens F o lkeforbundsforsamlingen vælger en Præsident, skifter Præ sidiet i Raadet ikke efter Kvalifikationerne hos de Personer, der repræsenterer de 14 Stater, men efter den alfabetiske Plads i den franske Fortegnelse over Forbundets Medlemmer. Det siger sig selv, at naar der skal løses Verdenskriser, er det ikke Idealet a f en Ordning, at Forhandlingerne ledes a f en Præsident, som kun har det franske Medlem salfabet at takke fo r sin Præ sidentstilling. Men man kan naturligvis se bort fra disse, og mange andre, Omstændigheder og holde sig til den Kendsgerning, at Raadet trods alt, en skønne Dag alligevel staar overfor at skulle dekretere M obilisering a f samtlige Magter overfor en europæisk Stormagt, der har begyndt fo r sig selv paa den anden Side Naboens, en anden Stormagts Grænse. Lad os paany tage T ilfældet Tyskland kontra Polen. Der vil da her, som formodentlig i alle tænkelige Situationer, straks være to (mindst to) Pa rtie r i Raadet, nemlig Tyskernes Venner og Polakkernes Venner. Da det jo fo r det Parti, der vil M obilisering, gælder om at sikre sig en saa stor M a joritet som muligt, vil uden Tvivl alle Kræ fter og alle M idler blive sat ind fo r at overtale de halsstarrige mellem de 14, der vover at modsætte sig og sige Nej. Med al m ulig Respekt fo r Begreber som Retfærdssans, international Broderaand, høje Idealer o. s. v. saa ligger det lige for, som Verden og Menneskene nu engang er, at slutte, at der paa et eller andet Punkt a f Forhandlingerne vil blive anvendt det, der saa smukt kaldes venskabeligt Tryk. Hvilket i Praksis vil sige, at en a f de fem Stormagter, der ikke kan faa en a f de obsternasige ni med, afsides siger til vedkommende Magts Repræsentant: Hør, hvordan var det — fik vi Renterne a f det sidste Laar_ rettidigt i F jo r? Og fo r Resten ...... I skal vist have et nyt Laan om et Aars Tid ? Under alle Omstændigheder kan man paa Forhaand gaa ud fra, at den M ajoritet, der skal til fo r at sikre en fælles krigsmæssig Optræden, aldrig kan skabes paa Grundlag a f et fælles Syn paa det givne Forhold, endnu mindre paa Baggrund a f en fælles Solidaritetsfølelse. Hvilken Interesse skulde f. Eks. Guatemala (hvor mange gemene Gennemsnits-Europæere aneriøvrigt, hvad Guatemala er!) og Mexiko have i at være med at erklære Fæ lleskrig mod Danmark, eller mod Polen eller mod Norge eller mod den sydafrikanske Republik, end sige at være aktive Deltagere i en K rig mod en af disse Magter.

Med nogen Ret kan Oberst Carstensen nu spørge, om jeg da slet ikke tror paa den franske Plan. Nej, jeg gør ikke, overhovedet ikke! Thi det maa naturligvis være Franskmændenes Mening, at den skal gennemføres snarest muligt, altsaa hellere i Dag end i Morgen og altsaa uden Hensyn til nuværende skjulte eller aabenlyse (navnlig skjulte) Magtkonstellationer og Interessegrupperinger i og udenfor Europa. Selv ikke i et a fru ­ stet Europa tro r jeg paa en Folkeforbundshær som aktiv Realitet. Enhver Nation skal jo nemlig have sit bestemte Kontingent indenfor sine egne Grænser. Det, Fran k rig i Virkeligheden skaber med sit Forslag, bliver blot nationale Hære. Trods nok saa mange eventuelle Genéve-Tjenestereglementer og General-Bestemmelser, dannes det enkelte Kontingent a f den enkelte Nation, i den enkelte Nation, fo r den enkelte Nation og bliver saaledes Kød a f dennes Kød og Blod a f dennes Blod. Ingen M agt i Verden vil kunne ændre dette Forhold, fo rdi Englænderne nu engang er Englændere, som Danskerne er Danskere og Italienerne Italienere. Jo dybere man gaar i Analysen a f den franske Plans Enkeltheder og dens Anvendelse i tænkte Tilfælde, des mere og stærkere trækkes man over paa „Sunday Express“ Side, naar dette Blad karakteriserer Forslaget som Vejen til K rig . Forslaget indeholder jo i sig selv Hundreder a f Problemer, der — forekommer det mig — næsten synes uløselige. Men i samme Ø jeblik, man prøver at lade Planen blive levende ved at opstille en Situation, i hvilken den skal vise sin Væ rdi, skaber den med det samme ikke Hundreder, men Tusinder ny Problemer, der synes endnu gaadefuldere end de fø rste. Lad os kun nævne to Institutioner, hvis Virksomhed jeg ikke har berørt: Folkeforbundstilsynsraadet, der skal føre den internationale Kontrol med, at A ftalerne om de enkelte Staters Folkeforbundsstyrker bliver overholdt, og den nationale Kommission (bestaaende a f Diplom ater og Militæ rattacheer), hvis Opgave er at konstatere Fredsbrud. Hvilke overmenneskelige K rav vil der ikke blive stillet navnlig de sidste Ulykkelige. H vilke Uhyrligheder a f gordiske Knuder vil de ikke komme ud for. Og det nedslaaende er, at selv om der i Kommissionen fandtes blot eet Medlem, der kunde og turde hugge gennem Knuderne, saa vilde denne Alexander aldrig faa Lov at løfte sit Sværd, fo rdi der bag ham vilde være Snese a f Interesser, der paa ethvert Tidspunkt vilde forbyde ham at hugge til. Der kan kun gives een Fo rkla ring paa, at Fran k rig har præsenteret denne Fantasi paa en undrende Verdens Bord: Folkeforbundsværnet er et Udslag a f den Nød og Fo rvirring , der stadig raader i, over og om Afrustningskonferencen! Folkene kræver i stigende Grad et Resultat, eller blot noget a f et Resultat, og Statsmændene ved hverken ud eller ind, fo rdi ingen (Danmark undtaget) vil nedruste end sige afruste. Englands „Arbejdsprogram “ maa form entlig ses og bedømmes ud fra de samme Synspunkter — at man ikke er kommet en Tomme længere, end da man begyndte, og at der derfor maa gøres nogetOg imedens man prøver at gøre noget, lader Japan sit sværeste Skyts og sine nyeste Bombardementsmaskiner marchere op i Manchuriet og truer med at træde ud a f Folkeforbundet! Oberst Carstensen understreger, at „den største Vanskelighed, det alt afgørende“ , Kommandoforholdet, berøres ikke i Forslaget. Dette er heller ikke nødvendigt. Den folkeforbundsvennesæle Over-Kondottiere, som de fø r nævnte Talleyrand’er skal udpege, kommer der aldrig Bud efter, jo — nacir Menneskene er blevet lavet om! Den franske Plan egner sig ikke fo r denne Verden. Men hvis man faar lavet denne og dermed dens Mennesker om, skal Kommandoforholdene i den europæiske Fællesarmé (som der da ikke bliver Brug for!) nok ordne sig a f sig selv. Der er gaaet 15 Aar, siden Profeten Wilsons 14 grædende Engle haltede tilbage over Atlanterhavet, forgæves søgende at skjule deres jammerlige Nøgenhed med 14 knækkede Palmer. Hver Dag i de 15 Aar turde vel have bekræftet, at det ikke er Utopier eller Fantasier eller Profeter, den afgørende, styrende og herskende Del af Verden ønsker at høre.

Poul Hansen.