Den følgende artikel er II. del af den af major M. H. Clemmesen, Gardehusarregimentet, udarbejdede prisopgave.

Besvarelse af prisopgave nr. 2, 1979:

En belysning ved historiske eksempler af den forskellige betydning, der tidligere er blevet tillagt landsdelene (Jylland og Sjælland), fortsat i en vurdering af den indbyrdes vægt, som under nutidens vilkår bør lægges herpå.61)

AKTUEL DEL

INDLEDNING

Man kunne nu - før overgang til den nutidige situation - søge at uddrage generelle erfaringer af de fire historiske eksempler fra den første artikel. Men da jeg, jf. indledningen til de historiske eksempler, kun anvender eksemplerne som et baggrundsmateriale, har jeg valgt at henlægge sammenfatningen til de afsluttende bemærkninger, hvorved nutiden kan medtages som endnu et eksempel.

Med den valgte horisont på 20 år er selv de relativt begrænsede forudsætninger, som lægges til grund for diskussionen, angribelige. Imidlertid er begrænsninger nødvendig for så bred en opgave, og jeg har valgt at sætte rammerne tættest muligt ved landets nuværende sikkerhedspolitiske situation.

Det forudsættes, at den udenrigspolitiske situation i alt væsentligt svarer til den nuværende. D.v.s., at Danmarks placering i alliancesammenhæng er uændret, og at vore naboers udenrigspolitiske tilknytnings forhold er som i dag.

Det regionale magtforhold i såvel Europa generelt som specielt i Nordeuropa og Østersøen er i alt væsentligt uændret. Det forudsættes endvidere, at vor stationeringspolitik i princippet er uændret. Alliancens strategi er fortsat opretholdelsen af et fremskudt, konventionelt forsvar, bakket op af et fuldt spektrum af nukleare våben, der frigøres til anvendelse, når situationen gør det nødvendigt. I øvrigt vil dette papir kun behandle en konflikts konventionelle faser.

Angående vore allierede forudsættes det, at kommandostrukturen i Nordeuropa forbliver uændret, d.v.s., at Enhedskommandoen fortsat eksisterer, og at kommandoens ansvarsområde i alt væsentligt er som nu. Vore allieredes interesser i Enhedskommandoens område forudsættes i alt væsentligt uændrede. Dette betyder, at det tyske styrkebidrag i SlesvigHolsten og Østersøen indeholder samme hovedkomponenter som i dag, og at disse hovedkomponenter ikke væsentligt ændrer deres nuværende styrke. For vore øvrige allierede forudsættes det, at den igangværende udvikling i retning af udpegning af forstærkninger fortsætter således, at man på tidshorisonten har udpeget væsentlige land- og luftmilitære forstærkninger til området, og at oplægningen af tungt materiel og ammunition har fundet sted. Det forudsættes endvidere, at den militære vægtning af Norges forskellige dele ønskes fastholdt som i dag.

Angående Sverige forudsættes det, at den svenske del af Øresund spærres for passage samtidig med, at Danmark og dets allierede udlægger defensive spærringer.

Angående de indenrigspolitiske forhold forudsættes det, at det politiske system i Danmark er uændret i den forstand, at graden af centralisme i den politiske og administrative beslutningsproces er som i dag.

Det forudsættes, at landets nuværende infrastruktur i alt væsentligt holdes uændret. Havne, flyvepadser og faste forbindelser mellem landsdelene er i alt væsentligt fordelt og placeret som i dag indenfor hele Enhedskommandoens område. Der er ikke etableret forbindelser over Store Bælt, Øresund og Fehmern Bælt. Fyn betragtes som tættest knyttet til halvøen. Grunden er, at Fyns erobring vil få direkte virkning på mulighederne for at forsvare halvøen, medens Fyn først får betydning for kontrollen med Store Bælt og farvandene syd for den fynske øgruppe, når mulighederne fra den sjællandske øgruppe og de sydfynske øer er udtømte. Problematikken omkring Bornholm er ikke blevet gjort til genstand for behandling.

DE NATIONALE INTERESSERS FORDELING PÅ LANDSDELENE

Hvis Bornholm trækkes fra det samlede lands tal, er fordelingen for resten af landet som følger :62) Den sjællandske øgruppe omfatter 21% af arealet, 46% af befolkningen og 46% af ejendomsværdien. Jylland med den fynske øgruppe omfatter således 79% af arealet, 54% af befolkningen og 54% af ejendomsværdien. Fordelingen af bruttonationalproduktet kan ikke udledes af det anvendte statistiske materiale.

Hvis landsdelenes betydning bliver vurderet ud fra rent materielle kriterier og ud fra et princip om, at alle danskere skal forsvares lige godt, skal vestre landsdel prioriteres mindst 8% højere end østre.

Men nu ligger landets kulturelle tyngdepunkt - trods alt - stadig i hovedstaden. I København findes den væsentligste koncentration af vor kulturelle og historiske arv, herunder historiske bygninger, statslige samlinger, rigsarkivet o. a. Den større befolkningstæthed på den sjællandske øgruppe gør også, at der er mindre »passiv beskyttelse« gennem spredning i østre end i vestre landsdel. På Sjælland ligger endvidere tyngden i den politiske og administrative beslutningsproces. En indikation på dette forhold er, at 54% af værdien af det offentliges ejendomme ligger øst for Store Bælt.63)

Derfor må det konkluderes, at det ud fra generelle betragtninger ikke er muligt at prioritere en af hovedlandsdelene. Den materielle og befolkningsmæssige tyngde vest for Store Bælt må siges at blive opvejet af hovedstadens placering på Sjælland.

Hvis de to landsdele vurderes ud fra deres værdi for forsvaret af det samlede land, må følgende forhold inddrages i diskussionen:

- Den relative, gensidige afhængighed af forsvaret af de to landsdele.

- Placeringen af den del af infrastrukturen, der har direkte militær betydning.

- Placeringen af krisestyringen og andre forhold, der specielt knytter sig til det grå niveau.

Som det første punkt vurderes, hvad det ville betyde for forsvaret af den modsatte landsdel, hvis en af landsdelene blev erobret af fjenden. Hvis Sjælland erobredes, ville en passage åf Store Bælt i væsentlig grad blive lettet for fjenden. Det ville medføre en øget amfibietrussel mod den jyske østkyst, men det ville ikke umiddelbart medføre et sammenbrud af forsvaret af halvøen. Hvis halvøen erobredes, ville Sjælland i meget høj grad være afskåret fra flystøtte og forsyninger, og øen ville sandsynligvis efter en periode være tvunget til at give op. Man kan således med nogen ret sige, at tabet af halvøen ville have større negativ virkning på forsvaret af Sjælland, end tabet af Sjælland ville have på forsvaret af halvøen.

Som det andet punkt vurderes betydningen af infrastrukturens fordeling. Landstyrker, der opererer i den ene landsdel, vil på grund af decentralisering af den logistiske infrastruktur være ret uafhængige af støtte fra den modsatte landsdel. Hvis en del af den nuværende, maritime støttestruktur opretholdes, vil forsvarets sejlende enheder kunne operere fra begge landsdele. Selv om der måtte ske en yderligere udvikling i retning af STOL-egenskaber ved vore flyvende enheder, er der næppe tvivl om, at disse enheder stadig vil være ret afhængige af en basestruktur, der har tyngden i den vestlige landsdel. Enhedskommandoens kommunikations- og kommandostruktur vil også fortsat have tyngde på halvøen. Enhedskommandoens egne styrker vil næppe være i stand til at bringe et angreb mod dens område til endelig standsning. Man er derfor afhængig af tilførslen af forstærkninger fra de vestlige allierede. For at der skal være mulighed for at modtage forstærkninger, skal der i den del af landet, der er på egne hænder ved styrkernes ankomst, være infrastrukturmæssige forudsætninger for forstærkningernes modtagelse og operationer. Dette vil i første omgang betyde tilstedeværelsen af egnede havne og flyvepladser.

