I forbindelse med undervisningen i krigshistorie på Hærens O fficersskole har kadet P. Winther, klasse de Meza, udarbejdet dette studie over slaget ved Blenheim 13. august 1704, i hvilket syv danske hatailloner deltog som lejetropper.
Teksten til den kendte børnesang »Mallebrok er død i krigen i 1864* er en noget letsindig omgang med sandheden. Mallebrok, som er en forvanskning af Marlborough, døde nemlig ikke i krigen og slet ikke i 1864. - Hertugen af Marlborough, John Church ill, Sir Winston Churchills berømte forfader og et af de største militære genier, England har fostret, blev født i 1650 og døde af sygdom i 1722. Sin militære løbebane indledte han, da han kun 17 år gammel købte en officersbestalling i »The K ing ’s Regiment of Foot Guards«, en fremgangsmåde, der var ganske normal for unge adelsmænd. 1672-74 opholdt ban sig i Frankrig hos den berømte Turenne, som var øverstkommanderende over de franske bære i den sidste del af Trediveårskrigen og senere førte krigen mod Generalstaterne (Holland). På dette tidspunkt stod England og Frankrig på venskabelig fod med hinanden, og en af deres modstandere i Generalstateme var ingen anden end W ilhelm af Oranien, der senere skulle blive konge af England.
Ved Jakob II’s tronbestigelse i 1685 blev Marlborough udnævnt til generalmajor, men det forhindrede ham ikke i, tre år derefter at forråde kongen og gå over til sin gamle modstander, W ilhelm af Oranien, der i mellemtiden var blevet Jakob II’s svigersøn. Marlborough hjalp W ilhelm med at undertrykke jakobinerne i Irland, men da det blev opdaget, at ban samtidig havde ført hemmelige forhandlinger med dem, kom han i fængsel i 1692 og blev først løsladt fem år senere. 1701 var Marlborough taget fuldstændig til nåde igen, og ved den Spanske Arvefølgekrigs udbrud fik han kommandoen over den engelske hær i Nederlandene. Han viste sig som en af de førende personligheder i denne krig, hvor han da også havde fået praktisk talt frie hænder af dronning Anne (1702-14), der var gift med den danske prins Jørgen. Marlboroughs hustru, Sarah Jennings, var dronningens veninde og fortrolige, og dronningen lod sig i mange år lede af hende. Im idlertid faldt både Sarah og Marlhorough selv i unåde 1712 på grund af misundelse ved hoffet. Marlhorough beskyldtes for at ville gøre sig til en ny Cromwell, da han søgte at styrke sin politiske og militære position ved at lade sig udnævne til øverstbefalende for hæren på livstid. Ganske vist blev han genindsat i sine embeder, da Georg I kom på tronen, men 1716 ramtes han apopleksi. Han genvandt ikke sit helbred og døde i 1722. V i bemærker, at Marlhorough i politisk henseende ikke altid var til at stole på, men en stor del af de beskyldninger, der er blevet rettet mod ham, må nok ses på baggrund af det net af intriger og sladder, der florerede lige så kraftigt ved det engelske hof som ved enevældens hoffer på det europæiske fastland. Det gør dog ikke Marlboroughs militære geni mindre. Han var en af de få, der på den tid var i stand til at se sammenhængen såvel mellem politik og strategi som mellem søkrig og landkrig. Han opfattede krigen som et hele og ikke som en samling episoder, og han og Frederik den Store var vel de eneste generaler indtil slutningen af det 18. århundrede, der troede på slaget som det afgørende element i krigen. Som en modsætning til disse to står Maurice de Saxe, som i »Mes Réveries« (1756) erklærer, at en dygtig general kan føre krige hele sin karriere uden at levere et slag. Ved dygtige manøvrer, hvorved fjendens forsyningslinier overskæres, kan de ønskede resultater frembringes uden blodsudgydelser. Om Marlhorough sagde man, at »han udkæmpede aldrig et slag uden at vinde det og belejrede aldrig en hy uden at indtage den«. Hans popularitet var stor blandt soldaterne, - ligesom Napoleon havde tilnavnet »den lille korporal«, kaldtes Marlhorough af sit mandskab »korporal John«.
