Nutidens krigsførelse har en så omfattende teknisk og ma­ teriel karakter, at der ikke foreligger praktisk mulighed for at opbygge et rent militært 'forsyningsapparat (bestående af egne fabrikker, lagre, værksteder, transportmidler m. v.), der er til­ strækkeligt stort til at opfylde krigens krav; tværtimod må man basere sig på, at en overvejende indsats kommer til at påhvile civile instanser. Også på dette felt er krigen blevet total med den uundgåelige konsekvens, at hele samfundsmaskineriet må sættes ind som støtte for de militære operationer.

Som umiddelbar støtte for kampenhederne må der dog altid regnes med et m ilitæ rt forsvningsberedskab af en vis størrelse, men selv et forholdsvis begrænset beredskab er kostbart for sam­ fundet såvel i anskaffelsesomkostninger som anlægsudgifter (de­ poter m. v.) og arbejdskraft. Når hertil kommer, at værdien af de anvendte midler ifølge sagens natur i løbet af få år kan vise sig problematisk, er det måske forståeligt, at der ud fra sam­ fundsøkonomiske hensyn vil være en tendens til at begrænse investeringerne til dette formål. Men herved opstår let den si­ tuation — hvis andre foranstaltninger ikke træffes — at det sam­ lede beredskab kan svækkes i betænkelig grad.

Der er vist intet ukendt i disse betragtninger, men de per­ spektiver, som dermed åbnes, synes ikke altid at have vundet tilstræ kkelig indpas i debatten om den m ilitæ re forsyningsorga­ nisation. Allerede i planlægningen bør der skelnes mellem rene militære forsyninger (egentligt krigtmateriel) og mere civilt be­ tonede forsyninger (forplejning, drivmidler, beklædning m. v.). På sidstnævnte felt må planlægningen således beskæftige sig med praktisk talt alle de forsyningsmuligheder, et moderne samfund råder over, idet der skal ske en nøje afvejning af, hvilke dele af forsyningsprocessen (varens vej fra producent til kampenbed) der bør gennemføres ved militær, henholdsvis civil foranstalt­ ning.

Jo mere man af økonomiske grunde beskærer den „stødpude“, som det militære forsyningsberedskab er, jo mere vægt må der fra forsvarets side lægges på planlægningen og forberedelserne vedrørende det civile beredskab. At henfalde til „Hvad kan det nytte“-mentaliteten kan ihvertfald ikke nytte.

Kravet om et meget nøje samarbejde mellem de militære og civile myndigheder træder derfor i forgrunden, og i forbinlelse hermed bør der ske en tilpasningsproces, idet (let militære forsyningssystem ikke i princippet adskiller sig fra erhvervslivets produktions-fordelings- og vedligeholdelsesvirksomhed. Fra for­ svarets side bor der herunder ses fordomsfrit på, om traditions- bestemte organisationsformer bør forlades til fordel for forbed­ ringer, der i årene efter krigen er indfort indenfor erhvervslivet i henseende til organisation, planlægning, arbejdsmetoder m. v.

For yderligere at fremme forståelsen for hinandens proble­ mer og samtidig skabe større udsyn og effektivitet i arbejdet bør det tilstræbes, at kvalificeret personel fra erhvervslivet i større udstrækning end hidtil antages til tjeneste indenfor forsynings­ tjenesten, evt. efter gennemgang af en begrænset m ilitæ r uddannel­ se og tildeling af militær grad, samt at militært forsyningspersonel får lejlighed til uddannelse og træning på beslægtede områder in­ denfor erhvervslivet.

Blandt (le vigtigste udviklingslinier indenfor moderne indu­ striel organisation er der grund til at nævne decentraliseringen af ansvar og beføjelser til de enkelte chefer, således at disse indenfor nøje fastlagte hovedområder kan handle frit. For for­ svarets vedkommende kan der næppe påvises grunde, som taler for en anden udvikling; tendensen bør vel snarere forstærkes som følge af de nye våbens taktik med kravet om større spredning af styrker, forsyninger m. v. og om hurtigere og mere direkte disponering.