Terminalhavne skal ud over at tilfredsstille tekniske krav vedrørende besejlingsforhold, dybde, kajlængde og lossefaciliteter samt tilknytning til vej- og jernbanenet også

- ligge længst muligt fra fjendtlige flyvestationer,

- ligge tættest muligt ved det åbne hav og

- have bedst mulig dækning af eget luftforsvar

Medens der er adskillige sjællandske havne, der opfylder de mere tekniske egnethedskriterier for modtagelse af forstærkninger, begrænses deres anvendelighed af fjendens muligheder for indgriben. Havnene i halvøens vestlige og nordlige del opfylder i højere grad end de sjællandske begge grupper af egnethedskriterier.64*

Som havne skal flyvepladser opfylde dels tekniske, dels beliggenhedsmæssige kriterier for at være egnede som terminaler henholdsvis operative baser for forstærkninger. De tekniske kriterier er primært knyttet til banernes antal og dimensioner, lossefaciliteter, logistisk kapacitet og beskyttede spredningsmuligheder. Hvis der ses bort fra kravet om placering ved det åbne hav, afviger de beliggenhedsmæssige kriterier for terminalflyvepladser ikke væsentligt fra, hvad der blev nævnt i forbindelse med havnene. De beliggenhedsmæssige krav til flyvepladser, hvorfra flyforstærkninger skal operere, afhænger af den pågældende forstærkningsenheds primære missionstype, d.v.s. om den er offensiv eller defensiv. Hovedparten af flyvepladserne fra Den anden Verdenskrig ligger på halvøen. Denne arv blev i tresserne udbygget med yderligere kapacitet som resultat af lokalpolitiske ønsker om flyforbindelse til København. Resultatet er, at der i dag ligger en stor og spredt flyvepladskapacitet på halvøen. Hovedparten af den noget mindre sjællandske kapacitet ligger koncentreret på Kastrup, hvis beliggenhed ikke kan betegnes som ideel, selv om færdiggørelsen af den nye forbindelse fra Sydamager vil skabe en forbindelse til flyvepladsen uden om den københavnske bymasse. Såvel kapacitets- som beliggenhedskriterier peger på halvøen som den landsdel, der er bedst udbygget til at modtage forstærkninger med og af fly.

Konklusionen på vurderingerne i første og andet punkt er, at fra det øjeblik krigen er brudt ud, er den militære betydning af halvøen betydelig større end betydningen af den sjællandske øgruppe.

Som det tredie punkt vurderes forhold, knyttet til en spændingsperiode.

Det er - uanset varslet - ikke sandsynligt, at krisestyringen vil finde sted udenfor København-Nordsjælland. I dette område har beslutningstagerne termineret såvel politiske som sagkyndige informationer. I det øjeblik beslutningstagerne flytter, forringes mulighederne for både at modtage og behandle beslutningsgrundlaget. I den periode, hvor de beslutninger, der er afgørende for landets forsvarsberedskab, tages på Sjælland, må forsvaret af den østre landsdel tillægges særlig vægt. Det er mest sandsynligt, at de suverænitetskrænkelser, som i væsentlig grad vil kunne påvirke eskalationstakten i vort område, vil komme fra den vestlige Øster sø. En væsentlig del af krænkelser, der rettes mod halvøen, må forventes at blive opfanget af Forbundsrepublikkens afvisningsberedskab. Derimod vil krænkelser rettet mod øterritoriet i hovedsagen være et dansk problem.

Suverænitetshævdelsen ved øterritoriet (inclusive Fyn) og sikringen af beslutningsprocessen medfører, at indsatsberedskabet på øerne må prioriteres, om nødvendigt på bekostning af tilsvarende beredskab på halvøen.

Sammenfattende om de nationale interesser kan man sige, at ud fra generelle kriterier kan den ene landsdel ikke vægtes på bekostning af den anden, men når forsvarskriterier inddrages i vurderingen, må det konstateres, at øerne har særlig betydning indtil forsvaret er på krigsberedskab, medens halvøen i krigssituationer har større betydning end Sjælland for landets forsvar.

FORDELINGEN AF VORE ALLIEREDES INTERESSER

Ud over USA vil kun de allierede, hvis nationale forsvar vurderes at være direkte afhængige af Danmarks evne til at afvise angreb, blive medtaget i vurderingen. USA medtages som alliancens væsentligste magt og som den primære leverandør af forstærkninger.

Forbundsrepublikken.

Hvad der måtte ske i vort område er af ringe betydning for Vesttysklands sikkerhed i forhold til, hvad der sker i Centralregionen. Det er derfor naturligt, at Danmarks forsvar ikke har nogen fremtrædende rolle i den vesttyske sikkerhedsdebat.65) Kun for det tyske søværn har Danmark indtil nu været af central interesse, men hvorvidt dette vil vare ved i en situation, hvor man primært investerer i skibstyper med høj søkarakteristika, er tvivlsomt.

Før vurderingen af de specielle militære interesser i vort område, må det konstateres, at det faktum, at halvøens fod er en del af Forbundsrepublikken, og at Hamburg ligger her, gør, at mere generelle, vesttyske interesser må have tyngde på halvøen.

De relativt begrænsede militære interesser, Vesttyskland har i Enhedskommandoens område, knytter sig til løsningen af følgende opgaver:

- Det fremskudte landforsvar af den del af Forbundsrepublikken, der ligger nord for Elben.66)

- Delvis for at flankesikre løsningen af den første opgave, men også af hensyn til det nordtyske luftforsvar: Opretholdelsen af et sammenhængende forsvar af NATO’s Nord- og Centr alregioner.67)

- Den fremskudte sikring af

- forbindelseslinierne mod vest over Nordsøen,

- forbindelseslinierne mod nord til Norge og af - Nordsøregionen.68) - Sikring af baser til gennemførelse af sea denial i Østersøen.69)

Hvis man vurderer de danske landsdeles betydning for løsningen af de ovenfor listede opgaver, må det konstateres, at Sjællands erobring vil forstærke truslen mod det sammenhængende luft- og landforsvar, vil betyde, at forbindelseslinierne og Nordsøenergien trues og i høj grad begrænse mulighederne for at hindre fjendens anvendelse af Østersøen. En erobring af større dele af halvøen vil kunne umuliggøre et forsvar af området nord for Elben, vil gennembryde det sammenhængende luft- og landforsvar, vil afbryde forbindelseslinierne til Norge og true forbindelsen over Nordsøen og Nordsøenergien og muligvis umuliggøre sea denial i Østersøen. Det kan således udledes, at opretholdelsen af kontrollen med halvøen har større betydning for løsningen af de listede opgaver end kontrollen med Sjælland.