Den Spanske Arvefølgekrig udbrød som følge af striden om arveretten til den spanske trone efter kejser K arl II. Kejseren selv havde i sit testamente indsat Solkongens, Ludvig X I V ’s, sønnesøn, F ilip af Anjou som sin efterfølger, medens den østrigske kejser, Leopold I, som ligeledes tilhørte en gren af slægten Habshurg, krævede sin søn, ærkehertug Karl, som Spaniens regent. Derved ville Frankrig blive indesluttet i en habsburgsk ring. A f frygt for en mægtig fransk-spansk alliance støttede England og Holland Leopold, mens Bayern og - i krigens første år - Portugal gik med på fransk side. I tilfælde af fransk sejr øjnede kurfyrsten af Bayern, Maxim ilian Emanuel, chancen for at blive østrigsk kejser. Ved kejser Karls død 1700 udråbtes straks F ilip af Anjou til spansk konge som F ilip V , livad der resulterede i krigserklæringer fra medlemmerne af »Den store Alliance«, som Frankrigs modstandere kaldtes. De første år af krigen gik i korthed således: I Nederlandene førtes en udpræget krig om grænsefæstningerne i Flandern, som man skiftedes til at erobre og generobre uden at opnå nogen afgørende resultater. - Ved Øvrerhinen besejrede en fransk-bayersk bær den østrigske ved Hochstådt, og østrigerne var samtidig truede af en opstand i Ungarn samt af tyrkerne, der var herrer på størstedelen af Balkan. - I Italien havde prins Eugen af Savoyen, der kæmpede på allieret side, først fremgang mod de franske hære, men blev snart standset. Indtil årsskiftet 1703-04 syntes heldet altså at have tilsmilet Frankrig-Spanien, og de to lande stod nu i en meget fordelagtig udgangsposition til det kommende års felttog. Det gik im idlertid langtfra således, som Frankrig og Spanien havde ventet, hverken i 1704 eller i resten af krigen. Der indtraf nemlig to vidt forskellige begivenheder på to vidt forskellige krigsskuepladser, men ikke desto mindre indtraf de begge som følge af Marlboroughs store overblik. T i l søs erobrede en engelsk flådeeskadre Gibraltar, og dermed var grunden lagt til Englands sølierredømine i Middelhavet. T i l lands foretog Marlborougb selv med sin bær den berømte march til Donau for dér at tilføje en forenet fransk-bayersk hær et afgørende nederlag ved Blenlieim , ikke langt fra Hochstådt. Resultatet heraf var, at situationen fuldstændig ændredes til de allieredes fordel, og Frankrig måtte i resten af krigen nøjes med at føre en defensiv kamp. For ret at kunne bedømme de militære operationer til lands i 1704 må man være klar over, hvilke våben og hvilken taktik der anvendtes i Europas hære i 1700-tallet, og især over de forskelle, der bestod mellem Frankrigs og Englands hære samt de grundlæggende principper for deres kamp.
Man anvendte omtrent de samme håndskydevåben på begge sider. Infanteriets hovedvåben var musketten, der nu i en forbedret udgave med døllebajonet helt havde fortrængt piken. Den havde fået flintlås og var blevet så simpel at betjene, at der »kun« krævedes ca. 30 greb for at lade den, og ladningen alene varede dobbelt så lang tid som skudafgivelsen. Oprindelig havde der været hele 98 greb, som havde taget 6-8 gange så lang tid som skudafgivelsen. Skydningen fandt sted på 30-50 skridts afstand af fjenden, da de mangelfulde sigtemidler ikke tillod ildåbning på større afstande. Derpå gik man løs på hinanden med bajonetterne. Marlborough søgte at øge ildkraften ved at samle sine tropper til parader, hvor man øvede rationel, sigtet skydning, og han fordrede en streng ilddisciplin. Forskellen mellem den engelske og den franske måde at afgive ild på lå bl. a. i, at englænderne skød delingsvis fra en opstilling på 3-4 geledder, medens franskmændene stod i 5-6 geledder og skød geledvis. Dette gjorde den engelske ildafgivelse smidigere og nemmere at føre kommando over.
Også i rytteriets anvendelse var der forskelle hos de to modstandere. Det engelske rytteri kæmpede sideordnet med infanteriet i et nøje afpasset samvirke, der støttedes af bevægelig artilleriild. Med hensyn til bevæbning var hovedvægten lagt på de blanke våben. Rytterne var ganske vist også udstyrede med en pistol, men »normalbeholdningen« var kun på tre skud, der var beregnet til selvforsvar. I Frankrig opfattedes rytteriet som det afgørende element i kampen, og der lagdes lige så stor vægt på karabiner og pistoler som på de blanke våben. Når rytterne skulle skyde, var de nødt til at gøre holdt for at kunne opnå en tilstrækkeligt velrettet ild, og sablerne brugtes først i den afsluttende nærkamp.
Ligesom musketten var artilleriets våben blevet betydeligt forenklede, og der havde fundet en vis standardisering sted. Således opregner en engelsk fortegnelse fra 1600-tallet i alt 14 forskellige kanontyper med kaliber under 8,5 tommer. Dette antal var kraftigt reduceret omkring år 1700. Man anvendte letbevægelige 2-3 pundskanoner til direkte infanteristøtte - som en slags regimentskanoner — samt tungere 5-6 punds kanoner med en rækkevidde på ca. én kilometer. (2-3 pund svarer til kaliber ca. 4,5 cm, 5-6 pund til ca. 9 cm).
