Det »pinlige Forhørs« Oprindelse som Retsmiddel taber sig i de fjerneste Tiders Taage, og uden at gøre noget Folk eller noget Tidsrum Uret kan man vel sige, at dette »ufejlbare« Middel til Sandhedens Erkendelse og Udforskning med Hensyn til Krim inalforbrydelser er blevet benyttet overalt og til alle Tider. Torturens Former har ændret sig, — i vor T id taaler den ikke Dagens Lys, — de Dage er jo længst forbi, da den retslig og lovlig kunde ske i et civiliseret Samfund. Den lever ikke længere i nogen Straffelovs Paragrafer, men at den ogsaa nu, — skønt kun som en Retskrænkelse — alligevel kan stikke sit stygge Ansigt frem, naar Forholdene modnes dertil, og Fanatismen bliver Eneherre, det har vort Slægtled desværre tilfulde maattet erkende. Torturen som Retsmiddel hører til de tristeste Kapitler i Menneskehedens Historie. Dens lovmæssige Anvendelse her i Norden hænger sammen med den ændrede Retspraksis, der gjorde sig gældende i Middelalderen, efterhaanden som den gejstlige Jurisdiction stadig greb om sig, og den kanoniske Proces vandt Indpas ved de verdslige Domstole. Torturen er jo den korteste Vej til den Tilstaaelse, der skulde forvandle en blot Mistænkt til en Skyldig! Og saa meget lettere var det for Inkvisitionssystemet at bryde sig Vej ind i den verdslige Procedure, som flere af dets Torturarter havde en overordentlig Lighed med de gammelkendte og vidtudbredte »Gudsdommes (Ordaliers) ofte liv sfarlige Uskyldsprøver, der ved Siden a f Renselses-Eden var det vigtigste Bevismiddel i Datidens Proces.
Herhjemme var det i de ældste Tider, da Staten endnu ikke udøvede sin retshaandhævende Virksomhed, den For urettedes egen Sag at bringe Forbryderen for Retten. Enhver Paatale af et Retsbrud maatte udgaa fra den Forurettede eller fra den, der havde lovlig Adkomst til at handle paa hans Vegne. Han skulde sende Stævningen, fremkomme paa Thinge med Klagen og sørge for at faa den afsagte Dom fuldbyrdet. Der maatte saaledes blive vidt Spillerum for mer eller m indre usminket Selvtægt i de Dage, — og de holdt sig længe. Endnu saa sent som i Recessen af 1558 maatte private Fejder forbydes, — og dog havde der allerede i Middelalderen begyndt at udvikle sig en offentlig Paataleret af Kongens Sagefaldsret — hans Ret som Lovhaandhæver til at oppebære de ved retslig Kendelse faldne Bøder. Ved Siden af den voksende Erkendelse af, at den ringe hidtidige Udstrækning af den offentlige Paataleret viste sig som et saare sølle Værn for Tidens sociale T i lstande med de stadig voksende Bysamfund, hvis dyrebare Interesser mer og mer truedes a f en opdukkende Forbryderklasse, imødekom Inkvisitionssystemet ogsaa paa et andet Punkt Tidens Trang ved at kunne virke som et disciplinerende Vaaben i Statsmagtens Haand. — Uden offentlig Paataleret stod Samfundet næsten værgeløst overfor de saa hyppige Indgreb i Ejendomsretten.