Hvis man hertil lægger de interesser, der kan afledes af placeringen af logistisk infrastruktur, fly- og marinebaser samt terminaler til modtagelse af forstærkninger, må det konkluderes, at tyske, militære interesser har tyngde på halvøen.

Forbundsrepublikkens samlede interesser har således tyngde på halvøen.

Norge.

Fra Forsvarskommisjonen av 1974’s betænkning fra marts 1978 er hentet følgende citater:

»En annen side ved vår deltakelse i fellesforsvaret er at det gitt oss et bedre grunnlag for å bygge opp et balansert stående beredskap i NordNorge. Fordi NATO gir betydelig dekning av Sør-Norge, har vi ansett det forsvarlig å basere hovedtyngden av forsvaret i Sør-Norge på mobiliseringsstyrker. Dermed er det blitt mulig å forlegge det meste av de stående styrker til den nordlige landsdel hvor mulighetene for et angrep med kort varsel er størst og det lokale forsvarspotensial mindst.«70)

»Selv om vi med det foreslåtte forsvar vil ha et betydelig styrkepotensial i Sør-Norge, vil den landsdelsvise prioritering innebere at dersom vi skal forsterke Nord-Norge og Trøndelag, vil vi ha begrensede styrker i SørNorge for å møte mer omfattende invasjonsfremstøt i denne landsdelen.«71) »Fremføring av større styrker mot Sør-Norge er neppe realistisk før angriperen har sikret seg kontroll over Østersjøutløpene.«72)

Kontrollen med stræderne sker i første omgang og primært om og fra den sjællandske øgruppe. Kontrollen med Kattegat efter fjendens passage af stræderne vil skulle ske fra halvøen, men det må vurderes som tvivlsomt, om nordmændene kan have tillid til, at operationer fra halvøen vil kunne hindre en invasion i Sydnorge. I den fase, hvor en sådan invasion er sandsynlig, vil Enhedskommandoens flåde- og flystyrker sandsynligvis være stærkt nedslidte.

Det vurderes, at Norges interesser har tyngde på Sjælland.

Storbritannien.

Fra Statement on the defense Estimates 1979 er hentet følgende citat:

»The United Kingdom continues to concentrate its efforts on those areas where its resources will most effectively aid qollective Alliance defence: the defence of the United Kingdom base and its immediate approaches; the Eastern Atlantic and Channel; the Central Region of Europe; and the nuclear forces.«73)

Selv om det her står som investeringer i det kollektive forsvar, er det samtidig investeringer i Det forenede Kongeriges egne væsentligste sikkerhedsinteresser. Forsvaret af Danmark har direkte betydning for at gennemføre »the defence of the United Kingdom base and its immidiate approaches«. Indtil fjenden måtte have erobret søherredømmet i Nordsøen og »the western approaches« må den væsentligste - direkte - trussel mod »the United Kingdom base« vurderes at være en lufttrussel, bestående af mellemdistancebombefly.. Den korteste rute, som samtidig omgår Centralregionens luftforsvarsbælte, går over den vestlige Østersø og den sydlige del af Enhedskommandoens område.74) Uden Enhedskommandoens fremskudte varslings- og i mindre grad luftforsvarsbælte vil mulighederne for at gennemføre luftforsvaret af de britiske øer blive meget begrænsede. Medens en omflyvning af luftforsvaret på den sjællandske øgruppe ikke kan udelukkes, vil bombeflyene næsten være tvunget til at passere halvøen. Varslings- og luftforsvarsinfrastrukturen på halvøen må således vurderes at medføre en væsentlig britisk interesse i landsdelen.

Hvis den sovjetiske østersøflåde havde rådet over en væsentlig »sea denialkapacitet« af moderne attackundervandsbåde, ville kontrollen med de læge, danske stræder have været af væsentlig betydning for sikring af forbindelseslinierne over det østlige Atlanterhav. Imidlertid er dette ikke tilfældet,75) og det er næppe sandsynligt, at det bliver tilfældet i den betragtede periode. Storbritannien har derfor ingen væsentlige interesser, der specielt er knyttet til den sjællandske øgruppe.

Den væsentlige britiske interesse i det danske område er således knyttet til halvøen.

USA.

I Department of Defense, Annual Report. Fiscal Year 1979 er hverken Danmark eller Enhedskommandoene nævnt. Nordregionen er nævnt,76) men kun i forbindelse med den sovjetiske nordflådes mulige udbrud. USA’s interesser i NATO synes at have tyngde i Centralregionen, i »the United Kingdom base« og på flankerne, hvor Danmark ikke betragtes som en speciel betydningsfuld del af den nordlige.

USA’s interesse i Danmark er således en funktion af ønsket om at bevare »the vital European Region«s77> uafhængighed og territoriale integritet, dels en funktion af De forenede Staters interesser i Norge, Vesttyskland og Storbritannien. Den generelle interesse i Danmarks uafhængighed og integritet kan ikke fordeles på landsdelene, men den specielle interesse i de omkringliggende NATO-lande må siges at understrege de pågældende landes interesser i de danske landsdele. Medens Vesttyskland og Storbritanniens forsvar må vurderes som vitale for USA’s interesser i Europa, kan det samme ikke siges om forsvaret af Nordnorge. Kontrollen med Nordatlanten kan om nødvendigt støttes til andre områder.

USA ’s interesser i det danske område har således - som Forbundsrepublikkens og Storbritanniens - tyngde på halvøen. USA’s interesser i halvøen vil forstærkes i det øjeblik, der oplægges materiel og opbygges en logistisk støttestruktur til amerikanske forstærkninger i landsdelen.

Konklusion.

De væsentligste allierede interesser er knyttet til halvøen.

VORE EGNE NATIONALE KONTRA VORE ALLIEREDE INTERESSER

Hvor der er modsætning mellem nationale og allierede interesser, vurderes det, at dq nationale bør tillægges afgørende vægt. Dette gælder i særlig grad i suverænitetshævdelsen i det grå niveau.

Kun i det omfang, at væsentlige, allierede bidrag til Danmarks forsvar gøres afhængige af en prioritering, der i højere grad er i overensstemmelse med den pågældende allieredes interesser, bør disse interesser tillægges vægt. Hvis eksempelvis opretholdelsen af det tyske bidrag til landforsvaret af halvøen - til forskel fra det fremskudte forsvar af Hamburg, som tyskerne har en væsentlig egeninteresse i at opretholde - blev gjort afhængig af en ændret dansk prioritering, måtte en sådan ændring nok overvejes.

Imidlertid synes der ikke at være noget væsentligt modsætningsforhold mellem danske og allierede interesser.

KONKLUSIONEN PÅ DEN STILLEDE OPGAVE:

Med hensyn til afvisnings- og kampberedskab i fred og i spændingsperioder tillægges øerne særlig betydning. Når Enhedskommandoen kommer op på krigsberedskab, skal det danske bidrag være en funktion af, at halvøen er tillagt størst vægt.

Hvad denne proritering betyder for fordelingen af styrker, kan først afgøres efter en vurdering af truslens fordeling og vurdering af, hvor stor del af truslen vore allierede afparerer. Vore styrker skal fordeles således, at de afparerer »resttruslen« i overensstemmelse med den opstillede prioritering af landsdelene.

