Ovenstaaende Værk tillader jeg mig lierved at an befale til danske Læseres, særlig mine Vaabenfællers, Op mærksomhed, da det — skjøndt omhandlende større For hold, end vi ere kjendte med herhjemme — dog inde holder endel Interessant og Lærerigt, ogsaa for os. Det er skreven af en Mand — uden Tvivl er. Rytterofficer —, der har anvendtKjærlighed, Interesse og indgaaende Studium paa det af ham behandlede Emne. I Bogens 1ste Del, som bærer Titlen: «De store Manøvrer og det ny Reglement«, imødegaar Forfatteren summarisk de for- skjellige Angreb paa det franske Exercerreglement for Rytteriet af 1882*) og paa den i de senere Aar etablerede Overledelse af det franske Rytteri og konstaterer, at dette sidste, trods alle de skete Angreb, arbejder i det rette Spor, samt at det er i betydelig Fremgang, om der end er langt tilbage endnu, førend Maalet er naaet, og førend Rytteriet kan siges at være paa Højden af sin Bestem melse. I 2den Del, som har til Overskrift: «Rytter divisionernes Rolle og Anvendelse», fremsætter Forf. motiverede Anskuelser om Rytteriets Brug i Op klaringstjenesten, om det franske og det tydske Rytteris Koncentrering under en eventuel Krig ved den franske NO. Grændse samt om Rytteriets fremtidige Optræden paa Valpladsen. I det Følgende skal jeg tillade mig at gjøre Læserne bekjendte med Hoved-Indholdet af Bogens Kapitler i korte Uddrag.
1. Del, l. Kapitel: «Kritikken over Manøvrerne og Rytteriets Overledelse». Forf. citerer forskjel- lige af de efter de store Ryttermanøvrer i Frankrig i inden- og udenlandske Blade, militære Organer og Brochurer faldne, mere eller mindre u vel villige Kri tikker over det franske Rytteris nuværende Standpunkt, Kritikker, som Oppositionen i og udenfor det franske Rytteri tager til Indtægt for sine Forsøg paa at bevise, at alt, hvad Kavaleri-Komiteen og Overledelsen af de store Ryttermanøvrer have udrettet, kun har haft et ne gativt Resultat, eller — som en af ce velvillige Aander udtrykker sig — kun har ført til, «at Rytteriet arbejder sig træt paa Stedet uden at komme fremad».
Forfatteren til en Afhandling om «La grande maîtrise de la cavalerie» betegner Stillingen som Præsident i Ka valeri-Komiteen, hvilken han anser for ensbetydende med at være Chef for Vaabenet, som «exceptionel»; han siger, «at nævnte Stilling er bleven til ved en Gunstbevisning, men at Erfaringen har fordømt den, samt at den baade er en Unødvendighed og en Fare for Vaabnet».
Hvad den over Manøvrerne faldne Kritik angaar, da erkjender Ubiez tildels dens Berettigelse, om han end i meget anser den for mindre vel motiveret, men af de forskjellige Domme drager han den Slutning, «at Fremskridtene og Restræbelserne for at arbejde fremad ere umiskjendelige, at Principperne for Tretræfnings-Taktikken ere kjendte af Førerne, men ofte bragte i Anvendelse paa en mindre heldig Maade, at Evnen til at gribe Offen siven endnu trænger til yderligere at udvikles, at Rytteriet endnu mangler meget i Øvelse, Præcision og Hurtighed, og at Remonteringen endnu lader særdeles meget tilbage at ønske, saa at flere Aars udholdende Arbejde er nødven digt, forinden man vil kunne sige om det franske Rytteri, at det er «fuldt færdigt».
Ubiez belærer Forfatteren til Afhandlingen om «Ea grande maitrise» om, at det aldeles ikke vilde være «ex ceptionelt» for Frankrig at have en Chef for Rytteriet, men at en saadan Post ogsaa findes i andre europæiske Hære. Ubiez belærer Forfatteren til Afhandlingen om «Ea grande maitrise» om, at det aldeles ikke vilde være «ex ceptionelt» for Frankrig at have en Chef for Rytteriet, men at en saadan Post ogsaa findes i andre europæiske Hære.
Enhed i Kommandoen, Ensartethed i Eddannelsen ere Retingelser for Rytteriets Trivsel. Ubiez anbefaler «altid at betro den øverste og eneste Ledelse af Rytteriet til en Chef, hvis anerkjendte Spe cialitet og prøvede Karakter som Rytterofficer frembyder den bedste Garanti for, at Rytteriet altid kommer til at arbejde i det rette Spor, og for at det ikke bliver om dannet til beredent Fodfolk, — til en Mand, hvem Rytter- aanden er medfødt, og som — i Henhold til General Rorstells Udtryksmaade — kan se baade med Legemets og med Aandens Øje, kort sagt, til en «Mand med Rytter natur».»
2. Kapitel: Afsnit IV i det ny Reglement. Ubiez imødegaar Angrebene paa det nævnte Afsnit. Ifølge disse Angreb «kaldes Reglementet af 1876 i Modsætning til det af 1829 for et Ideal af Fuldkommen hed, navnlig paa Grund af sin Simpelhed og paa Grund af det store Spillerum, som det overlader Førernes Ini tiativ, Kundskab og Erfaring, medens Reglementet af 1882 og specielt Afsnit IV betegnes som et betydeligt Tilbageskridt, eftersom det indsnævrer Handlefriheden og binder Førerne for meget til bestemte Former». Med disse faa Ord bedømtes og fordømtes Regle mentet af 1882, men Ubiez paaviser klart og logisk, at Erfaringen tilstrækkelig har godtgjort, at det er en Nød vendighed at have bestemte Regler for Evoleringen og Manøvreringen med saa store Troppelegemer som Rytter- Brigader og Rytter-Divisioner. Han henter for en Del sine Beviser fra det preus siske Rytteris Historie.
