Af Premierløjtnant H. Rørdam, Lærer ved Ride- og Beslagskolen.
Hertil 1 Skitse.
I den sidst forløbne Menneskealder er der foregaaet store Omvæltninger paa alle militære Omraader. De skete Fremskridt lader sig jo for Fodfolkets og Artilleriets Vedkommende forholdsvis let maale ved at betragte det lille-kalibrede Magasingevær, Brisantgranaterne og det hurtigsky den de Skyts. For Rytteriets Vedkommende er Forandringen mindre iøjnefaldende. Allerede i Oldtiden var Rytteriet bevæbnet med Lanse og Sværd, de samme Vaaben, som endnu den Dag i Dag anvendes under Kampen til Hest. Men ret beset, betegner maaske nok Indførelsen af Blodshesten, Opdagelsen af de enorme Fordringer, man kan stille til denne i Retning af Hurtighed, Udholdenhed og Overvindelse af Terrair.hindringer, Rytteriets udstrakte Anvendelse af Telegrafen og andre hurtige Meddelelsesmidler og hele den dermed følgende Anvendelse af Vaabnet i den strategiske Efterretningstjeneste et Fremskridt for Rytteriet, der kan maale sig med de andre Vaabenarters.
Denne Anvendelse af Rytteriet i Efterretningstjenesten er af forholdsvis sen Dato. Af den nyere Tids Feltherrer er Marchal Turenne den første, der begyndte at anvende Rytteriet til længere udgaaende Bevægelser.
Frederik den stores glimrende Rytteri er jo bekendt. Kongen gav selv Instruktionen for dets Optræden. I Bestemmelserne for det lette Rytteri siges der, at Husarofficererne skal rekognoscere Fjenden, bedømme Forholdene hos ham rigtig, hans Styrke, Stilling og Hensigter, saa at den kom m anderende General kan træffe sine Dispositioner efter deres Meldinger. Rytteriet var dog den Gang hovedsagelig Kamprytteri. Hele Datidens Taktik med de forholdsvis smaa Hære, der ofte marcherede og lejrede i Slagorden, begunstigede ikke en videregaaende strategisk Anvendelse af Rytteriet.
Napoleon derimod havde Brug for langt udgaaende Rytterstyrker for at kunne tilsløre sine Marcher og rettidigt koncentrere sine store Hære. Saalcdes blev Rytteriet ogsaa anvendt navnlig i Felttogene 1805 og følgende Aar. I 1806 under Forfølgningen af Fjenden efter Slagene ved Jena og Auerstådt kom Rytteriet jævnlig en Dagsmarche forud for Fodfolket; og der udsendtes Officerspatrouiller, som Regel paa ca. 50 1 teste, for at holde Føling med Fjenden. I 1807 under Fremmarchen før Slaget ved Eylau rekognoscerede Davoust 150 Km. forud; men Rytteriet led ogsaa stærkt under dette Vinterfelttog.
I Datidens Krige var det dog langtfra altid, at Rytteriet gjorde saa god Nytte i Efterretningstjenesten. Som Regel fulgte det Fodfolket og marcherede kun i Skridt. Under den nordamerikanske Borgerkrig gjorde Sydstaternes Rytteri under Generalerne Fitzhugh Lee, Stephan Lee, Rosser og Stuart udmærket Nytte. Det udførte talrige Strejftog, foruroligede stadig Fjenden i Flanke og Ryg, afbrød hans Forbindelser og bragte glimrende Meldinger til Dels ved en udstrakt Benyttelse af Telegrafen. Et af de mest bekendte Streiftog er General Stuarts Rid t i Okt. 1862. I Krigen 1866 havde man i Tyskland og Østrig til Dels glemt Erfaringerne fra Napoleonskrigene. Rytteriet blev oftest holdt tilbage i Reserve. Der blev vel fra prøjsisk Side, men først paa temmelig kort Afstand, udsendt Officerspatrouiller, hyppigst ca. en Deling. Deres Tjeneste var dog mangelfuld; de havde som Regel et ganske bestemt Hverv og vendte tilbage, naar dette var udført. — Mest bekendt er jo Major Ungers Patrouilleridt den 2. Juli. — Paa østrigsk Side var Efterretningstjenesten mindre god. Derfor lykkedes det ogsaa i Slaget ved Koniggråtz Kronprinsens Armé saa uventet at angribe General Benedeks højre Flanke, skønt Østrigerne fra Dalranden ved Koniginhoff let kunde have overset hele den fjendtlige Armé. Det er først i Krigen 1870—71, at det tyske Rytteri optræder paa en saadan Maade, at denne bliver banebrydende for Rytteriets Fremtid.
Straks i Begyndelsen af Krigen holdes Rytteriet vel meget tilbage, men allerede i de første Dage af August begynder det at gaa frem, det gennemstrejfer Terrainet indtil Metz og bringer, som det tyske Generalstabsværk siger: „talrige og paa lidelige Meldinger, efter hvilke den øverste Hærledelses Dispositioner kunde træffes.“ Det gaar over Mosel, sender sine Patrouiller frem lige til Toul og Verdun og bidrager væsentlig til Afgørelserne ved Metz og Sedan. Naturligvis var der til at begynde med ikke rigtig System i Tingene og følgelig meget Kraftspild. Patrouillerne var ikke altid paa det rene med, hvad de skulde melde om. Fe jltagelser sker af Ukendskab til Fjendens Ordre de Bataille og Uniformer. Undertiden hænder det, at en Patrouille opgiver at følge efter Fjenden, fordi den vil holde Hvil. Om Natten gaar Følingen med Fjenden hyppig tabt, fordi Patrouillerne trækker sig tilbage om A ftenen. Men der er dog Udtalelser nok af franske Militærforfattere, der gentager, at aldrig saa snart havde de franske rømmet en Bivouak, før Ulanerne var der. „Ges inévitables Ulans“ kalder Dick de Lonlay dem. Baade Napoleon og Bazaine udtaler, at det omstrejfende tyske Rytteri holdt dem i stadig Uvidenhed om Fjenden. Hvor ivrigt de tyske Ryttere fulgte Fjenden i Fjælene, fremgaar meget karakteristisk af et civilt Øjenvidnes Beretning. Forfatteren af „Saarbrückener Kriegskronik“ fortæller saaledes:
„Beboerne i Saarbrücken var meget fornøjede over Franskmændenes pludselige Afmarche. Dog var ikke alle fjendtlige Afdelinger forsvunden fra Byens nærmeste Omegn. Endnu staar Borgerne i livlig Samtale i Gaderne. Da nærmer der sig hurtig 3 Ryttere fra St. Johann. „Achtung!“ „Platz machen!“ og en Kyrasserløjtnant og 2 Brunsviger-IIusarer sprænger over Broen. „Tilbage!“ raaber Borgerne, „Franskmændene er her endnu!“ ; men Rytterne lader sig ikke opholde og forsvinder om det næste Gadehjørne. — Det var Lt. v. Spalding af 5. Kyrasserregiment.“ Denne de tyske Rytteres ivrige Gaaen paa forstyrrede og udmattede Franskmændene i høj Grad. Man maa imidlertid dog erindre, at Tyskerne saa godt som ingen Modstand mødte, da det franske Rytteri sjældent viste sig foran Fodfolkets Sikringsdele. Først henimod Slutningen af Krigen, da de havde lært af Tyskerne, skete dette.
I den russisk-tyrkiske krig 1877 drog Russerne Fordel af Erfaringerne fra 1870. Dog viser der sig nogen Usikkerhed i Rytteriets Anvendelse, da der nylig var indført en ny Instruktion. Der skulde efter denne udsendes Officerspatrouiller paa ca. 10 Heste for at skaffe Efterretning om Fjendens Gros og særlige Patrouiller til at holde Føling med hans Sikringsdele. — I Begyndelsen af Krigen gik Skobelews Rytteri frem mod Donau ca. en Maaned før den øvrige Hær og dækkede dennes Bevægelser paa en Strækning af omtrent 570 Km. Udmærket Tjeneste ydede Rytteriet ogsaa under Gurkos første Balkanovergang i Juli.
Fra Krigen i Sydafrika endelig foreligger der jo endnu ikke tilstrækkelige detaljerede Oplysninger om Rytteriets særlige Anvendelse i Efterretningstjenesten. Utvivlsomt er der dog, at en stor Del af Englændernes talrige Uheld, foruden andre Forhold, tillige skyldes mangelfuld Eklærering.
Rytteriets vigtigste fremtidige Opgave.
Erfaringerne fra alle de omtalte Krige viser, at Rytteriets vigtigste Opgave ikke længere løses paa selve Kamppladsen.
Den Opfattelse, den russiske General Ssuchotin for ikke saa mange Aar siden hævdede, at „hele Rytteriets Fredsuddannelse kun har et Endemaal: I Farens Øjeblik som en Orkan at styrte sig over Modstanderen og da fornemmelig hans Fod folk“ , holder ikke længer Stik. Selve Attaken er ikke mere Endemaalet for Uddannelsen. Den er kun et enkelt af de Midler, Rytteriet kan komme til at anvende for at løse sin Opgave, at gøre fuld Fyldest i Efterretningstjenesten.
At det i Nutidens Krige endnu mere end forhen er af yderste Vigtighed for Hærføreren hurtigst mulig at faa paalidelige Efterretninger om Fjenden, erkendes af alle. Nutidens Hære er store; de er let bevægelige paa Grund af Samfærdselsmidlernes stærke Udvikling. Den værnepligtige Soldats korte Uddannelsestid og dermed følgende forholdsvis mindre moralske og fysiske Modstandskraft forøger Betydningen af de første afgørende Kampe. Bagladevaabnenes store Styrke i Defensiven henviser Angriberen til snarere at kaste sin Modstander ved omgaaende Bevægelser end ved Frontalangreb. A lt dette er Momenter, der forøger Vigtigheden af hurtige og paalidelige Efterretninger.
Paa samme Tid vokser Vanskelighederne ved at skaffe Efterretninger. De større Afstande — en Følge af de større Hære og Vaabnenes Rækkeevne — det røgsvage Krudt, den udstrakte Anvendelse af Terrainet og ikke mindst det, at Fjenden kender Betydningen af at skjule sine Kræfter og Hensigter, bidrager hertil. Endelig har Rytteriets Styrkeforhold ikke kunnet holde Skridt med de andre Vaabenarters Udvidelse.