TRUSLEN

I Forsvarets Efterretningstjenestes publikation »Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod dansk område« vurderes det, at:

»Østersøens betydning for Warszawapagtlandene skal bl. a. fortsat søges i den kendsgerning, at den fører ind til et af de største industricentre i Sovjetunionen, ligesom der langs den af pagten kontrollerede Østersøkyst findes en skibsværftskapacitet, der overstiger den, som er til rådighed ved de tre øvrige sovjetiske flådeområder tilsammen.«

»I tilfælde af krig vil Østersøen kunne tjene som fremførelsesvej for forsyninger til de mod vest fremrykkende Warszawapagtstyrker.«78)

Hvis Sovjetunionen handler i overensstemmelse med denne vurdering af interesserne i Enhedskommandoens område, vil det første behov være at hindre indpassage af de maritime magters flåder, d.v.s. at anvende området som barriere. De vestlige stormagters flåder er imidlertid mindre egnede til operationer i Østersøen, så det er næppe forkert at vurdere, at Sovjet betragter denne trussel som afpareret ved de sovjetiske, polske og østtyske flåders store defensive potentiel (af missil- og torpedobåde, undervandsbåde og fly).

Truslen mod enhedskommandoens område ses derfor i første omgang at være en funktion af det i andet citat nævnte behov for at anvende Østersøen som transportvej i støtten af offensiven mod Centralregionen og i anden omgang af behovet for at sikre passagen ind til værfterne. Hvis en eventuel udpassage af undervandsbåde fra Østersøflåden til operationer i Nordsøen ikke har fundet sted før krigsudbruddet - d.v.s. ved et overraskelsesangreb på NA TO - vil behovet for at sikre sig passagemuligheder opstå relativt tidligt. Ved et overraskende angreb mod NATO må et tidligt - muligvis kupagtigt angreb på de landsdele, der behersker stræderne, vurderes som en sandsynlig mulighed. En alternativ mulighed for at etablere en tidlig trussel mod transporter over Nordsøen vil være at sikre sig en korridor for fly over den sydlige del af halvøen, men det er tvivlsomt, om en»sea denial«, der kun gennemføres af mellemdistance-bombefly, er sandsynlig.

Ved et forberedt angreb på NATO vil den første trussel mod enhedskommandoens område være affødt af et angreb af 

». . ., hvad man kunne betegne som Warszawapagtens kystfront, det vil sige den nordlige front i Centraleuropa langs Østersø- og Nordsøkysten inklusive Danmark.«78)

D.v.s., at truslen primært vil være affødt af behovet for at sikre og yde logistisk støtte til hovedangrebet mod Centralregionen. Først når behovet for indpassage af flådeenheder fra Nordsø og eventuelt Atlanterhav opstår, vil behovet for kontrol med hele det danske område opstå. For at Warszawapagtens umiddelbare behov i denne situation skal dækkes, må Enhedskommandoens sø- og luftstridskræfter nedslides, landstyrkerne på halvøen nedkæmpes eller afpareres og forstærkninger til Enhedskommandoen hindres. En erobring af de vesttyske østersøhavne vil i øvrigt kunne fremme den logistiske støtte af »kystfronten«.

Senere vil der være behov for at erobre de dele af Enhedskommandoens område, der behersker stræderne og Skagerak.

Det kan m.h.t. truslen i dag konkluderes, at indtil en eventuel udpassage af de enheder fra den sovjetiske østersøflåde som vurderes at have opgaver i Nordsøen har fundet sted, hvilket må forventes senest ved krigsudbruddet, vil der være en væsentlig trussel mod den sjællandske (og fynske) øgruppe. Fra det øjeblik en sådan udpassage har fundet sted og indtil Warszawapagten har tilkæmpet sig handlefrihed syd og øst for de danske hovedøer, vil kun halvøen være udsat for en væsentlig trussel. Fra det tidspunkt, at Warszawapagten har opnået denne handlefrihed vil også øerne være udsat for en betydelig invasionstrussel.

Før det er muligt nærmere at fastlægge truslens karakteristika på tidshorizonterne, vil det være nødvendigt at vurdere den teknologiske udviklings indflydelse.

Følgende udvikling kan forventes :80) Målerkendelse og -bekæmpelse vil i betydelig højere grad i dag kunne finde sted under alle belysningsforhold. Jo større mål, jo mere forudsigelig målets bevægelser, jo lavere hastighed jo mere homogen målets baggrund er, desto større sandsynlighed er der for, at målet nedkæmpes. Erkendte mål vil med stor sikkerhed kunne bekæmpes på grund af en stadig udvikling i retning af træfning i første skud. Evnen til at finde og træffe målet vil i nogen udstrækning blive suppleret med en større virkning mod flademål gennem opdelt ammunition og »Fuel Air Explosive«, (»sprænggas«).. Udviklingen land- og søminer vil i stadig stigende grad muliggøre fjern- /flyudlægning af stadig mere effektive hindringer.

Virkningen af denne udvikling for operationer på landjorden vurderes at blive:

». . . That both defensive and offensive forces, . . ., will become increasingly »decentralized«, »molecular, and »federated«. Defensive forces will operate in larger numbers of dispersed groups, because of the growing firepower of smaller weapons and the importance of exploiting the advantages of hiding. For the attacker, the greater vulnerability of larger systems, operating on or over the battlefield or resting in tank parks or on air strips beyond the battle area, is thought to necessitate dispersal tactics which will reduce the »shock power« of invading armies and make the concentration af forces for the classic land battle breakthrough »a risky enterprise.«81)

»Because concentrated armoured thrusts may become less effective . . the attacker might abandon these tactics in favour of surprise raids designed to deny his opponent sufficient time to established defence en depth.«82)

». . . the Pact has more expendable equipment (low cost, high attrition forces). . . NATO could be at a more severe disadvantage in a »one shot, one kill« era than at present.«83)

»If the Warsaw Pact eventually turned to a strategy that emphasized PGM suppression and accepted a slower rate of movement, the impact of such a change could be profound.«84)

D.v.s. en tilbagevenden til en mere intensiv udgave af 1. Verdenskrigs nedslidningskamp, hvor nedslidningen på grund af detektionsmuligheden og våbnenes rækkevidde, præcision og virkning når dybt ind bag fronten.

Virkningen af udviklingen for operationer i luften vurderes at blive: ». . . all the indications are that, cost apart, air defence technology has the potential to maintains its superiority in the surface-to-air/air-to-surface struggle.«85)

». . . the enchanced performance of systems on and over the battlefield (SAM and air combat fighters like the F-16) may make the deep-penetration capability less important and, that insofars as the capability is still needed, other and cheaper means of providing it (cruise missiles and RPV) will be available in the 1980s.«86)

». . . for the close air-support mission, a new generation of terminallyguided stand-off weapons should enable air force to deploy less expensive helicopter and fixed-wing platforms.«87)

»If aircrafts are increasingly vulnerable to air defences, the right answer does not seem to be to fit more sophisticated defence-suppression aids to fighter-bombers costing over 15 million dollars and to procure electronicwarfare support aircraft, like the EF-111A. It would make more sense to rely on a mix of weapons over and on the battlefield to establish local air superiority and on longer-range missiles for deep-penetration strikes.«88*

Det vil sige, at luftforsvar løses af missiler i lav højde (under 25.000 fo d 89) og jagerfly i stor højde, medens støtte til hærstyrker sker ved helikoptere o.a. og opgaver i dybden løses under anvendelse af cruise missiler og RPV.

