XXXI.
Paa den vestlige Krigsskueplads er der ikke sket noget som helst af Betydning for Kampenes Vedkommende. Modstanderne sidder aabenbart godt fast over for hinanden uden at kunne komme videre. Imidlertid søger Tyskerne at faa saa meget ud af Belgien som muligt. Be har saaledes paalagt dette Land at udrede 40 Millioner Frcs. om Maaneden som Bidrag til Omkostningerne ved Hærens og Forvaltningens Behov. Desuden har de forbeholdt sig Ret til at opkræve Maanedsraterne helt eller delvis i tysk Mønt til en Kurs af 80 Mark paa 100 Frcs., hvorved Skatten ikke bliver mindre følelig.
Hovedinteressen har dog samlet sig om Vestmagternes indre Anliggender. Først er der Spørgsmaalet om almindelig Værnepligt i England. Det blev brændende, efter at Lord Derby, som forestaar den frivillige Rekrutering. med Premierminister Asquiths Bemyndigelse havde udtalt, at der vilde blive truffet andre Forholdsregler forinden de gifte Mænd, der havde ladet sig indskrive, blev indkaldt til Tjeneste, hvis der ikke inden den 30. November meldte sig et tilstrækkeligt Antal tjenstdygtige unge Mænd, som ikke var uundværlige ved Arbejder af national Betydning. Der findes jo stadig et stort Parti i England, som er imod den almindelige Værnepligts Indførelse, og det forlyder, at der nu dannes en Forening med det Formaal under alle Omstændigheder at forhindre, at almindelig Værnepligt indføres. Spørgsmaalet staar imidlertid stadig aabent; men det maa dog snart finde sin Afgørelse i den ene eller den anden Retning.
Det var ved mange Lejligheder traadt klart frem, at de Allieredes Samarbejde led af visse Svagheder og navnlig, at hele Maskineriet arbejdede tungt. Der synes nu at være gjort Skridt til at faa bødet paa dette Forhold, idet der vistnok er dannet et fælles franskengelsk Krigsraad med General Joffre som Præsident. Vestmagternes Bekymringer har iøvrigt koncentreret sig om Grækenlands Holdning. Dette Forhold skal dog ikke omtales i denne Forbindelse, men sammen med de øvrige Balkanforhold.
Paa den østlige Krigsskueplads har der hersket Stilstand undtagen ved Riga, ved Dynaburg og ved Styr. 1 Egnen ved Riga blev Tyskerne den 12. November kastede tilbage fra Schlock, der ligger ved Aas Munding, og Russerne trængte helt frem til Kemmern. Den 15. November blev Tyskerne yderligere tvunget noget tilbage i denne Egn; men iøvrigt er der intet sket der. I Egnen ved Dynabu rg lykkedes det Russerne den 20. November at vinde Terrain ved Jernbanen til Ponewiesh.
Ved Styr har Tyskerne tilsyneladende gjort ret betydelige Anstrengelser for at vinde frem ved Tschartoriisk og ved Jernbanen Kowel— Sarny— Kijew. Den 14. November trængte de Nordvest for Tschartoriisk ind i de russiske Stillinger. Russerne maatte senere rømme denne By og paa enkelte Steder veg de vistnok helt tilbage bag Styr. Ved Jernbanen lykkedes det imidlertid Russerne efter voldsomme Kampe den 16. November at holde Stand ved Styr, og efterhaanden vendte Bladet sig, saa Russerne den 20. kunde melde, at Tyskerne ikke havde formaaet at holde de vundne Stillinger, og at Russerne atter havde besat Tschartoriisk. Facit af Begivenhederne er meget nær lig Nul. Hvis der er noget Plus, tilfalder det dog Russerne, og det synes derfor som var det nu afgjort, at Vinterstilheden ogsaa er faldet over den øvrige Krigsskueplads.
