Ved Kaptajn N. F. Møhl.
Fæstningsvæsen.
Udover det i de sidste Par Aar meddelte angaaende Stormagternes Kystbefæstningsarbejder og Anlæg af Krigshavne og Kanaler af militær Betydning er der for de større Landes Vedkommende næppe noget væsentligt Nyt paa Fæstningsvæsnets Omraade at anføre, derimod fortjener flere af de mindre Stater Opmærksomhed i saa Henseende, og da navnlig det fredsvenlige Norge og det neutrale Schweiz.
Som omtalt i Fjor er i Norge Glommenlinien mellem Kongsvinger og Frederikshald bleven forstærket ved en Del mindre Værker paa de vigtigste Overgangspunkter; det er imidlertid i det forløbne Aar bleven besluttet, at denne Linie kun skal danne en Slags første Linie, idet den stærkere Hovedstilling ligger længere tilbage i ca. 80 kms. Afstand fra Kristiania; denne, til hvis Fuld stændiggørelse og Besætning Forsvaret af Glommenlinien skal vinde Tid, skal nu forstærkes med permanente Anlæg ved Frederiksten, Orje, Dingsrud og Kongsvinger. Men foruden disse Forsvarslinier mod Broderlandet i Øst har man nu ogsaa fundet det nødvendigt at tage fat paa Forsvarsforanstaltninger mod den store Nabo i Nordøst, foruroliget ved Finlands Russificering og Anlæget a f den russiske Havn Jekaterinograd, som ventes at skulle sættes i Forbindelse med St. Petersborg ved en Jærnbane. Der bevilgedes i 1902 3V2 Mili. Kroner til forskellige A rbejder i Egnene omkring Ofotenbugten og henimod Tornesø og Torneelv. Det vigtigste Punkt i dette Afsnit bliver formentlig Harvik eller Viktoriahavn, og det har været paa Tale at sætte dette Punkt i Jærnbaneforbindelse med Malmberg og Luleåbanen, hvorved man da vilde faa Tilknytning til den svenske Forsvarsstilling mod Nord.
Nogle Befæstningsarbejder ved Indløbet til Trondhjemsfjord ere i det forløbne Aar blevne meget nær fuldførte.
I Schweiz har man under Hensyn til den Betydning, vel forberedte Stillinger kunne faa i en kommende K rig , indført den Forholdsregel at lade Afdelingerne under de aarlige Regimentsøvelser udføre saadanne Befæstningsarbejder, som antages at kunne komme til A n vendelse for Forsvaret under en Krig, for da ved senere Øvelser at vedligeholde og yderligere forstærke de saaledes tilvejebragte Værker. Paa denne Maade er der i det forløbne A a r ved Buchberg ved Linthekanalen udført en Del Fodfolksværker — hovedsagelig forstærkede Skyttegrave med Traverser og overdækkede Rum — og Placements for sværere og lettere Skyts. Anlægene agtes senere forøgede med nogle betonherede Rum. E t Lovudkast omhandler Fæstningsvæsnets Organisation. Ifølge dette skulle de bestaaende Fæstningsanlæg stadig holdes besatte af Fortvagter, der udstilles af Besætningstropperne. T il Understøttelse for disse Vagter tjene de saakaldte „Dalreserver“ , d. e. Omegnens værnepligtige Mandskab, som først søger til Felthæren, naar de egentlige Besætningstropper indtræffe. Alle Afsnitsog Fortkommandanter og deres Stabe er fast designerede i Fredstid og afholde til fastsatte Tide r Øvelser med Besætningstroppernes Officerer.
Feltbefæstning.
Den i 1902 udkomne østrigske „Feld-Taschenbuch für Officiere des Geniestabes und der PionnierTruppe“ *) kan vel betragtes som det nyeste Udtryk for de officielle Anskuelser i Østrig og da dens almindelige Udtalelser om Feltbefæstningen og dens Anvendelse ere baade træffende og karakteristiske for Udviklingen paa dette Omraade, gengives de her: „Situationen maa til enhver T id være vejledende for, hvor og hvorledes Feltbefæstninger skulle anvendes; af den fremgaar, i hvilket Omfang Befæstningsarbejder kunne udføres med de forhaandenværende Kræfter og Midler og inden for den Tid, der kan raades over. Ved Forsvarsstillinger, som kun benyttes forbigaaende under Operationerne, under Føling med Fjenden, ere saaledes kun de Arbejder mulige, som Tropperne kunne udføre ved egen Hjælp. Ved Forstærkning af Kampstillinger eller Stillinger for Forposter, Avantgarder og Arriéregarder kommer derfor som Regel kun den flygtige Feltbefæstning til Anvendelse.