Endnu har ikke i en moderne Krig to Staters Rytteri staaet jævnbyrdigt, veluddannet og virkelystent over for hinanden. Hvorledes det vil gaa i saa Tilfælde, er jo vanskeligt at sige. Skønt alle er enige om, at den Hærfører, der først opnaar nøjagtige Efterretninger om sin Modstander, vil have Fordelen paa sin Side, og at alt det Rytteri, der paa nogen Maade er disponibelt, bør anvendes i den strategiske Efterretningstjeneste, saa synes Anskuelserne om de Grundprincipper, der gælder for dette Rytteris Virksomhed, at være noget forskellige. Spørgsmaalet er, om Hovedmassen af Rytteriet skal holdes samlet for med saa meget mere Eftertryk at kunne støde igennem det fjendtlige Rytterslør i den strategisk vigtigste Retning, eller om Rytteriet bør sprede sig noget mere for paa ethvert Punkt at kunne støtte egne og imødegaa fjendtlige Efterretningspatrouiller, men forøvrigt saa meget som muligt undgaa Kamp. Franske Militærforfattere synes at hylde den sidstnævnte Anskuelse, men tage herved vistnok for lidt Hensyn til en eventuel Kamp med Modstanderens Rytteri. Ganske vist skal Rytteriet først og fremmest søge at skaffe Efterretninger; men gode Efterretninger lader sig sikkert ikke rettidig skaffe ved altid at gaa uden om Fjenden. Det er i alle T ilfælde at gaa for vidt, naar en Forfatter i „Revue de Cavalerie“ i Anledning af nogle Detachementsøvelser hævder: „at det er fuldstændig ligegyldigt for en General at vide, hvor det fjendtlige Rytteri er“, eller at „en Rytterfægtning i en Kamp eller et Slag næsten altid er spildt Tid .“
I Modsætning hertil hævder de fleste moderne tyske Forfattere med stor Styrke, at Rytteriet straks fra Begyndelsen af skal opsøge og af al Magt bestræbe sig for definitivt at slaa det fjendtlige Rytteri af Marken. „Kundet Rytteri, hvem det er lykkedes straks at slaa Modstanderens, vil kunne skaffe Efterretninger af Betydning“ (v. d. Goltz). „Kriegerische Erfolge lassen sich nicht eskamotiren, sie wollen erkämpfet sein“ (Bernhardi). Meningen er, at Rytteriet bør samles i store Masser, og det bør søge at undgaa Nederlag, der lammer dets Virksomhed i lang Tid ; thi bliver det slaaet fuldstændig, faar Modstanderen Lejlighed til at trænge helt igennem til de efterfølgende Troppedele. I Rusland gør i den nyeste Tid lignende Anskuelser sig gældende; der har ved Manøvrerne i de senere Aar været udkæmpet mægtige Rytterkampe. Der kan jo heller ingen Tvivl være om, at den bedste Støtte for vore Efterrctningspatrouiller vil være vort eget Rytteris Sejr. Tvinges vort Rytteri tilbage, bliver Patrouillernes Hverv saa meget desto vanskeligere, men ogsaa saa meget mere betydningsfuldt. Hvorledes end Forholdene nu stiller sig, i sidste Instans skal Efterretningerne indhentes ved Patrouiller.
Den tyske Felttjenesteinstruktion udtaler herom : „Zum Sehen sind einzelne Reiter oder kleine Ab theilungen am geeignetsten. — Vorzugsweise muss der O flizicr die Fähigkeit haben aus kurzen Augenblicken des Sehens richtige Schlüsse za ziehen. Gut beritten mit Fernglas und zuverlässigen Karten versehen, im Gelände findig und im Kartenlesen geübt, über die Verhältnisse beim Feinde und die Absichten der Führung unterrichtet, ist er das wichtigste Organ für die Aufklärung.“ Der vil altsaa i alle Tilfælde blive udsendt Officerspatrouiller til Indhentelse af Efterretninger. Ved Udsendelsen af disse Patrouiller maa der principielt skelnes mellem dem, der skal indhente Efterretninger om det fjendtlige Rytteri, og dem, der udelukkende skal rette deres Opmærksomhed mod Fjendens Hovedstridskræfter. Patrouiller af sidstnævnte A rt bør udsendes straks fra Begyndelsen af. Det er deres Virksomhed m. ni., der I det følgende skal omtales. Denne Virksomhed er meget forskellig i Krigen og under Fredsøvelserne. Under disse staa Partierne næsten altid saa tæt paa hinanden, at Patrouillernes Virksomhed indskrænkes til, at de uden nærmere Overvejelse hurtigst mulig maa jage frem. Pludselig støder man saa paa Fjenden. Plans Styrke er som Regel forholdsvis lille og let at overse. I vild Fart maa saa Meldingen tilbage og kommer alligevel som oftest for sent. Yderst sjældent har man T id til at opholde sig tilstrækkelig længe paa de gode Oversigtspunkter eller til ordentlig Affattelse af Meldingen eller Instruktion af Melderytteren.
I Krigen, hvor Afstandene er større, vil Patrouilleføreren faa en langt videregaaende Instruktion. Han vil faa Lejlighed til at træffe Bestemmelse om sin Patrouilles Udrustning m. m. Plan vil komme til at ride mange Mil og maaske faa Lejlighed til flere Gange at forandre Beslutning efter Udsagn af Beboere, Spor af Fjenden o. 1. Støder han paa en fjendtlig Patrouille, kan han ikke klare sig med at ride udenom den nærmeste Bakke, han bliver forfulgt i timevis, maaske hele Dagen. Træffer han endelig paa de fjendtlige Fodfolkssikringsdele, er det ikke fortrinsvis disse, der skal meldes om. Af en hel Sum af forskellige Iagttagelser skal han søge at danne sig et Billede af Fjendens Styrke og Stilling, skal finde ud af, hvad der i det foreliggende Tilfælde er af særlig Betydning, og skal endelig træffe omhyggelige Dispositioner for Tilbagesendelsen af Meldingerne.
Forinden jeg nu gaar nærmere ind paa Officerspatrouillernes Virksomhed, skal her (efter „Pelet-Narbonne: Die Reiterei der Ersten und Zweiten deutschen Armee in den Tagen vom 7. zum 15. August 1870“) anføres et Eksempel paa et glimrende og heldigt udført Patrouilleridt.
Lt. v. Stumm af westphalske Husarregiment Nr. 8 d. G. og 7. August 1870.
13. tyske Infanteridivision var don 6. August paa Marche fra Hüttendorf mod Völklingen. Det Divisionen tildelte Rytterregiment var Husarregiment Nr. 8. Avantgardekommandøren, Generalmajor v. d. Goltz, befalede lidt før Middag Sekondløjtnant v. Stumm „straks at afmarchere med en Underofficer og 12 udsøgte Heste af 3. Eskadron for at rekognoscere venstre Saarbred. Han skulde ligesom danne en lille selvstændig -Trop. Hurtigst mulig gaa frem mod St. Avold, hvor man kunde formode, at den fjendtlige Hovedstyrke stod, og han skulde om mulig eklærere i Ryggen og venstre Flanke af den fjendtlige Stilling. Hvis det var nødvendigt, kunde han blive 2 Dage borte, kunde handle ganske selvstændigt efter eget Forgodtbefindende og skulde blot hyppigt og saa snart som muligt, sende Melding.“
Kl. 12 Middag passerede Patrouillen Saar. — 1. Melding: „Jeg er reden frem lil en M il fra St. Avold og har intetsteds opdaget noget til Fjenden. A lt synes at have trukket sig mod Forbach, hvorfra der høres Kanontorden. I Karlingen er der ikke set nogen fjendtlig P a trouille siden Kl. 7 imorges. I en Lejr foran St. Avold skal der staa nogle hundrede Mand. Fra Kreutzwald, Ham og Diesen er alle Tropper rykket mod Forbach og St. Avold. Bag mig i Karlingen har jeg ødelagt Telegrafapparatet og deponeret det hos Beboerne. Jeg beder Hr. Generalen sende mig en Patrouille ad Vejen mod St. Avold, for at jeg kan faa Oplysning om Stillingen hos vore Tropper ved Saar.
Foran St. Avold d. 6. August 1870, Kl. 6 1/4 Aften.
v. Stumm.“
Grunden lil at Lt. v. Stumm kunde trænge saa langt frem uden at støde paa Fjenden var, at Franskmændene saa godt som ikke patrouillerede. Hans Anmodning i Slutningen af Meldingen viser, at han ikke har faaet tilstrækkelig Oplysning om de tyske Troppers Stilling. Hans Melding er i øvrigt ikke paalidelig. Om en Eskadron af 19. Dragonregiment, de r nogle Tim er før var reden igennem Karlingen, har han saaledes ikke faaet noget at vide. Meldingens Indhold beror øjensynlig, uden at dette er angivet, paa Udsagn af Beboerne. Lt. v. Stumm skulde for Resten meget snart erfare, at Meldingen var fejlagtig. Han var næppe reden en halv M il frem ad Chausseen mod St. Avold, før han mødte en enlig Handelsrejsende, der straks blev standset og tvungen til at meddele, „at ca. 3 — 400 Skridt bag ham stod et Detachement Fodfolk, at Staden St. Avold var stærkt besat, og at der ogsaa opholdt sig højere Generaler med deres Stabe i Byen.“
Da tæt Skov omgav Vejen paa begge Sider, kunde Detachementet ikke omgaas paa dette Sted. Med Fo rspids foran gik Patrouillen derfor frem mod den ommeldte Fjende i skarp T rav med Karabinen i Rem og trukken Sabel. Næppe havde Rytterne passeret en Drejning af Vejen, før de fik stærk Geværild paa mindre end 400 Skridt, hvorved en Hest fik et let Strejfskud, og Lt. v. Stumms Sadeltøj blev beskadiget. Fjenden, omtrent et Kompagni, udviklede sig. En videre Fremtrængen mod St. Avold syntes umulig. Men idet Forspidsen gav Ild paa Fjenden, vendte Patrouillen om, gik hurtigst muligt nogle hundrede Skridt tilbage og var faa Minutter efter forsvunden i Skoven paa den østlige Side af Vejen. Patrouillen gik derpaa straks videre mod Øst uden om Detachementet, naaede uden Fare den sydlige Skovrand og gjorde Holdt ca. 800 Skridt Øst for Detachementet paa et Punkt, hvorfra den kunde se St. Avold neden for sig. Imellem sig og Byen opdagede v. Stumm en livlig fjendtlig Lejrplads, Fodfolk, Rytteri og Artilleri; paa Højderne hinsides Byen var der ogsaa Lejrpladse og tilsyneladende tillige Artilleristillinger. Ved Banegaarden holdt et langt Militærtog, der syntes at være kommet Øst fra.
Medens Mørket faldt paa, skrev v. Stumm i Sadlen en Melding om det, lian havde set, og med den flinkeste Underkorporal afsendtes Meldingskortet til General v. d. Goltz ad Skovveje over Karlingen og Lauterbach. Nu brød v. Stumm op for over Buschborn at rekognoscere en af Beboerne omtalt fjendtlig Stilling. I fri Galop jagede Patrouillen gennem Karlingen og forsvandt i det uoverskuelige Skovterrain Øst for Diesen. Det var allerede ved at blive mørkt. Patrouillen havde til dette Øjeblik uafbrudt været 15 Tim er i Sadlen og tilbagelagt 10— 12 M il i lige Linie. Folkene havde fra Kl. 5 om Morgenen ikke nydt andet end, hvad de havde med. Hestene var hverken fodrede eller vandede. — Da v. Stumm nu red ud af Diesener Skoven, saa han nede i Dalen en lille Mølle — Porcelette. Han lod saa Patrouillen blive holdende ved Skovranden, medens han selv med 3 Mand sprængte derned. Mølleren blev hentet ud af Sengen og tvungen til at bringe en Vogn, belæsset med H ø , Havre, Vand samt noget Brød og Mælk, med op til Skoven. Næppe var denne lille natlige Fouragering tilendebragt, før en stærk fjendtlig Rytterpatrouille, der kom fra Saar, altsaa bagfra, passerede Møllen i T rav og red videre mod Ham unter Varsberg. Men Fjenden havde intet bemærket, og endelig kunde de udmattede Ryttere og Heste unde sig lidt Ro, uden at der dog blev sadlet af. Medens nu en Del af Folkene fodrede, red v. Stumm frem til Skovranden for at rekognoscere.
