Tidsskriftet opfordrer sine læsere til under denne rubrik at give deres mening til kende om de i tidsskriftet optagne artikler.
Militær Straffelov § 27
Oberstløjtnant H . Bjørnsholt, Sønderjyske Artilleriregiment, skriver:
I Militært tidsskrifts september-nummer har auditør, cand. jur. J. E . Theisen i en artikel draget flere m ilitærjuridiske forhold frem, bl. a. vedrørende anvendelse af bødestraf og betinget straf. M an må som arbitrær dommer være enig i de af auditøren herom fremførte synspunkter, især som det kommer t il udtryk i artiklens sidste del i omtalen af den praktiserede anvendelse af bødestraf i tjeneste tidens sidste m ånedstid . Auditøren bruger vendingen, »at en pågående lovovertræder med bistand af en skrupelløs forsvarer kan benytte den m ilitære straffe- og retsplejelov til at formindske sin straf.« Det behøver vel ikke engang at komme så langt, at der er tale om sagens afgørelse ved retten. Under hensyntagen t il retspraksis v il mange rettergangschefer, eventuelt efter auditørforslag, alligevel vælge at konvertere en given arreststraf t il bødestraf, som præsenteres for synderen på hjemsendelsesdagen, hvorved m ilitær straffelovs i 27 med en hårfin fortolkn ing af begrebet »hjemsendelsestidspunkt« er bragt i anvendelse. Det synes i det hele taget, som om man har fjernet sig meget langt fra det i artiklen nævnte »hurtige, hårde og ubønhørlige« i den m ilitære straffeforfølgning, især i tjenestetidens sidste måned. Så længe de arbitrære bøder er begrænset til 300 kr., og der derved bl. a. ved udmåling af bødestørrelsen ikke altid kan tages hensyn nok til den strafskyldiges indtjeningsmuligheder, så v il der desværre ofte kunne b live tale om ulighed overfor loven.
Når forseelsen og omstændighederne er af en sådan art, at betinget straf bør anvendes efter de i m ilitær straffelovs § 33 givne betingelser, så er det jo naturligt i den sidste måned af tjenestetiden (hvor prøvetid af m indst 30 dage ikke kan opnås) at anvende § 27 - muligheden for at give bøde. M en er forseelsen og omstændighederne af en sådan art, at der af såvel special- som generelpræventive grunde bør anvendes ubetinget straf, så er det næppe i andres end den strafskyldiges interesse at forhale sagens afgørelse til hjemsendelsesdagen, på hvilken rettergangschefen kan ikende bødestraf, eller udover dette tidspunkt, hvor så retten kan give bøde efter m ilitær straffelovs § 27. Dette sidste v il oftest være tilfæ ldet ved straffe på m indre end 10 dages vagtarrest.
Den disciplinære side af sagen burde iøvrigt tilgodeses, også når straffen var m in d re end »balance-straffen« på 10 dages vagtarrest, derved, at arreststraffen af rettergangschefen hurtigst m uligt blev forkyndt den strafskyldige, som vel ikke altid tager chancen for at få sagen pådømt ved retten. Der er jo dels omkostninger, dels mulighed for hæftestraf at inddrage i overvejelserne om, »hvorvidt det nu kan betale sig«.
Jeg er derfor ganske enig med auditøren i det anførte princip om, at en straf b liver stående og skal fuldbyrdes, selvom tjenestetiden er udløbet i intervallet fra gerningstidspunktet til fuldbyrdelsen. M en det kræver, så vidt jeg kan se, en ændring af m ilitær straffelov § 27, således at det undgås, at arreststraffe omsættes t il bødestraffe, jfr. ovennævnte bemærkninger herom. Også en kommentar t il auditørens bemærkninger om særlige vilkår i tilslutning til en betinget straf. Det er også m in opfattelse, baseret på praktisk erfaring fra et udenlandsk tjenestested, at det v ille være hensigtsmæssigt at knytte særlige betingelser om f. eks. alkoholafvænning (-forbud) t il en betinget straf for - normalt m indre - forseelser begået under indflydelse af alkohol eller for overtrædelser af m ilitær straffelov § 66 alene. A f flere, især de disciplinært betonede grunde, er det ønskeligt, at m ilitær straffelovs § 27 udformes på en sådan måde, at straffeforfølgning i tjenestetidens sidste måned ikke b liver anderledes og svagere end i den øvrige tjenestetid. Derfor disse lin ier i anledning af og tilslutning t il auditør Theisens artikel.