Endnu Chr. V.s Danske Lov af 9/3 1683 hvilede for en betydelig Del paa Landets gamle Retsgrundsætninger med P r ivatmands Ret og P ligt til Søgsmaal, og hjemlede derfor i adskillige Tilfælde privat Retshaandhævelse med Pengestraffe som Bod. — løvrigt bares Lovens Hovedindhold af Afskrækkelsesteorien »andre Ligesindede til Eksempel og Afsky«. — Egen Tilstaaelse spillede i Inkvisitionssystemet en stor Rolle som lovbundet Bevismiddel (Regina probationum), idet man gik ud fra den Forudsætning, at den Sigtede havde ikke blot moralsk, men ogsaa retslig P lig t til ikke at holde Sandheden tilbage, selv om det gik ud over ham selv. Denne Forudsætning kunde have sin Berettigelse, saalænge Inkvisitionssystemet kun anvendtes inden for den militære Retspleje, hvor Kongen havde et baade moralsk og retsligt Krav paa sine Krigsmænds uforbeholdne Erkendelse af Sandheden, naar de havde krænket de Krigsartikler og Forordninger, som de havde svoret en højtidelig Ed paa at ære og holde i Hævd. Helt anderledes maatte det blive, naar Inkvisitionsprocessen skulde støtte sig paa en almen Borgerpligt, thi saa maatte Forudsætningen briste og dermed Vejen staa aaben til en U d videlse af Tvangsmidlerne. Og det var netop dette, som mest af alt har bidraget til Nutidens Uv ilje mod Inkvisitionssystemet: dets Gøren Brug af Tvangsmidler mod den Sigtede, naar det gjaldt om at hidføre hans egen Tilstaaelse, — den, som det maatte blive den undersøgende Dommers yderste P ligt at stræbe imod. —
I Danmark har man altid betragtet Torturen som et upaalideligt og farligt Middel, og den blev aldrig saa umenneskelig og saa raffineret i sine Rædsler som i mange andre, mere toneangivende Lande. Man høstede derfor herhjemme aldrig fuldt saa beklagelsesværdige Erfaringer som andetsteds om denne Systemets store Skyggeside, og der blev tidlig sat Grænser for dens Brug. Allerede i den Haandfæ stning, som E r ik Glipping den 29/7 1282 som den første danske Konge maatte underskrive paa Danehoffet i Nyborg, hed det: »Ingen maa pines, uden at tilforne lovligen er vorden forvunden og overbeviist.« — Og i Chr. III.s Kolding-Reces a f 13/12 1558 lød det i § 19: — »Item skal ingen piinligen forhøris, uden hånd er tilforn lovligen forvunden til døde for nogen ugerning.« — Chr. V.s danske Lov a f 15/U 1683 siger det samme i sin 1. Bog 20. Kap. blot med den Tilføjelse, »medmindre det er in crimine Majestatis i højeste Grad, hvor Sagens Beskaffenhed ikke lider, at den almindelig Lands-Lov kand følgis.« — Følgen af den manglende offentlige Paataleret blev, at Samfundet ikke kunde føle sig behørigt beskyttet mod Galgen-fuglenes og »Gaudiebenes« Indgreb i dets vigtigste Interesser: Ejendomsretten og den personlige Sikkerhed. Navnlig siden Lovene ikke længere som i de gode gamle Dage gav hver Tyveknægt sikker Anvisning paa at blive hængt i Byens Galge. Særlig vanskeligt var Forholdet i København, og ved Res. a f 13/U 1686 søgte man ved Oprettelsen af en »Infcvisitions-Commission« i Hovedstaden at forebygge de store Tyverier, der især tog Overhaand, fordi Hælerne og de, som handlede med Tyvekosterne, ofte befandtes at henhøre til forskellige Jurisdictioner, hvilket maatte fordyre og sinke Undersøgelsen. Navnlig havde dette Interesse for Militær-Etaten, idet Civilpersoner hidtil ikke havde haft Pligt til at give Møde for militær Ret, hvilket ofte voldte Vanskeligheder ved Behandlingen af militære Straffesager, hvori Borgere var implicerede. Men da Commissionen kom til at »dependere« af Byens Kommandant, — da en Kaptajn af Landmilitæret blev Commissionens Præses, Garnisonsauditøren Leder af dens Forhører og Undersøgelser, og da Officerer blev Assessorer, kunde den kun opfattes som en rent militæ r Ret, hvortil Civilpersoner havde Mødepligt efter Tilkaldelse som Parter istedetfor med Omkostninger og Tidsspilde at maatte søges ved hver sit Værneting.
