Forelæsning ved akademiets 150 års jubilæum 1. november 1980
Af professor, dr. phil. Tage Kaarsted
»Naar Styrken uden Hensigt er, Da vorde Kæmper Dværge; De rette Laurbær vindes der, Hvor Kundskab fører Værge; Thi stedse bør paa Viisdoms Bud Sig Stridens Kræfter blande: Minerva sprang bevæbnet ud A f Tordengudens Pande.«
Det er tordengudens Minerva, hvis 150 års jubilæum vi i dag højtideligholder, og forfatteren til verset, som forekommer i Den kgl. militære Højskoles festsang, er Johan Ludvig Heiberg. Han var fra Højskolens oprettelse lærer i logik og den skønne litteratur. Også dengang havde vort jubilerende akademi sans for en undervisning på et højt plan og for at knytte betydelige personer til sin lærerstab.
Man hører undertiden den ældre enevældes tid omtalt med overbærenhed eller med megen kritik som en stivnet fase i vor historie, en tid, hvor mange gode kræfter var bundne og først efter 1848 fik frie udfoldelsesmuligheder. Det er ikke en dækkende beskrivelse. Vel var der ikke en fri politisk meningsdannelse, som vi kender den i dag, men det var ikke lidt, der alligevel fremførtes om samfundets forhold, og som styret tolererede. Begrebet repressiv tolerance er ikke en opfindelse fra 1960’ernes ungdomsoprør. Den sidste snes år før den frie forfatning var præget af en rivende udvikling ikke mindst på åndslivets område. Det er på denne baggrund Den militære Højskoles oprettelse skal ses.
Det er H. C. Ørsteds epoke. I 1824 stiftede han Selskabet for Naturlærens Udbredelse, og fem år efter oprettedes Polyteknisk Læreanstalt, hvis første direktør han blev. Forsvarsakademiet med rod i Den militære Højskole fra 1830 bliver herved vor fjerde ældste højere læreanstalt, idet kun Københavns Universitet, Kunstakademiet og altså Polyteknisk Læreanstalt er ældre. Men også indenfor humaniora var der grøde i 1820’rne. Det kgl. nordiske Oldskriftsselskab, som højskolens første direktør, oberstløjtnant Josef Abrahamson var medstifter af, er fra samme decennium, i hvilket tillige Det kgl. Kunstkammer fik sin egen bygning. Omkring 1830 steg tilgangen til Københavns Universitet til ca. 150 pr. år, og den deraf forøgede kandidatproduktion fik professor C. N. David til at beklage den lethed, hvormed stipendier bragte de unge frem til kandidateksamen, hvorefter de ingen stillinger kunne få uden ved at udvide den offentlige sektor. Ja, han sagde »uden ved overlæsning af embedsetaterne«, men det er jo det samme. Johan Ludvig Heiberg er i vore dage mest kendt som dramatiker og vaudevilleforfatter. Men han skrev andet end den nysnævnte festsang og »Elverhøj« og »Emilies Hjertebanken«. Mens han virkede ved Den militære Højskole udarbejdede han skriftet »Om Philosophiens Betydning«. Heri giver han udtryk for en fornemmelse af at leve i en krisetid. Han advarer i en subtil form mod tidens materialisme, der truer fra de moderne naturvidenskabers vældige fremrykning og fra de politiske revolutionære bevægelser. Han fandt de nye politiske strømninger blinde og tøjlesløse. Som de gamle egyptere sagde: »Der er intet nyt under solen. Det, der kaldes nyt, er kun det, der er glemt.« Den militære Højskole blev grundlagt i en tid, som i mange henseender kan minde om vor egen: En periode præget af materiel velstand, en trang til at prøve nye veje og samtidig hos mange iagttagere som Heiberg en opfattelse af, at samfundet var i en krise.