Forudsætningen for en decentralisering af ansvar og beføjel­ ser må imidlertid være, at den øverste ledelse — som i sidste instans bar det fulde ansvar — udstyres med sådanne kontrol­ muligheder, at overblikket over virksomhedens gang bevares sam­ tidig med, at der skaffes et effektivt grundlag for fremtidige dis­ positioner. Et hjælpemiddel hertil er de moderne maskinelle sy­ stemer (hulkort, elektron), der løbende kan give ledelsen de nødvendige rapporter, statistikker, oversigter m. v.

Med disse indledende betragtninger som udgangspunkt skal jeg i det følgende redegøre for den principielle omlægning, der efter min opfattelse bør ske i forhold til hærens forsynings­ tjeneste.

Hærens forsyningstjeneste i almindelighed.

Det er vel næppe for meget sagt, at vi også herhjemme har haft vanskeligt ved at finde frem til en passende balance mellem den indsats og interesse, der ofres på troppetjenestens alter, og den, der vederfares forsyningstjenesten og dens specielle pro­blemer.

Dette synspunkt vil gælde, hvad enten vi ser på de organisa­ toriske problemer, på den militære uddannelse eller på opstil­lingen af beredskabsenheder. Årsagerne hertil kan være mange, men mon ikke den udbredte, traditionelle forestilling om, at troppeføringen bør gå forud for alt andet, medens forsynings­ tjenesten reduceres til en sekundær og mindre agtet funktion, kan have været medvirkende.

Erfaringerne fra sidste krig med de kolossale krav til for- syningsapparatet (en halv snes mand i forsyningstjenesten for hver frontsoldat) har dog medført en voksende erkendelse af, at der på mange felter indenfor forsyningstjenesten tiltrænges en ekstra indsats for at nå frem til en nyordning, der er så­ ledes afbalanceret i forhold til kamporganisationen, at den nød­ vendige direkte forsyningsstøtte kan gives kampenhederne i tilfælde af mobilisering. I Norge og Sverige har de tilsvarende problemer ligeledes været højaktuelle, og som resultat af dybt­ gående undersøgelser og åben militær faglig debat er man nu i gang med at omorganisere og udbygge forsyningstjenesten i takt med den seneste udvikling.

Blandt de spørgsmål, der i første række bør tages op til nærmere prøvelse, er topforsyningsorganisationen, der i sin nu­ værende form blev fastlagt ved forsvarsloven af 1950. Ordningen, der reelt bygger på en videreførelsen af de før krigen gældende principper, er karakteristisk ved, at visse af de forsyningsorga­ ner, der betjener hæren, er bevarede som særlige myndigheder direkte under ministeriet og samtidig institueret som „fælles­ myndigheder“.

Oprettelsen af disse fællesmyndigheder må formentlig i no­ gen grad ses på baggrund af, at der ved samme lovgivning blev institueret en forsvarschef med forsvarsstab som øverste militære kommandoinstans, idet det i forbindelse bermed måtte være en naturlig målsætning at arbejde lienimod fællesorganer på alle de områder, hvor enhedsledelsen i tilfælde af krig fik behov for umiddelbar forsyningsstøtte. Da forsvarschefens stilling ved en senere lov er blevet ændret på afgørende vis, skulle problem­ stillingen nu være noget anderledes.

Et andet forhold bar måske spillet en rolle for den direkte henlæggelse under ministeriet. Fra gammel tid har det været angivet som et fast ministerielt standpunkt, at der overfor hærkommandoens forsvningsmæssige krav skulle stilles en uafhængig faglig vurdering, samtidig med at der skulle være adgang til en ret detailleret administrativ kontrol med værnets dispositioner.