Vedrørende mulighederne for bekæmpelse af sømål, går udviklingen i retning af, at:

». . . large ships . . . will become increasingly vulnerable . . . As a result of satellite surveillance and more accurate delivery systems, large surface navies . . . will also be esposed to targeting from land-based forces.«90*

»the potential vulnerability of . . . sea lift systems to a host of threats, and the fundamental problems of protecting vital interests such as natural resources, including . . . sea based oil wells, sea . . . lanes of communication, and economic infrastructures, remain unsolved.«91*

»Forces that operate against a homogenious background, especially the sky or the surface of the sea, will be especially visible and therefore potentially vulnerable. (This principle of cource leaves unsettled the outcome of duels involving aircraft or cruise missiles against ships.). And those that operate against a more heterogeneous background, for example, on land or under the sea, can no longer count on relatively easy concealment.92*

». . . people who live on islands will find it easier to protect themselves against invasion, whereas those who depend on unimpeded movement of shipping may find themselves at a disadvantage.«93*

Overfladeenheder vil i fremtiden være særdeles sårbare. Denne sårbarhed vil være specielt stor ved sejlads i nærheden af en fjendtlig kyst, hvor der opstår risiko for dueller mellem skibet og platforme, der på grund af maximal udnyttelse af den heterogene baggrund er væsentlig mindre sårbare. På det åbne hav eller tæt ved egen kyst vil en dækning med egne jagerfly være nødvendig for at sikre mod bekæmpelse med stand off-systemer, hvis rækkevidde svarer til eller overstiger rækkevidden af egne luftværnssystemer. Overfladeenheders relativt større sårbarhed vil kunne gøre større amfibielandsætninger ulønnede. Kun overraskende, mindre sølandsætninger - eksempelvis gennemført med luftpudefartøjer - vil med stor sikkerhed fortsat være mulige. Undervandsbåde vil fortsat være - relativt - mindre sårbare.

Hvis begge parter tager den nye teknologi i brug, vurderes det, at truslen om et overraskende angreb mod den sjællandske øgruppe vil øges, da en senere erobring vil være vanskeligere end i dag.

Større luftlandsætninger må som større sølandsætninger vurderes som mindre sandsynlige på grund af deres sårbarhed. Efter chancen for et overraskende, indledningsvis angreb, er forpasset, kan kun mindre landsætninger vurderes som sandsynlige indtil fundstændig handlefrihed er opnået.

Hvis de gennemføres under egen SAM- og jagerdækning, tæt ved Warszawapagters kyst, vil de logistiske søtransporter sandsynligvis fortsat være lønnende. Pagten vil fortsat søge at hindre indsættelse af de systemer, der kan true transporterne.

Den større del af nedslidningen på landjorden, der vil blive fremkaldt af indirekte skydende våben, der udnytter den nye sensor- og ammunitionsteknologi, vil sandsynligvis blive fordelt mere ligeligt mellem angriber og forsvarer end den del, der opstår som følge af direkte skydende våben, hvor angriberens tab må forventes at være højere end forsvarerens. En kvantitativ overlegenhed hos angriberen vil derfor give endnu større fordele i en nedslidning, der foregår over bred front og i stor dybde, end ved nutidens gennembrudstaktik. Landtruslen mod halvøen må derfor forventes at blive svagt stigende.

Hvis truslen mod Danmark ændrer sig i takt med den teknologiske udvikling, vurderes dette at betyde en understregning af den nuværende trusselsfordeling. D.v.s. at øerne primært vil være truede omkring krigsudbruddet, medens halvøen efter krigstilstand er indtruffet i endnu højere grad end nu vil være den mest truede landsdel.

Der synes således - på trods af, at disse forhold ikke nødvendigvis hører sammen - at være en parallellitet i tid og rum mellem landsdelenes relative betydning for os og truslens fordeling på tidshorizonten.

DE ALLIEREDES OG DANMARKS DELE AF FORSVARET

I forbindelse med den efterfølgende diskussion af de allieredes styrkers evne til at afparere en del af truslen, er det hensigtsmæssigt at opdele truslen mod Danmark henholdsvis Enhedskommandoen i følgende deltrusler:

1) Truslen mod dansk suverænitet i farvand og luftrum i fred og en spændingsperiode.

2) Truslen mod øerne ved krigsudbruddet.

3) Truslen mod øerne senere.

4) Truslen mod halvøen.

5) Truslen mod forstærkningerne under transport.

6) Truslen mod forstærkningerne ved modtagelsen.

Det blev i indledningen til den aktuelle del forudsat, at Enhedskomandoens vesttyske styrkebidrag indeholdt samme typer komponenter som i dag, d.v.s.

- områdeluftforsvarssystemer,

- taktiske fly, hvoraf en del er marinens,

- undervandsbåde,

- en væsentlig overfladekapacitet i Østersøen,

- en væsentlig minekrigskapacitet,

- en væsentlig eskortekapacitet i Nordsøen og

- betydelige landstyrker på såvel felthærs- som territorialstatus.

Før der gås over til en diskussion af de tyske komponenters rolle i imødegåelsen af truslen, kan det allerede konstateres, at deltruslerne 1) og 2) samt 6), for så vidt angår danske terminaler, må være et dansk ansvar. Kun imødegåelsen af deltruslerne 3), 4) og 5) vil således blive gennemdiskuteret.

Truslen mod øerne senere.

Truslen vil sandsynligvis først manifestere sig efter intensive nedslidningsoperationer rettet mod de platforme, der ville kunne hindre landsætningsoperationen. Overlevende tyske systemer vil deltage i imødegåelsen af truslen, men det må betegnes som tvivlsomt, om andre systemer end undervandsbådene vil have bevaret en væsentlig del af deres effekt. Taktiske fly og overfladeenheder vil - specielt hvis de har været indsat mod truslens søtransporter - have været udsat for meget væsentlig nedslidning fra fjendens fly henholdsvis luftværnssystemer.

Det danske bidrag til imødegåelse af denne deltrussel bør være i stand til at bevare den væsentligste del af sin kampeffekt mod såvel luft- som sømål på trods af fjendtlig våbenvirkning.

Truslen mod halvøen.

Truslen mod halvøen omfatter dels en amfibisk- og luftbåren trussel og dels en landmilitær trussel. Ved det overraskende angreb på NATO vurderes der ikke indledningsvis at være nogen væsentlig, selvstændig amfibisk- og luftbåren trussel mod halvøen. Selvstændig ses i modsætning til operationer, der udføres i direkte støtte af det landmilitære angreb. Som mod øerne må sådanne indledningsvise angreb, der udføres før man har tilkæmpet sig handlefrihed, udføres kupagtigt med begrænsede styrker. Mod den sydlige del af halvøen vil sådanne angreb være særdeles risikable på grund af det højere tyske forsvarsberedskab, og angreb mod halvøens nordlige del vil ikke tjene noget formål, man vil hverken åbne stræderne for passage eller støtte operationerne mod Centralregionen. Ved det forberedte angreb på NATO - eller i en sen fase af det overraskende - vil der være risiko for, at den væsentlige del af den amfibiske trussel rettes mod halvøens østkyst. Kun hvis man hindrer, at fjenden opnår den tilstrækkelige handlefrihed i stræderne (incl. Fehmern Bælt) vil forsvaret på halvøen kunne koncentreres om den landmilitære trussel. Landtruslen mod halvøen vil med den forudsætning, at begge parter råder over den nye teknologi, have karakter af en systematisk nedslidning over bred front, hvor kampenhederne hos angriberen rykker frem med relativ stor spredning i siden og dybden for at nedsætte sårbarheden. En sådan angrebstaktik vil tillade - og angriberens våben vil nødvendiggøre - en spredning af forsvarerens styrker. Forsvareren vil derfor med en given styrke kunne dække en større frontbredde end det er muligt i en situation, hvor angriberen masserer sine styrker til gennembrud. Men da det må forventes, at nedslidningen hos forsvareren ikke afviger væsentligt fra, hvad angriberen bliver udsat for, vil der snart være behov for at tilføre styrker i forsvarets dybde, hvis man skal undgå et gennembrud over en bred front. Hvis danske styrker er nødvendige til forsvaret af halvøen i dag, vil - under den i indledningen til den aktuelle del opstilede forudsætning, at det tyske styrkebidrag fastholdes på det nuværende niveau - behovet for danske landstyrker til halvøen sandsynligvis stige i takt med, at ny våbenteknologi indføres i Warszawapagtens enheder. Dette gælder selv om vi holder trit med indførelsen af ny teknologi og med doktrin- og organisationsændringer.