Pludselig saa han da tæt foran sig paa det ligeoverfor liggende Højdedrag en stærkt flammende Bivouakild blusse op. Det ene Baal efter det andet dukkede op i lange endeløse Rækker, 20— 110 i Rad. Larm en fra en natlig Lejr, Signaler og enkelte Kommandoraab hørtes tydelig. Ved Skinnet af en Lygte, som forsigtigt blev holdt under Kappen, skrev v. Stumm ca. Kl. 1 Nat en kort Melding — Nr. 3 — om det, som han havde set, og sendte den straks med 2 Ordonnanser mod Forbach.
Patrouillen selv forblev hele Natten i Diesener Skoven tæt foran Fjendens Hovedstilling, i hvilken der maatte være mindst en Division, ja næsten midt iblandt de fjendtlige Forposter. Ingen vovede et Øjeblik at forlade sin Hest eller lukke et Øje. Under største Ophidselse og Spænding forløb Natten. De faa Tim er til Dagen syntes en Evighed. Kl. 3 udsendtes en Snigpatrouille paa 3 Heste for at iagttage Terrainet mellem Porcelette og Buschborn. Den vendte tilbage Kl. 4 og havde set en vidtstrakt fransk Le jr paa Højderne bag Porcelette og Ham, og det saa ud, som om ny Troppemasser stadig bagfra rykkede frem i Stillingen. Rytterne var bleven forhindret fra at trænge videre frem mod Sydvest af omstrejfende stærke Patrouiller. v. Stumm red nu, Kl. 4, med sin Patrouille hen mod en Gaard, Grtinhoff, Sydvest for Diesen, for der at vande og fouragere. Uhindret naaedes Gaarden. Fourageringen blev hurtig tilendebragt, og den rekvirerede Havre blev i smaa P o rtioner i Sække lagt over Sadelen. Da faldt der pludselig Skud. De paa Post udstillede Husarer jagede tilbage. Fjendtligt Fodfolk rykkede frem, og en Eskadron fjendtlige Dragoner nærmede sig i hurtig Gangart. I vild Fart flygtede Patrouillen tilbage til Diesen i det gamle Skjul. Herfra saa nu v. Stumm Fjenden i en Styrke af flere Divisioner tage Opstilling. Imidlertid havde Eskadronen bemærket Patrouillen ved Skovranden og belavede sig til at afskære den. I stærk Trav gik det derfor tilbage ad Vejen til Karlingen. Men ved den modsattte Udkant af Skoven lige foran Karlingen opdagede v. Stumm en Kolonne fjendtligt Rytteri paa mindst 2 Eskadroner. Igen tilbage i Skoven, men nu imod Nord i Retning af Kreutzwald. Det var paa høje Tid, at Patrouillen gik tilbage, thi paany saas fjendtlige Afdelinger marchere fra Diesen mod Karlingen. — Fourageringen i Griinhoff havde utvivlsomt alarmeret Fjenden.
Under Tilbagemarchen naaede Patrouillen en højtliggende aaben Plads i Kreutzwald. Lige overfor laa der et Højdedrag, der kunde overses i vid Udstrækning. Det var stærkt besat af Fjenden, og flere og flere fjendtlige Stridskræfter rykkede frem fra Vest. Hvor vigtigt maatte dette ikke være for Overkommandoen i Saarbrücken. I stor Ophidselse sprang v. Stumm af Hesten og skrev følgende Melding:
„Patrouillen har i Nat bivouakeret ved Diesen. I Fronten til højre og venstre Fjenden. T il Morgen viste fjendtlige Rytterpatrouiller, der kom fra St. Avold, sig i Karlingen. Lejren ved Buschborn, i Nærheden af hvilken vi i Nat har bivouakeret, tæller vistnok 3 Divisioner og flere Rytterregimenter. Da vi imorges Kl. 5 rykkede frem mod Lejren for at rekognoscere, blev vi ved Ham fra højre og venstre omringet af stærke Rytterpatrouiller og tvungen til at gaa tilbage mod Kreutzwald. Der traf vi begge Brigadens Ordonnanser. Vi søge nu at komme tilbage over Spittel. — Lejren ved Buschhorn har jeg nøje overset og ser nu, hvorledes Fodfolket og Artilleriet tager Stilling paa Højderne tilhøjre for Buschborn. Jeg vil i nogen T id blive staaende paa Højderne ved Karlingen for at iagttage de fjendtlige Fodfolksdivisioner. De synes i dette Øjeblik at gøre sig marchefærdige. Jeg beder om at faa Manden sendt tilbage med en Seddel om, hvor jeg kan træffe Brigaden.“ Denne Melding blev med en Underofficer og en Husar hurtigst muligt over Ludweiler befordret til General v. d. Goltz (Indgaaet Kl. D1,2 Fm. ved 13. Division.)
Straks efter at Meldingen var afsendt, fik v. Stumm ved en tilbagevendende Husar den uventede Ordre, at han straks skulde vende tilbage og melde sig hos Divisionskommandøren. Denne Befaling maatte udføres. Ret nedslaaet brød Patrouillen op Kl. 11 Fm., travede over Ludweiler til Forbach og naaede her om Eftermiddagen Divisionsstaben. Støttet af en Adjutant kunde v. Stumm, halvdød af Anstrengelse som han var, kun med Nød og Næppe aflægge Melding. Med Anspændelse af sine sidste Kræfter fik han lavet en skriftlig Beretning. Efter det sidste Pennestrøg sank han sovende om paa Gulvet. I 34 Tim er havde han været i Sadlen uafbrudt uden anden Næring end et Stykke Chokolade og en Slurk Cognac og Vand. Hestene havde paa Grund af Ophidselsen, de korte Hvil og utilstrækkelig Vanding kun ædt meget lidt Havre. Ved Hjælp af Brød vædet med Cognac havde man med Møje holdt dem paa Benene. 16 Mil i lige Linie havde Rytterne tilbagelagt, foruden Sidepatrouiller, Detacheringer og Frem- og Tilbageridning i Skoven ved Mødet med Fjenden. Det er en fortrinlig Præstation; den vidner om roligt Overlæg, Snarraadighed og Udholdenhed. Meldingerne er klare, og bliver godt besørget, saa ingen gaar tabt. Befalingen om at vende tilbage synes ubegribelig. Ganske vist kunde Folk og Heste næppe have præsteret meget mere, men det havde ikke været saa nedslaaende for v. Stumm at vende tilbage, hvis der var udsendt en Patrouille til hans Afløsning.
Bedre Resultat af et Patrouilleridt kan man jo ikke godt forlange. Man maa dog, som allerede omtalt, huske paa, at de tyske Patrouiller stod næsten uden Modstandere. Fo r det danske Rytteri vil Sagen i en kommende Krig stille sig ulige vanskeligere. Efter al Sandsynlighed vil det jo komme til at staa over for en overlegen Modstander. Det gælder da om i fuldeste Maal at benytte Fordelen ved at være i eget Land — Sympatien hos Beboerne og Kendskaben til Terrainet — og om at fremme Uddannelsen ved alle Midler for at kunne opfylde de Fordringer, der stilles til os. Det skal nu i det følgende omtales, hvilke disse Fordringer er, og hvorledes de bedst fyldestgøres.
Patrouillernes Optræden.
Det første, der sker, naar en Officerspatrouille skal udsendes, er, at Føreren faar sin Instruktion. Denne maa være saa nøjagtig som muligt. Jo klarere og nøjagtigere Patrouillens Opgave stilles, des sikrere vil Patrouillen udføre sit Hverv. Det maa bestemt angives, om Patrouillen skal iagttage et vist bestemt Terrainafsnit, eller om den skal opsøge Fjenden og søge at klæbe ved ham. Patrouilleføreren maa have saa god Oplysning, som muligt, ikke blot om Forholdene hos Fjenden og vore egne Tropper, men ogsaa om Førerens Hensigter. Den tyske Felttjenesteinstruktion siger herom : „Oline bindende Vorschriften muss der Auftrag der Pa trouille diejenigen Punkte unzweideutig bezeichnen, auf deren Feststellung es ankommt. — Je besser der Untergebene über die nächsten Absichten seines Vorgesetzten unterrichtet ist, desto leichter wird er das Wesentliche aus dem Unwesentlichen hervorheben können.“ Det er denne Viden om Forholdene og Førerens Planer, der sætter Patrouilleføi’eren i Stand til at melde netop om det, Føreren ønsker at vide, og til at spare sine Melderyttere saa meget som muligt. Mener Patrouilleføreren nu, at han har faaet tilstrækkelig Instruktion, saa skal han lægge en Plan for sit Ridt.
Han maa nøje studere sit Kort og orientere sig med Flensyn til Veje, Jernbaner, Telefon og Telegraf m. m. Skal Patrouillen ride langt, er det heldigt ved Telegrafering at undersøge Telegrafnættet i den Retning, hvori Patrouillen skal gaa. Er Telegrafen afbrudt paa et Punkt, tyder det paa, at Fjenden har været der. Er den hel, er Jernbanen maaske ogsaa hel og kan benyttes. — At skaffe Oplysning om disse Forhold er naturligvis nærmest Ledelsens Sag, men der kan altsaa mulig blive Anledning for Patrouilleføreren til at spørge derom eller foretage en saadan Undersøgelse under sit Ridt. Dernæst skal Mandskab og Heste udtages. Hvor stærk Patrouillen skal være, vil vel som Regel Jjlive beordret. 8— 10 Mand vil hyppigst være passende. Fleldigst er det altid at have 1 ä 2 Befalingsmænd med.
Hvad Mandskabet angaar, da skal det selvfølgelig være flinke Ryttere. Har man nogen, der er kendt i Egnen, er dette en stor Fordel. Forøvrigt bør det være intelligente Folk, der have Evne til at finde sig til Rette i Terrainet. Det maa endvidere være dristige og bestemte Folk, der ikke er bange for at tage en afgørende Beslutning, naar de er paa egen Haand. Det er heldigt at have en Smed med; ligeledes en Telegrafist. Saadanne er jo desværre sjældne ved Rytteriet og de faa, der er, vil jo oven i Købet næppe være til Stede i Begyndelsen af Krigen. En Del Officerer og Underofficerer lærer jo nu at telegrafere. Det burde utvivlsomt forlanges, at alle Rytterofficerer lærte dette. Ved Udtagelse af Fleste maa Patrouilleføreren være meget nøjeregnende. Det er bedre, at de er forholdsvis gamle end for unge, da det altid har vist sig, at ældre Fleste bedst taaler Anstrengelse, Kulde, Fugtighed og Mangel paa Foder. De skal være ædle, hurtige og udholdende og gaa godt i Terrainet, ogsaa naar de gaar alene.