3. Kapitel: De store Manøvrer. Oppositionen imod, at Ledelsen af Rytteriets Udvikling i Frankrig lægges i een Styrendes Haand, og imod Afsnit IV i det ny Exercer- reglement er konsekvent ogsaa imod Afholdelsen af store Ryttermanøvrer. Efter at have proklameret, at Reglementet af 1882 — eller snarere det ny Afsnit IV — betegnede et be tydeligt Tilbageskridt, maatte det være i god Overens stemmelse dermed at paastaa, at de store Manøvrer — det vil sige Studiet og Anvendelsen af nævnte Afsnit IV — vare overflødige. Og man har gjort det; thi man var nødt til at antage og gjenuemføre alle Konsekvenser af den første fejlagtige Paastaud, i hvor taabelig en Form end disse maatte træde frem. Ubiez ytrer i den Anledning: »Man undres i Sandhed over saadaune Konklusioners Fremkomst. At rette sig efter disse forsagte Theorier vilde være det samme som at strø Sand paa de gjorte Fremskridt, at tage Afsked med sine kjæreste Forhaab- ninger og med overdreven Forsigtighed at sige til et Vaaben, der er besjælet af den kraftigste Virkelyst: «Stands! ikke et Skridt videre!».» I sin Gjendrivelse af hine Theorier og i sit Forsvar for de store Manøvrer fortæller Forf. bl. a. følgende ka rakteristiske Anekdote om General Gallifet fra Rytter samlingen ved Chålons i 1883:
«Det var under 1. Periode af de store Manøvrer i 1883. Divisionerne vare ankomne til Exercerpladsen, og da der var nogle Minutters Frist endnu, forinden Øvelserne skulde begynde, havde man ladet Mandskabet sidde af. Pludselig viser der sig en lille Trop noget borte ... den nærmer sig i fri Galop ... det er General-Direktøren. Divisionsgeneralerne ride ham i Møde, og den ene af dem retter strax følgende Spørgsmaal til ham: «Nu, Hr. General, skulle vi gjøre noget Nyt idag?» «Noget Nyt?» svarer General-Direktøren, «det skal jeg strax sige Dem», og beordrer sin Trompeter at blæse Signalet «Aux officiers». 1 en Fart ere Officererne i Sadlen. — Tøjlehaanden lavt, Overkroppen lidt foroverbøjet, støttede let i Stig bøjlerne jage de alle frem til Generalen. — Hvilken prægtig Lejlighed lil at foretage et lille fladt Forsøgsløb forinden Exoreilsen! Saa snart de havde formeret Halvkreds, siger Direk tøren: «Mine Herrer! Deres General har nylig gjort mig et Spørgsmaal, som har en levende Interesse for os alle- sammen. Han har spurgt mig, om jeg vilde lade Dem gjøre noget Nyt idag. Hor nu godt efter, saa skal jeg sige Dem, hvori det Ny vil komme til at bestaa: «Deri, at vi ville gjøre det samme idag, som vi gjorde igaar, og i, at vi imorgen ville gjentage vort Arbejde fra idag. Det Ny er i Virkeligheden kun det, at vi efter- h aand en ville gjøre det hedrel Tænk blot engang paa, hvordan man bærer sig ad ved Fægteundervisning. — Naar en Elev har gjennemgaaet alle Lektioner, naar han har erhvervet sig en vis Grad af Øvelse, saa lader man ham forsøge sig i Kontrafægt ning. I Begyndelsen parerer og riposterer han slet, han beskriver umaadelige Kontra-Kvart- og Kontra-Terz - Be vægelser med Klingen . . . ban frembyder stadig Blottelser . . . hans Finter ere lette at gjætte . . . hans Udfald komme altid for sent. Men vent eet Aar, to Aar .... han fægter endnu Kontra! . . . men lians Maade at fore Klingen paa er nu behersket, smidig, elegant .... hari er altid parat til at tage Paraden, og alle hans Riposter komme i rette Tid. Ser De! Manøver-Terrainet, det er vor Fægtesal. Vi manøvrere imorgen, om et Aar, om tre Aar paa samme Maade, som vi gjøre idag; men medens vore Bevægelser idag ere langsomme og famlende, medens vi nu under vor Fremrykning ikke kunne undgaa at vise vor Mod stander, paa hvilket Punkt det er vor Hensigt at angribe ham, saa ville vi om tre Aar kunne rykke hurtigere og sikrere frem, og naar vor Fjence troer sig truet i Centrum, saa falde vi pludselig over hais Flanke.» »Det er umuligt» — siger Ubiez — «paa nogen mere fængslende Maade at pointere «Idealet» af, hvad Manøvrer tilsigte.» For at konstatere Fremskridtene i Manøvreperioden 1879—1883 giver Ubiez et koit Resumé af, hvad der er foretaget og opnaaet i de forskjellige Manøvre-Aar. Han gjør imidlertid den Indrømmelse, at de store Manøvrer i 1883 desværre have slaaet fast, at det franske Rytteri endnu ikke forstaar at manøvrere overfor Fjenden. Ubiez kommer imidlertid med Hensyn til Spørgs- maalet om Manøvrernes Ufrugtbarhed i Perioden 1879— 83 til det Resultat, at de tværtimod Oppositionens ube viste Paastande have været rige paa praktiske Erfaringer. «Man har saaledes opnaaet at sætte de uafhængige Rytter-Divisioners strategiske Tjeneste i System, man har præciseret deres Rolle og deres Anvendelse, man har gjennemført Brigadernes og Divisionernes taktiske Ind øvelse (l’éducation tactique), man har lagt Baand paa nogles Forkjærlighed for Kampen tilfods*) og ført dennes Anvendelse tilbage indenfor dens rette Begrændsning, og man liar endelig lært »at marchere» saavel i store Masser som i mindre Afdelinger.»