Taktikken i det 18. århundrede var den bekendte lineartaktik, som kunne medføre frontbredder på indtil 7-8 kilometer (ved Waterloo var frontbredden til sammenligning hermed kun ca. 4 kilometer), men de mangelfulde signalforbindelser begrænsede hærenes størrelse. De krav, lineartaktikken stillede til terrænet var store. B lot ubetydelige hindringer var i stand til at bringe uorden i linierne, som man da måtte bruge en rum tid til at genordne, og man kunne som regel unddrage sig slag ved at søge tilflugt til kuperet eller kratfyldt terræn. Man gik geledvis mod fjenden, fuldt oprejst, uden at tage hensyn til de muligheder for skjul eller dækning, som omgivelserne frembød. Dette gav naturligvis - på trods af den som regel slet sigtede ild - mærkbare tab, og da det både var kostbart og langvarigt at uddanne nye musketerer, var det en af grundene til, at man nødigt udkæmpede større slag. Jeg vender nu tilbage til felttoget 1704. På fransk side gik planerne ud på, at man skulle besætte kysterne og grænsefæstningerne mod Holland med netop det tilstrækkelige antal tropper til at forhindre et allieret landgangsforsøg eller gennembrud. Endvidere boldt man en stærk bær ved Mosel, der skulle imødegå fjendtlig indtrængen over grænsen fra Tyskland. E n stor fransk hær skulle forene sig med den bayerske kurfyrstes tropper, og den samlede styrke skulle gå mod W ien, kejserrigets hovedstad, og tvinge Østrig til fred. Dermed mente man at have sprængt alliancens sammenhængskraft, og Frankrig-Spanien ville stå som krigens sejrherrer.
De allierede stod på forhånd svagt derved, at de var delt i to geografiske blokke, nemlig England-Holland i den ene og Østrig i den anden. Hvad der yderligere bidrog til at skabe misforståelser og friktion, var, at der ingen fælles overkommando fandtes. Hvert land tænkte hovedsagelig på dets egne interesser. E n af de få, der virkelig indså problemernes alvor, var Marlborough. Han fattede den for en englænder så fantastiske plan at udkæmpe det afgørende slag dybt inde i hjertet af Europa. Hollands grænse måtte efter hans mening boldes med det mindst mulige antal tropper, dér kunne alligevel ingen afgørelse fremtvinges. Selv ville han i spidsen for en stærk hær marchere til begivenhedernes forventede centrum, Donaudalen, den naturlige vej fra Frankrig til Østrig, som vi ser anvendt af Napoleon ca. 100 senere. Der ville Marlborough forene sig med prins Eugen af Savoyen og sammen med ham tilføje franskmændene det afgørende nederlag, som syntes at være det eneste m iddel til at redde alliancen. Disse planer var im idlertid højst uvelkomne for hollænderne, som frygtede at blive ladt fuldstændig i stikken. Kun takket være Marlboroughs politiske begavelse, diplomatiske snilde og gode overtalelsesevner samt den tungtvejende kendsgerning, at England bar den største økonomiske byrde, gik hollænderne omsider med til at støtte Marlboroughs planer.
Ved hjælp af bestikkelse og hemmelige agenter havde Marlborough allerede skaffet sig kendskab til de franske planer og havde derved en fordel. Den opvejedes dog af, at franskmændenes vej til Donau var meget kortere end Marlboroughs, og dennes eneste chance for at nå rettidigt frem måtte da være at vildlede fjenden med hensyn til sine forestående operationer og holde cfe virkelige planer hemmelige længst muligt. Dette lykkedes i beundringsværdig grad. Falske rygter sattes i omløb, gående tid på, at det kommende års felttog skulle finde sted ved Mosel. Stillet over for denne trussel tøvede franskmændene med at foretage noget afgørende skridt. Marlborongh indledte nu sin berømte march fra Holland til det centrale Europa med ca. 19.000 mand. Marchruten var lagt således, at fjernden længst muligt svævede i uvished om marchens mål. Franskmændene ventede naturligt, at Marlborough fra Koblenz ville følge Moselfloden ind i Frankrig, men i stedet for at gøre dette, drejede Marlborough ind i Tyskland og fortsatte videre mod syd, idet der samtidig blev slået pontonbroer over Rhinen ved Philipsburg. Det fik selvfølgelig franskmæn-
*) Skitserne efter W inston S. C h u rc liill: Marlborough, his L ife and Times.
dene til at tro, at angrebet ville blive ført ad denne vej, men de blev igen skuffede. Broerne viste sig kun at være en vildledningsmanøvre, og Marlborough fortsatte mod sit egentlige mål, som det nu ikke længere var muligt at holde hemmeligt. Han havde im idlertid opnået, hvad han ville, idet han havde vundet et forspring for de franske hære, så disse ikke var i stand til at indhente ham. Lige indtil det gik op for franskmændene, at de var blevet narret af brobygningen, havde de været nødt til at lade deres hære blive stående, hvor de stod i Frankrig. De kunne ikke lade dem følge efter Marlborough, thi denne havde samlet en flåde af flodpramme på Rhinen, hvorpå hæren til enhver tid kunne indskibes op af strømmen hlive ført tilhage til Moselområdet eller helt til Holland med en hastighed, der langt; oversteg den, en fransk hær kunne præstere ved fodmarch. Derefter kunne Marlhorough med overlegne styrker vinde lette sejre i Nordfrankrig og endda true Paris.