Der maa selvfølgelig ogsaa tages Hensyn til deres Træningsgrad, medens den øjeblikkelige Foderstand næppe spiller nogen Rolle. De maa ikke være tilbøjelige til at vrinske. Naar man saa for øvrigt overbeviser sig om, at Flestene er sunde og fremfor alt godt gaaende, saa skal de nok holde Anstrengelserne ud. Flår Patrouilleføreren ikke faaet Ordre til at afmarchere til bestemt Tid, maa han selv træffe Bestemmelse herom. Foruden at Hensynet til Flestene her spiller en stor Rolle, kan man som Regel sige, at det vil være heldigt, at Patrouillen ved Daggry kan naa det Punkt, hvorfra den venter at kunne iagttage Fjenden. Fo r det første kan den saa bruge Natten til at passere „den farlige Zone“ , cl. v. s. det Terrain, der er behersket af det fjendtlige Rytteri; for det andet er den tidlige Morgenstund ofte en heldig Tid for Iagttagelser. — Tropperne forlader deres Kantonnementer og samles i Mødeopstillinger; Forposterne gaar over fra Nat- til Dagstilling eller bliver maaske afløst. De er derfor mere synlige. Lt. v. Ebart af Ulanregiment Nr. 3 red saaledes om Natten mellem 4. og 5. August 1870 frem over Saarbrücken, som Fjenden lige havde forladt, omgik et fransk Detachement, som ikke var længere fra ham, end at han kunde høre Stemmerne, gik igennem Karlsbrunner Skoven og stod den næste Morgen Kl. G ved Oetingen, lige i Ryggen paa Korpset Frossard, der stod i Egnen ved Forbach og Spichern. Den Melding, v. Ebart indsendte, kunde han bilægge med en Skitse over den fjendtlige Stilling med Skyttegrave, Artilleristillinger o. s. v. Afstanden til den farlige Zone kan man regne paa at kunne tilbagelægge saa hurtigt, som Hensynet til Hestene tillader, for at vinde Tid. Senere vil der være nok, der sinker ens Fremmarche.
Angaaende Patrouillens Bevæbning og Udrustning bør Føreren have Lov til selv at træffe de nødvendige Bestemmelser. Det kommer her an paa at lette Hestene saa meget som muligt, og samtidig fjærne alle iøjnefaldende Udrustningsgenstande. — Jeg har en Gang selv i god Kikkert opdaget et Par Ryttere i Udkanten af en Skov i over 3/4 Mils Afstand paa Grund af de skinnende Bandolerer. — Hjelm og Gehæng er ogsaa kun til Skade. En snavset og rusten Sabelskede er at foretrække for en blankt poleret. Mulig kan det ogsaa være heldigt, at Manden bevæbnes med en god Rekylpistol i Stedet for Karabinen, der ligesom Hjelmen kan blive meget generende og let tabes, naar man i hurtig Gangart skal passere Krat, levende Hegn o. l. Mantelsækken saa vel som Strigletøj og Bepakningsrekvisitter er selvfølgelig overflødig. Kappen bør Soldaten meget sjældent skille sig ved, men Vejret kan jo være saa godt, at den er unødvendig. En Kniv og en Traadsaks skal man helst have med. I Sadeltaskerne saa meget Brød, som man kan have, og sin Feltflaske.
En 4— 5 Pd. Plavre pr. Hest, bør man helst ogsaa medtage; endvidere nogle Hestesko med Søm (om Vinteren selvfølgelig Braadder og Braadderedskaber) samt Forbindstoffer. Meget vil man kunne lette Hestene; og en Lettelse af en halv Snes Kg. forøger maaske deres Marchedygtighed med lige saa mange Km. Hvad Patrouilleføreren angaar, da siger Felttjenesteinstruktionen, at han skal være forsynet med Kort, Blyant, Ur, Kompas, Kikkert, Meldingskort; desuden kan han faa Brug for en Stump Kalkerpapir, Kniv, P rop trækker, Signalfløjte, samt hvis Patrouillen skal være ude om Natten, en Lygte og Tændstikker (Stormtændstikker). I den senere T id er der bragt smaa meget praktiske elektriske Lommelamper i Handelen.
Fremmarche.
Er nu alt i Orden bør Patrouilleføreren — for den senere Beretnings Skyld — opnotere Nr. og Navn paa Mandskab og Heste. Har han en Befalingsmand med, kan han, hvis Tiden tillader det, meddele ham Instruktionen forud efter Kortet. Til Mandskabet fortælles under Marchen saa meget af Instruktionen, som de maa antages at kunne forstaa. Forinden Afmarchen maa alt nøje efterses, særlig Beslaget.
Paa den første Del af Patrouilleridtet, hvor Marchen er forholdsvis sikker, maa Hestene sk aa n es saa meget som muligt. Maaske kan man blive transporteret et Stykke med Jærnbanen. Ellers bør Vejene altid følges, da det i Længden er lettere for Hestene, selv om man derved maa ride en Omvej. Den franske Felttjenesteinstruktion anbefaler at rekvirere Vogne, for at Mandskabet kan køre, og Piestene løbe bag efter. I saa Tilfælde bør dog sikkert 1— 2 Ryttere skiftes til at ride som Forspids.
Under Marchen maa Føreren søge at holde Humøret oppe hos Folkene ved jævnlig at samtale med dem ikke blot om Patrouillens PIverv, men ogsaa om deres private Forhold o. 1. Ved hyppige Spørgsmaal maa han faa dem til stadig at være livlige og opmærksomme paa alt, paa deres Heste og Terrainet. Skal Hestene trækkes, maa han selv føre sin egen. Bliver en Mand saaret, bør han, hvis Forholdene tillader det, selv forbinde ham o. s. v. Kort sagt, han maa benytte ethvert Middel til at vise Mandskabet, at han deler deres Farer og Anstrengelser og samtidig tænker paa alt, der kan lette dem disse.
Har Patrouillen nu redet langt og nærmer sig den farlige Zone, bør der holdes et længere H vil, medens man endnu er nogenlunde sikker, senere kan det være uvist, om Lejlighed dertil gives. Helst vander man Hestene i en Bæk eller ved en enlig Gaard og rider derfra hen til et eller andet Skjulested, K rat el. 1., hvorfra man har god Udsigt og helst fri Passage til alle Sider. Gaarde og Kroer maa undgaas. Talrige Eksempler fra Krigen 1870 foreligger, hvor Ryttere er tagne til Fange, fordi de fodrede og vandede i Gaarde. Det kan dog ved meget ugunstigt Vejr være heldigt at gaa ind i en enlig liggende Gaard, men Føreren bør da vælge sig et godt Udsigtspunkt og selv holde Udkig. Er man nødt til at rekvirere Fødevarer og Fourage i en Gaard, nærmer man sig saa uset som muligt, sætter et Pa r Mand paa Vagt, læsser hurtigst muligt Havre og Fødevarer paa Hestene og rider saa afsted igen, til at begynde med i en anden Retning end den, man skal. Alt for at skuffe Fjenden, hvis han eventuelt ved Trusler skulde bevæge Beboerne til at give Oplysninger om Patrouillen.
Saa snart de første Spor af Fjenden ses, begynder den vanskelige Del af Patrouillens Opgave. Patrouillen maa forlade Vejene for ikke at blive opdaget. Sker delte, vil Fjenden gøre Jagt paa den, og det vil som Regel være forbi med at skaffe Efterretninger. Om Pa trouillen skal marchere samlet eller med Forspids afhænger af Omstændighederne. Den franske Felttjenesteinstruktion siger herom : „En Officerspatrouille marcherer samlet og søger at komme skjult frem, idet den vogter sig for at falde i Baghold.“ Under Marchen gør Føreren Mandskabet opmærksom paa enkelte let kendelige Punkter i Tcrrainet — Kirker, Møller, Trægrupper o. 1. — , der tjener til at vejlede dem, som skal tilbage med Melding. Det er hensigtsmæssigt allerede nu at udpege disse Folk, for at de saa meget nøjagtigere kan indprente sig Vejen ved hyppigt at se sig tilbage. Pa trouillen gaar nu springvis fremad. Kommer den til et godt Oversigtspunkt, maa Føreren stedse først udtage et Pa r Mand til for Sikkerheds Skyld at holde Udkig med den nærmeste Omegn. Dernæst efterlader han Patrouillen i Skjul, staar af Hesten og gaar ledsaget af en enkelt Mand derop. Det vigtigste Redskab i Patrouilleførerens Haand er Kikkerten, men for at benytte denne maa han være til Fods og helst finde et Støttepunkt for Armene.
Han maa dernæst længe og indgaaende iagttage Horizonten, nogle Minutter er sjældent tilstrækkelig. Den mindste Forsømmelighed kan her blive skæbnesvanger. Man maa huske paa, at Modstanderen har en lige saa god om ikke bedre Kikkert. Er Patrouilleføreren saa endelig sikker jraa, at der intet fjendtligt, er at se. gaar han hurtig frem til det næste Oversigtspunkt. Giver dette særlig godt Indblik i det Terrain, der formodes besat af Fjenden, maa han hellere blive her noget længere fremfor straks at jage frem, hvis der intet er at se. Man maa jo huske paa, at de fjendtlige Tropper i det hele viser sig saa lidt som muligt, at selv længere Kolonner momentvis kan være skjult af forskellige Terraingenstande, at Tropperne kan holde Hvil, under hvilket de skjuler sig, og kun har udstillet enkelte, lidet synlige Poster. For at det ikke skal bero paa Tilfældigheder, om man opdager saadanne Styrker, bør man derfor give sig god Tid til at se. Det er imidlertid ikke blot paa Terrainet, at Patrouilleføreren skal have sin Opmærksomhed henvendt.
Jernbane-, Post- og Telegrafstationer skal undersøges. Beboerne maa udspørges. Den tyske Felttjenesteinstruktion nævner som Midler til at opnaa Underretning om Fjenden: „Udsagn af Beboerne, Beslaglæggelse af Aviser, Breve og Telegrammer, Indfangelse af Brevduer og Opfangelse af Telegrammer ved Ryttertelegrafen.“ Og foruden alt dette maa Patrouilleføreren sørge for Patrouillens Sikkerhed. Opdages en fjendtlig Patrouille bør Pa trouillen som Regel paa Grund a f sin Lidenhed søge at skjule sig. Den tyske Felttjenesteinstruktion siger: „Patrouiller skal kun indlade sig i Kam p, naar Udførelsen af deres Hverv kræver det.“ Man maa dog her tage i Betragtning, at man ikke hæver Mandskabets Mod og Selvtillid ved altid at krybe i Skjul for Fjenden. Mulig kan det jo ogsaa være en fjendtlig Officerspatrouille, som det er af Betydning at ødelægge. Det er endvidere af Vigtighed, saa tidligt som muligt at kunne gøre Fanger. Er man heldig, kan vigtige Papirer opsnappes. Fangne og faldne Officerer og Ordonnanser bør derfor altid undersøges. I 1862 i den nordamerikanske Borgerkrig lykkedes det saaledes en Patrouille af Nordstaternes Rytteri at opsnappe hele General Lees Marchedisposition, og Mac Clellan kunde paa Grundlag af den angribe og slaa Lee ved Sharpsburg, skønt han selv nylig havde lidt et Nederlag.