Ved Befæstning af Slagmarken eller Fægtningsterrainet maa Troppernes Fordeling i Forsvarsstillingen ligesom ogsaa den Hovedkampstilling, der skal befæstes, bestemmes i store Træ k af den øverstkommanderende under et for alle Tropper. Forsvarsstillingen vil som Regel blive valgt efter Kortet; er dens Recognoscering ved Generalstabs-, Artilleri- og tekniske Officerer ikke mulig, før Stillingen besættes, saa maa den dog ubetinget foretages, inden Forstærkningsarbejderne sættes i Gang, for at Fordelingen a f Tropperne, Fastsættelsen af Hovedkampstillingen og Udførelsen af Befæstningsarbejderne kan anordnes paa heldigste Maade efter Troppeføringens Hensigter under Hensyn til alle Kræfters Samvirken. Herved er at iagttage:
1. I Almindelighed vælges kun een Forsvarslinie til Forstærkning ved Befæstning, paa den sættes alle Kræfter ind. Terraingenstande foran Stillingen indrettes kun undtagelsesvis til Forsvar, i Defensivfeltet naar Forsvaret derved begunstiges ganske særligt, i Offensivfeltet naar det er uundgaaelig nødvendigt for Modangrebet. Paa Tilbagetogslinien indrettes Støttepunkter paa taktisk vigtige Punkter, der beherske det omgivende Terrain, og som Fjenden maa betræde, naar 1. Linie er gennembrudt. Saadanne Støttepunkter maa ubetinget skaffes til Veje, naar der ligger Punkter af Betydning bag Hovedfægtningslinien, eller naar Fjenden bringer Belejringsartilleri i større An tal til Anvendelse.
2. Arbejderne med Rydning til frit Skud og med Tilvejebringelse af faste Punkter (Støttepunkter) paabegyndes først.
3. Alle flygtige Dækninger bøjes efter Terrainet og maskeres, Traceerne vælges saa simple som muligt. For Fodfolksdækninger maa navnlig tilstræbes gode Skud paa de smaa Distancer, for Skytsdækninger god Oversigt og godt Skud paa de større Afstande.“
I Hovedsagen er dette vel endnu kun de alt i den tyske „Feltbefestigungs-Vorschrift“ af 1893 antydede Principper, der efterhaanden vinde almindelig Anerkendelse og Indpas i alle Hære. Dog klages der- i selve Ty skland over, at disse Principper langtfra følges ved de store Øvelser, idet navnlig Infanteristen altfor ofte lader Spaden blive i Hylstret, hvor der var god Grund til at benytte den; saa længe der kun er ét Pionerkompagni pr. Division eller omtrent for hvert 50de Fodfolkskompagni, maa Fodfolket ikke tro, at det kan have Pionerer til Assistance ved enhver Lejlighed. Hertil vænnes det imidlertid ved Fredsøvelserne. Saaledes blev der i det forløbne A a r paa Galgenberg nær ved Gelnhausen udført en stor feltbefæstet Stilling paa 2— 3 km.s Længde med talrige Skyttegrave med overdækkede Rum , Batterier etc., alt fortrinligt maskeret, med Jerntraadshindringer foran Fronten og tildels med Pløjning af Jorden umiddelbart foran Værkerne, kort sagt, efter alle Kunstens Regler; til Slut blev hele Stillingen beskudt (skarpt) med Feltgranater og 14 cm.s Haubitser og derefter stormet. Det har uden T vivl været særdeles lærerigt med Hensyn til Artilleriets Virkning paa saadanne Værker, men angaaende denne Feltbefæstnings Krigsmæssighed maa bemærkes, at den ikke var udført af en større Fodfolksstyrke paa en Dag eller to, men af en Pionerbataillon ved 3 Ugers ihærdigt Arbejde, saa den kunde for den Sags Skyld, som en tysk Militærforfatter udtaler, lige saa godt have været udført af en civil Entreprenør, idet den i ethvert Fald ikke har tjent til at give Hovedvaabnet det rette Indtryk af, hvorledes saadanne Arbejder som Regel maa udføres under virkelige Forhold.
Helt anderledes synes man at være gaaet frem v e d de store russiske Øvelser. Skønt de Armékorps, der deltog i Øvelserne, ikke havde mere end det reglementerede Antal Pionerkompagnier, gjordes der en meget udstrakt Brug af Spaden. En Brigade a f Sydarmeen udførte saaledes ved en given Lejlighed et saa stort An tal fortrinlig grupperede Værker, at Modstanderen blev fuldstændig vildledt med Hensyn til den Styrke, han havde for sig, og lod sig forlede til et Hovedangreb paa dette Punkt. General Kuropatkin, Sydanneens Fører, lod ogsaa Spaden komme til Anvendelse under Angrebet, idet Batterierne blev indskaarne i Terrainet ved. Fodfolkets Hjælp, ligesom Fodfolket ogsaa selv maatte grave sig ned, baade i den Ventestilling, som det indtog under Artillerikampen i ca. 2,5 krn.s Afstand, og, i det mindste for nogle Afdelingers Vedkommende, paa Halvvejen under Fremrykningen for fra disse Skyttegrave at støtte de egentlige Stormkolonner ved Ilden.