Truslen mod forstærkningerne under transport.

Imødegåelse af truslen fra undervandsbåde og fly mod transporterne over Nordsøen vil sandsynligvis være mindst lige så ressourcekrævende i fremtiden som i dag. Og som i dag vil imødegåelse af denne trussel kræve specialiserede enheder, hvis kampeffekt i andre roller er relativt beskeden. Vesttyskerne har efterhånden et betydeligt potentiel på dette område (hvortil lægges de atlantiske stormagters enheder). Det er min opfattelse, at Danmark kun skal investere i ressourcer på dette område, hvis det gøres til en betingelse for at modtage forstærkninger.

Bidrag fra de øvrige allierede vil være i form af

- relativt tidligt ankommende fly forstærkninger,

- senere ankommende landstyrker og

- de ovenfor nævnte eskorteenheder.

I hvilket omfang fly forstærkningerne vil kunne medvirke til imødegåelse af en bestemt deltrussel, afhænger af flytyper og ankomsttidspunkt. En detaljeret diskussion er ikke mulig her. Hvad angår forstærkninger af landstyrker, må det generelt siges, at egne styrker skal kunne holde indtil ankomsten af forstærkningerne, og at de resterende danske styrker som minimum skal have en sådan styrke, at de sammen med forstærkningerne og de resterende tyske styrker skal kunne nedslide den forventede trussel før denne opnår gennembrud.

Konklusion.

De danske styrker skal kunne imødegå følgende deltrusler selv:

1) Truslen mod dansk suverænitet i farvand og luftrum i fred og i en spændingsperiode.

2) Truslen mod øerne ved krigsudbruddet.

6) Truslen mod forstærkningerne ved modtagelse på danske terminaler

Herudover skal det danske bidrag til imødegåelse af deltruslen:

3) Truslen mod øerne senere,

være i stand til at bevare den væsentligste del af sin kampeffekt mod luft- og sømål på trods af den fjendtlige nedslidning.

Det danske bidrag til imødegåelse af deltruslen:

4) Truslen mod halvøen,

skal sandsynligvis mindst være af den nuværende størrelsesorden. Kun ved en tidlig ankomst af væsentlige landforstærkninger vil det muligvis kunne bevares på det nuværende niveau.

5) Truslen mod forstærkningerne under transport

bliver afpareret af allierede enheder.

Når der tages hensyn til landsdelenes relative betydning bliver resultatet, at imødegåelse af deltrussel 3) skal gives lavere prioritet end imødegåelse af de øvrige deltrusler.

EN SKITSE FOR 90’ERNES FORSVAR

Det grundlag for opstilling af en strukturskitse, som er givet i de foregående to afsnit, er så løst, at den efterfølgende skitse af et dansk forsvar i 90’erne kun kan være én af flere eksempel vise muligheder. Et eksempel på, hvorledes der kunne bringes overensstemmelse mellem prioriteringen af landsdelene, truslens fordeling, vore allieredes bidrag og vort forsvars struktur.

Til imødegåelse af truslen mod dansk suverænitet i farvand og luftrum i fred og spændingsperioder. Alle krænkelser bør i princippet kunne erkendes og derefter afvises uden, at man er tvunget til handlinger, der medfører en væsentlig eskalationsrisiko. Det vil sige, at forsvaret må råde over sensorer, der dækker luftrummet og farvandsområderne og som er sikrede mod sabotage og i størst mulig udstrækning også mod elektroniske angreb. Til afvisning af krænkelser i luftrummet må forsvaret råde over et altvejrs jagerberedskab, der kan operere i alle højder, dog med prioritet i de lave. Til afvisning af krænkelser af vort søterritorium bør forsvaret råde over søgående, udholdende fartøjer med sådanne fart- og bevæbningskarakteristika, at de er i stand til at indhente og afvise Warszawapagtens større enheder uden at skulle anvende ultimative våben. Antallet skal være så stort, at som minimum udlægningen af minespærringer kan sikres effektivt imod chikaneri.

Til imødegåelse af truslen mod øerne ved krigsudbruddet.

Truslen vurderes at ville bestå af et indledningsvis angreb på sensorsystemerne fulgt af mindre sølandsætninger - eksempelvis med luftpudefartøjer og fra handelsskibe (som 9. april) - og mindre helikopter- henholdsvis luftbårne operationer. Samtidig vil flyvestationer og missilluftforsvar blive angrebet. Imødegåelse af et sådant angreb må primært skulle ske med stående hærstyrker med stor mobilitet og ildkraft, samt gennem enheder, der kan hindre opfølgningsoperationer og fremføring af forsyninger, d.v.s. sømålsmissiler henholdsvis torpedoer på mobile platforme til supplering af udlågte minefelter, samt et mobilt områdeluftforsvar. Forsvarsberedskabet på øerne skal have en sådan styrke og fleksibilitet, at et overraskende angreb vil kunne afskæres og nedkæmpes hurtigt.

Til imødegåelse af truslen mod modtagelsen af forstærkningerne.

Truslen udgøres af flyangreb mod flyvepladser og flyangreb mod og udlægning af miner ved havne. Imødegåelse af truslen kan kun ske gennem en optimal sammensætning af område- og nærluftforsvarssystemer. Herudover bør forsvaret besidde en vis minerydningskapacitet.

Til imødegåelse af de »danske deltrusler« bør forsvaret således råde over

- en tilstrækkelig mængde af sensorer, dækkende luftrummet og farvandene,

- et tilstrækkeligt antal altvejrs luftforsvarsfly til, at en klar fjendtlig luftoverlegenhed kan hindres indtil fly forstærkningernes ankomst,

- et mobilt missilområdeluftforsvar på såvel øerne som på halvøen,

- muligvis en yderligere luftsikring af modtageterminalerne,

- slagkraftige, mobile styrker i et relativt højt beredskab på øerne,

- en tilstrækkelig minelægningskapacitet,

- mobile platforme (helikoptere, skibe og/eller lastvogne) for sømålsmissiler henholdsvis platforme for torpedoer og et antal

- hurtige, søgående bevogtningsfartøjer med kanonbevæbning samt sandsynligvis helikopterdæk.

