Arkiv: Trænregimentet
I dansk sammenhæng opdeles hærens enheder i efterretningsenheder, kampenheder, ildstøtteenheder, ingeniørenheder, logistikenheder og føringsstøtteenheder. Hvis ikke logistikenhederne er på niveau med alle de andre enheder, går kampen på et tidspunkt ufrivilligt i stå. Billederne af en angiveligt mere end 60 kilometer lang ubevægelig kolonne af russiske køretøjer på en mudret vej i Ukraine kan bruges som illustration.
Ingen ansvarlige beslutningstagere med et minimum af landmilitær indsigt, eller respekt for danske soldater, ser bort fra betydningen af, at militære styrker på jorden skal støttes med den nødvendige logistik. Landmilitær logistik omfatter kort fortalt evnen og viljen til at sikre, at soldaterne ikke løber tør for forsyninger af nogen slags, at der tages hånd om de sårede og døde og at ødelagt materiel i størst mulig udstrækning repareres. Vel at mærke i et miljø, hvor de soldater der har ansvaret for den logistiske støtte, selv er under beskydning eller på anden måde udsat for de samme trusler som alle andre soldater.
Forud for indgåelsen af det gældende politiske forsvarsforlig 2018-23 stod det militærfagligt klart, at der ikke ville være tilstrækkelig logistisk støtte til rådighed for hærens opbygning af 1. Brigade. Den nødvendige logistik blev bortprioriteret. Der er således også efterfølgende offentligt erkendt udfordringer med den del af forligsteksten, der den 28. januar 2018 anførte, at: ”Med investeringerne i 2018-23 vil Forsvaret i 2024 råde over en deployerbar brigade på ca. 4000 soldater, der opfylder NATO´s styrkemål til en medium brigade.” Baggrunden for teksten er mig ukendt.
Krigen i Ukraine har åbnet manges øjne for, hvad der kræves for at føre krig på landjorden. Mulighed for at holde styr på, hvad fjenden foretager sig. Mulighed for at beskytte sig mod angreb fra luften. Mulighed for at bevæge kampenheder og ildstøtteenheder frem til steder hvorfra de kan virke mod fjenden og mulighed for at kommunikere uden at blive aflyttet. Blot for at nævne nogle få emner som har været fremhævet i den aktuelle europæiske konflikt. Intet af dette kan lade sig gøre, hvis der ikke også er enheder særligt uddannet til at kunne levere den nødvendige logistik under vanskelige vilkår. Disse logistikenheders evne til også om nødvendigt at kunne kæmpe må ikke undervurderes. Logistikenhedernes kampevne er forudsætningen for, at den logistiske støtte kan ydes, og ikke mindst forudsætningen for at alle andre enheder på landjorden tilsvarende kan overleve i deres egen ret, og dermed bruge deres kræfter på at løse de opgaver de er sat i verden for.
Der er fra politisk hold skitseret en periode på 10 år til vores genopbygning. Enhver med bare et minimum af fagligt kendskab til hvorledes for eksempel store militære materielanskaffelser foregår, vil vide, at det ikke nødvendigvis er lang tid. Andre områder vil måske kunne genopbygges hurtigere. Men da de operative opgaver vi allerede kender, sandsynligvis ikke går væk i genopbygningsperioden, vil det vigtigste i denne sammenhæng være, at hærens logistik opbygges i balance med den øvrige del af hæren.
Sandsynligheden taler også for, at der ikke kun bliver tale om behov for logistik til en enhed som for eksempel 1. Brigade. En revitalisering af nationens totalforsvar vil givet afsløre en lang række yderligere behov. Alene evnen til at kunne modtage allierede forstærkninger vil kræve logistik. Hvis der ydermere bliver tale om, at vi igen skal kunne kæmpe på dansk jord, vil det kræve en hær af en helt anden størrelse, end den vi kender nu med deraf følgende logistiske behov.
Principperne for opbygning af logistikenheder i hæren er de samme som for opbygning af alle andre militære enheder. Doktrinen, det vil sige metoden, for anvendelsen af de logistiske enheder skal være på plads. Det samme skal materiellet sammen med det nødvendige antal veluddannede soldater, og endelig skal det hele være organiseret hensigtsmæssigt.