Den militære Højskoles første undervsningsdirektør, den nævnte Josef Abrahamson, er i den pædagogiske litteratur kendt for at have indført den såkaldt indbyrdes undervisning i folkeskolen. Denne metode gik ud på, at de dygtigste elever udnævntes til monitører, der dirigeret af lærerens fløjtesignaler vandrede rundt i klassen og ud fra ophængte tavler terpede lærdom ind i kammeraterne. Det eneste positive, der kan siges om denne undevisningsform er, at den var billig, og Abrahamson blev i 1820’rne mødt med en kompakt modstand fra den pædagogiske sagkundskab i Danmark i 1821 røde bisp«, som han kaldtes efter farven på sin uniform, opgive al forbindelse med den indbyrdes undervisning. Med så meget større virketrang kunne denne dynamiske og i øvrigt evnerige officer kaste sig over en forbedring af den militære uddannelse gennem Den militære Højskole. Sjældent er vist en institution blevet oprettet så hurtigt. I marts 1830 nedsatte Kong Frederik 6. en kommission med generalløjtnant F. C. Bulow som formand - det var ham, der fra sin tid som Kongens generaladjudant bar tilnavnet »den røde fjer«. Allerede et halvt år efter oprettedes Højskolen, med »den røde fjer« som chef og »den røde bisp« som undervisningsdirektør. Det var i høj grad den sidste, der havde præget kommissionsarbejdet. Ideen til en dansk militær højskole havde Abrahamson fra den franske École Polytechnique, som dog uddannede både civile og militære, mens man i Danmark delte uddannelsen på Polyteknisk Læreanstalt og Den militære Højskole.
Af de øvrige kommissionsmedlemmer bør også nævnes kaptajnerne C. L. Bendz og A. F. Tscherning, der begge under rejser i Frankrig ligesom Ahrahamson havde modtaget blivende impulser, og som begge blev knyttet til Den militære Højskole som lærere. Blandt disse var også Christian de Meza, overgeneral i 1864. Af de nævnte er kaptajn Tscherning, den mest interessante. Han var allerede dengang som en af de ledende inder.for den liberale bevægelse en kontroversiel skikkelse. Derfor, men også for ,in sagkundskab, pædagogiske evner og glansfulde fremtræden, vandt han sine elevers hengivenhed. Tscherning fandt ikke stænderanordningerne af 1831 vidtgående nok, og til sidst blev hans kritik så voldsom, at regeringen skred ind og tildelte eller tilkommanderede Tscherning, der var ugift, et femårigt stipendium til studier i udlandet - en sanktion, javel, men typisk for systemets mådehold. Når man eftertænker striden mellem på den ene side Kongen, på den anden den liberale opposition, må man sande gyldigheden af Ludvig Holbergs ord: »Denne nation går en middelvej, så at den sjældent falder udi extremiteter.« Trods visse interne vanskeligheder lykkedes det hurtigt Den militære Højskole at skabe sig et navn. Den videregående militære uddannelse, især for artillerister og ingeniører, blev nu tidssvarende. Det hedder i Højskolens formålsparagraf, at den skulle »give en passende udvidelse af den dannelse, som officerer i armeen modtager i almindelighed til de personer, som måtte have vist en særegen modtagelighed for dannelse, så at med dem de pladser i armeen (og søværnet) senere kan besættes, hvortil mere end almindelig dannelse behøves«. I dag ville vi sige uddannelse.
Som lærerne var betydelige personer må talrige af eleverne karakteriseres som markante. Det første hold talte således bl.a. C. G. Andræ. Mens Tscherning dyrkede den landsforviste P. A. Heiberg, blev Andræ bjergtaget af sønnen, Johan Ludvig og måske ikke mindst af Johanne Louise Heiberg. Med en elev som fører kan man fra Den kgl. militære Højskole vandre ud i centrum af hovedstadens guldalderelite, hvor den 20-årige Johanne Louise satte brand i hjerterne på de militære Minerva-sønner. I dag former tilværelsen sig nok mere prosaisk for Forsvarsakademiets elever. Andræ blev i øvrigt senere, som den fremragende matematiker han var, den første, der udviklede forholdstalsvalgmåden, ligesom han blev både finansminister og konseilspræsident. I det hele taget var den kgl. militære Højskole en rugekasse for talenter ikke blot på det militære område, som rimeligt var, men også på andre