Det var på mange måder en bemærkelsesværdig march. Dens længde var ca. 600 kilometer, og den var på enhver måde vel tilrettelagt. A lle forsyninger var på forhånd bragt til de steder, hvor hæren skulle overnatte, og der var betalt for alt, således at røveri og plyndring helt blev undgået. Man marcherede op til 3-4 dage i træk og rastede derpå én dag. Etaperne indledtes allerede klokken tre om morgenen for at undgå den værste hede midt på dagen. Der tilhagclagdcs gennemsnitlig 15-18 k ilometer daglig i 6 uger, altså en betydelig præstation. Der var som sagt tænkt på alt, lige fra udlevering af nye sko, når de gamle var slidt op, til vedligeholdelse af rytternes sadeltøj. Det er indlysende, at en så fremragende planlægning og gennemførelse af marchen indgød soldaterne en betydelig tillid til deres fører og en høj moral. Ankommet til Bayern erobrede Marlborough sammen med den østrigske hær den vigtige overgang over Donau ved Donauworth og sikrede sig derved mulighed for at lægge sine forbindelseslinier længere ind i Tyskland, hvor de var bedre sikrede end langs Rhinen. Donauworths befæstning var i øvrigt anlagt af Gustav Ado lf under Trediveårskrigen. Erobringen blev hl. a. muliggjort af, at den franske hær endnu ikke var nået frem til forstærkning, og en udvidelse af fæstningsanlæggene var ikke fuldt tilendebragt. Mens de allierede hære opererede i Bayern, var en fransk styrke under marskal Tallard på vej til undsætning. E n anden fransk hær under marskal V illeroy stod over for den såkaldte Stollhofenlinie på grænsen mellem Tyskland og Frankrig. Der blev han holdt i skak af prins Eugen, men da denne erfarede, at Tallard var undervejs mod Bayern, fulgte han efter, uden at V illeroy opdagede det, og han forenede sig med den øvrige hær under Marlboroughs ledelse, medens Tallard tilsluttede sig det franske korps i Bayern, der stod under kommando af marskal Marsin og yderligere var forstærket med bayerne, anført af kurfyrsten, Maxim ilian Emanuel. Marlborough kendte im idlertid sine fjender så godt, at han vidste, at så længe han selv var stærk, ville franskmændene ikke vove at møde ham i ct slag, men søge at udmanøvrere ham og overskære hans forsyningslinier. Han spredte derfor sine tropper, men kun så meget, at han i løhet af kort tid kunne samle dem til en slagkraftig ha;r. Ydermere foretog franskmændene præcis de bevægelser, han havde forudset, - rykkede mod nord og øst for at afskære ham. Den 12. august nåede de til den lille å Nebel, der munder ud i Donau, og der indrettede de en lejr for at afvente forstærkninger af bayerske tropper. De ventede absolut ikke at blive angrebet i denne stilling, da de regnede sig for at være overlegne i antal, og terrænet ydede dem god beskyttelse. For en sikkerheds skyld fremsendtes dog et opklaringskommando for at indhente oplysninger om Marlborough. Denne styrke stødte dels på tilsvarende enheder fra de allieredes lejr, dels på fjendtlige pionerer, der var i færd med at anlægge passager over nogle sumpede arealer øst for den franske lejr. Disse kendsgerninger ændrede dog intet i franskmændenes forudfattede meninger om sandsynligheden for et forestående angreb. De mente, at Marlborough nu ville være tvunget til at vige ud mod nord for at undgå den franskbayerske hær, - det viste sig hurtigt, at de havde taget grundigt og skæbnesvangert fejl!
Den franske front beskyttedes i en bredde af 6,5 kilometer af Nebelåen og dens tilløb af bække, som tilsammen dannede en stribe blød, sumpet engjord med et net af vandløb, hvis bredde varierede mellem 1 og 4 meter. Skønt det havde været tørt vejr i nogen tid, var ålinien en betydelig hindring. Fra Nebel hævede terrænet sig gradvist til begge sider, således at den franske side dominerede den, hvorfra de allierede rykkede frem. Langs åen lå en del småbyer. Nærmest Donau, ovenfor en samling vandmøller, lå Blenheim, der bar givet slaget navn. Dens størrelse var ca. 300 huse, i udkanten omgivet af haver, og såvel i udseende som i beliggenhed i forhold til angrebet mindede den om Lützen i 1632. Omtrent 3 kilometer derfra lå Oberglau, og endnu 2 kilometer længere borte, ved foden af bjergene, sås Lützingen. På den modsatte bred lå også en del landsbyer, som franskmændene benyttede som forpostlinie. Da posterne gik tilbage, blev disse byer stukket i brand. Der fandtes 5 egentlige overgange over Nebel, fordelt ligeligt i hele frontens bredde, og åen var desuden passabel ved vandmøllerne.