Den 29. Aug. 1870 lykkedes det Lt. v. Piessen af 3. Garde-Ulanregiment at fange en fransk Officer, der medførte Mac Mahons Operationsbefalinger for den følgende Dag. Paa Grundlag heraf udgav Moltke Befalingen for den 30. Aug. Er der større Rytterstyrker i Nærheden, bør Patrouillen dog altid skjule sig. Den maa altsaa opsøge uoverskueligt og vanskelig fremkommeligt Terrain , kan maaske komme til at ride milevidt i saadant og til at ride lange Strækninger i Galop over alle Slags Forhindringer. Lykkes det paa denne Maade Patrouillen at undgaa det fjendtlige Rytteri, og har den forøvrigt Held med sig, vil den altsaa før eller senere støde paa de fjendtlige Fodfolkssikringsdele. Men det er jo ikke disse, der fortrinsvis bør meldes om. Mange andre Ting kan være af større Vigtighed, f. Eks. Bivouakpladser, Kantonnementer, Trænkolonner, Militærtog m. m. Støder Patrouillen paa en Forpostkæde, maa Føreren i længere Tid nøje iagttage denne for at se, hvor han kan slippe igennem. Dette vil maaske kunne lade sig gøre, da Posterne i Krigen næppe staa saa tæt, som under Manøvrerne. A t ride tæt langs med Kæden til man træffer Fløjen, saaledes som det ofte gaar under Øvelserne, lader sig ikke gøre, og skal man saa langt uden om, at man ikke bliver opdaget, vil det ofte tage for lang Tid. Er Patrouillen stærk, kan det mulig lykkes Føreren og et Pa r Mand at slippe igennem, medens den større Del af Patrouillen tiltrækker sig Opmærksomheden ved at angribe en af de fjendtlige Poster. Forøvrigt vil man af Kortet og Terrainet kunne drage Slutninger om, hvor Fløjene af Forpostkæden staar.
Om ikke før, saa vil som Regel nu det. Tidspunkt være kommen, hvor Føreren maa efterlade største Delen af sin Patrouille i Skjul for alene eller ledsaget af en enkelt Ma d at snige sig videre. Det gælder her om nøje at mærke sig, hvor man kan komme frem, for at kunne komme tilbage selv i Galop gennem Krat og Kløfter og andet vanskeligt Terrain. Mulig bliver det nødvendigt at liste sig afsted til Fods lange Strækninger over sumpet Terrain. Det kan dog ikke nytte, at Patrouilleføreren vover sig saa langt frem, at han ikke har Haab om at faa Melding tilbage i rimelig Tid. Bestandig maa Patrouilleføreren lægge nøje Mærke til, hvad han ser. Mange spredte Iagttagelser skal han lægge samm en for at u d fin d e det, der er af Vigtighed . Opdages Marchekolonner, maa deres Marcheretning og Udstrækning længe og nøjagtig iagttages. Patrouiller og Melderyttere kan give Formodning om , hvor de større Styrker findes. Er Fjenden under Tilbagegang, kan man af Sporene se, om han er gaaet tilbage i Marche- eller Fægtningsformation. Bortkastede Udrustningsgenstande og Vaaben tyder paa Flugt. Opdages Bivouakild om Natten, og kan man foruden Ilden tillige se Røgen, tyder det paa, at Afstanden er ringe. Ser man Ilden med regelmæssige Mellemrum slukkes og komme til Syne igen, kan det tyde paa, at noget marcherer forbi. Ved Rekognoscering af en fjendtlig Kampstilling gælder det om at fastslaa, hvilke Terrainafsnit, der er besat, hvor stor Udstrækning Stillingen har, om den er forstærket ved Kunst og Artilleristillingens Udstrækning. A t opdage de bagved værende R eserver vil vist meget sjældent være muligt, i ethvert T ilfælde kan det ikke gøres fra Fronten. Naar Fodfolket nærmer sig Kampstillingen, vil det jo forlade Vejene, dele sig i større og mindre Troppe og opsøge ethvert Skjul bag Landsbyer, Gaarde og Haver. Det vil pludselig lige som forsvinde i Jorden for lige saa pludselig at dukke op et andet Sted. Ofte vil man sikkert først erfare, at en Terraingenstand er besat af Fjenden, naar man bliver beskudt derfra. Og selv det at opdage, hvorfra Ilden kommer, vil ikke altid være let, lige saa lidt som at afgøre, om det er Fodfolk eller afsiddet Rytteri, der skyder. Patrouillen kan da blive nødt til at ride dristig frem i Galop og ikke sky Ofre for at faa gode Efterretninger. Skal den nærme sig en Terraingenstand, hvorfra den bliver beskudt, bør den sprede sig stærkt og nærme sig i skraa Retning. En galoperende Hest er jo lige saa vanskelig at ramme som en springende Hjort, og de færreste Soldater er Jægere. Mindre Fodfolkpatrouiller er derfor næppe synderlig farlige for den enkeltvis galoperende Rytter.
For at faa at vide, om en Landsby var besat af Fjenden, anvendte Lt. v. W edell af Ulanregiment Nr. 13 i 1870 følgende List: Han havde allerede tilbagelagt en lang Strækning i bjærgfuldt og uoverskueligt Terrain, hvor han oftere var bleven beskudt uden at opdage hvorfra. Af en Faarehyrde havde han ved Bestikkelse faaet at vide, at Fjenden havde besat en Landsby, han skulde igennem. Da han saa mødte et Køretøj, tvang han Kusken til at vende om, og skjult bag Vognen nærmede han sig Byen. 400 Meter fra denne red han pludselig frem, gjorde derpaa atter pludselig omkring og jog tilbage, som om han havde set noget. Og straks sprang 20— 30 fjendtlige Infanterister frem og begyndte at skyde paa ham. Han fik saaledes Vished for, at Byen var besat og undgik at falde i Baghold.
Bliver en Patrouille uventet beskudt fra en Terraingenstand, bør den fare fra hinanden i forskellige Retninger. Der bør derfor altid opgives Mandskabet et Sted, hvor de kan samles igen, hvis der er Fare for, at Patrouillen kan blive adsplittet. Hyppig vil Patrouillen jo ikke være saa heldig straks at støde paa større fjendtlige Styrker. Den maa da lade sig nøje med Beboernes Udsagn. Disse er først troværdige, naar flere af hinanden uafhængige Udsagn stemmer overens. Saadanne Udsagn vil kunne give Patrouillen Vejledning om, hvorhen den skal vende sig. Kan den herved naa ud i Flanken eller Ryggen paa Fjenden, vil gode Efterretninger ofte kunne skaffes. Ved dristigt at ride frem kan man undertiden naa tæt ind paa Livet af Fjenden, naar man kommer fra en Kant, hvor man ikke er ventet.
Den 30. Dec. 1870 var Lt. v. Milkau af Ulanregiment Nr. 17 udsendt fra Masnieres for at rekognoscere Fæstningen Cambray. Han naaede Forstaden til Fæstningen, red med 2 Mand i Galop gennem denne, ind gennem Fæstningsporten, over en Vindebro, gennem endnu en Po rt og befandt sig pludselig paa Fæstningens Alarm plads, hvor en Bataillon Fodfolk var traadt an til Appel uden Vaaben. Efter at have læst Nr. paa Kepierne (24) slap v. Milkau uskadt tilbage, uagtet han blev beskudt af Portvagten; paa Tilbagevejen lykkedes det ham oven i Købet hos Beboerne af Forstaden at erholde flere meget vigtige Efterretninger. Det kan ogsaa ske, at Patrouillen slet intet erfarer om Fjenden, men selv i dette Tilfælde bør Melding sendes tilbage, da det kan være af Vigtighed for Hærledelsen at vide, at et vist Terrainafsnit ikke er besat af Fjenden, og Meldingen viser, at Patrouillen ikke er bleven opsnappet.
Meldingernes Affattelse.
Patrouilleføreren maa søge at gøre sig klart, hvad han vil melde. Det gælder ikke om at optegne en hel Mængde spredte Iagttagelser af Fjenden, men om at udfinde Sammenhængen mellem disse, at opdage Fjendens Hensigter. Paa den anden Side maa man ogsaa vogte sig for at fremsætte sine Formodninger med for stor Sikkerhed, naar de ikke er tilstrækkelig begrundede. Dernæst skal Meldingen formuleres. Man maa herved huske paa, at den, der skal modtage den, skal læse mange Meldinger og har daarlig Tid. Meldingen maa derfor være saa kortfattet som muligt. Det, der er af Vigtighed, bør særlig pointeres. Meldingen maa efter A ffattelsen læses igennem, og man maa søge at sætte sig i Modtagerens Sted for at være sikker paa, at Misforstaaelser ikke kan opstaa. Den tyske Felttjenesteinstruktion siger om Affattelsen af Meldinger, at: „Kilder skal stedse angives, og Formodninger begrundes.“
Ved at vedlægge en simpel Skitse kan man undertiden spare mange Ord. — Under den nordamerikanske Borgerkrig havde General Early før Fægtningen ved Cedar Creck sendt en Officer, Kaptain Hotchkiss med en Rekognosceringspatrouille til Massanuttenbjerget. Herfra optog Hotchkiss et Croquis, hvoraf kunde ses: Fjendens Forpostkæde, hans Lejr og Opstilling og desforuden Vejene bagud og de Punkter, hvor man skulde gaa over Floden og opmarchere til Angreb. Og alt viste sig at passe.
Meldingernes Tilbagesendelse.
Patrouilleføreren maa dernæst overveje, om Meldingen skal sendes til Føreren for Rytteriet eller tillige til andre Førere. Han maa overveje, om Meldingens Vigtighed og Forholdene hos Fjenden gør der nødvendigt for ham selv at gaa tilbage og melde, eller om han kan nøjes med at sende en eller flere Melderyttere. Han maa huske paa, at Melderytterens Hverv er overordentlig vanskeligt. A t gaa udenom det fjendtlige Rytteris Fløje er naturligvis det sikreste. Men Vejen er lang og ukendt, saa at Meldingen maaske er værdiløs, inden den kommer ind. Saa vidt muligt skal Meldingen nemlig naa vedkommende General saa betids, at han kan benytte den ved Udgivelsen af Ordren for den følgende Dag. Ofte vil det derfor være nødvendigt at sende Melderytteren tilbage gennem det fjendtlige Rytteri. Han vil da komme til at ride lange Strækninger i hurtig Gangart gennem ukendt og vanskeligt Terrain. Hyppig vil vist derfor Patrouillen, naar den er lille og ikke kan dele sig, blive nødt til selv at gaa tilbage og melde og kan ikke klæbe ved F jenden , hvad der jo ellers er af stor Vigtighed.