felter. Det gælder f.eks. oberst Johan Hedeman, Sjællands store baneingeniør, og oberstløjtnant Enrico Dalgas, Hedeselskabets navnkundige grundlægger. Men ikke mindst har Den militære Højskole haft betydning på det politiske område. Blandt dets elever var hele otte kommende krigsministre, blandt lærerne blev syv ministre. Et stort antal elever kom i rigsdagen. Den militære Højskole var et barn af sin tid, hvis bevægelser satte deres stempel på skolen, som denne var med til at præge udviklingen. Det røre, der var i det omkringliggende samfund, blev ikke holdt ude. Tværtimod kan man vel sige. I 1848 veg det nye hold elever således ikke tilbage fra at protestere over, at de ikke som tidligere hold måtte bære sekondløjtnantsuniform, men en ny, der til forveksling lignede feltslagternes. Alle holdets elever syede så selv officersstropper på skuldrene, uden at nogen sagde noget. Det var et lille ungdomsoprør, men 1848 var jo også et uroligt år. Den kgl. militære Højskole var på samme måde som Københavns Universitet - med de efter professor Davids opfattelse for mange studerende - et centrum for en mangeartet meningsdannelse. Mest hæfter man sig ved de mere liberale og progressive kræfter - en Tscherning fra Højskolen og en Orla Lehmann fra Universitetet, men holdningerne rakte naturligvis begge steder som i samfundets i øvrigt til det yderste højre. Den kgl. militære Højskole var vel ikke hævet over kritik, fx hvad angik stabsuddannelse. Det blivende indtryk af Højskolen er dog, at den leverede en efter tidens forhold fortrinlig uddannelse, og at den tillige ved sin åbenhed og ved sine intellektuelle ressourcer ydede et værdifuldt bidrag til det hele samfunds udvikling. »Den tid vi tilbragte indenfor Højskolens mure var i et og alt opløftende, udviklende og fornøjelig,« lyder et typisk vidneudsagn fra en tidligere elev.
Efter 1864 blev alt anderledes. Det danske forsvar blev en politisk kastebold, og også den videregående officersuddannelse mærkede dette. Efter hærreformen i 1867 blev Den militære Højskole i 1868 nedlagt for i stedet at blive forvandlet til den nyoprettede Hærens Officersskoles ældste klasse - en metamorfose, som varede helt til 1951, hvor Den militære Højskole som Fugl Fønix steg op af asken og blev til Forsvarsakademiet. I næsten et århundrede bliver dagens jubilars historie altså identisk med Officersskolens. Var Den militære Højskoles virksomhed i den længste tid præget af en vis løftelse, så blev dens afløsers tilstedeværelse som allerede antydet ikke let. Efter 1864 var vi berøvet hertugdømmerne. Nogle håbede at se »Slesvigs land genvundet«. Andre var med et udtryk af Henrik Pontoppidan præget af, at undergangens angst var gået dem i blodet. De nagedes af en dyb tvivl på Danmarks fremtidsmuligheder. I den første fase efter 1864 mærkes dansk politik af denne fortvivlede konfrontation mellem undergangsangst og genrejsningshåb. I mange henseender minder denne fase om de mørke år 1940-1943, der også fik præg af angst og håb. Begge tidsafsnit er udtalte eksempler på, hvor afhængig et lille land er af den internationale situation, og dets evne og vilje til ved sin udenrigspolitik at placere sig rigtigt. Hærloven af 1867 var formentlig det politisk mulige, men den blev både dengang og siden bedømt negativt. Den var organiseret med henblik på en krig mellem Frankrig og Preussen, hvor vi skulle støtte et fransk ekspeditionskorps. I en samtidig dom hed det, at hæren »ikke med nogen fortrøstning kunne føres mod en velorganiseret fjendtlig hær selv af mindre størrelse, og i tilfælde af forbund vil den ikke kunne holde trop med nogen anden europæisk hær«. Det var en officers vurdering, men en Venstrepolitiker som Balthasar Christensen var ganske enig: »Ikke meget andet end en stor vagtparade,« sagde han om hærlovens styrkemål. Kort efter led Frankrig nederlag i slaget ved Sedan, og i januar 1871 blev det tyske kejserrige proklameret. Sideløbende hermed brast den skandinaviske drøm som også senere. Danmark var alene. Frem til og med den anden verdenskrig blev vor vandring da den ensommes. Neutral og venneløs.