Militære og borgerlige straffesager
Oberstløjtnant, auditør S. Wahlstrøm skriver: I Militært tidsskrift, september 1966, har auditør Jørgen E . Theisen draget sammenligning mellem retslige afgørelser i borgerlige og i m ilitære straffesager — en sammenligning, der konkluderer i, at det militære straffesystem i m indre omfang end det borgerlige har optaget moderne behandlings- og straffemetoder, og der fremsættes i den forbindelse tanke om anvendelse af bødestraf for overtrædelse af M ilitæ r Straffelov.
N u er der dog i tidens løb sket en ikke ringe liberalisering i den m ilitære retspleje, bl. a. ved afskaffelsen af de strengere m ilitære straffe, men det er et spørgsmål, om det er m uligt i videre omfang at drage direkte sammenligning mellem de to straffesystemer. M an må nem lig ikke se bort fra, at trods de helt rigtige bestræbelser for at få de m ilitære forhold t il at afvige m indst m uligt fra forholdene i det c ivile liv, v il det m ilitære samfund altid være forskelligt fra det borgerlige, og dette kan vistnok ikke udlignes helt. Forskellen ligger dels i de strengere krav til disciplinen, dels i den kollektive t ilværelse, der er knyttet til militærtjenesten, og hvor netop straffesystemet er under skarp kontrol i høj grad fra mandskabets side. Der er intet, der som straffesager er genstand for samtaler på samlingsstuerne. I auditør Teisens sammenligning synes der at være et par problemer, der vistnok trænger t il belysning fra m ilitær side, in den man skrider til forslag om yderligere udlign ing mellem de to systemer. Der er først spørgsmålet om betingede straffe, som også i den m ilitære strafferetspleje bør anvendes i så stor udstrækning, som det er forsvarligt. Udtrykket om, at straffen skal falde »hårdt og ubønhørligt«, har naturligvis en ilde klang i vor tid, hvor betinget straf er ved at blive en normal førstegangsreaktion i det borgerlige straffesystem, men det er jo kun i de alvorligste tilfæ lde, at m ilitær betinget straf er eller kan være udelukket. Og er det i virkeligheden anderledes end i det civile liv ? I den m ilitære retspleje er det de grove forseelser i krigstid (M . S. kapitel 6), hvor det drejer sig om danske soldaters liv og sikkerhed, og i fredstid kun de meget grove disciplinære forseelser. Selv om der ikke i den borgerlige lovgivning er grænser for, hvilke straffe der kan gøres betingede, så er der vel næppe her sandsynlighed for, at de groveste forbrydelser såsom røveri, manddrab, voldtægt, sædelighedsforbrydelser mod liørn - og spirituskørsel v il b live afgjort med betinget straf. Også her har man et krav om »hård og ubønhørlig« straf, så hvorfor skal dette udtryk egentlig være odiøst, når der er tale om de for disc ip linen farligste grove forbrydelser? Spørgsmålet om ved betingede straffe at lade prøvetiden gå ud over hjemsendelsestidspunktet v il ganske sikkert støde på store vanskeligheder. Når en mand bliver hjemsendt, skulle han gerne have afviklet sin militærtjeneste også i strafferetlig henseende. Det er ikke tiltalende, at en mand længe efter hjemsendelsen skal have retsfølger efter en forseelse, som han kun har kunnet begå, ford i han nu er blevet udskrevet t il tvungen værnepligt. Men dernæst er der det specielle forhold, at ved hjemsendelsen mister de m ilitære straffuldbyrdende myndigheder - og også forsvarets velfærdstjeneste - enhver forbindelse med de straffede, der spredes over hele landet - for søværnets vedkommende ofte over hele jordkloden. Dansk Forsorgsselskab, hvis tilsyn med domfældte i storbyen i forvejen er ret problematisk, kan næppe klare et effektivt tilsyn med hjemsendte værnepligtige med betingede straffe for rent m ilitære forseelser. Dernæst er der spørgsmålet om bødestraf for overtrædelse af M ilitæ r Straffelov. Jeg har selv tidligere været positivt indstillet overfor denne tanke, men halvtreds års samliv med soldater har givet m ig den modsatte indstilling. Det er rigtigt, som af auditør Teisen påpeget, at det er forargeligt, at militære lovovertrædere og deres juridiske rådgivere kan benytte den m ilitære retsplejelov t il at få sagens afgørelse udskudt alene med det formål at få straffen gjort til et smertefrit indgreb i hjemsendelsespengene, men det synes da rimeligere at få denne anvendelse (misbruget) af retsplejen standset ved en ændring af M . S. § 27 end ved at indføre bødestraffe, der netop v il få en tilfæ ldig og lotteriagtig karakter, og hvor den præventive virkn ing faktisk annulleres.