Den franske Felttjenesteinstruktion lægger stor Vægt paa, at Patrouiller vedbliver at holde Føling med Fjenden, og den tyske Felttjenesteinstruktion fremhæver særlig, at „alle selvstændige Førere for Rytteri, lige til Eskadronschefer og Førere for Officerspatrouiller, er ansvarlige for, at den en Gang opnaaede Føling med Fjenden ikke gaar tabt.“ I en tidligere Paragraf staar der dog: „Patrouiller, der i længere Tid ved Dag og Nat forbliver ved Fjenden og følger hans Bevægelser, vil yde særlig god Tjeneste, hvis deres Meldinger kan blive befordret sikkert tilbage.“ Saa der synes alligevel at herske lidt Tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre. Den Instruktion, Melderytteren skal have, er jo omtalt i Lærebog for Menige. Det vil selvfølge lig kun være rent undtagelsesvis, at Melderytteren kan vende tilbage til Patrouillen. Han bør endvidere vide, at han altid skal henvende sig til den første sluttede A fdeling af egen Hær for at faa Meldingen besørget videre med en frisk Hest eller Cyklist. Han bør være bekendt med Meldingens Indhold. Mulig bør han forsøge undervejs at faa Meldingen videre pr. Telegraf. Hovedretningen, han skal følge, angives ved Hjælp af Veje, Vandløb, Jernbaner. Det kan være heldigt paa et Meldingskort at tegne en Skitse af den Vej, han skal ride. Skal han passere Vandløb, nma der angives ham flere Overgangssteder. Selvfølgelig styrker det Melderytternes Mod og Energi, naar de er to i Følge. Man bør ogsaa gøre dem opmærksomme paa, at de nævnes i Meldingen som Overbringere.
Er en Patrouille saa stærkt omgiven af Fjender, at der intet Ilaab er om, at en Melderytter kan slippe igennem, kan Patrouilleføreren maaske, eventuelt ved Løfte om Belønning, søge at faa en af Egnens Beboere til at besørge Meldingen. Som Midler til at befordre Meldinger tilbage nævner den tyske Felttjenesteinstruktion foruden Molderyttere: Cyklister, Telegraf, Telefon, Brevduer, Signalapparater og Motorvogne. Da disse Midler jo under visse Forhold kan staa til Patrouilleførerens Raadighed, skal de omtales noget nærmere.
Cyklister er især anvendelige for Meldingstjenesten bagud fra det selvstændige Rytteri til Hærledelsen. Nærmere ved Fjenden er de mere upaalidelige, hvilket bl. a. har vist sig ved de senere Aars større Rytterøvelser i Østrig, hvor Husarpatrouillerne meget ofte opsnappede Cyklisterne, der jo er hjælpeløse, naar de bliver tramgt bort fra Vejene. Telegrafpatrouiller, som de i 11)01 herhjemme indførte, har været anvendt mange flere Steder. Men i Nærheden af Fjenden har de vist sig usikre. De bliver let forstyrrede, og Ledningerne afbrudte. Sendes Melding tilbage pr. T raad , bør Afsenderen, inden han afsender Meldingen, sikre sig, at Traaden er i vor Magt ved at udspørge Modtageren (et aftalt Løsen). Signalapparater anvendes nærmest om Natten, og synes blandt andet at have gjort særdeles god Nytte under Krigen i Sydafrika. Men de lader sig jo vanskelig anvende af smaa Patrouiller. Hvorvidt Motorvogne have vist sig særlig praktiske i Efterretningstjenesten, har jeg ikke kunnet erfare. Mulig har de Fremtiden for sig.
Dot anbefales af mange — for at skaane Hestene — at rekvirere en let Vogn og Hest til Melderytteren ; Cherfils forlanger endog, at 3— 4 Heste i hver Deling skal kunne anvendes til Enspænderkørsel. E r Vejen saa god og sikker, at Vogn kan benyttes fremfor Ordonnans, inaa en Cyklist dog vist være at foretrække, men Melderytteren kan naturligvis blive nødt til at tage sin Tilflugt til et Køretøj, hvis hans Hest ikke kan mere. Hunde har været anvendt i Meldingstjenesten paa kortere Afstande, men der er jo den Mangel ved dem, at de altid søger tilbage til en bestemt Person, deres Herre, som maaske ikke altid befinder sig paa rette Sted.
Alle disse Midler kan dog vanskelig anvendes af langt udgaaende Patrouiller i Nærheden af Fjenden. Derimod har Brevduer med Held været anvendt af Officerspatrouiller. Denne Anvendelse kræver dog nogen Forberedelse og gunstige Betingelser. Duerne boer i transportable Dueslag, Brevduevogne (Colombiers mobiles), hvortil de altid søger tilbage; eller de medføres fra nærmeste Garnisonssted. De medbringes indhyllede i Læderhylstre, anbragte i Lommer i Rytternes Læ rredsfrakker. Rytterne medfører tillige sammenfoldelige Bure, saa at Duerne en Gang imellem kan tages ud og faa Vand og Foder. Som Regel afsendes 2 Duer med samme Melding. De bør afsendes om Dagen, da de flyver daarligt om Natten, og saa vidt muligt bør der tillige afsendes Melderytter. Som Eksempel kan nævnes, at ved Manøvrerne i Rusland i 1897 oversendtes med Brevduer ialt 64 Depecher, hver i 2 Eksemplarer, og alle kom ind. Hastigheden varierede mellem 60 og 110 Km. i Timen efter Vejrliget. Det kunde sikkert have Betydning under Rytterøvelserne her paa Sjælland at gøre Forsøg med saadanne Brevduer, der kunde bringe Meldinger til København. Patrouilleførerens sidste Tilflugt vil dog altid være Melderytteren. Der bør derfor gøres alt for at lette denne hans Hverv. Sigtende hertil foreskriver den tyske Felttjenesteinstruktion følgende: „Ved alle højere Stabe skal findes en Ordonnans med et Kommandoflag, for at Melderyttere lettere kan finde derhen.“
„Overalt, hvor Cyklister kan anvendes, skal de benyttes.“ „Under større Forhold oprettes „Meldesammelstellen“ , der stilles under en Officer, som bliver behørig instrueret om Forholdene.“ Særlig fremhæves det, at: „Enhver Troppedel er, ogsaa uden særlig Opfordring, forpligtet til at være behjælpelig ved Befordring af Meldinger og Befalinger, hvad enten det sker ved at befordre Meldingen videre med friske Heste eller ved at vise Melderytteren til Rette.“ „Relaislinier kan være nødvendige under Ophold paa Stedet og Fægtning, naar Telegraf og Telefon ikke frembyder fornøden Sikkerhed.“ Det fremhæves dog, at „Relais altid svækker Rytteriets Styrke, og at Befordringen af vigtige Meldinger ogsaa paa længere Strækninger med samme Hurtighed og sikrere udføres af godt beredne Ordonnansofficerer.“ Relaisposterne kan efter Omstændighederne være indtil 10 Mand stærke og skal staa mindst 20 Km. fra hinanden.
I Frankrig synes man at lægge mere Vægt paa Relaislinier. Posterne skal her staa 6 Km. fra hinanden. Der kan ogsaa anvendes bevægelige Relais. Cherfds anbefaler at støtte Officerspatrouillerne ved Udsendelse af Eskadroner, der springvis gaar frem til forud aftalte Punkter. Dette vil sikkert ogsaa være en udmærket Støtte for Patrouillerne, hvis Fjenden tillader det; men det lader sig neppe gøre under mindre Forhold, som vore. For at skaffe Meldinger tilbage over Vandløb, der er ufremkommelige for Rytteri, naar man frygter for, at Fjenden under Patrouilllens Fremrykning skal besætte Defiléerne, kan det anbefales at efterlade et Pa r Mand paa et skjult Sted ved Bredden. T il disse kan da Meldingen befordres af en Mand til Fods, der eventuelt svømmer over.
I alle Tilfælde vil dog Tilbageskaffelsen af Meldingen over for en energisk Fjende sikkert frembyde store Vanskeligheder, og som ovenfor omtalt, vil det vistnok ofte være nødvendigt, at hele Patrouillen gaar tilbage for at melde, idet Patrouilleføreren selv personlig maa overbringe Meldingen, og det under de foreliggende Omstændigheder næppe kan nytte, at han efterlader noget af Patrouillen til Iagttagelse af Fjenden, da det er ham selv, der skal se.
Bivouakering, Fouragering m. m.
Bestemmer Patrouilleføreren sig imidlertid til at blive ved Fjenden, maa han eventuelt bivouakere om Natten. Ved Valget af Stedet kommer det her i lige Grad an paa Patrouillens Sikkerhed som paa, at den derfra har gunstige Betingelser for at kunne løse sit Hverv.
Der maa ogsaa skaffes nogen Fourage til Hestene, og dette er maaske slet ikke saa let, da Havre sjældent kan faas paa Landet i al Fald ikke i saadanne enligt liggende Huse og Smaagaarde, som en Patrouille er henvist til. Man maa saa tage sin Tilflugt til andre Ting. Det bedste er Rugbrød eller knust Majs, naar det ikke er muggent. Andre Kornsorter kan let være skadelige. — I de første Dage af Aug. 1870 maatte saaledes Ulanregiment Nr. 16 efterlade ikke mindre end 60 Heste, der var bleven syge paa Grund af Fodring med Hvede. — Brød vil vist som R.egel være det bedste, da Hestene paa Grund af Anstrengelse og Uro tit ikke vil æde andet. Vand kan Hestene daarligere undvære end Foder. Bestemmer Patrouilleføreren sig til at gaa tilbage, og har han intet Hastvæ rk, kan han gaa uden om Fløjene. Bringer han vigtige Meldinger, maa andre Hensyn tages. Det er fordelagtigt at vælge den samme Vej, som man kom ud, da man her kender Terrainet. Nogen Sandsynlighed for, at Fjenden i længere Tid skal lægge sig i Baghold efter en Patrouille, er der næppe, men alt retter sig selvfølgelig efter Forholdene hos Fjenden. Naar' Patrouilleføreren er naaet tilbage, skal han straks affatte en skriftlig Beretning. Heri bør nævnes de Folk, der har gjort sig særlig fortjent.
Fordringerne til Uddannelsen.