4. Kapitel: «Kavaleri - Komiteens Værk fra 1879 til 1 884» indledes af l'hiez med den Bemærkning, at «hvis de Utilfredse, som i Kavaleri-Komiteens «Almagt» saa en permanent Fare for Vaabnet, havde brudt sig det fjerneste om at foretage et paa een Gang upartisk og nyttigt Studium, saa havde de underkastet Kavaleri-Komi teens Arbejde en Prøve i alle dets Enkeltheder. Og naar de saa havde draget saavel de gode som de slette Re sultater frem for Dagens Lys, saa kunde de ganske efter Forgodtbefindende have uddelt Dadel eller Ros og frem sat en Kritik, baseret paa Kjendsgjerninger. De have imidlertid foretrukket at tage Sagen paa en bekvemmere Maade og have nøjedes med at fremkomme med saa ubestemte og almindelige Bebrejdelser, at man i Virkeligheden kun bliver klog paa eet, nemlig at de ere misfornøjede.» Ubiez fortsætter senere: «Efter at have bekæmpet de fordærvelige Theorier, som efter vor Anskuelse vilde bringe Rytteriet paa Afveje, hvis de bleve fulgte, ville vi hurtig undersøge den Vej, som dette Vaaben har tilbagelagt siden Komiteens Ned sættelse, og vi ville forsøge at godtgjøre, at det aldrig før har gjort saa store Fremskridt i saa kort et Tidsrum.» * Forfatteren gaar derefter over til at give en Skildring af de ved Kavaleri-Komiteens Virksomhed fremkaldte Reformer.
l første Række sætter han Instruktionen af 1879 og Reglementet af 1882, som nøje slutte sig til hinanden, idet den første giver Vejledning i Hovedreglerne for Ryt teriets strategiske Tjeneste og Opklaringstjenesten, det andet i Rytteriets taktiske Uddannelse. Som nogle af de væsentligste Forbedringer, der ere indførte ved det ny Reglement, fremhæver han: 1. »Den ny Plan for Undervisningens Fremme»; 2. «Befalingsmændenes praktiske Uddannelse»; 3. «Theorien om Træneringen», «der» — som Ubiez siger — «har kuldkastet de gamle Fordomme, i Kraft af hvilke Ordet «trænere» var ensbe tydende med «at ødelægge», og som uvilkaarlig ledede Tanken hen paa «fantastiske Galopridt», efter hvis Til endebringelse Hesten var moden til Kassation.» «Vi behøve ikke at gaa tilbage til Syndfloden», — fortsætter Ubiez — «den Tid ligger endda ikke saa fjern, da Hestene paa sine Steder tilbragte 23 Timer af 24 i Stalden, og da den store tydske Generalstab skrev om det franske Rytteri: «Fortræffelige Heste, meget slet til redne, meget slet redne, aldeles ikke trænerede». Aanden i det ny Reglement har i den omhandlede Henseende bevirket gode Resultater. Den tydske For fatter til l’iecen: «Er Frankrig færdig?», som ganske af gjort ikke er nogen velstemt Kritiker, bar ikke kunnet undlade at indrømme, «at Hestene, som han saa ved Chålons (i 1883), saa godt ud». Han har ganske bestemt ikke ment, at de vare for fede.» 1 organisatorisk Henseende har Kavaleri-Komiteen ligeledes Æren af mange Reformer. Saaledes bar man nu definitivt, hvad Rytteriets Re kruttering angaar, adopteret et nyt Princip, hvorefter man har nedsat AIaalene og derfor bestemt, at Rekrutterne til Rytteriet mere skulle udtages efter deres naturlige Anlæg end efter deres Legemsbygning alene.