Det springende punkt i opbygningen af logistiske enheder er balancen mellem behov contra kapacitet. I den balance ligger hovedparten af de økonomiske udgifter. Behovet er bestemt af den udholdenhed, der ønskes ved de enheder, der skal modtage den logistiske støtte. Udholdenheden vil ofte være indeholdt i NATO-styrkemål. Det samme kan være tilfældet for den danske støtte til modtagelse af forstærkninger, mens fastsættelse af krav til udholdenheden til løsning af rent nationale opgaver vil være et nationalt anliggende. Men det er vigtigt at bemærke at accept af NATO-styrkemål, samtidig betyder accept af NATO-krav til udholdenheden. For NATO er udholdenheden en afgørende målestok for, om de danske enheder troværdigt kan indgå i kamp sammen med andre landes bidrag. NATO holder principielt ikke øje med, hvordan vi skaffer os evne og vilje til et troværdigt bidrag. Det må vi selv tage os af. NATO holder øje med om vi har den forventede værdi på kamppladsen.
Med kenskab til kravet til udholdenheden vil det inden for den landmilitære logistik generelt være muligt at beregne sig frem til hvilket logistisk behov, der skal inddækkes. Behovet vil konkret vise, hvor stor volumen logistikken vil få, og dermed hvor meget materiel og hvor mange soldater der skal bruges i de logistiske enheder. Sluttelig er mængden af materiel og antallet af soldater styrende for, hvordan de logistiske enheder mest hensigtsmæssigt organiseres og uddannes.
En enkelt frygtsom stabsofficer kunne måske få den tanke, at hæren er på bar bund over for det, som forestår. Men det er vi ikke. De sidste tre årtiers internationale missioner og forsøget på atter engang at stable en brigade på benene, giver os et ganske fornuftigt udgangspunkt. Der vil som på alle andre områder i forsvaret blive tale om hårdt arbejde, og vi vil sikkert også møde udfordringer, vi undtagelsesvis ikke havde forudset. Men fundamentet er på plads. I det perspektiv forestår en ret enkel, om end umådelig kostbar, militærfaglig opgave med at opbygge den logistiske støtte til danske landmilitære operationer.
Doktrinen for den logistiske støtte til enheder af den danske hær er således på plads. Vi har nogle metoder og i vid udstrækning også processer, der sikrer, at vi kan indgå i et meningsfyldt samarbejde med alle andre NATO-lande både herhjemme og i udlandet. Der er tale om en dynamisk doktrin, som appellerer til militære chefers evne til at være forudseende og fleksible i tanke og handling.
Principperne for logistiksoldaternes overlevelse på kamppladsen er også på plads. Soldaterne i de logistiske enheder skal som enkeltkæmpere fortsat være beskyttet og bevæbnet på samme vis som hærens øvrige soldater. Tilsvarende skal de logistiske enheder fortsat kunne bevæge sig selvstændigt på kamppladsen og derfor være i stand til at undgå, omgå eller afvise fjendtlige angreb på for eksempel forsyningskolonner eller værkstedsfaciliteter. Igen taler billedet af en stillestående russisk kolonne på en mudret jordvej i Ukraine for sig selv.
De teknologiske muligheder for at nå målet er på plads. Baggrunden for denne positive vurdering af kvaliteten af materiellet ved de logistiske enheder er, at der de sidste tyve år er sket et generationsskifte, og der er intet, som peger på, at dette kvalitetsniveau ikke også i mange år fremover er relevant. I forhold til de forskellige logistiske specialer vil det være utroværdigt at basere de næste 10 års arbejde på et teknologispring, hvorefter der på kamppladsen vil kunne anvendes for eksempel selvkørende lastbiler og droner til at flytte tonsvis af forsyninger eller til evakuering af et større antal sårede eller faldne soldater. Argumenter for et sådant teknologispring vil typisk blive brugt for at forsinke de nødvendige materielanskaffelser, men de kan sjældent eller aldrig underbygges med fremvisning af anvendeligt materiel. Accept af sådanne argumenter vil derfor typisk efterlade nationen uden evne til at sætte ord bag handling. En rutinemæssig evolutionær opdatering af materiellet vil være fornuftig. Særligt inden for kommunikationsområdet er der behov for, at de logistiske enheder tildeles materiel svarende til det, der findes i den øvrige del af hæren. Derudover vil en effektiv udnyttelse af de logistiske ressourcer på kamppladsen kunne forbedres ved implementering af digitale værktøjer til logistisk planlægning, beholdningskontrol, rekvisition og distribution af forsyninger, idet sådanne værkstøjer i udgangspunktet bør være en integreret del af hærens generelle værktøjer til føring af enheder i kamp. Det kan for hele hæren dog ikke udelukkes, at en af krigen i Ukraine afledt realistisk tilgang til den fuldstændige digitalisering vil vinde over fascinationen af de mange muligheder.