Af det foregaaende ses, at det er meget store Fo rdringer, der under et Patrouilleridt stilles til Fører, Mandskab og Heste. Fø re ren maa være i Besiddelse af stor Ridefærdighed og Øvelse i at færdes i al Slags Terrain uden at tænke paa sin Hest. Han maa have betydelig Ævne til at bedømme Mandskab og Heste, Kendskab til, hvad man kan forlange af disse under et længere Ridt, hurtig Dømmekraft og Snarraadighed. Han maa kende de andre Vaabenarters Taktik og deres Formationer i Terrainet, og have saa megen Kendskab til Hærledelse, at han forstaar at bedømme Hensigten med Fjendens Bevægelser. Mandskabet maa besidde stor Bidefærdighed, Ud holdenhed og Intelligens. Det maa have Evne til og Øvelse i at færdes meget paa egen Ilaand i ukendt og vanskeligt Terrain. Hestene maa være i saa god Form og Træning, at man kan stille de største Fordringer til dem i Retning af Udholdenhed, og deres Dressur maa være en saadan, at de ikke blot i Flok, men ogsaa enkeltvis passerer enhver Terrainhindring, der overhovedet kan passeres.
Midlerne til Uddannelsen.
Hvad Officerernes Ridefærdighed angaar, da er der jo ikke Tvivl om, at de aarlig afholdte Væddeløb har gjort udmærket Nytte. Ved Væddeløbene lærer man i frieste Gangart at iagttage, overlægge og handle — alt i faa Sekunder; og at kunne dette er den første og nødvendige Betingelse for at være en dygtig Patrouillefører. Men det er ikke nok at kunne tage sig en rask Galop over større eller mindre Forhindringer sammen med Kammeraterne. Det er noget, der forholdsvis hurtig læres. T e rrain rid nin g over længere Distancer burde sikkert øves mere systematisk, og Officererne skiftes til at føre saadanne. I de fleste Lande benyttes Parforcejagter som Uddannelsesmiddel. Da Forholdene her i Landet ikke egner sig dertil, vil almindelige Terrainridt over lange Distancer kunne erstatte dem. Men de bør rigtignok, saa vidt mulig, tinde Sted i ukendt Terrain. Kun paa den Maade lærer Føreren at have Øjnene med sig og hurtig bedømme, hvad han har for sig.
Distancer i et burde gøres obligatoriske og finde Sted paa alle Aarstider. De kunde da enten øves som rene Distanceridt, hvor det kom an paa at tilbagelægge en vis Vejlængde i kortest mulig Tid, selvfølgelig med tilbørligt Hensyn til Hestene; eller de kunde sættes i Forbindelse med Rekognoscerings- eller Patrouilleringsopgaver. Foruden den rent kavalleristiske Færdighed, der herved vilde opnaas, vilde de frembyde en udmærket Lejlighed for den unge Rytterofficer til at lære Landet at kende, noget der bliver af afgørende Vigtighed i Krigstid.
I de fleste Lande øves til Stadighed Distanceridt som Uddannelsesmiddel. 1 Tyskland har der siden IS',bf været paabudt Distanceridt, og fra 181)4 udsætter Kejseren særlige Præmier. I Bestemmelserne for de tjenstlige Rid t hedder det, at for en enkelt Dag maa Ridtet ikke være over 120 Km., for flere Dage 90 Km. om Dagen. Det menes dog, at man under alvorlige Forhold kan forlange indtil 120 Km. af Mandskabets og 150 Km. af Patrouilleførernes Heste for én Dag. I Italien fandt det første officielle Distanceridt Sted 1890. Den bedste Rytter tilbagelagde Distancen 150 Km. 1 12V4 Time. I Frankrig har Distanceridt indtil den nyeste Tid ganske vist ikke været officielt befalede, men at de drives med Interesse, derom vidner Franskmændenes Sejr i Ridtet Briissel— Ostende tilstrækkelig. Som Eksempel paa, hvor rationelt Distanceridt øves, kan nævnes, at i 1901 tilbagelagde 2 franske Officerer 198 Km. i 24 Tim er paa følgende Maade: Først 81 Km. til Hest og dernæst (i Erkendelse af, at Patrouilleføreren ofte vil komme til at begive sig frem til Fods over lange Strækninger) 30 Km. til Fods, dernæst atter 81 Km. til Hest. I Rusland har der siden 1880 været paabudt Distanceridt. Der skal ved hvert Regiment hele Aaret rundt udføres Patrouilleridt, deraf om Vinteren mindst 2 paa 80 Km. i 2 Dage og 2 paa 210 Km. i 4 Dage. Private Distanceridt i stor Mængde har været afholdt, i de senere Aar, og ved disse have Ydelserne selvfølgelig været langt større.
Ved Ridtet W ien— Berlin tilbagelagdes 597 Km. i 73 Tim er og 6 Minutter. Ved den kjøbenhavnske Sportsrideklubs Distanceridt i A p ril 1901 tilbagelagdes 80 Km. i 3 Tim er og lO'O Minut. Ved Ridtet Briissel— Ostende tilbagelagdes 132 Km. 1 6 Tim er og 54 Minutter. Fra Krigshistorien haves talrige Eksempler paa Distanceridt : Lt. W edell tilbagelagde paa sit ovenfor omtalte Patrouilleridt 1G0 Km. i 21 Timer. Samme Dag udsendtes 2 andre Patrouiller fra Ulanregiment Nr. 13. Den ene, under Lt. v. Veltheim, tilbagelagde 150 Km. i 15 Timer uden at fodre. Den anden, under Lt. Lumley, tilbagelagde 160 Km. i 25 Timer, deraf de første 100 Km. i 10 Tim er uden at fodre. Under disse 3 Patrouilleridt gik LIestene uden Oppakning, men det var i til Dels vanskeligt og af fjendtlige Franc-tireurs gennemstrejfet Terrain og regnfuldt Vejr.
Foruden rene Distanceridt afholdes i de fleste Stater særlige Øvelsesridt for at uddanne Officererne som Patrouilleførere til under forskellige Forudsætninger at fatte Beslutninger og bedømme Situationen. De foregaar paa den Maade, at der hjemme bliver meddelt Patrouilleføreren Supposition og Ordre til et Patrouilleridt, og medgives ham en Række lukkede Konvolutter med forskellige supponerede Iagttagelser eller mulige Ordrer, bestemte til at aabnes paa forskellige Steder. Vedkommende skal da opnotere, alt hvad han foretager sig, som om han virkelig var Fører for en Patrouille, nedskrive de Meldinger, han tænker sig at ville afsende, samt den Instruktion, Melderytteren skulde have. I Tyskland har saadanne Øvelser været organiserede lige siden 1876. Iler hjemme har der i de senere Aar, lige som de fleste andre Steder, under de større Rytterøvelser været udsendt langt udgaaende O fficerspa trouiller mod markerede Styrker, første Gang mellem Gardehusarregimentet og 4. Dragonregiment ved Udrykning til Fægtningsskydning d. 22.— 29. Aug. 1890. Og A a r for A a r er de Fordringer, der er stillet til Pa trouillerne, forøget noget. Saadanne Patrouillcridt frembyder den Fordel fremfor de ovennævnte Øvelsesridt, at Patrouillerne kan komme i Berøring med fjendtligt Rytteri, og har et virkeligt Maal for deres Ridt, nemlig de markerede Styrker. Disse er ganske vist smaa og under simple Forhold, men derfor er der ogsaa som Regel truffen den Bestemmelse, at Patrouillernes Hverv betragtes som ikke løst, hvis de opdages af de markerede Styrker. Patrouilleridtene kan være meget lærerige og give Anledning til forskellige Overvejelser. En væsentlig Mangel ved dem er ganske vist, at Rytterofficererne ikke derved erhverver en højst fornøden Ø v e l s e i a t b e d ø m m e de a n d r e V a a b e n - a r t e r s F o r m a t i o n e r og O p s t i l l i n g e r i T e r r a i - net. Der kunde maaske bødes herpaa ved af ogxtil at give de yngre Rytterofficerer Lejlighed til ved de større Øvelser at følge de andre Vaabenarter udelukkende med dette Maal for Øje. Ligeledes bliver jo hele Øvelsen i at organisere Meldeapparatet noget mangelfuld, naar der altid udelukkende anvendes Melderyttere; men der er vist heller intet til Hinder for, at Fordringerne efterhaanden kan forøges, saa at Patrouilleførerne kan faa Øvelse i ogsaa at benytte nogle af de andre Midler, der kan anvendes for at besørge Meldinger hurtig og spare Hestebenene (f. Eks. Brevduer).
Noget, der er af særlig Vigtighed for Uddannelsen, er, at ethvert P a trouile rid t indgaaende kritiseres af Pa trouille fø reren s Foresatte. Under Øvelserne vil det meget ofte hænde, at Patrouilleføreren har gjort sig Umage og baaret sig rigtig ad, men at hans Meldinger af Mangel paa T id eller af anden Grund ikke har haft nogen væsentlig Indflydelse paa Begivenhedernes Gang og derfor ikke nævnes ved Kritikken. Ofte er Patrouilleføreren heller ikke til Stede ved denne. Derfor bør hans Rid t bagefter kritiseres af Regiments eller Eskadronschefen, da det er meget nedslaaende den ene Gang efter den anden at gøre sig Umage, uden at Bestræbelserne paaskønnes.
Mandskabet.
Til Patrouillemandskabet stilles, som nævnt, meget store Fordringer i Retning af Intelligens, U dholdenh e d og R i d e fæ r d i g hed. Det vilde vist derfor ogsaa vise sig meget heldigt at udskrive en Del af den mere veloplærte Klasse af Befolkningen til Rytteriet. Landbefolkningen er jo ganske vist mere vant til at omgaas Heste, men dens Hurtighed til at opfatte og handle er ikke altid saa stor, som heldigt er for en Patrouillerytter. U n d e r v i s n i n g e n i F e l t t j e n e s t e har vel gjort store Fremskridt i de senere Aar, men der kunde dog endnu vindes en Del mere T id dertil navnlig paa Rekrutskolen ved at indskrænke den teoretiske Undervisning i andre Fag, saasom Pudsning, Paaklædning, Hestens Røgt og Pleje, Vaabenlære o. 1., hvilke Fag Mandskabet jo lærer praktisk. Efterhaanden som Pudsningen bliver indskrænket — ved Afskaffelsen af alle skinnende Munderingssager — vil herved ogsaa vindes Tid. Dette vil saa atter bevirke, at Rekrutterne kan have mere Udbytte af Øvelserne i praktisk Felttjeneste i Løbet af Somren.
Det vilde maaske være heldigt, at uddanne en Del af Mandskabet sæ r l i g s om M e l d er y tt er e ved ofte at benytte dem og indgaaende kritisere ethvert Ridt, de har udført, samt ved særlige Øvelser. Dette linder Sted i de fleste større Stater. Mandskabets Uddannelsestid er vel her noget længere, men da vort Mandskab gennemgaaende er bedre oplært, kan det sikkert uden Vanskelighed bringes lige saa vidt i kortere Tid. I Frankrig blev det saaledes i Begyndelsen af 1000 bestemt, at der af hver Eskadron udtages et vist Antal Mand, ikke over 20, til Uddannelse som „ Eclairenes“ .
