Samtidig med ændringerne i den militære retsplejelov og straffelov har folketinget vedtaget og kongen den 11/6 1954 stad­ fæstet en ny „Lov om talsmænd og klageadgang for menige af det militære personel"

Det vil vel nok for en umiddelbar betragtning af mange blive anset for påfaldende, at dette tjenesteområde, der hidtil har hørt hjemme i tjenestereglementet og dertil knyttede bestemmelser, nu er optaget i en lov, men der synes i vor tid at være en almindelig tendens til at henlægge mere og mere under lov­givningen, og der er jo i Danmark ikke nogen klar afgrænsning mellem, hvad der er et lovgivningsspørgsmål, og hvad der skal gives som almindelige administrative tjenstligeforskrifter. Der er faktisk intet til hinder for, at man lader „Tjenestereglement for Hæren“ vedtage af folketinget og kalde det en lov, og da der vel næppe er noget område, der i de senere år har været mere omdiskuteret end dette, er det vistnok en fordel for værnene, at man nu har fået disse regler i lovform. Vi erindrer de uheldige spisevægringer og andre for disciplinen uheldige demonstrationer, der fandt sted for 2— 3 år siden, og hvor de pågældende delta­gere, der jo balancerede på kanten af mytteriparagrafen, påbe­råbte sig, at de ikke havde lært, hvorledes de skulle klage på reglementeret måde, og dette bidrog jo i ikke ringe grad til, at disse forseelser blev behandlet meget lempeligt. Nu må man for­ m entlig i frem tiden kunne se bort fra sådanne undskyldninger; thi nu står reglerne klart i en lov, og som bekendt kan ukend­ skab til landets love ikke diskulpere.

Man studser uvilkårligt over lovens titel: „Lov om talsmænd og klageadgang for menige af det militære personel ' — ja, der står „menige“, og i lovens § 1 (om talsmændene) er bestemmelsen endda udtrvkt som „værnepligtige menige“. værnepligtige menige hører til klasse 16 i den militære rækkefølge (jfr. K. f. F. B. 16/1952) som en særlig gruppe, og mather, der hører til klasse 15, kan således ikke omfattes af talmandsordningen. I § 9 (om klager) står der kun „menige“, og herunder kunne man jo hen­ regne også mather, der er at opfatte som faste menige, modsat „værnepligtige menige“. Men med den kategoriske titel, loven har fået, gælder den i hvert fald ikke for befalingsmænd, heller ikke værnepligtige befalingsmænd. Nu kan en menig, der er tvun­ get på korporalskole og udnævnt til korporal, vel også tænkes at kunne få anledning til at fremsætte en klage, og der må der­ for forventes nærmere bestemmelser om, efter hvilke regler en sådan mand skal klage, eller om lovens regler også analogt skal anvendes på befalingsmænds klager. Det sidste ville vel nok være det mest praktiske for ikke at få forskellige klageregler at ar­bejde med.

Loven indeholder for det første en redegørelse for talmandsordningen. Disse regler er stort set en lovfæstelse af de gældende regler, der hidtil har været fastsat i en kundgørelse og i lærebog for hærens menige. Af ændringer kan nævnes, at det er foreskre­ vet, at det bør tilstræbes, at der afholdes regelmæssige møder mel­ lem talsmændene og deres foresatte, hvor også almene spørgsmål af betydning kan drøftes, hvilket vistnok forøvrigt har været praksis de fleste steder. Den begrænsning, der hidtil har været i talsmændenes beføjelse, hvorefter talsmændene kun kunne med­ virke i spørgsmål, der ikke var af kommandomæssig art, er bort­ faldet. Dette udtryk „kommandomæssig“ var jo også genstand for diskussion i anledning af en af de nævnte uheldige episoder. Fremtidig må talsmændene kunne fremføre „besværinger, andra­ gender eller andre anliggender“ af alle arter for den nærmest foresatte chef. Man må altså eksempelvis fremtidig ikke kunne afvise at drøfte mandskabets gennem talsmændene fremførte be­sværing over at skulle på øvelse i regnvejr (om en sådan besvæ­ring giver noget positivt resultat, er en anden sag).