Dette terræn anvendte franskmændene på følgende måde: Tallard, der havde hovedkvarter i Blenheim, anbragte 12 afsiddede eskadroner, hvis heste var døde af sygdom, mellem Donau og Blenheim bag en spærring af vogne. T i l forsvaret af selve Blenheim udtoges 9 bataljoner infanteri med
andre 7 lige bagved i reserve og yderligere 11 længere tilbage. På den åbne strækning mellem Blenheim og Oberglau stod 68 eskadroner og 9 bataljoner parallelt med Nebel i en afstand af ca. én kilometer fra denne. Marsin med hovedkvarter i Oberglan rådede over 14 bataljoner til forsvaret af denne by, og resten af den fransk-bayerske hær fordeltes mellem Oberglau og Liitzingen med infanteriet på fløjene. Artilleriet koncentreredes i og omkring byerne, der var udbyggede som støttepunkter. Herfra skulle det skyde skråt ind foran de åbne strøg. Den ene flanke var altså støttet til Donau, den anden til skovene og bjergene ovenfor Liitzingen. Skønt skovene var tætte, var de langtfra ufremkommelige, men alligevel en effektiv hindring mod bevægelser i linearformation. Den franske stilling udnyttede således terrænet udmærket og må anses for særdeles velegnet til forsvarskamp. De samlede fransk-bayerske styrker opgives til 84 bataljoner, 147 eskadroner og 90 kanoner, i alt ca. 56.000 mand. Ved tretiden om morgenen den 13. august brød de allierede op fra deres lejr og marcherede mod franskmændcne med infanteriet i 8 kolonner bag en sikring af 40 eskadroner. Vejen fremad var på forhånd rekognosceret og afmærket, og undervejs optoges forposterne i deres respektive kolonner. På grund af morgentågen kom de forreste dele af hæren helt ind på et kanonskuds afstand, inden de blev opdaget. Franskmændene blev bogstaveligt taget på sengen, og der var i begyndelsen stor forvirring i deres lejr. E n styrke, der var ude for at fouragere, blev hjemkaldt, og de ovennævnte stillinger blev besat. Stadig mente de franske marskaller dog ikke, at det, de så, var indledningen til et angreb, men var af den opfattelse, at deres modstandere var i færd med at trække sig tilbage mod nord gennem et bjergpas og kun ville demonstrere deres styrke over for franskmændene. De drømte lige så lidt om et allieret angreb, som de tænkte på selv at angribe fjendens marcherende hær. Marlborough plan gik i korthed ud på, at prins Eugen skulle angribe og binde fjendens venstre fløj, mens han selv løb den højre over ende. Den franske plan støttede sig, som omtalt ovenfor, til terrænets hindrende egenskaber, men marskallerne var uenige om et ret væsentligt spørgsmål, nemlig om man skulle tillade angriberne overhovedet at trænge over Nebel, eller om man skulle lade en vis styrke slippe over for derefter at kunne nedkæmpe så mange flere ad gangen. Tallard var fortaler for den
sidstnævnte løsning, som også var den, der blev forsøgt udført i praksis. Det lykkedes im idlertid englænderne at bevare fodfæstet på den fjendtlige bred, og de formåede endog at angribe videre, hvad der skulle vise sig at blive afgørende for slagets udfald. Skønt de allieredes opmarch begyndte allerede kl. 3 om morgenen, var den ikke tilendebragt før ved middagstid. Dette skyldtes, at prins Eugen måtte rykke frem gennem vanskeligt terræn. I mellemtiden stod resten af hæren opstillet på den mod fjenden vendende skråning, og der afholdtes en gudstjeneste før slaget. Ved åen arbejdede pionerer på at forberede overgangen ved hjælp af plankebroer, faskiner og udbedring af de allerede eksisterende broer. Såvel pionerarbejderne som gudstjenesten foregik under en kraftig artilleriild, som kostede svære tab, allerede inden den egentlige kamp begyndte. Man anslår, at beskydningen resulterede i ca. 2000 dræbte, og det må opfattes som et tegn på den gode disciplin i Marlborouglis bær, at der ikke var tilløb til panik eller opløsning i den ubehagelige situation. Med hæren opstillet i udgangsposition var Marlborouglis slagorden følgende: Nærmest Donau havde general Cutts kommandoen over et særlige korps bestående af 20 bataljoner og 15 eskadroner i 6 træfninger.
Over for passet mellem Blenheim og Oberglau stod Marlboroughs hovedstyrke i 4 træfninger. Den første udgjordes af 17 bataljoner, hvis opgave var at vinde fodfæste på den modsatte bred af Nebcl. Bag dem stod 2 træfninger rytteri på henholdsvis 36 og 35 eskadroner, der var udset til at foretage det endelige gennembrud af de franske linier, og bagest stod 11 bataljoner infanteri, der dels skulle bevare fodfæstet, dels sikre eskadronernes tilbagetog, dersom deres angreb slog fejl. Infanteriet førtes af Marlboroughs broder, generalløjtnant Charles C liurch ill. (Det kan bemærkes, at en anden broder, Georg C liurch ill, var admiral og sad i Adm iralitetet, hvis leder han var af gavn, medens prins Jørgen var det af navn.) Yderst på højre fløj havde prins Eugen en hær på ca. 18.000 mand, den overvejende del heraf var rytteri. A lt i alt opgives de allieredes samlede hære til 66 bataljoner, 160 eskadroner og 66 kanoner, en styrke på ca. 