Af forsvarsminister Knud Østergaard.
Det følgende er et sammendrag af forsvarsministerens tale på Forsvarsakademiet den 10. juni 1971.
Det er fremgået af referater af mine taler, siden jeg tiltrådte embedet som forsvarsminister, at ordet og begrebet troværdighed har været en gennemgående linie i de synspunkter og tanker, jeg er kommet med. Det er ikke tom tale, men en linie jeg mener er rimelig og rigtig. Jeg vil fortsætte dette spor og håber, det vil medvirke til at placere forsvaret på en rimelig plads i det billede, hvor det hører hjemme. Forsvaret tilhører os alle. Det er forkert og skadeligt, når nogle har villet mene, at de har mere ejendomsret til forsvaret end andre. Enhver tanke om at forsvaret bør være en stat i staten må forkastes og bekæmpes med alle midler. Det er en alvorlig sag at have et forsvar. Vi er alle - mere eller mindre - klare over formålet med det, forsvaret for vor selvstændighed. Ikke alle er klar over, at det ikke er nok at have et forsvar, men at det er nødvendigt at råde over et godt og effektiv forsvar. Alle har brug for kendskab hertil. Den almindelige borger, der skal betale sin skat, og som gerne skulle gøre det med glæde. Den, der er ansat i forsvaret, og som gerne skulle være tilfreds med sit job. Politikeren, der skal stemme om forsvarsforslag i Folketinget. Regeringen, der har ansvaret. Hvis det lykkes at sprede en opfattelse af og en tro på, at forsvaret er troværdigt, så tror jeg, vi har givet en meget stor del af befolkningen et bedre grundlag for at akceptere og vurdere indsatsens betydning for det danske folk. Vi gør meget i denne retning, men vi gør ikke nok. For forsvarets virksomhed er kontrol- og varslingstjenesten af vital betydning. Det ved enhver, der er ansat i forsvaret. Der udføres her et omfattende arbejde, som ved mange lejligheder har vist sig endda særdeles effektivt, men som ifølge sagens natur i et vist omfang må foregå hemmeligt. Når jeg siger - i et vist omfang - er det for at antyde mulighederne af at løfte sløret for meget af det, der foregår. Den mulige fjende ved selvfølgelig en masse om, hvad der foregår her i landet. Det kan vi ikke undgå, og vi er vel her »i samme båd« som alle andre allierede. Jeg ser gerne, at der kommer noget mere åbenhed omkring disse aktiviteter, og jeg er helt overbevist om, at dette vil medvirke til, at befolkningen får større interesse for og forståelse for forsvarets virksomhed. Troværdighed er også noget mere. Det øjeblikkelige kampberedskab i de 3 værn og i hjemmeværnet er helt væsentligt. Det er meget afgørende, at vi har et tilstrækkeligt stort flyvevåben, der kan udgøre en virkelig støtte i en given situation. Søværnet har et beredskab og en styrke, der virkelig kan true en modstander, der har tænkt sig at landsætte styrker på dansk jord. Beredskabet og uddannelsen i hæren gør det muligt at holde en kamp så længe, at mobiliseringsstyrken kan komme i funktion. Hjemmeværnet er i stand til, med det beredskab der holdes, at gå i aktion hvor som helst i Danmark med meget kort varsel. En uvurderlig støtte for de 3 værn. Når forsvaret er i stand hertil og er i stand til at virke, indtil allieret hjælp når frem, er det både effektivt og troværdigt. Jeg tror, at det danske forsvar er både efektivt og troværdigt. Materiel og personel er de helt afgørende faktorer i en forsvarsorganisation. De er afgørende under een forudsætning, at de fungere i en hensigtsmæssig og effektiv organisation. Det er min mening, at den organisation af forsvarets øverste ledelse, vi nåede i 1969, fungerer efter hensigten og på rimelig måde skaber forudsætningen for forsvarets effektivitet. De enkelte elementer i det effektive forsvar er mangeartede, men de medvirker alle til løsningen af opgaven. Materielsituationen er bedre i dag, end den nogensinde har været. Den kan blive endnu bedre, og jeg mener, der er muligheder for at gennemføre yderligere forbedringer. Efter de planer, der er lagt, vil vi i 1975 for at holde rammerne kun mangle 2 korvetter til søværnet, l/2 eskadrille fly + forskellige mangler på 150 mill. kr. Denne forventelige udvikling mener jeg er temmelig tilfredsstillende og noget bedre, end man kunne forvente den for blot få år tilbage. Personelsituationen siges at være mindre god. Og det er vist nok med rette. Graden afhænger naturligvis af, om man ser optimistisk eller pessimistisk på det. Men der er områder, hvor tallene taler deres eget sprog. Først og fremmest værnepligtssituationen.
Det er et brændende spørgsmål på flere måder. Politisk har man leget med tanken om at afskaffe værnepligten til fordel for hvervet personel. Militæmægterforeningen har - med brug af alle midler - agiteret for nægtelse af aftjenelse af værnepligt i forsvaret. Det er udfordringer, som vi må tage op, og det er helt sikkert, at deres forløb afhænger af, hvorledes forsvaret griber sagen an. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er tilhænger af værnepligt, og der skal ikke herske tvivl om, at jeg med betænkelighed har måttet se i øjnene, at undergravende kræfter har haft held til at hverve 3000 militærnæ gtere på ét år. Problemerne lader sig ikke løse med et enkelt kunstgreb. Jeg mener, vi på alle måder må påvise - og bevisbyrden har vi - at det at forrette tjeneste i forsvaret er en nødvendighed, og at det ikke - fordi man efterhånden kan lukrere som militærnægter - føles som nogen ekstrabyrde at modtage en uddannelse i forsvaret. Ord alene hjælper ikke, kontante oplysninger om vilkår er nødvendige, og vi har alle en forpligtelse til at hjælpe med. Sagen er meget vigtig. For det faste personel, såvel tjenestemandsansatte som kontraktansatte, er situationen den, at afgangen og den manglende tilgang har været mere udtalt i de senere år. Det er naturligvis ikke ønskeligt på længere sigt, og jeg tror heller ikke på, at denne udvikling fortsætter. Jeg tror, der bør sættes ind på spørgsmålet om at skaffe den enkelte medarbejder et så meningsfyldt og tilfredsstillende arbejde som muligt. Jeg tror ikke, at vi blot skal tale med organisationerne om dette og hint. Jeg tror, vi må ofre nærdemokratiet mere end en tanke, vi må udøve det. Den enkelte medarbejder må sættes i centrum! Forsvaret og dele af det angribes ofte. Kritik er sund, og kritik bør komme både udefra og indefra. Alligevel undrer det ofte at se både form og indhold af den kritik, der ofte kommer til orde i de faglige organisationers medlemsblade og i form af indlæg fra forskellig side i dagspressen. Det må være mig tilladt at bemærke, at ensidige og unuancerede angreb ikke kan styrke troværdigheden og forsvarets omdømme i befolkningen. Mange med mig har undret sig over, at den positive kritik og udtalelser om de positive ting, der er gennemført i forsvaret, tilsyneladende har så trange kår. Jeg ser gerne, at der skabes debat om forsvaret, men vi har alle et ansvar for, at den bliver afbalanceret.