.Man har med andre Ord lukket Øjnene op for, at Hyttenets Anvendelse i Nutidens Krige fordrer et vist Maal af Intelligens hos de enkelte Individer. 1 Henseende til Beklædning, Udrustning, Bevæbning og Hestcekvipage er der allerede for en Del indført eller vil i den nærmeste Fremtid blive indført nyttige For bedringer. — Overmunderingsstykkerne ere bievne gjorte lettere og bekvemmere, snævre Buxer og Ridestøvler ville komme til at afløse de uformelige og ubekvemme Ridebuxer med Læderbesætning, den tunge Kappe bliver erstattet med en lettere og mindre folderig, som bedre tillader Rytteren at bruge sine Vaaben; alle unyttige Ud- rustningsgjenstande ere bievne fjernede; den lige Sabel, der er mere egnet til Stød og som Følge deraf et far ligere Vaaben, har afløst Krumsablen. Sadlen af Model 1874 vil blive forbedret ved Anbringelsen af engelske Gjorde; Oppakningen, som allerede er bleven gjort lettere ved Fjernelsen af Lejrrekvisitterne, vil blive radikalt om dannet, saaledes at Rytteren bliver sat istand til at føre Tøjlehaanden lavt, og endelig vil Eskadronen blive gjort mobilere end forhen, idet den er bleven reglementeret med en Smede- og Pakvogn (voiture fourgon-forge), som befordrer Officerernes og det uberedne Mandskabs Ba gage, 6 Kogekjedlor pr. Eskadron og en Feltsmedie. «Alt i alt» — siger Ubiez — «ere mange «Fetiseher», som alene bleve opretholdte af Traditionen, sunkne sam men i disse faa Aar. De have givet Plads for saadanne heldige Forbedringer, som den stadig fremadskridende Udvikling fordrede, og hvis Indførelse man længe havde imødeset, fordi deres Hensigtsmæssighed i Almindelighed anses for anerkjendt. Komiteen, som synes at have stillet sig den Opgave, at imødekomme alle rimelige Ønsker, og som man stadig vil finde paa de nyttige Forskningers og praktiske Reformers Vej, kan med Stolthed se tilbage paa, hvad den alt har udrettet.
For Øjeblikket vilde det være forgjæves, om man — for at tage Hensyn til nogle enkelte, mistænksomme In dividers Opfordringer — vilde prøve paa at standse den fremadgaaende Bevægelse, der nu er raadende i Rytteriet. Den energiske Impuls, der er given fra oven, har for plantet sig gjennem alle Rækker, Udviklingen har taget Fart, og det vilde være uklogt at hæmme den. Denne Elan, denne Iver, denne Lidenskabelighed (diable au corps), som man vil gjøre til Fejl, de ere Rytteriets Sundhed og Liv, og disse altfor rolige Gemytter, som nogle gjerne ville give Rytteriet til Arv og Eje, de høre ikke hjemme i Spidsen for dets Eskadroner.
5. Kapitel: Remonteringsspørgsmaalet. Endnu er det ikke lykkedes Kavaleri-Komiteens An strengelser at løse dette Spørgsmaal, nærmest fordi den til Dato ikke har kunnet faa de nødvendige Midler be vilget dertil. "Og dog« — siger Ubiez — «kunne vi ikke noksom lægge Vægt paa, at en hensigtsmæssig Ordning af Re monteringen er et Llovedspørgsmaal, ja, saa at sige, det brændende Spørgsmaal for vort Rytteris Gjenfødelse. Af dets heldige Løsning afhænger Vaabnets Fremtid, men ulykkeligvis synes Løsningen paa Grund af Bevillingernes Knaphed først at skulle gaa for sig i en fjern Fremtid.» Alt længe har Kavaleri-Komi:een imidlertid fremhævet Ondets Betydning og paavist Midler til dets Afhjælpning. I 1882 har Komiteens Præsident i en Rapport om «For delingen af Hestestyrken og Remonte - Organisationen» ved uomstødelige Beviser godtgjort, i hvilken mislig Stil ling det franske Rytteri ved en Krigs Udbrud vil befinde sig i Sammenligning med Tydskernes. Han henleder Op mærksomheden paa, at det franske Rytteri, som Helhed betragtet, vil raade over et betydelig ringere Antal Heste end det tydske, som ogsaa p:.a, at selve Fægtnings- Enhedernes Hestebestand vil være ulige svagere for Fransk mændenes Vedkommende. Skylden herfor tillægges navnlig det mangelfulde Bemonterings-System, der desuden lider under Detailbestemmelser, som ere en stadig Kilde til Opløsning og Forvirring, saaledes t. Ex. Bestemmelserne, i Kraft af hvilke Bytterregimenterne, hvis Kampdygtiglied allerede i Forvejen er ringe paa Grund af Tilstedeværelsen af de unge Bemonter, stadig yderligere blive berøvede de bedste Heste som Følge af de befalede Afgivelser til Officerer udenfor Bytteriet o: til Officerer af Gendarmeriet og Fodfolket *). Som Forholdsregler, der strax burde tages for at raade Bod paa de nuværende Tilstande, har Komiteen foreslaaet som de vigtigste: 1. Fn skjønsommere Fordeling til de forskjellige Vaaben af den Heslestyrke, der er normeret ved Budgettet, til Gunst for Bytteriet. 2. Fjernelse fra Afdelingerne af alle Heste, der ere 3 og 4 Aar, og som i Øjeblikket ikke have Værd for Afdelingerne. 3. Fastsættelsen af en normal Hestebestand for Begi- menterne, saaledes at disse til enhver Tid kunne mobilisere 4 Eskadroner ii 135—140 Heste. 4. Vedligeholdelsen af denne Hestestyrke ved de aarlige Bemonte-lndkjøb, baseret paa fuldstændig Fornyelse hvert 9. Aar. o. Bestemmelse om, at hvert Begiment faar Heste af ensartet Oprindelse (samme Størrelse og samme Bræg). (i. Forandrede Bestemmelser med Hensyn til Bemon- teringen af Gendarmeriet og af Officerer udenfor Bytleriet. 