Behovet for et dansk bidrag til imødegåelse af de »fælles deltrusler« er:

Til imødegåelse af truslen mod øerne senere. Hvis man på trods af den forventede nedslidning er i stand til at opretholde evnen til at bekæmpe sø- og luftmål vil invasionstruslen mod øerne blive relativt mindre efter krigsudbruddet. Dette stiller krav til områdeluftforsvaret af øerne og til de sømålsbekæmpende systemer om at anvende platforme, hvor risikoen for erkendelse og derigennem nedkæmpelse er minimal (d.v.s. standardlastvogne og i mindre grad helikoptere og undervandsbåde). Hvis platformene kan overleve, kan hærstyrkerne på øerne reduceres efter krigsudbruddet.

Til imødegåelse af truslen mod halvøen. Som ovenfor nævnt vil nedslidningen og derigennem behovet for landstyrker på halvøen være stigende. Der vil indtil modtagelsen af landforstærkninger være behov for stadig tilførsel af danske landstyrker til støtte for det tyske bidrag til landforsvaret af halvøen. En væsentlig del af de nødvendige ekstra styrker vil skulle hentes fra øerne, dels ved mobilisering af personel fra den sjællandske øgruppe til Jylland, dels - om muligt - ved overførsel af styrker efter krigsudbruddet. Udtyndingen af styrkerne på den sjællandske øgruppe må dog ikke føres videre, end at de operationer, som fjenden vil kunne gennemføre mod øerne, før han opnår en højere grad af handlefrihed, vil kunne imødegås med succes. Kun derigennem vil den sjællandske øgruppe i tilstrækkelig grad fungere som en effektiv flankesikring af den højest prioriterede landsdel, halvøen. A t Sjælland, efter fjenden opnår handlefrihed til at iværksætte større amfibie- og luftbårne operationer, er den dårligst forsvarede landsdel, er i overensstemmelse med prioriteringen.

Den eksempelvise forsvarsstruktur:

Luftrum og farvand overvåges af et tilstrækkeligt antal sensorer.

Hæren omfatter

- en stående beredskabsstyrke og

- en mobiliseringsstyrke.

Op mod halvdelen af den stående styrke placeres øst for Store Bælt, med et relativt højt materiel- og personelberedskab, d.v.s. med tæt på krigsstyrke i fredstid. Resten af den stående styrke placeres i Jylland og på Fyn.

Bortset fra styrken på Fyn er felthærsenhederne vest for Store Bælt organiseret med en relativt lille procentdel af hver enhed i stående styrke. Hovedparten af mobiliseringspersonellet er afsat til at bringe felthæren på halvøen op på krigsstyrke. Felthæren er organiseret til kamp i mindre, mobile enheder, spredt såvel i siden som i dybden. Den råder over sensorer til at finde og våben til at bekæmpe angriberen, såvel frontalt som i dybden af hans formation. Der er truffet forberedelser til - efter krigsudbruddet - at overføre en væsentlig del af de sjællandske styrker til halvøen.94)

Søværnet omfatter

- en tilstrækkelig minelægningskapacitet,

- en mindre minery dningskapacitet,

- en styrke af søgående, hurtige bevogtningsfartøjer,

- flådehelikoptere,

- mobile kystmissilbatterier,

- et mindre antal missilbåde som supplement til kystmissilbatterierne og muligvis

- et antal undervandsbåde.

Flyvevåbnet omfatter

- luftforsvarsfly,

- et veludbygget områdemissilluftforsvar og

- et nærluftforsvar af modtageterminalerne.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Når linien trækkes fra de historiske eksempler til det aktuelle, er der nogle forhold, som man må erkende har ændret sig væsentligt i løbet af de sidste godt. hundrede år, og nogle forhold, som man må sige er nogenlunde konstante.

Fra en situation, hvor det lå fjernt for de fleste beslutningstagere at stille spørgsmålstegn ved den »kendsgerning«, at Sjælland havde størst betydning, er vi gradvis nået dertil, at jeg ikke kunne undgå at komme til den konklusion, at halvøen i dag må siges at være af større betydning end Sjælland med hovedstaden.

Hvis man identificerer de forhold, der har reduceret Sjællands relative betydning i forhold til halvøen, må man nok pege på, at der i dag findes ganske mange »dannede personer« vest for Valby Bakke. Medens graden af centralisme i forvaltningen nok har holdt sig nogenlunde uændret gennem perioden, er der sket en decentralisering af uddannelse og erhverv, der gør, at hovedstaden i dag virker lettere på vægtskålen end for hundrede år siden.

Samtidig er der sket en spredning af den militære infrastruktur, således at den i dag - hjulpet på vej af tyskerne under besættelsen - har tyngde på halvøen. I de to første historiske eksempler var Danmark neutralt. Man måtte derfor prioritere uden hensyn til allieredes interesser og muligheden for at modtage forstærkninger. Man kunne fastholde den nationale prioritering.

I det tredie eksempel var Danmark i realiteten Tysklands allierede på trods af den neutrale facade. En væsentlig årsag til, at denne facade kunne fastholdes var, at de tyske interesser ikke fremtvang en sådan justering af forsvarsstrukturen, at denne kom i konflikt med den nationale prioritering.

I det fjerde eksempel følte de beslutningstagere, der udformede forsvarsstrukturen, sig i alliance med Vestmagterne. Medens denne fiktion næppe kom til at påvirke prioriteringen af landsdelenes forsvar, fik det afgørende betydning for fordelingen af forsvarets styrker.

I det aktuelle tilfælde er alliancen en realitet og tilførslen af forstærkninger sandsynlig. Dette betyder, at placeringen af »forstærkningsinfrastrukturen« må tillægges vægt i den nationale prioritering, og man må i mulig udstrækning tage hensyn til de allierede interesser. Københavns relativt mindre betydning, decentraliseringen af den militære infrastruktur, hensynet til forstærkningerne og til vore allieredes interesser betyder sammenlagt, at halvøen må prioriteres først.

Et forhold, der går igennem både de historiske eksempler og den aktuelle situation som afgørende for forsvarsstrukturens fordeling af landstyrker mellem landsdelene, er den forventede grad af søherredømme i de danske farvande. I første historiske eksempel havde vi søherredømmet. Hæren kunne samles på halvøen.

I andet eksempel var søherredømmet omstridt, men man håbede at kunne ;robre det efter en vis tid. Hæren måtte indledningsvis fordeles i overensstemmelse med opstillingsmulighederne. Senere kunne hovedstyrken eventuelt samles ved Lillebælt. I tredie eksempel var søherredømmet omstridt, og man kunne ikke forvente at opretholde forbindelsen mellem landsdelene. Hærens hovedstyrke måtte gennem uddannelses- og beredskabssystemer på forhånd gives tyngde på den ene landsdel. I fjerde eksempel var søherredømmet indledningsvis på fjendens hænder for senere at blive generobret af allierede. Hæren fordeltes som i andet eksempel. I den aktuelle situation vil søherredømmet være omstridt. Flys og missilers rækkevidde vil betyde, at ingen af de to parter vil have bevægelsesfrihed indenfor det farvandsområde, hvor modstanderens våben kan virke koordineret. Fra det øjeblik efter krigsudbrud, hvor vore systemer kan virke koordineret, kan både Enhedskommandoen og Warszawapagten opretholde en høj grad af »sea denial« i stræderne og farvandene umiddelbart syd herfor. Løsningen med hensyn til hærenhederne er svarende til 1866-ordningen, beredskab i begge landsdele, koncentration mod vest. I det andet historiske eksempel nævntes som et kuriosum virkningen af søværnets arv af holdninger og ekspertise. Man var ude af stand til at følge med udviklingen, fordi man nægtede at foretage den nødvendige udfasning af operativt forældede våbensystemer, der stadig var teknologisk anvendelige. A t bindinger til et værns eller en våbenarts traditionelle hovedvåbensystem kan friste til at investere i drift af traditioner snarere end i øget effekt, er næppe speciel for 1866-ordningen.