Endelig er der den bestemmelse, at afslag på talsmændenes henvendelser normalt skal begrundes. (Man kunne ønske, at denne bestemmelse også blev indfort andre steder i samfundet, hvor borgerne henvender sig til adm inistrationen!)

Medens talmandsordningen således nærmest må siges at være en lovfæstelse af gældende bestemmelser og gældende praksis, har de nye klageregler i ikke ringe grad fulgt ganske nye retnings­ linier.

Loven bestemmer således for det første, at klageren er berettiget til at lade en talsmand mode ikke alene sammen med sig, men også i stedet for klageren ved klagens fremsættelse. Tals­ manden bar dog altid ret til at nægte sin medvirken ved sådanne klagers indgivelse.

Dernæst er den gamle regel om, at man, forinden man frem­ sætter en klage, skal meddele den, hvorover man klager, at man agter at klage, bortfaldet.

En meget væsentlig nyordning er det, at alle klager nu skal fremsættes direkte for afdelingschefen (bataillonschefen) med for­bigåelse af underafdelingschefen. Dette vil vel nok af adskillige underafdelingschefer blive betragtet som et savn, og dette gælder især de ældre underafdelingschefer, der gerne med rette betrag­ ter sig som en slags „fader“ for underafdelingens personale, og som både gerne ville og også var i stand til på betryggende måde at behandle en klagesag. Imidlertid ligger der nok en realistisk betragtning bag denne nye regel. I disse befalingsmandsfattige tider ser man i ret stort omfang underafdelingerne kommanderet af ganske unge officerer, i ferietiden hyppigt af løjtnanter af reserven, og medens dette jo går udmærket i den daglige tje­neste, må det vistnok indrømmes, at det meget ofte vil være en for hård nød at knække for en sådan ung befalingsmand at skulle „mægle“ under de unormale forhold, der altid vil være til stede ved en underafdeling, hvor en undergiven har ment at være nødt til at rejse en klagesag. At behandle en klage går nu lettere for en chef, der har mange års tjenesteerfaring og har den dermed følgende autoritet, og da man på så mange andre områder har måttet acquiescere ved den devaluering, der afgjort er sket med underafdelingsohefstillingen, må det også på dette område be­ tragtes som en uundgåelig følge af hærens mangel på tilstrække­ ligt antal af ældre rutinerede chefer. Hvis de ældre underafdeiingschefer beklager nyordningen, vil sikkert mange unge underafdelingskommandører føle det som en lettelse at være fri for det ofte vanskelige arbejde at behandle en klagesag.

Den afgørelse, som afdelingschefen (bataillonschefen) træffer vedrørende en klage, kan skriftligt og direkte indbringes for et særligt klageudvalg, hvilket altså vil sige, at rettergangschefen fremtidig ikke får med behandlingen af klager at gøre — i hvert fald ikke, før der eventuelt fra forsvarsministeren tilgår ordre til at indbringe en af klagen følgende sag for retten.

Klageudvalget, der består af en civil kommitteret som for­ mand, en auditør og en tjenstgørende militærperson af det på­ gældende værn, korps, o. lign., kan afvise klagen eller oversende den til andre myndigheder, men kan ikke træffe bestemmelse, hvis klagen ikke afvises — det er her forsvarsministeren, der træf­ fer afgørelse af, hvad der videre skal ske i anledning af klagen.

Det vil måske nok af de overordnede militære myndigheder blive følt som et savn, at alvorligere ting som klager slet ikke passerer den normale kommadovej, således at man blev i stand til at følge, hvad der rorer sig ved afdelingerne, men det må på den anden side aflaste kommandomyndighederne for det ikke ube­tydelige arbejde, der gerne er forbundet med behandlingen af klager — sådanne sager har en uhyggelig tilbøjelighed til at blive omfangsrige — i papir.

Eet synes i hvert fald at være en fordel: Klagereglerne er nuklare, og ingen vil fremtidig kunne hævde, at ban ikke kendte klagereglerne, og det vil derfor sikkert i fremtiden være lettere at bekæmpe den for disciplinen uheldige tendens, der bar været til at klage ad ureglementerede — fremtidig altså ulovlige — veje.

S. Wahlstrøm.