Paa den italienske Front kæmpes der øjensynlig videre med næsten usvækket Kraft, og Gørz danner Brændpunktet for Kampen. 1 Dagene fra den 13. til den 20. November har Italienerne vundet en Del frem dels paa Carsoplateauet, hvor de har taget og fastholdt betydelige Dele af Monte San Michele, og Vest for C.orz har de besat Toppen af Monte Calvario. De betydeligste Fremskridt synes de at have gjort Nordvest for Gorz, hvor de den 20. vistnok endog naaedc over Isonzo paa sine Steder. De blev dog atter kastede tilbage Vest for Floden. Trykket, de øver paa Østrigerne synes ikke at mindskes, og det er tvivlsomt, om Østrigerne vedblivende kan modstaa det.
Paa Balkan har Krigsbegivenhederne udviklet sig paa følgende Maade: Øver for Montenegrinerne har Østrigerne kun haft ringe Fremgang. Den 18. November maatte Montenegrinerne trække deres Front tilbage til Drina og Lim, hvor Østrigerne angreb dem den 20., men blev afviste. løvrigt er der ikke sket noget af videre Betydning. 1 Centrum har Centralmagternes Tropper fortsat deres Fremrykning under uafbrudt Kamp. Den 20. var de naaet ind til Linien Nowa-Warosch— Sjeniza— Raska i Ibardalen ca. 20 km NØ. for Nowipasar, østligere var de naaet omtrent til Serbiens gamle Sydgrænse. Den 21. besatte de Nowipasar og kæmpede om Udgangen fra Labdalen c. 15 km Nordvest og Nord for Prischtina. Den 22. lykkedes det dem at naa Udgangen af denne Dal, og den 23. kastede de Serberne Nord for Mitroviza og Nord og Nordøst for Prischtina. Endelig lykkedes det dem den 24. at besættte baade Miirowiza og Prischtina. Serberne stod derefter i denne Egn Vest for den lille Flod Silniza. Paa den sydlige Fløj er det derimod ikke lykkedes Bulgarerne at vinde stort frem. General Bojadjeffs Hær, der optræder i umiddelbar Forbindelse med Centralmagterne, er vel kommet over den sydlige Morawa og staar fra Egnen ved Prischtina vistnok til henimod Vranja og Yskyb; men den sydligste Gruppe, der, saa vidt man kan skønne, en Tid havde Prilep inde, synes at have rømmet denne By og fuldstændig at være bundet af Ententemagternes Tropper. I Egnen Syd for Kdpriilu har der staaet hæftige Kampe, der endte med, at Franskmændene den 14. November blev kastede af Bulgarerne. Disse fortsatte derefter deres Angreb mod de Allieredes Stillinger langs Floden Zerna; men Angrebet mislykkedes med betydelige Tab, og efter den 20. November har der tilsyneladende hersket Stilstand paa denne Del af Fronten. Grunden til, at Bulgarernes Virksomhed har været saa ringe i den sidste Tid, kan søges dels i Frygten for at Serberne vilde sætte et fortvivlet Gennembrudsforsøg i Gang mod Syd, dels og navnlig i Hensynet til Ententemagterne, hvis Tropper stadig forøges og truer Bulgarerne med et Angreb mod deres Forbindelseslinjer. I begge Tilfælde gjaldt det for dem om ikke at engagere sig for stærkt, men at have betydelige Reserver til Raadighed. Om den første Grund virkelig er til Stede, vides ikke; men selv efter Modstandernes Meldinger at dømme synes det, som om Serberne i den sidste Tid kun har kæmpet med Arrieregarder og raader over en forholdsvis betydelig Styrke, der har været holdt temmelig intakt i de sidste Uger. Det er vistnok i det hele taget hævet over enhver Tvivl, at Serberne er glimrende ført, og det er utvivlsomt, at de kæmper med den største Tapperhed. Udelukket er det derfor ikke, at et Gennembrudsforsøg kunde sættes i Gang mod Syd. Dets Kraft vil imidlertid afhænge af, hvor godt Serberne endnu er forsynede med Artilleri og Ammunition,, og det kan man intet vide om. Hensynet til Ententetropperne er imidlertid tilstrækkelig Grund til en vis Forsigtighed fra bulgarsk Side; thi her kan de regne med temmelig bekendte Størrelser, nemlig at Ententetroppernes Antal stadig øges, og at Grækenlands Holdning maatte og har ladet sig bestemme af Ententemagterne.