7. Omordning af Bestemmelserne for Bemonte-Ind- kjøbene paa Grundlag af: at Hesteproduktionen ikke vil kunne udvikle sig paa rette Maade, uden at Indkjøbene aarlig fore tages til bestemte Tider og paa bestemte Steder; at Hestene til Rytteriet indkjøbes i en Alder af 3 å 3Va Aar; at de indkjøbte Remonter indsættes i Overgangs depoter, indtil de ere 5 (4V2) Aar; at hele Remontevæsenet lægges i særlig Sagkyn diges Hænder, og at der som Følge deraf finder en Forandring Sted i Personellet. * * Noget ganske Nyt ere Rernontedepoter ikke i Frankrig. I 1882 blev der forsøgsvis for 8 Regimenter oprettet et tilsvarende Antal Remonte - Repoter for de af disse Af delingers Heste, der vare under 5 Aar. Ved en krigsministeriel Rundskrivelse af 24. December 1883 er denne Foranstaltning yderligere truffen for 6 Regimenter til. Samtidig bar man fritaget de Rytter regimenter, som ere bestemte til at indlemmes i de uaf hængige Rytter-Divisioner, og som derfor ikke ere under- lagte nogen Armeekorps-Kommando, for Afgivelsen af Heste til Fodfolket og Gensdarmeriet, og Cbiez mener, at der er grundet Haab om, at de øvrige Rytterregimenter i en nær Fremtid ogsaa ville blive fritagne for disse Afgivelser. »Kort og godt» — siger Forfatteren — «hvis man tør paastaa, at Remontespørgsmaalets Løsning er en lille Smule i Fremgang, saa maa det paa den anden Side til- staas, at denne Fremgang paa Grund af Pengemidlernes Ltilstrækkelighed sker for langsoml og kun i ringe For hold til Sagens Vigtighed. Thi Alverden veed, at vi have 70 Rytterregimenter*) at stille op imod Tydskernes 93, Alverden veed, at disse 70 Regimenter for Øjeblikket ikke ville kunne møde med flere end 400 Heste overfor vore Modstanderes 600, Alverden veed, at vi have maattet give Afkald paa at formere en 6. og 7. Erstatnings-Eskadron pr. Regiment, fordi vi savne Bemyndigelse til i paa kommende Tilfælde at rekvirere det fornødne Antal Ride heste, Alverden veed, at vort Territorial-Rytteri langtfra kan maale sig med vore Fjenders Rytteri af 2. og 3. Linie, Alverden veed det og meget, meget mere.» «Og desuagtet» — fortsætter Ubiez — «bliver der ved at ruge en tryg Ro over Remonterings-Spørgsmaalet.» Forf. slutter Kapitlet saaledes: «Man fristes til at udbryde med Demosthenes: «Naar, O Atheniensere! ville I gjøre, hvad der bør gjøres? Naar ville vi faa Frugten af Eders Arbejde at se? Naar vil Nødvendigheden tvinge Eder til at tage fat paa Værket».»
2. Del omhandler, som alt nævnt, Ry tt er di vi sionernes Rolle og Anvendelse. 1.Kapitel: Bytteriet i Opklaringstjenesten. Af Bogens I.Del fremgaar det, at man i og udenfor den franske Hær er draget stærkt tilfelts imod de i det franske Rytteri i Løbet af de sidste Aar indførte Reformer, og at Ubiez, som selv hylder de Principper, der have været herskende i Kavaleri-Komiteen, i sit Forsvar for dennes Virksomhed varmt har imødegaaet de Angreb, som den fra forskjellige Sider har været Gjenstand for, samt mod arbejdet de Misfornøjedes Raad, der gik ud paa at bremse den Fart, Udviklingen synes at have taget under General Gallifets Auspicier. 1 nærværende Kapitel henvender Forfatteren sig særlig til dem, der paastaa, at Rytteriets Rolle som Kampvaaben er udspillet, at Fodfolket, ved sin Hurtigskydning og sin Færdighed i at benytte Terrainet herefterdags vil kunne byde det Spidsen overalt, og at de store Rytterchok aldrig mere kunne finde Sted, samt at Rytteriet, selv under Opklaringstjenesten, vil gjøre rettest i at stikke .Sablen i Skeden, saa snart det støder paa Fjendens Eskadroner, og tage sin Tilflugt til Karabinen. «Konklusionen er ligefrem» — siger Ubiez —; «ingen store Rytter-Samlinger mere, ingen store Ryttermanøvrer mere, men — Skiveskydning og Fægtning tilfods.» Og i Virkeligheden har en Forfatter i «Bulletin de la Réunion des offlciers» for den 27. Oktober 1883 — et Blad, der, ifølge Ubiez, ellers kun aabner sine Spalter for omhyggelig prøvede Afhandlinger — indrykket en Artikel, hvori han en bloc fordømmer de store Rytter manøvrer og Rytteriets moderne Anvendelse. * * »Der er ingen Tvivl om« — siger Ubiez — «at den glimrende Rolle, som det tydske Rytteri spillede i 1870 —71, blev lettet det i betydelig Grad ved særlig gunstige Omstændigheder.
Paa Grund af Modpartens Mangel paa Initiativ og den slette Maade, hvorpaa den blev an vendt, turde det tydske Rytteri ustraffet tillade sig at for sømme den første Del af sin Opgave, nemlig at dække den tydske Hærs Mobilisering og Koncentration. Det var først efter Kampene ved Wørth og Spiechern, det vil sige, efter to vundne Slag og efter at det fjendtlige Rytteris Svaghed og Demoralisation var bleven konstateret, at det kastede sig frem foran de tydske Hærafdelinger; men fra dette Øjeblik af kom det ind paa det rette Spor og gjorde ved mange Lejligheder udmærket Fyldest. Efter, støttet paa Exempler, hentede fra det tydske Rytteris Virksomhed før og under Kampene ved Metz i August 1870, at have udviklet de almindelige Principper for Rytteriets Anvendelse i Opklaringstjenesten, udtaler Ubiez, anførende en Udtalelse af Major Lahure, «at den strategiske Opklaringstjeneste bør gaa ud paa at skaffe den Øverstbefalende nøjagtige og stadige Efterretninger om Modstanderens Bevægelser og Styrkeforhold og tillade ham at koncentrere sine Masser i Angrebsmomentet.