1 1864- og 1922-eksemplerne blev kort refereret, hvorledes vort demokratiske system kan virke på landets forsvarspolitik. I det første eksempel virkede opinionens indflydelse lammende på politikernes evne til at tage nødvendige beslutninger. I 1922 var opinionen og derigennem politikerne relativt uinteresserede i forsvaret som andet end en mulighed for offentlige besparelser.

Gennem en fri og åben debat mellem sagkyndige indbyrdes og mellem sagkyndige og offentlighed må det være muligt at undgå at falde i en af de to grøfter nu og i fremtiden.

NOTER

61) Prisopgaven er udarbejdet i perioden JAN-OKT 1979. D.v.s. før den igangværende forsvarsdebat startede med udsendelsen af Forsvarskommandoens »Oplæg til forsvarsordning efter 1. april 1981. Fase 3: Alternativer til 1973-ordningen*.

62) Udledt af Stat. Årb. 1978, pp. 6 f og 55-57.

63) Udledt af Stat. Årb. 1978, pp. 58 f.

64) Angående de mest egnede havne, se Havnelodsen, pp. 97-103, 112-116, 162-164, 178-180, 371-374.

65) Dette får man et klart indtryk af ved at gennemlæse Dokumentation, Teil 1 og 2.

66) Weissbuch 75/76, pkt. 156, 164 og Seidenfaden, p. 268.

67) Weissbuch 75/76, pkt. 159 og Dokumentation, Teil 2, p. 330.

68) Weissbuch 75/76, pkt. 189 og Dokumentation, Teil 2, p. 329.

69) Dokumentation, Teil 2, p. 332.

70) Utredning 1978, pkt. 7.2.10.

71) Utredning 1978 1978, pkt. 11.4.3.

72) Utredning 1978, pkt. 11.5.11., se også Seidenfaden, p. 281-282.

73) Estimates 1979, pkt. 132.

74) Se bl.a. Wehr. Revue, OKT/1977, p. 856.

75) Angående sammensætningen af Østersøflåden, se Fightning Ships og Mil. Bal. 79/80.

76) Annual Report 1979, p. 90.

77) Annual Report 1979, p. 23.

78) FE, UKL.p. 7. Se i øvrigt Seidenfaden, pp. 277-281 og kendsgerninger i DK mellem supermagterne, pp. 96-99.

79) Formuleringen hentet fra Rolighedskonferencen, p. 15.

80) Se Other Arms Race, p. 1-42, (land og luft), Adelphi, P. no. 126, pp. 1-19, no. 144, pp. 14- 28, 45-50, no. 145, pp. 1-7, 26-39, Strategic Survey 1978, pp. 29-33.

81) Adelphi, P. no. 126, p. 8.

82) Adelphi, P. no. 126, p. 3

83) Adelphi, P. no. 126, p. 15.

84) Adelphi, P. no. 126, p. 16.

85) Adelphi, P. no. 144, p. 20.

86) Adelphi, P. no. 126, p. 19.

87) Adelphi, P. no. 126, p. 19.

88) Adelphi, P. no. 126, p. 19.

89) Adelphi, P. no. 144, p. 21.

90) Other Arms Race, p. 140.

91) Other Arms Race, pp. 140 f.

92) Adelphi, P. no. 145, p. 2.

93) Adelphi, P. no. 145, p. 4.

94) Det forudsættes i strukturen, at hovedparten af mobiliseringen gennemføres før krigsudbrud. Den store havne- og færgekapacitet på Sjælland og den jyske østkyst vil dog sandsynligvis hindre, at forbindelsen mellem landsdelene afbrydes ved krigsudbruddet.

KILDER

Statistiske Årbøger, 1970 og 1978. Danmarks Statistik. Kbh. 1970 og 1978. Stat. Årb. 1970 henholdsvis 1978. Den danske Havnelods, 1977. Farvandsdirektoratet. Kbh. 1977. Havnelodsen. Beretning fra Forsvarskommissionen af 1969. Kbh. 1972. Beretning 1972. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik. Kbh. 1970. Seidenfaden. Bilag til Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik. Kbh. 1970. Bilag til Seidenfaden. Dansk sikkerhedspolitik. En Rolighedskonference om forsvar og information. Roligheden. 1979. Rolighedskonferencen. Sicherheitspolitik der Bundesrepublik Deutschland. Dokumentation 1945-1977. Teil 1 og Teil 2. Udgivet af Klaus von Schubert. Verlag Wissenschaft und Politik. Koln 1978 og 1979. Dokumentation Teil 1 henholdsvis Teil 2. Weissbuch 1975/1976. Zur Sicherheit der Bundesrepublik Deutschland und zur Entwicklung der Bundeswehr. Bundesminister der Verteidigung. Bonn. 1976. Weissbuch 1975/1976. Forsvarskommisjonen av 1974. Utredning fra et utvalg oppnevnt ved kongelig resolusjon 31. mars 1974. Norges offentlige utredninger. Oslo. 1978. Utredning 1978. Statement on the Defence Estimates 1979. Her Majesty’s Stationary Office. London. 1979. Estimates 1979. Department of Defense. Annual Report. Fiscal Year 1979. The Department of Defense, Washington. 1978. Annual Report 1979. The Military Balance 1979-1980. The International Institute for Strategic Studies. London. 1979. Mil. Bal. 79/80. Warszawapagtens aggressionsmuligheder mod dansk område. Forsvarets Efterretningstjeneste. Kbh. 1978. FE UKL. Forsvarschefsskitse 1975. Forsvarskommandoen. Vedbæk. 1975. FCH-skitse. Danmark mellem supermagterne. De kommende års sikkerhedspolitiske miljø. Udarbejdet af sikkerhedspolitisk studiegruppe. Det udenrigspolitiske Selskab. Albertslund. 1976. DK mellem supermagterne. S. Lerche: Områdestudie - Nordatlanten, den sømilitære magtbalance. Forsvarsakademiet. Kbh. 1979. Lerche. Jane’s Weapon Systems, 1978. Jane’s Yearbooks. London. 1977. Weapon Systems. Jane’s Fighting Ships, 1979-80. Jane’s Yearbooks. London. 1979. Fighting Ships. Geoffrey Kemp m. fl.: The Other Arms Race. Lexington Books, Lexington, Mass., 1975. Other Arms Race. Adelphi Papers, no. 126: Richard Burt: New Weapons Technologies. Debate and Directions. The International Institute for Strategic Studies. London. 1976. Adelphi P. no. 126. Adelphi Papers, nos. 144 og 145: New Conventional Weapons East-West Security. Part I og Part II. The International Institute for Strategic Studies. London. 1978. Adelphi P., no. 144 henholdsvis 145. Strategic Survey 1978: New Trends in Air Power. The International Institute for Strategic Studies. London 1979. Strategic Survey 1978.