I 1714 ansattes yderligere 1 Søofficer samt 2 Borgerkaptajner som Assessorer (fra 29/7 1726 blev kun den ene af disse sidste ordinær Assessor, den anden Reserve i Forfa ldstilfælde). Skønt Commissionen ifølge Oprettelsesforordningen skulde bestaa af Repræsentanter fra alle Byens Jurisdictioner, kom der aldrig nogen virkelig Repræsentant for den civile Jurisdiction før i 1771 ved Commissionens Ændring. Commissionen traadte i Virksomhed den 2/11 1686, fik Lokaler i Stokhuset og havde til Opgave at undersøge alle T y verisager, indstævne Sagernes Parter og derefter sammen med Sagens Akter at tilbagelevere de Skyldige til deres Jurisdiction for dér at blive dømt og straffet. Retten var saaledes en Undersøgelses- og ikke nogen Domsret. Ingen »trættekær Procurator« maatte forsøge ved »Rænker og Pratiqer« at befri de Skyldige og forvirre og fordreje Retten, idet de ellers skulde »agtes og holdes for Tyvs-Medvidere og aldrig mere tillades for ærlige Fo lk at gaa i Retten.« — A lle Tyve, Hælere og de, der handler med dem og deres Koster, skulde møde for Commissionen, naar de indstævnedes og dér svare for deres Gerninger. — Commissionens Justitsprotokoller, hvoraf kun 8 B ind fin des bevaret, viser, at den foruden Tyverisager fra første Begyndelse ogsaa besørgede Undersøgelsen af en Mængde andre Sager som Mord, Dueller, H or og anden Utugt, fremmed Hverving m. m., hvilket vedblev til 1699. I disse 13 A a r undersøgtes 506 Sager. E fter den T id var de behandlede Sager næsten alene Tyverisager. Aarsagen til denne voldsomme Ud videlse af Commissionens Ressort maa vel søges i den Omstændighed, at dens Auditør, der førte Protokollen, samtidig var Garnisonsauditør og derfor i visse Tilfælde har benyttet Commissionens Protokol til Dobbeltbrug. Dette fremgaar af den nu ikke mere bevarede Indledning til Commissionens første Forhør 26/11 1686, hvori den skal være benævnt som: »Das Stockhausische Inquisitions- und Garnisons Gericht«. Lige fra første Færd havde Commissionen ligesom andre militære Retter taget den militære Tortur, den saakaldte P o lske B u k i Brug. Med hvilken Berettigelse dette er sket, da det staar i klar Modstrid til Danske Lov I— 20, kan ikke siges med Sikkerhed, men den maa antagelig søges i den »almindelig vedtagne og ikke mod K rig sa rtikle rne s Grundsæ tninger stridende K rig sb ru g «, der nævnes i den 188. Krigsartikel. — I en Skr. fra Generalauditør Dreesen til Generalaud. L inck i Norge af 14/1 1736 hedder det: »Anbelangende hvori den saakaldte Polske Buks Gradus bestaaer, derom findes der ikke nogetsomhelst skriftligt eller egentlig forordnet.« — Som Motto skrev Commissionens daværende Auditør, Gottfred Gerlach, foran i den første, endnu bevarede Justitsprotokol (1696— 1701) dette smukke C itat efter den store romerske Jurist U lpianus: »TJnde ad torturam non festinandum est, sed g rin s de innocentia rei querendum ne innocenti periculum fiat« hvilket vel kan udlægges som : »Far i Mag med Torturen, men søg først om Uskyld, at du ikke bringer den Uskyldige i Fare.« — Ikke destomindre var Brugen af den »polske Buk«, den m ilitære Tortur, en Hverdagsbegivenhed i Commissionen, som det fremgaar a f dens Protokoller. — I de første Aaringer detailleredes Fremgangsmaaden ikke, idet Protocollen kun i al Almindelighed oplyste, at Inkvisiten var blevet spændt, lagt eller skruet i Bukken. Først fra Aar 1690 findes nærmere Omtale af, hvori den anvendte Tortur bestod: Tommelskrue, — Væ ltning paa skarpe Sten (dog ikke Flintesten) — »Rosenkransen« eller andet. Naar en Inkvisit skulde underkastes Tortur, begyndte man ikke straks med de egentlige Pinsler. Det uhyggelige Drama havde 3 Akter, af hvilke de 2 første, den saakaldte »Territion « var en Forberedelse til den egentlige Tortur og ved ringere Forseelser, eller naar det drejede sig om mindre forstokkede Forbrydere, erstattede denne.
1. Akt var den saakaldte »Ferbalterrition« , hvor Inkvisiten, naar han forgæves var formanet til Bekendelse, og han efter alle Indicier var skyldig, men alligevel viste sig som en haardnakket Benægter, af Skarpretteren (eller hvis han var militær, da a f Gevaldigeren) fik forevist Marterinstrumenterne med en udførlig og malerisk, realistisk Beskrivelse af deres overtalende V irkn inger paa Legeme og Sjæl. Forskrækkede dette ikke til fr iv illig Tilstaaelse, gik Tæppet op for
2 .Akt. »Realterritioncn«, hvor Inkvisiten førtes ind i Marterkamret, afklædtes og lagdes paa Pinebænken, idet Tommelskruer anbragtes paa begge hans Tommelfingre. Gevaldigeren anstillede sig, som var han paa Nippet til at »angribe« Inkvisiten med Torturens 1. Grad og begyndte at skrue Tommelskruen fastere, mens Aud itøren med indtrængende Ord formanede ham til at opgive sin Forstokkethed, inden det blev for silde. Nogle enkelte Skruegreb paa Instrumentet gav Formaningen yderligere Vægt. Men fastholdt Inkvisiten sin afvisende Holdning, skred man til
3. Akt. Den egentlige Tortur, hvis ophøjede Maal ikke blot var at bringe Sandheden for Dagen, men ogsaa havde den »humane« H ensigt at give Inkvisiten, forsaavidt han virkelig skulde være uskyldig, Lejlighed til i egen Interesse derved at rense sig fo r al Mistanke om Skyld.