Denne Tjeneste maa ligeledes have til Formaal at bringe lignende Forsøg fra Fjendens Side til at strande». Kort og godt: at dække og at opdage (couvrir et découvrir), det er det dobbelte Maal, men at være stærk og klartseende, det er den dobbelte Betingelse, som er nødvendig, for at Maalet kan naaes. Disse Begreber staa i nøje Forbindelse og indbyrdes Afhængighedsforhold. For at dække, maa man nødven digvis i god Tid være underrettet om, hvad Retning Fjenden er slaaet ind paa, og som Følge deraf være stærk paa det Punkt, hvor han vil bryde igjennem. For at opdage maa man i god Tid være underrettet om, hvor det svage Punkt findes i det fjendtlige Slør, og som Følge deraf være stærk, naar man selv retter sit Angreb imod det svage Punkt, et Angreb, hvis Maal er, med en Kraftanstrengelse at sønderrive Sløret og at trænge frem indtil de første Linier af Fjendens Fægtnings-Opstilling.
Flere Militærforfattere have fundet for godt at be nægte Nødvendighedeu af «det taktiske Sammenstød». De have udtalt den Formening, at det ikke alene var muligt men ogsaa at foretrække at opklare uden at slaas. Nogle ere gaaede saa vidt, at de til Støtte for denne An skuelse have paaberaabt sig det Exempel, som det tydske Rytteri har givet i 1870—71. Det er ganske sikkert, at naar kun det ene Parti holder Stand, saa kan det udføre sin Opklaringstjeneste uden Modstand og som Følge deraf ogsaa uden Kamp; men det er ligesaa sikkert, at saadanne Vilkaar ikke ville blive tilbudte for Fremtiden, og at 2 fjendtlige Ar meers Rytteri, stillede overfor hinanden, ikke ville kunne undgaa at komme i Kast med hinanden. Forf. kommer igjennem en længre Udvikling til det Resultat, at «fra hvilken Side man end betragter Sagen, saa har Problemet kun en eneste klar Løsning, nemlig: «Kampen».»
Det er ogsaa Grunden til» — fortsætter Ubiez —, »at de fleste tydske Militær-Forfattere udtale, «at den næste Krig vil begynde med en stor Rytter-Kamp». Det er denne afgjørende og uundgaaelige «Krig paa Kniven», som de uophørlig hentyde til, og vi kunne allerede paa Forhaand deraf uddrage denne første Slutning: «At den strategiske Opklaringstjeneste foran Hærens Front uundgaaelig vil lede til Kava lerimassernes taktiske Sammenstød». Og til samme Tid som den heldige Hær, hvem det sejrrige Rytteri tilhører, vil have alle Fordelene af paa- lidelige, hurtige og uafbrudte Efterretninger om Mod standeren og vil kunne profitere af alle Goderne af et bekvemt Kantonuement og lette Forplejningsforhold (thi at okkupere, det er det samme som at besidde, at ud skrive Rekvisitioner efter Behag, om fornødent at udsuge den Egn, som man har besat), saa vil Modstanderens Hær derimod, som er berøvet det nødvendige Sikkerheds belte, som er overladt til en dræbende Uvished, som er blottet for Hjælpekilder og ude af Stand til at fatte mo tiverede Beslutninger, i Løbet af kort Tid blive demora liseret og bragt til Fortvivlelse. Denne Masse, der pludselig er bleven ubevægelig, døv og blind, vil træffende kunne sammenlignes med en indesluttet Fæstning!
Om disse Betragtningers Rigtighed ere vi saa over tydede, at vi ikke tage i Betænkning, af dem at uddrage denne anden Slutning, som slutter sig til den første: «At et Rytteri, der virkelig er sig sin Opgave bevidst, fremfor alt vil søge at knuse sin Modstander». Vi komme her endnu engang tilbage til denne ultima ratio: «Kampen».
«Kunne Udsigterne til en saadan Kamp fjernes, som en vis Gruppe paastaar, ved en udstrakt og systematisk Anvendelse af Kampen tilfods?" Vi kunne for vort Vedkommende ikke høre slige Eventualiteter blive diskuterede uden stadig paany at falde i Forundring, og vi have ganske vist endnu ikke rigtig forstaaet den rette Betydning af den forslidte Frase: "At være Tilhænger eller ikke af Kampen tilfods».» «Er det muligt» — spørger Forf. — »at være Til hænger eller ikke af Kampen tilfods? .... Kan man ogsaa være Tilhænger eller Fjende af Regn eller Solskin? Alt afhænger af Omstændighederne. Dersom Solen skinner, lader man sin Kappe blive paa Sadlen; dersom det regner, ruller man den op — der er endogsaa Ryttere, og det er de bedste, som aldrig rulle den op —; dersom man har gunstigt Terrain for sig, trækker man Sabelen; der som man skal forsvare et Kantonnement, fatter man Karabinen. Hvad det angaar, systematisk at sidde af ved Fjen dens Nærmelse og, med andre Ord, at adoptere Fod folkets defensive Fægtningsmaade, saa er det en Tanke, som heldigvis ikke vil finde mange Tilhængere.»