54.000 mand. De to hære var således talmæssigt omtrent lige store, men franskmændene var overlegne med hensyn til artilleri. Derimod er det værd at mærke sig Marlboroughs større rytteri. De første kamphandlinger fandt sted på de allieredes venstre fløj over for Blenheim, endnu inden der var kommet klarmelding fra prins Eugen på den modsatte fløj. General Cutts angreb vandmøllerne, kastede fjenden der og fortsatte videre mod Blenbeim. Her blev også han mødt af en voldsom artilleriild og måtte standse 150 meter fra byen, hvor hans tropper lå i hele 3 timer og ventede på ordre fra Marlborough om at gå længere. Ordren kom ved middagstid, da Eugen var på plads, og nu augreh de allierede i hele frontens hredde. Da det er fuldstændigt umuligt at give cu udtømmende skildring af slagets forløb i alle enkeltbeder, har jeg plukket enkelte episoder ud, som var afgørende for slagets udfald, og resten nøjes jeg med at omtale i store træk. E t af de steder, det gik hårdest til, var Blenheim. Da Cutts igen fik ordre til at rykke frem, skete det i god ro og orden på trods af den kraftige beskydning, han og hans soldater havde været udsat for. De gik roligt fremad, og først da de var 30 meter fra palisaderne om byen, åbnede franskmændene ild med deres håndvåben. Englænderne fortsatte ufortrødent, og ikke før deres »leading Brigadier« rørte palisaderne med sin sabel, besvarede de ilden. Der opstod cn voldsom nærkamp gennem åbningerne i befæstningen, og resultatet blev, at angriberne måtte trække sig tilbage. E t fornyet angreb sattes ind, endnu vildere og blodigere end det første, og nu lykkedes det virkelig en del af den angribende styrke at trænge inden for palisaderne. Chefen for forsvaret af Blenheim blev så ængstelig derover, at han kaldte først de 7 og dernæst de resterende 11 reservebataljoner ind i byen som forstærkning, således at der nu befandt sig 27 bataljoner og et antal eskadroner, i alt ca. 12.000 mand, stuvet tæt sammen i den lille by. Det fortælles, at tropperne stod så tæt, at hovedparten af dem hverken kunne bevæge sig eller komme til at bruge deres våben. Cutts’ andet angreb blev ligeledes slået tilbage, men da han stadig havde friske enheder, gjorde ban k lar til det tredie. Marlborougb holdt liam im idlertid tilbage, idet formålet med Cutts’ indsættelse var nået: 15 engelske bataljoner havde bundet 27 f jendtlige. Bindingen opretholdtes ved, at enkelte delinger på skift gik frem, afgav en salve og igen trak sig uden for skudvidde af den franske musketild. Prins Eugens angreb på Liitzingen på den modsatte fløj foregik efter nøjagtigt det samme princip, blot med større styrker. Gentagne angreb blev også lier slået blodigt tilbage, men det lykkedes Eugen at binde en overlegen fjendtlig styrke, således at denne ikke kunne anvendes til forstærkning af andre frontafsnit. Tilsvarende bølgede kampen frem og tilbage ved Oberglau, hvor 10 allierede bataljoner formåede at fastholde 14 franske. A lle disse angreb skulle kun tjene ét formål: at lette Marlborouglis gennembrud i det åbne terræn mellem Blenheim og Oberglau. Den ild fra de to byer, der skulle have været rettet mod åbningen, var anvendt mod de fastholdende styrker, og det var nu kun muligt at forlægge en m indre del af den til andre mål. Dette forløb af kampen havde Marlborough allerede forudset, og det kom til at betyde umådeligt meget. Første linie af det engelske infanteri i centrum overskred først Nebel, efter den fulgte rytterne med deres heste ved tøjlerne. Franskmændene iværksatte et modangreb med 8 eskadroner for at knuse det engelske brohoved, men det blev fuldstændig splittet af en velrettet musketild samt af et andet rytterangreb af de 5 eskadroner, der foreløbig var nået over. Imens dette gik for sig, fortsatte hovedstyrkens overgang, og den begyndte at stille op i kampformation. Endnu et fransk rytterangreb kastedes tilbage, og det lykkedes endvidere for englænderne at få et batteri bragt i stiUing på fjendens side af åen, således at de nu også var i besiddelse af ildstøtte. På dette tidspunkt satte Marsins rytteri et angreb ind i flanken på englænderne, men takket være gode forbindelser og eksemplarisk samarbejde mellem Marlborougb og Eugen frigjorde den sidste en del af sit rytteri, de kejserlige kyradserer, som ramte dette faretruende angreb i dets flanke og splittede det totalt. K lokken var ca. 15, da denne episode fandt sted, og der opstod nu en stilstand i kampen, som af begge parter benyttedes til en reorganisering, inden den afgørende fase af kampen skulle udkæmpes. Pausen, der varede en lille times tid, blev altså kun et stille før stormen. Tabene indtil nu bavde været omtrent dobbelt så store på allieret side som i den fransk-bayerske hær, men Marlborough havde til gengæld opnået to meget væsentlige fordele, nemlig:
1) Han havde bundet betydelige fjendtlige styrker ved hjælp af langt mindre egne.
2) Han havde skabt en stor talmæssig overvægt, kvantitativ tyngde, på en begrænset del af fronten.