Mange af Officersskolens lærere havde deres rod i Den kgl. militære Højskole. Årsag og virkning kan som bekendt være svær at eftervise, men det er en kendsgerning, at mange af Officersskolens lærere markerede sig stærkt i samfundet. Var Officersskolens miljø årsag hertil eller søgte disse mænd netop Officersskolens lærerstillinger, fordi de havde en trang til at søge helhed sopfattelser af forsvaret? En banal, men måske sand observation er, at der var tale om en vekselvirkning. Man kan let forstille sig, at en måske isoleret garnisonstjeneste dengang ikke umiddelbart æggede til en sådan virksomhed. En provinsbo må med et suk konstatere, at dengang skete det i København. Siden er det heldigvis blevet anderledes. Men de officerer, som sad i krigsministeriet, generalkommandoen eller generalstaben var af mange grunde hæmmet i at optræde som peripatetiske vismænd i den offentlige meningsdannelse. Jeg har let ved at forestille mig, at lærerværelset på Officersskolen som før på Den militære Højskole blev et centrum for ubundne debatter om dansk forsvarspolitik. I al fald er det påfaldende, at de syv officerer, som i 1871 tog initiativet til at danne Det krigsvidenskabelige Selskab, alle kom fra Officersskolen. Blandt stifterne af selskabet var bl. a. senere krigs- og marineminister N. F. Ravn, der holdt posten som marineminister i samfulde 23 år, tre andre W. F. Kauffmann. J. G. F. Schnack og C. Tuxen var krigsministre i kortere perioder. Det mest markante navn er dog artillerikaptajn Jesper Bahnson, senere generalløjtnant og krigsminister 1884-94. Bahnsons løbebane er i den grad som elev og lærer sammenvævet med Den militære Højskole og Officersskolen, men den er også uløselig knyttet til dansk forsvarspolitik i den periode, der er præget af kampen om Københavns landbefæstning. I dette miljø af aktive og velorienterede officerer opstod tanken om Københavns befæstning, som den eneste mulighed efter Frankrigs nederlag. Krigsminister C. A. F. Thomsen, elev fra Den militære Højskole og en af forrige århundredes få militære ministre, der var en dreven parlamentariker og derfor vellidt af folketinget, sagde, at uden Københavns befæstning ville landet sove, ikke den retfærdiges, men den letfærdiges søvn. Ideen i disse officerers forsvarspolitiske opfattelse var, at man måtte koncentrere det meste forsvar på Sjælland og som nævnt især omkring København. Man ville altså mere eller mindre opgive Jylland-Fyn på forhånd. Man kan ikke fortænke de jysk-fynske folketingsmedlemmer, der næsten alle tilhørte Venstre, i at protestere. De ønskede en militshær som den svenske, et folk under våben, »et Danevirke i hver mands bryst,« som C. Berg sagde. De var altså afgjort forsvarsvenlige, men havde et andet grundsyn end officererne, der påregnede, at Storbritannien eller Rusland måtte komme os til hjælp mod et tysk angreb. Og en sådan hjælp kunne - mente officererne - kun ydes ved, at vi lukkede os inde i København i princippet som 1658-59. Inden repræsentanterne for disse to forskellige forsvarsopfattelser nåede frem til en dialog endsige en forståelse, trængte et andet problem sig på med en voldsom styrke: Folkets krav om gennem palamentarismen at få så meget del i magten, som dets absolutte flertal i folketinget tilsagde: »Junigrundloven i dens fulde udstrækning er folkets moralske ret,« som det hed i Venstres program fra 1872. Men det var just, hvad konseilspræsidenten 1875-1894 Jacob Brønnum Scavenius Estrup bestred. »Grundbesiddelsen afgiver den største betryggelse for selvstændighed,« sagde Estrup. Årsagen hertil var for ham ganske simpelt den, at indtægten langtfra i den grad var knyttet til statens ve og vel, som besiddelsen var. Og han fortsatte: »Der er en klasse af indtægtsnydelse, som jeg navnlig ikke kan erkende tilkommer en sideordnet indflydelse med grundbesiddelsen, og det er den, der ligefrem har sin kilde i statskassen.« Dér blev statens tjenere altså sat på plads som af Mogens Glistrup 100 år senere! Som gammel sagde Estrup, at rækkefølgen i den politiske udvikling var liberalisme, radikalisme, socialisme og anarkisme. Det var denne udvikling, han frygtede, og derfor var Estrups ideal vor store udenrigspolitiske fjende Bismarck. Jeg har søgt at efterligne ham i det små, sagde Estrup i 1880 til den tyske gesandt (Frankenstein). Det var just, hvad Venstremændene frygtede. De så og Estrup så, at det, hvorom det drejede sig, var en social og økonomisk magtkamp mellem de besiddende og ikke-besiddende. Estrups antipode Viggo Hørup sagde det klart: »Det var en lavere race, der skulle op mod en højere, en uafhængighedskrig, hvor fordringen om ligeberettigelse stredes med følelsen af mangel på jævnbyrdighed.