Det lyder besnærende, at småforseelser mod disciplinen må kunne afgøres på samme måde som civile overtrædelser af politivedtægten, færdselsloven o. s. v., men man er ikke i tvivl om, at den soldat, der skal straffes for uforskammet optræden overfor en foresat, nok skal få bøden betalt ved, at kammeraterne skillinger sammen for at hjælpe den modige mand, der turde give denne sergent en »velfortjent« grovhed. Man står her overfor et smukt udslag af det m ilitære samfunds iøvrigt uundværlige solidaritet og kammeratskabsfølelse. Sådan er soldater nu engang — heldigvis, kan man sige, thi vi har jo brug for dette kammeratlige sammenhold i felten. Et andet udslag kan være, at en fader betaler bøden for sønnen. Jeg har faktisk været ude for flere tilfæ lde af den slags, selv om det er sjældent, at man erfarer det. M en hvor bliver præventionen så egentlig af? Værnepligten er jo en p ligt t il »med sin person« at bidrage t il landets forsvar. I de første år efter indførelsen af værnepligt kunne de, der havde råd t il det, betale en anden for at møde i sit sted. Denne stillingsret blev afskaffet i 1869, og man kan ikke købe sig fri for denne pligt. Det synes da også rimeligt, at de straffe, som det kan b live nødvendigt at anvende for tilsidesættelsen af denne personlige pligt, også må ramme den pågældendes person og ikke hans pengepung. Forsvaret bør være en demokratisk institution, og så længe man har tvungen værnepligt, må enhver værnepligtig behandles ganske på lige fod med andre værnepligtige uanset navn, stand og økonom iske forhold. V i har velhavende soldater, der f. eks. får c iv il løn under tjenesten, og vi har »fattige« værnepligtige, der kun har den m ilitære løn. V i kender ikke disse folks økonom iske forho ld rigtigt - det hører jo egentlig også t il privatlivet, og efter alm indelige udmålingsregler kan man ikke udmåle en eventuel høde, uden at det bliver tilfæ ldigt og lotteriagtigt.
Soldaten kan naturligvis få bøde for overtrædelse af færdselsloven og for andre civile forseelser, v il man sige, men her står han på lige fod med de civile, og kammeraterne kan ikke drage sammenligning med andre afgørelser. V ed overtrædelse af den m ilitære lovgivning foregår afgørelsen for et forum , der med levende interesse følger straffesagerne, og det v il med rette vække forargelse, hvis en velhavende mands søn får bøden klaret smertefrit, medens den »fattige« hænger på betalingen. Den m ilitære løn er jo beskeden, og der er grænser for, hvad den kan bære af bødeindeholdelse, hvis man ikke skal stille den pågældende endnu ringere i forhold t il kammeraterne — for ikke at tale om kløften mellem sådanne værnepligtige og konstablerne. Også blandt konstablerne, hvoraf mange er gift, er betalingsevnen iøvrigt forskellig, uden at man rigtigt kan måle denne.
M o n det ikke rent demokratisk v il være rigtigt at holde på, at de nødvendige straffe for rent m ilitære forseelser bør udmåles i en strafart, der udelukker, at det b liver et pengespørgsmål? Under tjenesten hører penge og værnepligt ikke sammen i et demokratisk samfund.