Når det tages i betragtning, at ministeriet næppe har undgået at blive engageret i en række enkeltproblemer, der ud fra de­ centralisationstanken ikke naturligt hører hjemme på det de­ partementale plan, forekommer de administrative fordele ved ord­ ningen dog ret begrænsede, så meget mere som søværnet og flyve­ våbnet næppe kan underkastes en kontrol af tilsvarende omfang, da de råder over deres egne forsyningsorganer (tekniske tjenester m. v.).

Uanset 5 års virke må de som „fælles“ instituerede m yndig­ heder reelt stadig betragtes som „hærprægede“, men den om­ stændighed, at hæren ikke på samme måde som de øvrige værn har fået fuld rådighed over de forsyningsorganer, der er af vital betydning for værnets kampkraft, må nødvendigvis afføde for­ skellige ulem per og organisatoriske svagheder.

Allerede det forhold, at der i tilfælde af mobilisering — på grund af krigens krav om hurtig og direkte indsats på for­ syningsområdet — må foretages en ændring af ansvars- og myn­ dighedslinierne, således at fællesmyndigliedeme underlægges hær­ chefen for så vidt angår alle spørgsmål vedrørende hærens for­ syningstjeneste, bør give stof til eftertanke. Ordningen betyder således et brud på det alment erkendte princip om, at freds- og krigsorganisationen bør være så sammenfaldende som muligt, for at man ikke i en kritisk situation skal foretage flere omstil­ linger end højst nødvendigt. Resultatet er da også, at hærens stabspersonel og fagmyndighedernes personel ikke i det daglige tvinges ind i et nøje samarbejde om fælles problemer, ihvertfald ikke i den arbejdsgang, som feltforholdene vil kræve, og at de linier, der arbejdes efter, ikke altid bliver sammenfaldende.

Ordningen medfører endvidere, at hærkommandoen kun har begrænsede muligheder for at koordinere den strøm af direk­ tiver og bestemmelser, der fra en række fagmyndigheder med forskellig placering og organisation tilgår regimenterne, og som på grund af deres uensartethed i høj grad vanskeliggør den dag­ lige forvaltning af materiel m. v. ved regimenterne. Hertil kom­ mer, at regimenterne ofte afkræves rapporter, oplysninger m. v„ som i næ rlig samme form er afgivet til andre af m yndighe­derne.

Yderligere må det tages i betragtning, at forsyningsplanlæg­ning og -forberedelse er spredt ud på så mange forskellige in­stanser (ministeriet, forsvarsstaben, hærstaben, landsdelskomman­ doerne, de faglige myndigheder og korpsene), at der kun under store arbejdsmæssige vanskeligheder kan opnås en samlet, koordi­ neret indsats på dette yderst vigtige område.

Selv om det ikke kan fragås, at fællesmyndigliederne har betydet visse fordele, navnlig på anskaffelsesområdet, bor det dog overvejes, om man ikke kan finde frem til en ny organisa­tionsform, der fjerner ovennævnte ulemper, bevarer fordelene og styrker muligheden for en betryggende administrativ kontrol fra ministeriets side.

Af hensyn til samarbejdet indenfor NATO vil det utvivlsomt være en fordel, såfremt de militære stabe og forsyningsorganer — såvel de nationale som de allierede — i vidst muligt omfang har samme strukturelle form. For vort vedkommende foreligger der et særligt samarbejdskrav i forhold til Norge, og da dette land allerede er gået ind for det i det øvrige udland alment anvendte princip om værnsvis forvaltning, skulle det være nærliggende at tilpasse en nyordning herhjemme til det samme princip, så me­ get mere som det er i tråd med decentralisationstanken.

I relation til hæren kunne den værnsvise forvaltning tænkes detailudform et indenfor følgende ramme:

— Ministeriet bor — under evt. udnyttelse af forsvarschefens koordinerende muligheder — afgrænse sin opgave til de funk­ tioner, der naturligt ligger over værnsplanet og som kræver en koordinering værnene imellem, idet den administrative kontrol med værnenes dispositioner sker gennem anskaffelses­ planer, budgetbehandling, regnskabsanalvser, m aterielrappor­ ter m. v.