« Det var Estrups opfattelse, at Højre måtte have en livssag, der kunne sløre kampens realiteter. Hertil var fæstningstanken velegnet, fordi den idealiserede modsætningsforholdet og på trods af Venstre fandt støtte i vide kredse i befolkningen. De ledende Venstremænd og især Hørup så det som en nærliggende tanke, at Estrup som Bismarck ville militarisere det danske folk som et led i magtkampen, og Hørup erindrede agitatorisk om, at den tyske soldat gennemgik tre kurser: Under det første lærer han at glemme sit navn, under det andet sin hjemstavn og under det tredje, at han skal skyde sin mor og far. For at holde Venstre ude påbegyndte Estrup anlægget af Københavns landbefæstning, og da folketinget nægtede regeringen midlerne, tog den dem ved hjælp af provisoriske finanslove. Herved radikaliserede Estrup de danske bønder, thi Venstre måtte jo angribe Højre på dets livssag. Den engelske gesandt sagde engang til Estrups udenrigsminister Rosenørn-Lehn, at i Svejts var bønderne konservative og antisocialister, og Rosenørn måtte svare, at det var de desværre ikke her.
Forfatningskampen kom altså ikke til alene at dreje sig om, hvorvidt bonden og arbejderen skulle tælle lige med den højst beskattede, men på en bestemt forsvarsordning. Efter min vurdering var det en beklagelig udvikling for forsvarssagen og for officerskorpset, thi hvor Den militære Højskole oprindeligt fostrede mænd, der gjorde sig gældende med vidt forskellige politiske opfattelser, så blev hærens officerer nu i den grad knyttet til Højre og til Københavns landbefæstning. Da den havde udspillet sin rolle - og det tog kun en snes år - havde Officersskolen, Det krigsvidenskabelige Selskab og hele officerskorpset stort set udspillet deres rolle i den offentlige opinion og dermed overfor de politiske beslutningstagere. »Omvandrende lirekasser« kunne Hørup så sent som 1895 vrænge ad de agiterende officerer. For forsvarssagen var det - stadig ud fra min opfattelse - ulykkeligt, fordi vi frem til den dag i dag aldrig er kommet ud over, at forsvarspolitikken ikke blot tager sit udgangspunkt i en sikkerhedspolitisk vurdering, men også i taktiske hensyn af åbenbar indenrigspolitisk karakter. Skyggerne i Danmarks politiske historie er meget lange. Alle de toneangivende officerer af landhæren mente, at der ud fra en teknologisk vurdering kun gaves én løsning af vort forsvarsproblem. Ingen af dem så, at deres føringsofficer, Estrup, brugte dem i et dobbeltspil.
I 1901 kom systemskiftet, og antimilitaristen Viggo Hørup kom straks i et godt samarbejde med fæstningstilhængeren krigsminister H. O. Madsen. Hørups synspunkt var, at kampen nu var forbi, og hvad forsvaret behøvede, skulle det have. »Denne begafede og elskværdige rMnd«, skrev krigsministeren om Hørup i september 1901. Ulykkeligvis døde Hørup efter kun et halvt år som minister, og før hans opfattelse som ansvarlig minister var blevet kendt uden for regeringen. Til gengæld stod tyve års antimilitaristiske sarkasmer til fri og uhindret afbenyttelse for alle epigonerne, der ganske så bort fra den politisk parlamentariske situation, som havde formet dem. Og hermed ikke et ord mere om Hørup! Forsvarsordningen af 1909 blev den første efter folkestyrets definitive gennembrud. Den blev ikke præget af hærens ^officerer, der fortsat holdt på Københavns landbefæstning, men af Venstre og af søværnet, som nu efter mange, magre år fik bedre kår, samt af en enkelt officer oberst L. C. F. Liitken, I. C. Christensens forsvars- og udenrigspolitiske alter ego. 1909-ordningen bevarede den omstridte landbefæstning, men den var i alfald nu uskikket til andet end at indgå i kampen mod et søværtskommende, d.v.s. britisk ekspeditionskorps. Under første verdenskrig blev forsvarsordningen et brugbart redskab i Erik Scavenius’ og, tør det vel siges, viceadmiral Kofoed-Hansens hænder. Efter første verdenskrig kom så den lange ørkenvandring på vej mod katastrofen. En dyb pacifisme prægede alle de krigstrætte vesteuropæiske demokratier. Danmark udgjorde ingen undtagelse, og i kampen om de sparsomme bevillinger førte adskillige af hærens og søværnets ledende officerer internt og offentligt en hård indbyrdes kamp, der svækkede troværdigheden af forsvarets synspunkter.