«Nogle» — siger Forf. — «anføre det tvivlsomme Argument mod Anvendelsen af de store Ryttermasser, at Terrainet saa godt som altid vil være ugunstigt for Rytter kampe. I Virkeligheden bliver Terrainets mere eller mindre gode Beskaffenhed ens for begge Modstandere. Hvor den Ene kan bevæge sig, kan den Anden ogsaa; hvor den Ene kun kan drage Nytte af en Del af sin Styrke, kan den Anden heller ikke bruge hele sin. Chancerne blive under disse Omstændigheder noget nær lige, og den vil til Syvende og Sidst have Heldet med sig, som ved sin Hurtighed og Færdighed i at manøvrere forslaar at bringe Modstanderen i en uheldig Situation. Om der saa bliver Sammenstød eller ikke — ligemeget! Resultatet vil ligesaa vel være naaet, dersom man ved en heldig lagt Plan og en dristig Fremrykning tvinger den ængstede Fjende til at vige. Overfor det preussiske Rytteri —■ slutter Ubiez — have vi ikke noget Valg af Midlerne; thi hvad enten vi ere Tilhængere eller ej af det blanke Vaaben, saa er og bliver det netop det Yaaben, som vore Modstandere be nytte. Det er derfor mod dette Vaaben, at vi skulle for berede os — ikke til Forsvar, men til Angreb.»
2. Kapitel: Del franske og det tydske Rytteri paa Frankrigs NO. Grændse. Forf. mener, at det Maal, som han har sat sig, ikke vikle være fuldstændig naaet, hvis han ikke fra Behand lingen af de kavaleristiske Spørgsmaal i Almindelighed og af de theoretiske Læresætninger gik over til Behand lingen af Spørgsmaalet om Rytter-Divisionernes Rolle og Anvendelse særlig under en Krig mod Tydskland, idet han tænker sig Divisionerne paa deres Plads i selve det Termin, hvor de efter al Sandsynlighed engang ville komme til at operere. Da alle strategiske Betragtninger, paa hvilke et Stu dium af denne Art kan begrundes, efter Ubiez’s egen Ud talelse altid mere eller mindre ville kunne betegnes med Benævnelsen »Fantasifostre», er dette Kapitels Indhold efter min Formening af relativt mindre Interesse, og jeg skal af den Grund, saavidt muligt, begrændse min An meldelse deraf. Forf. udvikler først, at hverken Tydskland eller Frankrig under en eventuel Fremtidskrig ville have nogen Fordel af at krænke enten den belgiske eller den schweitziske Neutralitet, og gaar derefter ud fra den Forudsætning, at Tydskland sandsynligst vil iværksætte Koncentrationen af sine Tropper i Linien: Thionville — Metz — Saarburg— Strasburg, medens Frankrig antagelig vil foretage Sammen dragningen af sine Stridsskrifter ligeoverfor Tydskerne i Linien: Verdun — Tool — Epinal. «Imellem vor militære Grændse og vor politiske Grændse» — siger Ubiez — «det vil sige, mellem de to Linier, paa hvilke de hinanden modsatte Hæres Koncen tration antages at ville finde Sted, er der et langt og bredt Terrain-Belte, som i de første Dage af Felttoget «vil tilhøre Rytteriet».»
«Tre eller lire Dage, efter at der er givet Ordre til Mobilisering» — mener Forf. — »ville Avantgarderne for de Korps, som have ligget i Nærheden af Grændsen, be gynde Fremrykningen, og den G. eller 7. Dag vil Terrainet ikke mere tilhøre Rytteriet, i alt Fald ikke de store Ryt termasser. »Krigen paa Kniven» vil være endt med alle dens lykkelige eller sørgelige Resultater.» L'biez drager deraf den Slutning, at man ikke kan gjøre Regning paa, at der vil komme andet Rytteri til at deltage i den første og afgjoronde Aktion end de Divi sioner, der kunne blive organiserede saa hurtig, at de kunne naa Grændsen i Løbet af de første 3 ;i 4 Dage, efter at Mobiliseringen er paabegyndt. Forf. gjør en Beregning over, hvilket Antal Rytter- regimenter der paa tydsk og paa fransk Side vil kunne give Aløde overfor hinanden den 3. og 4. Dag om Mor genen, efter at Krigen er erklæret. Denne Beregning baserer han paa det tydske og det franske Rytteris Garnisonering for Tiden og paa Gar nisonsstedernes Afstande i lige Linie fra Grændsen. Bag efter sammenligner han de fremkomne Resultater. Disse tage sig saaledes ud:
For det tydske Rytteris Vedkommende:
Ialt en Styrke af 30 Regimen.er, som i Gjennemsnit have en Vejlængde af 212 Kilome'er at tilbagelægge, og som paa den 4. Dag om Morgenen, efter at Mobiliseringen er paabegyndt, kunne være samlede i Linien Metz — Saar burg. Paa den 3. Dag om Morgenen kunne 24 Regimenter være tilstede efter at have tilbagelagt en Gjennemsnits- vejlængde af 147 Kilometer.