Som før nævnt fandtes intet bestemt forordnet ang. den praktiske Indretning af den Polske Buk. — »Dog kommer det hovedsagelig an paa«, skrev Generalauditør Dreesen i omtalte Skr. 14/1 1736, »at enhver Gradus a f Torturen appliceres og exekveres med Fo rnu ft, idet Hensigten altid maa være ikke at forvolde uerstattelig Skade paa Sundhed og Lemmer. Jeg har ikke selv overværet saadanne Executioner, men har kun ex auditu hørt derom fra Regimentsauditørerne og vilde raade til, at man fik en Gevaldiger til i Norge at forrette saadanne Executioner. Jeg skulde tro, at Hans Exe. Generalløjtnant v. Romeling og andre Herrer Officerer, der har tjent her og i fremmede Hære, ikke staar ukendte overfor de rette Metoder.« Mere Besked faar man af en omtrent samtidig Skr. fra Cancelliet til Generalauditøren i Norge: Det hedder her: »... Hvis Delinkventen efter saadanne Præludier (Verbal- og real Te rrition ) ikke vil tilstaa, angriber Gevaldigeren ham først 14 Time med Tommelskruerne, og hjælper heller ikke det, lægges det saakaldte Paternoster (ogsaa kaldet: Rosenkransen) med Knuderne om hans Hoved og drejer det lidt efter lidt, til Øjnene gaar ud af Hovedet. Forslaar dette ikke, sammenbindes hans Hænder og Fødder, og han væltes paa smaa Kiselstene, men N B . de to sidstnævnte Sorter maa kun vedvare % Time, og der maa vel gives Agt, om Patienten mister Bevidstheden derved, at Aanden gaar fra ham, saa at Gevaldigeren i Tide kan holde inde og ikke kontinuere den kvarte Time, — heller ikke benytte alle 3 Processer lige efter hinanden, men efter Delinkventens Legemsstyrke foretages den i 3 forskellige Dage.« — (3/4 1737).
Først i 1746 findes i Generalauditørens Resolutionsprotokol en »Nøje Beskrivelse hvorledes den M ilitæ re T o rtu r eller den saakaldte Polske B u k her i dette Stokhus i den Kgl. Residence og Fæ stning København hid til er blevet anvendt«, skrevet a f Justitsløjtnant J. Sitter, en fhv. Underofficer af Garden til Fods. Den lyder saaledes:
1) Delinkventen bliver paasat Tommelskruerne ved en Stokkeknægt paa begge Tommelfingre og langsomt af ham skruet til, men gentagne Gange holdes inde med Skruningen, og Delinkventen formanet til at bekende.
2) Skjorten bliver trukket ned paa ham til Buxerne og bundet fast om Livet med Ærmerne, og derefter sættes han paa den Polske Buk, med begge Ben og begge Hænder tæt sammensluttede, saa at begge Armene kommer udenom Lænderne, og begge Hænder under Benene, fast sluttede til den Polske Buk, og tillige lægges en Kæde, 14/2 Alen lang om hans Hals, og begge Ender af den bindes fast til Bukken, saa at man kan trække hans Hoved helt ned til Knæene, for at dette ikke skal komme til Skade ved Ru lningen, hvorefter han lægges med den blotte Ryg paa smaatslaaede Fyrsten og dertil formanet til Bekendelse; saa bliver 2 Stokke omtrent l 1/» Alen lange stukket, den ene igennem under begge Arme, den anden igennem under begge Knæ, og ved en Stokkeknægt paa hver Side, med begge Hænder fattet om begge Stokke, og Delinkventen rulles paa Stenene eller væltes og drejes omkring. Gentagne Gange rejses Delinkventen op og formanes til at tilstaa.