1949 med Danmarks tilslutning til Atlantpagten er det vigtigste år i vor udenrigspolitiske historie, siden vi i 1720 opgav den i vikingetiden påbegyndte aggressive udenrigspolitik. Fra 1720 førte vi neutralitetspolitik, først i skiftende alliancer, men da det endte i katastroferne under Napoleonskrigene gik vi fra 1814 til 1949 over til en alliancefri neutralitetspolitik. Da den led nederlag ved katastrofen i 1940, valgte vi i 1949 at opgive neutraliteten og sluttede os til en omfattende militæralliance. Denne entydige udenrigspolitiske forankring med et deraf flydende snævert militært samarbejde skabt på baggrund af en betydelig indrepolitisk, folkelig tilslutning banede vejen for den mest meningsfyldte opbygning af et dansk forsvar, vi efter min mening har haft. Den betød også, at officerskorpset kom ud af den traumatiske situation, hvori det siden provisorietiden havde befundet sig, og som medførte, at det i mange henseender blev betragtet som en kaste med et højreorienteret politisk ståsted. Til optøningen bidrog også erfaringer fra besættelsestiden og samfundets øgede demokratisering. De nye tider medførte oprettelsen af Forsvarsakademiet i 1951 som en selvstændig højere læreanstalt for de nu tre værn frigjort fra den grundlæggende officersuddannelse. På en vis måde er vi altså tilbage ved udgangspunktet i Den militære Højskole. Men den væsentlige forskel, at Højskolen optog purunge elever, Forsvarsakademiet alene modne officerer med henblik på pladser, hvortil mere end almindelig uddannelse behøves for nu at citere formålsparagraffen fra 1830. Fra Officersskolens længste tid adskiller Forsvarsakademiets æra sig bl. a. ved, at akademiets lærere og elever ikke på samme måde som gruppe har markeret sig i politik og samfundsdebat. Undtagelser fra denne regel findes naturligvis. Det mest iøjnefaldende eksempel er generalmajor Erik Kragh, der samtidig med, at han her på akademiet havde stor betydning for generalstabsuddannelsen, tillige i mange år virkede som folketingsmand med sikkerheds- og forsvarspolitik som sit særlige område. Når Forsvarsakademiets lærere og elever ellers har holdt en lav profil, som det hedder, skyldes det formentlig en række sammenfaldende faktorer: Så mange andre grupper har gennem de 50 år fået mund og mæle, den omfattende politiske sympati efter 1949 syntes i al fald de første mange år at gøre det mindre nødvendigt at tale forsvarets sag,og endelig var der de bitre eftervirkninger fra Estrup-tidens ensidige engagement. Derfor har man den sidste menneskealder haft politisk aktive officerer indenfor en bred vifte af partier, altså en alsidigere fordeling, som vi også så det for Den militære Højskoles vedkommende. Går man Forsvarsakademiets læseplaner igennem, vil man se, at tidens strømninger præger akademiet, professor Heibergs forelæsninger over logik afløses af datamatik. Broslagning af overenskomstforhold og arbejdsret, krigsbygningskunst af lagerstyringsteori, felttjeneste af forhandlingsteori. Og hvad der før i tiden hed taktik eller krigskunst optræder nu under mange forklædninger, hvoraf en benævnes management. Faget operationsanalyse viser sig ved nærmere eftersyn ikke at gå på militære operationer, men er ren økonomisk-matematisk teori. Man må sige, at Forsvarsakademiet har fået del i samfundets goder - og så har jeg endda undladt al omtale af psykologien. Jeg beder om tilgivelse for disse spøgefulde bemærkninger. Jeg er sikker på, at en lærer fra Forsvarsakademiet kunne få meget mere ud af en universitetslæseplan. Bag ironien ligger en civilists konstatering af, at Forsvarsakademiet ikke blot meddeler militær undervisning på et højt plan, men at den uforstyrret af de sovjetter, som andre læreanstalter har måttet kæmpe med, også har kunnet inddrage dele af de bedste og mest avancerede ikke-krigsvidenskabelige fag i sit undervisningsprogram. Begrebet udvikling er ikke en mystisk magt, vi må underkaste os. Det er os, som skaber udviklingen, og som Forsvarsakademiet under andet navn var med hertil for 150 år siden, således er det også i dag. Forsvarsakademiet er en del af forsvaret og dette igen af det hele samfund og må i et demokrati rette sig efter flertallets beslutninger. Man må så håbe, at demokratiet husker, at det altid trues ikke blot indefra, men også udefra. Jeg faldt fornylig over følgende udtalelse: »Et dansk forsvars værdi beror helt på den militære styrke, som andre Atlantpagtlande har i Europa, og på deres evne og vilje til at dække Danmark, hvis en overrumpling nogensinde skulle blive forsøgt. Men det vil af de andre Atlantpagtlande næppe blive forstået, dersom Danmark af denne kendsgerning tog anledning til at træffe færre militære foranstaltninger, end det formår.