Noget andet er, at man for de omtalte m indre forseelser i større omfang burde kunne give cheferne lid t flere d isciplinarm id ler i hænde, således at man derigennem kunne undgå de ofte uheldige kvarterarreststraffe. Her kan man næppe komme bort fra, at man ved indførelsen af den ofte omtalte »nattegnsvidenskab« tværtimod har beskåret mulighederne for ved indgreb i frihederne at undgå de mange småstraffe, men det er et po litisk spørgsmål, og når man nu i så stort omfang har gjort fr ihederne t il rettighed, b liver dette jo ikke ændret. M en man må håbe, at man på anden vis kan stille egnede d isciplinarm id ler t il rådighed med det formål at undgå de egentlige straffe. Dette v il efter m in opfattelse være at foretrække fremfor en bødestraf, der netop v il give den m ilitære retsforfølgning det tilfæ ldige og lotteriagtige præg, som man for enhver pris må undgå.
S. Wahlstrøm.
Guerilla i Danmark
Premierløjtnant B . B. Isaksen, Slesvigske Fodregiment, skriver:
I tilknytning t il den i Militært tidsskrift oktober 66 af kaptajn B . J. Crenzien forfattede artikel om guerilla-krigsførelse i Danmark, heder jeg om at måtte få følgende optaget under Breve t il redaktøren:
Kaptajnen deler emnet op i tre faser, hvoraf den sidste omhandler den situation, hvor det m ilitære forsvar ikke eksisterer mere, og hele landet er besat af fjenden. T i l dette er det, jeg ønsker at knytte nogle kommentarer.
Guerilla i en sådan situation v il utvivlsomt stille ganske specielle psykiske krav til personellet. Fo r vor potentielle fjende er terror et hovedvåben. Den indre terror under konsolideringen af det kommunistiske styre, den hensynsløse likvidering af anderledes tænkende, massemord og folkeforflytninger i Randstaterne, Polen, Østtyskland og Ungarn fortæ ller sandheden om, hvad vi kan vente os af en eventuel kommunistisk okkupant.
Bevidstheden om, og i givet fald vished for, hvilke rædsler kone, børn og forældre kan udsættes for, v il utvivlsomt beskæftige en guerillasoldats tanker. Kan vor trang til frihed og selvstændighed, vor nationalfølelse, modstå trykket fra en sådan okkupant. Tyskernes relativt forsigtige po litik under besættelsen skabte vel næppe situationer, hvor folkets modstandsevne som helhed blev alvorligt prøvet, men hvor de slog hårdt til, syntes modstandsevne og -vilje at være til stede. Forsvarsviljen i dette land, v iljen til at bringe ofre i den forbindelse, kommer jo ikke ligefrem på generende måde t il udtryk i det daglige, men - jeg citerer — selv om folket før en evt. krig er lunkent, kan krigens påvirkninger meget vel betinge et omslag.
B. Isaksen.
Noter
Kongres i Madrid
Auditøren ved Hærkommandoen m. v., auditør S. B. Nyholm , der er medlem af direktionen for Société Internationale De Droit Pénal Militaireet De Droit De la Guerre, Bryssel, har bedt tidsskriftet henlede opmærksomheden på, at societetet på sin kongres i M adrid i maj 1967 i tilslutning til studier af m ilitære forbrydelser og regler for udlevering af lovovertrædere bl. a. v il behandle m ilitære straffeloves historie. Eventuelt interesserede v il kunne få yderligere oplysninger ved henvendelse til auditøren.
Tidsskrift-læsekredse
Statsbiolioteket i Århus meddeler, at fortegnelsen over bibliotekets tidsskrift-læsekredse 1967 nu er under forberedelse. Fortegnelsen over de tidsskrifter, der står til rådighed i 1967, v il komme til at omfatte omkring 2100 titler. Fortegnelsen, der udsendtes i slutningen af oktober, kan rekvireres fra biblioteket direkte. Sidste frist for indtegning til læsekredsene er 15. november d. å. Adressen er: Tidsskriftlæsekredse, Statsbiblioteket i Århus, Århus C.