Felttelegrafi.
Skønt der vel kunde være en Del af Interesse at anføre angaaende Telegrafafdelingerne og Telegrafmateriellet i de forskellige Lande i det forløbne Aar, ikke mindst for Kavalleritelegrafens Vedkommende, saa er det dog fremfor alt de i Tyskland i 1902 under Kejsermanøvrerne heldig gennemførte Forsøg med den traadløse Telegraf til Feltbrug , der vækker Opmærksomhed, og som derfor skulle omtales lidt nærmere.
Den traadløse Telegraf arbejder med „Stærkstrøm“ ; medens den sædvanlige Ledningstelegraf ikke behøver større Strømstyrke end den, der tilvejebringes af nogle smaa elektriske Elementer, saa maa den traadløse Telegraf kræve en Dynamomaskine som Elektricitetskilde, og da tillige de elektriske Bølger som bekendt maa udsendes fra og optages af en højt oppe i Luften anbragt Traad, Lufttraaden, maa den mobile Telegrafstation ogsaa være forsynet med en Drage eller en lille Ballon til at føre denne Traad til Vejrs. Paa Forhaand skulde man da synes, at den traadløse Telegraf, hvor fortræffeligt et Kommunikationsmiddel den end afgiver for Marinen og for Kyststationer, maatte være en altfor kompliceret Mekanisme for Felthæren, og de af det engelske Marconiselskab under Boerkrigen anstillede Forsøg med en traadløs Felttelegraf synes heller ikke at have givet Resultater af Værdi. I Tyskland, hvor man til Lands arbejder med det Braunske System for Telegrafering uden Traad (i den tyske Marine benyttes Slabys System), er det imidlertid lykkedes at konstruere en særlig praktisk mobil Telegrafstation, og ved Kejsermanøvrerne hvor der var 3 saadanne Stationer i Forening med 2 faste Stationer i Virksomhed, skulle de have givet udmærkede Resultater („das System hat sich ausserordentlich gut bewahrt,“ Milt. Wochenblatt). Denne mobile Station for traadløs Telegrafering medfører alt Materiel paa en 6-spændig Vogn, paa hvilken tillige Betjeningen, 1 UofF. og 5 Mand, har Plads; 2 Officerer, af hvilke den ene følger den paagældende Kommandostab, samt 1 Uoff. ere beredne; med Spændrytterne tæller Stationen altsaa 2 Off., 10 Uoff. og menige og 9 Heste. Paa 10 Minutter kan Stationen fra Marche være klar til Expedition og omvendt. Da Lufttraaden bringes til Vejrs ved Drager eller Balloner, er Stationen ikke bunden til at søge Højdepunkter, men kan oprettes hvorsomhelst og da som Regel umiddelbart op til paagældende Stabs øjeblikkelige Opholdssted. Naar der skiftes Standplads, behøver man som Regel ikke at inddrage Ballonen eller Dragen, men kan køre med den i Luften. Telegraferingen foregaar med Sikkerhed inden for 50 km., og ved Hjælp af en Telefon, knyttet til en almindelig Lynafleder, kunne Tegnene endnu opfattes paa Afstande a f over 100 km.
Den traadløse Telegraf synes saaledes at ville blive et fortrinligt Meddelelsesmiddel i eller nærved første Linie, mellem Afdelinger eller Stabe under Bevægelse etc., men bag Hærens Fron t vil det dog endnu foreløbig som tidligere være Ledningstelegrafen, der udfører A rbejdet. T hi om end den traadløse Telegrafs Fordele under mange Forhold fremfor de kendte Kommunikationsmidler er indlysende, saa har den dog ogsaa Mangler, som gør, at de andre Midler saa langtfra ville blive overflødiggjorte. Saaledes er selve Expeditionen betydelig langsommere end ved Ledningstelegrafering, den telefoniske Samtale kan ikke opnaas ved dette System, og endelig er det til Dato ikke fuldt lykkedes at „afstemme“ de elektriske Bølger saaledes, at kun de Stationer, der ønske at korrespondere sammen, kunne influere paa hinanden; man er endnu udsat for, at Telegrammerne opsnappes af eller at Telegraferingen forstyrres af uvedkommende.
Ogsaa i Rusland — ved den store militære Telegrafskole i St. Petersborg — afholdes der Forsøg med den traadløse Telegrafs Anvendelse til Feltbrug, og i Østrig og Italien forbereder man Forsøg med de Braunske kørende Stationer.