Grækenland gjorde virkelig et Forsøg paa at hævde sine Neutralstatsrettigheder og lod sig i Begyndelsen af November forlyde med, at hvis serbiske Tropper skulde blive tvungne over paa græsk Territorium, vilde de blive afvæbnede og internerede. Dette Standpunkt opskræmmede Ententemagterne, da det laa nær at antage, at Grækerne vilde anvende den samme Freingangsmaade over for deres Tropper, hvis de skulde blive kastede ind paa græsk Oinraade. I det hele taget var Grækenlands Holdning en Tid ret afvisende over for Ententen, uagtet Grækerne vedblivende gav dens Tropper Husly, og det blev nødvendigt at sende franske og engelske Delegerede (Cochin og Lord Kitchener) til Athen for at skaffe solide Garantier mod et græsk Overfald paa de Allierede. Denne Mission blev modtaget ret køligt af den græske Regering, og Ententemagterne fandt sig foranledigede til fra den 17. November at tilbageholde græske Handelsskibe og stille ret vidtgaaende Fordringer, der efter et Forlydende skulde gaa ud paa at give Grækenland Valget mellem øjeblikkelig at demobilisere eller at gribe aktivt ind i Krigen. Man vilde med andre Ord tvinge Grækerne til at indtage et klart Standpunkt. Den 18. November lukkede Englænderne fuldstændig for den græske Varetilførsel, idet de hævdede, at det skete af Hensyn til deres Sikkerhed og Handlefrihed, og samtidig lovede de, at Afspærringen vilde blive hævet, naar den herskende Misforstaaelse mellem Grækenland og Ententen blev hævet. I disse kritiske Dage opstod der allehaande R ygter om Forholdene paa Balkan, og blandt andet sagde man, at der var truffet en politisk Aftale mellem Grækenland og Bulgarien. Dette Rygte tjente meget til at forøge Spændingen mellem Grækenland og Ententen, og da Grækerne begyndte at indse, at de ikke formanede at staa imod, skyndte de sig at dementere dette Rygte; men samtidig paastod engelske Blade, at den græske Konge skal have udtalt, at han ikke elskede Tyskerne, og at hans Holdning var dikteret af Frygt for dem, idet han skulde have sagt: »Hvad der end sker, vil Frankrig og England aldrig være altfor strænge mod mit Land; men Tyskland vil være uforsonlig. Det er min Plig t at redde mit Land for at blive udsat for Rædslerne fra Belgien.« Jeg skal udtrykkeligt fremhæve, at der er al mulig Grund til at mene, at denne Udtalelse er af engelsk Oprindelse; thi den retter sin Brod ikke alene mod Tyskland, men i nok saa høj Grad mod Grækenland selv. Idet den tildeler Grækerne som de første den tvivlsomme Æ re at have ladet sig lede af Frygt ved Afgørelsen af Landets Skæbne, saa at de valgte at lade sig ydmyge hellere end at kæmpe. Dersom Tyskernes haardhændede Fremfærd havde hidført mange saa glimrende Resultater, vilde de nu have været Sejren adskilligt nærmere, end de er. Hvorledes det nu end gik, og hvad der end har været det afgørende: Resultatet blev, at Grækenland den 25. November bøjede sig for de af Ententemagterne opstillede Krav; men hvori disse Krav i Virkeligheden bestaar, er ikke kendt. Som Bevis for, at Ententens Ønsker er opfyldt, kan anføres, at den græske Skibsfart atter er givet fri. Paa Gallipoli halvøen kæmpes der stadig. Ententemagterne melder, at de den 15. November gjorde nogle mindre Fremskridt, og det bekræftes til en A fveksling af Tyrkerne. Der er saaledes for en Gangs Skyld ingen Tvivl mulig. Ententemagterne har ikke rømmet Gallipolihalvøen.
Russerne har besat Persien. Centralmagternes Diplomati har forladt Teheran, og den russiske Gesandt har udstedt et Opraab, hvori det hedder, at Besættelsen sker i Forstaaelse med Shahens Regering for at standse den landsskadelige Agitation, som var sat i Gang for tysk Guld. Perserne maa ikke betragte Russerne som Fjender, den fredelige Befolkning vil faa Betaling for alt, hvad Tropperne kræver af dem.
Den 27. November 1915. S. v. l.