— Hærchefen bør indenfor de givne midler og direktivers ramme have det fulde og udelte ansvar for sit værns forsyningstjene­ ste, idet han til opgavens løsning disponerer over:
Hærstaben (forsyningsafdelingen „G. 4“ ), der varetager alle stabsmæssige funktioner indenfor forsyningsområdet, d. v. s. virker som planlæggende, koordinerende og kon­ trollerende instans på området.

Fagmyndigheder (eksempelvis hærens tekniske korps, hæ­ rens intendanturkorps), der er ham direkte underlagt håde i kommandomæssig og administrativ henseende og som hver indenfor sit område varetager den udforende virksomhed, d. v. s. anskaffelser under iagttagelse af størsteforbrugerprincippet, magasintjeneste, vedligeholdel­ sestjeneste m . v.

— De forsyningsenheder, der er beregnet at skulle yde direkte støtte til kampenhedeme ved mobilisering, bør i et efter for- lioldene afpasset omfang opstilles og indøves fast allerede i fredstid, idet forsyningerne såvidt muligt sker ad samme ka­ naler og under anvendelse af samme forretningsgange som i krig.

— Uddannelsen af hærens forsyningspersonel bør tilrettelægges på en sådan måde, at der til enhver tid er tilstrækkelig kva­ lificeret personel til rådighed, idet uddannelsen sker trinvis efter en samlet plan med en passende blanding af teoretisk skoling og praktisk tjeneste (vedrørende øget anvendelse af ci­ vilt personel henvises til det i indledningen anførte).

Blandt det personel, der i det daglige har forsyningsproble­merne inde på livet, er det er udbredt opfattelse, at den ovenfor skitserede organisationsform i den øjeblikkelige situation vil være den, der alle forhold taget i betragtning rummer de bedste for­ udsætninger for en koordineret indsats til fremme af forsynings­ tjenestens tarv, og som — foruden at sikre smidiglied — skaber de bedste forudsætninger for indpasning af hærens forsyningstjene­ ste i det samlede forsvar og endelig i hele samfundets forsvnings- planlægning.

På længere sigt er der dog næppe tvivl om, at udviklingen vil gå i retning af større og større samling af forsyningstjene­ sten. Da erfaringerne imidlertid syntes at have understreget, al forsyningstjenesten er en så integrerende del af et værns daglige liv, at den ikke med fordel kan udskilles og henlægges under fællesmyndigheder, må bestræbelserne i første række koncentreres om at få tjenesten saneret, koordineret og tilpasset det enkelte værns særlige struktur, hvilket ovennævnte skitse til en nyordning skulle muliggøre. I næste række må spørgsmålet om at samle alle hærens forsyningsorganer i een forsyningsetat for hæren ta­ ges op til undersøgelse, og endelig kan der langt ud i fremtiden skimtes forudsætningerne for en for forsvaret fælles forsynings- etat, jfr. Montgomery’s udtalelser om en udvikling henimod eet værn.

Jeg skal herefter gå over til at fremsætte nogle betragtnin­ ger vedrørende den tjenestegren, hvorfra jeg selv er udgået, nem lig intendanturtjenesten.

Hærens intendanturtjeneste.

Som et af resultaterne af 1950-lovens fællesbestræbelser blev intendanturkorpset og materielintendanturen oprettet som 2 selv­stændige myndigheder direkte under ministeriet, idet det dog ifølge forsvarskommissionens betænkning forinden havde været stærkt på tale at samle dem i een fælles intendanturforvaltning. Som supplement til de tidligere fremsatte synspunkter ved­ rørende „fællesmyndigheder“ i almindelighed skal her anføres: Ved nyordningen var det bl. a. tanken at søge frem til en ensartet uddannelse af intendanturpersonellet, der derefter skulde indgå i een fælles avancementsgruppe. Tjenesteforholdene i det enkelte værn har imidlertid vist sig at være så væsensforskel­ lige, at man i praksis har måttet afstå fra denne sammensmelt­ningsproces.

