Efter at vor Landsmand, den ved El-Moungar faldne Lojtnant Selchau-Hansen, den 10. December forrige Aar var bleven fort til sin gamle Garnisonsby Sidi-el-Abbis, blev han her stedet til Jorden under ualmindelig stor Deltagelse saavel fra Kammeraternes som Befolkningens og Myndighedernes Side. I La France Militaire for den 5. Januar findes en detailleret Beskrivelse af denne Hejtidelighed, hvori bl.a. meddeles folgende:
Kl. 12 (1/2), havde en talrig Skare Officerer og Venner af den afdode samlet sig ved Banegaarden, hvorfra Sorgetoget begav sig til den protestantiske Kirke til Tonerne af en Sorgemarch, der spilledes af 1. Fremmedregiments Musikkorps. Kisten var dækket af et klæde i franske og danske Farver, og i Spidsen for Folget gik den protestantiske Præst, Officererne af i. Fremmedregiment - hvoriblandt en er af dansk Nationalitet, og blandt hvilke man desuden saa en midlertidig tjenstgerende Officer fra 6. danske Bataillon - Officererne af 2. Spahiregiment og en Deputation fra 2. Fremmedregiment. Af de efter fransk Skik til Kisten fastede Ligklæder blev det ene baaret af en Deputation fra L'Union des Femmes de France, det andet af foreningen Médaillés militaires og det tredie af 6 Officerer af den afdodes Regiment.
Prægtige Kranse, der var sendte fra Danmark, Saumur, hvor Selchau-Hansen havde gjort midlertidig Tjeneste, Generalen i Ain - Lefra, les Médaillés militaires, Borgerrepræsentationerne og Regimenterne, vidnede om, at denne udmærkede Officer, der var dod Heltedoden for Frankrig, havde efterladt et dybt Savn hos alle dem, der havde lært hans fremragende Egenskaber at kende. Ved siden af Kransene saas tre pragtfulde Palmegrene. De var komne fra det fjarne Syden, hvor de i Fjor af Kammerater var blevet henlagte paa hans Gray.
Da Folget var samlet i den protestantiske Kirke, erindrede Præsten i en gribende Tale om den Kerlighed, den afdode havde næret til sine nærmeste, og idet han til Udgangspunkt tog de Ord, Selchau-Hansen havde skrevet i Indledningen til sit Testamente: Jeg frygter ikke Doden, frembævede han alle hans store Egenskaber og gjorde endvidere opmærksom paa, hvor mange krigerske Bedrifter Frankrig skyldte den protestantiske kirke.
Da Hejtideligheden i Kirken var forbi, hvirvlede Trommerne, Æresvagten præsenterede Gevær og mellem dennes to Rækker bevægede Sorgetoget sig til Tonerne af kong Christian. i den oven skildrede Rekkefolge til Kirkegaarden.
Her blev endnu holdt Mindetaler af Lojtnant Guinard, Commandant Bru og Oberst Boutegourd hendholdsvis paa Kammeraternes og Familiens, paa 2. og paa 1. Fremmedregiments Vegne. Alle tre Talere fremhævede Selchau-Hansens store personlige Egenskaber og bragte ham en sidste, dybrolt Tak for, hvad han havde ydet i Fremmedlegionens Tjeneste.
