Generalmajor Hjalmar Ulrich.
(f. 1/7 1856, d. 10/7 1937).
En af de gamle Ege er faldet. Et af de Træer, der prægede Skoven og gav den Karakter ved sin Styrke og Kraft. Den 10’ Juli 1937 døde Ingeniørkorpsets gamle Chef, Generalmajor Hjalmar Ulrich — det var en akut Lungebetændelse, der var Skyld i, at den til sin Død kraftige og aandsfriske General ret pludseligt afgik ved Døden. General Ulrich var født i Tønder den 1j7 1856 som Søn af Fysikus Ferdinand Ulrik og Hustru, født Schow. Oprindelig ingeniøruddannet (cand. polyt. 1878) fik han, imedens han af tjente sin Værnepligt ved Garden, Lyst til at blive i Hæren. Han blev Sekondløjtnant i 1880, Premierløjtnant i Ingeniørkorpset i 1881, Kaptajn 1893, Oberstløjtnant 1908, Oberst og- Chef for- 2’ Ingeniørdirektion 1912, Ingeniørgeneral og Generalinspektør for Ingeniørtropperne 1914, til Raadighed for Krigsministeriet 1922, Afsked efter Ansøgning so/4 1923. Hvad der karakteriserede General Ulrich som Chef, var hans absolutte Hæderlighedskrav og hans fremragende tekniske Dygtighed i Forbindelse med en ualmindelig Flid og Evnen til at faa et Arbejde fra Haanden. Fra sin Ungdomstid ved Ingeniørregimentet mindedes Generalen ofte Christiansborg Slots Brand i 1884, hvor han med sine Pionerer deltog i Redningsarbejdet og personlig foretog den farefulde Sprængning af Forbindelsesbygningen mellem Slottet og Slotskirken for at isolere sidstnævnte fra Branden -—- en Sprængning, der lykkedes og gav det ønskede Resultat. General Ulrichs største Indsats i Ingeniørkorpsets Udvikling laa imidlertid i mindre Grad ved Troppetjenesten, hvor han baade som Premierløjtnant og Kaptajn forrettede god Tjeneste, bl. a. som Chef for -Jernbanekompagniet, end ved Bygningstjenesten, hvor han gennem Graderne ledede større og større Arbejder. Han var med til Landbefæstningens Bygning og senere Udvidelser, opførte som Kaptajn bl. a. Ingeniørkasernen og var som Direktionschef ledende ved Søbefæstningens Modernisering og Fornyelse i Aarene forinden Verdenskrigen. Kort efter dennes Udbrud blev han ved General Griiners Afgang Chef for Ingeniørkorpset og forestod som Arméingeniørofficer de store Armeringsarbejder, som blev sat i Arbejde baade ved den gamle Befæstningslinie og senere i Tunestillingen. Hans Arbejdsevne og urokkelige Ro og Ligevægt kom her til sin Ret — Arbejderne gik hurtigt og godt og med ringest mulig Friktion. General Ulrichs sidste Tjenesteaar var præget af Forarbejder til Hærloven af 1922, der blev ham en ikke ringe Skuffelse, saa at det var med en vis Lettelse, at han søgte sin Afsked fra det Korps, hvori han gennem et langt Liv havde nedlagt sin bedste Arbejdskraft. General Ulrichs Fremtræden var altid præget af en medfødt Værdighed, der harmonerede saa godt med hans Væsens Jævnhed og Bramfrihed — han behøvede aldrig at holde paa sin Værdighed og kunde altid være sig selv i alle Livets Forhold. I Kraks blaa Bog er redegjort for en Del af de forskellige Selskaber, Foreninger og Udvalg, der drog Fordel af hans tekniske Viden og faglige Dygtighed — personligt har jeg i mange Aar haft den Glæde at sidde sammen med Generalen i Lyngby—Nærumbanens Bestyrelse og der forstaaet, hvorfor hans Arbejdskraft og Administrationsevne var ønsket saa mange forskellige Steder. General Ulrich var som nævnt født Sønderjyde; hele hans Liv var præget af hans Interesse for Sønderjyderne baade Nord og Syd for Grænsen. Med Rette var han gennem en Aarrække en udmærket Formand for Grænseforeningen. Sammen med sin Hustru, født Andersen, der altfor tidlig døde i 1922, havde General Ulrich dannet et meget gæstfrit Hjem; først gennem mange Aar i Maleren Joachim Skovgaards Villa i Rosenvænget og senere i eget Hus i Hellerup — Hjemmet var præget af Generalens og Generalindens solide kultiverede Smag og deres kunstneriske Interesser. General Ulrichs Minde vil blive bevaret med Taknemmelighed og Ærbødighed i Ingeniørkorpsets Annaler.
Poul Ramm.