Det værnsvise tilhørsforhold er blevet stærkt understreget, idet man — uanset de to fællesmyndigheders etablering — har oprettet (videreført) landsdelskommandointendanturer, søværns­ kommandointendantur, flyverkommandointendantur samt insti­ tueret intendanturkorpset, chef som hæ rkom m andointendant ved siden af hans øvrige tjeneste. Reelt kan man sige, at der ikke i forhold til tidligere er sket nogen væsentlig overflytning af op­ gaver fra værnene til de to fællesorganer og dermed heller ikke på nogen måde frigjort personel; tværtimod må det antages, at den dobbelte koordineringsvirksomhed, der finder sted ved disse myn­digheder og i ministeriet, ikke har gjort sagsbehandlingen enklere.

Alt synes derfor at tale for, at princippet om væmsvis for­ valtning også bringes i anvendelse for intendanturtjenesten, så­ ledes at ministeriet også på dette område bliver eneste koordine­ rende myndighed for værnene. Konsekvensen heraf må være, at intendanturkorpset og materielintendanturen ophæves som fælles­ organer og sammensmeltes i eet organ, der derefter som fagmyn­ digheden „hærens intendanturkorps“ indgår direkte under hær­ chefen.

Inden der gives en samlet opstilling over de opgaver, der naturligt bør henlægges under et sådant nyt korps, er der nogle problemer, som kræver særlig interesse.

Administrationstjenesten i almindelighed. Til løsningen af rent administrative opgaver har der indenfor hæren gennem årene været anvendt personel fra så godt som alle repræsenterede personelgrupper (officerer fra de forskellige våben, våben­ teknikere og andre teknisk uddannede officerer, intendantur­ officerer, officerer af specialgruppen, befalingsmænd af fenrikgruppen og civilt personel).

Intendanturofficereme kan vel siges at være de eneste „fødte“ administrationsofficerer, idet de dels rekrutteres fra den civile handels- og kontorverden, dels fra starten får en omfattende militær administrationsuddannelse. Desuagtet har deres anvendelse stort set været begrænset til de traditionelle intendanturom råder (regnskabstjenesten ved afdelinger m. fl., tjeneste ved landsdelskommandointendanturer, materielinten­ danturen, korpsets stab m. fl.).

I forsvarskommissionens direktiver for den nye personelordning blev det fremhævet, at officerspersonellet i uforholds­ mæssig høj grad var beskæftiget med administrativt arbejde, hvorfor man udbad sig forslag til en ordning, gående ud på i så stor udstrækning som muligt at anvende intendanter og civilt personel til dette arbejde. Ud fra dette direktiv var der på et vist tidspunkt planer om at etablere et kombineret intendantur- og forvaltningskorps, men planerne blev ikke ført igennem.

Den i de senere år skete forøgelse af civilt personel har ikke i sig selv løst problemet om en helhedsordning for hæ­rens administration. Mange officerer med høj taktisk eller teknisk uddannelse må således — i strid med moderne per­ sonelpolitiks slogan: Rette mand på rette plads — stadig beskæftige sig med rent administrativt arbejde, medens der indenfor det militære planlægningsarbejde er stærkt behov for dette sagkyndige personel. De befalingsmænd, der fra geledtjenesten overgår til administrative stillinger, forbli­ver — bortset fra regnskabsførerpersonellet — stadig i de­ res våben og forventes at kunne bestride de nye stillinger uden gennemgang af en speciel administrationsuddannelse til trods for, at man på alle andre tjenesteområder indenfor hæren anser specialuddannelsen på skoler, kursus m. v. som en afgørende faktor for at opnå effektivitet i arbejdet.

For mig at se måtte det være en ubestridelig fordel, så­ fremt den del af administrationstjenesten, der ikke behøver at have taktisk eller teknisk specialviden som forudsætning, d. v. s. om råder som personelregnskab, m aterielregnskab, m o­ torregnskab, beholdningsrevision, kodificering, skrivertjeneste, arkivtjeneste o. 1., blev udskilt som en specialfunktion og henlagt under intendanturkorpset, der derefter fik til op­ gave at tilrettelægge tjenesten, forestå den teoretiske uddan­ nelse og at overtage og administrere det militære og civile personel, der skulle beskæftiges på disse områder.