Principperne for uddannelse af logistiksoldaterne er også på plads. Overlevelsesevnen er nævnt, og rent uddannelsesmæssigt adskiller den sig ikke væsentligt fra alle andre enheder i hæren. Men føringsuddannelsen og funktionsuddannelsen ved de logistiske enheder kræver opmærksomhed.
Evnen til at føre logistiske enheder i kamp vil øge kravene til den føreruddannelse, som specielt stregbefalingsmænd og officerer med ansvar for logistikenheder skal gennemgå, og det vil sandsynligvis vise sig relevant generelt i højere grad at lade faget logistik indgå på vore befalingsmands- og officersskoler til gavn for helheden.
Kravene til kvaliteten af de menige logistiksoldaters individuelle funktionsuddannelser er allerede i dag nogle ganske andre og langt mere krævende end sidste gang, vi skulle genopbygge vores hær efter 2. Verdenskrig. Den teknologiske udvikling, soldaternes krav og forventninger til egen opgaveløsning, samt en rimelig civil forventning om at få maksimal effekt ud af de tildelte skattekroner, er alle tre faktorer, der ikke må overses. Samlet peger dette på at skabe nogle faglige fællesskaber, hvor der kan lægges vægt på maksimal udnyttelse af ressourcerne samtidigt med, at der fokuseres mod kvalitet. Der vil i tilgift kunne uddannes i en relevant taktisk ramme op til og med bataljonsniveauet. På den måde kan der skabes en dagligdag for krigerne og de enheder de indgår i, hvor der hele tiden opleves sammenhæng og kvalitet i hverdagen.
Skulle ikke kun hærens logistikenheder, men også andre enhedstyper have behov for faglige fællesskaber, vil hærens regimenter relativt enkelt kunne danne ramme om sådanne. For hærens logistik har manglende ressourcer og sund fornuft allerede i indeværende forligsperiode betydet, at Trænregimentet, i samarbejde med resten af hæren, har udviklet og implementeret de første eksempler på, hvorledes kvalitet og ressourcebevidsthed kan forenes ved et regiment. En ganske stor sidegevinst ved denne tilgang vil være, at hærens taktiske hovedkvarterer frigøres til at kunne fokusere hverdagen mod evnen til at føre brigader og indgå i divisioner og korps. Vel at mærke i et kampmiljø, som vil kunne vise sig noget mere komplekst end for eksempel det miljø, der for nærværende findes i Ukraine, eller de miljøer vi kender fra Balkan, Afghanistan og Irak. Derudover vil det i høj grad være de taktiske hovedkvarterer, der skal sikre enheds-og samvirkeuddannelsen ved og imellem hærens forskellige enhedstyper.
Genopbygningen af vores hær bliver et langt sejt træk. Hærens logistik er allerede nu bagud, det ved vi alle. De principielle forudsætninger for at kunne udvikle kapaciteterne over de næste 10 år er imidlertid på plads. Det vil kræve mange økonomiske ressourcer at komme i mål, men det er ikke en kompliceret opgave, hvis kræfterne fokuseres mod det rigtige. Fasthold derfor at kvantiteten af hærens nuværende logistik ikke er tilstrækkelig. Fasthold at metoderne til effektiv udnyttelse af de logistiske ressourcer generelt er på plads. Fasthold at de nuværende teknologiske principper fortsat vil være gældende. Fasthold betydningen af værdien af faglige fællesskaber for kvaliteten af soldaternes uddannelse. Fokusér mod kvantitet og konsekvenser for organisationen af hærens logistik. Målet er troværdighed – udadtil og indadtil.
Af Oberst Jess Møller Nielsen, Chef for Trænregimentet og Tjenestegrensinspektør for logistik i Hæren.