Disse to ting skulle vise sig at muliggøre det endelige gennembrud af de franske linier og dermed afgøre hele slaget. Henimod kl. 16 blev kampen genoptaget over bele fronten på én gang. Marlborouglis rytteri, der endnu var forholdsvis frisk, satte ind med et
angreb på franskmændenes svage punkt mellem Blenheim og Oberglau. Den eneste forstærkning, Tallard lier ltavde til sine eskadroner, var 9 bataljoner infanteri. Englænderne mødtes af det franske rytteri og en kraftig musketild fra infanteriet, og det lykkedes virkelig for et øjeblik at standse de allieredes fremgang. Men Marlborough trak sit artilleri længere frem, samtidig med at bans infanteri gik frem i forreste linie og besvarede ilden. V i ser altså ber et smukt eksempel på samarbejde mellem infanteri og rytteri, svarende til vor tids samvirke infanteri-kampvogne. Efter ca. en times nærkamp var tiden moden til en afgørelse ved hjælp af rytteriet. Det engelske rytteri avancerede til at begynde med langsomt og gik derefter til storm med dragne sabler. Deres angreb var så frygtindgydende, at de franske ryttere affyrede deres pistoler og karabiner, endnu inden englænderne var nået inden for skudvidde. Derpå vendte de om og flygtede over hals og hoved, efterladende resterne af infanteriet overgivet til dets egen skæbne. Det berettes, at dette infanteri kæmpede videre så sejt, at man efter slaget kunne se, hvor det havde forsvaret sig, idet soldaterne var faldet på deres pladser i række og geled. A l effektiv modstand ophørte nu på dette frontafsnit, og Tallard, der indså, at slaget var tabt, gav ordre til tilbagegang. Det var im idlertid ikke muligt for styrken i Blenheim at frigøre sig, og den blev omringet på alle sider, hvorimod det lykkedes for Marsin og kurfyrsten af Bayern på den modsatte fløj, der ikke havde været så trængte, at organisere en nogenlunde velordnet tilbagegang. Dermed var slaget endt med en overbevisende sejr til de allierede. Efter et »stilrent« linearslag foregik der sjældent nogen alvorlig forfølgning, idet linierne forinden da måtte genordnes. Det var også tilfældet her, og det skyldtes dels, at soldaterne var udmattede efter at have kæmpet en hel dag, dels at der stadig befandt sig isolerede franske enheder på kamppladsen, som først måtte nedkæmpes. Endelig havde man taget så mange fanger, at der var nok at gøre med at passe på dem.
E n del af rytteriet blev dog sendt efter de flygtende, og det lykkedes dem at drive en større fransk rytterstyrke - den opgives til 30 eskadroner - ud over en skrænt og ned i Donau, livor så godt som alle druknede. Ligeledes indesluttedes en fransk styrke i Hoclistådt, hvor den måtte overgive sig, - af den grund kaldes slaget ofte slaget ved Hochstadt. Ved denne lejlighed fejrede Marlborough yderligere den triumf, at selveste marskal Tallard samt et antal andre franske generaler blev taget til fange. Prins Eugen satte efter Marsin og kurfyrsten, men kunne ikke indhente
dem. Marlborough havde mulighed for at angribe Marsin i flanken, men udnyttede den ikke, idet han tog fejl af situationen, - han anså Eugens forfølgende styrker for at være den hageste del af Marsins hær, og på samme måde antog Eugen, at Marlboroughs styrker var en flankesikring, Marsin havde udsendt. Det v il med andre ord sige, at en dobbelt misforståelse eller mangel på forbindelse var skyld i, at ikke hele den franske hær blev fanget eller tilintetgjort. I mellemtiden led den indesluttede styrke i Blenheim voldsomme tab. Englænderne rettede deres kanonild direkte ind i de tæt sammenpakkede menneskemasser, og det gav naturligvis en overvældende virkning. Flere udfald blev slået blodigt tilbage, og til sidst var de belejrede nødt til at overgive sig. Derved faldt resterne af de oprindelige 12 eskadroner og 27 bataljoner i englændernes hænder som fanger. Som efter så godt som alle slag er det vanskeligt at finde nøjagtige og samstemmende opgivelser af tabene på begge sider. De tal, som Church ill nævner, er følgende:
De fransk-bayerske tab regnes for lidt m indre af andre kilder, til gengæld er de allieredes tab nok overdrevent små. Man kan sikkert gå ud fra, at der ikke har været megen forskel på antallet af døde og sårede hos de to parter, men de allierede høstede afgjort den største gevinst af fanger og krigsbytte. Det er i øvrigt værd at mærke sig det store antal desertører på fransk side. Det omfatter ganske vist også dem, der deserterede under tilbagetoget fra Blenheim, men viser klart en forskel i moral og disciplin mellem de franske og de allierede hære. Slagets betydning for krigens gang var åbenbar. Fra dette tidspunkt var Frankrig-Spanien trængt i defensiven, og den franske prestige led et alvorligt knæk. Frankrigs bære havde været anset for suveræne i Europa, og i de sidste 100 år havde deres felttog været en ubrudt sejrsrække. Med Blenheim var der sat et punktum for denne epoke. De allierede magtede dog ikke at hævde sig i Spanien, hvor F ilip bevarede tronen, men Marlborough fortsatte sin sejrsgang i Holland-Belgien og Nordfrankrig, livor stednavne som Ramilliers, Oudenarde og Malplaquet stadig står lysende i historien. 