Indenfor stabene, øvrige fagmyndigheder m. fl., findes der sikkert også en række administrative områder, hvor der med fordel kunne anvendes administrationspersonel fra korp­ set.

At korpset herudover naturligt måtte beskæftige sig med kontororganisatoriske problemer og administrativ rationalise­ringsvirksomhed nævner jeg kun for en fuldstændigheds skyld.

Rekrutteringen af intendanturofficerslinien er hidtil sket fra den værnepligtsmasse, der indkaldes direkte til korpset med be­falingsmandsuddannelse for øje. Som følge af omlægninger indenfor regnskabstjenesten skulle der i fremtiden ikke blive behov for denne værnepligtskategori, således at et betyde­ligt antal sandsynlige befalingsmandsemner kunne tilgå våb­ nene, der til gengæld må indstille sig på at dække en del af behovet for intendanturofficerer.

De mest nærliggende rekrutteringsmuligheder synes at være: — Linieofficerer fra våbnene kan efter ansøgning og gen­nemgang af et specialkursus overgå til tilsvarende stil­linger i korpset.

Sergenter af våbnene, der har en kvalificeret administra­tiv uddannelse fra erhvervslivet som baggrund, kan søge om optagelse på en intendanturofficerslinie på hærens of­ ficersskole.

Civilt personel, der indenfor erhvervslivet har en høj ad­ ministrativ uddannelse som baggrund (erhvervsøkonomer), kan — efter en begrænset militær uddannelse — opnå officersstillinger i korpset.

Med alle 3 muligheder åbne og væ'gten på den mellem­ ste skulle der næppe være tvivl om, at korpset som helhed v il få m indst lige så gode rekrutteringsm uligheder til sin officerslinie som efter den bestående ordning.

Opstilling af intendanturenheder. Det forsyningsmandskab, der skal indgå i de feltmæssige intendanturenheder, indkaldes og uddannes for tiden ved foranstaltning af generalinspektøren fo r forsyningstropperne, der gennem trainregim enterne også forestår forvaltningen af enhedernes -materiel.

Det forekommer mig, at der herved er skabt et uklart ansvars- og myndighedsforhold, som bør tages op til nærmere overvejelse. Rent umiddelbart måtte det være naturligt, at intendanturkorpset overtog det fulde ansvar for det per­sonel og materiel, der skulle indgå i intendanturenhedeme, således at korpschefen fik generalinspektørs myndighed på dette område.

Regnskabstjenesten har hidtil indtaget en fremtrædende plads blandt intendanturopgaverne, men skulle gerne i fremtiden træde noget i baggrunden for de mere forsyningsmæssige op­ gaver. Selv om tendensen i udlandet går i retning af en ud­skillelse af regnskabstjenesten som en særlig funktion, vil jeg dog mene, at den herhjemme bør bevares under inten­danturområdet, idet etableringen af et særligt pengeregnskabs- korps dels vil være en ekstra belastning, dels vil gå imod den samling af de administrative funktioner, som efter min op­ fattelse bør tilstræbes. I modsætning til tidligere bør regn­ skabstjenesten i garnisonerne fortrinsvis varetages af fast personel (officerer af specialgruppen med evt. assistance af civilt personel).

Regnskabstjenesten, hvis hovedformål er at registrere ind­ tægter og udgifter, er imidlertid kun en begrænset del af den økonomiske forvaltning. Budgetbehandling, budgetkontrol, omkostningskontrol, regnskabsanalyser m. v. er af afgørende betydning for den totalkontrol, de overordnede myndigheder må udføre med virksomheden ved de underlagte led, hvorfor der fremover bør lægges den største vægt på at få disse funk­tioner lagt ind i et fast system. På samme måde som det f. eks. er tilfældet i flyvevåbnet må det anses for formålstjen­ ligt at samle ansvaret for hærens økonomiforvaltning under det evt. nye korps.

