En tidligere dansk Marinekaptajn, som allerede i 1905 gik amerikansk Tjeneste, Dr. William Hovgaard, har i „United States Naval Institute Proceedings“, September 1935 anstillet nogle Betragtninger over den strategiske Situation i Østersøen i Dag og gør opmærksom paa Forskellen fra 1914.
1) Den tyske Flaade er nu meget svag sammenlignet med den britiske Flaade.
2) Den danske Marine har faaet Lov til at forringes indtil en Standard, hvor den kun af moderne Skibe raader over et lille Antal Torpedobaade og Undervandsbaade, saaledes at Danmark nu praktisk talt er forsvarsløst paa Søen. Hæren er i en bedre Forfatning, men den er meget lille.
3) Udviklingen af Luftvaabnet har aabnet nye og yderst stærke Muligheder for Flankeangreb paa Tyskland, hvis fjendtlige Luftbaser skulde blive oprettet paa de danske Øer, Sjælland og Lolland-Falster.
Forfatteren betragter den strategiske Situation under Forudsætning af en lignende Magtgruppering som under Verdenskrigen uden dog derved at ville antyde, at en saadan Konstellation nødvendigvis er den mest sandsynlige. Den britiske Flaade kan nu, uden Fare for Forsvaret af den engelske Kyst, sende overlegne Styrker til Østersøen; men for at sikre og opretholde sikker Passage gennem Bælt og Sund er det nødvendigt at beherske de danske Øer, særlig Øst for Storebælt. Paa disse Øer kan endvidere etableres Luftbaser, fra hvilke den nordlige Del af Tyskland og dermed Berlin, Kiel og Hamborg vil blive truet med Luftangreb. Naar først den britiske Flaade er trængt ind i Østersøen, og den tyske Flaade er laaset inde i Kiels Havn, vil intet Punkt paa den tyske Østersøkyst være sikker mod Angreb'. Landgangsoperationer i stor Maalestok kan udføres, og et effektivt Forsvar af denne udstrakte Kystlinie kan ikke opretholdes uden en alvorlig Svækkelse af Øst- og Vestfronterne. Forbindelseslinierne til venstre Fløj af Østfronten og endog Berlin, Rigets Hjerte, vilde blive truet. Det er klart, at Tyskland vil tage alle mulige Forholdsregler for at forpurre et saadant Angreb. Den første Betingelse, der sikrer et Resultat, er, at den britiske Flaade nægtes Adgang til de danske Farvande og dernæst forhindres i Besættelsen af de danske Øer. Med andre Ord: De danske Øer er Nøglen, med hvilken alene Døren til Østersøen kan laases eller lukkes op. Nu har Danmark ingen Kontrol med den Dør, efter at det har forringet sine Forsvarsmidler i en saadan Grad, at dets Territorium strategisk set er et „Ingenmandsland“. Hvad enten man ser paa Situationen ud fra det engelske Angreb eller ud fra det tyske Forsvar, bliver Besiddelsen af disse Øer en Nødvendighed i et Østersøfelttog. Medens Tyskland altid, hvis det vil, kan trænge op i Jylland-Fyen, bliver Besættelsen af Sjælland og København et Spørgsmaal om, hvem der kommer først. Man har ofte set Flaademagter i Urotider sende en Flaade eller Eskadre til Punkter af strategisk Betydning, og de aarlige britiske Flaadebesøg i de senere Aar i de danske Farvande er muligvis ikke uden Betydning i denne Forbindelse. Man har ogsaa set Tilfælde, hvor saadanne Punkter, særlig hvis de ikke selv har noget Forsvar, er blevet besat, før Krigen var erklæret. Den, der kommer først, vil forlange Tilladelse til at landsætte Tropper paa Sjælland og besætte København, idet vedkommende Magt angiver at ville „beskytte“ Danmark mod Angreb fra den anden krigsførende Part. Hvis Englænderne besætter Sjælland, kan det forventes, at tyske Styrker vil trænge op i Jylland-Fyen for at „beskytte“ disse Provinser. Hvis Tyskerne besætter Sjælland før Englænderne og samtidig Jylland-Fyen, vil det sandsynligvis blive umuligt for Englænderne at trænge ind i Østersøen uden svære Tab. I hvert Tilfælde, s aa lænye Danmark er i sin nuværende forsvarsløse Tilstand, vil det uhjælpelig blive inddraget i en Konflikt og tvunget til med eller mod sin Vilje at samarbejde med den ene eller den anden af de krigsførende Parter. Forfatteren kommer derefter ind paa Overvejelser af, hvorledes Situationen vilde blive, hvis Danmark havde et forholdsvis kraftigt Forsvar baade paa Land og paa Søen, d. v. s. et Forsvar, som for et Land af Danmarks Størrelse almindeligvis vilde blive anset for at være af ualmindelig Styrke, men en Styrke, som nu virkelig var en Betryggelse under de øjeblikkelige politiske Forhold i Europa. Det antages yderligere, at Danmark vil erklære, at det vil være parat til at bruge hele sin sø- og landmilitære Magt for til det yderste at modsætte sig enhver Krænkelse af sin Neuralitet, hvem der end maatte være Angriberen. Under Forudsætning af en saadan positiv og utvetydig Neutralitet fra Danmarks Side, vil begge de krigsførende Magter vide, at de vil møde anseelig Modstand, hvis de prøver at paatvinge den danske Regering deres Vilje, og at Fjenden antagelig vil faa Danskernes Støtte. Det vil vel nok være tvivlsomt, om England under disse Omstændigheder vilde forsøge et Østersøfelttog, og Tyskland vilde muligvis ikke finde det tilraadeligt at foretage nogen anden Handling, end det gjorde i 1914. Resultatet vilde blive, at Danmark fik Lov til at forblive neutral, hvis det ønskede det.
Hvad Sveriges Stilling angaar, da staar dette Land i Virkeligheden ogsaa i Fare for at blive inddraget i Konflikten. I Øresund løber Flinterenden med ca. 25 Fods Vanddybde tæt under den svenske Kyst og er helt svensk Søterritorium. Skønt Flinterenden ikke tillader Passage af de største Skibe, har den en anseelig strategisk Betydning. Flyvebaser i Sydsverige svarer ganske til Flyvebaser paa de danske Øer, hvis de er i Hænderne paa en Fjende af Tyskland. Hvis de danske Øer er besat af en af de krigsførende Magter, er Sverige fuldstændig afhængig af denne Magt, fordi dets økonomiske Liv i høj Grad afhænger af Passagen gennem de danske Farvande. Forfatteren antager, at Sverige ikke undlader at give Agt paa denne Situation.
— n.