3) Delinkventen faar lagt Kransen om Hovedet. Den er gjort af en tynd Line med 5 å 6 Knapper, saa at disse Knuder kommer foran over Panden, tæt ved Øjebrynene, og et Par Knapper paa Siden af Hovedet, men ikke i T ind ingerne. E n Knægt anlægger Kransen med en lille Stok omtrent % Alen lang bag Nakken, stukket ind gennem K ra n sen, saa at Knapperne trænger bravt ind i Hovedet fortil, saa holder man stille igen og formaner til Bekendelse. Stokhuset 15. 1. 1746.
J. Sitter.
T il denne Beskrivelse, den eneste autentiske, der findes, forfattet a f den Mand, der med sin Justitssergents og sine Stokkeknægtes Hjæ lp i en lang Aarrække dirigerede Anvendelsen af den Polske Buk i Inkvisitionscommissionen, maa imidlertid tilføjes, at den deri meddelte Fastslutning mellem Inkvisiten og selve Bukken selvfølgelig maatte løsgøres, førend han kunde lægges ned paa de Sten, hvorpaa han skulde rulles, ligesom ogsaa Halskæden, der skulde beskytte hans Hoved under denne Rulning, maatte fæstnes paa en anden Maade end oplyst. »Tommelskruen« bestod af 2 Jernplader, let indkærvede til Anbringelse af Inkvisitens Tommelfingre. Den øverste Plade havde 3 Skruegænger, der med en Skruenøgle kunde skrues ned i den nederstes Skruegange, saa at de mellem Pladerne indstukne Fingres andet Led sammentryktes derved. Fo r at øge Smerterne ved Trykket plejede Stokkeknægten at banke af og til med en Skruenøgle paa Pladen, ligesom en lignende V irkn ing fremkaldtes ved afvekslende at løsne og tilskrue. »Rosenkransen« eller »Paternoster« var en tynd, dobbeltlagt Hampelinie med 6 slagne Knuder paa. Med en indstukken Tourniquet snæredes Rosenkransen sammen, saa Knuderne trængte ind i Hovedet.
Selv om Inkvisitionscommissionen i Løbet af den første Snes Aar har gjort hyppig Brug af Torturen, fremgaar det dog af den endnu bevarede Justitsprotokol 1696— 1702, at den maa siges at have benyttet denne sin Ret paa en saavidt mulig lemfældig Maade. Den Omstændighed, at saa saare mange af dens Torturanvendelser har vist negative Resultater, tyder i hvert Fa ld paa, at den ikke med nogen overdreven Iver har ønsket at benytte disse Tvangsmidler til Bunds. Aud itør Gerlachs Motto om »at fare med Lempe« synes at være virkeliggjort. — Nogle faa tilfældige Eksempler, tagne fra et enkelt Aar (1696), vil kunne give en Antydning a f Inkvisitionscommissionens forholdsvis lemfældige Procedure i saa Henseende, en Procedure, der vel i det store og hele svarer til den, der fu lgtes a f Regimenterne Landet over:
1) Hof-Fodermarskal Hans Sack havde bragt i Erfaring , at en Soldat havde begaaet Tyveri paa Slottet, og Musketer Carsten Hansen ved Marineregimentet blev mistænkt for at være Tyven. I Forhøret 6/2 1696 forklarede han, at han en Aften var gaaet ud til Slottet for »at se, om han kunde faa noget«, og saa var han saa heldig at finde en Kobberkande, der stod paa en Kældertrappe. Den tog han og gik aabenlyst med ned i Møntergade, hvor en Ven a f ham, Musketer Jens Sommerfeldt, boede. Han var ikke hjemme, men Carsten Hansen bad hans Kone gemme Kanden, til hendes Mand kom hjem. Ved 7-Tiden kom Jens Sommerfeldt, men han var saa drukken, at han slet ikke var til at tale med. Næste Dag mødtes de to, der kendte hinanden fra da de sad sammen i Arresten for nogle Aar siden. Carsten Hansen sagde, han havde fundet Kanden i et Vandhus paa Slotspladsen, og de solgte den nu for 9 Mark. Ved Forhøret maatte han i Bukken tilstaa, at Kanden var stjaalet. Den 18/2 kom han atter i Forhør og blev med Commissionens Tilladelse skruet i den Polske Buk for at forklare, om han havde mere paa Samvittigheden, men han »vedblev sine Negationer.« — Saa henvistes Sagen til Regimentet med en Extrakt af Akterne. Fodermarskallen optraadte her som Anklager. (Fortsættes).
Carl v. Kohl.