1710 kom de fredssindede toner til magten i England, og året efter døde den østrigske kejser. Ærkehertug K a r l overtog tronen efter ham og var derfor ikke længere så interesseret i herredømmet over Spanien. E n fredskongres samledes 1712 i Utrecht, hvor freden blev sluttet året efter. K a r l var dog ikke tilfreds med de opnåede resultater og fortsatte krigen på egen hånd. Alene kunne han dog intet udrette, og krigens endelige udfald blev som vedtaget i Utrecht. F ilip V anerkendtes som Spaniens hersker, Savoyen og Østrig fik lov til at beholde, hvad de havde erobret i krigens løb, og Holland overtog en del af de tidligere Spanske Nederlande. Det land, der ubetinget fik mest ud af fredsslutningen, var England. Foruden G ibraltar erhvervede England en del andre vigtige flådebaser, nogle tidligere franske besiddelser i Nordamerika samt en god portion prestige og indflydelse på kontinentet. Ophavsmanden til alt dette var Marlborough. Med hensyn til slagets plads i krigshistorien og bedømmelse af kamp og føring er alle engelske kilder naturligvis enige om at berømme Marlboroughs geni. Det samme gælder den enlige danske skildring, men der imod er en svensker, major Arv id Eriksson, knapt så imponeret, hvilket måske skal ses på baggrund af en fremhævelse af K a r l X II af Sverige, Marlboroughs samtidige. Eriksson kalder Blenheimslaget et typisk linearslag og et passivitetens modelslag. T i l eksempel nævner han, at i den afgørende fase, Marlboroughs gennembrud, ville blot et svagt angreb mod de engelske styrker have tvunget dem tilbage til den modsatte bred af Nebel. A lle andre kilder er im idlertid enige om, at et sådant angreb, ja endog flere, virkelig fandt sted, men blev modstået af englænderne. Ligeledes hævder Eriksson, at der overhovedet ingen forfølgning fandt sted, fordi linierne skulle genordnes. Dette bekræftes heller ikke af andre. Erikssons bedømmelse af slaget fremgår måske bedst af hans bemærkning: »Marlboroughs sejr skyldes mindre egen angrebsånd og fremaddrift end fjendens passivitet« - ! Denne påstand er der uden tvivl en del sandhed i, men det indtryk, der bliver tilbage efter slaget ved Blenheim, er billedet af Marlborough som den yderst beslutsomme diplomat og feltherre, der træffer en så fantastisk beslutning som at marchere flere hundrede kilometer med en stor bær for at opsøge fjenden og slå ham. Skulle en sådan personlighed ikke sætte alle anstrengelser ind for virkelig at opnå den afgørende sejr? Som et kuriosum kan nævnes, at også danske tropper deltog i M ar lboroughs felttog og i slaget ved Blenheim. Det var dengang en indbringende forretning at udleje hære til fremmede magter, og den danske konge, Frederik IV , kunne åbenbart undvære et betydeligt kontingent, selv om han på samme tid var indblandet i den Store nordiske K r ig mod K a r l XII. Danmark forpligtede sig i hvert fald til at levere en styrke på 3000 kavallerister, 1000 dragoner og 8000 infanterister til England og H o lland. Den årlige leje skulle udgøre 300.000 Rdl., og derudover skulle soldaterne have hvervepenge, 80 Rd l. til hvert husar, 60 til hver dragon og 30 til hver infanterist. Således var altså det indbyrdes værdiforhold mellem våbnene dengang. Hvis de 12.000 mand ikke skulle vise sig at være tilstrækkeligt, forpligtede kongen sig til senere, med 3 måneders varsel, at stille yderligere 4000 mand til rådighed. Im idlertid udlånte han tillige 8000 mand til den østrigske kejser for et beløb af 1 M illio n Rdl., hvoraf kejseren dog skyldte de fleste i forvejen, -f- et tilsvarende beløb, når Spanien var erobret. Denne ekstra forpligtelse fik englænderne til at nøjes med at modtage 10.000 mand, og de afgivne styrker udgjorde organisatorisk :
til England ......................... 10.460 mand,
til Østrig ............................ 6.192 mand.
De udlånte styrker blev først hjemsendt efter henholdsvis 12 og 9 års tjeneste i udlandet, og da var deres antal svundet ind til omtrent det halve. De danske enheder udmærkede sig ved flere lejligheder, og det sagdes om dem: »De viger ikke, om så de kæmper mod den tredobbelte overmagt.« I Blenlieimslaget hestod prins Eugens højre fløj af 7 danske og 11 preussiske bataljoner, og det hævdes patriotisk, at det bl. a. skyldtes de danske troppers modige kamp, at Marsin ikke var i stand til at sende forstærkninger til Tallard, hvorved det engelske gennembrud fik alle muligheder for at lykkes. Hvor det danske rytteri var placeret, vides ikke med bestemthed, men det menes at have været på en af fløjene af Marlboroughs hovedstyrke.
P. Winther
Som hovedkilde er benyttet:
Churchill, Winston S.: Marlborough og hans tid. København 1950. (Oversættelse af »Marlborough, his L ife and Times«, London 1933-38).
Andre kilder:
Fuller, J .F . C .: The Decisive Batties of the Western W orld . London 1963. Creasy,
Sir Edward S.: The fifteen decisive Batties of the W orld . London 1963 (First published 1851).
Jahn, I. H . S.: De danske Aux ilia ircorps i den spanske Successionskrig. København 1841.
Eriksson, A rv id : Sejre og Nederlag på Evropas Slagmarker. København 1941.