Atlantpagten bygger på et solidaritetsprincip, og overfor dette princip har Danmark ved sin tilslutning forpligtet sig.« Således skrev forsvarsminister Rasmus Hansen i en kronik netop i disse dage for 30 år siden. Hans ord har stadig gyldighed. Hvis dette solidaritetsprincip brydes, brister forudsætningen for vor sikkerhedspolitik. Heiberg skrev i det vers, jeg citerede: »Når styrken uden hensigt er/Da vorde kæmper dværge.« Men det kan også vendes om: Når hensigten uden styrke er, da først forbliver kæmper dværge. Det er ikke let at føre forsvarspolitik i et demokrati, hvis mange synes, at ingen fare er på færde, fordi vi på vor del af kloden har haft fred i en menneskealder. Man må konstatere, at der er langt til Afghanistan, der allerede forekommer glemt af opinionen - og må da uvilkårligt tænke på, hvad den engelske biskop Thomas Jordan skrev for 300 år siden:
»God and the soldier we alike adore in time of danger, not before. The danger past and all things righted, God is forgotten, the soldier slighted.«
Allerede for to hundrede år siden sagde man: Historikeren er en baglæns vendt profet. I henhold hertil har jeg søgt at trække en linje op til i dag. Skal jeg prøve at skue forlæns, observerer jeg, hvad så mange andre ser: At denne institution vil komme til at løse sin samfundsmæssigt vigtige opgave i et konfliktfyldt indrepolitisk miljø, der er en del af en urolig og splittet verden. De kommende år bliver visselig ikke lettere. Men skal den baglæns vendte profet forene sig med den forlæns, har han den faste overbevisning, at vor historie giver os grund til at tro på, at demokratiet - der som bekendt er den mindst dårlige styreform - har en betydelig indre styrke. Måtte vi værne om den. Og hermed vil jeg - også som en hilsen fra den yngre læreanstalt til den ældre - ønske Forsvarsakademiet hjertelig til lykke i anledning af de 150 år med de bedste ønsker for dets fremtidige virke i samfundets tjeneste.
ANVENDT LITTERATUR:
E. O. A. Hedegaard: J. L. Heiberg og Den kongelige militære Højskole 1830-36 (Militært tidsskrift 1974). Marcus Rubin: Frederik VI’s tid (1895). Oluf Friis: Poetisk Realisme og Romantisme i Politikens Dansk Litterturhistorie II (1965). Ingrid Markussen i Dansk biografisk Leksikon I (1979). Thormod Jøgensen: A. F. Tscherning (1938). Johanne Louise Heiberg: Et liv genoplevet i erindringen I (1891). Oberst Emil Madsens Livserindringer. Ved H. L. Møller (1923). Johannes Nielsen: Genrejsningshåb og undergangsangst. Dansk forsvarspolitik 1864-70 (1979). Svend Thorsen: De danske ministerier I (1967). Troels Fink: Foredrag om Bismarck og Estrup (22.10.1963). Troels Fink: Ustabil balance. Dansk udenrigs- og forsvarspolitik 1894-1905 (1961). Erik Kragh: Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik (1974). M. Rosenløv (ed.): Uddannelsen af Hærens Linieofficerer 1713-1963 (1963). M. Rosenløv (ed.): Forsvarsakademiet 1830-1980 (1980).