For så vidt angår øvrige arbejdsområder skulle der ikke være anledning til særlige kommentarer, hvorfor jeg skal slutte denne i store træk holdte redegørelse om intendanturorganisationen med en samlet opstilling af de opgaver, der kunne tænkes henlagt un­der et hærens intendanturkorps:

1. Fagmyndighed for det traditionelle intendanturmæssige om­råde (intendanturmaterielforvaltning, uniformsbestemmelser, forplejningstjeneste, kaserneforvaltning, regnskabstjeneste), herunder faglig foresat for landsdelskommandointendanturerne med landsdelsdepoterne.

2. Fagmyndighed på det administrative område (de regnskabs­ mæssige systemer indenfor personel- og materieladministration, ekspeditionstjeneste, skrivertjeneste, arkivtjeneste o. 1.), her­ under kontororganisation og rationaliseringsvirksomhed.

3. Økonomiforvaltningen for hæren (budgetbehandling, budget­ kontrol, omkostningskontrol, regnskabsanalyser m. v.).

4. Generalinspektør for intendanturenhedernes forsyningsmandskab, herunder tilrettelæggelse af den faglige uddannelse, forvaltning af enhedernes og mandskabets materiel.

5. Anskaffende myndighed for intendanturmateriel, forplejning, kaserneinventar, kontorteknisk udstyr, blanketter, tryksager m. v. (for de andre værn efter størsteforbruger-princippet).

6. Personelmæssig assistance til de overordnede stabe og øvrige fagmyndigheder på områder, hvor anvendelse af korpspersonel måtte være en fordel.

7. Administrationen af korpspersonellet (intendanturpersonellet, militært og civilt administrations- og forvaltningspersonel).

8.  Skole- og kursusvirksomhed i forsyningstjeneste og administra­tion (tilrettelæggelse af den intendanturfaglige uddannelse på officersskolen og forsvarsakademiet, tilrettelæggelse af den almindelige administrationsuddannelse for våbnenes befalingsmænd på hærens skoler, specialuddannelse på korpsets egen skole af fourerer, kogebefalingsmænd, sektionsledere på ma­ gasiner, forplejningsforvaltere, regnskabsførere, skrivere, de­potofficerer m. fl. eller tilrettelæggelse af sådan uddannelse).

9. Mobiliseringsplanlægning og -forberedelse indenfor intendantur- området, f. eks.
— Opstilling af feltmæssige intendanturenheder,
   — Tilrettelæggelse af magasintjeneste, reparationstjeneste, va­ skeritjeneste,
   — Tilrettelæggelse af feltforplejningstjeneste, feltposttjeneste,
— Forberedende arbejder beredskabsindkøb vedr. tekstilindustriens mobilisering, m. v. 

Formålet med nærværende artikel har ikke på nogen måde været at give en udtømmende fremstilling af forsyningstjenesten og dens problemer — dertil er emnet for omfattende, min indsigt i de enkelte fagområder og mit kendskab til evt. igangværende overvejelser for begrænset. Jeg har alene bestræbt mig på at fremsætte visse almengyldige betragtninger, der kunne tjene til at understrege nødvendigheden af et øget samarbejde om for­ syningsberedskabet mellem de forskellige samfundsfaktorer, og at fremdrage visse hovedlinier, som kunne tænkes lagt til grund for den m ilitæ re forsyningsorganisation.

Det er mit håb, at de fremsatte synspunkter kan give grundlag for yderligere indlæg i sagen, således at problemerne kan blive belyst fra så mange sider som muligt, og mit andet håb er, at man ikke ved den kommende revision af forsvarslovgivningen bliver stående ved den nuværende 'forsyningsorganisation, uden at en dybtgående undersøgelse, baseret på moderne systematiske me­ toder, på overbevisende måde har klarlagt, at en reorganisation ikke er påkrævet.

J. K. S. Schou.