Ialt en Styrke af 36 Regimenter, som i Gjennemsnit have en Vejlængde af 155 Kilometer at tilbagelægge, og som paa den 4. Dag om Morgenen kunne være samlede i Linien Montmédy — Epinal. Paa den 3. Dag kunne om trent 30 Regimenter være tilstede efter at have tilbage lagt en Gjennemsnitsvejlængde af 142 Kilometer. «Altsaa» — fortsætter IJbiez — «dersom man drager en Sammenligning mellem Koncentrationen af det franske og det tydske Rytteri, saaledes som det er «muligt», at denne kan gaa for sig paa den mest truede Del af Grændsen og i den mest kritiske Periode, saa faar man det tilfredsstillende Facit ud deraf, at Frankrig kan samle 36 Regimenter, som forinden have en Gjennemsnitsvej længde af 155 Kilometer at tilbagelægge, medens Tydsk- land kun kan give Møde med 30 Regimenter, som for inden i Gjennemsnit have tilbagelagt 212 Kilometer.» Heldigt er det, at Forf. selv indrømmer, at disse Slutninger om de to Parters indbyrdes Styrkeforhold under de forudsatte Omstændigheder ere saa fantastiske og upaa- lidelige som vel muligt.
3. Kapitel: Rytteriet paa Valpladsen. «Den Mening» — udtaler Forf. — «at Rytteriet frem tidig skulde give Afkald paa at gribe direkte ind i Kampen, har nu fuldendt det sædvanlige Kredsløb, som i Almin delighed er den Skjæbne, der rammer enhver Theori, som ikke er grundet paa et dyl tgaaende Studium eller paa en prøvet Erfaring, men som skylder en pludselig og, saa at sige, brutal Indskydelse sin Oprindelse.» For nogle Aar siden have flere Mililærforfattere, ikke med Urette, opkastet det Spørgsiraal, om man dog ikke maaske gjorde for meget ud af den forbedrede bevæb nings betydning, — om de Forde e, som Fodfolket havde erhvervet sig ved Skydningens Hække-Evne og Hurtighed, ikke kunde anses, om ikke for annulerede, saa i det mindste for meget kompromitterede ved de taktiske Frem skridt hos et Rytteri, «der sværmede længer omkring, og som kom sin Modstander hurtigere paa Livet end forhen» . .• . . i det Hele taget, om det heldige Udfalds Hovedfaktor trods industriens og Videnskabens uop hørlige Fremskridt — ikke aliid vilde være at finde i «det moralske Element», og om det ikke vilde være rig tigt netop i dette nu som fordum at søge Rytteriets Styrke, ikke alene med Opklaringstjenesten men ogsaa med Gjerningen paa Valpladsen for Øje.
«Trods alle Theorier om Umuligheden af at angribe et endnu ikke rystet Fodfolk, saa vil den sande Rytter- officer altid betragte det som en Trosartikel, at en Fod- folksafdeling ikke vil kunne mocstaa ham, navnlig hvis han fra et dækket Opholdssted i kort Afstand og med stor Hurtighed kan falde over den; thi det er godtgjort, at et Øjebliks Tøven, Uvished og Panik i de første Ge ledder af en Fodfolkstrup gjør det umuligt for Folkene bagved at give Ild af Frygt for ar ramme deres Kamme rater, som allerede ere rystede ved Ryttermassens hurtige Nærmelse» .... «Historien har til forskjellige Tider belært os om de overordentlige Virkninger, som kume fremkaldes ved det Uforudsete og ved alt, hvad der paavirker Menneskets Indbildningskraft. Saaledes kan man kun forklare sig den paniske Skræk, der kan overfalde selv krigsvante Tropper, og føre til deres Tilintetgjørelse. Det er udenfor al Tvivl, at Mytteriets lynsnare Ind griben og at Virkningen af dels Masser endnu i en lang Fremtid, trods alle Forbedringer ved Skydevaabnene, ville udøve deres uimodstaaeligo Trylleri.» Og hermed skal jeg tillade mig at slutte denne An meldelse, idet jeg dog skal tilføje, at Ubiez i den Om stændighed, at Tydskerne vise en vis Forkjærlighed for at bringe Masser af Feltbatterier i Position fra Kampens Begyndelse af, endnu antyder en Mulighed for Tilstede værelsen af et hidtil ubenyttet Operations-Felt for Rytteriet. Maatte saa dette Uddrag af IJbiez’s Værk om det franske Rytteri i 1884 have givet nogle af Læserne Lyst til at stifte nærmere Bekjendtskab med den originale Af handling, saa er min Hensigt naaet. Noget særlig Nyt indeholder Bogen ganske vist ikke, men den er skreven i et kvikt og livligt Sprog og giver i mange Henseender et interessant Billede af det Liv og den Virksomhed, der for Tiden rører sig i det franske Rytteri. Af det i Mil. Tidsskrift forrige Aar omtalte Værk af den norske Brigadeauditør J. (iram: Fonctionnement de la jus tic militaire dans les différents états de l’Europe er nu udkommen 2den Del, indeholdende en.
Fremstilling af den militære Retspleje i Tydskland, Baiern, Wurtemberg, Østrig-Ungarn, Schweitz, I lalien, Spanien og Portugal. Som særlig interessant skulle vi fremhæve Forf.s Redegjørelse for Reformbestræbelserne i Tydskland og Schweitz. Det ses, at man i sidstnævnte Land er betænkt paa at afskaffe el er dog væsentlig modificere de militære Jurydomstole, hvormed man har været mindre tilfreds. I Baiern synes Meningerne om deres Hensigts mæssighed at være delte. Forf. udtaler sig ikke til Gunst for Institutionen, og ved at læse en af ham refe reret Sag, hvis Behandling han overværede i München, faar man ikke Lvst til at modsige ham.