De faar en videregaaende Uddannelse. „De skal forstaa at bedømme og benytte Terrainet, være intelligente, energiske, dygtige i Ridning og Vaabenbrug og maa kunne svømme.“ De kendetegnes ved et særligt Mærke paa Armen og gøres beredne paa særlig gode og veltilredne Heste. De skal fortrinsvis anvendes ved langt udgaaende Patrouilleridt. Noget lignende arbejdes der hen til i Tyskland. Pelet-Narbonne forlanger saaledes, at hver Eskadron skal have sin Intelligenzabtheilung (ca. 25 Mand). Disse Folk skal kunne læse Kort i 1/100,000 og forstaa selv at affatte en Melding hurtig og tydelig. A f særlig Vigtighed er det, at de lærer at forstaa den Instruktion, man giver dem, og at gøre Spørgsmaal, naar der er noget, de ikke forstaar. De skal kunne føre Patrouillebøger, hvoraf det fremgaar, om de paa hvert enkelt Rid t har haaret sig rigtigt ad. — Som man ser lutter Fordringer, der let vil kunne fyldestgøres af vort Mandskab. Som Eksempel paa Opgaver, der kan stilles saadan en menig nævnes: Ridning med Melding gennem et T e rrain, hvor en Patrouille ligger i Baghold og søger at overliste Melderytteren. — Patrouilleridning i el Terrain, hvor der tindes Ryttere med Flag, der udfører forskellige Bevægelser for at se, om Patrouillerytteren rider opmærksomt — Afhentelse af en Melding, der er gemt paa et bestemt Sted i et vanskeligt Terrain.
Det bør fordres saavel af Mandskab som af Førere, at de gør deres Iagttagelser paa lange Afstande. Meldinger, der er indhentede for tæt paa Fjenden, bør betragtes som værdiløse. I Tyskland har man endvidere i de senere A a r oprettet Eskadroner af „Jäger zu Pferde“ (til 1902 17 Esk.) De svarer nærmest til vor Ordonnanseskadron, og fremhyder den Fordel, at Eskadronerne i Krigstid ikke behøver at afgive deres bedste Folk til andre Afdelinger. I Rusland uddannes efter de nyere Bestemmelser ea. 24 Mand pr. Eskadron til Patrouilleryttere, og der har allerede været lagt megen Vægt paa Mandskabets Uddannelse i Felttjeneste. General Ssuchotin lod saaledes ved Slutningen af hver Øvelsesperiode uddele Præ mier (Ure med Inskription o. 1.) til de dygtigste i Felttjeneste. 2 Mand af hver Eskadron maatte deltage i Konkurrencen, der som Regel bestod i , at Ryttere i større eller mindre Afstand iagttog eksercerende eller manøvrerende Tropper, hvorefter de skulde melde, hvad de havde set. I Brigadebefalingen blev alle særlig gode Præstationer saavel af Mandskab som af Befalingsmænd fremhævede, og uheldig Optræden dadiedes. Under Manøvrer eller Terraineksercits med større Troppedele, blev der udtaget Folk, der fra bestemte Punkter skulde iagttage Tropperne for at lære i Afstand at bedømme de forskellige Formationer, Kolonnernes Udstrækning m. m. Fra den nordamerikanske Borgerkrig haves ogsaa Erfaring for, at en særlig Uddannelse af Patrouilleryttere er til stor Gavn. General Fitzhugh Lee udtaler saaledes, „at hans personlige Erfaring ledede ham til at udtage et vist Antal Ryttere af hvert Regiment. Det var Folk, der udmærkede sig ved Forvovenhed, Intelligens og Kendskab til Terrainet, og som var særlig godt beredne. De kaldtes „Headquarters Scouts“ , fik en højere Rang, stilledes direkte under Rytterføreren og skaffede stedse glimrende Efterretninger.
Hvad Mandskabets Ridefærdighed angaar, gøres der jo alt for at bringe denne saa vidt, som Tid og Materiel tillader. Der kunde dog maaske lægges noget større Vægt paa at lade de flinkeste lære at færdes mere paa egen Haand i ukendt Terrain. Det kunde sikkert ogsaa være heldigt af og til at lade dem følge med paa Officerernes Terrainridt. Noget at risikere herved er der sikkert ikke. Ved ethvert Patrouilleridt har man jo Lejlighed til at se, hvor glimrende Mandskabet følger gennem tykt og tyndt, naar blot Føreren gaar støt foran. Et væsentligt Middel til at fremme Mandskabets Uddannelse vil man sikkert ogsaa kunne finde v e d i forøget Grad at fremme K ap p ely s ten hos Folkene . Det værnepligtige Mandskab er gennemgaaende flinkt og villigt; det gælder kun om at lede dets Interesser i den rigtige Retning. Men dette vilde sikkert kunne gøres i langt højere Grad end hidtil ved at benytte Nutidens stigende Interesse for alle Slags sportlige Væddekampe i Uddannelsens Tjeneste. Der er næppe Tvivl om, at aarlige K o n k u r r e n c e r b l a n d t M a n d s k a b e t i de forskellige Uddannelsesgrene — Terrainridning, Springning, Hugning, Skydning, Overbringelse af Meldingen etc. — vilde fremme Folkenes Uddannelse og Lyst til Tjenesten i bøj Grad, naar de flinkeste belønnedes paa forskellig Maade, hvad enten dette gjordes ved Penge, Præmier, Udmærkelsestegn eller Fritagelse for Tjeneste.
Hestene.
Medens man let ved en noget anden Uddannelsesmaade kan stille større Fordringer til Mandskab og Befalingsmænd, stiller Forholdene sig betydelig vanskeligere for Hestenes Vedkommende. Den utilstrækkelige Fourageration tillader jo desværre ikke, at man i Løbet af Somren stiller synderlig store Fordringer til de unge Heste. Der er ingen Tvivl om, at Hestene erhverver sig en stor Del af Skrøbelighederne den første Sommer, de gaar i Geleddet, paa Grund af manglende Kraft. Kunde man komme saa vidt, a t m a n hvert F o r a a r k u n d e g i v e 1. og 2. A a r s R e m o n t e r en ra tionel Galoptræning, vilde disse Heste efter al S a n d s y n lig h e d g enn em snitlig holde et Pa r A a r længere.
Paa Øvelser i Terrainridning lægges der nu allevegne megen Vægt. Det vilde dog vist være gavnligt at øve de unge Heste noget mere i a t passere Vandløb og gaa alene i Terrainet. I Grunden kommer det slet ikke saa meget an paa at springe', som paa at Hestene rolig og besindig kravler over alle Forhindringer, som det ikke er absolut nødvendigt at springe over. Hestene bliver derved tillidsfulde. Anstrengelserne ved et langt Patrouilleridt vil desuden meget snart sætte en Grænse for Størrelsen af de Forhindringer, man kan tage i Fart. Men man kan komme frem endda. Paa Parforcejagterne ser man da ogsaa de gamle drevne Ryttere undgaa de store Spring og dog holde sig tæt efter Hundene. For Resten er jo det at lære en Hest at passere Terrainhindringer i og for sig en meget simpel Sag. Man maa blot huske paa, at det er Vanen det kommer an paa. N a a r H e s t e n g a a r i g o d F o r m , t a g e r d en ikke Skade af at springe meget. Jeg har selv i Løbet af en hel Vinter daglig taget 10— 20 Forhindringer med en ung Hest, jeg forberedte til Væddeløb, uden at den led det mindste derved. Hvor overordentlig stor Betydning, det har, at Hestene gaar sikkert i Terrainet, er jo unødvendigt at fremhæve. I de detaillerede Beretning'01' fra 1870 hedder det bestandig: „Han blev taget til Fange eller hugget ned, fordi han red en Mobiliseringshest og ikke kunde komme frem.“
„Den 12. Aug. 1870 søgte et tysk Detachement under Ritmester v. Thauveney at afbryde Jernbanebroen ved Pont å Mousson. Paa Grund af mangelfuld Sikring blev Detachementet overfaldet af de franske. De fleste blev fangede eller huggede ned, men det lykkedes Lt. v. T oil med 12 oldenburgske Dragoner at undslippe, fordi han i fuld Fart jagede ned mod den stærkt opsvulmede Mosel, sprang ud i Floden og svømmede over. Den 8. Aug. 1870 var Chefen for det slesvig-holstenske Ulanregiment Nr. 15, Oberst v. Alvensleben, redet forud for at rekognoscere. Pludselig blev han omringet af en Deling franske Dragoner og reddede sig kun fra Fangenskab ved at springe over en meget bred Grøft. — „Men han var ogsaa en udmærket Te rrain - ry tter og som Regel bereden paa Fuld blod.“
I de fleste militære Tidsskrifter hæver der sig i den nyere T id stærkere og stærkere Røster for en sa a rigel i g A n v e n d e l s e a f F u l d b l o d e t i H æ r e n , s om muli gt. Herhjemm e har vi jo ogsaa i de senere A a r faaet mange højt forædlede Piemonter. Det er da at haabe, at den T id snart maa komme, d a disse Fleste faar saa meget at æde, at vi kan d rage den fu ld e N y t t e a f dem. I saa Henseende er det utvivlsomt, at Officersvæddeløbene er af megen Betydning for Rytteriets Krigsdygtighed. Under Krigsforhold vil det være af største Vigtighed, at der ved en Eskadron findes et An tal Fleste, der har gennemgaaet en rationel Træning. Patrouilleføreren, der skal udtage Fleste til et vanskeligt Ridt, ved, at d en Hest, der en Gang har været trænet, unde r lige F o r h o ld stedse vil være en u træ n e t H e s t o v e r l e g e n i a l l e G a n g a r t e r , og han vil ved at vælge den trænede Hest naa sit Maal.
Flvor glimrende Resultater, der kan opnaas ved raske og vel udførte Patrouilleridt, har det tyske R y tteri vist i 1870. Hele Divisioner bliver atter og atter foruroligede af enkelte Rytterpatrouiller, og fortrinlige Efterretninger bringes jævnlig. I en kommende Krig vil det danske Rytteri jo næppe kunne haabe paa at faa saa gunstige Forhold at virke under, som Tyskerne havde i 1870. Men jo større Vanskeligheder, der er at bekaempe, desto mere Vægt maa der lægges paa, at Uddannelsen er tidssvarende.
De vigtigste anvendte Kilder er:
P e le t- N a r b o n n e : Die Reiterei der Ersten und Zweiten Deutschen Arme in den Tagen v. 7. z. 15. Aug. 1870.
v. H e y d e b r e c h : Dauerritte.
v. K le is t : Die Offizierpatrouille im Rahmen der strategischen Aufgabe der Kavallerie.
P e le t - N a r b o n n e : Der Kavalleriedienst
R o s e n b e rg : Zusammengewürfelten Gedanken über unserem Dienst.
C h e r fil s : Essay sur l’emploi de la cavalerie.
D e n i s o n : The cavalery.
H o h e n lo h e - I n g e lfin g e n : Militärische Briefe über Kavallerie.
W a lt e r : Der strategische Dienst der Kavallerie.
B e r n h a r d i: Unsere Kavallerie im nächsten Kriege.
v. K ö n ig : Winke für Stellung und Lösung von Aufgaben für Offizierpatrouillen.
V e rd y du V e rn o is : Beitrag zu den Kavallerie-Übungsreisen m. m.
